Is this really it...?

[Deleted]

Tilegnet :: Raysal Andrew Fox

Sted :: Godric Dalen - Price Herregården

Tid :: November, 2052 kl. 19

---

Vincent sad helt stiv i lænestolen foran pejsen. Hans ldøyse hud var betragtelig blegere end sædvanlig og hans blik stirrede tomt ind i pejsens buldrende flammer. Hans mor var ved at belære en uheldig husalf om hvordan man skulle dække bordet ordentligt når der kom fint besøg og hans far sad i lænestolen ved siden af og snakkede om hvor heldig og speciel Vincent burde føle sig, i dag skulle han nemlig møde lederen af dødsgarden, Raysal Fox. 
På trods af hans forældres begejstring glædede Vincent sig på ingen måde, faktisk var han nærmere ved at skide en snemand af skræk! Selvom hun var en kvinde var Vincent godt klar over at kvinden var en af de personer der havde flest menneskeliv på samvittigheden siden Voldemort. Eller det var i hvert fald hvad aviserne havde skrevet.

Sandheden var vel at han slet ikke følte sig klar til dette her, han var så bange for at gøre noget forkert for et fejltrin kunne med lethed koste en livet. Hans forældre og hans bror var alle så opslugt i garden og deres fortagen at de jo nærmest kyssede den jord Raysal gik på, men Vincent var ikke sikker på han ønskede at følge de fodspor for jo selvfølgelig var han helt enig i at mudderblod og mugglere burdet forsvinde ud af verden, men der var alligevel langt derfra også til måske selv at skulle begynde at sørge for den slags, og hvad så hvis man blev fanger? Han ville satme ikke rodne op i en celle i Azkaban!
Desværre lod det ikke til at han havde særlig mange valg. Han blev nødt til at træffe en beslutning snart og han vidste jo godt at han ville nede med at sværge troskab til Raysal fordi han var for bange for at gøre andet. Desuden kom han fra en meget meget gammel slægt af fuldblods og resten af familien havde vidst en okay status hos hende, ellers ville hun vel ikke komme personligt?
Han bed sig hårdt i underlæben og mærkede igen hvordan kvalmen han havde rendt rundt med lige siden han var blevet fortalt at hun skulle komme, vendte tilbage. Hvad pokker skulle han dog gøre. 

[Deleted]

Godric Dalen. Nok det mest kendte og besøgte sted i den magiske verden. Raysal forstod det udmærket godt. Det var på grund af Gryffindor og Potter, at det sted var så kendt, men det betød ikke, at det var det bedste sted i verden. Faktisk brød Raysal sig ikke om at være i Godric Dalen, og i sær ikke ved Potters hus. Et minde sted for Potter familien, og Voldemorts første fald, efter det kæmpe og gode stykke arbejde han havde udrette. En dag ville Raysal brænde det sted til grunden. Det blev dog ikke i dag. I dag var hun på vej til Price Herregården. Et af de få steder, der gjorde det værd at besøge Godric Dalen. 

Det var med halv hurtige skridt at Raysal bevægede sig afsted, imens hendes mørkeblå kappe blafrede let i november vinden. Hun havde valgt den kappe, fordi den holdt hende godt skjult mod de "gode" borger i Godric Dalen, og fordi den holdt hende godt varm. Og for ikke nævne hun kunne rigtig godt lide den farve. Kort sagt, hun havde valgt den til sin egen fordel, og ikke fordi hun var blevet inviteret. Godt nok var Price familien en pæn og ordentlig familie, men Raysal var inviteret som den leder af Garden hun var, og ikke som en normal gæst. Hun var på arbejde. 

Hun bankede kort på døren, og ventede på der blev lukket op, imens hun kiggede diskret rundt, for at sikre sig hun ikke blev opdaget. Hun var ikke i humør til at lege med auror og i værste fald, komme tilbage i Azkaban. Langt fra. Hun ville ikke ødelægge sit gode liv, på grund af nogle dumme små auror fik hende sat tilbage i det fængsel.

[Deleted]

Så snart der blev banket på mærkede Vincent hans blod fryse i årerne. Han kiggede lidt skærmt mod dobbeltdøren der ledte ud til den store hall. Han kunne ikke se hoveddøren fra denne vinkel, men kunne høre hans mor skubbe den uduelige husalf væk for selv at lukke op, den gav et mindre hyl fra sig som hun sendte en ukendt besværgelse efter den da den ikke flyttede sig hurtigt nok for hendes smag.
Vincent sank en klub som han hørte døren gå op og hans mors stemme lød. "Leder. Hvor er det dejligt at du ville bruge din tid på at komme forbi," sagde hun underdanigt og med stor ærefrygt i stemmen. Der var ingen tvivl om hvem der var det store forbillede i dette hjem. Det havde også været en stor dag for familien dengang Xander var blevet en del af garden. Dengang havde Vincent set så meget op til dem og deres holdninger at han slet ikke havde været i tvivl om at det også var det han ville "når han blev stor," men nu havde tingene ændre sig en del. Igen ville han gerne være medlem, men samtidig frygtede han det også inderligt.

Han hørte igen hans mors stemme informere om at han sad inde i stuen. Vincent modstod trangen til panisk at springe ind i pejsen med susepulver i hånden. Han rejste sig fra stolen i takt med sin far, for at modtage Raysal på en respektfuld måde. Han sank en klump og skævede til sin far der stod med et sædvanlige hårde ansigtsudtryk, dog var der stolthed at spore i hans blik og det gav næsten Vincent gåsehud, dog ikke på den fede måde.
Tænk hvis han kom til at damne tingene op så han ville ende med at bringe skam over familien eller det der var værre. Alligevel fandt han et høfligt smil frem på læberne, det var ellers ikke så tit at det skete, han var langt fra en høflig dreng.

[Deleted]

Raysal mærkede hvordan hun blev fuldt med stolthed og respekt, som fr. Price snakkede til hende. Noget som hun kun oplevede, når hun blev talt til af folk fra fine familier. Hun viste det dog ikke. Igen. Hun var der ikke som privat person, men som offentlig person på arbejde. Hun hilste blot pænt og opførte sig ordenligt, som der altid forventes af folk. Ikke mere end det. Hun komplimenterede ikke hvor fint og pænt der var, og hvor meget hun ren faktisk syntes godt om herregården. Nej, der var ingen grund til at give dem falske forhåbninger. "Deres søn?" Spurgte hun blot efter, for at slippe for alt lefleriet. I et kort øjeblik, ville hun ønske hendes far bare kunne have gjort det. Han vidste udmærket godt hvordan man begik sig i sådan nogle ærinder, det var jo ham hun havde lært det af. Og så ville han sikkert også sagtens kunne vurdere, om han kunne bruges eller ej. Dog kunne det dog ikke lade sig gøre. For hendes far var ikke, og havde aldrig været en del af Garden, og han skulle heller aldrig blive det. Ikke fordi Raysal havde noget imod det. Tvært imod. Det ville faktisk være rart med sin far ved sin side. Hun ønskede bare ikke se sin far som en del af Garden. Hun ville meget hellere bare se ham som det han var. Sin højt elsket fader. 

Raysal fulgte med ind gennem dobledøren, og fik med det samme øje på hr. Prince, der ved sin side havde sin søn stående. Eller, hun gik ud fra at det var ham. Hun kunne se nogle fælles træk, men mere var der ikke, der viste, at han var den han var. Hun kiggede undersøgende på ham. Han virkede ikke til at være noget specielt. Det kunne dog være hun tog fejl. Og med så mange bøger og folk hun kendte med et kedeligt uinteressant ydre, håbede hun på at skindet bedragede. For hvis ikke, blev det her en meget lang aften. Selvfølgelig var hun fri til at gå når hun ville, men med sådan nogle folk som hans forældre, ville hun og hendes familie komme til at høre for det. Det var en af ulemperne ved at de rene og fine familier talte sammen. De havde ingen problemer med hverken at prale eller kaste smuds. Der havde dog ikke været så meget bagtalen om Fox familien efter at Raysal var blev leder, og hun undre sig også heeelt vildt meget over hvorfor det var blevet sådan.

[Deleted]

Vincent forholdt sig tavs til at starte med, ganske simpelt fordi han ikke anede hvad han skulle sige, eller om han i det hele taget turde sige noget som helst. Ikke at han regnede med at blive likvideret bare for at sige "hej", men han tog ingen chancer når det kom til en kvinde som Raysal, han havde virkelig hørt mange skrækhistorier om hende.
Der lød en stemme han ikke lige kunne genkende og han gik ud fra at det måtte være Mørkets Dronning, som hun også blev kaldt, kært barn havde vel mangen navne, hun spurgte efter ham og igen måtte han synke en klump imens han kæmpede for at får styr på nerverne, for fanden hvor havde han dog ikke lyst til at være her overhovedet lige nu. Igen kunne han høre sin mor svare noget i stil ala "denne vej" og han mærkede bekymringerne stige i takt med at skridtene kom nærmere.
"Velkommen til, leder," lød hans fars dybe ryst som kvinderne kom til syne i døren. Han ænsede ikke Vincents mor, men havde al sin opmærksomhed rettet mod den anden kvinde med det blå hår. Dette måtte Vincent lige studse over en ekstra gang, han havde godt hørt om det bemærkelsesværdige kendetegn, men havde måske ikke helt troet på det - før nu.
"Dette er vores søn Vincent," han gjorde et kast med hånden mod ham, "jeg er sikker på at han vil falde i Deres smag!" Hele hans fars holdning havde ændret sig fra altid at være den autoritære hårde mand, til at være helt ydmyg i hendes nærvær. Dette fik ubemærket Vincent til at rynke en smule på næsen, det var lidt åndsvagt, men som han kunne mærke opmærksomheden blive rettet mod ham gjorde han præcis det samme og bukkede let nakken for at vise sin respekt.
"Leder," hilste han i en stemme der i hans hoved havde lydt langt mere mandig og rustig end den svage kvækken det kom ud som.

[Deleted]

Raysal gengældte den respekt der blev vist hende, med et enkel nik, da hr. Price hilste på hende. Hun kiggede over på Vincent, som han blev præsenterede, og igen nikkede hun kort, da Vincent viste sin respekt. Hun kiggede over på hr. Price igen. "Så lad os da håbe, at du har ret." Sagde hun og vendte blikket tilbage mod Vincent, "for ellers er det her jo spild af min tid." Det var både ment som i at komme til Price Herregården, og som bruge sin tid på Vincent, som hun endnu ikke var yderligere imponeret af. De eneste plusser der var ved ham lige nu var, at han var af god familie, og han kendte tydelig sin plads. Ham skulle hun ikke være bekymret for. Hvis han på nogen måder gjorde modstand, så var det hvis han fysisk eller psykisk blev hold tilbage, og det var jo ikke det værste. Raysal tvang jo ingen til at være en del af Garden. Hvis de en dag følget for, at de ikke længere skulle være en del af Garden, var det helt forståeligt. Det var et hårdt arbejde, at rydde op i sådan en verden, som de nu boede i. 

"Når," hun tog en dyb indånding, som var et tegn på hun var klar til at høre hvilken tale hans forældre havde givet ham. Fine folk var de, og det var også derfor, at hun vidste de sikker ligesom alle andre familier ville have gjort, givet ham klare instruktioner om hvordan han skulle opføre sig, og hvad han skulle sige. Det var det gode ved at hun selv kom fra sådan en familie. Hun kendte de tricks, og kunne tydeligt se igennem dem. "Fortæl mig lidt om dig selv." Hun kiggede alvorlig på ham, men ikke så alvorligt, at han skulle tro, at han ville blive slået ihjel, hvis han gjorde noget forkert. For hun havde regnet ud på hans hilsen, at han var nervøs nok i forvejen, så der var ingen grund til at gøre det være. Og tænk nu hvis han besvimede eller noget, så ville der gå længere tid, før hun kunne komme hjem igen.

[Deleted]

Han kunne slet slet ikke se sig ud af at dette her. Han vidste at det var dette her hans familie ønskede for ham og at han aldrig ville kunne slippe ud af det igen. De havde sagt at Raysal aldrig ville tillade det og han troede på dem, hvorfor skulle han dog også andet? Det var jo hans forældre og hun var vel ikke kendt som mørkets hersker for ingenting.
Han anede intet om at medlemskabet i garden var frivillligt. Det var nok også derfor han frygtede det så inderligt.
Lidt ubeslutsom over hvor han skulle gøre af sig selv skiftede han vægten fra den ene fod til den anden og skævede mod sin far. ”Bare rolig, han er et fint bud på en loyal følger, ikke sandt Vincent?” Det kunne godt være at det gik uhørt hen for dem der ikke kendte ham, men Vincent kunne tydeligt høre tonefaldet i sin fars stemme og var udmærket klar over hvad han skule svare til det spørgsmål. ”Jo, der er ikke noget jeg hellere vil end at tjene dem,” svarede han en smule mumlende og uden at hæve blikket mod Raysal.

Hendes spørgsmål fik ham dog alligevel til at rette blikket mod hende med et kortvarrigt glimt af frygt. Han havde ikke regnet med at skulle føre en samtale med hende, han havde bare troet at det var ”hej og goddag” og derefter mærket for livet og så kunne hans livslange liv i trældom begynde.
”Jeg..ehm..” han bed sig nervøst i læben og skævede atter til sin far der så på ham med et strengt blik. Det var ikke høfligt at lade hende vente på svar. ”Jeg gik på Slytherin i min skoletid...jeg kan ikke fordrage mudderblods...” Han tøvede lidt uden at ane hvad han ellers skule tilføje. ”Jeg vil gerne hjælpe samfundet af med de byrder de tydeligvis ikke selv er hekse og troldmænd nok til at tage hånd om.” Svarede han så og kunne se hans mors anekendende nik i baggrunden. Nu håbede han bare at Raysal var enig. Ikke at han havde lyst til at være en del af garden, men det var da bedre at være en del af dem og i live end at sige nej og miste livet for at holde på sin ret til frihed.

[Deleted]

Raysal løftede undrende et øjebryn da han hørte Vincents mumlen. "Ja det lyder da overbevisende." Kom det sarkastisk fra hende, og kiggede kort tilbage på Vincents far, før hun kiggede tilbage på Vincent. Hvis han ikke ville være med i Garden, ville hun ikke have ham med. Hun ville ikke have folk med, som hun hele tiden skulle holde øje med, og det skulle man med dem, som ikke ville være der. Det havde hun lært på den hårde måde. Hun så kort for sit indre blik, hvordan Hua bare var flygtet og taget afsted, da Raysal havde mest brug for hende. Sådan en foræder. 

Hun lyttede tålmodig til hvad han havde at sige, og var ikke synderlig imponeret. Hun havde hørt andre sige det samme. De troede alle sammen, at man automatisk blev en del af Garden, hvis man havde gået på Slytherin og ikke kunne fordrage mudderblod. For hendes skyld kunne han være gået på Hufflepuff og ikke fordrage de utilgivelige forbandelser. "Det lyder fint alt sammen, og hvor det godt at høre, at du vil hjælpe vores samfund." Det var tydeligt at høre på hende, at hun ikke var imponeret over hvad hun havde hørt. "Og hvorfor mener du så, at det gør dig til en dødsgardist? Hvorfor skal du være en del af Dødsgarden?" Spurgte hun og kiggede alvorligt på ham, og håbede på, at han ville sige noget oprigtig, og ikke bare fyrret noget af, som hans forældre havde sagt, at han skulle sige. 

[Deleted]

Vincent hadede dette her, han ønskede ikke at være en del af dette, mest fordi han frygtede for at ende i en celle i Azkaban eller endnu værre; dø. Det var ikke spas og løjer dette her det var en alvorlig beslutning der ville ændre hans liv, men han så bare ikke nogen anden vej udenom. Afslog han det ville hans forældre uden tvivl smide ham ud og aldrig snakke til ham igen. Om Raysal ville skade ham i processen? Det ville hun sikkert! Det var i hvert fald hvad hans far sagde hun gjorde ved kujoner.
Han sank. Det var alt sammen lettere dengang han stadigvæk gik på Hogwarts, der havde hans største bekymringer været at skulle leve op til sin fars og mors forventninger, nu var det et helt andet pres der hvilede på hans skuldre. Kæmp eller fald.

Et lidt påtvunget smil blev rettet mod hende. Hun lød ikke videre overbevist om hans ord. Ikke at han bebrejdede hende. Det var jo heller ikke fordi han ikke var enig i at fuldblods var langt højere i hierarkiet end..ja alle andre, men der var lang vej derfra og så til rent faktisk at slå et andet menneske ihjel. Det vidste han virkelig ikke om han kunne klare.
Det gik op for ham at han havde været stille for længe, hans far rømmede sig utålmodigt. Han var vred. Det havde været lettere for Xander, han havde jo været så sikker i sin sag dengang han var blevet en del af Garden. "Ehm jeg..." kort tænkepause, "arbejder i ministeriet. Jeg kunne sikkert fremskaffe informationer, eller dække over garden." Forklarede han og så usikkert fra hende til sin far og tilbage igen.

[Deleted]

Raysal ventede så tålmodig hun kunne, selvom hun hellere ville havet været der hjemme. Hun ville bruge så meget tid sammen med Delaine som muligt, da hun havde været væk fra hende i så mange år, og da hun vidste, at de ville blive adskilt igen, når Delaine startede på Hogwarts. Hogwarts... Som det så ud lige nu, ville hun ikke have Delaine skulle starte der, men det skulle hun nok få ændret. 

Det kunne ikke ses på hende, at hun sad og lagde planer i sit hoved, imens hun ventede på at høre hvad han havde at sige. Så der var ingen overgang i hendes blik eller noget, da hun igen lyttede til hvad han sagde. "Det er mig, og ikke din far du snakker med." Hendes blik flyttede sig ikke fra ham. Hun vidste godt at han var nervøs, men hun vidste også godt, at hun i det mindste kunne forlange af ham, at han kiggede på hende. Det var jo hende han skulle overbevise, og ikke hans forældre. De var sikker overbevist den dag, han hel selv kunne græde og lave i bleen. Hvor imponerenede. 

"Informationer og dække er altid godt." Forsatte hun efter en mindre pause, og tænkte lidt over det. Hun havde nogen i Ministeriet, som var loyale og allerede både gav hende informationer og dækkede over dem, men hun havde ingen, som var dødsgardister. Hun sad og tænkte på, hvilke fordele der ville være i, at have en dødsgardist, der gjorde det. "Hvordan har du det med at bruge de utilgiveligforbandelser?" Spurgte hun, som om det var et helt almindelig spørgsmål. Som om hun havde spurgt om, hvad han syntes om sport, eller noget andet i den stil. Hun måtte bare vide hans forhold til det, da hun vidste dem hun allerede havde der inde, ikke ville bruge dem. Med undtagelse af to af dem. Det var vigtig for hende, fordi det kunne være vise sig at være en nødvendighed, for at få informationer eller dække. Hun havde ført fået beskeden om, at det hun havde bedt om ikke kunne lade sig gøre, fordi der var en anden person eller noget andet, der forhindrede dem i det. Men med lidt hjælp fra de utilgiveligforbandelser, måtte det kunne lade sig gøre.

[Deleted]

Vincent stivnede en smule ved hendes kommentar. "J-ja naturligvis," svarede han nervøst og tog sig selv i at kigge mod sin far igen der ikke så videre imponeret ud. Hvor var det her da også bare latterligt! Hvorfor kunne han ikke bare få lov til at styre sit liv selv? Han hadede at skulle leve op til forældrenes vanvittige beordringer.
Hendes spørgsmål chokerede ham lidt, "det er fint nok...altså jeg har ikke prøvet det før, men det ville ikke røre mig," sagde han lidt forsigtigt og dækkede glimrende over sin løgn. At bruge dræberforbandelsen var han ikke sikker på at han kunne, de andre to kunne han sikkert godt hvis han lærte det, men han ville ikke elske det, igen fordi han ikke brød sig om at have en grund til at blive smidt i Azkaban. På den anden side, hvis først han blev dødsgardist var det jo grund nok til at få en etværelses i fængslet. Tanken fik ham til at bide sig selv hårdt i læben.

"Men altså jeg skal nok være loyal mod dig og tjene din sag," forsikrede han for at redde lidt op på den del med at han ikke havde lært at bruge forbandelserne. Han vidste godt at der ikke rigtigt var nogen vej ud af dette her for ham. Han var fanget i familienavnet og det måtte han på en eller anden måde finde ud af at leve med, desværre.
Det var jo heller ikke fordi at han kunne lide mugglere, for det kunne han absolut ikke! De var en skændsel for samfundet, men det betød ikke at han havde lyst til at dræbe dem. Men igen, det kunne han jo ikke rigtigt sige højt i dette selskab.
Han forsøgte at virke cool omkring det hele, men desværre brød det vidst ikke helt igennem, "jeg arbejder for uautoriseret brug af magi, jeg ville kunne skjule når der blev brugt utilgivelige forbandelser." Forklarede han. Det var underligt at skulle sælge sig selv til noget man slet ikke havde lyst til.

[Deleted]

Hun hævede kort øjenbryne, da han igen kiggede over mod sin far. Hun var endnu ikke helt imponeret over ham. Hun undrede sig kort over, om han var adopteret, eller om han bare var yderst nervøs over for autoriteter. Det kunne måske være et problem, men måske kunne han lære det? Han havde jo familie, der kunne hjælpe ham med det.

Hun nikkede forstående til, at han endnu ikke havde brugt de utilgivelige. Han var jo ikke så gammel endnu, og man brugte jo ikke bare lige de utilgivelige, for lige at afprøve dem. Der var jo en grund til, at de var ulovlige. "Det måske en idé, at du øver dig lidt på dem, før du for alvor tager dem i brug." Rådet hun ham, da hun havde ført set folk, der havde påstådet, at de sagtens kunne bruge dem, for at ende med at komme alvorlig til skade, fordi de rent faktisk ikke havde styr på dem.

Hun sad og kiggede alvorligt på ham, imens hun tænkte sig om. Der var ikke ret meget ved ham, der skreg, at han var den fødte dødsgardist. På den anden side, var der hellere ikke noget, der gjorde, at Raysal ikke kunne se, hvorfor han ikke skulle blive en del af dødsgardisterne. Der var nogle fejl, men han var ung og nervøs, så det gav god mening. Og han var jo ikke den eneste der havde fejl. Hun havde selv haft en fejl, den gang hun blev dødsgardist. En fejl der dog ikke betød noget mere. Hun havde haft det svært at tage imod ordre, især dem hun syntes var komplet åndsvage, men hun lærte med tiden, at bare makke ret. Måske var det derfor, at hun blev valgt som den nye leder? Fordi hun ikke havde haft så mange andre fejl end den? Hun vidste det ikke, og hun var egentlig også ret ligeglad. "Er du sikker på du vil være dødsgardist?" Spurgte hun efter hun havde siddet og tænkt sig om.

[Deleted]

Vincent var virkelig usikker på alt dette her, og ham der ellers altid havde været så klar til alt dette her. Men det var jo også dengang han havde været ung og naiv. Han havde troet at det ville være det fedeste i verden at være dødsgardist. Bare det at få respekt og folk der frygtede ham.
Han havde jo set det hos sin bror Xander, hvor stolte deres forældre havde været af ham og alt det. Vincent så virkelig op til sin bror. Men igen jo ældre han blev gik sandheden op for ham. Dødsgarden var ingen leg. Det var farligt og kunne give uoverskuelige konsekvenser. Konsekvenser som han ikke før havde tænkt over.
Han nikkede lidt stift til hendes ord omkring de utilgivelige forbandelser. "Ja..det er nok en god ide," sagde han lidt fladt og smilede svagt. Han ville jo helst ikke bruge dem, men blev det nødvendigt måtte han jo gøre det, igen frygtede han bare konsekvenserne bag.

Han forholdt sig tavs som hun betragtede ham med en tænksom mine. Det gav ham næsten kuldgysninger, og desværre ikke på den helt fede måde. Han rømmede sig en smule og nikkede så, denne gang nåede han at stoppe sig selv i at kigge på sine forældre endnu engang. Han vidste jo godt at de lige nu nærmest ville være klar til at svare på det for ham hvis ikke han selv gjorde. "Ja jeg er helt sikker." Svarede han og lød langt mere overbevisende end han følte sig. Han ville så gerne løbe langt langt væk, men det var ikke en mulighed. Hvorfor var det også så svært for ham bare at accepterer at det var her han hørte til, for han lod til at være den eneste der havde sin tvivl i denne familie og det skræmte ham.
Han håbede bare på at han virkede overbevisende nok til at leve endnu en dag, for sagde han nej og Raysal ikke slog ham ihjel, ville forældrene sikkert kvæle ham bagefter anyway.

[Deleted]

Hun nikkede da han sagde det nok var en god idé, før hun sendte hans far et blik, der fortalte ham, at hun nok skulle finde ud af, hvis de ikke hjalp ham med at øve på dem. For hvis han ikke lærte det, og kom galt afsted med det, ville alt det her være spild af tid, og komplet meningsløst. For der var ingen grund til at spilde rent blod, på grund fejltagelser. 

Hun kiggede tilbage på ham, og kiggede undersøgende på ham, for at se noget, der afsløret en modvilje i at blive dødsgardist. Hans tone havde nemmelig overrasket hende. Det var første gang, at han havde lydt så sikker som han gjorde nu. "Udemærket," hun tog sin stav frem, "hvor vil du så have mærket?" Hun vidste godt at det var en ny ting, det med at man selv måtte vælge hvor mærket skulle sidde. Hun havde valgt at gøre det på den måde, fordi hun ikke bestemte over andre folks kroppe. Selvom hun til tider ville ønske det. I sær Dacodas stofmisbrug og druk vaner, var begyndt at gå hende på nerverne.

[Deleted]

Han skævede også lidt til sin far og så ham nikke i retning af Raysal. Så han skulle til at lære at bruge utilgivelige forbandelser. Igen i hans yngre år, da alting var på behørig afstand, ville han havde elsket det, men nu var det bare en belastning hvis man kunne sige det sådan. Han var ikke interesseret i at ryge i Azkaban eller værre, blive slået ihjel. Han sank en klump ved tanken.
”Ehm have det?” Han rynkede let brynet før det gik op for ham at han jo naturligvis blev mærket som dødsgardist. Endnu en ting som han ikke lige havde forberedt sig helt på, men det skulle jo helst virke som om at han havde. ”Ja selvfølgelig,” afbrød han sig selv med en let hovedrysten. ”Ehm, på skulderen tænkte jeg.” Det ville måske ikke være helt dumt? Så kunne han skjule den lidt.
Hans hjerte hamrede så hurtigt som det var begyndt at gå op for ham at nu var der ikke længere nogen vej tilbage, nu blev det som det blev. Han tog en lidt dyb indånding og var så fortabt i sine egne tanker at han ikke lige i første omgang tænkte på at det jo lidt krævede han blottede sit skulderblad så han kunne få mærket.