At The Beginning..

[Deleted]

@demyan

Skt. Mungos

Kl. 20.30

---

Kayla havde siddet til middag hjemme ved Davy dengang vandet var gået og han havde også fulgt hende op på hospitalet, han havde lige været inde og sige farvel til hende, imens Kayla lå med den lille pige i favnen.
Kayla kiggede i mod klokken, Demyan burde da snart være her, det var snart en time siden at de havde sendt en hasteugle afsted til ham, dog vidste hun godt at han havde en vigtig landskamp klokken halv otte, men hun håbede alligevel at han snart ville dukke op. 

Det hele var gået så sindsygt hurtigt, langt hurtigere end dengang med Avery, og Kayla var nærmest kun lige nået ind på hospitalet før at lille Peyton var kommet til verden. Hun lå i sengen, og havde ikke lyst til at sove. Så træt var hun egentligt heller ikke, og lige nu kiggede hun blot på den lille pige.
Davy havde været så sød at tage Avery med hjem til i morgen, sådan at Kayla kunne få lidt ro på hospitalet inden de skulle hjem og forhåbenligt være en lille familie. Hun kiggede igen i mod den lille pige, og havde forsikret hende om at hendes far nok snart skulle være på vej, det var en halv time siden hun var kommet til verden, og alt så heldigvis fint ud.

[Deleted]

Demyan havde først fået beskeden da kampen var afsluttet. Det havde endda taget lidt længere tid end normalt fordi begge søgere havde haft problem med at lokaliserer lynet. Da han havde landet kosten med jublen og skrigen fra publikum var en kommet løbende ind på banen til ham og havde givet ham hasteuglen.
Naturligvis var Demyan blevet tosset over at ingen havde sagt det til ham noget før, men de havde ikke ment at det ville være smart for så havde han jo dropppet kampen for at være med kæresten.

En af hans holdkammerater talte ham fra at stikke fyren en på siden af hovedet og fik ham i stedet til at tage afsted mod Skt. Mungos. Nysgerrige sjæle havde nok fået snerten af det hele og nu florerede rygtet sikkert som en steppebrænd.
Demyan væltede ind af dørene på det magiske hospital, stadigvæk iført hele quidditchdresset samt mudder og snavs efter et mindre styrt. Først troede healerne at han var her i forbindelse med de mindre skader, men efter et rasende udbrud over at de bare havde at vise ham frem til sin kæreste havde de da efterkommet hans ønske.
Med en voldsomt fart hastede han ned af gangen og nærmest væltede ind på stuen hvor han omgående fik øje på Kayla. Han stoppede dog bræt op som blikket gled ned på den nyfødte i hendes arme. Pludselig turde han ikke komme tættere på, den var så lille bitte og han næsten bange for at hans blotte tilstedeværelse kunne skade den.

[Deleted]

Kayla savnede Demyan helt forfærdeligt lige nu, og hun kunne slet ikke forstå hvor han var blevet af. Hun kiggede roligt ned i mod den lille pige i hendes arme, som hun hørte et påstyr på gangen og kiggede i mod døren, som hun så Demyan komme væltende ind.
Hun kunne ikke lade være med at smile let, som han stod der i Quidditch tøj og med mudder i hovedet, men hun var fuldkommen ligeglad, det vigtigste for hende var at han var kommet og ønskede at være en del af det her, for Kayla ønskede at fortsætte sit liv sammen med ham.

"Det er okay, kom..." sagde hun og gjorde tegn med hånden at han skulle komme tættere på, hun ville gerne have han skulle se den lille pige og hun håbede inderligt at han ville vokse med opgaven, hun elskede ihvertfald allerede den lille pige helt ubeskriveligt højt.
"Det hele gik bare så hurtigt, jeg sad og spiste aftensmad ved Davy også ja... Ja så kom hun bare" sagde Kayla og kiggede i mod den lille pige, der havde lidt mørkt hår på toppen af sit hoved: "Vil du prøve at holde hende?" spurgte hun i en blid stemme, og vidste godt at det hele nok var ret fremmede for Demyan.

[Deleted]

Han anede slet ikke hvad der var sket for ham, men i det sekund han havde hørt at hun havde født, havde han slet ikke kunne tænke på noget andet end at komme hertil. Det var vel ret ulig ham for han var jo ikke interesseret i barnet...var han? Som han stod lamslået i døren og bare kiggede ind på dem med et lidt frygtsomt blik, var det som om at han igen blev sig selv og utrygheden ved hele situationen vendte tilbage til ham.
Han rømmede sig lidt som hun bad ham komme tættere på. I nogle lange sekunder blev han stående ubevægelig, dette her var jo dejlig tæt på døren. En del af ham følte nok lidt at dette her var point of no return for ham. Han kunne gå ud af døren og aldrig se sig tilbage, eller han kunne gå ind og se sin søn, eller datter og blive en del af det.

I sit stille sind besluttede han sig for at give det en chance, han stak jo ellers altid af, måske det var på tide at stoppe med at løbe for Kayla havde trods alt været den eneste kvinde der havde accepteret ham og accepteret hans mærkværdigheder. Hvis han gik nu ville han sikkert aldrig finde en som hende igen og det var han heller ikke sikker på at han havde lyst til.
Med meget tøvende skridt kom han langsomt lidt nærmere. Blikket var stift rettet mod den lille, som var det et farligt monster der kunne springe op og æde ham til hver en tid. Han svarede ikke på det hun sagde da han slet ikke kunne koncentrerer sig om andet en at føre den ene fod foran den anden lige nu. Han stoppede op ved sengekanten, ikke alt for tæt på, men tæt nok til at Kayla ville kunne nå ham.
Det var først da hun spurgte om han ville holde hende at han rettede blikket mod hende. "Er det en pige? Spurgte han i en hæs stemme og så ned på hende, "nej jeg...tror bare jeg lige kigger lidt..." han var så bange for at hun skulle gå i stykker ved den mindste berøring.

[Deleted]

Kayla vidste godt at Demyan måske var usikker på de her ting, men hun ville bare så utroligt gerne hjælpe ham med at blive den far, som hun var helt overbevist om at han kunne være, hvis han bare turde åbne op for det. Hun vidste jo udemærket godt at der intet ondt var i ham.
Kayla kunne ikke helt finde ud af om han så bange ud, men han var ihvertfald tøvende, og hun kunne mærke det bekymrede hende en smule: "Demyan, det er okay" sagde hun i et smil, hvis han var så chokeret nu, så var det nok meget godt han ikke havde været med til fødslen.

Kayla slap pigen med den frie hånd, og rakte ud efter Demyan for at lade en hånd tage fat omkring hans underarm i en kærlig gestus, hun kunne godt forstå at det var svært for ham, men hun håbede stadig han mente det når han sagde at han ville prøve.
"Ja det er en pige" sagde hun i et smil og kiggede ned i mod den lille pige, hun var så lykkelig lige nu at hun slet ikke kunne være at sig selv: "Okay... Du behøver ikke være nervøs Demyan, det er okay" sagde hun igen, i et forsøg på at berolige hans bekymrede blik.

[Deleted]

Den lille pige freakede ham fuldstændig ud og han vidste ikke helt hvorfor. Om det måske var fordi det først nu gik rigtigt op for ham at den lille skanning var hans datter, det lød helt underligt inde i hans hoved. Han havde en datter. Lille Payton...for det skulle hun vel stadigvæk hedde?
Kaylas ord fik ham til at blinke overrasket et par gange, han smilede lidt forsigtigt og trak så en stol hen til sengekanten for at sætte sig ned ved siden af dem. Selvom hun lå trygt i Kaylas armen kunne han godt se hende lidt. Hun var virkelig smuk. Var det okay at tænke sådan om en baby?

Tænk at de var en familie nu. Tankerne racede gennem hans hoved og han lod en hånd søge til Kaylas kind ude af stand til at beskrive eller håndterer den følelse han sad med i kroppen lige nu. "Vores lille Payton," sagde han lidt stille som var han bange for at han ikke havde ret til at sige den slags. Det hele var bare så underligt.
"Behøver jeg ikke være nervøs? Har du set hvor lille hun er, det er jo som en dukke," svarede han over en hvisken, han havde troet at hun ville være større, altså ikke som en toårig, men bare større. "Jeg er ked af jeg ikke kunne komme noget før" sagde han lidt ud af det blå. Han kunne ikke lade være med at føle at han burde have været der.

[Deleted]

Kayla havde det godt med at være blevet mor, og hun håbede at Demyan før eller siden ville have det på samme måde. Hun var glad for at de havde fået en pige, ikke fordi at hun ikke ville have en dreng, men at Avery havde fået en søster var bare en kæmpe glæde.
Hendes eneste bekymring i alt dette her, var om Demyan kunne finde på at gøre forskel på de to børn, men hun håbede det virkeligt ikke, han voksede vel også med opgave på en eller anden måde var hun bare glad for at han intet vidste, det gav hende måske også en chance for at kunne præge ham lidt undervejs.

"Ja... Hun er bar så fin" sagde Kayla i et smil, godt nok var hun lidt ked af at Demyan ikke havde været der, men ud fra hans ansigt og hans tøj at dømme, havde han skyndt sig det han nu kunne: "Vandt i?" spurgte hun i en rolig stemme og vidste jo naturligvis ikke om han havde været med hele vejen.
"Det er okay..." sagde hun og rykkede på sig: "Sæt dig her" sagde hun og klappede på sengen med den frie hånd, og rettede sig så lidt mere op med Peyton i armene: "Jeg syntes du skal prøve at holde hende" sagde hun i en forsigtig stemme.

[Deleted]

Han stod længe og bare kiggede på pigen. Hendes håndflade var jo nærmest ikke større end hans yderste fingerled, det var helt underligt og en smule uvirkeligt. Hvordan kunne et menneske være så småt og stadigvæk fungerer? Han var ikke engang sikker på om han turde røre ved hende tænk hvis hun fik i stykker som skrøbeligt glas eller noget i den stil.
"Ja...det er hun." Medgav han i en underlig varm tone. Han var stadigvæk ikke sikker på om han kunne finde ud af det der med at være far, men hun gav ham da i hvert fald lyst til at forsøge.

"Hvad?" Han havde været så opslugt af hendes tanker at han ikke lige havde opfanget hvad hun snakkede om, "vandt hvad?" Der gik et par sekunder før han fangede tråden og dermed også kom i tanke om at han jo ligesom havde været til kamp. "Nåh.." han rystede lidt på hovedet af sig selv og over at han allerede kunne have glemt det selv iført fuld quidditch påklædning. "Ja..ja det gjorde vi." Han smilede.
Lidt tøvende satte han sig på sengekanten med front rettet så meget mod hende som muligt. Et glimt af rædsel meldte sig i hans øjne ved forslaget "Men....det tror jeg ikke at jeg kan finde ud af." Sagde han næsten så lavt at han ikke var sikker på om hun kunne høre ham. Han ville helt sikkert bare ende med at ødelægge hende.

[Deleted]

Hun smilede som han blev en smule rundt på gulvet ved hans spørgsmål: "Godt.. Du må lærer hende at spille Quidditch engang når hun bliver ældre... Og også Avery" sagde hun i et smil, Kayla kunne da godt flyve, men det var ikke ligefrem fordi det var et mega talent eller noget i den stil.
Kayla satte sig en smule mere op og rakte så forsigtigt lille Peyton over til ham: "Her, bare hold under hendes hoved" sagde hun forsigtigt og lagde hende ind til Demyans bryst og afventede at han ville tage fat omkring hende. Den lille pige sov tungt, og lå blot helt stille.

Kayla ville så gerne at Demyan ville tage i mod hende, at han virkeligt ville mærke hvordan det var at være far og have ansvar for noget så lille og skrøbeligt. Avery var skøn, og det var hun sikker på at lille Peyton også ville blive.
Hun var dog glad for at Demyan trods alt virkede mere fornuftig end Jophiel nogensinde havde gjort, for selvom Kayla havde elsket ham, så kunne hun jo i dag godt tænke tilbage på hvor blind hun havde været overfor hvordan han i virkeligheden havde været, hun burde have regnet den ud for lang tid siden, den idiot.

[Deleted]

Demyan nikkede og så lidt frem for sig. Hele hans liv havde han scoret den ene pige efter den anden ved at vise tricks og fiduser på kosten, men at skulle til at gøre det for at lære sin datter og Avery det, det var bare så...mærkeligt på en eller anden måde. Der var ingen tvivl om at han var lige der hvor ham ønskede at være nu, men det krævede noget tilvendig.
"Jeg kan da prøve," sagde han betænksomt, af vide om hun havde arvet hans talent. Han dvælede lidt ved tanken og det gjorde ham faktisk lidt stolt. Da Kayla rakte Peyton frem mod ham, blev alle tanker om Quidditch hurtigt glemt og han så hjælpeløst på hende, "men jeg..." han nåede ikke at sige mere før han kunne mærke den lille pige i sine arme han havde helt automatisk taget fat om hende som frygtede han at Kayla kunne finde på at slippe.

Demyan blev siddende fuldstændig stiv med skuldrene helt oppe om ørerne bange for at fortrække den mindste mine. Tænk hvis han tabte hende! Meget forsigtigt drejede han hovedet for at sende Kayla et meget fortabt blik. Han anede ikke hvad han skulle gøre af sig selv, hun var jo så lille.
Pludselig kunne han mærke en af de små hænder tage fat i kanten af hans beskidte bluse. Han dristede sig til at se ned på den sovende Peyton og kunne pludselig mærke en hel ukendt varme og glæde sprede sig rundt i hele kroppen. Det kom til udtryk i et lidt nervøst smil. Hvor var hun dog skøn - altså af et barn at være.

[Deleted]

Kayla holde meget af Demyan og hun håbede virkeligt bare at han ville slappe af med det og indse at alt dette her ikke var en dårlig ting, det var en god ting at være elsket af sin familie, og hun vidste jo allerede nu at Peyton ville elske ham, bare fordi at han var hendes far, og det var nok.
"Det er okay Demyan.. Hør du bliver en fantastisk far, du er nødt til at tro på det" sagde hun i en mild stemme og lænede sig over for at kysse ham på kinden, hun vidste bare at han havde det i sig, og hvis hun ikke gjorde, burde hun jo nok have smidt ham ud af døren. Men han var jo et godt menneske, han skulle bare lige selv indse det først.

"Hun elsker dig, bare fordi du er hendes far.." sagde hun roligt, og forsøgte nok at berolige ham en smule, selvom hun godt var klar over det nok ikke var den nemmeste opgave.
"Men du må love mig ikke at glemme Avery, ikke fordi at jeg ved godt hun ikke er dit ansvar og jeg forventer intet af dig, jeg vil bare ikke hun føler sig glemt" sagde Kayla, hun elskede jo begge piger lige højt.

[Deleted]

Han kunne godt høre at Kayla forsøgte at berolige ham, men han havde virkelig svært ved at falde ned. Han var så nervøs over alt dette her det var så svært at skulle forholde sig til at passe på et lille bitte menneske når han følte at han ville være verdens dårligste til opgaven. Han sank en klump og kiggede lidt forsigtigt mod Kayla efter hendes kys på kinden.
"Hvordan kan du vide det?" Spurgte hviskede han lidt nervøs for at normal samtale ville vække Peyton. "Jeg aner jo intet om det," sagde han og skar en grimasse som Peyton bevægede sig en smule i hans armen.

Kaylas næste ord fik ham til at se på hende med et glimt i øjet, "godt argument for at berolige mig, "bare rolig Demyan, hun har pligt til at elske dig, det står i hendes datter-kontrakt." Han vidste godt at hun ikke havde ment det på den måde, men han kunne alligevel ikke helt lade være med at finde det en smule underholdende.
Hans blik blev vendt mod hende igen som hun nævnte Avery. "Jeg glemmer ikke Avery," lovede han skønt han ikke havde ageret far overfor hende heller. Han vidste godt at han nok skulle stramme sig lidt an i den rolle, både overfor Kayla, men også overfor pigerne. "Men..tror du ikke Jophiel" - han kunne ikke helt sige navnet uden at vrænge på næsen - "bliver dur hvis jeg agerer far overfor Avery?" Han sad stadigvæk stiv som en brat imens de snakkede.

[Deleted]

Kayla håbede da at hanv ille vokse med opgaven, men hun vidste jo at børn oftest påvirkede ens sind, selvom man ikke ønskede det. Kayla kendte dog ikke selv til det, hun havde jo altid ønsket sig børn, dog havde hun på ingen måde regnet med at det skulle blive på denne her måde. Først med Jophiel og nu med Demyan.
"Fordi at jeg tror på dig" sagde hun og lod en hånd ae hans ryg som hun sad op i sengen, hun elskede Demyan, men hun sagde det ikke til ham, hun ville ikke freake ham ud, nu var der jo en del han skulle tage ind i forvejen.

"Lad være med at være så hård ved dig selv, skat" sagde hun roligt og kiggede ned i mod lille Peyton, hun var simpelthen så smuk og dejlig en pige, også selvom Kayla jo ikke engang kendte hende, men bare det at hun var deres, det var rigeligt for hende.
"Jeg tror at Jophiel er pænt ligeglad... Det er ikke engang fordi han har skrevet siden sidst.. Jeg orker ham ikke" sagde hun, egentligt håbede hun nok lidt det gjorde ham sur, bare fordi at han fortjente det, han var den største nar på denne her jord.

[Deleted]

Demyan sad stadigvæk stiv som et bræt som han holdt sin datter i sine armen. Dette her var uden tvivl det mest syrede han nogensinde havde prøvet, og han var ærlig talt ikke helt sikker på hvordan han havde det med det. Han var glad for at han endelig havde Kayla, men det at skulle dele hende med endnu en havde han det underligt med. Han havde aldrig rigtig været fan af at dele.
Det var nok også ret egoistisk når man tænkte på at det var hans egen datter han refererede til. "Ja, du er ikke rigtig klog," sagde han lidt drilsk. Han havde virklig svært ved at se sig selv i denne her rolle, men han ville bare heller ikke undvære Kayla i sit liv. Hun havde sat tydelige spor inde i ham og han havde aldrig lyst til at skulle være foruden.

Som hun kaldt ham skat vendte han hovedet mod hende. Han huskede slet ikke at de havde kaldt hinanden den slags før og det slog ham lidt ud af fatning, ikke fordi han ikke kunne lide det, bare fordi det bevidnede om at han var hendes, hvilet var en varm påmindelse. "Øh..jeg prøver, men altså..det er lidt svært, jeg er den bedste til at spille quidditch, på banen ved jeg hvad jeg laver og jeg er ikke bange for at prale af det, men det her," han kiggede igen mod Peyton, "jeg føler mig virkelig på dybt vand." Indrømmede han.
Demyan sukkede blidt og nikkede så, "han er virkelig også en idiot." Sagde han og kunne ikke skjule sin begejstring over Kaylas åbenlyse irritation over ekskæresten.

[Deleted]

"Nej det er jeg nok ikke, men sådan er det jo når man er forelsket... Så tænker man ikke altid så rationelt" sagde hun i et smil og kiggede i mod Demyan, hun holde virkeligt meget af ham, og kunne slet ikke forestille sig at være sammen med nogen anden, men derfor vidste hun da godt at hun tog en chance ved at stole blindt på ham.
Hun rakte roligt armene ud og tog roligt i mod lille Peyton, for at ligge hende i vuggen ved siden af sengen: "Jeg håber du er okay med det hele" sagde hun og trak i hans håndled for at han kom nærmere, så hun kunne placerer en hånd på hans kind og kysse ham, hun var glad for ham.

"Du kan jo lære Peyton og Avery at spille Quidditch, så kan du jo gøre noget med dem du er god til.. Altså der går nok nogen år inden Peyton kan, men Avery kan vel godt øve sig snart" sagde hun i et smil og vidste ikke om det måske kunne få Demyan til at løse sig lidt op omkring dem.
"Ja det er han, jeg har heller ikke lyst til at snakke med ham mere"[7b] sagde hun i et dybt suk og trak på skuldrende, Jophiel var virkeligt en kæmpe idiot.