Take It Off

[Nathair Malfoy]

@madeleine - Godric Dalens kirkegård - Februar 2052 - Omkring klokken 2.

Nathair havde for et par måneder siden slået op med Angela, eller de var nok nærmere bare blevet enige om, at det ikke skulle være dem mere, men hvis hans venner spurgte, så var det selvfølgelig ham som havde slået op, han skulle fandme ikke have et rygte som en eller anden taber som ikke kunne holde på sin dame. Men han havde det nu helt fint med det, Lora var sikkert også begyndt at lugte lunten.
Han sparkede til en sten som lå på jorden, dem var der mange af på en grus sti som denne, men den han gik efter var lidt større end alle de andre. Han gik med hætten trukket godt op, så han kun kunne se lige ned på sine fødder, og så havde han hænderne i lommerne og fløjtede en irriterende sang han havde fået på hjernen. 

Han gik roligt hen af stien mellem de mange gravstene, uden at blive den mindste smule berørt af dette burde være et trist sted, for ham var det lige nu blot den hurtigste vej hjem og intet andet. Han var færdig på Hogwarts, hvilket han havde været noget tid efterhånden, han havde fået sig en mega fed lejelighed i 18 års af sin far.
Om det havde været en pæn hentydning, til at han godt kunne skubbe af, eller om det havde været venlighed, det lå lidt hen i det uvisse, men det var også lige meget, Nathair var glad for den, og så kunne alt det andet være fuldstændig ligegyldigt. Han fik sparket ekstra hårdt til stenen så den føj et godt stykke i gennem luften, hvilket fik et selvfedt smil frem på hans ru læber.

[Deleted]

Det var en smule koldt på kirkegården, derfor havde Madeleine trukket sin sorte kappe godt rundt om sine skuldre. Den sorte farve og mørket, fik næsten hendes hud og helt lyse hår, til at lyse op. Sådan var det altid og selvom hun var halvt willie, fra fødslen, så havde hun stadig ikke vænnet sig til det. Til tider ville hun virkelig ønske, at hendes mor ikke var en willie, og at hun selv var en normal pige. 
Hun bevægede sig med hurtige, nervøse skridt hen af grusstien. Hun hadede mørke og at det var på en kirkegård, gjorde det ikke bedre. Desværre var det bare en nødvendighed, at hun kun besøgte sin farfars grav, når det var mørkt udenfor. Så ville ingen se hende og ingen ville komme med irriterende kommentarere. 

Egentlig skulle hendes far have været med, men siden han havde fået en forfærdelig forkølelse, så ville det gøre mere skade end gavn, så Madeleine havde overbevist ham om, at hun sagtens selv kunne tage derhen. Og selvom hun var magiker, så havde hun valgt at gå den halvanden kilomenter der var. Kold luft i hovedet, var ikke noget hun havde imod. 
Hun gik i sine egne tanker, da hun mærkede noget hårdt på sin ankel, hvilket fik hende til at komme med et lille piv. Hurtig trak hun sin tryllestav og siden det var midt nat, så tændte hun den og lyste mod sin fod. Der var intet. Kunne det have været en sten, eller en gren?

[Nathair Malfoy]

Nathairs opmærksomhed blev vendt mod en lille lyd, havde han ramt nogen? Han vendte blikket mod lyset som pludselig dukkede op lidt længere fremme, var han hurtigt omme bag et træ for at gemme sig. Han havde aldrig været den sødeste fyr, han havde altid mobbet alle omkring ham, og efter ham og Angela var gået fra hinanden, var det kun blevet værre.
Han kiggede forsigtigt frem fra bag træet, hvorfor han gemte sig blev han pludselig i tvivl om, og kom derfor frem fra sit skjul, selv med sin stav lysende for ham. "Nææh, ser man det, det er jo lille frk. Hill," sagde han i den velkendte kolde stemme. Han vidste udmærket godt hvem hun var, hun var den irriterende Willie-tøs, som allerede én gang før havde afvist ham, dengang de havde gået på Hogwarts.

Han gik roligt i mod hende, "Hvad laver en Willie ude på denne tid af natten? Ved du ikke det er nu alle os ballademager komme frem fra vores skjul," sagde han og blinkede til hende med de kolde blå, typiske Malfoy øjne, som han kiggede ned og op af hende. Han kunne godt mærke hendes tiltrækning trække på ham, som hun jo nærmest stod og gjorde sig til overfor ham.. Det var han i hvert fald overbevist om at hun gjorde.
Han gik tættere og tættere på hende, til han stod lige foran hende, "Smuk som altid, huh?" sagde han og så en smule dominerende ned på hende. Han var virkelig glad for at han med årene var blevet en høj ung mand, det var meget lettere at føle sig højere i hierarkiet end alle andre, når man rent fysisk også var højere end dem.

[Deleted]

En alt for velkendt stemme lød, hvilket fik gåsehuden til at sprede sig rundt omkring på Madeleines krop. Ikke fordi hun havde haft særlig meget at gøre med ham, men han var ligeså påtrængende, som alle andre mænd og derudover, så var han rigtig ubehagelig og virkelig frastødende. Han skræmte hende meget, hun ville langt hellere gå igennem en folkeforsamling af mænd, frem for at møde ham.
”Malfoy..” sagde Madeleine tøvende og vaklede et par skridt bagud, som han kom imod hende. Selvom han blot gik roligt, så kunne hun ikke lade være med at få bange anelser. ”Jeg har lige så meget ret til at være her, som dig.. I skræmmer mig ikke, blot fordi I selv tror i er ballademagere.” løj hun og krympede sig under hans kolde blik.

Selvom alt i Madeleines krop skreg efter, at skulle komme væk herfra, så stivnede hun og efter få sekunder, stod han helt foran hende. Selvom hun kunne mærke hans blik på sig, nægtede hun at se op på ham, derfor havde hun blikket på sine og hans fødder. ”Stop med at kalde mig smuk og stop med at kalde mig en willie.”
Madeleine fik løsrevet sig fra sin stivnede tilstand og gik endnu et skridt bagud. ”Hvad vil du mig, Malfoy? Lad mig være.” mumlede hun og vendte ryggen til ham, for at gå væk. Den grav måtte vente til en anden aften