It's about time.

[Deleted]

Margus kiggede opgivende på Rahuu. Han undrede sig over hvad det var for en bog, som Syting gik rundt med. Men hvad var det for en profeti? Han kendte ikke rigtig til profetier, dog vidste han at det var noget der var forudsagt, men mere vidste han ikke. Hvad handlede den profeti om? Margus lagde kort en hånd på Rahuus skulder og kiggede så ud på kirkegården igen. Han havde tryllestaven klar, hvis der skulle ske noget. Det han sagde, med at profetien indhentede ham, hvad handlede det om? At han skulle dø? Det gjorde alle jo på et eller andet tidspunkt. Det ville vel være vigtigere hvis det var en profeti.

[Deleted]

Hun kiggede på Syting og kæmpede for ikke at slippe den galde op som sad i hendes hals, hun vidste ikke hvordan hun skulle få styr på sig selv. 1, 2 hun koncentrede sig kort om at tælle og trække vejret, bare mærke og føle at hun ikke skulle give slip på galden. Hun smilede dog stort og kiggede på ham med de lyseblå øjne og nikkede "Det er jeg virkelig taknemmelig overfor. Det skal du vide" hun smilede let og kiggede på Uriah og satte sig ned på bænken igen, hendes ben bævrede under hende og det var en nem måde at forhindre dem i at se det.

Hun spidsede dog øre da profetien blev nævnt og kiggede på ham "JUDAS?" hun kiggede på ham med store øjne og mærkede hvordan en sten satte sig tilbage om hendes hjerte, at høre ham blive nævnt som en forrædder skar hende stadig i hjertet, han var så meget mere end bare en profeti? Hun sukkede let og gemte sit ansigt i hænderne for ikke at græde, hun kiggede dog op og mødte Sytings øjne igen og mærkede hvordan en skælven gik igennem hende, ikke at følelsen var rar for faktisk var det af ren forfærdelse at hårene rejste sig på hendes krop og hun kiggede på ham med hårde øjne "Måske ville din søn også have muligheden for at leve, for at føle den kærlighed som du selv havde følt?" hun sukkede og bed sig i læben, hun havde allerede bevæget sig ud på dybt vand, men på den anden side hun var efterhånden kendt for sin hurtige tunge og korte lunte så hvorfor skulle han ikke også se den? Hun lænede hovedet tilbage og kiggede op i himmelen, hvorfor havde de ikke bare slået ham ihjel endnu? Dog gik der ikke længe før han brød ind i hendes hoved igen med hans klamme stemme og hun lænede sig frem igen og stirrede på ham "Min lille William, han er det bedste nogensinde. Han har så meget af Judas i sig, at jeg smelter når jeg tænker på ham" hun bed sig i læben og kiggede ned, hendes lille William. Hun mærkede hvordan hendes hjerte begyndte at falde ned i normal rytme igen, han kunne måske holde hende nede i temperament.

Hun kiggede på ham og lagde hovedet på skrå "Mener du det?" hun kiggede på ham med skælvende stemme, hvorfor skulle han af alle mennesker i verdenen også synes at de passede godt sammen? Hun sukkede tungt og mærkede hvordan tårerne igen pressede på mod hendes øjenlåg "Jeg elsker din søn, jeg ville gå igennem helvede for ham og tilbage igen uden at blinke. Han er det mest fantastiske menneske jeg kender, jeg ville aldrig nogensinde gøre ham noget som ville kunne ramme ham" hun rejste sig op og trådte lidt væk og trak vejret tungt inden hun vendte sig om igen "Hvorfor fortæller du mig alt dette? Hvorfor har du ikke snakket med Judas om det i stedet?" hun kiggede ned, hvorfor så mange spørgsmål? Hun havde jo selv villet vide det i alt den tid hun havde stået i skyggerne af Judas og været hans pæl. Men nu hvor hun vidste det, ville hun ønske hun aldrig havde fået det af vide igen.

[Deleted]

Han var bange for, at hans hånd var hel svedig, som Syting tog den, men han så ikke ud til at være berørt af det, og Uriah kunne slappe en anelse mere af. Han var dog for nervøs til, at kunne komme op med et par fornuftige ord at sige, men Sytings opmærksomhed gled hurtigt væk fra ham og over på Cecilia, der så forholdsvis rolig ud, men hendes stemme afslørede hendes nervøsitet, og han lagde kort en hånd på hendes skulder, for at vise hans støtte. Hans opmærksomhed blev dog hurtigt fanget af Syting, da han pludselig trak en bog frem, fandt en noget så slidt side frem og læste det der måtte være en profeti højt for dem. Uriah, der bestemt ikke mente at have hørt noget om en profeti indblandet i familien, hævede et øjenbryn og så forvirret fra Syting til Cecilia. Han fik dog et lille hint, da Cecilia nævnte Judas inden hun kort efter tog hænderne til hovedet. Hun virkede meget berørt af situationen, hvilket gjorte Uriah utilpas. Hvornår mon Rahuu ville slå til, hvis hun da var dukket op endnu?
Han trak sig en smule tilbage imens Cecilia og Syting diskuterede, men stod kun få skridt bag ved Cecilia, for at hun på intet tidspunk skulle føle sig alene. Hans hjerte spurtede fortsat afsted i brystet på ham, og han skævede kort rundt, til hans blik landede på en af gravstenene og det løb ham koldt ned af ryggen. Han brød sig virkelig ikke om situationen og ville ønske han befandt sig hjemme hos Raven. Men tanken om Raven der var højgravid med deres tvillinger, fik atter Uriah til at tage sig sammen, og han stillede sig atter ved Cecilias side og sendte hende et overraskende roligt blik, som for at fortælle hende, at det snart var overstået, at der ikke ville gå længe før at de begge kunne vende sikkert hjem til deres familier.

[Deleted]

Han blev forvirret over, at hun sagde Judas navn. "Jeg tror du misforstår det kære svigerinde." Han kiggede undrende på hende, havde hun ikke hørt efter, eller havde Judas ikke fortalt om ham? "Det er ikke Judas profetien omhandler." Begyndte han at forklare, "eller, på en måde gør den. For den den siger er, at det barn, der er født samme dag som forælderens barn. Jeg er forærederen, og Judas, ja, han er foræderens barn." Hans stemme var sørgmodig. Havde han vidst alt dette ville ske, havde han aldrig fået Judas. Det var ikke det liv han havde ønsket for sin søn. "Og det andet barn i profetien. Det barn der vil skabe kaos i min familie, og som er den eneste, der kan få mig til at stille sutterne, er født samme dag som Judas." Han huskede tydelig den dag. Han huskede hvordan han ikke kunne være der for Archisha, da Judas blev født, fordi han ikke kunne fortælle sin bror, at hans egen kone var igang med at føde. Tanken fik ham kort til at kigge over på Uriah. Hvor var han glad for en støtte. Han kiggede tilbage på Cecilia. "Og jeg tror godt hvem jeg mener." Sagde han alvorligt. 

Han smilede over, at hun sagde, at hun elskede Judas, og der var meget af ham i William. "Ja, jeg så det godt. Det var næsten uhyggeligt. Som om historien gentog sig for øjne af mig." Han huskede alt for godt, den gang Judas var barn, og William var som snyd ud ad næsen på ham. Han tog en dyb indånding, "jeg har brug for, at mine hemmeligheder bliver delt med dem. Judas og Archisha. Men jeg kan ikke selv fortælle dem det. Jeg ved de ikke vil lytte til mig. Jeg bliver nød til at fortælle det til en, der er lidt mere neutral." Forklarede han, og tænkte lidt over alt det han lige havde sagt, og hvorfor de var mødt. Han tog igen bogen op ad lommen, for at give den til Cecilia. "Her, giv den til Judas. Der står alt, hvad han har brug for at vide. Hvad I har brug for af vide. Jeg behøver den ikke mere. Bare sørg for, at ingen andre end Judas får fat på den." Sagde han alvorligt, og kiggede kort rundt på den tomme kirkegård, før han kiggede tilbage på Cecilia med et alvorligt og fortroligt blik. "Pas på ham for mig."

[Deleted]

Flyt jer nu så jeg komme til, tænkte Raysal vredt, da de blev ved med at snakke og stå i vejen. Hvorfor skulle det hele være så pokkers planlagt og gennemtænkt? Hvad var der galt med et godt gammeldags overraskelses angreb, der ende i den andens død? Hun lyttede til det de sagde, og fik en mindre kvalme af det Cecillia sagde. Hvordan kunne man elske noget, der kom fra den forræder? Han havde jo aldrig været skyld i andet end sorg og splittelse i deres familie. 

Endelig! tænkte hun, da hun kunne komme til, uden at komme til at ramme dem. Hun lod hurtig kappen falde, før hun rettede sin stav mod Syting, der så ud som om, at han rakte et eller andet til Cecilia. Hvad det var, var Raysal ligeglad med i øjeblikket. Det kunne hun kigge på bagefter. Nu var det Sytings død, der var i fokus. Med den koldeste og vredeste tone, fik hun sagt de to ord, som lå helt naturligt i hendes mund. "Avada kedavra!"

[Deleted]

Hun hørte ikke rigtig efter, hvad der blev sagt. Hun stod bare, og gerne ville hjem. Hun lagde ikke rigtig mærke til Margus hån på sin skulder. Hun var for meget ud af den. Det var først, da hun hørte Raysal, at hun kiggede hen imod dem, for at se hvordan et grønne lys, lyse kirkegården op i en kold grøn farve. Hun var ikke fan af den forbandelse, men lige nu, satte hun stor pris på den. Hun ønskede nemlig, at hun aldrig nogensinde i sit liv, skulle se Syting igen. Den mand var indbegrebet af ren ondskab.

[Deleted]

Margus kiggede hen på Raysal, da hun lod kappen falde. Det næste han så var et meget grønt lys, der lyste kirkegården op. Han kendte forbandelsen. Var det forbi? Eller var der en rundte to? Han smilede dog lidt ved tanken om at den onde mand, måske ikke var i live mere, da han havde været til meget besvær for ham. Men var det ikke Rahuu der skulle gøre det? Eller det var jo sådan set ligegyldigt om han døde fra Rahuus eller Raysal hånd, bare han forhåbentligt var død. Men Margus kunne ikke rigtigt se noget, så han vidste ikke rigtigt. "Er han...?" Spurgte Margus stille ud i luften.

[Deleted]

Hun kiggede på Syting og derefter på bogen, dog gik der ikke længe fra hun havde fået den til Raysal havde givet ham nådes stødet, hun vendte sig om mod Uriah og mærkede hvordan tårerne samlede sig i hendes øjne "ÅH gud!" hun sprang lettere væk fra Syting og kiggede på ham, hun mærkede hvordan galden samlede sig i hendes hals "Jeg skal videre, tak for denne gang Fox'ere" hun skyndte sig at svinge sin stav og transfererede sig tættere på Fox gården, skælvende og med bævrende ben satte hun i løb det sidste stykke, hun var ked af at hun måtte efterlade Uriah med dem, men sandt sagt ville de med garanti hellere skåne hans liv end hendes. Hun løb det sidste stykke og nåede gården, endeligt i sikkerhed måtte hun finde Judas.

[Deleted]

Højgravide Raven havde bestemt sig for at hun ville ud og støtte sine søstre, selvom det var svært at gå måtte hun se hvad hendes forlovede havde gang i. Hun vaklede et par skridt ind på kirkegården og kiggede forvirret rundt, lige til hun hørte Raysal stemme gjalde og hun smilede stort, det var altså sket med ham nu? Hun vaklede derfor et par spæde skridt mere og hvinede så "URIAH!" hun kiggede på hendes forlovede som stod ret tæt på Cecilia, hvilket i en hvilken som helst given situation ikke ville irriterende, men lige nu var hun på størrelse med en hval og en hvilken som helst kvinde der var slank og køn var hendes rival, hun kiggede derfor opgivende ned på maven og sukkede "Smut nu med dig!" hun grinede blidt og gik videre hen imod dem med stønnende tunge skridt "Det er vist lige oppe over det her!"

[Deleted]

På trods af, at han desperat have ventet på at få det hele overstået, havde han ikke været helt forberedt på hvor hurtigt det hele pludselig gik. Det ene øjeblik havde han lyttet på Syting og Cecilias samtale, det næste hørte han en svag lyd bag sig, efterfulgt af Raysals stemme, der udtalte ordene til den utilgivelige besværgelse, som uriah havde hørte og læst så meget om, men aldrig set udført, ud over i et par mareridt. Et kraftigt næsten blændende lys fløj forbi ham og lige imod Syting, men inden han kunne nå at se den grønne stråle ramme manden, pressede Uriah hårdt sine øjne i. Nok havde Syting været en plage for alle, og havde været en trussel mod alle familierne, men at se ham falde død til jorden, var ikke ligesom noget, som Uriah ønskede at se. Da han igen åbnede øjnene, var det grønne lysskær væk, og han så direkte på Cecilia, der lignede en, der var ved at bryde ud i gråd. Han nåede dog ikke at sige meget til hende, før han hørte en velkendt stemme, som han var sikker på, at han ville kunne genkende hvor som helst og når som helst. "Raven?" Han vende sig hurtig mod retningen stemmen kom fra, og rigtig nok kom en højgravid Raven kom slæbende imod ham. Han åndede lettet op, den tunge stemning og den knude han havde i halsen pludselig forsvandt, og fór hen til Raven, for at trække hende ind i hans arme. Han så ned på hendes efterhånden ret så store mave, og strøg kort sin hånd hen over, inden han så op på hende med et hårdt blik. "Hvad laver du her? Det var meningen at du skulle blive der hjemme, hvor du var i sikkerhed." Han strøg blidt en hånd hen over hendes kind, uden at slippe hendes øjne med sine egne. Selvom han ikke brød sig om tanken om, at der kunne være sket hende noget, hvis hun var dukket op bare en anelse tideligere, men at se hende gjorde ham også helt rolig, og et smil fandt snart efter frem på hans læber. "Hvordan pokker har du båret dig ad med, at komme herhen i din tilstand?" spurgte han drillende, inden han placerede et kys på hendes læber.

[Deleted]

Syting nåede lige at begynde på at vende sig om, da han hørte Raysal sige det han frygtede mest hun skulle sige. Han nåede lige at se hende, hun var ikke længere gravid. Hendes djævleyngel måtte være kommet til verden. Han så Rahuu stå sammen med sin mand, og ham manden, der havde passet hendes unger. Og i det fjerne skimte han en skikkelse, der måtte være Raven. Hans blik var dog rettet mod Raysal, da forbandelsen ramte ham, og han mærkede hvordan hele hans krop blev iskold, før den kollapsede, og røg i jorden. I det split sekund før den ramte ham, så han sin familie for sit indre. Archisha, hans livs kærlighed. Judas, den mest fantastiske søn i verden. Cecilia, hans svigerdatter, som han havde håbet på at komme til at lære at kende bedre, for at finde ud af, hvad der var hende som Judas elskede så meget. William, hans barnebarn, der lignede Judas utrolig meget. Og sidst, men ikke mindst, den yndige lille Isabella, han detsvære kun havde haft fornøjelsen af at se på afstand. Det var hans familie. Der var ikke en eneste fra hans fanatiske familie, som han hadet, men ikke ønskede gøre noget ondt. Det var kun på grund af profetien, at han havde gjord alt, hvad der stod i hans magt, for at komme Raysal til livs, før hun kom hans familie til livs, som profetien havde forudset. Han håbede inderligt, at hun blev stoppet, inden det blev lige så mørkt og koldt for hans familie, som det var for ham nu, hvor han lå der på jorden og var død. 

//Out

[Deleted]

Raysal stod og kiggede med vrede kolde øjne på liget af Syting. "Ja." Svarede hun kort på Margus spørgsmål. Dog kunne hun ikke lade vær, med atter engang rette sin stav mod liget, for at igen sende en dræberforbandelse afsted., og så hvordan den kappe han havde på, få et hul. Jo, han var død. Denne gang var hun sikker. Hun kiggede først op, da hun hørte Ravens stemme. Hendes blik fløj over mod hende, med den samme vrede i øjne, der stadig fylde hende på grund af det enorme had mod Syting, der stadig fylde hende. "Raven!" Kom det hårde fra hende end hun havde ment. "Hvad i al verden laver du her?!" Igen var hendes stemme hårde end det var meningen, men hadet i hende og hendes bekymring for sin lillesøster havde taget over. "Havde du kommet bare to sekunder tideligere, havde du ødelagt det hele, og sat dig selv og jeres barn i fare!" Hun slog opgivende med sin hånd, før hun kiggede på Uriah, der ikke virkede til, at tage det alt for alvorligt. "Hvis du ikke kan finde ud af at passe på hende, så får du fandme med mig at bestille. Fatter du det? Jeg har ikke lyst til at opleve min søsters begravelse, bare fordi en skide Hunter ikke kan finde ud af, at passe ordentlig på min søster." Igen var hendes stemme hårde end hun mente, men hun mente hvad hun sagde. Hvis Uriah blev grunden til, at Raven kom galt afsted, så ville hun ikke kunne tilgive ham, eller sig selv for at havet ladet sig overtalt til at stole på ham.

[Deleted]

Hun kiggede på Uriah og derefter på Raysal "Jeg havde bare en underlig fornemmelse, jeg skulle være her.. Men jeg kan se at jeg kommer på et forkert tidspunkt?" hun stirrede på Raysal og kneb øjnene sammen "MEN Raysal, jeg har faktisk ikke ødelagt det hele, så bare ti stille!" hun kiggede på hende og grinede "vores.. BØRN!" hun lagde tryk på det sidste og rykkede sig ind til Uriah og vendte sig direkte imod Raysal igen "Du skal slet ikke blande dig i hvordan han tager sig af mig!!! Kan du ikke forstå at jeg ikke er din marionetdukke? Jeg er din søster Raysal og mennesker lærer ikke af deres fejl før de har begået dem" hun trådte let frem imod hende, men mere nåede hun faktisk ikke før hun stoppede op og en smerte brændte sig vej igennem hende. Der gik et par sekunder før det gik op for hende præcist hvad der lige var sket var, for vandet var lige gået og panikken greb hende ganske stille og roligt i dens utrygge favn "MIT VAND ER GÅET" hun hoppede let fra det ene ben til det andet for at fjerne hvad end der trykkede mod hendes bækken "Åh for guds skyld hvor gør det ondt!"