Hayho, another year ago.

[Deleted]

@trevor  


Støv, host, blind.

En hosten kom fra en ret til støvet kvinde, der lå og rodet rundt på gulvet. Hendes susepulver, havde kildret hendes næse, da hun havde sagt navnet på hendes hjem. Og hun var ret sikker på at hun havde udtalt det forkert, men hvor fanden var hun nu?
Fuldstændig omtåget, godt beruset og med et åndsvagt smørret smil på læben. Der bestemt ikke passede til situationen, lå hun og betragtede loftet et sted hun vitterlig ikke kendte. Hvor var hun egentlig for et kort øjeblik siden? Når jo, hun havde været på de tre koste. En masse ild whiskey, selvom hun havde lovet sig selv aldrig at drikke det igen. Ingefærsøl, oh, hendes hoved begyndte at spinde.


Måske var det ikke så mærkeligt at hun havde brugt sin 24 års fødselsdag, på at drikke sig fra sands og samling. Det havde været et forfærdeligt år, hun havde mødt hendes trolovede, hendes far var på krigsstien og det eneste hun ønskede var at flygte fra det hele. Og end ikke det havde lykkes for hende endnu?
Hun prustede, stønnede og sukkede lidt. Da hun endelig kom op og sidde på hendes knæ. Huset i sig selv så ganske nydeligt ud, mon ikke hun havde vækket nogen ved hendes ankomst? Hun burde virkelig komme op og afsted, måske nå at snige sig ud af, tydeligvis, nogens hjem. Før hun blev set. Hvilke problemer hun ikke ville komme sig i. Hvad var klokken igen? 


Men hoved var ikke behjælpeligt, og en fnisen forlod læberne, da hun prøvede at komme op og stå, men bare faldt ned igen. Her lagde hun også mærke til at hun havde en flakse i hånden, gad vide hvad det var? Flaskens udmunding blev sat for læberne, og den gyldne væske flød ned i hendes mund og hals. Fy for satan! Ild whiskey, oh, det kunne vel ikke skade, og endnu en slurk blev taget.

,,Glædelig fødselsdag Anastasia, 24 år, og du har lige brudt ind i nogens hus’’

[Deleted]

Det gik pludseligt hurtigt. Trevor vågnede med et set og væltede næsten ud af sengen, da han satte sig op i den. Hans hoved snurrede rundt og i et kort øjeblik kunne han ikke huske hvem han var eller hvordan og hvorledes. Han måtte have været helt væk, før lyden af et ukendt smæld lød igennem huset. Han gav sig ikke lov til at vågne ordentligt op, før han havde smidt dynen af sig og svunget benene udover kanten for så at stå op. Han svajede hen til døren til sit værelse, som til hans overraskelse stod en smule åbent, hvilket nok havde forklaret, hvordan han havde hørt noget. Han stoppede dog op igen i døråbningen og lænede sig døsigt op ad karmen. Der var trods alt muligheden for, at han bare havde hørt syner. Måske havde det bare været en del af hans ubevidste drøm.
Men nej. Lyden kom igen. Og det lød bestemt ikke om et par baskende vinger, så det kunne ikke være uglen, der strakte sig. Han tørrede hurtigt en smule savl væk fra mundvigen og greb strakt ud efter den nærmeste beklædningsgenstand han havde nær - en slasket sweatshirt, der nok snart trængte til at blive vasket - og trak den over hovedet, imens han bevægede sig tilbage. Og lige inden han forlod værelset, greb han omkring sit trofaste bat, der tilfældigvis lå klar.

Gulvet og trappen knirkede stadig, selvom Trevor listede af sted på bare fødder. Han så en sidste gang op mod første sal for at sikre sig, at hans forældre stadig lå og sov og ikke var blevet vækket som ham. Det var nok bedst, hvis de ikke overværede situationen, hvis det faktisk var en indbrudstyv. Men hvem fanden ville røve et hus i Hogsmeade? Det her virkede mere som noget mugglere ville gøre.
Der var mørkt. Og han havde været dum nok til ikke at tage sine briller på. Så han kunne egentlig ikke se en skid. Ikke andet end slørede omrids i hvert fald. Han var ikke fuldkommen blind. Han nåede til bunden af trappen, da han hørte noget rumstere igen. Og hans opmærksomhed drejede ham med det samme mod… stuen? Han sneg sig tættere på og hævede langsomt battet op over hovedet. Klar til at slå, hvis det blev nødvendigt. Han skimmede bevægelse. Men hvad der undrede ham var det faktum, at denne.. person lå ned. Var han død? Sjovt nok ikke, hvis han lige havde set ham bevæge sig.
”Hey!” råbte han kom, da han kom tæt nok op, så han ikke bevægede hæve stemmen så meget at det ville vække hele huset. Han hævede battet en smule mere truende. ”Hvad damn tror du lige, du har gang i? Det her er et privathjem ikke et vandrehjem for hjemløse! Get the hell out!” Forhåbentlig ville det skræmme gerningsmanden væk.

[Deleted]

Hun hørte ingen ting. Hun havde meget mere travlt med, at glemme hun faktisk skulle ud af huset, to at elske med hendes ny fundet flaske med whiskey. Nogle små lyde af ord, hvilket godt kunne lyde som, du er den eneste der forstår mig. Mit livs store kærlighed, måske var der også et enkelt, jeg ville ønske at Trevor var her.
Hvilken skæbne det dog var, at det netop var hans hjem som hun var endt i? Dette vidste den fulde Anastasia jo selvfølgelig ikke, og da stemmen lød ikke så langt væk fra hende, samt noget der bestemt kunne ligne et hævet bat. Var det ikke lige ham hun tænkte på først.
Hun begyndte febrilsk begyndte hun at lede efter hendes tryllestav, også hørte hun en hel sætning blive formet fra skikkelsen som havde sin truende adfærd rettet imod hende. Den stemme havde hun hørt så mange gange, det var ikke så lang tid siden at hun igen havde fundet sig i kandis baronen og købt slik. Han måtte tro at hun var slikafhængig, men jo længere tid hun brugte i hans nærvær, jo mere forelsket blev hun i ham. Aldrig at hun nogen sinde ville lade sig selv tænkte det, men hun var ikke helt ved sine fulde fem.

,,Trevor?’’ et smil brød frem på hendes læber, som når solen brød igennem skyerne på himlen. Og den klodsede pige, kom endelig op på sine ben og skyndte sig hen til ham ,,Haa-’’ hun lod en finger glide hen foran læberne, for at sige sssh, ,,Haj – hvor heldigt at møde dig her’’ hun nærmest faldt ind i armene på ham, egentlig lidt ligeglad med om han nåede at gribe hende eller ej.
,,Jeg kom til at sige forkert med susepulveret..’’ hun grinede dumt og fugtede læberne ,,Hmm, du dufter godt Trevor’’

[Deleted]

Når man så på en som Trevor - en der ikke kun levede i det magiske samfund, men også var en del af muggler-samfundet - ville man nok tro, at han ikke ville blive forvirret. Det blev dog bevist, at det ikke var tilfældet. For det samme øjeblik, at han hørte hendes stemme, var det som om at et meget dumb-founded udtryk smeltede nedover hans ansigt. Og han kunne mærke sin kæbe falde, så han var sikker på, at han stod og så yderst idiotisk ud med åben mund.
Det kunne ikke være sandt. Han ville ikke tro på det. Det var så ufatteligt umuligt. Det var hende. Godt nok var hun stadig ikke meget andet end en mørkebelagt skikkelse, og han derfor ikke kunne se hende ordentligt, men han genkendte stemmen. Hun havde en meget specifik stemme. Lys. Utrolig elegant. Og den havde altid fået en lille del inderst i hans øre til at sitre. Så han var hundred procent sikker på, at indbrudsmanden var hende. Og han vidste nu, at det ikke var en mand men en kvinde. Og noget der uden tvivl beroligede ham bare en lille smule var, at det ikke var nogen tyv eller røver. Det var bare hende. Og det viste sig meget hurtigt, at hun ikke bare ædru.

Han havde heldigvis sænket battet det samme øjeblik, at han havde fattet situationen, for ellers ville det nok havde endt galt, da den unge kvinde pludselig var kommet på benene og væltede ind i ham. Han strakt et enkelt skridt tilbage med den ene fod, slap battet med den anden hånd og fik grebet fat i blondinens skuldrer for at sikre sig, at hun ikke ramlede direkte ned i gulvet. Selvfølgelig var det ren refleks fra hans side. Men hvilken person med menneskeligheden høj nok ville ikke reagere på den måde automatisk?
”Woaw… hvad?” Han fattede nada! Det virkede så absurd. Og en smule ubehageligt, da hun begyndte at tale lidt mere. Hun havde drukket, det var klart. Han havde altid forestillet sig hende som en light-weight, men den måde, hun stank af alkohol gav ham en anden idé om hende. ”Hvordan fanden kender du overhoved….” Han stoppede sig selv. Det var ingen måde, hvorpå hun kendte til, hvor han både. For slet ikke at komme omkring hvad hun skulle sige, for at ankomme hos dem. Han så kortvarigt hen over hendes skuldre hen mod pejsen, hvor et tydeligt spor af aske lå. Han forbandede indvendigt sin familie for ikke at have forseglet den. Men han kunne ikke helt få sig selv til at sige det højt og mene det. For da han så tilbage mod heksen i sine arme, følte han sig en smule glad for, at hun var endt hos ham frem for en eller anden komplet fremmed.
Hendes sidste kommentar gav ham pludselig lidt mere farve i kinderne, og den fik ham også til at handle lidt mere. ”Yea yea..” svarede han fraværende, mens han forsigtigt rettede sig selv - og derfor også hende - lidt op. Stadig med et greb i hende, slap han med den ene hånd og stikkede battet fra sig op ad pejsen ved sin side, hvorefter hånden vendte tilbage for at støtte hende. Han lænede sig en smule ned for at være i øjenhøjde med hende, og han kunne endelig se hendes ansigt. ”Hvor meget lort har du lige drukket, frøken…?”

[Deleted]

Det var bestemt ikke det kvikkeste hoved, som var plantet på den lyshåret kvindes krop lige nu.
Det svømmede, og der var en stor sandsynlighed for at hun ikke ville kunne huske noget som helst dagen efter. Hvilket spektakel, tænk hvis hendes far så hende nu. Denne tanke fik et fnis til at forlade hendes næse, mens hun åndsfraværende pillede lidt ved hans hår, lige ved nakken. Han var nu altså nuttet at se på, tænk han så faktisk rigtig godt ud uden briller, hun rystede kort på hoved, nej. Hun kunne bedre lide ham med.

,,Hov hov, jeg har ikke drukket..’’ hun fniste igen, og skubbede sig lidt væk fra ham, så hun kunne pege på ham. Dog endte det bare med, at hun prikkede ham i brystet. ,,lort’’ hun grinte lidt igen.
,,Men jeg har drukket, et par flasker ingefærds øl, og den her ..’’ hun løftede flasken i hånden, der vidste at der måske kun lige var det sidste tilbage i flasken, omkring en fem cm væske. Der skinnede gyldent i det blide skær fra gadelygterne uden for.
Det var også her det gik op for hende, han havde kaldt hende frøken. ,,Du kan bare kalde mig Ana – kort for Anastasia’’ hun nikkede med en halv alvorlig mine, der hurtig blev afløst af et smil ,,Det gør mine venner’’

Hun hoppede lidt frem og tilbage på benene, mens hun tog endnu en slurk fra hendes flaske. Men så måtte der være gået et eller andet op for hende, da hun lod sig glide ned på knæ igen, og lede efter noget. Hun fandt hurtigt hvad hun ledte efter, nemlig hendes taske. Men en skuffet mine, så hun, at der ikke længere var noget tilbage af det pulver, som skulle sikre hende turen hjem. ,,ups, ved du hvordan..’’ hun vente sig imod ham ,,Jeg bedst kommer her fra, og til godric dalen?’’ hun burde kunne teleportere sig selv, men hun var ikke sikker på hun ture at sætte sin lid, til hendes egne magisk kunnen. Og hun havde ikke lyst til at ende med at mistet noget fra hendes krop, bare fordi hun igen havde sagt noget forkert.

[Deleted]

Ingefærsøl var godt nok ikke ligefrem det stærkeste alkohol, der var at finde i verdenen. Han havde sågar set elever sidde og drikke det over en diskussion omkring lektier. Og hvis han havde husket rigtigt, havde han selv fået en smag for det da, han lige var flyttet til Hogsmeade. Det var ikke længere noget for ham. Lidt for sødt. Og hvis han ville have søde sager, brød han ikke om dem i form af en væske. Men han forstod godt hvorfor folk blev tiltrukket af stadset. Det som bekymrede ham mest, var indholdet i flasken, som hun holdt godt fat i. Han genkendte farven. Han var trods alt ikke ukendt på de forskellige barer. Så han havde ikke brug for at stikke næsen ned i den for at vide, hvad det var.

”Forhelved også, kvindemenneske..” mumlede han utydeligt for ikke at lade hende opfange det helt. Han vidste ikke, hvad fanden han skulle gøre med hende. Hun var helt væk. Det ville nok have været komisk at overvære, hvis ikke han også skulle være opmærksom på ikke at vække huset og spille den modne person.
Så hun havde faktisk et navn. Han havde aldrig set til at skulle spørge efter det. De få gange de havde snakket mere privat havde ikke varet længe nok. Men Anastasia. Et navn han ikke havde forestillet sig. Men det passede til hende. Overraskende godt. ”Jamen sikke nogle venner, du har dig, Ana.” De kunne have passet bedre på hende.

Han blev endnu mere forvirret, da hun pludselig nærmede sig gulvet. I et kort øjeblik blev han panikslagen, som troede han, at hun pludselig fik det dårligt og ville kaste op udover ham, eller at hun havde fået de forkerte syn på situationen. Af den grund bøjede han i sine knæ og kom ned på hug sammen med hende. Det viste sig dog at være hverken den ene eller anden ting.
”What?! Du har ikke planer om at rejse i din tilstand, har du?. Se hvor godt det gik dig denne gang. Du er ikke engang i nærheden af Godrics Dalen.” Han rystede opgivende på hovedet og satte en hånd mod panden, hvorefter den blev kørt igennem det uglede hår. Han rejste sig så med ét op og tog hende under armene for at få hende på benene igen. ”Du er ikke i stand til at gå nogle steder lige nu.” Han gjorde et forsøg på at tage flasken fra hende og stillede den op på den lille hylde over pejsen. Derefter tænkte han ikke meget over det og fik en arm ind under hendes ben og en anden omkring hendes skuldre og løftede hende op med en smule besvær. Hun var som sådan ikke tung, men hun vejede uden tvivl mere end papkasserne med slik, han normalt bar omkring.
Hun blev efterfølgende lagt forsigtigt ned på sofaen. Heldigt at det hele var at finde i stuen. ”Det er bedst, hvis du bliver her til i morgen. Så kan du bruge vores susenetværk til at komme hjem.” Ubevist strøg han hende over håret. ”Bliv liggende.” beordrede han hende, og forsvandt så ud i køkkenet i den anden side af huset. Han mente selv, at han ikke havde taget for lang tid, før han vendte tilbage med et glas vand og en træspand. Spanden blev stillet ved siden af sofaen og glasset blev rakt til hende. ”Drik det..”

[Deleted]

,,Og hvorfor så ikke det?’’ stemmen var en smule barnlig, og det hjalp bestemt ikke på kvindens udtryk, da en underlæbe blev skubbet frem, i sit bedste hunde øjne ansigt.

Usikkert kom hun op på benene igen, hendes næse blev presset imod hans hals, og hun kunne ikke holde sig fra at tage en god indånding. Han duftede virkelig godt, lidt lige som hendes yndlingsslik. Tænk at vågne op til det hver dag, hun blinkede lidt med øjnene, og rev sit hoved væk. Bestemt ikke det hun burde tænke på lige nu! At sige at det var svært for Ana at få styr på tankerne, var årets underdrivelse. Det var som om to personer råbte i munden på hinanden, mens at kroppen prøvede at styre sit eget show.

,,Men der er mere i’’ lyden af i’et, blev trukket ud, mens at hendes øjne for alvor blev bedrøvet, da hendes elskede flaske blev taget fra hende hun var jo bestemt ikke færdig. Hun kunne jo stadig tænke, det var ikke mening hun skulle tænke. Men hun gjorde alligevel ikke noget videre forsøg på at få den igen, brummede bare mildt utilfreds, da han sagde hun ikke skulle nogen steder. Mærkede hvordan hendes krop lige pludselig ikke stod, men var presset utrolig tæt ind imod hans krop. Lidt akavet fik hun lagt sine arme omkring hans nakke, men det var ikke noget hun kunne nyde længe, før at kroppen ramte de bløde hynder fra en sofa.

Hun lyttede ikke så meget efter hvad han sagde, da han begyndte at stryge hende hen over håret. Også forsvandt han, underlæben blev igen stukket frem, han kunne da godt blive lidt længere.
Men der var vel også noget med, at hun skulle ud af den her kjole. Hun begyndte at rode rundt med at finde lynlåsen, hvilket vise mere besvær end som så. Og med et lille klonk faldt hun da også ned fra sofaen, mens hun baskede med den skide lynlås i den sorte kjole. Kun lige for at nå at hoppe op i sofaen og hive hvad hun håbede var et tæppe hen over hendes krop, der nu kun var dækket af strømpebukser og en bh.

Hun rakte den hånden frem, hejste sig op med brugen af sin ene arm, og begyndte at drikke af det kolde vand hun havde fået. Det var nu alligevel meget rart.
,,Tak’’ mumlede hun stille, og rakte glasset tilbage. Hun var en smule mere klar i hoved, men ikke nok til at hun alligevel formåede at sige; ,,Kunne du.. måske blive lidt?’’ hviskede hun stille og kiggede op på h am med store bedende øjne.

[Deleted]

Trevor var ikke helt sikker på om et glas vand ville hjælpe. Han var som regel ikke den der tog sig af alle fulderikkerne. Og når han selv havde drukket for meget huskede han ofte ikke meget før den næste dag, hvor hans mor havde gjort et glas vand klar til ham. Så det var nok derfra hans idé var kommet. Men det så nu alligevel ud til at virke på den ubudne gæst, for hun så ud til at falde godt til i sofaen. Han så sig en smule omkring, og nu hvor hans svage øjne havde vænnet sig til mørket, kunne han orientere sig lidt bedre.
Der lå en kjole på gulvet. Det var noget af det første han lagde mærke til, for det havde der ikke før. En smule flygtigt så han tilbage på Anastasia og fik hurtigt linket dem samme med hinanden. Hvornår havde hun…? Han så tilbage på kjolen. Så mod den lettere afklædte pige under tæppet. Og til slut slå han hovedet tilbage for at trække sig væk fra det. Det var jo ikke underligt. Bare ikke noget han havde forventet. Hun havde da virkelig gjort sig selv hjemme.

Han tog strakt imod glasset igen og skulle netop til at vende tilbage til køkkenet med det. Men hun fik stoppet ham. Først så han noget forvirret på hende. Havde hun troet, at han ville skride op på sit værelse igen? ”Sure thing. Jeg kan nok ikke falde i søvn igen alligevel. Og jeg skal holde øje med, at du ikke bryder ind i andres hjem.” svarede han ganske roligt, som gjorde han det hele tiden. Han dumpede hårdt ned i den tilhørende lænestol vedsiden af sofaen - stadig med glasset i sine hænder, eftersom han havde glemt alt om sin plan. I stedet sad han og fumlede med det mellem sine hænder.
”Hvad var så anledningen til denne.. aften i selskab med ildwhiskeyen??” Han var usikker på om hun overhoved var vågen. Han var godt klar over hvor hurtigt folk kunne forsvinde hen i søvnen i den samme tilstand, som hun var i. Men han trak ikke sine ord tilbage. I stedet lænede han sig godt tilbage i stolen og trak endda sine ben op i den. Hans søster elskede hvor stor stolen var, og inderst inde var Trevor mindst lige så vild med det. Også selvom han så småt havde vokset sig en tand for stor til at sidde og falde helt ned i den. ”Du forekom mig aldrig som en tøs, der drak sig stiv på en hverdag, men øjet kan vel bedrage.” Han blev kortvarigt mindet om den dag, det endelig var gået op for hende, hvad han var. Det var næsten kommet som et chok for hende. Og der var kommet udtryk frem som bestemt ikke klædte hendes smukke ansigt.

[Deleted]

Hun grinede let, som når man synes var noget sjovt, men egentlig ikke vidste hvor meget man kunne tillade sig at grine af det. Hendes blik betragtede igen loftet, det første hun havde set, da hun igen var kommet til sig selv, efter hendes ret mislykkedes tur hjem.

Tænk hvordan et år havde ændret hende. Hvordan hun havde opført sig da hun havde hørt, at han var en fuser. Hvordan hun havde undgået ham, men alligevel kommet forbi igen, og igen, og igen. Han havde selvfølgelig ikke fattet mistanke. Hendes blik skøjtede hen imod ham, håbede hun. Eller, måske var hun alligevel skuffet over han havde sat sig i stolen?

Hendes tunge vædet hendes læber, da hun mærkede hvor tørre de var blevet, af alt alkoholen som hun havde indtaget. Hvilket næsten gjorde hende tørstig efter mere vand. Men før hun kunne nå at sige noget, hvad anledningen var. Smilet der ellers havde været en konstant, svandt lidt ind, mens hun pillede lidt ved en af de frynser som var på tæppet. Tog en dyb indånding ,,Fylder så ment 24 år i dag’’ sagde hun og vente sit ansigt hen imod ham. Synet kunne bedrage, ja mere end han anede. Mere end hendes forældre havde troet. Og nu sad hun i stuen med en fuser, og ønskede faktisk at han ville komme hen til hende i sofaen, frem for at sidde så langt væk.

Hun var virkelig ved at miste besiddelsen, eller også var hun, rigtig, rigtig fuld lige nu.

,,Der er mange ting der kan bedrage omkring en pige som jeg..’’ sagde hun så og satte sig op i sofaen, hun var alligevel ikke træt, og hendes hoved snorede når hun lå ned. Hendes læber pressede sig sammen, så det blev en trutmund. ,,hvordan ville du så tro jeg var?’’ sagde hun udfordrende, mens hendes blik funklede drillesygt hen imod ham. Hvis han havde en idé om hvordan hun var, med hensyn til at drikke, måtte der være andre ting som han havde troet omkring hende.
Måske de kunne få lagt låg på nogle af de ting i aften.

[Deleted]

Trevor gjorde store øjne, da hun afslørede grunden til det umodne drikkeri. Svaret gjorde ham endnu mere forvirret. Selvfølgelig var det meget normalt at drikke sig stangstive på ens fødselsdag, men han fik nu stadig en forkert fornemmelse fra hende. Hun lød bestemt ikke glad for at fylde år. Hun var vel ikke nået sin midtvejskrise endnu, havde hun? Hun var kun 24 år. Okay. Hun nærmede sig 25 år. En alder der kunne ses som deprimerende. Så var en fjerde del af ens liv brug. Lige netop det blev hurtigt kodet ind mod ham selv. Han fyldte snart 25 år. Han tænkte normalt ikke over sin alder, men lige nu virkede det ubehageligt at filosofere over, så han rystede det hurtigt væk. ”Jamen.. tillykke med fødselsdagen, then.” sagde han forsigtigt og med et mikroskopisk spørgsmålstegn bagpå. Han var i tvivl om hun overhoved gad høre den slags.

”Hva?” Han løftede markant et øjenbryn og så undrende mod hende. Ikke fordi hendes spørgsmål var dumt, men han havde egentlig ikke den største lyst til at remse diverse ting op, som han troede om hende, så frem for at afvise, fremviste han i stedet irritation. Hvilket ikke virkede en skid. For der gik ikke længere end et par sekunder af stilhed, før han sukkede og løsnede sit ansigtsudtryk op igen for så at åbne munden.

”Puh.. Som noget af det første, så troede jeg du var lidt mere end et sølle år yngre end mig.” Han lænede sit hoved tilbage op ad lænestolens ryglæn og så mod loftet mens en hånd kørte igennem håret. Han var selv forundret over hvor blødt det var uden voksen, han normalt altid havde i det. Han var vant til den stive følelse, så det føltes ikke helt optimalt. ”Derudover forekom du mig… ikke ligefrem up-stuck. Nej. Det er mere, at du har den her hårde professionelle attitude, der kan virke… intimiderende. Jeg har altid troet, at du mente, at du var for god til alt og alle.” Han kørte hovedet rundt for at sætte nakken på plads, inden han svang sig frem i stolen. Armene hvilende på knæene og fødderne plantet fast i gulvet. De brune øjne hævede sig og landede hen på Anastasia. ”Men alligevel - alle de gange jeg har mødte dig, har du haft en falsk udstråling over dig.”
Denne gang kiggede han ikke længere bare på hende. Hans blik var blevet en smule mere intenst. Og det var fikseret kun mod hende. Mod hendes ansigt. Ind i hendes øjne. ”Det var som om, at du gemte dig.”

[Deleted]

,,hmm’’ kom der som en lav hvisken, hendes øjne var fikseret imod hans. Der var noget i hans blik, noget som fik hende til at tro på at hun faktisk kunne stole på ham. Alle de ting som hun var lært op i, ting hun var tvunget til at tro på. De fløj væk, som havde de fået vinger eller blot taget bort med vinden.

Hun tog en dyb indånding, men det er svært at lære en gammel hund nye tricks. Og som hun lige havde sagt, så var hun gammel, eller, i nogle standarter. Hun sank en smule spyt, trak blikket væk fra ham, knugede tæppet imellem hendes hænder. Hvorfor var det så svært bare at åbne munden, og fortælle ham hvordan hun havde det? Måske det faktisk ville være godt for hende, endelig at sige noget til nogen, at hun ikke længere ville være som hun var. Ønsket om at flygte fra en familie, der ikke tænkte på andet end en blodlinje der skulle være perfekt.

Igen åbnede hun munden, skævede over til ham, lukkede den igen. Hjernen kunne skabe de perfekte sætninger, men hver gang hun skulle til at sige dem, svigtede modet hende.

Og dog ,,Jeg..’’ det var en hæs stemme, hvilket nok kunne skyldes den stærke drik. Som hun havde behandlet som sodavand det meste af aftenen. ,,Man lære at gemme sig bag masker, når ens familie kræver det af en’’ hun sank igen, knugede tæppet hårde. Også gled de første tåre ned af kinderne, det hele virkede så uoverskueligt. Hun ville ikke giftes med en mand som hun ikke brød sig om, og det kunne godt være at hun havde mødt ham. Han havde bestemt ikke virket, slem? Men hun elskede ham ikke, hun var ikke en gang forelsket i ham. Hvordan skulle man kunne være sammen med en person, have samleje, få børn, med en man ikke var tiltrukket af?

Hendes blik faldt igen på den mandlige skikkelse foran hende.
,,Det ynkeligt, virkelig’’ raspede stemmen, mens tårende for alvor tog fat ,,Hvordan, at man lader sig tvinge til ting, gøre ting, bare fordi ens familie er damning blod fanatiker’’ hun prøvede forgæves at grine det væk, og tørre tårende væk.

[Deleted]

I starten sad Trevor bare og lyttede. En ting man måske ikke ville tro, at han var god til, fordi han så ofte havde slået først og tænkt senere. Men det betød ikke, at nogle faktisk havde værdi nok til, at han endte ud med at respektere dem. Og så var han træt som bare pokker. Hvis ikke det havde været fordi, han skulle holde styr på deres samtale, ville han nok have faldet i søvn i stolen. Alt imens han holdte øje med hende, som han havde lovet. Men til trods for, at han så ud til at have opmærksomheden rettet direkte mod Anastasia, kom det noget bag på ham, da han pludselig lagde mærke til, hvordan hendes hænder gentagende gange blev ført op til hendes øjne. Og han bildte sig selv ind, at han kunne høre flere snøft komme fra hende.
Græd hun? Han havde ikke lagt mærke til at der løb tårer ned over hendes ansigt. Så da det gik op for ham, var det som et slag i fjæset. Var det på grund af ham? Havde han måske været for hård i sine ord? Nervøsitet kravlede ind over ham. Men så kom forklaringen. Ikke at det fik ham til at slappe mere af eller puste lettet ud. I stedet fik det noget til at boble inde i ham. En vis form for vrede.

”Hey.. shh shh..” Han rejste sig hurtigt fra stolen, glasset blev stillet på sofabordet, så begge hans hænder fra frie til at blive holdt op foran sig. Han havde trøstet sin søster før. Og tilfældige små børn, der var faret vild eller lignende. Men aldrig voksne mennesker. Og hun var vel et sted stadig en fremmed person. Også selvom de havde mødtes før. Det tog ham ikke mere end et langt skridt at nå sofaen, hvor han bøjede sig lidt ned mod hende. ”Kom her. Op og sidde..” mumlede han, samtidig med at han tog fat i hendes skuldre og hjalp hende op, så der var lidt plads til, at han kunne dumpe ned ved siden af hende. En arm blev ført omkring hendes skuldre og han trak hende lidt mere ind mod sin skulder. Ironisk som ordsproget matchede godt lige nu. Cry on my shoulder.
”Så så..” tyssede han forsigtigt. Han nussede hendes overarm en smule akavet, og han måtte indrømme, at han sad en smule stift. Men hvad fanden skulle han ellers gøre? ”Blodfanatisme er noget lort..” Det forklarede egentligt en del. Hvorfor hun havde reagere som hun gjorde, da hans hemmelighed endelig havde klikket hos hende. Men det havde ikke været det eneste, der var sket den eftermiddag. Hun havde ikke leet med møgungerne. Hun havde råbt ad dem. Præcis som han havde. Måske havde hun været lidt mere hysterisk, men hun var ikke vant til at håndtere det på samme måde, som han var. ”Men det er også noget magtfuldt lort. Jeg tror det tætteste på det i iblandt mugglerne, er religion. Det handler alt sammen om, at man tror, at man kan have magten over andre. Du ved: Hvis du ikke mener det samme som mig, er du dum/ond/forkert på den.” Han sukkede og så ned på hende med en usikker mine. Han havde ingen stærke meninger om det som sådan. Han var godt klar over, at det var normen. ”Det komiske er at religion også tit nævner, at man skal finde sig selv. Så.. hader du mig, fordi jeg ikke har rent blod?”

[Deleted]

Hun havde aldrig, i hendes vildeste drømme, troet at nogen ville gøre det som han gjorde.
Følelsen af, hvordan at nogen hæv hende op i et kram. Muligvis en smule akavet, men det var rart. Og der gik ikke længe, før at hun fandt sig selv med hendes hoved liggende på hans skulder. Hun tog nogle dybe indåndinger. Stadig beruset over en standart, hvor man faktisk ville kategorisere hende som stinkende stiv. Gjorde det hende ikke noget, hvordan at hans hånd kærtegnede hendes bare overarm. Igen duften af det søde slik, hvad var det nu det hed? Hun prøvede at ordne hendes således, at hun måske kunne finde netop den vide. Men der var intet at komme efter. Men godt, det duftede ham.
Og hun nød igen, trygheden som var den effekt hver gang hun følte ham tæt på. Irrationelt var det bestemt, men grundet den dejlige fornemmelse, valgte hun at ignorer den del.
Det var næsten lige før at hun faldt i søvn til hans stemme, hans omfavnelse, hans strøg hen over armen. Men hun vidste det var en vigtig ting som de diskuteret var vigtig, desuden var det lidt mærkeligt først at græde også falde i søvn? Hendes øjenlåg vristede sig uvilligt op igen, kiggede på hans mørke silhuet.
Hadet hun ham? Nej, hun burde. Hver knogle i hele hendes krop fortalte hende, hvordan hun burde afsky ham, nægte ham at være så tæt på. Men hvorfor gjorde hun det så ikke? Svaret var vel klare for hende, end som så.
Hun rykkede lidt på sig, således at hans ansigt var lige der, foran hendes. Hun tog en dyb indånding, betragtede hans øjne, dernæst hans læber. I et kort øjeblik var hun grebet af den følelse af bare ville kysse ham, suget i maven der prøvede at fortælle hende hvor godt det kunne være. Men hun kunne ikke få sig selv til det, hvad nu hvis han ville blive fornærmet? Det ville han nok, hun nikkede mentalt. Ja han ville hade hende, også ville de være der hvor de have været før.
,,Nej, jeg hader dig ikke’’ kom der så endelig ,,Det lidt svært at hade dig, når hver gang jeg ser dig, får et åndsvagt smil frem på mine læber. En lyst til at lære dig bedre at kende..’’ hendes bryn lavede en lille fuge i panden ,,Også er det svært at hade en person, som dufter af ens yndlings slik’’ et flabet grin brød frem, mens at kinderne glimtede let af de våde striber som tårerne havde efterladt.

[Deleted]

Hun var pludselig tæt på. Meget tæt på. Hans mave snurrede sig en smule sammen, og han i et split sekund landede hans øjne nede på hendes læber, der nær rørte hans. En hver ville forstå, hvad han følte i det øjeblik. Det var fristende. Næsten for fristende. Det gjaldt ikke meget andet end, at han lænede sig en lille centimeter tættere på. Men problemet lå i, at der ikke lå meget andet i det. Stemningen - hele sceneriet - lagde op til falske følelser. Kun fundet frem af ren lyst. Og ikke nok med at den forsvandt igen, så snart han blev bevist om det, men han havde sjælendt været den til at spille videre på sin egen egoisme. Så lavt ønskede han ikke at synke. For så var han ikke bedre end alle andre.

Dog så det ud til at den selv samme person, som sendte ham ind i Lust’s cave også fik ham ud af den igen, da hun begyndte at tale. Og ligesom så mange andre ting, der forlod hendes mund, forundrede hendes ord ham. Hun lød ret poetisk, nu hvor han tænkte over det. Eller var det mere filosofisk? Han trak sit hoved lidt tilbage for at skabe afstand mellem deres ansigter - skabte et par dobbelthager i processen - og fik sit sædvanlige forvirrede udtryk frem.
”Lyst til at lære mig at kende?” Det kom helt bag på ham. Han var selv godt klar over, at hans personlighed var lort. Han gjorde ofte en del af det med vilje, for han havde styr på størstedelen af hans handlinger. ”Det havde jeg ikke forventet fra dig, hvis jeg må være ærlig. Har jeg ikke været et ret stort røvhul overfor dig?” Ikke at hun havde fået særbehandling. Han behandlede de fleste, som han havde gjort hende i starten. ”Og hvad mener du med, at jeg dufter jeg slik?” Han løftede sin frie arm og satte næsten helt ind til den for at indsnuse duften. Det var nok mere lugten fra hans trøje han kunne fange, men hun havde fandme ret. Han duftede …sødt. Hvad skete der for det? Selvfølgelig var det åbenlyst at han ville dufte af slik, siden han var omgivet af det dag ud og dag ind, men han havde da taget et bad efter dagens vagter. Og han havde ikke haft sweatshirten på, mens han var på arbejde. ”What the damn…?” Han kunne ikke lade være med at le lidt over det selv. Hvor var det ironisk. Den vrede mand gik rundt med en konstant aroma af slik.
”Alright, Anastasia.” Det var et smukt navn. Men han følte ikke at det fulde navn matchede til hende. ”..Ana..” rettede han derfor efterfølgende. ”Er du okay nu? For du burde virkelig få..” Han blev afbrudt af et gab. ”..sovet lidt. Det er sikkert allerede over sin sengetid.” Han smilede skævt og kækt til hende. ”…Jeg skal nok blive siddende.. her, hvis det er.”

[Deleted]

,,Måske er det også derfor jeg synes det er så mærkeligt at jeg gerne vil lære dig at kende’’ grinede hun og daskede blidt til ham, mens han indsnusede sin egen duft. Det var nu ikke derfor hun fandt det så mærkeligt, nej grunden til hun fandt det mærkeligt var; at en pige som hende, virkelig ikke burde associerer sig med mennesker som ham. Og jo mere hun sagde det inde i hendes hoved, jo værre blev det faktisk for hende at forstå, at det var sådan at det var i hendes liv. Et tormult af følelser som hun ikke helt vidste hvordan hun skulle placerer, fortsatte med at rase rundt i hendes indre. Og det hjalp bestemt ikke på at de stadig sad rimelig tæt. Tanken slog hende, at hun også bare kunne flytte længere væk fra ham. Men den tanke havde hun mindre lyst til at adlyde.
Et smil bredte sig dog hen over hendes læber, da han begyndte at le. Det var en dejlig latter, hvilket fik følelsen i brystet til at knuge sig endnu mere sammen. Og for et kort øjeblik lagde hun mærke til at den trykken ikke var ubehagelig, at hun faktisk bød den velkommen som en savnet ven hun ikke havde set i lang tid.
,,I Seng’’ sagde hun langsomt, hun havde på nuværende tidspunkt ikke været særlig tæt. Men med hoved der begyndte at spinde igen, og hoved der langsomt lagde sig på puderne der var under hende. Var det som om at kroppen tvang hende til at falde i søvn nu, selvom hendes sind meget hellere ville blive oppe med ham lidt endnu. Nu havde hun endelig chancen for at lære ham at kende.
,,Måske jeg skulle sove ja’’ hun fugtede sine læber, kløede sig lidt på panden. Tæppet blev hævet højere op over hende og begyndte at putte sig rigtig godt ind i det. ,,Tak fordi du blev Tre…’’ kort pause, et lille smask med læberne ,,vor..’’
Derefter, var der ikke ret meget mere kontakt til den blonde kvinde, alkoholen og kroppen havde vundet. Og hun lod sig glide ind i søvnens rige.