Our little miracle

[Deleted]

@ryan

____________________________________

Zarina troede aldrig nogensinde hun skulle være så udkørt som hun var nu. Ikke engang da hendes karrierer havde været på det aller højeste havde hun haft så meget brug for søvn. Alligevel var hun ikke interesseret i at sove, for lige nu sad hun med sin lille søn i armene. Han var så lillebitte, smuk og bare helt perfekt. Aldrig havde hun troet at hun skulle være mor og hun havde aldrig troet at hun ville blive klar til det - slet ikke gennem de sidste mange måneder hvor hun havde følt sig lidt som en flodhest i størrelsen. Hun skulle i hvert fald igang med at træne igen så snart det var muligt.
Det var ikke sluppet udenom pressen at hun var gravid, men heldigvis så var der ingen pressefolk på Skt. Mungos. Træt lod hun nakken falde tilbage på puden, men havde hele tiden den lille dreng i syne. Hun nægtede at lukke øjnene. Det var mærkelig at hun fa fødslen satte i gang, havde sagt til Ryan at hun havde ombestemt sig, at hun ikke var klar til at være mor, men nu følte hun at hun ikke kunne være mere klar.

Navnet var endnu heller ikke fundet, men hun stressede ikke over det mere. De skulle nok nå det hele. Zarinas mor havde kommet med et par søde forslag og hendes onkel havde naturligvis forlangt at hun skulle opkalde babyen efter ham, hvis det blev en dreng. Hun havde bedt dem om at vente med at komme og besøge hende til hun skrev efter dem. 
Dette skyldtes også at de jo ikke kendte Ryan og hun vidste hvor overbeskyttende hendes onkel kunne være så hun ville ikke have at han overfusede Ryan, heller ikke selvom han selv ville mene at det var med de bedste intentioner. Når Ryan skulle møde familien skulle det forgå rigtigt og ikke på en fødegang hvor der ville sidde to mænd og skule til ham fordi de mente at han alene var skyld i al den smerte hun var tvunget igennem på daværende tidspunkt.

[Deleted]

Ryan var virkeligt spændt på at blive far, og han glædede sig til at de skulle være en lille familie. Han havde i sit sind bildt sig ind at han var far til barnet og han var ikke interesseret i at tænke på det, på andre muligheder end det faktum at han var far, og det håbede han da også han var. Han følte sig ihvertfald som en far, nu var det jo ham der havde været der hele vejen igennem.
Efter fødslen var Ryan gået ned for at hente to kopper kaffe, han vidste godt at hun forsøgte at holde sig vågen, men hun havde været igang i mange timer, og Ryan havde naturligvis holdt ud sammen med hende.

Ryan kom ind på værelset med en kop kaffe i hver hånd: "Her" sagde han og rakte den til hende inden han kyssede hendes pande, og kiggede så over i mod det lille menneske der lå i vuggen.
Han var virkeligt sød, Ryan kunne mærke hvordan hele hans krop var fuldkommen elektrisk efter hele tiden at røre og ae drengen, men han vidste det nok var bedre han bare sov for nu: "Har du tænkt over hvad han skal hedde?" spurgte Ryan i en rolig stemme og satte sig ved siden af sengne, for igen at kigge i mod drengen.

[Deleted]

Hun slappede af når Ryan var omkring dem, så kunne han holde øje med den lille. Ikke at hun regnede med at der skulle ske noget, men man havde da hørt om vuggedød og del slags hvilket næsten skræmte livet af hende. Hun ønskede ikke at noget skulle ske med hendes lille søn. Han var så perfekt.
I nogle korte sekunder måtte hun være blundet hen, for hun vågnede med et lille spjæt som døren gik op og Ryan atter trådte ind. De blå øjne blev rettet mod ham fulgt af et udmattet smil. Hun var virkelig træt efter fødslen, men hun havde ikke lyst til at sove.

Hun rettede sig lidt op i sengen og tog imod koppen fra ham. "Tak," svarede hun og tog en lidt for stor mundfuld. Kaffen brændte hele vejen ned gennem halsen og hun gispedel lidt. "Den var varm." Konstaterede hun som havde hun forventet at den ville være kold.
Hun var så glad for at Ryan havde været her, han havde været en kæmpe støtte gennem det hele og hun anede slet ikke hvordan hun skulle have klaret sig igennem nået af dette her uden ham. Hun smilede, denne gang en kende mere opkvikket end før. Måske på grund af kaffechokket. "Jeg overvejede om måske Nick ville være pænt?" Forslog hun afslappet, "eller Derek." Hun vidste godt at hun ikke var så opfindsom lige nu, men hun var jo også træt, så var det vel fair nok?

[Deleted]

Ryan var så lykkelig lige nu, at han slet ikke kunne beskrive den følelse der var i hans krop, tænk at han havde været med til at lave sådan et lille menneske - forhåbenligt ihvertfald, for der var jo stadig ingen der vidste om Ryan var far til drengen, men det håbede han virkeligt var tilfældet.
"Derek kan jeg godt li.... Så.. Derek.. Sparrow McLevy eller hvad?" spurgte han forsigtigt og vidste jo ikke om Zarina overhovedet ville have hans navn med ind over, u hvor de ikke vidste om han var far, men han kunne jo lige så godt lige forsøge.

"Er du sikker på at du ikke vil sove lidt eller noget?" spurgte han forsigtigt, han skulle nok blive ved drengen der alligevel bare lå og sov, han glædede sig allerede til de skulle hjem go starte en helt normal hverdag op igen.
"Jeg har fået fri fra arbejdet den næste uges tid" sagde han i et smil, han havde på forhånd bedt om fri da Zarina var blevet gravid, fordi han gerne lige ville være der den første uges tid efter drengen var kommet til verden, han var så sød og fantastisk en lille en, han kunne slet ikke vente med at se ham vokse op.

[Deleted]

Hun smilede varmt til ham. Han var virkelig den perfekte kæreste. Hun bed sig blidt læben og nikkede så til hans forslag. Personligt var hun også helt overbevist om at Ryan var far til den lille, alt andet virkede uacceptabelt, så naturligvis skulle hans navn også ind over.
"Det er et godt navn," svarede hun med et træt smil. Hun lå lidt og betragtede ham før hun forsatte lidt forsigtigt, "vil du egentlig have det checket? Bare så du ved om du er biologisk, ikke at det vil ændre noget, bare for vishedens skyld." Personligt anede hun ikke selv hvad det smarteste ville være; hvis han var faderen ville hun helst gerne vide det, men hvis ikke han var ville hun ikke vide det og så bare blive i troen.

De blå øjne hvilede på ham, hun var næsten endnu mere forelsket i ham nu end hun havde været før hvis det overhovedet var muligt. "Og misse dette her perfekte øjeblik? Tager du gas på mig?" Hun blinkede til ham og rettede sig så lidt op.
"Hvor skønt! Tænk at vi har en familie sammen nu," hun kunne ikke lade være med at se lidt drømmende frem for sig som hun rykkede sig lidt i sengen i håb om at han ville sætte sig op til hende.
"Måske det er på tide at vi møder hinandens familier?" Hun ville i hvert fald gerne møde hans, men hun frygtede lidt når han skulle møde hendes far og især onkel. Mitchell kunne være ret så overbeskyttende.

[Deleted]

Ryan kiggede i mod det lille barn, og så tilbage i mod Zarina som han trak på skuldrende: "Tjah det vil jeg vel godt" sagde han, det var da ikke fordi at han følte det livsnødvendigt eller noget, men ja han ville da gerne vide om det rent faktisk biologisk set var hans dreng.
"Det var bare hvis du var træt" sagde han i et lille grin, han kunne ikke helt sætte sig ind i hvordan det måtte være at føde, men han kunne se på hende at hun mest af alt lignede end er var kommet hjem efter en uges bytur.

"Ja jeg kan heller ikke selv forstå det, ikke fordi jeg har altid gerne ville have børn og sådan noget, men det er alligevel lidt en overraskelse" sagde han i et roligt smil og kiggede igen i mod den lille dreng som lå og sov, han var virkeligt fin og nærmest helt perfekt.
"Ja måske... Altså mine forældre er ret cool og afslappet... Men ja de har plaget om at møde dig siden de hørte det med barnet" sagde han i et smil. Ryan's far var fantastisk og havde altid været der for ham, også da han kom ud af Azkaban, hvor hans mor mere var en der altid gik og bekymrede sig lidt.

[Deleted]

Hun slog blikket lidt ned. Han havde ret til at vide det, og en del af hendes ønskede som sagt også at han skulle vide det, men samtidig skræmte tanken hende stadigvæk fra vid og sans, for hvad nu hvis det ikke var hans. Hun ville hade at vide at hub havde fået dette lille perfekt væsen med en gut som hun ikke engang kendte.
Hun smilede til ham, "tro mig, jeg er træt, men jeg har ikke lyst til at sove." Sagde hun stille. Hun ville hellere bare have lov til at nyde dette her øjeblik med hende og Ryan og lille Derek.

Hun lo en lille smule over hans ord, "en overraskelse på ni måneder?" Drillede hun, skønt hun godt vidste hvad han mente. "Ærlig talt havde jeg aldrig overvejet den del med børn. Eller altså jo, jeg vidste da at jeg genre ville have dem, men jeg havde først troet at det ville komme efter jeg blev gift," indrømmede hun. Sådan havde det fungeret på hendes mentale liste i hvert fald.
"Jeg vil meget gerne møde dem!" Sagde hun med stor sikkerhed i stemmen. Det var vel også ved at være på tide. "Jeg er dog ikke så sikker på at du overlever et møde med min," hun blinkede til ham for at understrege at det var en joke. "Altså min mor er cool og hun vil helt sikkert elske dig, min far prøver at skjule at blodstatus stadigvæk betyder noget for ham, men det gør det selvom min mor er mugglerfødt, så det er bare et plus at du er fuldblod, min onkel derimod..." hun skar en sigende grimasse. Mitch havde altid været forfærdelig overbeskyttende.

[Deleted]

Han smilede, han kunne godt forstå at hun ikke ville sove lige nu, det var jo også et uretfærdigt lykkeligt stund og Ryan var helt sikker på at han aldrig nogensinde havde været så glad. Han fortrød stadig ikke at Adriela havde fået en abort dengang, de to var bare ikke rette for hinanden.
På den anden side vidste han jo heller ikke om ham og Zarina var rigtige for hinanden, men det føltes bare så rigtigt og Ryan elskede hende utroligt højt, og nu elskede han lille Derek lige så højt. Han ville gøre alt for at de to kunne få et lykkeligt liv sammen.

"Ja noget i den stil" sagde han i et smil, heldigvis boede de to jo allerede sammen, så der var jo ikke så meget at tage stilling til: "Aha, spændende... Mine forældre har ikke sådan et problem med blodstatusser, det var lidt tilfældigt de to fandt hinanden" sagde han i et smil.
[b}"Dog er min søster lidt skør, hun er spådoms underviser på Durmstrang"[/b] sagde han i et smil, ja Scarlett havde altid været meget speciel, men han holde nu af hende alligevel: "Hun vil sikkert komme på en masse spådomme og navne idéer som... Måne... Regnbue... Støvregn" sagde han i et grin, ja Scarlett var nu herlig.

[Deleted]

Hun var så spændt på dette nye liv de skulle til at påbegynde sammen. De tre, deres egen lille familie. Det ville blive så smukt det var hun helt sikker på, og hun glædede sig til at møde hans familie og til at han skulle møde hendes. Hun havde aldrig før haft drømme om bryllup, børn og villa, men nu måtte hun da indrømme at hun ikke helt kunne lade være med at forstille sig hvor de ville være om bare 2 år fra nu.
Tanken fik hende til at smile da hun allerede så det for sig med både brylluppet og huset og det hele. Var det for hurtigt at tænke i de baner? De havde jo været sammen i hvad, 6 måneder efterhånden, men det var først nu at de rigtigt kom til at finde hinanden, de skulle jo være fælles i opdragelsen af Derek. Hun havde dog en fornemmelse af det så tingene ret ens.

"Jah, men bare rolig jeg skal nok beskytte dig," drillede hun i et grin og gav hans hånd et klem. "Spådomslære?" Hun skar en grimasse, "jeg brugte mine spådomstimer til at sidde og regne enhjørninger på pergamenterne," indrømmede hun og smilede. Det havde lydt spændende, men hun kunne bare ikke helt forstå det.
Dog fandt hun det meget fascinerende. "Men det er et cool fag, hvis man kan finde ud af det," hun smilede igen, "Regnbue er da også pænt, Derek Regnbue Sparrow McLeavy." Hun kunne ikke holde masken længe før hun begyndte at le hvorefter hun rystede på hovedet af joken.

[Deleted]

"Jamen så er jeg helt rolig" sagde han i et tøvende grin, han havde ærligt aldrig troet at ham og Zarina skulle finde sammen, men nu hvor det var endt sådan, ønskede han det ikke på nogen anden måde. Hun er en sød, dejlig og spændende pige, og Ryan havde jo haft et godt øje til hende lige siden han havde mødt hende første gang, hvor han stadig havde været sammen med Adriela.
Ryan var lykkelig lige nu, Derek betød allerede alt i verden for ham, han havde jo alle dage ønsket sig børn, ikke at han havde forventet at det skulle være på denne her måde, men altså det var jo trods alt stadig en oplevelse han ikke ville være foruden.

"Ja det fangede heller ikke lige mig, men hun er ret vild med den slags, det har hun altid været" sagde Ryan og trak på skuldrende, det var sjovt at det var på den måde, men det var en smule fjollet i hans hoved.
"Ja wauw sikke et smukt navn, nu bliver han da slet ikke mobbet i skolen" sagde Ryan og rullede med øjene som hun grinede, han var nu tilfreds med navnet, og han var sikker på at den lille dreng nok skulle blive til noget stort: "Nu glæder jeg mig bare til vi skal hjem" sagde han i en rolig stemme og lænede sig ned for at kysse Zarina.

[Deleted]

"Jamen så er jeg helt rolig" sagde han i et tøvende grin, han havde ærligt aldrig troet at ham og Zarina skulle finde sammen, men nu hvor det var endt sådan, ønskede han det ikke på nogen anden måde. Hun er en sød, dejlig og spændende pige, og Ryan havde jo haft et godt øje til hende lige siden han havde mødt hende første gang, hvor han stadig havde været sammen med Adriela.
Ryan var lykkelig lige nu, Derek betød allerede alt i verden for ham, han havde jo alle dage ønsket sig børn, ikke at han havde forventet at det skulle være på denne her måde, men altså det var jo trods alt stadig en oplevelse han ikke ville være foruden.

"Ja det fangede heller ikke lige mig, men hun er ret vild med den slags, det har hun altid været" sagde Ryan og trak på skuldrende, det var sjovt at det var på den måde, men det var en smule fjollet i hans hoved.
"Ja wauw sikke et smukt navn, nu bliver han da slet ikke mobbet i skolen" sagde Ryan og rullede med øjene som hun grinede, han var nu tilfreds med navnet, og han var sikker på at den lille dreng nok skulle blive til noget stort: "Nu glæder jeg mig bare til vi skal hjem" sagde han i en rolig stemme og lænede sig ned for at kysse Zarina.

[Deleted]

Hun smilede stort til ham. Skønt hun var træt og øm i hele kroppen, så var dette her alligevel det bedste øjeblik i hele hendes liv. De havde hinanden og nu havde de også lille Derek. De var en familie. Måske det var kommet lidt pludseligt og ikke havde forgået helt som præsten prædikede, men det gjorde det ikke på nogen måder mindre værdigfuldt for hende.
Hun var bare så spændt på at skulle møde dem allesammen og til at han skulle møde hendes familie, det ville blive så fantastisk. Selvom Mitchell var forfærdelig overbeskyttende vidste hun jo godt at han var en god mand og han ville sikkert elske Ryan når han altså kom igennem den del med at Ryan og hun havde haft samleje sammen. I hans øjne ville hun jo altid bare være en lille pige.

Hun var glad for at hun ikke fornærmede ham ved at sige det på den måde, for det var jo ikke ondt ment mod hans søster som for øvrigt sikkert var et helt fantastisk menneske, men lige det den slags sagde hende ikke så meget desværre.
"Nej hvorfor skulle han da blive det? Det er bare de andre der er misundelige." Sagde hun og rettede sig list op i sengen. Hun glædede sig bare til at få lille Derek med hjem i deres eget hjem så de alle tre kunne begynde deres liv sammen rigtigt denne gang. "Også mig, men mon ikke jeg får lov til at gå snart?" Spurgte hun afslappet og kiggede mod døren som håbede hun på at der med de ord ville dukke en healer op og sige god for at hun kunne tage hjem.

[Deleted]

Ryan var lykkelig over at de tre nu skulle være en lille familie, Derek var uden tvivl det smukkeste barn han havde set i sit liv, men det mente man vel altid om sine egne børn? Ryan håbede bare at ham og Zarina kunne finde ud af at opdrage ham så han ville vokse op og blive et fornuftigt menneske.
"Han bliver sej" sagde han i et smil og kiggede så i mod Zarina: "Har du egentligt tænkt på om du vil have flere børn? Altså... Ikke sådan lige nu, men bare sådan på et tidspunkt?" spurgte ha roligt, det var vel værd at snakke om, Derek havde jo ikke ligefrem været planlagt.

"Det håber jeg... Men jeg håber også de bare vil få den blodprøve overstået" sagde Ryan i et suk, han ville gerne have det ud af verden, ikke fordi han skulle nok væer der ligemeget hvad, men han måtte da indrømme han nok ville blive lidt skuffet hvis han ikke var far.
Derek betød allerede alt for ham, ligesom Zarina også gjorde det, og han havde jo indstillet sig på at de skulle være familie, nu håbede han bare at han måske også var far til den lille dreng, det ville betyde endu mere for ham, og langt mere end han havde forestillet sig.

[Deleted]

Hun kunne næsten ikke forstå at hun var så heldig, tænk at de var en familie nu. Det var stadigvæk lidt underligt at forholde sig til, mest fordi Zarina jo stadigvæk kun selv følte sig som et barn der ofte fik forældrenes råd, men det kunne hun vel også stadigvæk godt gøre, selvom hun nok ville vælge at spøge Ryan ført fremover hvis der skulle skiftes en pære og den slags. Tanken fik hende til at smile lidt.
Hans spørgsmål var egentlig reelt nok, alligevel kunne hun ikke lade være med at grine. "Og det vælger du at spørger mig om efter en 10 timer lang fødsel med stive smerter og verdens mest ucharmerende siddepisition?" Han var en modig fyr. Hun lagde kærlig en hånd mod hans kind og kiggede så mod Derek og derefter tilbage på Ryan. "Måske," svarede hun lidt drømmende, "jeg kan godt lide tanken om en stor familie, men efter dette her tænker jeg at to børn sagtens kan være nok," hun blinkede til ham og smilede igen, "hvad med dig?"

Hun snak en klump og nikkede så, "ja også mig," endnu et suk, "jeg ville ønske at jeg aldrig var gået i seng med Gregory" indrømmede hun og bed sig lidt i læben. Det havde været en idiotisk ide at gøre det, og det værste var jo at det udelukkende havde været for at gøre Ryan jaloux.
Well man kunne da sige at hun havde fået hans opmærksomhed nu,'men det kunne hun nok have gjort på en langt mere elegant måde. Også selvom hun jo var glad for hvor de stod nu. Hun elskede ham virkelig og hun var lykkelig over at de var dammen nu.

[Deleted]

Ryan kunne ikke andet end at smile: "Ehm ja?" sagde han i et grin og lænede sig ned for at kysse hendes pande: [b}"Altså jeg kan jo ikke ligefrem sige at jeg gerne vil føde den næste"[/b] sagde han i et smil, Ryan havde altid forrestillet sig en 2-3 børn, og han håbede da at det ville blive samme med Zarina.
"Jeg har altid gerne ville have to eller tre børn, ingen kæmpe familie, men jeg har nok bare altid set mig selv sådan... Ja som en familie" sagde han i et smil, og han måtte da indrømme han aldrig havde troet han skulle have den sammen med hende, men faktisk ville han slet ikke have det anderledes.

"Yeah, men det kan vi jo ikek rigtigt gøre noget ved nu" sagde han, naturligvis ville han gerne trøste hende, men han kunne ikke rigtigt sige hende i mod, for det var jo dumt og Ryan havde det da også dårligt over det.
"Jeg ville bare ønske vi havde snakket sammen noget tidligere" sagde ham, men ligegyldigt hvad fortrød han ikke at Derek var kommet til verden, den lille fantastiske fyr betød allerede hele verden for ham og det samme gjorde Zarina, nu skulle de bare være en lille familie.