It's about time.

[Deleted]

Kæreste svigerfar.
Jeg har brug for din hjælp, Fox familien er blevet for meget og jeg vil virkelig gerne gå under jorden.
Dog har jeg ingen midler eller ideer til hvordan jeg kan gøre det, hvordan jeg kan forsvinde uden at nogen.
Vil vide at jeg stadig findes derude, at min familie finder ud af at jeg lever derude endnu.
Du har været forsvindelsens mester i så lang tid, at nu vil jeg gerne bede om din hjælp til at gøre mig til det samme.
Venligst
Cecilia Crevan Fox.

Hun kiggede ned på brevet i sin hånd, det var blevet sendt for et stykke tid siden og Syting var også vendt tilbage med at svar, nu var det altså hende og Uriahs tur til at lokke ham i denne fælde. Hun mærkede hvordan hendes hjerte hamrede i brysten, men hun måtte ikke få dette til at mislykkes ikke for hendes skyld. Men for Judas og børnenes skyld, skulle dette gå fantastisk. Hun lukkede let øjnene og drejede papiret i sine hænder, hun åbnede øjnene og tog en dyb indånding, i det mindste var Uriah her sammen med hende, som to støttere ville de kunne hjælpe hinanden igennem dette, for at kunne hjælpe deres pårørende. Hun vidste at Uriah måtte være mindst lige så nervøs som hendes selv, for Raven måtte snart være lige oppe over at poppe med deres to unger. Hun kiggede rundt og derefter frem for sig igen, kirkegården var menneske tom og fugtig i det lettere kølige vejr og hun satte sig ned på bænken, så nu var det snart Showtime.

[Deleted]

Uriah gik uroligt frem og tilbage imellem kirkegårdens grave, hans hjerte spurtede afsted i hans bryst og hans hænder var våde af sved. Nok havde han meldt sig frivilligt til, at spille lokkemad i fællesskab med Cecilia, men som han stod der på kirkegården, følte han sig pludselig usikker i situationen. Han havde været så heldig, kun at have mødt Syting en enkelt gang, men det var nok til, at have gjort ham urolig, hvilket også havde været en af grundende til, at han havde meldt sig: Så Raven, deres kommende tvillinger og ham selv kunne leve i ro og mag, uden frygt for, at Syting ville møde op ved deres dør igen. Desuden var det en mulighed for ham, for at vinde Fox-familiens tillid.
Han bed sig hårdt i sin kind for igen at finde fatningen, og satte sig på bænken ved siden af Cecilia, der i det mindste så rolig ud på overfladen. Han så sig lidt omkring, afventede Sytings ankomst. Han følte diskret på sin baglomme, hvor hans tryllestav lå, og åndede en anelse lettet op. Hvis noget skulle gå galt, kunne han i det mindste beskytte Cecilia og ham selv, selvom han ikke tvivlede på, at Cecilia ville klare sig fint, om han så havde været der ved hendes side eller ej. Han trillede let med sine fingre på bænken, mens hans blik fortsat flakkede rundt. Forhåbentlig dukkede han snart o, så de kunne få det overstået, og han kunne komme sikkert hjem til Raven.

[Deleted]

Den kolde luft fik Rahuus rædsel til bare til at blive endnu værre. Hun havde det som om, at Syting stod og åndede hende lige ind i nakken, og sendte flere tusinde kuldegysninger igennem hende. Havde det ikke været for Cecila, Uriah, Nick, Raysal og Margus støtte og hjælpe, havde hun været så langt væk fra dette sted som muligt. Selvom hun havde trænet, følte hun sig slet ikke klar til det. Hun havde følelsen af, at hun skulle kaste op hvert sekund det skulle være. Hun kiggede rundt på kirkegården for at orientere sig. Hun så hvordan Cecilia og Uriah sad klar. Det var så mærkeligt, at de ville hjælpe. Hun forstod det ikke, men hun satte pris på det. Tanken om, at de skulle vise sig at være på Sytings side, havde strejfet hende, og gjord hende mere nervøs, men så længe Nick, Raysal og Margus også var der, skete der forhåbentlig ikke noget. Det var en selvfølge at Nick skulle være der. Hun ville slet ikke kunne være der uden ham. Og Raysal var den dygtigst magiker hun kendte, og hun var jo også hendes søster. En tanke blev sendt til Raven, som hun også ønskede var der, men samtidig var hun glad for hun ikke var der. Det ville være alt for farlig for hende og børne. Det var endnu ikke gået op for hende, at hun skulle være moster igen. Hun glædet sig virkelig til det. Og så var der Margus. Ham havde hun ikke regnet med ville være der til at starte med, men da han havde været med til at reddet hendes børn, syntes hun kun det var rimeligt, at han fik lov til at se livet forsvinde fra den mand, der havde besværligt gjord hans arbejde mere end det skulle havet været. Havde hun vidst, at Syting også ville gå efter hendes børn på den måde, havde hun aldrig ladet dem været ude i offentligheden, og kun med en til at passe på dem.

Hun tog igen en dyb indånding, for at prøve på at ryste noget af frygten af sig, men det lykkes ikke. Hun var virkelig, virkelig bange.

[Deleted]

Raysal stod så tæt på Rahuu som muligt, for at være sikker på, at hun var der til hvis hun skulle få brug for det. Hun havde taget sin usynlighedekappe på, da hun vidste, at fik Syting først øje på Raysal, var det hende han ville gå efter, og meningen med det hele var jo, at det skulle være Rahuu der skulle gøre det af med ham. Hendes øjne afspejlede kirkegården, for at få øje på forræderen, og eventuel andre trusler der kunne risikere at dukke op. Hun vidste ikke hvad det kunne være, men lige nu var hun så paranoid, at hun ikke kunne lade vær med at være ekstra meget på vagt. Hun ville lidt ønske Noah var der, men hun var samtidig glad for han ikke var der. For tanken om at der skulle ske ham noget, eller børnene, hvis Syting på en eller anden måde havde regnet det hele ud. Igen afspejlede hendes øjne kiggegården. Nu måtte han da snart dukke op?

[Deleted]

Margus var overrasket over at han havde fået tilbuddet, om at komme med Rahuu. Margus sad på hug ved hendes side og ventede. Både fordi han ikke ville ses og fordi han var nervøs. Syting var pludselig dukket op for noget tid siden, da han skulle passe Rahuu's døtre. Heldigvis havde Margus taget kontakt til Raysal. Margus vidste ikke noget om manden på det tidspunkt, men faktum var at han havde mødt manden før og det var ikke en god oplevelse. Margus så op på Rahuu, der i hans øjne så nervøs ud. Han kunne også godt forstå hende, så det kom ikke bag på ham. Han så afventende ud på kirkegården. Det var et spørgsmål om tid før Syting dukkede op. Han håbede bare inderligt at det ville være hurtigt overstået. Han ønskede ikke at det skulle gå ud over nogen af dem som var tilstede her, selvom han ikke kendte så mange af personerne der var tilstede. De eneste to han kendte sådan rigtigt, var Raysal og Rahuu. Og i begge tilfælde var det som chefer. Dog havde han fået lov til at passe børn for dem begge. Han begyndte at få dybe tanker, om ting som hvordan pigerne skulle klarer sig, hvis der skete noget med deres mødre noget. Han rystede hurtigt den tanke ud ad hovedet igen.

[Deleted]

Hun kiggede desorienteret rundt, måske var det her dumt alligevel? At hun havde meldt sig til at hjælpe Fox-familien, nu hvor hun tænkte over det ville hun så nogensinde modtage deres billigelse? Hun lænede sig tilbage og kiggede på Uriah, hun vidste at de var der af samme grund, for at få noget anerkendelse. Hun sukkede tungt og lagde hånden på hans skulder "Rolig Uriah, vi skal nok klare den" hun smilede skævt og kiggede frem for sig og vippede med sine fødder, hun savnede hendes unger nu hvor hun sad her og drømte sig tilbage til hendes stutteri og tilbage til ungerne, men på den anden side. Hvis hun ikke var her, ville de aldrig kunne komme til at leve et stille og roligt liv. Hun tog en dyb indånding og sukkede tungt ud igen, der var alt for stille til at hendes nerver kunne falde ned igen.

Hun lukkede øjnene igen og kiggede frem for sig med en målrettethed som kun den professionelle del af hendes sind kunne frembringe, det her var noget som skulle overståes og hun vidste at hun endelig kunne være en brik og ikke bare en ubetydelig lille ting, det var nok der det altid havde lagt for hende at hun var så lille og ubetydelig at hun altid kunne erstattes, det kunne hun ikke denne gang. Hun rejste sig op og gik frem og tilbage et par gange, hun vidste at hvis der ikke snart skete noget ville hendes tanker begynde at vandre mere og hun ville begynde at panikke så det var bedre at holde sig på fødderne og holde sig klar og frisk i hovedet. Hun skimtede rundt og bemærkede ikke at de andre var ankommet, men på den anden side hvis hun kunne se dem, ville det jo heller ikke give meget mening at lokke nogle i et baghold. Hun kiggede på Uriah igen og smilede venligt "Det er snart overstået Uriah, så vi kan vende tilbage til vores familier og liv" hun trådte hen ved siden af ham og lagde betryggende en hånd på hans skulder som for at muntre ham en smule op.

[Deleted]

Syting havde ikke som sådan undrede sig over, hvorfor Cecilia havde skrevet til ham for at bede ham om hjælp, og mødes med hende på kirkegården i Godric Dalen. Det hele gav god mening i hans hoved. De boede i Godric Dalen, så der var ikke langt hjem for hende, og kirkegården virkede ikke bare som et symbolsk sted, men også som et fredeligt sted uden nogen forstyrelser. 

Han kom med rolige skridt gående ind på kirkegården, og fik hurtig øje på Cecilia. Hans gang stoppede dog kort, da han fik øje på Uriah. Det var jo Ravens, fyr? Han startede dg med at gå igen, da han jo vidste, at Uriah var en Hunter, og helt sikker var der af samme grund som han var. Redde en familie fra Raysals hærgen. "Godaften kære svigerdatter, og Uriah," hilste han med et varmt smil, på sin gang over mod dem.

[Deleted]

Uriah var fordybet i sine egne tanker, da Cecilia pludselig lagde en hånd på hans skulder, og han så på hende. I øjebliket kunne han ikke få et ord ud, og nikkede bare svagt, imens han tvang et lille smil frem, inden han igen skulede ud over kirkegården. Der var intet tegn på at nogen var dukket op endnu, hverken Syting, Rahuu, Raysal eller hvem der nu skulle møde op, og det bekymrede ham en anelse. Han fulgte Cecilia med blikket, som hun rejste sig for at gå frem og tilbage hen over jorden, ligesom Uriah tideligere havde gjort, det var åbenbart en god måde, at afværge nervøsitet og frygt på. Han rynkede let på næsen af hendes ord. 'Det er snart overstået', ordene gav genlyd i hans hoved. På en måde virkede det forkert, at tale om et 'mord' på den måde, men han var udemærket klar over, at det var sådan de alle tænkte. Jo før de kom af med Syting, jo bedre. Alligevel stak det let i hans bryst ved tanken. Nok var det Syting der var tale om, og det var, gudskelov, ikke Uriah der skulle dræbe ham, men det var trods alt et menneskeliv han hjalp til med at tage, blot ved hans tilstedeværd. Tanken fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen, og han så tomt ud over kirkegården, hvor en skikkelse pludselig dukkede op. Syting. Han tog en dyb vejrtrækning og tørrede kort sine svedige hænder af i sine bukser, inden han rejste sig fra bænken for, at gå Syting i møde. "Hr. Fox," hilste han pænt og rakte en hånd frem imod ham. "Jeg håber ikke mit tilstedeværd er et problem, men jeg er her for at hjælpe Cecilia, og eventuelt høre nærmere om Deres tanker omkring Raysal, hvis De da stadig mangler hjælp," sagde han og så på Syting med et seriøst blik, inden han smilede til han, men ikke hans sædvanlige varme smil. Han håbede virkelig ikke, at det var til, at se igennem hans løgn, men til hans store held kunne han holde den seriøse facade, uden at hans blik flakkede.

[Deleted]

Som tiden gik, og der stadig intet skete, steg pulsen og bankede så hårdt, at Rahuu næsten ikke kunne høre noget. Hvorfor var han ikke kommet endnu? Var det Uriah og Cecilia, der havde lokket dem i en fælde? Nej, det var det da ikke? Var det? 

Hendes øjne kiggede panisk rundt, for at være sikker på, at der ikke var andre på kirkegården end dem. I samme sekund hun gjorde det, fik hun øje på Syting, og tog med det samme et ufrivilje skridt bag ud. Hun mærkede hvordan hun bare havde lyst til at komme væk der fra, og hvordan den smule aftensmad hun havde fået, var på vej op igen. Hele hendes krop rystede af skreg, og det blev bare værre og være, som hun trak kold luft ned i lungerne, og som Syting kom nærmere og nærmere. Hendes hånd holde stramt om hendes stav, som hun så hvordan Uriah talte med Syting. Hun kunne ikke helt hvad han sagde, men han lød virkelig overbevisende. Måske lidt for overbevisende. Igen tog hun et nervøs skridt tilbage. Hun havde brug for at blive bekræfte i, at de andre stadig var der, men hun turde ikke tage øjne fra Syting. "Jeg, jeg kan ikke..." Kom det så stille fra hende, at hun næsten ikke selv kunne høre det. Om det skyldtes hun snakkede lavt, eller om det var pulsen i ørene der gjorde, at hun ikke kunne høre det, vidste hun ikke med sikkerhed.

[Deleted]

Raysals øjne blev ved med at søge efter Syting, samtidig med hu hele tiden sendte tanker til Noah og børnene, og håbede på, at Syting ikke havde opdaget fælden, og var gået efter dem. For gjorde han det, ville hun dræbe Syting så mange gange, at han ville ønske, at han aldrig var blevet født. Hendes øjne fastlåste sig dog på Syting, da hun fik øje på ham. Hun mærkede den velkendte vrede til ham blusse op, og den tog mere og mere til, som han kom tættere og tættere på. Hun sendte ham et blik, der kunne dræbe. Hun hadet virkelig den mand, mere end nogen eller noget andet. Hun kiggede letter forvirret op på Rahuu, da hun sagde, at hun ikke kunne gøre det. "Jo du kan." Hviskede hun alvorligt, uden at flytte sine øjne fra Syting. Hun blev dog lidt usikker på, om hun havde ret i, at hun ikke kunne. For hvis hun ikke selv troede på det, kunne det ende galt. Så det var meget vigtigt, at forsikker hende om, at hun kunne, for at få hende til selv at tro på, at hun kunne.

[Deleted]

Margus rejste sig op, og kiggede på Rahuu med et blik af vrede. "Hvis du ikke dræber bastarden, så gør jeg det sgu." Hviskede han vredt til Rahuu. Nu måtte hun tage sig sammen. Hun skulle kickstartes på en eller anden måde, og Margus måde var at motivere hende, det var sådan han plejede at gøre med sine elever. Margus brød sig virkelig ikke om den mand. Men selvfølgelig kunne han ikke få sig selv til at dræbe ham, han havde jo ikke kendt hans fortid og hvad han mere havde gjort. Han vidste dog at han måtte have gjort et eller andet utilgiveligt, eftersom at han nu skulle dø. Margus trak sin stav, for at provokere Rahuu endnu mere, til at gøre det. Han havde ingen intensioner om at slå ham ihjel.

[Deleted]

Hun kiggede op på Syting som han kom frem, hun havde aldrig forestillet sig at så ækel en mand, kunne få så køn en søn. Hele hendes mave vendte sig en enkelt gang og hun kiggede på Uriah for at finde modet til at sige noget, men heldigvis kom han hende i forkøbet og hun stirrede bare fra sidelinjen af mens hun prøvede at få styr på sine nerver. Da Uriah endeligt var stille kiggede hun på Syting og trådte frem på usikre ben "Jeg har brug for din hjælp, ungerne og jeg vi skal væk her fra. Med det samme" hun mærkede hvordan hendes hjerte hamrede i brystet og hun prøvede virkelig på at lyde oprigtig, men panikken i hendes stemme kunne jo selvfølgelig også stamme fra hendes flugt fra Raysal af og hun sukkede kort "Jeg har brug for din hjælp til at vi kan gemme os, jeg kan ikke mere kære svigerfar" hun lænede sig tilbage mod bænken og satte sig ned igen.

[Deleted]

Med et smil tog han imod Uriahs hånd. "Hvor jeg glad for at se, at der er nogen, der kan se Raysal for hvad hun virkelig er. Selvfølgelig vil jeg sætte pris på din hjælp." Han smilede varmt til ham, før han kiggede over på Cecilia. "Hvor jeg glad for langt om længe at møde dig kære svigerdatter," han gav hende et venligt hilsende kram, før han rigtig kiggede på hende. Hold da op en skønhed. Hans søn havde virkelig god smag. Han havde godt se det på William, men han lignede mere Judas end Cecilia. Det var der ingen tvivl om. Hans blik blev dog alvorligt, som hun nævnte det med at forsvinde. "Jeg vil med glæde hjælpe jer. Det har jeg jo gjord før." Han sukkede kort, før han stak hånden i lommen, og tog en gammel støvet bog frem, slog op på en side, som bar tydelig tegn på at være læst igen og igen. "Barnet, der er født samme dag som forræderens barn, vil skabe kaos og ødelæggelse i forræderens familie. Det er kun barnet, der kan gøre det af med forræderen. Lykkes det ikke, vil barnets familie uddø, og forræderens familie vil kunne leve i fred og fordragelighed." Læste han op, før han klappede bogen i, lagde bogen tilbage i lommen, før han kiggede alvorlig på Cecilia. "Jeg forfalskede min egen død, fordi jeg håbede jeg på den måde ville kunne holde Archisha og Judas skjult for Raysal." Han sukkede kort, da han huskede smerten over, aldrig skulle se sin familie igen. "Men Judas skulle jo vælge at kvaje sig, og blive ansat på en af verdens mest kendte skoler. Selvfølgelig ville Raysal vide han var i live, og profetien vil gå sin gang." Endnu et suk kom fra ham. "Det var derfor jeg kom tilbage. Jeg kom tilbage, da jeg så profetien virkelig var begyndt at tage til. Jeg kom tilbage for at prøve på at dræbe hende igen." Han kiggede kort over på Uriah, og håbede han forstod, hvorfor Syting var så meget ude efter Raysal, før han kiggede over på Cecilia med et smil. "Jeg må indrømme. I starten ville ønske, at dig og Judas aldrig havde fundet sammen, men da jeg så William." Han lod ordne hænge i luften imens han huskede tilbage på første gang han så William. "Det ville gøre det hele meget nemmere for min familie, men nu er jeg glad for det skete. Du klæder virkelig Judas, og jeg kunne ikke være mere stolt over min familie." Han sukkede kort. "Jeg håber du er klar over, at jeg fortæller dig," han kiggede kort over på Uriah," jer," rettede han sig selv, og kiggede over på Cecilia igen. "For at forsikker jer om, at jeg har kunne undgå profetien før, og jeg kan gøre det igen." Han kiggede alvorligt på dem, og havde allerede op til flere idéer til hvordan han skulle hjælpe dem.

[Deleted]

Hun fik det ikke bedre af Raysals tone, eller Margus, der sprang op. Faktisk blev hun lidt bange og utryg ved hans opførelse, og kom ufrivillig til at gå over mod Raysal, men nåede stoppe lige før hun støde ind i hende. "Jeg..." Hendes hals snørede sig sammen, da hun hørte Sytings stemme. Selvom han var langt væk, havde hun det som om, at han stod lige ved siden af hende. Hun hørte hvert et ord han sagde, men hun forstod dem ikke. Det eneste ord, der kørte rundt i hendes hoved var, profetien. Var alt det her, på grund af en profeti? Var hendes liv blevet ødelagt, på grund af en profeti? Og så en der ikke engang omhandlede hende dierakte? Hun lukkede kort sine øjne i, og mærkede tårende løbe ned over hendes kinder, før hun vendte sig om. Hun kunne ikke mere. Det var alt for meget. Hele hendes liv var ødelagt, og det var alt sammen fordi deres onkel skulle være en forræder! Hun åbnede øjne med et spjæt, da hun mærkede nogen holde om hende, men blev straks rolig igen, da hun så det var Nick. Hun begravede sit andsigt mod hans bryst, for at dæmpe hendes hulken. Hun var så ligeglad med det hele nu. Hun ville næsten ønske, at hun bare var blevet slået ihjel den dag. Det ville havet været så meget nemmere.

[Deleted]

Raysal sendte Margus et dræber blik, selvom hun vidste han ikke ville kunne se det. Sådan en idiot. Vidste han intet om hvilken barndom Rahuu havde haft? Vidste han intet om, hvor bange hun var for Syting? Hun skulle til at skælde ham ud, da hun lyttede til Sytings ord. Hvad? Hvorfor vidste hun intet om den profeti? Og hvad var det for en bog han havde? Hun gik forsigtigt over mod dem, for at kunne høre og se bedre. Hun passede dog på med hvor hun gik, for ikke afsløre sig selv. Den bog havde hun aldrig set før? Hun kiggede fra Syting, og over mod Rahuu, der nu havde givet op. Hun tænkte nok det ville ske, men hun havde håbet, at hun ville nå det kom til stykket, finde modet til det. Hun kiggede tilbage mod Syting, og trak rettede sin stav mod Syting. Hun gjorde dog intet endnu. Ikke fordi hun var bange for at komme til at ramme Cecilia. Hun ragede ikke Raysal det fjerneste. Det var Uriah hun var bange for at komme til at ramme. Personligt ville hun ikke have noget imod det, men hun vidste hvor meget det ville smerte Raven, og hvis der var noget hun ikke ville være skyld i, så var det volde sin familie nogen form for lidelser. Selvom hun måtte sluge noget af sin dødsgardist stolthed for det.