Back from the death

[Deleted]

masvis


Nu stod hun her igen.. Ideex slottet spredte sig for hendes øjne og hun mærkede hvordan æres frygten greb hende ved at være tilbage. Hun vidste at hendes 'mand' og 'søn' var derinde. Men de vidste ikke at deres 'kone' og 'mor' fandtes mere, at hun stod herude og kiggede ind på hvor de boede. Folk havde formodet at hun var død for over 8 år siden, men hun var gået under jorden efter en masse strabadser i ministeriet. Hun havde gemt sig i mugglernes verden, men nu hvor det hun var stukket af fra var blevet låst inde og væk, kunne hun vende tilbage. Men det ville være svært at vende tilbage bare sådan, hendes mand ville være over 30 og hendes søn så gammel han skulle starte på Hogwarts til sommer, hun strøg sig selv over armen og trådte ind i slottets smukke gård og kiggede op mod hoved indgangen. Hun håbede at Masvis ville være hjemme fra Hogwarts hvor hun vidste han underviste, selv om hun havde været i mugglernes verden havde hun sørget for at holde øje. Hun havde også set deres søn et par gange, han lignede Masvis men hun vidste at han havde hendes hår og hendes genstridige temperament. Hun slog det brune hår op i en knold og trådte de sidste trin op af trappen til hoved indgangen.

Da hun endelig stod der, mærkede hun hvordan hendes hjerte begyndte at hamre i brystet og hun løftede hånden og bankede skælvende på. Hun lukkede øjnene i og trak vejret hurtigt og panisk ud og ind, eller måske var det ikke panisk nu hun tænkte over det. Nej det var indestængt længsel og kærlighed der gjorde hende stakåndet. For var der noget hun altid havde været sikker på, var det at Masvis var hendes eneste ene.

[Deleted]

Det var en helt almindelig hverdag, men Aiston var ikke hjemme. Han var taget på ferie hjemme ved Masvis forældre, hvor han blev forkælet som ingen anden dreng nogen sinde var blevet forkælet. Og Masvis vidste at Aiston i denne ferie hjemme ved Masvis mor ville få en ny ugle, som han kunne tage med til Hogwarts, og sikkert også en masse nyt tøj. Masvis havde trods arbejde på Hogwarts valgt at tage hjem efter endt dag, for at ordne nogle ting. Og sikre sig at slottet stod som det skulle og ikke var blevet smadret af hus spøgelser og magiske væsner. Han sad ved sit store skrivebord og ordnede pergamenter, da en husalf dukkede op og informerede om at der var nogen ved slottets porte. Dette undrede Masvis meget, da han ikke havde hørt der skulle komme nogen, og det var kun særlige folk der kunne finde slottet, eller bare se det. Derfor svang han hastigt den blodrøde kappe om sig og hastede ned igennem slottet, hvor flere af de store malerier så efter ham. Hans brille sad helt nede på næsen og hans hår var lidt uglet, men på en charmerende nørdet måde. Da han let tøvende, og med sin stav klar banede porten.

"Hvem der?" Spurgte han ud igennem sprækken, og da han så hendes ansigt blegnede han, og trådte tilbage. Hurtigt smækkede han døren i og lænede sig op af den "Hvad gør du her? Piner mig med mørk magi? FORSVIND" råbte han bag døren og kunne slet ikke fatte hvad han netop havde set, det måtte være magi, en troldkællinger fra skoven eller en som ville ham ondt.

[Deleted]

Hun kiggede på ham i dør sprækken og lagde hovedet let på skrå og studerede hans ansigtsudtryk da det ændrede sig og blev blegt. Pludseligt blev hun grebet af dårlig samvittighed "Det er mig Masvis" hendes stemme var lille og næsten uhørlig "kom nu ud og snak med mig. Jeg er her Masvis" hun trådte et par skridt tilbage og rettede på sin kappe og vendte ryggen til. Det var ikke helt ufarligt det hun havde gang i, men hun ville se ham og Aiston igen.

Hendes liv efter deres "afsked" havde været hektisk, hun havde pga. Hendes arbejde i ministeriet været nødt til at gå under jorden at iværksætte sin egen død. Hun sukkede og vendte sig mod døren igen og lagde sin hånd på døren "du havde dine mørke briller på, din røde under kappe og dit smukke selvtilfredse smil og du så mig Masvis. Du så ikke hvad alle andre så. Du så lige igennem mig"

[Deleted]

"DU LYVER!" Råbte han og slog hårdt på døren, og mærkede hvor frustreret han pludselig blev, hun kunne umuligt stå derude og lade som om at hun var i live, han havde selv set hendes lig, han vidste at hun var død. Det måtte være et plot imod ham, nogen som ville gøre ham ondt, for hun var død. Han sank en klump og vendte sig imod døren og trak vejret tungt ind "Forsvind fra min ejendom eller jeg forbander dig for evig tid" snerrede han igennem den lille sprække i døren, inden han skubbede dørene hårdt i og låste dem, med en sådan larm at der ikke var tvivl om at han havde låst.

Han tog sig til panden, og overvejede hvad han nu skulle gøre. Om han skulle flytte, og efterlade slottet i et stykke tid, for at dette ikke skulle gå ud over Aiston på nogen måde, hvad ville der ikke kunne ske hvis han pludselig stod der ansigt til ansigt med en der lignede hans mor, og som udgav sig for at være det.

[Deleted]

"Nej jeg har løget, det gør jeg ikke mere" hun sukkede og kiggede på døren med store øjne, hun kunne godt forstå han var sådan oppe og køre, han havde troet at hun var døde de sidste mange år. Men pga. hendes job i ministeriet havde hun været nødt til at gå under jorden og flygte, men nu kunne hun endeligt komme tilbage. Hun kiggede på døren og kvalte et lille grin "Du er en dygtig magiker Masvis, men at forbande mig til evig tid. Det ville være dumt at gøre det mod en leder i ministeriet" hun trådte tilbage igen og stirrede på døren i frygt for at den ville flyve op og han ville være bedre forberedt end hende, derfor greb hun sin stav klar til at beskytte sig selv.

"Jeg ønsker faktisk bare at se dig, se Aiston" hun trak vejret dybt ind og kiggede på døren igen "Jeg forstår godt at du ikke tror det er mig, men jeg er lige her Masvis i kød og blod" hun lagde hånden mod døren som for at håbe at han kunne mærke hendes varme igennem den, det var sært at stå herude og prøve at fortælle en man elskede så højt at man stadig levede.

[Deleted]

Hjertet hamrede i brystet på manden, han lænede sig op af døren og lyttede til hendes ord imens han knugede staven i sin slanke hånd, så hans knoer blev hvide. Han vidste at magi ikke kunne vække de døde, han havde set hendes lig ligge der på gulvet i deres hjem. Hans tårer havde vædet hans skjortes kravekant imens han uden tøven havde gjort alt for at vække hende, inden han havde måtte indse sandheden, og siden da havde han gjort så meget for at forblive stærk. Han sank en klump og mærkede hvordan hans stav nærmest sitrede i hans hånd over alle de følelser der skød igennem hans krop. Han trak vejret tungt ind og mærkede hvordan det løb ham koldt ned af ryggen da hans søns navn blev nævnt. Han rettede sig op, vendte sig så kappen svirpede omkring ham, inden han voldsomt åbnede begge porte og stirrede på hende.

Han kunne kaste en hver forbandelse det skulle være, gøre hende ondt. Men i stedes svang han staven, og uden at tænke alt for meget havde han brugt Protego for at skabe et usynligt skjold imellem dem " En leder i ministeriet siger du?" Han stirrede på hende med mistro i blikket "Hvis du var den sande Melody, ville du vide at jeg ikke vier tilbage for den slags titler" hans stemme var slet ikke så varm og hjertelig som altid, men fyldt med had og afsky. Han rettede sin stav imod hende bag skjoldet " Hvordan skulle jeg kunne tro på at de er Melody? Jeg så hendes lig, jeg flyttede det hertil" han skulede til hendes, for at opfange den mindste smule der kunne afslører hendes sande jeg. Han gled en hånd op igennem det vilde hår, den rigtige Melody var væk. Og denne person måtte være ufattelig dum, at komme her. Som om at Masvis ikke havde et rygte for ikke altid at følge reglerne når det kom til den slags. Han betragtede hende, hun lignede hans kone, den kvinde han så desperat havde forsøgt at få tilbage, så meget havde længtes efter at se igen at han havde forsøgt at finde den sagnomsvindne genopstandelsessten, men aldrig med held. Men lige nu ville han blot beskytte Aiston, om han så skulle dø i forsøget.

[Deleted]

Hun stirrede på ham som han åbnede døren og rettede sin stav frem imod sig, lige så hurtigt som han smed hans Protego kom hendes beskyttende skjold op og hun trådte et par skridt tilbage "Masvis dog, du har været nemmere at narre end jeg regnede. Selvfølgelig flyttede du mit lig hertil. For at fryse det ned og gemme det i kælderen med resten af dine familie medlemmer" hun skød et øjenbryn i vejret og trådte to skridt længere tilbage "Jeg var til min egen begravelse, den var ufatteligt smuk. Men jeg var der jo ikke? Jeg stod jo allerede i kælderen, undredede det dig ikke at mit hår begyndte at skifte farve da jeg døde? AT det blev rødeligt?" hun kiggede på ham en sidste gang og trådte frem imod ham igen "Aiston starter på Hogwarts nu her, jeg vil være en del af det. Jeg har fulgt ham lidt en gang i mellem så godt jeg nu kunne fra 'de døde' af" hun smilede skævt og kiggede på hendes mand, det var virkelig for syret for hende at gennemleve at se ham hade hende så meget som nu, men hun vidste at det var til kendsgerningerne slog ind og han begyndte at indse at hun talte sandt.

[Deleted]

Han stirrede på hende igenne knoldet, og rynkede sine bryn. Han rettede lidt på staven der hvilede i hans hånd. Han fugtede sine læber lidt og tænkte "Hvor vover du at fornærme mig på den måde, og besudle hendes minde?" Råbte han nærmest, og så ind i hendes øjne "Melody er væk, hun ligger i sin kiste hvor hun har været i 10 år snart" fortalte han, mest for at overbevise sig selv om at dette ikke var muligt " RØDT HÅR?" Råbte han og strakte staven imod hende "Hendes hår ændrede sig ikke, intet var ændret ved hende da hun blev indkapslet" hans stav sitrede og føg lidt med røde gnister i spidsen. Han rykkede tættere på hende, og søgte hendes øjne, for at læse hendes tanker "DU HOLDER DIG FRA AISTON" råbte han vredt, og hans øjne slog lyn " Om du så er den du siger du er, hvorfor skulle jeg så tillade at du ser ham? Hvorfor skulle du have den ret efter alle de år" snerrede han, og så på hende. Hans hjerte hamrede i hans brystkasse og han havde mest af alt lyst til at forhekse hende lige nu, men begge skjold forhindrede det. Han slog et slag med sin stav og kastede en lammer imod hende, men den forsvandt blot i luften "Forsvind herfra" råbte han, og snurrede om på sine hæle og trådte et par trin op af den gamle brostens trappe, til hall´en hvor flere af familie malerierne var i oprør over den ændrede stemning på det ellers så rolige slot. Hans kappe gled om ham da han atter vendte sig for at se på hende, han ville ned i krypten og se efter hendes lig, sikre sig at det var intakt og uden berøring af en gemen troldkælling.

[Deleted]

Hun kiggede på ham og grinede "Fornærme min tomme kiste?" hun trådte et par skridt frem imod ham og kiggede på ham "Melody VAR væk Masvis, du glemmer trykket i nutid og datid" hun trådte tilbage igen og kiggede på ham med et stort fnysende grin "JA, når du nu går ned og tjekker hende.. Som jeg ved du gør, så kigger du på høje side, i spidsen af hendes lange hår. Der vil være en rød plamage, for kvinden som døde var min sekretær og hun havde FLAMMENDE rødt hår!" hun kiggede på ham med alvorlige øjne grinede da hans lammer forsvandt, selvom han måske var vred, var det intet i forhold til hvad han havde sendt igennem hendes krop "AISTON er min søn, om du vil det eller EJ Masvis, du kan måske styre hvad du selv vælger at tro på. Men du kan IKKE og jeg gentager det gerne IKKE bestemme over hvad han skal tro eller føle" hun løftede sin stav imod ham "LAMMER!" men ligesom hans, forsvandt hendes også bare ud i luften og hun irriterede sig allerede "Jeg venter her, så mens du går ned og stirre på Liva's lig, så vil jeg sidde her og vente på at du kommer til fornuft, rødt hår og et modermærke på venstre arm, det burde begynde at vise sig da hun døde. Men mindre du har frosset hende så hurtigt at det nåede at smelte fast, men så skulle du have været der i præcis det sekund hun døde"

[Deleted]

Hans grønne øjne rettede sig imod hendes, de stirrede på hende med vantro i blikket. Hun kunne umuligt have ret, og han svejede let på trinet af trappen og rystede på hovedet af hende " Melody havde ingen sekretær, hun var auror som jeg var det!" Råbte han med sin mørke stemme og stirrede ondt på hende, inden han svang sin stav let og fremkaldte endnu en Protego for at hun ikke skulle have mulighed for at træde ind på slottet imens han var væk. Han snurrede rundt i luften, og hvor han havde stået stod der nu er hermelin, med den smukkeste hvide pels, lige så Hvidt som Masvis hår ville blive om nogle år. Han pilede ind i hall´en og forsvandt afsyne. Han krøb under trappen, og ned igennem slottets nedre regioner der henlå i mørke og fugt. Til han atter måtte stoppe op foran en port af kul sort ibenholt træ. Han lagde en hånd på døren og hviskede noget, en kode for at porten sprang op.

En uendelig lang korridor strakte sig for hans fødder, alt herinde var i perlehvide marmor, store buer afslørede små rum på hver side af gangen, og et sælsomt blåligt lys blev kastet fra de tusind vis af må blå flammer der dansede i luften hele vejen ned af korridoren, som en nattehimmel. Han trådte indenfor, og mærkede hvor varmt og rart rummet var, inden han hastede ned af den glatte gang, med kappen flagrende efter sig. Han sank en klump, og kunne mærke at hans hjerte sprang flere slag over i tankt med at han kom nærmere målet. Han stoppede op, og så til siden, Den smukke krystal kiste skindede nærmest, da det store tæppe af hvide rosenblade blev trukket af. Og han kunne skimte hendes lig igennem isen. Han mærkede hvordan hans tårer pressede på da han til sin skræk opdagede at hun havde ret. Kvindens hår var ikke helt som det skulle være, det rødlige var ikke til at tage fejl af. Men tårer havde gjort ham blind i alle disse år, nu voksede hadet i hans brystkasse. Han lagde en hånd på kisten, den forsvandt for at dukke op i gården. Få skridt fra Melody, inden han småløb tilbage, og lukkede porten igen,forvandlede sig og pilede op i indgangshall´en igen. Han forvandlede sig til menneske da han løb over det røde tæppe i hall,én "Hvor kunne du" skreg han og rettede sin stav imod hende faretruende.

[Deleted]

Hun kiggede på ham og slog en hul latter op "Masvis Ideex, du er for meget. Du troede jeg var auror fordi jeg arbejdede i skyggerne som leder. Jeg havde en sekretær og det var hende der døde. Men det finder du jo ud af" hun løftede afvisende hånden og vendte sig væk "Jeg er her når du kommer tilbage". Selv om hun så inderligt gerne ville kunne hade ham og afsky ham, fik hans smukke hvide Hermelin altid hendes hjerte til at briste, i alle de år de havde været skilt. Når hun havde set en hermelin ville hun altid knække sammen og nu hvor hun igen så den, smeltede hendes hjerte.

Hun satte sig ned og ventede, det føltes som flere år mens hun bare sad og stirrede tomt frem for sig. Hun løftede sin stav og begyndte at fremmane nogle regndråber som hun senere forvandlede til snefnug som hun lod dale ned foran sine fødder. Pludseligt stod han der dog igen, rød i hovedet af vrede og hun kom tumlende og akavet på benene og kiggede på ham med store øjne. Så vred havde hun alligevel aldrig set ham før og det gjorde hende mere bange end gad hun lige ville være ved "Masvis træk vejret. Jeg gjorde det for at beskytte jer" hun rakte hånden frem imod ham, men lod den falde og opgav hvad hun havde gang i. Hun kiggede dog rundt og derefter på ham igen "Jeg har hele tiden været leder for afdelingen af muggler affærere. Der gik noget helt galt og vi vidste alle at vi rejste på lånt tid til sidst. Min sekretær havde ingen familie og ingen som ville savne hende. Så da en forhandling nær havde kostet mig livet første gang. Bestemte hun sig for at bruge polyjuice for at ligne mig. Jeg var så forklædt som en muggler der intet vidste" hun kiggede ned og mærkede hvordan tårerne pressede på hendes øjenlåg og hun sukkede tungt "Den aften gik det endnu mere galt og dem vi forhandlede med lovede at finde familier og efterladte til de overlevne. Så da jeg 'døde' blev jeg hængende til jeg så dig ankomme også sagde jeg mit farvel" hun sukkede tungt "For nogle uger siden fandt de dem og de blev anholdt samt smidt i Azkaban. Alle vi som havde levet under jorden turde nu at vende hjem igen. Og derfor er jeg her nu" hun kiggede op på ham og lagde hovedet på skrå "der er ikke gået en dag. Hvor jeg ikke har tænkt på jer. Hvor jeg ikke har savnet jer".