Reject your sense of injury and the injury itself disappears

[Deleted]

Til @olivia1.

Skt Mungos.
Klokken 19.23
Outfit

Sneen gled ned af den kolde rude, og efterlod et spor af vand. Det var altid et godt tegn, når sneen indfandt sig om vinteren og begyndte at ligge et flot snetæppe hen over jorden. Det var en tid på året hvor familier samlede sig og hyggede. De fleste rejste hjem til diverse slægtninge som samledes om hygge og varme. For William lå det ikke naturligt, han kendte ikke til sin rigtige familie, og hans plejefamilie havde han ikke det store forhold til. Han brugte ofte julen på at få det værste arbejde overstået, så man på den måde havde mere tid til at se sine venner og bekendte, når juletiden var ovre. 
Skt Mungos var et sted som William havde brugt meget tid. Specielt som teenager, der han prøvede at lære nye besværgelser og forbandelser, når det så gik galt blev han ofte sendt hertil af hans plejefamilie. 
Hvis man ville opnå resultater, og lære nye besværgelser måtte man også prøve at kaste dem, og nogen gange gik det galt. Hvilket var tilfældet idag. 
William skulle give sig i kast med en japansk forbandelse, hvor de sorte flammer amaterasu blev kastet på det objekt man valgte at bruge. Det havde været væsentlig mere kraftfuldt end Will lige havde troet, så hans ærme var blevet sat ild, hvilket gjorde hans arm var tæmmelig forbrændt. 
Han var blevet vist ind i en stue, hvor han lå på en seng, med armen hængende ud af sengen. Armen var blevet pakket ind i nogle salver som skulle hjælpe med at køle sårene ned, Will havde ikke forstået hvad de havde fortalt ham.
De havde sagt der ville komme nogen og se på ham om lidt, han syntes snart han havde ventet i lang tid, og hans arm gjorde ulidelig ondt. Han begyndte ligeså stille at nynne en lille melodi.
Udsmykningen på skt. Mungos havde aldrig sagt ham meget, det virkede meget koldt og trist - som om de ikke ønskede at folk skulle blive hængende. Det havde altid undret William at de ikke gjorde det mere hjemligt. 

[Deleted]

Olivia havde fået besked på at smutte ned og checke op på en patient med brændsår. Hun kunne allerede nu mærke forventningens glæde sprede sig en smule. Der var ingen tvivl om at hun elskede sit jo og at hun levede og åndede for det. Normalt var hun en sød, pæn lille pige som altid gjorde hvad hun fik besked på og nok altid gik lidt ind i mængden, men her..her følte hun at hun kunne gøre en forskel.
Ikke at hun brændte for at blive bemærket, faktisk havde hun aldrig været særlig god til for meget opmærksomhed, det gjorde hende en smule nervøs, men igen her vidste hun noget om tingene og var derfor ikke bange for at sige fra eller uddybe hvorfor hun havde ret i ting hun gjorde. - Igen meget anderledes end alle andre steder.
I hendes familie havde det altid været Olivias storesøster der var den som gjorde sig bemærket, hun var smuk, sjov og ufattelig god til at sige de rigtige ting til fyrene. Ja Desirre havde mange talenter på det punkt. Olivia smilede lidt til sig selv ved den tanke som hun drejede om et hjørne og derefter åbnede døren til den pågældende stue med det sædvanlige afslappede smil og nysgerrige øjne.
"Godeftermiddag Sir, jeg er her for at checke Deres sår," informerede hun i en venlig stemme der bar et svagt præg af at det var et rutinespørgsmål. "Hvordan har De det?" Spurgte hun ind som hun bevægede sig gennem rummet og rundt om sengen så hun stod ud for den sårede arm. Måske det var et dumt spørgsmål, for det så ret smertefuldt ud, men alt var jo relevant.

[Deleted]

Det blev aldrig en dans på roser, at ligge herinde. Healing gik ofte for langsom, og William følte at han blev handicappede da han ofte bare skulle følge instrukser hvilket ikke var hans stærkeste side. På trods af de irritationer som tydeligt var der, så var han utrolig taknemlig for deres store hjælp. De havde reddet ham tre gange, og den ene gang værre end den anden. De havde bestemt nogle evner, og det var altid den samme gamle hejre som kom og skældte William ud for at udføre farlige besværgelser og forbandelser. 
William vendte hovedet da han hørte en træde en, han fik et hurtigt et flirtende smil på læben.
"Se du ser væsentlige sødere ud end hende der lige mishandlede min arm og skældte mig ud." sagde han og kiggede ned på armen og så op på hende. Han hentød til den samme healer som havde passet på ham ligeså lang tid han kunne huske. Han havde nu fået et godt forhold til hende, og hun var ofte ligesom den mor han aldrig havde haft.
William rakte hånden frem som gestus.
"William McGregor" præsenterede han sig selv med en rolig stemme. 
Armen som var forbrændt og bundet ind, kløede helt sindssygt og Williams anden arm klørede oven over bandagen.
"Den gør forfærdelig ondt, og klør endnu mere.." sagde William og satte sig op og tog armen til sig. 
William så op på Olivia og smilte.
"Undskyld mine manerer, men de er smuk." sagde han og smilte varmt. Han havde altid været lidt direkte og kæk, så det lå naturligt at komme med sådan en kommentar.

[Deleted]

Hun betragtede ham med kinder der omgående blussede op ved hans flirtende kommentar. Hun duede ikke til det med fyre, og blev altid vanvittig nervøs. Lige på det punkt ville hun ønske at hun havde fået noget af Desirre frembrusende væsen og hendes uknækkelige selvtillid.
Som hun blev opmærksom på at hun var stoppet i sine skridt og bare stod der lidt dum tog hun sig sammen og lukkede den let åbne mund som kort efter gled op i et uskyldigt smil. ”Og hvad havde De så gjort for at få tilegnet Dem den skideballe?” Spugte hun med et hævet bryn.
Ikke at han nødvendigvis havde gjort noget, nogen af healerne kunne bar godt være lidt mere hårdhændet end andre, især hvis de havde været på arbejde i mange timer.
I et kort sekund betragtede hun hans hånd inden hun let tøvende tog den, det var normalvis ikke den velkomst hun var vandt til når hun trådte ind på stuerne. ”Olivia Brody” Præsenterede hun sig med sin lyse stemme og franske accent.
Efter at have sendt ham endnu et venligt smil blev hendes blik rettet ned mod hans journal, ”så De er kommet til skade efter et eksperiment med nogle ukendte besværgelser,” læste hun op og så tilbage på ham, ”er det rigtigt forstået?” Selv var hun typen der ikke legede med noget hun ikke kendte til, hun var ret regelret og gik meget op i den slags, men igen et fejltrin som Healer kunne jo også få fatale følger!
Igen blussede hendes kinder op og hun smilede, ”tak,” sagde hun lavt. Det var meget underligt for hende at få den slags opmærksomhed fra en mand, hun var jo som regel pigen der holdt sig i baggrunden.

[Deleted]

William tog en dyb indånding og grinte let over hendes rødme, hvor sødt - hun var vist ikke så vant til at få komplimenter. Det havde altid ligget til Will at flirte med det modsatte køn, han nød det og syntes det var sjovt. Han vidste ikke hvor det kom fra, men med hans selvtillid og charme - ku' han jo ikke modstå at flirte med kvinder. De var trods alt det bedste som en mand kunne opnå. 

William rettede sig i sengen, og så på armen. "Skideballe og skideballe, hun skælder mig bare regelmæssigt ud når jeg kommer her.." han sendte hende et varmt smil, og viftede med sin dårlige arm - det var trods alt ikke første gang han var kommet til skade under et eksperiment. Han havde siden han lærte magi prøvet at presse sine egne grænser, hvis man ikke lavede fejl lavede man intet.. Han måtte presse sig selv, han skulle være den bedste og destruerer og fjerne det onde som truede troldmand og heksesamfundet. 
Will tog en dyb indånding og så på journalen hun har.
"Fedt, står der alt hvad jeg har fejlet.." sagde han og snuppede den ud af hånden på Olivia og smilte varmt til hende. Han skimtede hurtigt siderne og sukkede ironisk, da han så der ikke stod noget han fandt interessant og rakte den tilbage til Olivia.
"Jeg prøvede at lave evigt brændende ild.. Som ikke kan slukkes" sagde han med et smil. Det var et stort ønske at færdiggøre den forbandelse/besværgelse, hvad folk nu ville kalde det måtte de sgu selv om det stod ikke til William. 
"Hvorfor har jeg ikke set dig her før?" spurgte han med et smil og viftede med sin dårlige arm.

[Deleted]

Olivia vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv i alt dette her. Hun ville så gerne sige et eller andet smart eller i det mindste udvise bare en smule mere selvtillid end hun gjorde, men det var svært når det ikke faldt en helt naturligt. Hun forsøgte at skjule sin forlegenhed ved igen at slå blikket ned i hans journal.
"De er her vidst også lidt for meget til Deres eget bedste." Fastslog hun i en lidt streng mine. Ikke at hun bar det udtryk særlig godt desværre. Hun var alt for blid og usikker af natur til at det så særlig faretruende ud.
Som han snuppede journalen ud af hænderne på hende så hun overrasket på ham, "hov! Kom her med den!" Kommanderede hun uden at virke særlig overbevisende, igen var det ikke en naturlig side af hende. Hun havde da også en fornemmelse af at han ikke gav den tilbage fordi hun forlangte det.

Et lille smil legede alligevel på hendes læber og hun trak en stol hen til sengekanten for derefter at trække sin stav. "Bare slap af i armen," sagde hun stille. Hun var ikke uddannet endnu og var derfor ikke den allerbedste healer, men hun kunne da finde ud af at lindre smerte og irritationer.
Et slank øjenbryn blev hævet af hans kommentar, "undskyld jeg spørger, men.." hun tøvede lidt uden at vide om det var tilladt at spørge ind til patienterne på den måde hun havde tænkt sig, men nu lignede han ikke lige en der ville sagsøge hende for hendes nysgerrighed så hun forsatte; "men hvad skulle De dog bruge det til?" Det lød ret farligt i hendes øre.
Hun rømmede sig lidt og kæmpede for ikke at lade en ny rødmen skyde op i kinderne. "Jeg bliver kastet lidt rundt på de forskellige afdelinger, jeg er kun studerende," forklarede hun med et lidt genert smil.

[Deleted]

William var sprængt fyldt med energi, og det sidste han havde lyst til var faktisk at sidde og kigge ud i luften. Han ville tilbage og træne videre, gøre klar til han skulle ud i marken. Han havde fået ufattelig mange ridser og skrammer igennem sit liv, han havde formået at kontrollerer alle elementer som besværgelser, og manglede kun vandet. Vandet som uden tvivl var det som lå længst væk fra ham af natur. Han havde formået af mestre alle andre elementer, men den sorte ild fra guden amaterasu var nærmest umulig. En ild så kraftig, at den ikke kunne slukkes. En forbandelse som kunne reddes af ham som kastede den.
"Jeg er her igen, fordi jeg ellers ville mangler min arm." sagde han glad, og med en drillende tone.

Han smilte flirtende til Olivia da hun satte sig ved siden af ham, og lagde armen hen imod hende. Hun kunne nok nogle tricks som gjorde, at kløen og smerterne forsvandt, han manglede kun natten med og så var han egentlig tilbage igen, så kunne han arbejde videre.
"Nu har jeg aldrig!" sagde han vredt, og kunne ikke holde masken i mere end ti sekunder. "Jeg driller frk. Brody, må jeg kalde dig Olivia?" spurgte han spontant, og smilte og tog armen til sig, selvom hun var igang med at heale og bevægede fingrene.
"Hov undskyld.." sagde han og lagde sig til rette, hvorefter han lagde hans arm ud til hende igen.
"Jo, jeg prøver at fremane ilden fra den japanske gud Amaterasu. Det som de færreste ved er at Amaterasu var en utrolig magtfuld hels, som havde formået at skabe sort ild, en ild så kraftig at den aldrig kunne slukkes på nær af hende." sagde han med et smil, han syntes det var noget af det mest spænde i hele verden.
"Nå ja, jeg er aurorminister - jeg skal bruge det på arbejdet." sagde han en anelse overlegent, men virkede ufattelig naturligt..

William så på hende og nikkede, hun blev simpelthen kastede fra afdeling til afdeling.
"Kan vi ikke lave en aftale med fru Finch, om at de tager sig af mig hver gang jeg kommer herind." spurgte han og smilte. Hun virkede væsentlig mere spændende, og knap så gammel som den gode fru. Finch.

[Deleted]

Olivia skævede en smule til ham, ingen tvivl om at han var en del mere i fremme i skoene og det prøvede hun lige nu bare at affinde sig med, hun var ikke altid så god til mænd der bare braste frem i verden, der var hun nok mere den rolige type der altid tog tingene i et roligt tempo.
"Ehm... Ja... Altså ja" sagde hun en smule tøvende som han spurgte om han måtte kalde hende Olivia. Hun oplevede ikke så ofte at patienter ønskede at være på fornavn, selvom den magiske verden blev mere og mere moderne, så havde den også stadig mange charmerende falsetter fra de gamle dage, og det gjorde nu engang at man ikke var på fornavn med fremmede, ikke på Mungos ihvertfald.

"Oh det lyder spændende... Du er måske interesseret i historie?" spurgte hun nysgerrigt og var fortsat igang med at tjekke hans arm, det var noget af en skade, men på den anden side hvis det var ild han havde haft gang i, så kunne det jo også ende grueligt galt hvis man ikke passede på.
"Arh ja, så forstår jeg" sagde hun, som minister var det nok mest behageligt at have en funktionel arm. "Så ofte håber jeg da ikke at De kommer på besøg fremover" sagde hun i et smil, hun havde da ikke noget i mod at behandle ham, men hun håbede da ikke for ham at de to ville støde på hinanden særligt ofte på denne måde.
Hun tog sig kortvarrigt friheden til at betragte ham lidt, det med meget høje autoriteter kunne godt skræmme hende lidt sommetider, ikke at hun blev bange, men bare at hun lige skulle finde sig til rette med det.

[Deleted]

Det lå bestemt ikke unaturligt for Will at være på fornavne med de fleste, det var de færreste som han omtalte med efternavn, måske lige på nær ministeren for magi i offentlig forum. Han syntes alle skulle tiltales på lige fod, og hun havde ingen grund til at bruge hans efternavn, det gjorde lige han blev 10-20 år ældre end han var.
Han nikkede takkende til Olivia da hun sagde han godt måtte kalde hende ved fornavn, og han fil et varmt smil på læberne.

Han så ned på sin arm og op på hende igen.
"Jeg nyder historien, den er kilden til den magt som er glemt, til de evner som man mangler. Så jeg læser utrolig meget historie, hvad med dem Olivia.?" spurgte han nysgerrigt og lod sine blå øjne hvile på hende.

William havde været så mange gange det her sted, at det nok ikke var sidste gang han endte her - heldigvis var de fleste af gangene selvforskyldt, hvilket den her gang også var. Han var ekspert i at udvikle sig selv, men han tog også konsekvenserne af at være her.
"ved man aldrig, men da vi ikke kan være sikre må jeg høre og jeg ville kunne friste med en kop kaffe?" spurgte han med et kækt smil.

[Deleted]

Hun sendte ham et høfligt smil. ”Magt kan være en farlig ting.” Svarede hun roligt og rettede ligeså sine blå øjne mod hans, ”men nej, jeg får ikke læst så meget andet end mine studiebøger for tiden.” Hun smielde muntert og førte en undsluppen lys lok om bag øret
”Men jeg synes uden tvivl at de ter spændende!” Dette var ikke en løgn. Hun kunne jo også godt lide at skrive og den slags, skønt det mere var digte og den slags poesi hun fordybede sig i. Digtene var dog noget hun holdt for sig selv, det var en meget personlig del af hende som hun ikke ønskede at dele med hvem som helst.

Hans meget selvsikre og frembrusende attitude var nu ret charmerende på en eller anden måde. Nogen kunne bære det og andre kunne ikke. Selv var hun også ret stædig omkring de ting hun troede på og vidste noget om, men hun var ikke typen der gik og fortalte alle om sin viden.
Hans spørgsmål fik hende til at glo vantro på ham. Hvad havde en kop kaffe med alt dette her at gøre? Desuden var hun jo på arbejde. Hun rømmede sig lidt og rettede sig op for at fremstå mere professionel og autoritær, nok ikke noget der skinnede særlig meget igennem desværre. ”Synes De ikke at det ville være lidt upassende? De er jo patient og desuden er jeg på arbejde.” Alligevel kunne hun da ikke lade være med at blive lidt smigret hvilket kom til udtryk i den lettere rødlige nuance der spredte sig over hendes kinder.