A little baby surprise

[Deleted]

@uriah

"Raven Andrew Fox" hun kiggede op med de klare blå øjne som hendes navn blev nævnt. Hun sprang nærmest op og vinkede akavet med den ene hånd "De... Det er mig!" Hun smilede kejtet og kiggede på Uriah. Det var første gang hun skulle se sine kommende børn og hun glædede sig umådeligt meget. Det var snart en halv måneds tid siden at hun havde fortalt Uriah om det og hun glædede sig stadig over at han havde taget det så pænt som Han havde. Hun kiggede ned på sin finger hvor hendes smukke forlovelses ring, hun fnisede boblende og fulgte efter lægen og lagde sig op på briksen "æhs hvor jeg håber det bare er børn.. Smukke raske børn" hun strøg sig over maven Og smilede til Uriah. Hun var mere end klar til at finde ud af hvad der var derinde, hvad det var de sammen havde skabt af kærlighed. Hun smilede og tog Uriahs hånd og strøg den kærligt "er du også klar til at se dem, min skat?"

[Deleted]

Uriah, der endnu en gang havde haft en sen vagt på De Tre Koste, var faldet hen i en let døs, men vågnede øjeblikkeligt op da han hørte Ravens navn blive råbt op. Han gryntede lavt og missede kortvarigt med øjnene, til han pludselig kom i tanke om, hvor Raven og han selv befandt sig. Han sprang op og stod med det samme ved Ravens side. Det var under en måned siden, Raven havde fortalt ham den store nyhed, og til den tid havde han taget det overraskende pænt, men siden da, havde flere nærmest skræmmende tanker strejfet ham. Men på mærkværdigvis, var det lykkedes ham, at forholde sig rolig, både for Raven og sig selv. Han bed sig let i kinden, og sendte hende et lidt nervøst smil, inden han fulgte efter hende og lægen ind på et mindre rum. Han blev usikkert stående henne foran døren, til hun pludselig vendte sit blik imod ham, og han hurtigt trådte hen til hendes side og greb hendes hånd. Han så ned på hende, og fandt et smil frem. "Det tror jeg da," sagde han og gav hendes hånd et lille klem. Han lænede sig ned og gav hende et kort kys på panden, og strøg kort sin hånd kærligt hen over hendes mave. Indeni var han dog langt mere nervøs, end hvad han gav udtryk for.

[Deleted]

Hun kiggede på Uriah og løftede det ene øjenbryn, han havde været en smule ved siden af sig selv på det seneste. Hun strøg kærligt hans hånd og grinede så blidt og kiggede på lægen som begyndte at smøre hende ind i scanningscremen, det var isnende koldt. Men det var stadig ganske fint og ligge der og vente på at se deres to kommende babyer, hun kiggede på Uriah igen og tog hans hånd "Vi skal nok klare det sammen" hun mente både det med at se dem første gange, men også det at blive forældre for hun var ikke et eneste sekund i tvivl om at Uriah nok skulle blive den sødeste, kærligste far i hele verdenen. Som lægen begyndte at scanne hende dukkede to små klumper op på skærmen, med arme og ben som lå nærmest parallel med hinanden og det bragte et kæmpe smil frem på hendes læber og hun klemte lidt hårdere om Uriahs hånd og mærkede hvordan hun fik tårer i øjnene "Oh god, de findes virkelig Uriah. Det er vores" hun måtte virkelig synke et par gange for ikke at bryde ud i et lykkeligt hulk. Hun strøg ham over hånden og smilede stort "Det er vores små elskovsbørn, som kommer til verdenen og får verdens bedste far" hun kiggede ind i hans øjne og håbede sådan at han vidste at hun tænkte på hans følelser, at hun vidste han ville have svært ved at se hvordan han kunne være en god far, når han selv havde haft en dårlig rollemodel. Men for Raven var der ingen tvivl, han ville blive en langt bedre far, fordi han selv var blevet svigtet mere end noget andet.

[Deleted]

Han så nervøst til, som lægen begyndte at smøre Raven ind i cremen, og hans hjerte slog en anelse hurtigere vel vidende, at Raven og han selv snart skulle se deres to kommende børn. Børn, som han ikke vidste, om han var klar til at få. Han knugede hårdt sin frie hånd sammen, for at undgå, at bide i sin kind, hvilket Raven højest sandsynligt ville bemærke. Han så på hende, som hun forsøgte at berolige ham - hun kunne da også altid se, når der var noget, der plagede ham - og han nikkede svagt, selvom han ikke var overbevist. Han havde dog ikke lang tid til, at være nervøs, før et sort/hvid billede dukkede op på skærmen foran dem, og han blev efterladt fuldstændig tør for ord. Han vidste ikke hvor længe han stirrede på billedet uden så meget, som at sige et ord, men kom først til sig selv, da Ravens greb om hans hånd var begyndt, at blive ubehagelig stramt. "Det er virkelig... Surrealistisk," stammede han til sidst, og var fortsat tryllebundet af skærmen. Han sank en klump i halsen, inden han så på Raven, der igen så grædefærdig ud. Hans øjne blev blanke af hendes ord, og han vendte overrasket sit blik mod jorden. Han var langt fra sikker på, at han ville blive verdens bedste far, faktisk tvivlede han stærkt på det. Men Ravens ord havde alligevel givet ham et håb, blot et lille et, og han fandt et svagt sml frem igen. "Tak Raven," sagde han mødte lettere tøvende hendes blik, og lænede sig ned og kyssede hende kærligt. "Du bliver verdens bedste mor."

[Deleted]

Hun kiggede på Uriah som hans øjne blev hængende på skærmen og hun mærkede hvordan det gav hende kuldegysninger at se ham så paralyseret. Måske fordi det begyndte at gå op for hende at han var mere ræd end hun først havde troet, men hun forstod ham godt. Hans far havde slået ham og behandlet ham dårligt, tanken fik hendes hænder til at svede ved lysten til at kvæle ham og se hans glød i øjnene slukke og dø ud. Hun blev dog revet ud af sine tanker som Uriah snakkede og hun smilede blidt til ham "Ja det er ret syret og tænke på. At der er to små skabninger i mig" hun lagde hånden ned på maven og kiggede igen på skærmen "Kan man se køn?" hun kiggede på sygeplejersken som nikkede og begyndte at lede efter tegn på hvad køn børnene ville være. I mellem tiden koncentrerede Raven sig om Uriah og det han sagde "Jeg vil altid tro på dig min skat. Og jeg vil altid være der til at hjælpe dig" hun lænede sig blidt ud over siden af briksen og kyssede ham kærligt på kinden "Vi bliver verdens bedste forældre. Jeg ser så sikker på det Golden" Hun smilede stort og tog hans hånd som sygeplejersken fandt det Hun skulle og hun vendte sig imod dem og fortalte dem at de ventede sig en pige og en dreng "Åh gud Uri. En af hver" Hun tørrede igen sine tåre af sine kinder og kyssede ham. Han havde givet hende alt hvad hun ønskede i denne verden

[Deleted]

Selvom hans nervøsitet gjorde ham mere usikker end sædvanlig, kunne han ikke lade være med, at smile lidt af Raven. Hun så så smuk ud, som hun sad der og smilede. Han så ned på hende med et mere kærligt blik, og flettede deres fingre sammen, imens han gjorde sit bedste for, at kaste de mere dystre tanker fra sig. Uanset hvor skræmt han var, ville han aldrig kunne få sig selv til, at forlade Raven, selvom tanken havde strejfet ham flygtigt. Han elskede hende simpelthen for meget, og var sikker på, at han aldrig ville kunne tilgive sig selv, hvis han gjorde det. Den eneste mulighed var, at tage kampen op. De havde set flere skræmmende ting i øjnene sammen, og et par tvillinger kunne da ikke være lige så slemt? Han bed sig hårdere i kinden, og fulgte sygeplejersken med blikket, inden han så på Raven. Hendes ord og synet af hendes øjne, beroligede ham nærmest øjeblikkeligt. "Undskyld, jeg bekymrer mig for meget." Han sendte hende et betrykkende smil. Han så lidt overrasket op, da sygeplejersken igen henvendte sig til dem. "En pige og en dreng?" gentog han spørgende, og hun nikkede. Han blev kortvarigt stille, ved tanken om hvor stor en lighed, der var mellem Raven og hans børn, og Emily og ham. Det lykkedes ham dog, at vende sin opmærksomhed imod Raven, der havde tårer løbende ned af kinderne. Han smilte imens han blidt strøg hendes tårer væk, og lænede sig ned for at kysse hende blidt. "Vores egen lille familie." Han så ind i hendes klare blå øjne, og slappede yderligere af. Måske havde han svært ved, at tro på sig selv, men Raven troede på ham, og i bund og grund betød det mere for ham, end noget andet. Så hvorfor var han så nervøs?

[Deleted]

Hun kigger på Uriah og mærkede hans nervøsitet, men hun vidste også at med alt det de sammen havde været igennem ind til videre ville intet kunne skræmme hende mere. Hun gøs dog let ved tanken om den dag Hvor de mødtes og hun havde smidt bomben om at Hun var i garden. Hun havde været sikker på at han ikke ønskede at være sammen med hende efter at hun havde fortalt det, men har sad de altså sammen og kiggede på deres kommende små rollinger. Hun smilede som han flettede sine fingre ind i hendes og hun klemte blidt hans hånd og kiggede på billedet af de to små igen og lagde den frie hånd på sin mave "Du bekymre dig ikke for meget min skat. Du er for hård ved dig selv, jeg er også bange Uri mere bange end jeg nogensinde har været før i hele mit liv. Men jeg tror og stoler på at vi sagtens kan klare den her opgave sammen. Vi har klaret så meget andet modgang, at jeg er sikker på at de her to børn er starten på vores medgang". Hun lænede sig lidt længere op og kiggede på skærmen igen som sygeplejerskens ord trængte ind i hendes hoved "en pige og en dreng?" Hun hviskede det blidt og grinede "Ligesom Uriah og Emily. Åh gud, det er jo vildt hvor ens det hele kan være" Hun strøg hånden igennem det blå hår og kiggede på Uriah "Ja min skat, vores kommende lille familie" Hun fik lov til at hoppe ned fra briksen og fik stukket et par billeder fra scanningen i hånden. Samt en formaning om at alt var okay med de små, hun tog Uriahs hånd og hev ham op og stå "Kom min skat. Jeg har vildt lyst til Nachos" Hun kiggede ned og rødmede let. Hun havde lyst til de klammeste ting for tiden men Nachos var da heldigvis i den gode ende af skalaen. Hun skyndte sig ud fra lægen af, alle ting som Hun havde fået af vide med vitaminer og rolighed på arbejde gjorde hende allerede mere skidt tilpas og Hun havde bare brug for at komme ud i den friske luft igen.

[Deleted]

Han så på hende med løftede øjenbryn, da hun sagde, at hun også var bange. Hun virkede så modig og så glad, at han havde svært ved at tro hende, men han kunne se på hende, at hun mente hvert et ord. Han lukkede kort øjnene, og lod hendes ord sive ind, inden han igen så ned på hende med et lille smil. Selvfølgelig skulle de nok klare det, for hvad var et par tvillinger ved siden af noget af det, de allerede havde været igennem? Det løb ham koldt ned af ryggen ved tanken om den dag, han havde opsøgt sin far og hun sin søster. Det havde ikke ligefrem været en god oplevelse, men det havde været nødvendigt for dem begge. Han så på hende, pludselig mere sikker på sig selv og Raven. "Du har ret. Jeg håber bare, at alt kommer til at gå, som det skal." Han strøg blidt hendes kind med en hånd, kyssede kort hendes panden. Han bed sig dog let i læben, da hun også sammenlignede børnene med ham og Emily. Det var næsten for ens, til hans smag. Han greb hurtigt Ravens hånd, og nåede knap at komme på benene, inden Raven var på farten. Han takkede kort sygeplejersken, mens han blev trukket ud af døren. "Nachos?" spurgte han med en undren, og forstod ikke Ravens trang til alverdens mad og drikke, som hun havde fået, efter hun var blevet gravid, men han forsøgte heller ike, at gøre sig klog på det. Han  stoppede brat op, da de kom ud i den friske luft, og tog en dyb indånding, glad for at være ude. Han havde aldrig brudt sig om hverken skadestuer eller hospitaler, præcis hvorfor vidste han ikke. Han havde altid undgået at tage dertil, selv hvis han havde fået en større skade, og hvis han endelig tog dertil, var han altid lettet, når han forlod stedet. Han så på Raven og trak hende blidt ind til sig. "Har jeg sagt 'jeg elsker dig' i dag?" Han smilte drillende og strøg hendes hår om bag ved hendes øre, for at kysse hende på kinden.

[Deleted]

Hun kiggede på ham og bed sig i læben, måske havde det været for voldsomt at sige at hun var bange? Men det var hun, inderstinde forfærdeligt bange. Mest af alt fordi hun ikke vidste hvordan hun skulle have noget familie sammenføring med hendes familie, hvordan hun skulle kunne spørge nogen om hjælp. Hun sukkede tungt ud og kiggede ned af sig, det var svært og tænke på at man snart bragte to børn til verdenen men man ikke engang havde nogen familie som sådan at dele det med, jo hun havde Cecilia men det talte jo ikke som en egentligt familie som sådan. Hun kiggede på ham og lagde hånden på hans kind "Det går Golden, jeg tvivler ikke et eneste sekundt på at det nok skal gå for os" hun smilede og lænede sig ind til ham og kyssede ham kærligt, for det var hun virkelig ikke. Hun kiggede rundt som viden greb hendes hår, det var rart at være ude. Hun selv havde aldrig haft noget imod lægepraksiser og hospitaler, men når lugten af hospital ramte hendes næsebor pt, fik hun en kvalme så rungende at hun var sikker på at hun kunne kaste op ud over det hele "Ja Nachos" hun blev brutalt revet ud af sine tanker af hans ord og hun begyndte at grine "Hey, jeg ved godt det er lidt flad mad. Men jeg skal jo spise og de vil åbenbart gerne have nachos" hun grinede let og tog hasn hånd, det var dejligt at han var taget med for at se dem. Der gik dog ikke længe før end at Uriah hev hende ind til sig og hun bed sig genert i læben "N.. Nej det.. tror jeg ikke du har, men så har jeg heller ikke så.. at jeg også elsker dig" hun smilede og lagde armene om ham og kyssede ham blidt "En pige og en dreng, det er for vildt at tænke på Golden. Og det værste er... at vi skal finde på navne" hun grinede blidt og kiggede ned af gaden mod den restaurant hvor hun altid fik de bedste Nachos.

[Deleted]

Han så på hende med et stort smil og besvarede hendes kind. "Det skal nok gå, Blåbær." Han så på hende, og strøg hende kærligt over kinden. Selvom han stadig var i tvivl, hvorvidt det ville gå godt, var han sikker på, at han og Raven nok skulle finde ud af noget sammen. Han så sig lidt omkring, og nød at være ude i den friske luft, hvor han følte, at han kunne trække vejret langt bedre end indendørs. Han løftede let et øjenbryn og  trak så let på skuldrene. Han var selv ret madglad, men gik også meget op i, at holde sig sund, men rød da også i fælden nu og da. Så hvis Raven og tvillingerne havde brug for nachos, så var der ikke så meget dér. "Jamen ok, så bliver det nachos," svarede han med et kort grin. Han greb hendes hånd og sendte hende et smil.
Han så direkte ind i hendes øjne, mens han holdt sine arme kærligt om hende, og smilte af hendes svar. "Du er helt fantastisk, Raven, det håber jeg, at du ved." Han lænede sit hoved mod hendes, hvor han blev stående et øjeblik. Det var virkelig fantastisk, at de skulle have tvillinger, særligt når de skulle have både en pige og en dreng. Uriah havde været ret nervøs for, at de ville få to piger, og de begge ville foretrække deres mor frem for ham, men med en dreng og en pige, så var der da en lille chance for, at mindst én af dem ville kunne lide ham bare lidt. "Navne? Så langt havde jeg slet ikke tænkt," sagde han overrasket. Han fulgte hendes blik ned af gaden og fik øje på restauranten. "Skal vi komme afsted?" spurgte han, også ret så sulten.

[Deleted]

Hun kiggede på ham og grinede blidt "Det håber jeg vi har ret i begge to Golden, foooor jeg har bettet på os" hun smilede blidt og vendte sig imod ham igen, han var så kærlig så dyb og elskelig og det fik hendes hjerte til at smelte gang på gang. Hun lænede sin kind imod hans hånd og smilede stort "Jeg elsker dig så ufatteligt højt Uriah" hun kyssede ham blidt og lagde armene om ham igen, det var dejligt virkelig dejligt bare at stå her sammen med ham og bare stå. Hun kiggede taknemmeligt på ham som han indvilligede i Nachos, det var noget af det bedste hun vidste og selvom hun selv trænede en del duellering og fitness, ville de næste 4½ måned være hendes, hendes og deres dejlige ungers. Hun smilede stort og grinede så "NACHOS!" hun tog hans hånd som han greb hendes og hun smilede stort.
Hun kiggede på ham og strøg ham over kinden og smilede stort "Du er helt fantastisk Uriah. Du er mere end fantastisk. Du er min eneste ene" hun strøg ham over kinden og kyssede ham kærligt, det var dejligt at tænke på at han altid var der for hende ligemeget hvad indtil videre hun havde smidt ham igennem, var han stadig ved hendes side. "Jeg ved heller ikke hvad vi skal finde på, men måske kan vi finde på nogen over nogle Nacho" hun smilede stort og strøg ham over kinden "DET skal vi min skat" hun tog hans hånd og begyndte at ile af sted ned mod den hyggelige lille restaurant

[Deleted]

Han løftede begge øjenbryn, som han så på hende med et forvirret blik. "Bettet på os?" Han smilte stadig svagt, som han forsøgte at holde et grin igen. Han holdt hende blidt ind til sig, som hun igen lagde armene om ham, og sørgede som altid for, at være forsigtig omkring hende. Han lagde igen sit hoved imod hendes og smilte kærligt. "Jeg elsker også dig, Raven," lo han svagt og kyssede hende blidt. Det var stadig svært at sætte de rigtige ord på hvad han følte for hende, men 'jeg elsker dig' var det bedste bud, men alligevel føltes det ikke som om, at de helt var gode nok. Han lo varmt af Ravens glæde over, at de skulle have nachos, og han klemte blidt hendes hånd.
Han smilte af hendes ord, og mærkede glædes bruse op inden i ham. Ingen havde nogensinde haft så kraftfulde virkninger på ham, som Raven havde, og af og til kunne det virke skræmmende, men havde også ført ham, til hvor han stod dagen i dag. Han løftede blidt hendes hånd op, for at se på forlovelsesringen på hendes finger, og han smil blev kun endnu større. "Det håber jeg da for din skyld, at jeg er, for jeg har ikke tænkt mig, at lade dig gå igen," sagde han smilende og førte deres hænder ned på hendes mave. "Særligt ikke med de to her på vej." Han kyssede atter hendes pande, noget der var gået hen og blevet lidt af en vane. Han trak let på skuldrene. "Det kan da godt være, vi må snakke om det, så snart du har fået lidt at spise." Han nåede knap at færdiggøre sin sætning, før hun nærmest trak ham afsted mod restauranten og han fulgte hastigt med.

[Deleted]

Hun kiggede på ham og grinede "Jeg tager pis på dig min skat" hun smilede stort og lagde hovedet ind imod hans bryst og pludseligt ud af det blå, begyndte hun at hulke hysterisk. Det var faktisk rart bare at stå der mod hans skulder og hulke, at tænke over alle de ting som kunne ramme dem, som kunne gøre dem ondt for at vide hvad det var for nogle ting, gjorde at hun vidste hvad hun skulle være på vagt overfor næste gang. Hun drejede sit hoved op og kiggede på ham "Jeg elsker virkelig når du fortæller mig det" mascaraen var løbet ned af hendes kinder og hun vred sig let løs fra ham og tørrede sig under hendes øjne "Undskyld jeg er sådan en tudemarie, jeg har så mange hormoner som jeg ikke kan finde ud af" hun grinede blidt og lagde sin hånd imod hans kind og smilede stort "Det er bestemt ikke fordi jeg er ked af det, det er nærmere fordi jeg elsker dig så højt og fordi du er så fantastisk" hun rødmede let og snøftede igen.
"Jeg vil ingen vegne gå min skat" hun grinede blidt og kiggede sigende på ringen på sin finger, den talte den klare og tydelige sprog, hun kiggede på ham som han lagde hænderne på hendes mave og hun rødmede let "Åh gud skat, du ved da virkelig hvad du skal sige for at gøre mig lykkelig" hun rødmede blidt og kyssede ham kærligt. Hun kiggede på ham og grinede igen og smilede stort "Mad min skat mad!" hun trådte indenfor i den hyggelige lille restaurant og satte sig ved et bord, det var dog stadig lidt svært og sidde ved bordet da hendes mave var blevet ret stor, hun rykkede lidt længere væk fra bordet og kiggede rundt. Hun skyndte sig at bestille en stor omgang Nachos og en cola.

[Deleted]

Han så lidt undrende på hende, og forstod ikke rigtig det sjove i det, men hun gav ham heller ikke lang tid at tænke over det i, før hun pludselig lagde sit hoved imod hans bryst og begyndte at græde. Han spærrede øjnene overrasket op, og trak hende så tæt ind til sig, som han nu kunne, imens han strøg hånden op og ned af hendes ryg. "Raven dog, er du okay?" Selv hans stemme var fyldt med bekymring og han kyssede blidt hendes kind. Han brød sig ikke om at se hende græde, og havde aldrig gjort det. Et øjeblik blev han kastet tilbage til deres møde på De Tre Koste, hvor hun var løbet grædende ud, og han havde fulgt efter hende og taget hende med sig hjem. Og hvor var han glad for, at han havde gjort det. Han blev kun endnu mere overrasket, da hun pludselig trak sig væk, men hun grinte og det lettede om hans hjerte. Han sendte hende et smil, og tørrede lidt rester af hendes mascara væk fra hendes kinder, med sine fingre, og så derefter ind i hendes øjne. Han strøg blidt hendes kind. "Det er helt i orden, du kan ikke rigtig gøre for det," sagde han og så på hende med et varmt blik.
Han så på hende med et stort smil. Der var intet der gjorde ham mere glad end at vide, at de skulle tilbringe resten af deres liv sammen, hvis hun vel og mærke sagde 'ja' til deres bryllup. Han grinte lidt af hende, glad for at hans ord også kunne påvirke hende, denne gang i form af, at hendes kinder blev rosa, og han besvarede hendes kys. "Jeg gør mit bedste," svarede han grinende. Han fulgte hurtigt efter hende, som hun bevægede sig ind på restauranten og fandt dem et bord, hvor de sammen satte sig. Han kæmpede med, at holde et grin tilbage, som Raven bestilte. "Kan du virkelig spise en stor potion?" spurgte han drillende, og ignorerede kortvarigt tjeneren, der ventede på, at han bestilte noget.

[Deleted]

Hun kiggede på ham og lagde hovedet let på skrå og smilede stort "Ja Uriah, jeg er okay" han grinede blidt og lænede sit hoved mod hans bryst igen, det var forfærdeligt at være gravid. De sidste par uger havde været sådan en rutschebane tur at hun var blevet nødt til at komme af med noget af alt det som hun havde holdt inde, så nu havde tårerne altså åbenbart meldt sin ankomst, hun kiggede op på ham og strøg ham over kinden "Jeg elsker dig så højt" hun smilede som han tørede mascaren væk fra hendes kinder og lænede sit hoved imod hans fingre, det var rart at han altid var der, ligemeget hvor fjollet hun havde været eller hvor hård hun havde virket, havde han virkelig sparket benene væk under hende "Nej jeg prøver virkelig på at styre det, men med to unger i maven som styre ens homoner er det lidt svært" hun grinede blidt og strøg ham over kinden med et stort smil.

Hun kiggede på ham og smilede stort "Det ved jeg du gør min skat, du gør altid dit bedste. Og dit bedste er ALTID godt nok til mig" hun smilede stort og kiggede ind i hans øjne. Som de endeligt sad der og hun afventende kiggede på Uriah kunne hun næsten ikke dy sig for at være lidt flabet "Kom nu i gang skat, det ender med at ungerne dør af sult og det samme gør jeg" hun grinede blidt og kiggede derefter på ham med øjne så små som brevsprækker og studere ham lettere betuttet og sur "Ja, jeg er trods alt gravid med ikke bare 1 men 2 hungrene unger" hun grinede blidt og tjattede til ham over bordet og kiggede derefter på tjeneren og tilbage på Uriah.