Hayho, another year ago.

[Deleted]

Igen. Hun var enormt kær. Den måde hun adlød ham uden yderligere besvær. Den måde hun talte op og var nervøs omkring sin egen opvækst. Han havde godt indset, at han nok havde fået det forkerte indtryk af hende, men meget kunne jo siges. For lige nu var hun ikke sig selv - eller måske for meget sig selv, han vidste ikke hvordan alkohol fungerede ud til mindste detalje. Han gjorde lige som mange andre. Han drak bare og tog tingene som de kom. Om så man rent faktisk mistede sine hæmninger og viste sit sande jeg eller om hæmninger var en del af ens sande jeg kunne han ikke komme med et godt svar til.
Forsigtigt fik han manipuleret hendes stilling og lagde forsigtigt hendes hoved i sit skød, så hun bedre kunne ligge og brede sig. Sofaen var trods alt ikke den største. Han kunne ikke længere ligge og lange sig, men Anastasia var også en smule kortere. Så måske var det ikke nødvendigt. Det var nu rart. På den måde kunne han holde bedre styr på hende igennem natten. Han greb ud efter den nærmeste pude og fik den møvet ind under hendes hoved, før han tog til hånde at rette tæppet, hun ellers selv havde fået svøbt godt omkring sig. Og så var der atter stille i stuen.
Han tillod sig at beskue hende, som hun faldt længere og længere hen i søvnen. Og et eller andet fik et smil frem på hans læber. Den samme ting der gav ham lyst til at stryge hendes hår. Og længslen det bragte var skyld i, at hans hånd forsigtigt lagde sig hen over de blonde lokker.

Han måtte have faldet i søvn, for pludselig vågnede han op i et halvkvalt snork. Hovedet, der havde ligget helt lænd tilbage, rettede sig strakt op og et noget forvirret udtryk var at finde i hans ansigt. Et udtryk der forvandlede sig da duften af kaffe indtog hans næseborer. Han så sig omkring for at orientere sig, og skulle netop til at rejse sig, da han følte tyngden ved sine ben og så ned. Nåh ja.
Han sad et par sekunder og bare stirrede på hende, som hun lå der og puttede sig. Så det havde ikke bare været en drøm. Han så op igen. Denne gang hen mod pejsen. Der lå ikke længere støv på gulvet. Og battet havde fået en kost som selskab. Det var der lyden ude fra køkkenet rigtig trådte ind. ”damn…” mumlede han, da han indså situationen.

Über langsomt tog han omkring Anastasias hoved og løftede det op. Han bed tænderne godt sammen i koncentration, samtidig med at han forsøgte at møve sig ud. Til hans forundring virkede det. Og inden længe lå den unge heks på sofaen og han stod op på lettere sovende ben, hvor han pustede ud. Hun burde sove videre. Det var nok det der var bedst lige nu. Han lod et blik lande på hende en sidste gang, før han listede ud af stuen, igennem gangen og ud i det hjemmelige køkken, hvor en ældre kvinde stod og stegte røræg.
”Godmorgen, natugle.” Trevor kunne allerede høre fornøjelsen i sin mors stemme. Og han kunne allerede se det drillende smil, inden hun vendte om og så mod sin søn. ”Næste gang må du lige advare os, når du har veninder på besøg.” ”Shhh! Det er ikke, hvad du tror…” vrissede fuseren i et forsøg på at komme ud af den akavede samtale.

(NPC introduceret: Emma Lacrox Springdale (mugglefødt))

[Deleted]

Der kom et lille grynt fra hende da han flyttede på hendes hoved. Men så snart hun var blevet lagt ordenligt til rette igen, gik der ikke mange minutter før hun puttede sig ind til ham. Varmen der kom fra ham, var næsten magisk. Et smil bredte sig hen over den unge kvindes læber.

Det var en ret drømmeløs søvn. I hvert fald huskede hun ikke meget da hun lige så stille vente tilbage til bevidstheden. Med tunge øjenlåg og en sitrende fornemmelse i hoved tog Ana en dyb indånding. Det første der mødte hende var duften af kaffe. Kaffe? Blikket begyndte at orienterer sig lidt mere, hvor fanden var hun henne? En hånd gled op imod hendes pande og et halv kvalt suk forlod læberne der ellers havde båret et smil det meste af natten. Dette var da bestemt ikke hendes hus? Hvad var der lige sket i går aftes?
Nå – oh. Hendes øjne spærrede sig op, mens hånden prøvede at lede efter noget. Men ret hurtigt gik det op for hende, at han ikke længere sad ved hendes side. Måske havde hun drømt at det havde været hans hus hun var brudt ind i. Men, kunne det virkelig passe? Endelig kom hun op og sidde igen. Tæppet blev taget rundt omkring hende mens hun lige så stille rejste sig op på benene. Oh gud, hvad havde hun gjort?
Første tanke var umiddelbart at skynde sig ud af døren og komme væk her fra. Men – hun kunne alligevel ikke få sig selv til at gå til de midler. Langsomt kom deres samtale tilbage, oh gud blev gensagt som en mantra i hendes hoved. Mens en varm fornemmelse bredte sig i hendes kinder.
Hun havde virkelig været på dybt vand og nu var hun slet ikke sikker på, hvordan eller hvorledes hun skulle opføre sig når hun så ham igen. Men under alle omstændigheder, fik hun alligevel rejst sig fra sofaen og begyndte at bevæge sig ud til hvor hvisken kom fra.

En dyb indånding blev draget ind igennem de tørre næsebor. Munden og resten af kroppen føltes som en ørken. Men hun havde brug for at tage mod til sig, før hun kunne træde ind og stå ansigt til ansigt med hvad alkoholen havde fået hende til at gøre.
,,Godmorgen’’ sagde hun hæst og trak tæppet yderligere omkring sig, da hun lagde mærke til det var en kvinde som stod ved siden af Trevor. Hans mor? Oh, hun havde set hende før! Hun arbejdede også for ministeriet. ,,Jeg undskylder virkelig at jeg sådan brød ind i jeres hus i nat..’’ kom der forlegen. Hendes blik faldt på fyren hun næsten var kommet til at fortælle at hun var forelsket i. Og igen kom der en stærk rød farve frem i kinderne. Aldrig mere ildwhiskey.

[Deleted]

”Godmorgen, kære.” lød det fra moren samtidig med, at hun drejede omkring og allerede var godt i gang med at hælde kaffe op i et krus. Der var det typiske imødekomne smil på kvindens læber og til trods for at rynker så småt var begyndt at titte frem, havde hun stadig en ungdommelig glød af, hvad Trevor altid havde bekrevet som ’livsglæde’. Kruset blev stillet på bordet foran sin søn, stadigvæk uden at tage blikket fra den deres gæst. Hun var trods alt vigtigere en den unge herre, som hun så til hver eneste dag. ”Kaffe?” spurgte hun og løftede kanden oppe, inden hun vendte om efter et nyt krus og hældte op før hun overhoved havde fået et svar. For lige som ham kunne hun nok fornemme udmattelsen og trangen efter koffein. der hang hen over Anastasia. ”Og sid endelig ned.” Koppen blev ligeledes sat på bordet ved pladsen overfor Trevor.

”Du er så sandelig heldig, at det var Trevor, der fandt dig og ikke min mand.” Moren var uden tvivl i godt humør. For hun fortsatte at starte samtale med Anastasia som var det fuldstændig normalt, at hun befandt sig i deres hus. Og som hun vendte tilbage til sin stegepande, der ellers havde stået og passet sig selv ved hjælp fra magi, lænede Trevor sig lidt ind over bordet og med en hånd kuppet hen over den ene side af sin mund, hviskede han informerende: ”Min far er Gringotts-sikkerhedsvagt.” Bare en forsikring, hvis hun ikke forstod sammenhængen. Men selvom han havde forsøgt at holde sin stemme lav nok, fangede hans mor selvfølgelig hvert et ord. Intet kunne gå uden om sine forældre. ”Så du kan se, hvordan det nemt kunne have endt galt.” lo hun hjerteligt.
Komfuret blev slukket, panden blev fjernet og røræggene blev fordelt på et par tallerkener. Alt imens Trevor opgivelse længe sig tilbage i stolen og tog sin første tør af kaffe. Oh sweet lord. ”This is the nectar from the gods..” mumlede han yderst tilfredst. Ingen kaffeshop kunne stå op imod familien Springdales hjemmebryggede kaffe. ”Nåh. Trevor, jeg bliver nød til at komme af sted, hvis jeg skal nå på arbejde.” afbrød moren og med et enkelt vift med hånden svævede tallerkener med æg og et par skiver toast hen og lagde sig foran hver af bordets deltagere. Hun travede hastigt hen mod sin søn og i det hun lænede sig ned for at kysse hans kind farvel, lænede han automatisk hovedet i den perfekte stilling til det. Tydeligvis en tradition der havde gået igennem mange år. ”Husk nu selv at komme på arbejde i tide.” Hun løftede så blikket mod Anastasia igen og smilte på ny. ”Det var hyggeligt at møde dig. Du må komme forbi igen så vi kan få hilst ordentligt. Hej hej!” Og efter at have grebet sin taske og sin frakke, var hun ude af hoveddøren.

”Hvordan har du det så i dag??” spurgte Trevor efter lidt for længe med akavet stilhed.

[Deleted]

,,Hva’? Oh, undskyld, ja tak’’ hun nikkede taknemmeligt og med tæppet der blev trukket lidt tættere omkring den halv nøgne krop satte hun sig ned. Hænderne krøb frem fra tæppets varme og lagde sig omkring det dampende krus. Bare duften af det fik mundens spytkilder i gang. Hvordan kunne noget så simpelt, dufte så godt? Hun lyttede halvt til samtalen der foregik, men størstedelen af den aktive hjerne var mere omkring at nyde den dejlige væske. Gringott’s banken? Hendes brune øjne løftede sig op imod Trevor og derefter hen imod hans mor. Et lille smil bredte sig hen over hendes læber. De havde det virkelig godt sammen.
Og selvom det virkelig ikke burde være det hun følte, kunne hun alligevel mærke det lille stik af jalousi der var krøbet ind i hendes følelser. Aldrig havde hendes mor gjort disse ting for hende. De bedste barndomsminder hun havde, var da hendes bror stadig boede hjemme. Da de havde haft en barnepige som der tog sig af dem. Miss Potts ville altid være et mere moderligt billede for Ana end hendes mor nogen sinde ville være.
Kunne hun lige se hendes mor prøve at lave noget som helst mad? Måske hvis hun stoppede med at drikke fra morgen til aften. Hun sukkede let og tog endnu en slurk af den varme drik. Smilet blev en smule bredere da moderen valgte at kysse sin søn farvel.
,,bestemt’’ Ana nikkede svagt og fugtede læberne. Ville der virkelig være endnu en gang? Og hvorfor ønskede hun det så inderligt at hun faktisk fik en chance for at lære denne kvinde bedre at kende?

Hendes blik manifisterede sig ned imod ægget og brødet. Det vendte sig kort i hendes mave. Hun var virkelig ikke sikker på at om hun kunne spise noget på nuværende tidspunkt. Hun havde slet ikke lagt mærke til den akavet stilhed, da hendes tanker havde været mere på om hun skulle spise eller ej. Og i første omgang var det blevet til, at hun drak den kaffe der var blevet hende skænket.
Da Trevors stemme afbrød stilheden, vente hun langsomt opmærksomheden tilbage imod ham.
,,Jeg har haft det bedre’’ lo hun stille ,,Men har også haft det værre’’ et lille gab forlod hendes læber. En dyb indånding også endnu en slurk.
,,Ikke noget kaffe og senere et bad ikke kan kurerer’’ en smule forlegen kiggede hun tilbage imod tallerken. ,,Hvad med dig? Er virkelig ked af jeg sådan braste ind i løbet af natten..’’ hun skulle lige til at sige tak fordi at han blev hos hende til hun var faldet i søvn. Men vidste ikke helt hvordan hun skulle få de ord hen over hendes læber.

[Deleted]

”Du undskylder for meget.” sukkede han og lænede sig yderligere tilbage i stolen. Han vippede den let op på de to bagerste stoleben og lod sig selv balancere der et øjeblik. ”Man burde næsten tro, at du havde levet hele dit liv i tro om, at hvad end du gjorde, gjorde du forkert.” Kaffekroppen blev løftet op til læberne og en stor slurk blev taget, hvor han blev nød til at fyldte sine kinder op med den varme væske, før han kunne tvinge det ned i halsen med en smule besvær. Hvis ikke han havde manøvreret det således, ville han nok have risikeret at få det galt i halsen. I det mindste var denne metode en del mere charmerende at overværer, end hvis han begyndte og hoste på livet løst og kaffen blev sprøjtet ud igennem næsen. Det var sket før. Hovedsageligt med mælk. ”Du gav mig et chok - for sure! Hvis ikke du bare havde ligget og svømmet rundt i aske og støv med dit dumme smil på læberne, ville jeg nok have svunget.” Og hvilke katastrofe dét ikke ville have været. Han gik godt nok sjælendt efter hovedet, men lige meget hvad ville et metalbat sagtens kunne gøre skade. Han smilede lidt for sig selv, da han blev mindet om hendes tilstand. Helt rundt på gulvet. Det var nu komisk. Han puffede sig så lidt mere tilbage, men i stedet for at falde helt bagover og ramme gulvet, vippede stolen let og elegant frem for at stå på alle fire ben. ”Jeg er et sted bare glad for, at du endte her og ikke et eller anden sted. Hvem ved, hvad der kunne have sket.”
Koppen blev sat på bordet, og han greb sin gaffel, der kom med tallerken, i den ene hånd og den ristede brød i den anden, hvorefter han lystigt skrablede røræg op på den. Det var bestemt ikke den slags morgenmad, han fik til dagligt. Normalt stod den på noget tykmælk med mysli eller, hvis han var virkelig sent på den, stod den på et simplet stykke toast med marmelade. Dette var ikke ligefrem mere kompliceret, men nok til at gøre ham en smule mere energisk over morgenmad. Han tog sin første bid og gumlede tilfredst - med lukket mund selvfølgelig. Han var ikke uopdragen. ”Der…mangler noget…” mumlede han sagte for sig selv, mens han slap alt i sine hænder og klappede krummerne af dem. Meget vant rejse han sig fra bordet og traskede mod køleskabet, som blev åbnet allerede før han havde stoppet helt op. Efter at have flyttet et par madvarer, fandt han frem til sit mål. En plastikflaske med rødt indhold. Ketchup.

”Hvor var det nu, at du drak dig langt til Gnome city?” spurgte han, da han vendte tilbage til sin plads ved bordet. Ketchup blev straks proppet på hans lille æggemad, men inden han stillede den fra sig, så han først mod Anastasia med hævede øjenbryn og holdt flasken han mod hende i et forsøg op at hører, om hun ville have noget. Hun havde jo nærmest ikke rørt sin mad. ”Fordi hvis du en dag smider hæmningerne lidt for meget igen, kan det være, at jeg kan komme forbi og bringe dig hjem sikkert. Du har jo allerede vist mig dine evner indenfor både besværgelser og brugen af susenetværket.” Endnu en bid blev taget. Uh ja. Meget bedre.

[Deleted]

,,Jeg ve’ det jeg ve’ det’’ mumlede hun lige så forsigtig og skulle lige til at undskylde igen. Men den næste sætning slog fuldstændig pusten ud af hende. Hun sad lidt og stirrede ned i den lysebrune væske, hvordan skulle man svare på det? Han havde jo fuldkommen ret, men aldrig var der nogen som havde sagt det så uforbeholdent til hende. Hudløst ærligt, var måske en bedre beskrivelse for hans fremgangsmåde. Tænderne begyndte at gumle på indersiden af kinden og hendes læbe.
Hun hørte ikke rigtig efter hvad han sagde derefter, sad fuldkommen i sin egen verden. Nikkede dog kort, for ikke at virke helt ved siden af sig selv. Måske han bare ville se det som at hun stadig havde tømmermænd og derfor ikke kunne føre en helt normalt samtale. Hvilket nok ikke havde været så unormalt, givet at hun sad og gennemtænkte brudstykker af hendes barndom. Havde hun nogen sinde fået at vide hun havde gjort noget godt? Hvor mange gange havde hun ikke kommet hjem, med gode karakterer, gode anbefalinger, generelt bare ros. For at få hendes fars kolde øjne at se og et enkelt fnys. Aldrig, aldrig havde han sagt at hun havde gjort et godt stykke arbejde. Hah – lyden af et suk lød inde i hendes hoved - hvis hendes storebror havde været Slytherin havde det hele nok været en helt anden historie.

Smil? Pludselig virkede det som om hun vågnede op fra sin dvale og kiggede over imod ham. Dumt smil, men stadig hendes smil. Lidt slørøjet betragtede hun ham. Tanker vivlede rundt i hendes hoved der var lagt en anelse på skrå. En varm fornemmelse begyndte at brede sig i hendes mave mens munden åbnede sig lidt for blot at lukke sig igen. Helt ærligt, hun var ikke en eller anden skønjomfru, som aldrig havde haft med mænd at gøre. Hvorfor fanden bed hun mærke i sådan en lille kommentar?

,,Hm?’’ hun flyttede koppen op til hendes læber og vågnede en smule op til hans spørgsmål til hvad der havde gjort hun havde drukket sig så fuld. Hvad skulle hun sige? Fordi hun var fyldt år, fordi hun hadet sit liv. Fordi, ja bare fordi?
Hun tog imod flasken og satte den ved siden af sig. Gjorde ikke umiddelbart mine til at bruge den. Hente hende? Hva? ,,Jeg..’’ hvorfor fanden sagde han sådan nogle ting til hende og hvorfor bankede hendes hjerte så hurtigt. Hun gemte sig bag koppen for at tage endnu en slurk af den varme drik.
,,Fordi jeg fyldte år.. og .. ja.. du ved’’ hun mumlede svagt og et lille smil spillede på hendes læber ,,Så næste gang jeg finder på at drikke mig fuld.. kommer du og henter mig hm? Ville det ikke være mere… du ved hyggeligt hvis du drak med mig?’’ okay – hvad var det lige hun havde gang i? Og hvorfor var det hun flirtede med ham? Overrasket over sin egen stemme vente hun atter tilbage til hendes måde at gemme sig på. Kaffe.

[Deleted]

”Hm?” Denne gang var det Trevors tur til at bruge den lille uforstående lyd. Hvis han ikke kendte sin egen stemme så godt som han gjorde, ville han nemt kunne blive overbevist, om at det havde lydt akkurat ligesom hendes for blot en håndfuld sekunder siden. Men hvad fanden kunne man ellers forvente fra ham? Han havde munden fuld af mad. Og selv han vidste, hvor uhøfligt det var at tale med mad i munden. Der var alt for store risikere for at små gennemtyggede klumper - af brød i dette tilfælde - ville flyve ud ad munden. Og så var det ikke specielt delikat at se den halvspiste føde på ens tunge. Hverken ham selv eller hende var fugle. I hvert fald så vidt han vidste af. Han kunne selvfølgelig ikke være sikker på hende. Der var så mange forskellige mærkværdige væsner. Skjult fra mugglernes naive sind.

Han tyggede måske lidt for hurtigt af, før han sank med stor besvær. Noget der tvang ham til at banke et par gange mod brystkassen for at få det ordentligt ned. ”Drikke med dig?!” Han skulle nok bare have ventet og taget sin tid, for hans stemme gik kortvarigt i overgang på grund trykket, der havde ligget i halsen. Han var også meget hurtig til at rømme sig. Han var en voksen mand! Han var ovre puberteten for længe siden! ”damn..” mumlede han midt i det hele. Forhåbentlig sagte nok til, at hun ikke ville lægge for meget mærke til det. Og selv hvis det var tilfældet, skyndte han sig at fortsætte det tidligere emne.
”Er du sikker på, at du vil det?” spurgte han med en god portion humoristisk sarkasme og en tilhørende latter kom efterfølgende, mens han greb om sin kaffekop og lænede sig tilbage i stolen. ”Er du sikker på, at du overhoved vil ses med mig ude i offentlighed?” Han burde nok ikke træde i det område. Hun havde jo ikke gjort noget galt, den gang hun var begyndt at undgå ham. Men hvorfor gik det ham så på? Han slubrede bevist, da han tog en slurk af sin varme drik. Var det bare ham, eller var det akavet at sidde i køkkenet alene med hende? Og var hun ikke stadig halvnøgen under det tæppe?
Han veg sit blik væk fra hende og så i stedet rundt i lokalet på jagt efter noget andet at fokusere på. Ligesom det var uhøfligt at snakke med mad i munden, var det også uhøfligt at stirre. Eller spekulere over, hvad der kunne gemme sig under tæppet. Han havde ikke haft noget problem natten inden. Eller jo - lidt. Men der var mørkt, og hun var ynkelig og hjælpeløs. ”Men det ville rigtig nok være hyggeligere med en drinking-buddy.” Endnu en slurk. Og endnu et suk.
”Men det var nu ikke det, jeg spurgte dig om.” De brune øjne landede tilbage på hende. Han var mand nok til at kunne kontrollere sig selv. ”Jeg spurgte ind til, hvor. Jeg ved squ allerede, hvad du lavede. Du fortalte mig det hele i nat.” Han begyndte at smile kækt. ”Jeg havde nu heller ikke forventet, at du ville fejre din årsdag med ’dejlig chokolade og kager til’. Dog lidt deprimerende at drikke hukommelsen væk. Du er måske allerede godt på vej til din midvejskrise?”

[Deleted]

Et kækt, om ikke drillende smil. Dannede sig hen over hendes læber da han spurgte hende om hun overhoved ville ses med ham i offentligheden.
Mange upassende ord flød igennem hendes hoved, men hver gang nåede hun dog lige at stoppe sig selv inden hun faktisk sagde noget til ham. Gaflen der lå ved hånden, flyttede på sig, da den blonde kvinde endelig tog sig sammen og skovlede en bid ind i munden. Yep, måske var æg slet ikke så dårligt når hoved var ved at eksplodere. Hvilket hun var ret sikker på ikke var en underdrivelse. ,,Hvis du nu gør noget ved det morgenhår’’ sagde hun og pegede på ham med gaflen, stadig med en smule æg på ,,Så burde det vidst ikke være noget problem’’ hun blinkede med det ene øje, og ingen tvivl om at hun sendte ham hendes mest charmerende smil. damn, hun flirtede faktisk med ham.
Da hans blik begyndte at vandre var hun dog lidt i tvivl om hvad det var som pludselig gik igennem hans tanker. Tæppet var langsomt begyndt at glide ned af hendes skuldre, og gav hurtigt indtryk af, at hun kun sad i sin bh, og – ja – underbukser. Men det var altså besværligt at spise med tæppet trukket hen over skuldrene.

Hvor? Havde han virkelig sagt hvor? Endnu en bid æg som hang på gaflen stoppede midtvejs til de fyldige læber og hendes egne brune øjne betragtede ham tilbage. Wow, det var virkelig slemt den her gang.
,,Tror… vi var ved de tre koste? Måske?’’ hendes blik veg hurtigt væk fra ham i et forsøg på måske at beholde en smule værdighed. Måske var det løb allerede kørt. Nogle minder om hvordan hun næsten havde tigget ham om at blive, fik den røde farve til at stige op i hendes kinder. Det løb var bestemt allerede kørt.

Grebet af hans kække smil, brød tungen den fine linje mellem læberne. Hun var virkelig for barnlig. Men damn nu det.
Resten af æggen forlod dens tallerken var lå nu velplaceret i hendes mave. Forhåbentlig længe nok til at hun ikke kastede det op. Hun skar en grimasse. Det ville bestemt ikke være det hun gik efter. ,,Hey – hvis jeg vil drikke hjernen ud på regulær basis – så er det vel helt op til mig. Og det betyder ikke jeg har en midtvejs krise. For hvis det stod til mig, så har kvinder altid en eller anden form for krise der kun kan kurreres med vin og chokolade.’’ hun rejste sig fra bordet, det var vel også ved at være på tide at hun fandt hjemad. Kunne ikke blive her alt for længe, siden hun slet og ret ikke var blevet inviteret ind til at starte med. Men i sin hast havde hun ikke lagt mærke til at det tæppe som skjulte største delen af hendes let påklædte krop. Sad fast under stolens ene ben. Og grundet dagens indtag af alkohol, var hun ikke det menneske hvis reflekser var hurtige. Hvis de overhoved var tilstedeværende. Så der stod hun, med ryggen til ham, kun iført hendes sorte bh og underbukser. Som hun takkede til guderne bare var en helt almindelige hipster pas form. Og ikke g-streng. I en hurtig bevægelse uden at vænne sig hæv hun tæppet til sig og med knald røde kinder halv løb hun ud af køkkenet ind i stuen for at få tøjet på.

[Deleted]

Trevor smilede skævt. Hun var en charmende ung kvinde, det måtte han give hende. Hun havde altid givet ham indtrykket af en alt for professionel kvinde med en guldske så langt op i røven, at man kunne skimme den i halsen på hende. Enten det eller en alt for ustabil pige, der stadig ikke vidste fuldt ud, hvor hun stod i verdenen. Præcis som ham til tider. Men det var som om, at den facade var forsvundet. Og det var… forfriskende. Et glimt fra natten inden poppede pludselig op i hans hoved, og han huskede andre tanker, han havde haft omkring hende. Hvordan han havde set hende og fundet hende kær. Betagende. Hun var bestemt en ’looker’ som hans søster så tomboyish ville have kaldt det. Men første gang han havde mødt hende – og flere gange efter det – havde han bare smidt det til siden som at være en del af hendes gode gener fra forældrene. Det var trods alt et ret udspredt rygte, at med rigdom kom ’gode gener’. Hvordan han var endt, som han var kunne dog ikke beskrives med det.

Det at falde i staver var åbenbart en ting, Anastasia og ham havde til fælles. For han zonede fuldstændig ud, da han lod sine stanke sive frem og tilbage. Han hørte ikke, hvad hun sagde. Også selvom han kun få øjeblikke tidligere havde presset hende til at give ham det korrekte svar. Men den unge fuser fik slet ikke lov til at blive flov fordi den ære kunne han give meget hurtigt til hans kvindelige selskab.
Han stirrede. Hvad anden kunne han gøre?! Han mente jo ikke noget med det. Men ens blikke landede altid på det mest interessante i ens synsfelt, right? Man kunne ikke bebrejde ham. Det ville være absurd. Han havde spillet øjnene en smule mere op en normalt, og han ville vædde med, at hans briller var gledet ned ad hans næseryg, som de gjorde i tegnefilm. Heldigvis havde han haft godt styr på sin kæbe, så æg ikke faldt ud af hans mund.

Hvad var der lige sket? Gaflen hang i en tyndtråd mellem hans tommel- og langefinger og stille og roligt begyndte han at tygge sig af munden, mens han stadig bare stirrede i retning af, hvor hun var løbet. Det er bare lige som en bikini. Der er ingen grund til at gøre noget specielt ud af det. Han sank tungt. Måske han skulle have tygget lidt ekstra, men ned kom det da. ”Woaw.” Som var det et magisk trylleord, kom han tilbage til virkeligheden for anden gang på meget kort tid. Burde han gå til lægen og få det tjekket? Panik slog over ham, da det hele gik op for ham. Han kom op at stå alt for hurtigt, og det var kun med nød og næppe, at han nåede at gribe fat i stolen, før den væltede omkuld. ”Shit!” Han skulle netop til at forlade køkkenet, da han brat stoppede sig selv. Nej. Ingen grund til at være nervøs. Fraværende samlede han begge deres tallerkner sammen og satte dem ved vasken. Var hun skredet? Forhåbentlig ikke i den mundering!
Inden længe fandt han sig selv på gangen. Lige ved siden af åbningen ind til stuen. ”Hey, Ana?” prøvede han. Ryg presset op mod væggen og blik op imod loftet. Også selvom han ikke kunne se hende fra den vinkel, han stod. Han rømmede sig åbentlyst. ”You alright derinde?”

[Deleted]

Hvor var det dog også bare typisk. Hun var altid så uheldig når det kom til at gøre et godt indtryk. En flad hånd slå let imod hendes pande mens hun begyndte at samle de tøjstykker sammen som hun havde smidt fra sig i løbet af natten. Dette var en rigtig dum start på en romantisk komedie. Hun mente hun havde set nogle af disse klip fra mugglernes film der viste hvordan at folk altid kom til at gøre sig selv til grin. Underlig måde at underholde sig selv. Men lige nu følte hun at hun var placeret netop ind i en af disse film.
Måske hun stadig drømte? Dette ville være en hjælpefuld tanke. Men hun måtte desværre skuffe sig selv, at det havde gjort ret ondt da hun havde slået sig selv i hoved til at det faktisk kunne være en drøm.
Hun var allerede i kjolen da han kaldte på hende. Hun fik et lille chok over hvor tæt stemmen var på hvor hun stod. Men rystede det ellers af sig. Det her var dumt – hvad var det egentlig hun prøvede at bilde sig selv ind? Hun havde flirtet med en mand som hun aldrig kunne være samen med. Hun havde lagt op til ting hun aldrig skulle have lagt op til! Hun kunne allerede hørte hvordan hendes far ville skrige af hende. Smerten af den lussing der ville komme hvis han nogen sinde fandt ud af hun havde befandt sig i nærheden af en – en – en fuser! Det var som en stor knude greb sig omkring hendes halsrør og begyndte at presse sig fast.
Tårende var faretruende tæt på at presse sig ud af øjet, hvilket gjorde dem røde og irritable på grund af hendes modstand imod det. Var hun virkelig ved at få et panisk anfald? Hun greb omkring lænestolens ryglæn da det kortvarigt sortnede for hendes øjne. Hvor længe kunne hun blive ved med at lege denne perfekte fuldblodspige, før at det tog alt livsglæde ud af hende? Inden hun faktisk gik ned med en eller anden form for psykisklidelse?

Alle disse tanker, hele denne overvæld af følelser havde sket på det split sekund der var gået mellem at sige hendes navn til at næste sætning formede sig fra hans læber. Er du okay?
Hele hendes krop var på nippet til at skrige nej og synke til jorden. Men hun rettede ryggen plastrede et smil på læberne og rodet lidt rundt i det lange blonde hår. Hun stak hoved ud fra stuen og betragtede ham med et grin. ,,Ingen problem jeg tror jeg har husket det hele nu – må hellere smutte’’ selvom hele hendes brystkasse skreg på luft formåede hun alligevel at holde stemmen let og ubekymret. Hun kunne ikke vide sig sikker på om han kunne gennemskue hendes maske af løgne. Den facade som hun før havde ladet faldet var kommet hurtigere op end man kunne sige multismagsbønne.

Hun gik ud i gangen til ham og kløede sig en smule akavet i nakken. ,,Nå jeg tror jeg tager døren den her gang – sidst gik det ikke så godt med kaminen.’’ endnu en akavet følelse skyllede hen over hende. Skulle hun give ham hånden, kramme ham? Eller bare smutte ud af døren og skynde sig væk – før at hun havde lyst til at grave sig dybt ned. ,,Tusind tak for – du ved’’ hun snoede sig forbi ham og hen til hoveddøren. ,,Ehm så – vi ses igen?’’ nej vi ses ikke igen! Stop dig selv Ana – du ved dette kun bringer flere problemer! Hendes stemme skreg inde i hendes hoved, men ordende kom så naturlig – så håbefuldt. Hun ville ikke have dette var sidste gang og det var tydeligt. Trods hvordan hele hendes krop kæmpede imod hendes ønske.

[Deleted]

Gud ja! Tiden havde fløjet af sted. Som hun mindede ham om, at hun nok måtte til og tage af sted, søgte han desperat efter det nærmeste ur i huset. Hvor længe var der ikke til, han skulle være på arbejdet - klar til at overrakte forbistrerede møgunger slik. Det var ikke lørdag, vel? For lørdag - eller weekenderne i det hele taget - betød at elev-tallet fra Hogwarts i Hogsmeade ville stige. Det samme ville hans salgstal, så man måtte vel tage det søde med det sure fra tid til anden. Som han vendte tilbage til Anastasia, var hun kommet til ud ad stuen igen. Denne gang påklædt. Kæft hvor var hun egentlig lille? Han var næsten nød til at skabe utallige dobbelthager ved at kigge ned på hende. Det kunne selvfølgelig også bare være ham, der var monsterhøj. Det var et mirakel at han ikke konstant hamrede hovedet ind i dørkarmene.

”Øh.. yea..!” Han gjorde et sidste forsøg på at ryste hendes lille episode af sig, hvorpå han knap lod hende snige sig forbi ham, inden han med store skridt gjorde det samme for at nå hoveddøren før hende. Han trykkede håndtaget ned og åbnede roligt op for hende. Han endte kortvarigt med at stå gem bag døren, som den åbnede ind ad, men med lidt klodsede manøvre kom han til syne igen.
Et skævt smil voksede sig frem i hans mundvige, mens han dovent stillede sig op ad døren. ”Hvis vi kunne holde ud at være i samme rum så længe, som vi har, så ser jeg intet galt i at ses igen.” svarede han, mens han rytmisk nikkede for at bekræfte hans valg yderligere. Han rettede sig op igen og begravede sine hænder i sweatshirtens forlomme. ”Men må jeg foreslå, at du denne gang holder sig dig lidt mere standhaftig vedrørende ildwhiskyen? Jeg har ikke meget lyst til at skulle holde dig i snor.” Smilet på hans læber voksede, og han slå en lettere sarkastisk og drillende latter af, som afslutning.

Han gjorde en elegant gestus ud ad døren for at fremvise hendes vej ud. Han smed hende som sådan ikke ud, men han vidste, at det ikke gik at de bare stod i døråbningen og gloede. De var begge vokse mennesker. Og han var sikker på, at hun havde mindre tilovers for at komme for sent, hvor end hun skulle være, end han måske havde. ”Jeg har lovet dig en tur i byen, men lad os starte…” Han stoppede brat for at rømme sig. Det lød næsten som om, at de var indgået en eller anden kontrakt. ”…lidt mere harmløst ud.” Han proppede hænderne endnu dybere ned i trøje og trak ligeledes trøje lidt ned, hvilket blot gjorde hans holdning mere ranglet. ”Du må… komme godt hjem. Jeg håber du kan finde vej herfra. Jeg ville følge dig lidt ad vejen, but…” Han trak ud i sit sidste ord og gjorde en henvisning til sin egen mundering. Han var godt nok dækket mere til end hun var, men han lignede stadig noget, der lige var steget fra det dybeste helved.

[Deleted]

Hendes tanker blev på nuværende tidspunkt smidt helt ud af vinduet. Måske det vitterligt ikke ville gøre nogen noget ondt ved at ses igen. Hvem ved, måske en dag det faktisk ikke ville være et problem for hende længere. At hun ikke skulle tænke over status, blod og familiens mening.
Den dag ville komme når det regnede nede fra og op, vandet strømmede i firkant og at tale bagvendt var normalt. Men måske hun kunne få lagt det så meget på hylden at hun faktisk kunne leve et nogenlunde normalt liv?

Hun stillede sig i døråbningen og mærkede hvordan en let brise løftede op i nogle hårstrå og fik det til at danse let i nakken. Et blidt smil formede sig på hendes læber, uden rigtig at tænke over hvad hun gjorde lagde hun en hånd imod Trevors skulder og stillede sig let på tå – trods at hun havde høje hæle – var han stadig højere end hende. Et let kys blev lagt på hans kind inden hun trådte helt ud på gaden.

,,Det er en aftale – jeg er også meget mere til en varm kop væske og en bogcafé’’ hun blinkede med øjet og vente sig ryggen imod ham. Hun vidste godt hvordan hun skulle komme hjem derfra. Og for første gang i meget lang tid, kunne hun mærke hvordan at varmen steg op i kinderne fra en behagelig generthed mens at maven summede lykkeligt.
Smilet kom naturligt og hun var sikker på at de få mennesker hun mødte på sin vej hen til transitten der ville før hende til Godric dalen, smilede tilbage til hende. Alt i alt – var det vel en ganske okay dag?

Måtte denne følelse blive i hende forevig – og deres næste møde komme hurtigere end noget andet.

out