Maybe It's My Wound..

[Deleted]

"Det kan jeg også godt forstå," sagde han blot, det var jo noget hun selv måtte finde ud af, han vidste jo godt, det ikke var noget han kunne tvinge hende til, selvom han havde gjort det, hvis det var ham muligt. Han elskede hende jo, og det ville han nok altid gøre, han kunne slet ikke se sig selv sammen med andre kvinder end hende.
"Jeg kan ikke hjælpe dig med, hvad du skal tænke, men ja.. Hvis du har spørgsmål, så stil dem, så skal jeg nok være ærlig," sagde han blot, nu havde han jo smidt bomben, så kunne hun ligeså godt få lov til, at spørger ind og han havde ikke længere nogen grund til, at skjule noget.

"Der er ingen grund til, at råbe af mig, Leonora, det vil det ikke gøre mindre ondt af," sagde han og så alvorligt på hende, før han vendte rundt på hælene, og begyndte at gå op af trapperne i den store entre, og drejede om det ene hjørne og åbnede døren ind til soveværelset. Så måtte hun jo følge med, hvis hun ville snakke mere.
Alexander selv havde været på arbejde hele dagen, han var træt og havde virkelig bare brug for, at lægge ned efterhånden. "Jeg prøvede at overtale hende til, at lade vær, men der var intet jeg kunne gøre. Jeg stod af som leder året efter hun blev medlem, året efter igen, døde hun.." han tav, han hadede virkelig at snakke om Megans død, men så kunne Leonora jo selv regne ud hvor længe siden det var.

[Deleted]

Leonora kunne ikke forklarer sig, hun vidste jo godt hvad hun mente men hun havde svært ved at udtrykke det, det her var på ingen måde nogen nem opgave, og Leonora prøvede bare sådan... At overleve det hele. Hun anede ikke hvad hun ønskede for fremtiden, hun vidste bare hun ikke kunne lide livet som det var nu.
"Jeg har efterhånden ikke flere spørgsmål, for jeg syntes bare jeg bliver mere forvirret hver gang jeg spørger om noget" sagde hun, hun følte sig tom indeni, og et øjeblik ville hun næsten bare ønske at hun var død.
Alt virkede så ligegyldigt og latterligt lige nu.

"Ingen grund til at råbe? Er du fra forstanden!" sagde hun og kunne mærke gråden vælte ud af hendes øjne imens hun et par gange desperat bankede på hans brystkasse hvordan kunne det her pludseligt ske? Deres liv havde jo været perfekt.
"Hvorfor smed du hende ikke ud Alex? Det var vores datter... Hvordan kan du?" spurgte hun i en desperat stemme, hvordan kunne han ikke have smidt hende ud?
Var de bare overhovedet ikke med hinanden? Hun forstod ikke noget som helst hvordan kunne han have ladet deres datter være med i sådan en farlig bande og hvordan kunne hun ikke vide noget om det? Hun følte klart hun havde svigtet som mor.

[Deleted]

Alexander nikkede lidt, "Det er også okay.. Jeg ved bare snart ikke, hvad jeg mere kan sige eller gøre, for at gøre det godt igen.. Jeg har nok lidt givet op," indrømmede han roligt. Det var ikke fordi han havde givet op omkring hende, men omkring, at forklare og fortælle hende det hele.
Han vidste ikke rigtigt, hvad han mere kunne gøre, han havde nok bare givet op, nu måtte det være op til hende, om hun ville tilgive ham og de kunne prøve igen, eller om hun var for sur eller skuffet, eller hvad end hun var, til at give ham en ny chance.

Han tog hårdt fat omkring begge hendes håndled, da hun begyndte at slå ham på brystkasse, "Det der stoppe du lige nu, ellers kan du godt skride igen," sagde han hårdt, og slap hende igen i en lettere voldsom bevægelse. Han fandt sig ikke i noget, og hun skulle slet ikke tro, at hun kunne tillade sig, at slå sådan på ham.
"Jeg var stolt.. Jeg er stolt af hende, Leonora, hun døde i kampen om, at overtage ministeriet i dødsgardens navn. Jeg har aldrig været mere stolt af hende i hele mit liv! Du husker vel nok, hvordan hun altid svigtede os? Hvor meget ballade hun lavede? Eller har du glemt det?" spurgte han, og mærkede hvordan hans hjerte bankede.

[Deleted]

Denne her periode var uden tvivl den værste i hendes liv, hvordan det her kunne ske var hun ikke sikker på og hun anede ikke hvordan hun skulle takle denne her situation og hvordan det hele kunne blive bedre. Hun burde måske bare tilgive alt, men der var bare så meget at sluge lige nu.
"Det har jeg da også... Hvordan tror du jeg har det?" spurgte hun, Leonora var på mange punkter en rigtig kvinde og det vidste hun udemærket godt, men hun kunne jo ikke andet gøre end at handle så godt hun kunne med de midler hun nu engang havde til rådighed, og lige nu følte hun ikke det var mange.

"Hvordan kunne du?" spurgte hun fuld af skuffelse og sorg i stemmen, hun kunne jo ikke sige at han havde slået deres datter ihjel, men hun kunne jo heller ikke sige at han ikke havde været medvirkende. Det her var lige godt det værste hun havde oplevet.
"Jeg er ligeglad Alex, jeg vil bare gerne have hende tilbage, det kan ikke passe at det er meningen tingene skal slutte sådan her... For hende, for os... Jeg... Jeg ved ikke hvad jeg skal sige" sagde hun og lagde en hånd ned på hendes højgravide mave, det her var simpelthen så indviklet.

[Deleted]

Alexander slog let ud med armene, "Det ved jeg ikke, Leonora, det ved jeg ærligt talt ikke," svarede han blot og sukkede. Selvfølgelig ville han aldrig blive ligeglad omkring hende, men han var efterhånden nået til et punkt, hvor han bare vidste, at han ikke kunne blive ved med at kæmpe.
"Hør, Leonora det har været en lang dag for os begge, læg dig nu op i sengen, healeren sagde du skulle tage det med ro, så du ikke stresser barnet. Jeg sover på sofaen og så snakker vi i morgen," sagde han egentlig ikke ment som et foreslag, men som i, at det var sådan det ville være bedst for alle.

"Hun var 18 år gammel, Leonora, jeg kunne ikke stoppe hende, det kan virkelig heller ikke komme så meget bag på dig, tænk på hvordan vi har opdraget hende," sagde han og gik over i mod hende, og gjorde en gestus med armene, om inviterede til et kram, hvis hun havde brug for det, han ville dog ikke bare gå hen og kramme hende.
Han lagde forsigtigt en hånd mod hendes kind og så ned på hende, "Hun vil altid være hos os, i vores hjerter," sagde han roligt og placerede et blidt kys på hendes pande. "Vi skal nok klare os, vi er bare nødt til, at være stærke. Kan du være stærk for mig? Med mig?" spurgte han og lagde så også den anden hånd på hendes anden kind, og lod så sin pande møde hendes.

[Deleted]

Leonora anede ikke hvad hun skulle sige mere, denne her situation var meget indviklet for hende, mest fordi at hun ikke nogensinde havde troet at hende og Alexander ville gå fra hinanden, de havde jo haft kriser før som de var endt med at komme igennem, men denne her var nok lidt for stor til at det kunne lade sig gøre.
"Okay... Kommer du op og vækker mig?" spurgte hun, ikke t hun regnede med overhovedet at få lukket et øje, og egentligt så ville hun gerne foreslå ham at de sov sammen, men hun vidste godt t det måske ikke ville være det mest fornuftige.

"Du kunne da have smidt hende ud!" sagde hun frustreret, hun ville virkeligt håbe og ønske at han havde fortalt hende det dengang, hun ville da ikke have været afvisende, nu var det jo ikke fordi at hun var mega fan af mugglere anyway, der var jo en grund til at hun havde valgt Durmstrang.
"Måske.." sagde hun og lod sine hænder glide omkring hans liv som han hvilede sin pande i mod hendes, som var det ren refleks:; "Aldrig i en million år, havde jeg troet det ville ende sådan her" sagde hun i en ærlig stemme.