No Words Can Describe This

[Deleted]

Noah Statindwell Grad

Tænderne blev bidt hårdt sammen, for ikke komme til at skrige af smerte. En smerte som var ulidelig, hvis det ikke var fordi, at resultatet af det var det hele værd, og hvis det ikke var for al den støtte hun fik. Raysal ville aldrig gøre sin elskede nye mand noget, men de seneste timer, havde hun dog til tider kommet til at klemme så hårdt om hans hånd, at hun var bange for at det gjorde ondt på ham, og at hun var kommet til at lukke for blodomløbet. Hun kunne dog ikke helt gøre for det, for det gjorde så ondt, og hun havde virkelig brug for ham ved sin side. 
Hun kiggede ham i øjne, for at få noget af den ro han altid gav hende, før igen smerten tog over. Igen bed hun tænderne hårdt sammen og klemte om Noahs hånd, før hun langt om længe mærkede hvordan hele hendes krop langt om længe kunne slappe af igen. "Tillykke. De har nu også en pige." Lykønskede señora Cortez på sit gebrokken engelsk. Raysal var endnu ikke blevet van til at hun snakkede engelsk, selvom hun havde gjord det lige siden den dag hun havde fået det af vide, at Noah havde friede, og Raysal havde sagt ja. Det havde været den bedste nat i Raysals liv. og hun kunne ikke tænkte tilbage på den, uden hun kom til at smile.
Hun kiggede træt på Noah, "nu er de her begge to." Hendes stemme bar tydelig tegn på de hårde timer, hvor hun havde været under stor smerte, for at få deres elskede børn til verden. "Jeg elsker dig så meget," en glædes tåre gled ned over hendes kind, og hun fattede virkelig ikke hvordan hendes liv kunne være så fantastisk. Hun havde Delaine, deres børn og ham. Hendes ægte mand, og hun var hans hustru.

Det havde været et fantastisk bryllup. Lille, men fantastisk. Señor Cortez havde været den bedste til at vie dem, señora Cortez havde spillet så vidunderlig smuk til, og Delaine. Delaine var den yndsigte og sødeste brudepige nogensinde! Selvom der ikke var andre end dem og Noah, havde Raysals hjerte bankede hårdere og hurtigere end det nogensinde havde gjord før. Hun var så nervøs, at hun ikke kunne tænke klart, og hun ville ønske hendes venner og familie havde været der til at støtte hende. Hun havde altid været tilhænger af store bryllupper med hele sin familie og alle sine venner, men da Noah ikke havde nogen at invitere, kunne hun ikke få sig selv til at invitere så mange mennesker.
Hun kiggede ned ad sig selv, og så hvordan hendes fødder var gemt godt væk under hendes mave, som var gemt væk under en kridhvid brudekjole, der sad perfekt på hende. Señora Cortez havde også brugt lang tid på at finde en skrader til den, og den var virkelig blevet den smukkeste brudekjole nogensinde. Det eneste sted på selve kjolen, der var blåt, var de knapper, der sad i ryggen for at lukke kjolen. Det var et smuk symbol på, at hun vidste at hun havde sin Fox familie i ryggen. Den familie der ikke var til stede nu. Den familie hun normalt ville savne til sit bryllup, men som hun overhoved ikke savnet, i det sekund hun fik øje på Noah, der stod og ventede på hende. 

[Deleted]

Brylluppet havde været alt hvad Noah havde drømt om. Det havde været vidunderligt, og han ville gerne gøre det hele om igen og igen. Raysal havde gjort alt for ham, og hjulpet ham igennem det. Han havde ingen anelse om hvordan et bryllup var. Så alt øvelsen havde været fantastisk. Da endelig det hele var sket var det heldigvis gået godt, og Senõr Cortez havde virkelig gjort det hele mere eventyrligt. 
Han kunne endelig kalde Raysal sin kone, og han nød tanken om at have hende for evigt.


Han havde ikke været særlig begejstret for at skulle følge fødslen, men han havde dog gjort det alligevel og havde virkelig fundet glæden ved det. Det havde været fantastisk at skulle kunne støtte hende hele vejen igennem. Han havde fundet det fantastisk at hun kunne give liv til deres små børn. 
Han kyssede hende på panden, da senõr Cortez havde bragt de sidste barn til verden. En pige og en dreng. Han smilte og så kærligt på hans kone og fik et sug i maven, hvad havde han gjort? Han var jo uendelig lykkelig over at have fået to skønne børn.
"Tak senõr Cortez." sagde han med glæden i stemme.
Han gik hen ved siden af Raysal og havde glemt alt om hvor ondt hun havde mast hans hånd, det havde gjort ondt - men han ville være der hele vejen for hende. Han kyssede hende kærligt på panden og så på hende. "Jeg elsker dig, og de to skønne unger.." sagde han og nussede hende på hovedet. Han så på begge børn, og mærkede en stolthed... En stolthed af det var hans dejlige børn.
"Michael.." sagde han og så stolt på sin søn. Hans blik vendte imod deres datter. "Tessa" sagde han og mærkede beskyttelsen stige..

[Deleted]

Hun huskede tydeligt, hvordan han havde stået og vendte på hende, da hun var gået hen til ham, for at vielsen kunne begynde. Hun var så opslugt af ham, og var så nervøs, at hun næsten glemte trække vejret. Han så så vidunderlig guddommeligt perfekt ud, at hun ikke kunne fatte, at hun virkelig skulle giftes med ham. Hun var så opslugt af ham, at hun ikke så andet end ham. Hun så ikke engang Delaine, der ellers var så yndig og smuk som hendes brudepige. Hun elskede virkelig Delaine, men det var Noah der havde hendes fulde opmærksomhed, og hele hendes hjerte. Hun hverken kunne eller ville tage øjne fra ham. Hun ville have så meget som muligt ud af det øjeblik som muligt. 

Da hun var helt oppe ved ham, havde hun virkelig kæmpet meget for ikke rører eller kysse ham, før det gyldne spørgsmål blev stillet, hvor hun uden tøven havde svaret ja, før de blev erklæret for rette folk. Hun var så lykkelig da det var officielt, at hun slet ikke kunne lade vær med at kysse ham overlykkelig, og være så tæt på ham som muligt. Hun havde i det øjeblik glemt alt om omverden, og at hun var gravid. Det eneste hun i hendes verden i det øjeblik, var Noah, og kun Noah. 

Hans kys på hendes pande var så dejlig berolignede, og fik noget af smerten til at forsvinde. Hendes trætte øjne kiggede på ham med ren lykke og kærlighed, imens hun ventede på børne blev tjekket og undersøgt, før hun kunne komme til at se dem. "Jeg kan ikke fatte det her er ægte," hun mærkede hvordan hun var ved at græde af glæde, men hun ville ikke gøre det, så længe der var personale til stede. "Deres børn," annoncerede señora Cortez, før hun forsigt først gav Michael til Raysal, for derefter give Tessa forsigtigt til hende. Raysal havde ikke taget øjne fra Noah før nu, og hun blev hel overvældet af synet, af deres små perfekte børn. "Hvor er de bare..." Hun kunne ikke finde ord for det, og hun mærkede nu, hvordan tårrene fik frit løb. Hun kunne ikke længere holde dem tilbage. "Noah... de er..." Igen mislykkes det for hende at finde ord for det. "Jeg elsker dig mere end du aner," hun tog modvilje sine øjne væk fra Michael og Tessa, for at vende sit blik mod Noah, før hun kyssede ham. Hun var virkelig ubeskrivelig lykkelig.

[Deleted]

Der var så mange følelser der var gået igennem Noahs krop der da de havde ståe der. Hun havde fuldkommen ubeskrivelig smuk med hans børn i hendes mave. Han glædede sig til de kom til verden, og Noah kunne vise dem hvordan verden skulle være. Der var så mange ting han gerne ville give videre, og han var sikker på at det kun blev til det bedste. Han vidste allerede hans dreng ville blive stærk og få de bedste kvaliteter for begge, og hans datter ligeså. Tessa.. Michael.. Nu var de endelig kommet til verden, og han smilte til dem begge. Han kyssede Raysal på hovedet, og satte sig ved hendes side af sengen.
"Jeg elsker også dig."

Han lod meget forsigtig sin hånd glide over hovedet på sine to små unger.
"Michael og Tessa, jeg vil vise jer verden og hjælpe jer til at forstå verden som ingen forstår den. Der vil være respekt til jer begge, og ingen vil nogensinde gå imod jer. Blot husk jeres navn og hvem i er - samt hvor i kommer fra. Så vil i altid have mig ved jeres side." hviskede han tæt på sine to små børn. Han gav dem begge et kys på hovedet.

[Deleted]

Der var ingen tvivl om, at Raysal glædet sig til deres børn kom til verden. Hun glædet sig til at se deres fantastiske børn vokse op, og den vidunderlig rolle foræderrollen var. Hun elskede at hygge og pusle, samtidig med at give en hård, retfærdig og nødvendig opdragelse. For der var ingen, der skulle komme og rette på deres børn. Selvom hun glædet sig til at det, kunne hun godt lide at være gravid, og have dem inde i maven. Og selvom hun glædet sig til det, skænkede hun dem ikke rigtig nogen tanke, da lige dette øjeblik, handlede det om hende og Noah. Det handlede om, at de gav det ultimative ord på, at de elskede hinanden, og kun døden ville skille dem ad. Døden. Sammen med Noah, virkede døden som en hun turde grine af, lige op i fjæset, fordi ingen kunne i denne verden kunne gøre hverken hende eller Noah noget, så længe de var sammen og havde hinanden.

Hendes hjerte hoppede og dansede, da han kyssede hende, og fortalt, at han elskede hende. Det vidste hun godt han gjorde, men det var stadig det mest fantastiske i verden at høre. 

Hun kiggede på Michael og Tessa, som han snakkede til dem, og blev hel overrasket over det han sagde, og kiggede derfor også overraksende på ham. Hvor kom det fra? Hvor kom al den faderkærlighed fra, når han selv havde haft sådan en skrækkelig far? Hun huskede kort mindet om, hvor han havde fortalt om hans familie, og i sær hans far havde gjord indtryk på hende. Hun var glad for han var død, for hvis han var kommet og blandet sig i deres liv, og ikke mindst deres børns skyld, så havde hun selv slået ham ihjel.

Hun kyssede ham kort på kinden, "du er en fantastisk far." Det var ikke først nu hun havde set det. Hun havde set det med den måde, han havde været over for Delaine, men det her var noget andet. Selvom han så Delaine som sin egen, var det her virkelig hans egen. Dem her var ikke en andens mands værk, det her var hans værk. Og hun ville ønske, at Delaine også var hans værk, men det kunne aldrig lade sig gøre. "Vil du holde en af dem?" Spurgte hun, og mærkede hvordan hun blev lidt nervøs ved tanken. Ikke fordi hun var bange for, at han kom til at gøre nogen af dem noget ondt, men fordi de var så små og skrøbelig, at hun næsten var sikker på, at de ville gå i stykker, hvis hun bare kom til at trække vejeret på en forkert måde.

[Deleted]

Det havde været en vidunderlig rejse at lærer Raysal at kende, fra den dag han mødte hende blev hele hans liv forandret - det havde vendt alt op og ned, han havde så mange visioner som var blevet stoppet mere eller mindre. Én mand var især blevet så skuffet at han var forsvundet, og Noah havde ikke hørt fra ham siden.
Noah så med kærlige øjne over imod sin kone og smilte kærligt til hende.
"Bare rolig min elskede, jeg passer på."
Han lagde armene ind under Michael og løftede ham sikkert op og så på ham.
Hans blik hvilede ned på sin søn, og han mærkede en knude i maven og smilte stolt. Han havde en søn, og en datter. To vidunderlige, sunde og fantastiske børn. Han smilte ved tanken.
"Michael.." mumlede han lavt for sig selv og kyssede ham på manden.
"Du har gjort mit liv fuldendt Raysal." sagde han kortfattet.

[Deleted]

Det Raysal oplevede nu, var det hun aldrig nogensinde havde håbet på ville komme til at ske. Hun havde aldrig ture håbe på, at hun ville få mand og børn. Og slet ikke en mand hun elskede over alt på jorden, og skulle møde sådan et frygtelig sted som Azkaban. En kuldegysning for igennem hende, da minderne om Azkaban kom frem. Det eneste der afholdte hende fra at gå helt ned over Azkaban den gang, var uden tvivl Noah. Hun havde til tider spekulerede over, hvordan hendes seneste ophold ville havet været, hvis hun enden havde vidst det som hun gjorde nu, at de elskede hinanden, eller hvis han aldrig nogensinde havde besøgt hende. Hun lukkede øjne i, da smerten over det svar hun gav sig selv, gjorde forfærdeligt ondt. Havde det ikke været for ham, sad hun helt sikker der inde endnu, og hun ville uden tvivl været gået fra forstanden. Hun havde jo godt lagt mærke til, hvordan hun havde haft det svære, og svære ved, at holde sine minder for sig selv, og hvor meget hun mærkede længselen af se Delaine, føle sig fri, og kunne være sammen med Noah, uden de lænker der havde hold på hende, og uden de vagter og dementorer, der var klar til at dræbe hende, hvis hun skulle prøve på noget. 

"Tak." Kom det stille fra hende, før hun kiggede op på ham med taknemmelige øjne. "Tak fordi du reddet mig Noah." Det var gået op for hende, at hun aldrig havde takket ham. Hun vidste hun ikke kunne takke ham nok, men det her var en god begyndelse. Hun havde igen lyst til at fortælle ham, at hun elskede ham, men hun syntes ikke hun kunne finde ord for, hvor meget hun elskede ham. Hun fulgt derfor med øjne, at han forsigtigt tog Micahel op, og kunne ikke lade vær med at smile over, hvor utrolig lille han var i forhold til Noah, og hvor let Noah håndterede det. Det lå virkelig naturligt til ham, det med børn. Igen mærkede hun et sug i maven. "Det dig der har gjord vores liv fuldendt." Hun mente det virkelig. Hvad kunne de ønske sig mere? De havde hinanden, deres børn, deres drømme job. Drømme job... hun havde sit, men Noah havde ikke sit? Hun forstod på ham, at han ville være Minister for Magi, og det var han ikke. Hun forstod godt han ville være det. Hun havde selv nydt at sidde på den post. Dog, fik hun tilbuddet igen, ville hun sige nej tak, for at give den til Noah, da hun vidste hvor meget det ville glæde ham, og hun havde det også bedst med, at holde styr på sine dødsgardister, og nu, sin lille familie. Den familie hun aldrig havde ture drømme om at få, men som hun havde nu. "Jeg elsker dem, og jeg elsker dig."

[Deleted]

Noahs liv havde været meget anerledes end mange andres, da han som barn blev smidt ud af skolen, så var han efterladt og alene, en mand tog ham til sig og lærte ham hvordan magi fu gerede, og hvordan du perfektionerede det og blev den bedste. Den mand havde haft enorm indflydelse på Noahs liv. Der var dog sket et tvist mellem de to og nu havde de ikke snakket i lang tid, men den mand var også den eneste som Noah respekterede og frygtede.
Han blev dog blød i knæene da han hørte hun elskede ham og deres børn. Han fik et stort smil på løberne og kyssede hende kærligt, og så ned på sine børn.
"Jeg elsker jer over alt" sagde han roligt og så sig omkring og smilte.
"Hvor er min pige henne? Hvor er hun?" Spurgte han og bevægede sig langsomt frem og tilbage, så de hans lille søn blev rolig.

[Deleted]

Hun gengælde hans kys, og mærkede hvordan hendes hjerte nærmest sprang af glæde, da der ikke var plads til al den glæde og lykke, som hun følte lige nu sammen med Noah, og deres perfekte børn. Hun havde svært ved at tage øjnene fra ham, som han gik rundt med deres søn. Hvordan gjorde han det? Hvordan blev han ved med at være så fantastisk og gøre hende mere og mere lykkelig? Hun elskede ham virkelig utrolig højt! Hun grinede lidt, da han spurgte hvor hans pige var, før hun kiggede ned på Tessa, der virkede hel rolig. Måske lidt for rolig? "Hun er her," svarede hun med en tone, der fortalte hun var bekymret for, at hun var så stille. Hun lod forsigt en hånd køre over hovedet på hende, og mærkede lettelsen over, at hun bevægede sig en smule. Hun var ved bevisthed. Eller, hun var ikke død. Hun sank en klump i halsen over den tanke, før hun hurtig skubbede den tanke væk. Hun var nok bare træt, lige som Raysal var. Det havde jo ikke været en nem fødsel, og Noahs rolig udstråling var virkelig smitsom. Han gjorde bare folk rolig i sit nærvær. Så var det måske ikke så mærkeligt, at Tessa havde været så stille og rolig. Hun kiggede fra sin lille stjerne, over på Noah med et smil. "Du vil måske holde hende?" Hun kiggede kort tilbage på Tessa, for at understrege hvad hun sagde, før hun kiggede tilbage på sin elskede mand.

[Deleted]

Der var ingen tvivl for Noah om at dette var hans familie. En familie han ikke kunne undværer nogensinde igen. Han elskede de to små purker han havde fundet. Han grinte lidt da han Raysal nævnte Tessa og kyssede derefter Raysal på panden.
"Fjolle, ved godt hvor Tessa er. Jeg mener Delaine, skal hun ikke hilse på sine nye søskende?" spurgte han og lagde forsigte Michael hen hos sin mor igen, hvorefter han løftede Tessa op til sig og holdte hende i sin favn.
"min lille pige." sagde han kærligt og bevægede sig i en vuggende takt.
Hans blik hvilede ned på Tessa, og så hen på Michael og derefter Raysal.
"I er da skønne" sagde han med et smil.

[Deleted]

Hendes smil blev endnu større, da han kyssede hende på panden. Hun elskede hvordan alle hans kys altid fik hendes hjerte til at hoppe og danse af glæde, og prøvede på at hoppe ud gennem brystet på hende. Der var virkelig ingen tvivl om, at han var det som hun elskede aller mest. "Delaine?" Gentog hun spørgene, imens hun søgrede for, at Michael kom til at ligge rigtig. "Selvfølgelig skal hun da se dem." Svarede hun ham letter forvirret over, hvorfor han spurgte, imens hun kiggede forelsket på ham, imens han holde Tessa, og mærkede hvordan hendes hjerte smeltede helt. Hvordan var hun så heldig, at have fået denne fantastiske gud i sit liv? "Jeg elsker dig så meget Noah. Du er virkelig hele mit liv." Et liv uden Noah, var som et liv uden en sol. Det ville være mørkt og koldt, uden nogen former for glæde. Og det var også sådan hun havde haft det, før hun mødte Noah. Hun følte virkelig nu, hvordan hele hendes liv ikke længere kun var fyldt med had. Nu var det også fyld med den kærlighed hun følte for Noah og deres børn.

[Deleted]

Delaine var i hans optik også hans datter, og hun fik derfor også ligeså meget opmærksomhed som de andre ville få. Hun holdte Tessa ind til sig, og mærkede hvordan hans krop blev helt til smør - hvad skulle han gøre uden sine små børn igen? De var jo perfekte, skabt ud af en guds billede - det kunne ikke være bedre. Disse børn ville gå en stor fremtid i møde, hver og en - men det ville være fantastisk.
"I lige måde min skat." sagde han med en rolig stemme.
"Kan vi ikke også få Delaine herind, så hun kan se sine to små søskende?" spurgte han og så bedende på Raysal.
De skulle være tætte, en bedre familie end Noah nogensinde havde oplevet.

[Deleted]

Havde det ikke været fordi, at børnene lige var kommet, og hun stadig var utrolig træt efter fødslen, havde hun uden tvivl næsten overfaldet ham, på den gode måde. Hun elskede ham så meget, og ville bare gerne være sammen med ham hele tiden, og så tæt som muligt. Men igen, på grund af omstændighederne, nøjes hun med bare at kigge forelsket på ham, og nyde hans søde ord til hende og deres børn. 

Da han kiggede bedende på hende, kunne hun ikke lade vær med at ligge en hånd mod hans kind, og ae ham blidt. "Selvfølgelig kan vi det." Svarede hun med et forelsket smil. "Det jo det gode ved at du er en gud, og at vi har hinanden," et lille grin kom fra hende, "jeg tror señora Cortez kommer med hende om lidt." Sagde hun beroligende, og huskede selv den gang, hun var kommet ind for at se Raven efter hun var blevet født. Den gang havde det været en meget yngre señora Cortez, end den hun var idag, men hun var stadig det sødeste og venligst menneske Raysal kendte, og hun var glad for, at hun ville tjene familien.

[Deleted]

Noah havde aldrig haft noget familie af blod, og var derfor meget opsat på hans børn ville få et fremragende forhold til hinanden, og de skulle passe på hinanden og støtte hinanden igennem livets mange udfordringer.
Tvillinger og så en storesøster som Delaine, det kunne kun være godt. Noah så træt ned på Raysal og satte sig hen i en stol ved hendes side. 
"Dette liv bliver ikke bedre eller meget sødere." sagde han og lagde sin hånd på Raysals.
Disse børn skulle opdrages under helt andre forudsætninger end den måde Noah voksede op på, og især efter han var blevet trukket ud af skolen eller smidt ud.
Det havde været en turbulent tid, hvor han havde fundet ro i en person - som havde lært ham alt hvad han vidste idag.
Han havde udviklet ham til at skabe en revolution, og han havde fejlet ham - eller hellere valgt Raysal frem for ham. 
"Vi to skal dele livet, og vores børn bliver fantastisk." sagde han med et smil.

[Deleted]

Slottes tomme stille gange, blev kun fyldt med liv og glæde, imens Delaine løb rundt i dem og legede. Hun var den største heks der nogensinde havde levet! Og hun kunne besejer alle! I sær den modbydelige, farlige, utrolige sjællenden, pelset drage! Som i andres øjne bare vare hendes perser kat Prins Pjuskepels, men lige nu imens Delaine løb rundt og legede, var han altså en stor og farlig drage. "Giv agt dit bæst!" Råbte hun imens svingede med sin legetøjs tryllestav, som hun lige havde fået i fødselsdagsgave af sin oldefar. En stor heks skulle jo starte med at øve sig i god tid, havde han sagt imens han gav den. "Åh nej! Pas på ilden!" Råbte hun, før hun kastede sig ind bag statuen af Micahel Fox I. "Niña?" Kom det fra señora Cortez med et smil, idet hun afbrød Delaines leg. "Sí?" Spurgte Delaine og kiggede på señora Cortez. "Vamos." Kom det med et smil fra señora Cortez, imens hun rakte sin hånd til Delaine, der straks tog imod den, før de gik op ad trapperne til Noahs og Raysals værelse.

Da de stod ude før døren, lagede señora Cortez en finger på sine læber, som tegn på at Delaine skulle være stille og rolig. "Silencio." Sagde hun stille, før hun åbnede døren for Delaine, der forsigtig gik ind i værelset, og hen mod sengen, imens hun kiggede nysgerrig, for at finde ud af, hvad der var sket, siden señora Cortez havde ført hende der op, efter hun havde fået af vide, at hun skulle blive nede under og lege.