I Really Need Your Help

[Deleted]

@esther

Det var med bekymrede skridt, at Raysal gik med fra den ene ende til den anden ende af hendes kontor, imens hun ventede på Esther. Hun vidste, at hun skulle sætte sig ned og tage den med ro, for sin egen og børnene skyld, men hun kunne ikke. Hun var så nervøs for hvordan Esther ville reagere. Det var jo ikke ligefrem hver dag, man fik af vide, at man blev nød til at tage det meste af styringen over Dødsgarden, fordi lederen blev nød til at gå på barsel. Barsel. Føj, hvor hun haddet det. Hun haddet at føle sig så hjælpeløs og ubrugelig, at hun blev nød til at holde sig væk, for ikke komme til at gå i vejen. Det var gået op for hende hvor meget vejen hun ville være, da hun var stødt ind i sin forræderiske onkel. Hun kunne ikke engang dræbe en gammel mand i 70'erne! Hun mærkede hvodan vreden og nervøsiteten steg i hende, og i ren frustration tog hun sig til hovedet. Det resulteret i, at hun mærkede sin vielsesring, og hun fik det med det samme bedre, og begynde at slappe lidt mere af.
Hun stoppede op, og stod og kiggede på den med et lille smil. Det var jo derfor hun gjorde det. Hun gjorde det, fordi hun elskede Noah overalt på jorden. Hvilket var grunden til hun var nervøs for hvad Esther ville sig når hun fandt ud af det, hvis det overhovedet kom på tale. For at falde for en der arbejde i det mudderblodselskende ministerium, faldt normalt ikke i god jord hos dødsgardister. Det var også grunden til hun havde skjult sin mave så meget som muligt, når hun havde snakket med dem. Og så også fordi, at hun ikke ønskede at de kom til at tale over sig. Det var alt for farligt for hende og børnene, hvis det slap ud at hun var gravid og sårbar. Hun var jo ikke kun eftersøgt af ministeriet, men også af Mafiaen hos køterne. De ville ikke spilde et sekund med at gribe den mulighed der lå i, at hun var sårbar. 
Hun lod igen sin hånd falde ned langs siden, før hun igen begyndte at gå frem og tilbage. Det korte øjeblik med ro, var allerede ved at ebbe ud, som tankerne om auror, Mafiaen, køterne og hendes onkel kørte rundt i hovedet på hende. Hun blev nød til at knytte sin hånd hårdt, for at mærke sin ring igen, for at kunne mærke det tætteste hun kunne komme på Noah og den rolighed han altid gav hende. Hvorfor skulle det hele også være så besværligt?! 

[Deleted]

Esther Song betrådte gangen med langt, beslutsomme skridt, og det klikkede for hver eneste gang hendes høje hæle ramte gulvet. Hun gik altid som om hun blev beundret af mange blikke, selvom hun var alene. Det føltes rart at have hovedet holdt højt Hun var iklædt sorte og røde gevandter, med hæle der matchede, og en broche med sin families våbenskjold hængende ved brystet.
På trods af at hun holdt lav profil, det var uforstående nok ikke velanset at gå ind for renhed og fællesskab, havde hun travlt, synes hun selv. Der var mange mudderblods der skulle ordnes og endnu flere aurore at undgå. Det gjorde hende intet. Hun bankede på døren tre gange, imens hun åbnede den og trådte indenfor. ”Du kaldte?”

[Deleted]

Hendes gang frem og tilbage, stoppede brat op da hun hørte bankende på døren, og vendte sig mod døren, for at få øje på Esther. Hvor var det lang tid siden hun havde set sin bedste veninde og højre hånd. Hun prøvede på at slappe af, og smile til hende, men smilet nåede ikke helt hendes øjne. "Godt du kom. Jeg er glad for at se dig." Det var det hun mente, men hun følte også hvor nervøs hun var. Hvis det ikke fald i god jord hos Esther, hvordan skulle det så falde i god jord hos de andre dødsgardister? Men hun stolte på, at hun kunne stole på Esther. Hun tog en dyb indånding, for at samle sig mod til det hun skulle til at sige. "Som du kan se, så... er jeg blevet gravid." Hun prøvede på at lyde alvorlig og seriøst, men der var en tydelig undertone af nervøsitet. "Så jeg vil høre dig om, om du ikke kan holde styr på Garden, imens jeg er på orlov?" Hun kiggede på hende med letter bedende øjne, da hun håbede på, at hun vidste hvor meget Garden betød for hende, og hvor bange hun var for, at det skulle komme ud, at hun var Gravid. Hun havde ikke brug for, at blive fanget og komme tilbage til Azkaban. Især ikke nu, hvor hun var højgravid, og skulle giftes med sit livs kærlighed. "Og vær sød ikke sige noget om det her til de andre. Sig til dem, at jeg er ved at planlægge det næste træk, og vil ikke forstyres imens." Det var det tætteste på sandheden, hun kunne komme. Hun var igang med at planlægge det næste træk, men det betød ikke, at hun ikke ville være der for sine dødsgardister. Hun kunne bare ikke være der, når hun var gravid, og var nervøs for hvordan de ville reagere, når de fandt ud af, at hun var gravid med Noah, og også skulle giftes med ham. Hun vidste selv, at hvis hun havde været i deres sted, ville hun slet ikke tage godt imod det. Være sammen med en, der var skyld i, at verden var som den var. Føj for pokker. De ville sikker æde hende, før hun fik forklarede dem, at han var på deres side. Eller, til dels var på deres side. Det var en af grunden til, at hun ville starte med at snakke med sin mest trofaste dødsgardist, og bedste veninde om det.

//OOG: Det her emne forgår, da Sal var gravid i 8. måned, og lige var blevet forlovet med Noah. Men sådan som nutiden er, er hun kommet tilbage til England, og fungere som leder igen. Men vi kan vel stadig godt køre emnet? 

//

[Deleted]

Hun gengældte sin venindes smil. Normalt var en smilende Esther et sjældent syn, men sammen med Raysal var det en anden sag, og lige nu så hun ud som om hun havde brug for at blive smilet til. Det lå jo til dødsgardisternes stærke leder at være rolig og fattet, men der var et eller andet ved hende i dag. Hvis det var fordi en dødsgardist var faldet, håbede hun ikke at det var en vigtig en.
Esthers blik gled ned på Raysals mave mens hun snakkede. Først nu kiggede hun ordentligt efter. Hendes ellers rette holdning sank lidt, og hun lagde hovedet på skrå. Det var så sandt som det var sagt: hendes mave bulede ud, som den kun gjorde når man var gravid. Det havde hun ikke hørt noget om.
Hun trådte længere indenfor i lokalet og ignorerede det sidste Raysal havde sagt for en stund. ”Jeg kan ikke tro, at du har fundet en mage uden at fortælle mig om det.” sagde hun anklagende og lagde armene over kors. ”Hvordan er han? Eller rettere sagt, hvad er han? Har jeg mødt ham? Skal I giftes?” Da alle de vigtige spørgsmål var af vejen, nikkede hun. ”Jeg tager mig af tingene mens du er væk og ingen får andet at vide end det du ønsker.”

//Vi leger bare datid

[Deleted]

Raysal mærkede hvordan hun begynde at slappe lidt mere af, da hun så Esther smile, det lovede godt. Hun var ihvertfald ikke helt afvisene. Hun blev dog igen letter anspændt, da hun begyndte med alle sine spørgsmål, og ren instinktivt, lagde hun en beskyttende arm hen over sin mave. Hun vidste jo ikke endnu, hvordan hun ville reagere, når hun om to sekunder fortalte, at hun var sammen med Noah. Hun blev nødt til at fortælle bare en fra Garden om det, for at finde ud af, hvordan de ville reagere på det. Ville de æde hende levende? Eller vil de støtte op om hende? Hun vidste det ikke, og det åd hende op. 

Hun tog en dyb indånding, og svarede hurtigt på hendes spørgsmål, istedet for at udtrække hendes smerte yderligere, og for at få det overstået. "Jeg ville have fortalt dig om det, men det skete ret hurtigt og uvendet. Du ved jo, at du er den første jeg deler mine ting med." Kom det undskylde fra hende, før hun forsatte med at svare. "Han er... ubeskrivelig vidunderlig..." Hun prøvede på ikke lyde alt for forelsket som hun sagde det, men hun kunne ikke helt lade vær. Hun elskede jo Noah mere end nogen anden i denne verden. Hun ville gøre alt for ham. "Han er af rentblod, hvis det er det, som bekymre dig." Forsikkerede hun, før hun svarede videre. "Jeg ved ikke om I har mødtes, men måske kender han dine forældre?" Kom det lidt tøvende fra hende, da hun ikke var sikker på det, men kunne godt forstille sig det. Hun vidste ikke helt så meget om hans parti og arbejde, men det ville ikke undre hende, hvis han havde haft kontakt til hendes forældre, for at få nogen til at støtte hans parti. Hun tog en dyb indånding, før hun svarede på det sidste. "Ja... ja det skal vi." Hun mærkede igen hvor nervøs hun blev imens hun ventede på hendes reaktion. Raysal, lederen af Dødsgarden. Lykkelig gift og gravid? Det måtte være en vers dødsgardist mareridt. Hun ville i hvert fald ikke selv være vild med den idé, hvis det var hende, der var i deres sted. Især ikke efter alle de år, hvor hun fuldstændig havde opgivet håbet om at få en normal lykkelig familie. Hun smilede kort, som hun sagde hun nok skulle gøre, som hun bad hende om. "Tak Esther."

//Super, bare så du ikke blev forvirret, og begyndte at spille på noget som er lidt forsent at spille på nu 

[Deleted]

Hun havde både ment blod, rang, udseende og personlighed, men at han var renblodet var i virkeligheden alt hun havde brug for. Hun skulle ikke til at snage unødvendigt i sin venindes liv. ”Det ved jeg. Og i det tilfælde, så støtter jeg dig.” svarede hun. Der var ikke noget i denne verden som hun ikke ville støtte Raysal i – men det var også fordi de var ens, de to. Af samme blod og overbevisning. Hun kunne aldrig finde på at få børn med en beskidt mand. Det kunne Esther heller ikke. Hun havde endnu ikke mødt nogen, der var værdig at bære slægten videre med. Man kunne ikke sige at familien Fox havde det problem.
”Det er ikke en umulighed.” sagde hun langsomt. Hun havde ikke haft kontakt med sine forældre de sidste par uger. De havde nok at se til. ”Hvad sagde du, han hed?” spurgte hun, velvidende at hun ikke havde nævnt hans navn endnu. Hun havde brug for bare lidt mere information før hun kunne gå fra at være støttende til at være glad.
”Alt for dig.” svarede hun med et blændende smil. Hun kunne ikke påstå at det var forfærdeligt at skulle styre garden.

[Deleted]

Hun blev utrolig glad og lettet over, at hun sagde, at hun støttet hende. Så var der i det mindste en i Garden, hun var sikker på, havde hendes ryg, ligemeget hvad. "Tak." Kom det taknemlig fra hende, da hun var virkelig glad for det. Hun havde været bange for, at de alle sammen ville æde hende levende, men nu vidste hun, at Esther i det mindste ville være ved hendes og på hendes side, hvis det vidste sig, at der var nogen, der ville vende Raysal ryggen. 

"Jeg sagde ikke hvad han hed," sagde hun lidt forsigtet, og tøvede lidt, da hun ikke helt vidste, hvilket navn hun skulle sige. "Han hedder Noah Statindwell Grad." Hun valgte at bruge hans dæknavn, da hun vidste, at han ikke ville have folk vidste, at han i virkeligheden hed Grindelwald, og var i familie med ham, selvom Raysal elskede ham utrolig meget og ville altid støtte ham, ville han endnu ikke have folk kendte hans rigtige navn, men når han ville det, var hun klar ved hans side.

Hun kunne ikke lade vær med at smile, da hun så Esthers smil. Hun var glad for at hendes veninde var glad, og gerne ville hjælpe. Hvordan hun en gang, havde tvivlet om det var Esther eller Hua, der var hendes bedste veninde, var hende en gåde, nu hvor det var Esther hun havde mest tilfælde med, og altid havde haft hendes ryg lige meget hvad, og Raysal ville altid have Esthers ryg. Hun skulle bare sige til, så var Raysal der til at hjælpe hende.