3 generationer samlet.

[Deleted]

@michella

@williamf

@judass

Det var latter, der var det eneste der kunne høres fra legepladsen. De få pædagoger og forældre der sad rundt omkring og holde øje med børnene, sad og snakkede dæmpet og afslappet sammen. Alt ånde fred og ro. 

Det var sidst på eftermiddagen, og derfor var der færre og færre tilstede. Og da der ikke var mere end en pædagog tilbage, nærmede Syting sig med forsigtige skridt. 

Han satte sig på en bænk, så han kunne sidde og kigge på de to sidste børn, der var på legepladsen. Han hilste pænt på pædagogen, der kigge letter mistroisk på ham. For hvad lavede den gamle mand her? Var han en bedstefar? Det var sikkeret, at det ikke var til den blåhåret unge, men måske til ham drengen? Lige meget hvad, så var pædagogen ikke tryg ved, at han var der. 

"Vil De være vendlig at forlade legepladsen?" Spurgte han med en vendlig, men alvorlig stemme. Syting fjernede ikke sit blik fra børnene, da han svarede helt monotomt. "Nej. Jeg kom for at hente mit barnebarn." Selvom hans stemme var monotomt, var det tydeligt at se på hans blik, hvordan det var fyldt med stolthed og håb. Han havde aldrig ture håbe på, at med Raysal i live, at han nogensinde ville opleve at få et barnebarn. "Vil De være vendlig at gå nu. Jeg har ingen aftaler om, at De skulle hente nogen af disse børn." Nu var stemmen mere hård og alvorlig. Syting vendte blikket mod manden. "Nej." Sagde han fast, og kiggede tilbage på børnene. "Sidste chance." Manden havde trukket sin stav, og rettet den nu mod Syting. "Forlad legepladsen, nu." I én bevægelse, trak Syting sin stav og fik mandens stav til at flyve ud ad hånden på ham. "Jeg går ingen steder." Lød det bestemt fra ham, før han igen kiggede på børnene. 

[Deleted]

Det var sidst på dagen, og Michella var ved at være træt. Hun sad oppe på klatrestativet, og kiggede ned på den næsten tomme legeplads. Hun kiggede på ham drengen der var der, og overvejede, om de skulle lege sammen, bare så tiden gik lidt hurtigere. Hun havde knap nok tænkt tanken, før hun så en mand kom gående, og hun tænkte med det samme, at det måtte være drengens bedstefar, eller noget i den stil. 

Hun gik over et balancebum, imens hun kiggede ned mod manden, der nu snakkede med pædagogen. Det var der ikke noget mærkeligt i. Det eneste der var lidt mærkeligt var, at han trak sin stav, og rettede den mod manden på en truende måde. Hvorfor gjorde han det? Hun kiggede nysgerrig der ned, imens hun gemte sig bag en plade på klatrestativet. Hun kiggede en ekstra gang på manden, for at se om hun kunne genkende ham. Måske var han en af moster Raysals dødsgardister? Hvis han var det, så var der jo intet at frygte. Hun kunne godt se, at der var noget ved manden, der virkede bekendt, men ikke dødsgardist bekendt, mere... familie kendt? Han ligenede lidt farfar? Hvorfor lignede den mand farfar? Hun gled ned af den brandmandspæl der var, for at komme ned på jorden, så hun kunne komme tættere på for at kigge. Hun blev dog bag sit skjul, da hun så pædagogens stav flyve ud ad hånden på ham. Okay, måske var ham manden farlig, men hun forstod det ikke, for han lignede jo farfar?

[Deleted]

William sad som altid for sig selv i hjørnet af legepladsen. En ulækkert udseende mand kom ind og stirrede både på han og Michella. Han vidste at de var i familie sammen, men han snakkede ikke rigtig med nogen andre end Delaine og hende havde han ikke set længe. Han kiggede på manden og gik om bag et legehus "Min mor siger at jeg ikke må gå med fremmede. Og slet ikke hvis de er grimme og fæle" han satte sig ned inde i legehuset og gemte sig som en lille kugle

[Deleted]

Det virkede som om, at han lige var gået ud ad klassen, efter en morsom time med sine elever, der havde taget undervisningen seriøst, samtidig med de havde pjattet lidt og kærligt drillet ham med hans udtale, og mangel på det franske sprog. I dag var det udtalelsen på; s'il vous plaît, der havde forvoldt ham problemer, til klassen store fornøjelse. 

Stadig med den gode stemning fra timen, og det stille voksende håb om, at tingene snart ville vende tilbage til normale, gik Judas ind på legepladsen. Det havde været hans forslag med, at William skulle være der, for at komme til at lege med nogle andre børn, så han forhåbentlig kunne se, at han var lige så normal som de andre børn på hans alder. Og så fordi Judas endnu ikke troede på, at hans søn var en fuser. Selvom Judas var halvblod, var det stadig renere end de fleste fuldblods familier, så det undrede ham meget, at William skulle vise sig at være en fuser. Han var sikker på, at han bare skulle have mere tid til at udvikle sine magiske evner, end normale Fox børn skulle, fordi han var halvblod. Judas selv, var også længere om det end normalt, dog ikke lige så længe som William... Han rystede tanken væk, for at holde modet oppe for sin søn, for også at være i godt humør, når han lige skulle til at kalde på ham. 

Han havde det som om verden stod stille, da han så sin far sidde på bænken, og kigge på William. Han stod og stirrede på ham, og forstod ingen ting. Absolut ingen ting. For det her var ikke en drøm på nogen måder. Han vidste det, fordi han for længst var holdt op med at drømme om sin far. Og fordi, i sine drømme, var hans far ikke så gammel. Men at han sad der, fik ham alligevel til at tvivle, for hans far havde jo været død i flere år nu. Han havde jo selv været med til hans begravelse! 

Han rørte sig ikke en milmimeter, eller trak vejret, før han så Syting trak sin stav. Havde han ikke vidst det han vidste om ham nu, ville han ikke tænke det store over det, men nu hvor han havde hørt om hvad han havde gjord mod Rahuu, og hvad han havde prøvet på at gøre mod Raysal, kunne han ikke lade vær med selv at trække sin stav, for derefter kaste expelliarmus imod ham.

[Deleted]

"Sådan taler man ikke til sin farfar." Belærte Syting William med en alvorlig mine, samtidig med at han smilede. Han kiggede kort over mod pædagogen med vrede i blikket, da hans stav røg ud ad hånden på ham. Men til sin overraskelse, var det ikke pædagogen, der havde afvæbnet ham. Et glædelig smil bredte sig på hans læber, da han rejste sig op, for at gå hen til sin søn. "Judas, min dreng." Glæden var tydelig at se og høre, hvilket også var klart, da han havde savne sin søn utrolig meget. "Hvor jeg glad for at se dig min dreng. Hvordan har konen det?" Han blinkede slesk med det ene øje, da han spurgte om det sidste, før han grinede.

[Deleted]

Michella kiggede over på William da han talte til manden, for at kigge tilbage på manden, da han sagde, at sådan talte man ikke til sin farfar. Igen kunne hun ikke lade vær med at tænke på, at han lidt lignede sin egen farfar. 

Da hun så endnu en mand komme ind på legepladsen, og så den andspændthed der var imellem dem, mærkede Michella en mærkelig form for nervøsitet. I sær når hun kiggede på den gammel mand. Det var som om der var noget, som sad dybt inde i hende, der skreg, at hun skulle se at komme væk fra ham. At han var utrolig farlig. Hun vidste dog ikke hvorfor. For både pædagogen og den tilkommende mand virkede til, at sagtens kunne tage sig af manden. Hun gik over mod legehuset, hvor hun havde set William gå hen. "Kender du ham?" Spurgte hun, og kiggede over mod Judas. Normalt ville hun havet peget, men hun havde lært, at det ikke var pænt at pege. 

[Deleted]

Han kiggede på manden og rynkede på næsen "Min farfar er død!" han stampede let med den ene fod og kiggede derefter på Michella "Nej, jeg kender ham ikke. Han er grim og dum!" han kiggede dog rundt da han hørte en stemme han mere end genkendte, hans far. Han sprang de skridt der var hen til ham og knugede sig til Judas's ben "Far manden siger han skal have mig med? mor siger jeg ikke må gå med fremmede?" han kiggede nærmest tiggende og bedende op på sin far, hvorfor skulle han gå med denne grimme fæle mand? Han kiggede på sin far og håbede at han havde et logisk svar på dette, for han ville ihvertfald ikke med manden og han ville heller ikke have at Michella skulle gå med.

[Deleted]

Han kiggede forsat uforstående og med afsky på sin "far." Han svarede ham ikke, men prøvede bare på at fatte hvad det var, der skete. Han var jo død? Men så alligevel ikke? 

Da William knugede sig ind til hans ben, lagde han automatisk en beskyttende hånd på hans hoved, for han vidste stadig ikke, hvor han havde sin "far" henne, og om det overhovedet var ham. "Du skal med mig hjem." Svarede han kort William, imens han stadig stod og prøvede på at finde ud af, hvad det var som der skete lige nu foran ham.

[Deleted]

En lille latter kom fra Syting, som han hørte hvad William sagde. "Sikke nogle fine ord du har lært." Han kiggede over på Michella med et køligt blik, "jeg kan se at din mor, har opdraget dig godt." Han huskede Rahuu fra da hun var på Michellas alder. Hun havde været nærmest umulig at lære, at man ikke måtte pege, så det undrede ham ikke, hvis Michella havde været mindst lige så slem til det. Han kiggede tilbage på Judas med et smil. "Du ligner en, der har set et spøgelse min dreng." Han lukkede kort øjne i, "og det kan jeg godt forstå, hvis du har troede lige som alle andre, at jeg var død." Han så for sit indre, hvordan folk havde stået ved hans grav og sørget. Det havde været utrolig svært for ham, at holde sig væk, for ikke give sig til selv til kende. Men han var nød til det. Han var nød til at beskytte sin familie, hvilket Judas helt havde forkluret nu. Han åbnede sine øjne igen, "du har været noget af en trold." Han rystede let på hovedet. "Hvorfor skulle du udsætte dig selv og din mor for fare? Hvorfor pokker kunne du ikke bare forholde dig skjult? Er du klar over hvor meget jeg har ofret, for at dig og din mor kunne leve i fred for Raysal?" Han holde sig for munden, imens han hostede. "Og nu prøver jeg igen, at gøre det af med hende for din og din families skyld, og hvad er takken? Mistillid? Jeg troede din mor og jeg havde opdraget dig bedre." Belærte han skuffet. Han kiggede kort ned på William, og kunne ikke helt lade vær med at smile. "Hvor du dog ligner din far knægt." Det var utrolig, han havde troede efter hans mislykket forsøg ude i skoven, at han aldrig ville være i stand til at komme tilbage til England, og se sine børnebørn, men der tog han heldigvis fejl.

[Deleted]

Michella kiggede på manden uden påvirkeles af hans kolde blik, selvom hun stadig kunne mærke i hendes indre, at hun burde være ræddeslagen for manden, men af en eller anden grund, var hun hel rolig. "Min mor?" Spurgte hun undrende og overrasket. "Kender du min mor?" Hun kunne ikke huske, at hendes mor nogensinde havde nævnt noget om en gammel mand? Eller havde hun?

"Det var ikke pænt sagt!" Skældte hun ud, da manden kalde den anden mand for en trold. "Du er sikker en større, dummere, mere stinkende, trold end han er. For det man siger, er man selv!" Hun kiggede kort på William. "Jeg er glad for du ikke kender ham, for ellers havde jeg ikke gidet at lege samme sted som dig." Kom det lettere koldt og snobet fra hende, før hun kiggede tilbage på den gammel mand.

[Deleted]

Han hev igen fat i Judas's ben "Ja far, jeg skal med dig hjem til mor!" han prøvede på at virke modig, men det var virkelig ubehageligt når hans far virkede så usikker. Han kiggede på Michella og rystede på hovedet "Han er dum, jeg kan ikke lide ham. Så jeg kan godt forstå du ikke ville lege her hvis jeg kendte ham" han sukkede let og prøvede at finde ud af hvem manden var da han snakkede til Judas på sådan en ubehagelig måde og han tabte næsten kæben da han hørte dem kalde hinanden for far og søn "FARFAR?" han stoppede op, mærkede hvordan hans blod i kroppen føltes som om det frøs til is og han knugede sig igen til Judas's ben "Far.. jeg vil gerne hjem til mor nu! nu nu nuuu!"