Do It Like A Dude

[Deleted]

Han så lidt ned som hun spurgte ind til hans forældre. "Joh..eller nej ikke rigtigt, jeg plejede at se min mor, men hun har kun sendt mig breve gennem det sidste lange stykke tid, som om at hun hele tiden finder på undskyldninger for at jeg ikke skal komme...det er underligt for sådan plejer hun ikke at være," han havde en undertone af bekymring i sin stemme.
"Jeg ved ikke hvem min far er," fortalte han og skar en grimasse. "Måske jeg finder ud af det en dag, men på den anden side er uvidenheden også nogengange bare lidt mere spændende, så kan han jo være hvem som helst." Han smilede stort. Han havde nok en drøm om at hans far spillede quidditch eller noget, så havde Felton da arvet noget efter ham og det ville være ret cool! Det var nok bare ikke så realistisk, men igen derfor kunne uvidenheden være lidt sjovere.

"Arh, men alligevel," kommenterede han og skar en grimasse. Hvis han havde samme regler ville han aldrig se en kost igen. Heldigvis var Gary ret sød og selvom han godt kunne være bestemt så var Felton mere bange for at skuffe ham end for at gøre ham vred.
Han nikkede til hendes forslag med opholdsstuen og kunne mærke at han blev en smule varm i kinderne, så skulle han altså på sin første date..eller det var jo ikke rigtigt en date, men alligevel! Det var spændende og det føltes som en date. Han fangede gså sine ting og gik mod dørene der førte ud til den store marmortrappe. "Det skal da nok blive sjovt! Jeg skal nok træne dig godt," lovede han. Han mente selv at han besad talentet til det.

[Deleted]

Maggies smil forsvandt som Felton fortalte og blev erstattet med et langt mere bekymret blik, "Oh.. Mon ikke hun bare har travlt med sit arbejde?" spurgte hun, hun vidste da, at noget som kunne få hendes moster til at aflyse var, hvis hun havde travlt med sit arbejde, og Maggie var jo selv så stor efterhånden, at hun ikke behøvede nogen barnepige mere.
Hun nikkede lidt, "Jeg vidste heller ikke hvem min far var i mange år.. Jeg må nok indrømme, at jeg ville ønske jeg stadig ikke gjorde.." sagde hun ærligt, som hele mødet med Alecander genspillede sig i hendes hoved. Hun vidste godt selv, at hun også havde været gået over strengen, men hun havde bare været blevet så frustreret over hans måde at tage imod nyheden på, at det havde sagt klik i hendes hoved.

Et lille smil brød hendes læber igen, "Jah.. Men sådan er det," sagde hun i et kort skulder træk, hun savnede Norge virkelig meget nogen gange, hun savnede sine venner og veninder i Norge, hun savnede at snakke norsk med nogen som også forstod det og svarede på norsk tilbage til hende.
Et nyt smil meldte sig på hendes læber, "Det bliver helt vildt sjovt, og tak, igen, fordi du gider Felton," sagde hun og vendte blikket i mod ham som de kom ud til marmortrappen, med sin taske over den ene skulder og et par bøger i favnen. "Hvor gammel var du første gang du sad på en kost?" spurgte hun nysgerrig som hun begyndte at gå op af trappen.

[Deleted]

Han trak let på skuldrene for at skjule at han faktisk var ufattelig bekymret for hende. Hun skrev godt nok også at det var på grund af arbejde og sådan nogen ting, men det var bare stadigvæk meget ulig hende. Han anede bare ikke hvad han skulle gøre ved det. Hun skrev at han ikke skulle bekymre sig og at hun var meget meget ked af at han ikke kunne komme derhjem lige her og nu.
Måske havde Maggie ret. Måske var hun bare optaget. Nu havde der jo kun været et par enkelte ferier og hun havde jo haft meget arbejde før. Det kunne god være at han bare overreagerede. "Jah måske. Hun skrev at hun var udenlands." Sagde han lidt tænksomt, men besluttede sig så for at lade det ligge. Der var ingen grund til at ridse op i noget hvis alt var som det skulle være. Det var jo ikke fordi at hun var væk for evigt, hun havde bare ikke mulighed for lige at være hjemme. Det var jo ikke første gang at det var sket.
"Virkelig? Hvorfor?" Han ville da mega gerne vide hvem hans far var. Hvorfor skulle man dog ikke ville vide hvem ens far var?

Han gengældte hende smil, det havde hun jo nok ret i. Det var jo forskelligt hvordan folk opdrog deres børn til at være. Han var bare glad for at han ikke havde så strikse regler for det ville han da slet ikke kunne holde til i længden det var helt sikkert.
"Det gør det!" Sagde han og mærkede selv begejstringen stige. "Og det var så lidt," dette blev bekræftet med et let udslag med den ene hånd for at understrege at det ikke var noget særligt. Eller jo det var særligt, men det var jo lige så meget for hans egen skyld som for hendes, han ville jo gerne bruge sin tid sammen med hende.
Han funderede kortvarrigt over hendes spørgsmål inden han svarede, "ehm.. jeg tror at det var da jeg var 7 eller 8." Tænkte han højt. Brynene var blevet en kende sammentrygget i processen, men den tænksomme mine forsvandt så snart han havde svaret på spørgsmålet og blev derefter erstattet med et smil.