Raysal Fox og Dødskampen

[Deleted]

Raysal Andrew Fox

Hvorfor var hun her? Hvad skulle det hele til for? Hvad med hendes børn? Hun mærkede hvordan det stak i hendes hjerte, hun bed sig hårdt i læben "Jeg er FÆRDIG Raysal, jeg vil ikke mere. Løbe fra dig som en kryster, så gør det dog af med mig. Jeg kan alligevel ikke elske mere" hun mærkede hvordan hendes tåre faldt, ned af hendes kinder og rendte så salte ind i hendes mund, hun hulkede mod væggen hun var trængt op af og stirrede på kvinden, hendes værste mareridt. "Jeg har mistet Judas, du pillede ham fra hinanden. Langsomt, men inden du slår mig ihjel, sindssyge kvinde menneske. Så fortæl mig dog hvorfor?" hun prøvede at komme op at stå igen, men hendes ben værkede under hende, de gjorde ondt forfærdeligt smertende efter hendes mange fald hele vejen ned igennem katakumberne. Hun kiggede på Raysal igen og tog en mod indånding "Jeg håber, du må dø i skammen over. Hvad du koster andre mennesker nu!"

[Deleted]

Dagen havde startet så stille og rolig ud, at hun kun få millimeter fra at gøre det af med Cecilia, var helt surrealistisk. Hun havde været på vej hjem til Rahuu, for at høre om Delaine kunne komme på besøg et par dage, da Delaine havde plaget uendelig meget om at komme ud og lege med nogle andre børn. Raysal forstod det godt. Delaine havde jo svært nok i forvejen med at tale helt ordenligt engelsk, så skulle til at lære at snakke spansk for at lege med de andre børn, var svært for hende.

Raysal blev dog stoppet i sin gang mod Rahuu, da hun fik øje på Cecilia.

Det fik hende til at se rødt, samtidig med hun fik en djævelsk god idé. Hvis hun kunne gøre det af med Cecilia, så var der ikke længe før, at hun kunne knække Judas helt. 

Og nu var det nu. Det øjeblik hun havde drømt om. Og fordi hun stadig kunne, legede hun med Cecilia. Som en kat der legede med musen. Det frydet hende at se hvordan den rapkæftet tøs, langt om længe var nede og bide i støvet, og at hun også var klar over det. "Ikke elske mere? Har du overhovedet nogensinde elsket?" Hånende hun selvom hun godt kendte svaret. Selvfølgelig havde hun elsket, men hun gav hende bare tilbage af samme skuffe. Hun havde anklaget Raysal op til flere gange, for aldrig havet elsket, på trods af, at Raysal altid elsket med hele sit hjerte. At det med Colton aldrig havde været ægte fra hans side, ændrede ikke på, at hun elskede ham, men det var fortid nu. Nu var hendes nutid og fremtid Noah. Og hun kunne ikke være lykkeligere. Han var helt perfekt, og han havde lært Raysal så meget. Ting som hun kunne bruge til situationer som denne. Hun havde altid været god til at holde sin kølige facade, som kun blev afsløret af hendes morderiske smil, og mordet i øjne. Hun var dog blevet bedre til det. Det fandt hun hurtig ud af i løbet af de første par gange, de havde snakket sammen i Azkaban, at hun skulle være meget bedre til det, for at skjule sine følelser over for ham. Det var grunden til hun var blevet bedre. Bedre, men stadig ikke godt nok til han ikke kunne se det. Det irriterede hende, men hun var også glad for det. Det var rart at have en, som kendte en så godt som han gjorde.

Så da hun hørte at Judas var pillet helt fra hinanden nu, krakeleret hendes facade slet ikke, på trods at det kom bag på hende. Var det eftervirkningerne på Peru der havde gjord det? Hvis hun havde vidst det var det, der skulle til, så havde hun ladet ham gå for længst. 

I steder for at fokusere på det, for det havde hun masser af tid til at gøre bag efter, fokuserede hun på sit mål. Gøre det af med Cecillia. "Hvorfor jeg gør det?" Grinte hun hånligt, og trådte endnu et faretruende skridt nærmere. "Det ved du udmærket godt." Hendes stemme var kold og fyldt af mord. Og hun elskede det. Hun elskede hvordan hun vidste at hun havde vundet, og nu trak hun det bare ud for at nyde øjeblikket mere. Det var også grunden til hun endnu engang skød flere små flammer ud af sin stav, som højst sandsynlig ville efterlade nogle dybe brændemærker på hendes arme. 

"Dø i skamme? Skulle jeg skamme mig over at gøre verden til et bedre sted for magiker? Og uden at få så meget som et tak for det?" Hun sukkede håndelig ud, "det burde mere være dig der skulle skamme dig. Fuldblod, eller skulle jeg sige blodforæder, der avler halvblod." Hun rystede kort på hovedet, imens hun lavede en kunstpause. "Og så til og med en blodforæder!" I et enkel sving sendte hun en enkel bølge af torturforbandelsen i mod hende. Det var dog ikke hende hun ville ramme. Det var Judas og hans hans far hun ville ramme, men de var der ikke, så hun måtte nøjes med Cecilia, hvilket ikke gjorde hende noget. For hun var nu blevet en del af det. Hun havde ført blodforæderlinje videre, i stedet for at stoppe den. Hun skulle stoppes før hun gjorde det igen, og det samme skulle Judas og deres modbydelige unge.

[Deleted]

Deres jagt ned gennem katakumberne, havde ført til at hendes ene ben var følelsesløs, at hendes hoved dundrede og at hun egentligt bare havde lyst til at give op nu og rette sin stav mod sig selv. Hun kiggede på hende "Jeg har elsket mere Raysal, end du nogensinde vil komme til" hun mærkede hvordan hendes mod vendte tilbage, hun løftede sin stav op og kiggede på Raysal "Du tror altid at du kende rmig, min familie og din fætter. Men helt ærligt Raysal, han er ikke som hans far!" hun kiggede ned, det havde splittet dem. Nu stod hun her, Judas ville intet have med deres børn at gøre, hvad skulle hun nu?
Hun stirrede på hende "Hvis du elskede så meget som du siger, hvorfor lader du så din søster tage skraldet for din flugt?" hun grinede hånende og kiggede på hende, det var svært det her, at vide at hun var den sidste brik. At det sikker ville ende nu, at hun aldrig ville se Diane, William eller Judas igen. Tårer efter tårer trillede ned af hendes kinder og hun kiggede på Raysal "Ja, hvorfor du gør det" hun satte sig ned, hvorfor troede alle folk at hun vidste alt med Fox familien? Hun havde aldrig fået nogle svar, alt var som en indviklet gåde af pattebørn, noget med en profeti. Hun kiggede op på hende "Jeg har ingen ide kvinde, så havde jeg nok ikke spurgt dig" selvom smerten skar igennem hendes krop, havde hun alligevel energi til både at være hvislende og spydig.
Hun kiggede på hende, hun nød virkelig at se hende lide. Men intet kom bag på Cecilia mere, hendes sidste par møder med Raysal havde været drama. Forfærdelige ting var sket, hun ønskede sådan at de kunne slippe deres had, at de kunne lade være med at gøre skade på hinanden. Hun rejste sig igen og stirrede på Raysal "Du er et forfærdeligt menneske, tænk at være så snæversynet og ensom som dig" hun grinede igen hånligt
Hun kiggede på hende og vaklede tilbage og ramte væggen "Slå mig nu bare ihjel Raysal, det er ikke værd at være her mere. Jeg kan ikke bære mere smerte nu, du har taget Judas fra mig. Nu fjerner du en mor fra sine børn" hun bed sig svagt i læben og håbede sådan at se det grønne lys, mærke mørket og bare gå i sort. Forsvinde og dø

[Deleted]

Raysal grinede koldt og hånligt. "Du ville ikke vide hvad det ville sige at elske, om det så stod i panden på dig." Hvilket gav hende en idé. Hun skrev; at elske, i luften med ild, og sendte det dierakte mod Cecilias pande, så hun rent faktisk ville få det skrevet i panden. 

Hun grinede igen. "Tror du jeg er ude efter Judas, fordi han skulle være som sin far?" Hun grinede igen hånligt og rystede på hovedet. "Jeg ved udmærket godt, at Judas ikke er som hans forræderiske far. Langt fra. Hvis det ikke var fordi jeg vidste, at Judas var en Fox, ville jeg aldrig tro på han var en. Han har jo ikke engang en ryggrad. Han er lige så svag som en stinkende muggler." Forklarede hun med en kold og hånlig stemme, før hun kiggede med et undrende blik på Cecillia. "Er alle blodforæder snot dumme? Jeg gør det her fordi, at du for det første arvler urent blod, hvilken er slemt nok i forvejen, men at du gør det med en blodforæder unge, gør det endnu mere utilgivelig. Og for det andet, så fatter du ikke, at du skal holde din kæft når folk snakker sammen. Du er da noget af det mest uopdragen jeg kender til. Har dine forældre aldrig lært dig, at man ikke skal blande sig i andres samtaler?" Hun huskede deres første møde. Hvordan hun hele tiden havde skulle blande sig i Raysals og Judas samtale, hvilket havde været virkelig provokerende. "Og for det tredje," tilføjede hun efter at Cecilia havde fortalt hende hvilket forfærdeligt menneske hun var. "Så jeg virkelig, virkelig træt af at høre fra sådan en snævert synet og snot dum person som dig, blive ved med at fortælle mig, at jeg er snæversynet, og ikke ved hvad kærlighed er." Igen sendte hun dolorosoforbandelsen imod hende, men denne gang var den virkelig tiltænkt Cecilia. "Tror du virkelig, at jeg var som jeg var, hvis jeg ikke kendte til det? Tror du ikke, at hvis du sagde var sandt, at jeg havde dræbt dig for længst? Tror du jeg havde fået et barn som jeg elsker mere end nogen anden?" Hun kiggede Cecilia seriøst ind i øjne, og ønskede at hun ville forstå hende, før hun forlod denne verden. "Jeg ved hvor ondt det gør at se dem man elsker lide. Det er derfor jeg ved, hvad man skal gøre, for at styre andre folk. Jeg vidste jo, at Judas ville følge med mig frivilligt, hvis jeg brugte dig og jeres modbydelig unge. Havde jeg ikke vidst det, havde jeg nok bare dræbt jer alle sammen, som ville sikkert havet traumatiseret Judas så meget, at han ville blive ubrugelig for mig." Hun holde en pause, så det kunne synke ind. "Fatter du det ikke Cecillia? Grunden til jeg gør som jeg gør, er fordi jeg ved hvordan det føles. Jeg kan sætte mig ind i folks sted, og føle den smerte de føler." Hun holde igen en kort pause, "jeg ved også hvor ondt det her gør på dig." Sagde hun med en medefølene stemme, før hun smilede morderisk igen, "det er derfor jeg nyder det så meget. Jeg nyder at få dig til at føle sådan, fordi det er det du har gjord dig fortjent til." Grinte hun, og endnu engang sendte dolorosoforbandelsen afsted imod hende. "Og bare tag det roligt. Dine børn og din kære mand kommer ikke til at mangle deres mor særlig længe." Grinte hun kold og morderisk, men stoppede med at grine og dolorosoforbandelsen, da det gik op for hvad hun havde sagt. "Børn?" Spurgte hun, og kiggede undrende på hende. "Har I fået endnu en uægte unge?" Hun rynket på næsen i afsky ved tanken om det. Endnu engang var det lykkes hendes modbydelige onkel, at føre sit foræder gen videre. Bare surt for ham, at det snart stoppede. 

[Deleted]

Hun kiggede på hende og rejste sig igen op "Jeg ved præcist hvordan det er at elske, det ved vi begge at jeg gør. For ellers havde jeg ALDRIG gjort som jeg gjorde overfor min familie. Taget så mange tæsk" hun mærkede hvordan hendes knæ føltes som om de var ved at sprænges, lige indtil en varme bredte sig omkrig hendes ansigt, men hun nåede at dukke sig ned for den og smilede skælmsk.
"Nej du er ude efter ham, fordi han er noget specielt. Fordi han kan noget som ingen af jer andre i familien kan!" hun grinede hånligt og tog fat ivæggen og rejste sig op igen ved hjælp af den "Han har en rygrad, hvorfor skulle han ellers have holdt din totur ud, have givet igen og holdt ved. Været kommet tilbage og ikke have givet op?" hun grinede hånligt igen og kiggede på hende "Jeg er IKKE en blodforræder, jeg vælger bare at kærligheden gør blind. At kærlighed ingen race har, det er fint du har din holdning Raysal. Men alle mennesker er frie sjæle og kan derfor have deres egen mening" hun pegede på hende og grinede igen "Du synes jeg er uopdragen?" hun fnøs og kiggede på hende "Jeg er bestemt ikke dum, jeg er faktisk ret intelligent, i modsætningen til dig. Du har bare dit eget forskruede syn på kærligheden og den skal du bare have lov til at beholde BAG lås og slå i Azkaban, sammen med dementorerne, jeg er sikker på at de hellere end gerne vil kysse.." mere nåede hun ikke at sige før end at en ustyrlig smerte havde overtaget hendes krop, hun lagde sig igen ned på knæene og det eneste der flakkede forbi hendes øjne var Judas, William og Diane en ufrivillig tåre gled ned af hendes kind og hun kæmoede sig op igen.
Hun kiggede på hende og begyndte at klappe "Du er så dygtig Raysal, når der kun er dig og din lille familie tilbage. Hvad vil du så gøre? Slå dem ihjel fordi der så kommer indavl i familien?" hun blev ved med at klappe ustandseligt kæmpede hun imod forbandelsen og grinede "Du ved hvor ondt det gør at se dem man elsker lide? Hvorfor gør du det så til sådan en sport at såre andre mennesker ved at rive dem de elsker fra dem?". Hun lænede sig tilbage og satte sig ned langs vægge "Slå mig nu bare ihjel kvinde, jeg har fået nok. Jeg har mistet alt hvad jeg havde og jeg gider ikke kæmpe mere. " hun kiggede på hende da hun spurgte omkring det med børn og hun smilede "Ja, vi har to. Det troede jeg da at du vidste. At du sad med din lille forfærdelige kugleramme og talte hvor mange blodforrædere der var du skulle til livs Raysal. At DU af alle med din kontrolfreak side vidste" hun grinede igen og kiggede på hende "Så slå mig dog ihjel! Jeg ved at Judas nok skal klare ungerne, at de vil klare sig ufatteligt godt. At de vil holde liv i deres mors minde" hun smilede og lukkede øjnene, nu var hun virkelig klar til at sige farvel til denne verden, der var alligevel ikke meget at være der for mere, alle lemmer i hendes krop føltes som om de var brækkede og hendes hoved hamrede pga. hovedpine.

[Deleted]

Hun sukkede opgivende. Hun gad ikke mere. Dette kvinde menneske var utrolig dum og spild af tid. Hun hørte jo kun det som hun gerne ville høre, alt det andet forsvandt. Raysal var i det mindste storsindet nok, til at vide, at hvis tingene havde set anderledes ud, kunne de, måske ikke ligefrem være venner, men de ville måske kunne komme ud af det med hinanden. "Som du vil." Sagde hun med et smil, og rettede sin stav mod Cecillia. "Avada kedavra."

[Deleted]

"Nej!" Brølede Judas da han hørte Raysal sende dræberforbandelsen afsted, og sendte et skub afsted med sin stav mod Cecillia, så hun ikke ville blive ramt. 

Han mærkede hvordan han hev efter vejret og hvordan hans lunger brændte. Han havde løbet som en gal for at nå frem til dem. Da han var gået ned i Katakomberne, var det for at være et sted, der passede til hans humør. Han havde gået rundt der nede i et stykke tid, da han genkendte Raysals stemme. Han var frosset til is af skreg, og var ved at snige sig ud igen, da han hørte Cecilia. Og før han vidste det, var hans ben begyndt at løbe i lyden af dem.

[Deleted]

Hun var allerede besvimet og så sikkert rigtig hærget ud smerten var i hvert fald overdøvende og hun registrerede ikke engang at hun blev flyttet kun at hun hørte hans stemme og hun prøvede at kalde på ham men fik vist kun udstødt en hæs rallen inden hun væltede ned på siden og alt blev sort. Hun var slået ud og følte sig faktisk ganske død.

[Deleted]

Raysal vente sig vredt om, da hun var blevet forhindret i at dræbe Cecillia. Hendes øjne der lynede af vrede, blev afløst af morskab og overlegenhed, da hun så grunden til Cecillia stadig var i live, og begynde at grine. "Judas. Hvor hyggeligt at se dig igen." Grinte hun med et bredt smil, før hun rettede sin stav imod ham, da Cecillia alligevel ikke længer var en trussel for hende. "Er du kommet for at få samme tur som, det der?" Spurgte hun med et smil, og pegede henkastet over mod Cecillia. "Jeg forstår dig godt. Du må vel savne at det er dig, der er underlagt mine formidable tortur." Det var tydelig at høre på hende, at hun var ude på at fange ham igen, så hun atter engang kunne få fornøjelsen af at torturere ham, før hun slog ham ihjel. Ligesom hun nu havde slået Cecillia ihjel. Eller, hun troede da at hun var død, da hun var så stille. "Petrificus totalus!"

[Deleted]

"Protego!" Kom det hurtig fra Judas, før forbandelsen ramte ham, og før han trådte et skridt bag ud, da styrken på hendes forbandelse havde været lige ved at bryde igennem hans skjold. Det skyldets, at han ikke havde brugt magi i lang tid, og han hellere ikke havde taget vare på sig selv i lang tid. Havde hun brugt en stærkere besværgelse eller forbandelse, var han sikkert faldet død om. "Jeg er ikke kommet for at blive tortureret mere af dig!" Kom det vredt fra ham, og han mærkede hvordan det rev i halsen at tale, da han hellere ikke havde sagt meget i lang tid. 

Han rettede sin stav mod loftet, "bombarda!" Et brag lød, før det fløj ned med murbrokker, der afskærmede ham og Cecilia fra Raysal. Han bukkede sig hurtig ned og tog fat i Cecillia. Han tøvede dog i to sekunder, før han rørte ved hende, før han brugte sin sidste energi på at transfere dem op i sikkerhed. 

//Out

[Deleted]

Hun vågnede kort da et brag lød og mærkede hvordan smerten endnu engang overtog, men hun hørte ham. Hun hørte Judas, tanken fik hendes hjerte til at galopere hårdt i hendes bryst og mumle "Min... Judas" hun forsvandt igen ud i det sorte og mærkede ikke mere.

//Out

[Deleted]

Raysal spærrede øjne op, da hun så ham rette staven mod loftet, og sendte en bombardio af sted. Han var jo sindssyg! Ligesom hans far! Havde han ramt et forkert sted, var helet lortet røge i hovedet på dem! Instinktiv trådte hun et skridt tilbage, og åndede lettet op, over at det hele ikke var røget ned over hende. Hun vidste godt, at hun kunne havet nåde at stoppe ham, hvis hun havde sprunget stene foran hende væk, men hun turde ikke risikere, at han ville prøve på det samme forsøg igen, for tænk, hvis han denne gang ramte rigtigt! 

"Nyd det Judas. Nyd det så længe det vare."

//Out.