Who would've thought

[Deleted]

@nicole

Russo Herregårde - Rumænien

September - 2053

---

Der var gået en del tid efter episoden med "overfaldet". Alastair sad på den lille trappe foran hoveddøren til det gamle hus og kiggede ud over den store plæne foran sig. Huset havde en stor grund og her i sensommeren var den virkelig flot. De orange efterårsfarver var allerede begyndt at sætte deres præg på de omkringstående træer, ikke at han kunne se det i det svage lys fra månen. 
Klokken var næsten 2 om natten og Alastair var endt med at måtte stå op igen. Han kunne ikke sove, alt for mange tanker huserede rundt i hovedet på ham. Han rettede blikket mod den stjerneklare nattehimmel over sig og tog en tår af det glas ildwhisky han havde taget med sig udenfor.

Alting var så meget anderledes nu end det havde været for bare 3 måneder siden. For første gang i sit liv var Alastair begyndt at få følelsen af at han ikke kunne gennemføre hvad end Judas havde planer om. Han havde fået et brev for en uges tid siden fra Judas. Der havde åbenbart været et gennembrud i sagen omkring listen af dødsgardister og alt det og det lod ikke til at Judas var så interesseret i Nicole som han havde været før.
Lige nu ventede Alastair stadigvæk på svar. Han anede ikke hvad dette ville komme til at betyde for ham eller Nicole. Skulle han slå hende ihjel? Det ville ikke undre ham og Judas ville forlange det. De kunne jo ikke bare slippe hende fri. På den anden side var Alastair ikke sikker på at han ville kunne få sig selv til at slå hende ihjel. Ikke efter at hun havde reddet hans liv. Desuden, hvad skulle der så ske med hendes søn? Alastair var ikke følelseskold, han læste jo brevene hun sendte til familien for at checke op på at hun ikke skrev noget hun ikke burde. Hendes søn savnede hende, og Al var begyndt at få lidt for meget medlidenhed med hende, han forsøgte at skjule det, men bare det at han ikke længere behandlede hende som affald måtte være et ret godt hint for hende.
Inderst inde var Al nok bare mest bange for at han var begyndt at blive blød overfor hende. 

[Deleted]

Nicole var ærligt ved at savne det hjemme ret så meget, og hendes tanker kræsede hele tiden om hvordan hendes søskende havde det, hun havde absolut ingen idé om hvad der skete i deres liv, hun havde ingen breve fra dem, fordi at Alastair jo ikke tillod andet end at hun sendte breve ud for at de ikke skulle være bekymrede.
Hun havde skrevet til dem at hun havde taget et job i USA, og sørgede for at en anden stod for hendes butik, hun ønskede jo at den skulle være der når hun engang kom tilbage, men hun vidste jo ikke om det var sket.

Nicole vågnede, Alastair var væk. Af en eller anden grund var hun blevet underlig knyttet til ham, og hun havde jo efterhånden indset at han var god nok på bunden, han havde intet gjort hende og det respekterede hun ham i det mindste for, selvom hun savnede at være hjemme.
Hun rejste sig op og gik ud foran, hvor hun så ham sidde på trappen: "Burde du ikke sove nu?" spurgte hun i en rolig stemme med tæppet omkring sig, hun havde kun trusser og hans t-shirt på, hun var da blevet lidt mere afslappet omkring ham og ville jo gerne spare på tøjet, det var jo ikke meget de havde kunne skaffe.

[Deleted]

Al havde sovet nede på dem mølædte sofa i stuen siden de var ankommet til huset. Han havde godt nok truet hende med i starten at han ville ligge ved siden af hende, udelukkende for at være provokerende, men sådan var han jo. Det havde dog ændret sig da hun reddede hans liv pg han havde besluttet sig for at vise hende en smule mere respekt.
Han hørte ikke at hun var stået op på trods af at han havde ladet hoveddøren stående åben bag sig. Først da hun snakkede blev han opmærksom på hendes tilstedeværelse og tabte da næsten også glasset i forskrækkelse, han havde været helt opslugt af sine egne tanker.

"Nicole," udbrød han overrasket og kiggede op på hende, "jeg kunne ikke sove..." han tøvede lidt, "hvorfor er du oppe?" prøvede hun at flygte? Tvivlsomt hun havde slet ikke gjort antydning til det hvilket han slet ikke forstod, det var jo hendes liv det drejede sig om.
Han rykkede sig en smule på trappen så hun kunne komme til at sætte sig ned hvis hun ønskede det. Hans blik blev atter rettet mod den klare himmel. "Du burde få noget mere tøj på så du ikke bliver syg," sagde han roligt og tog endnu en tår af glasset. Der var nu også en lille smule tortur i det for ham med "nok se, ikke røre" politikken, han kunne jo ikke benægte at hun var en flot kvinde.

[Deleted]

Nicole satte sig roligt ved siden af ham, med tæppet omkring sig, hun frøs ikke lige nu, selvom det ikke ligefrem var sommer mere, vinteren havde dog heller ikke bidt sig fast endnu, september var en ganske mild måned og den kolde luft var egentligt ganske forfriskende.
"Jeg kunne ikke sove, også opdagede jeg du var gået" sagde hun, om det var lidt en eller anden psykologisk effekt det havde når man blev glad for sin kidnapper vidste hun ikke, men hun følte sig underligt tryg omkring ham, også selvom det jo ikke ligefrem var ham der havde slået de andre ned sidst at det var gået galt.

"Nej det er fint nok, jeg ville bare lige have noget frisk luft og se om du var okay" sagde hun i et smil og kiggede i mod ham, ingen tvivl om at han var en køn mand, men heller igen tvivl om at han var alt for fremme i skoene og flabet til hende, desuden havde han jo kidnappet hende.
"Hvad drikker vi?" spurgte hun og nikkede i mod hans glas, hun var slet ikke træt lige nu, hun drømte altid så mange mærkelige ting og have så mange spekulationer, hun kunne jo ikke gøre andet end forsøge at gøre sit bedste. Hun var glad for at han i det mindste ikke havde været voldelig overfor hende.

[Deleted]

Han så på hende som hun slog sig ned ved siden af ham og smilede svagt mod hende. Han kunne slet ikke gennemskue hvorfor hun ikke forsøgte at flygte, der var jo intet for hende her. Måske han inderst inde lidt håbede på at hun ville gøre et forsøg og at det ville lykkedes for hende. Han vidste at det ville være ris til egen røv, men han skyldte hende stadigvæk sit liv.
De blå øjne hvilede på hende, "Du opdagede jeg var væk?" Det havde da krævet at hun var stået op, han sov jo i stuen. Han skulle til at spørge om hvad hun lavede oppe, men hun besvarede spørgsmålet inden han nåede at stille det.

"Awww, er du bekymret for mig?" Hans smil voksede sig stort og flabet, han havde aldrig været god til det med hjertevarme moments selvom dette tydeligt indbød til det. Han så på glasset i sin hånd, "ildwhisky," besvarede han, "ret gammel, den smager i hvert fald af noget," han kiggede lidt på glasset der efterhånden var tomt.
Han så atter på hende og lod hovedet falde lidt på skrå. "Hvad med dig? Er du okay?" Tåbeligt spørgsmål måske, men han ville gerne sikre sig at der ikke lå et eller andet og lurede under overfladen.

[Deleted]

Hun nikkede: "Ja" sagde hun blot, hun kunne ikke sove og ville være gået ind for at se om han sov, men da han ikke var der, søgte hun automatisk udenfor: "Det kunne jo være du ville stikke af og efterlade mig" sagde hun, herude ville hun jo nok dø alene anyway indenfor kort tid.
Hun havde ikke rigtigt lyst til at flygte, ikke fordi at hun ikke ville hjem, men hun havde nok vendet sig lidt til det hele: "Jeg savner bare at det derhjemme, så er det svært at sove" sagde hun, hendes søskende og alt det hun havde haft gang i, det var ikke nemt at undvære det.

"Aha, er det noget du har tænkt dig at dele?" spurgte hun en smule flabet og blinkede til ham, hun havde ikke drukket siden hun var blevet fanget af ham, men det kune da godt være at det ville være fornuftigt at drikke sig en lille skid på, om ikke andet bare for at få et eller andet andet at tænke på.
"Ja sådan da" svarede hun, nu hvor hun jo allerede havde fortalt hvor meget hun savnede dem derhjeme, hun ville gerne tilbage, men hun vidste også godt at det nok ikke ligefrem var en mulighed hun skulle sætte næsen op efter.

[Deleted]

Det gav ingen mening for ham at hun blev. Jo han vidste da godt at hun ikke kunne forlade stedet uden ham, men alligevel? Hun burde da tvinge ham til at hjælpe hende med at slippe fri, det ville han da have gjort hvis han havde siddet i hende sted, hun havde jo sin tryllestav og det hele.
Han smilede afslappet til hende, "hvorfor skulle jeg dog stikke af?" Spurgte han nysgerrigt og så på hende, "og så med dit fortryllende selskab." Det sidste var sagt i tydelig sarkasme, de to kunne jo ikke udstå hinanden, og alligevel var han begynd at udvikle denne underlige sympati for hende og så havde han vel vendet sig lidt til deres mundhakkerier og den slags. Han ønskede hende i hvert fald ikke længere død og borte skønt hun havde været en forfærdelig pain in the ass i staten.

Han så lidt overrasket på hende som hun bad ham dele. Den havde han ærligt ikke set komme. Han fandt flasken frem der stod ved siden af ham og fyldte glasset på ny hvorefter han rakte det frem til hende. "Værsågo' prinsesse." Sagde han med et flabet smil og lod blikket hvile på hende.
Han nikkede lidt og lod igen blikket glide op mod himmelen. "Der er en ting jeg stadigvæk ikke forstår," sagde han tænksomt og snuppede glasset tilbage for endnu en tår. "Hvorfor reddede du mig den dag?" Det var jo noget tid siden nu, men spørgsmålet hjemsøgte ham altså nu engang stadigvæk.

[Deleted]

"Fordi at du måske også er træt af at leve i et hul og kun snakke med mig?" beklagede hun sig, og kiggede i mod ham med en opgivende mine, hun kunne ikke forstå hvorfor tingene altid skulle være så besværlige i hendes liv, kunne intet bare gå nemt? Og nu boede hun her langt væk fra alle folk.
"Ja for jeg er nemlig det helt vilde selskab" sagde hun i et lille grin, hun mente nu selv at hun var ganske afslappet og hun prøvede egentligt altid bar at slappe af, tage det roligt og lade livet gå sin gang, hun havde jo heller ikke haft fysisk kontakt til en mænd lige så længe som ham til en kvinde - nok længere endnu endda.

"Tak" sagde hun og tog en tår af den, okay den var rimeligt bitter, men den var jo heller ikke ligefrem frisk for køl. Alle kunne vel have brug for noget at styrke sig på og hun valgte derfor bare at bunde glasset.
"Well ellers var jeg nok selv død" sagde hun: "Jeg kan ikke bare sådan lade folk dø, jeg har aldrig slået nogen ihjel heller" sagde hun og trak på skuldrende, det var nok en af hendes svagheder som auror: "Jeg tror bare på at alle mennesker handler som de gør af en grund, og ikke fordi de er onde" sagde hun og rakte glasset i mod ham som en hentydning til han godt kunne fylde op igen.

[Deleted]

De buskede bryn blev rynket og et smil brød frem på hans læber. "Så så, det hul du refererer til er faktisk mit barndomshjem at du ved det," beklagede han sig som betød det noget for ham. Det gjorde det ikke, han var da godt klar over at hans lille etværelses lejlighed over Borgin og Burkes hverken var flot eller velholdt, men det ville altid føles mere hjemligt end dette hus.
"Du er da bedre selskab end rotterne i kælderen," svarede han med et skævt smil, "meeen de snakker til gengæld ikke lige så meget som dig så det er måske alligevel fifty fifty," drillede han og smilede til hende. Et mere varmt smil end han havde sendt hende ellers.

Da hun bundede glasset gloede han bare en kende målløs på hende. "Sandt...eller altså du havde jo din stav, du skulle bare bruge lidt af mit blod og vupti så ville du være fri.." han stoppede sig selv. Han var fuld og når han var fuld havde han det med at tale over sig. Igen på den anden side kunne det måske også være fordi at han inderst inde håbede på at hun ville slippe levende fra dette her.
"Sagde du som om at det har de fleste andre," svarede han lidt morende. Han var ikke bleg for at slå ihjel hvis situationen krævede det af ham, men det havde hun jo sådan set allerede oplevet. "Og hvad med ham der ville voldtage dig? Han har også et godt hjerte inderst inde eller?" Alastair rettede de blå øjne mod hende.

[Deleted]

"Muligvis, men det er jo ikke ligefrem super fancy" sagde hun i en rolig stemme, hun respekterede da at han måske havde boet der engang, men det var jo ikke ligefrem noget stort og fancy sted længere, det lå jo delvist i ruiner lige nu.
"Du er dum, ved du godt det?" spurgte hun i et smil og puffede til ham, han var en hyggelig fyr, og hun var egentligt glad nok for hans selskab: "Lidt af dit blod?" spurgte hun undrende, og tog i mod lidt mere at drikke, hun kunne godt bruge bare at glemme verden for en stund.

"Tror du vi ville have snakket sammen, hvis vi ikke havde mødt hinanden sådan her?" spurgte hun roligt, hun var underligt tryg i hans selskab, også selvom hun godt vidste at hun ikke bare sådan lige kunne stikke.
"Ja... Ingen er jo født onde, det er jo ofte omgivelserne der skaber dem" sagde hun og kiggede let ned i jorden, som hun rakte over ham for at få fat i den flaske han sad og gemte på: "Jeg tror at folk kan omvendes til en hvis grænse" sagde hun: "Men nogengange er det nok bare for sent" sagde hun og tog en tår af flasken, selvom den snurrende fornemmelse allerede var begyndt at melde sig.

[Deleted]

Han vendte sig halvt om for at kigge tilbage på det store mørke hus. "Altså det var det engang, ikke i min levetid dog." Huset havde jo gået i arv i mange generationer så det havde altid været ved at falde sammen i den tid han havde boet der.
Han smilede bredt som hun puffede til ham og rystede så let på hovedet af hende, "jeg ved ikke hvad du snakker om, jeg er bestemt ikke dum." Argumenterede han og tog en tår af glasset som han igen havde fået fyldt op.
"Yup," han nikkede, "du skal jo bruge mig for at komme ud, eller Judas eller whoever så længe de er en del af familien." Forklarede han uden at vide hvorfor, "det ligger i blodet." Han trak på skuldrene, "eller det tror jeg det gør." Han trak let på skuldrene og skød brynene i vejret.

Hendes spørgsmål fik ham til at le. "Ja da! Du skulle bare have set mig, så ville du slet ikke have kunnet holde fingrene fra mig," det var tydeligvis en joke. Havde han ikke kidnappet hende havde de nok aldrig nogensinde været faldet i snak. De var vel slet ikke hinandens typer, hun var en fornuftig kvinde med god retfærdighedssans og han var...yeah well ham.
Han lænede sig lidt tilbage som hun lænede sig ind over ham for at fange flasken. Han var virkelig ved at være fuld lige nu for bare det at finde en anden stilling fik verden til at snurre en lille smule rundt. "Du har tydeligvis ikke mødt Leonardo." Svarede han med et underholdt smil. Leo ville da aldrig ændre sig, han ville til enhver tid være der hvor det gavnede ham mest.

[Deleted]

"Arh" sagde hun som en rolig bemærkning, egentligt var hun ret ligeglad med hans familie historie, men hun var da ikke itvivl om at han måtte være ud af en damned familie med den personlighed han havde fået sig, det var jo heller ikke alle der bare kunne kidnappe folk med ren samvittighed.
"Aha... Jeg syntes nu Judas virker som en større nar end dig" sagde hun blot, ALastair var jo egentligt bare en almindelig idiot, og hun var ikke helt bange for ham, hvor i mod at hun ville være ret bange for at stå overfor Judas, hun havde hørt en hel del ting om ham.

"Du er sjov hva" sagde hun og drak en smule mere af flasken, hun burde egentligt gå ind og sove videre, men hun bemærkede efterhånden som alkohollen kom ind, slet ikke hvor koldt det faktisk var at sidde herude: "Yeah du drømmer" sagde hun i et smil, nej hun ville nok aldrig sådan lige snakke med en som ham frivilligt.
"Som sagt er der nogen der først ændre sig når det er for sent..." sagde hun roligt: "Ben var heller ikke altid den bedste dreng i klassen, han lavede meget ballade som teenager, men det blev bedre" sagde hun i en rolig stemme og trak på skuldrende, hun kunne mærke hvor meget hun savnede ham når hun snakkede om ham.

[Deleted]

Han smilede atter mod hende. Hun virkede ikke synderlig interesseret, ikke at han kunne bebrejde hende, han havde trods alt været med til at ødelægge hendes liv. At blive kidnappet og leve et par år hvor det eneste selskab hun havde var ham, det måtte da kunne drive enhver til vandvid.
"Han er en langt større nar." Slog han fast og snuppede flasken tilbage fra hendes hånd for selv at tage en solid tår, nu var glasset jo ligesom droppet. Han kiggede lidt op og ned af hende som prøvede han at snige sig ind i gendes tanker, naturligvis uden held.

Da hun begyndte at snakke om Ben kunne han mærke et stik af medlidenhed rørte sig et sted derinde. "I havde virkelig et perfekt liv, havde I ikke?" Spurgte han ind. Han havde aldrig selv prøvet noget som helst i den dur, det havde altid været ham og Leo mod resten af verden.
De blå øjne hvilede på hende, "forelskede du dig nogensinde igen efter ham?" Ikke at det vedkom ham, men man havde vel lov til at være nysgerrig. "I var gift right?" Selvom hun ikke ønskede at høre om ham og hans fortid var han alligevel nysgerrig på hendes. Han vidste at det ville være dumt at lære hende bedre at kende for så ville han bare få det endnu mere skidt med at skulle afleverer hende til Judas, men i hans stadie af fuldskab var han ikke så god til at se den logik.

[Deleted]

Hun nikkede, det var nu også det indtryk hun havde fået: "Altså jeg troede du var en lige så stor nar i starten" sagde hun, hun havde virkeligt frygtet at han ville slå hende ihjel, voldtage hende, banke hende eller noget i den stil. Men udover hans flabede og nogengange halv klamme kommentarer, så havde han altid behandlet hende pænt.
Der var ingen tvivl om at den dag han var blevet slået ned havde været lidt et vendepunkt, for de snakkede pludseligt bedre sammen: "Jeg kommer aldrig hjem gør jeg?" spurgte hun en smule opgivende og tog en tår mere af flasken, selvom hun nok snart burde holde igen, hun havde jo ikke drukket længe.

"Tjoh det kan man gode sige, vi var begge auror, vi var blevet gift ja og vi snakkede da også om børn en dag" sagde hun blot, Ben havde betyder rigtigt meget for hende og hun ville gøre alt i verden for at finde den mand der havde slået ham ihjel, og få ham til at betale.
"Men vi nåede kun at være gift et år..." sagde hun roligt: "Hvad med dig? Ingen forhold at prale af i din fortid?" spurgte hun og kunne mærke hvordan den stærke alkohol gjorde verden lidt mere fuzzy.

[Deleted]

Alastair kiggede på hende med påtaget forargt i blikket. "Hvordan kunne du dog tro sådan noget om mig?" Han gispede dramatisk og førte en hånd for panden. Han var udmærket godt klar over hvorfor hun skulle have den ide om ham, han havde jo ikke ligefrem været hendes ridder på den hvide hest.
Hendes spørgsmål fik ham til at skære en mild grimasse der talte for sig selv. Han kunne ikke forstille sig at Judas ville lade hende slippe, slet ikke når hun jo kunne kende deres ansigter og alt det. "Lad være med at bekymre dig om det nu Love, lad os nu bare tage en dag af gangen." -Som de havde gjort gennem det sidste år hun havde været fanget. Der var ikke noget at sige ti l at hun var ved at gå ud af sit gode skind.

Alastair lod hovedet glide en anelse på skrå og tog en ny tår fra flasken, "hvad skete der med ham?" Spurgte han videre. Han var død, så meget havde Al da opfanget, men han havde aldrig rigtig hørt historien for på det tidspunkt havde det ikke interesseret ham.
Han lo kort og rystede på hovedet, "ikke nogen jeg ligefrem kan prale af," indrømmede han og tog en ny tår af flasken. Han havde da haft et par kærester gennem skoletiden, men han havde altid været et svin overfor dem. Leo og ham havde haft en fest over at slå op med hinandens kærester og alt det shit som nogen tvillinger kunne finde på.