Is this really it...?

[Deleted]

Hun kiggede en ekstra gang på ham, og undrede sig igen over, om han virkelig ville det. Hun kendte selv det at være presset fra familien, så hun vidste godt hvordan han havde det. Frygten for at kvaje sig og give familien et dårlig navn og rygte, var en knusende frygt. Selvom hun nu var leder af Garden, og de fleste i familien så på hende med beundring, var frygten for at kvaje sig der stadig. I sær al det med Noah, gik hende utrolig meget på. Hun vidste, at der var stor sandsynlighed for, at de ikke ville acceptere ham. Hvorfor skulle han også arbejde i ministeriet? Havde han også været dødsgardist, havde der ikke været nogen problemer, men det var han ikke, og hun ønskede hellere ikke, at han skulle blive en del af det kaos det til tider kunne være. Og så vil hun hellere ikke se ham som en af hendes dødsgardister, men hun ville se ham som den ligemand som han var. Og så var det også virkelig upassende, at være intim med en af sine dødsgardister. 

Hun skyndte sig at slå tankerne med Noah ud ad hovedet, før hun blev opslugt af dem. Selvfølgelig behøvede hun ikke forklare sig over for dem, hvis det skete, men hun havde hellere ikke lyst til at virke uhøflig i deres hjem. Hun var jo deres gæst, og gæster skulle opføre sig ordenligt. 

Hun rejste sig op, gik om bag ham, og kiggede skiftevis på de to skulder. "Hvilken en?" Spurgte hun, og ventede på han reagerede, imens hun koncentrerede sig om den besværlig besværgelse mærket var. Det var vigtigt at den var som den var, så ikke alle og en vær kunne lave den.

[Deleted]

Vincent var nok en del blegere end normalt. Han havde det elendigt over alt dette her, hvad pokker skulle han stille op med alt dette her. Når først han havde mærket var der ingen vej tilbage, men det var der vel sådan set heller ikke nu. Det var jo ikke ligefrem fordi at han heroisk kunne afslå tilbudet og derefter forlade familien ridene mod solnedgangen. Sådan var virkeligheden bare ikke skruet sammen.
Som hun gled om bag ham næsten lydløst følte han næsten at han skulle kaste op af nervøsitet. Han vidste at han bare måtte være loyal og leve med det liv der var blevet forventet af ham. Måske han god kunne klare det, han måtte jo bare lære at leve med det og håbe på at det ikke ændrede for meget af hans liv. Naivt, men han blev nødt til at tro på et eller andet.

"Ehm...d-den venstre.." mumlede han uden egentlig at fortrække den ene skulder over den anden, han ville hellere have haft valget mellem mærke eller ikke-mærke. "Vincent er heller står heller ikke tilbage for at gifte sig ind i en fuldblodsfamilie af Deres valg, hvis De skulle have nogen i tankerne, vi skal jo holde slægten ren." Sagde hans far lidt pludseligt hvilket fik Vincent til nærmest at tabe underkæben.
Det kunne han ikke mene, han skulle vel ikke også giftes væk? Alligevel valgte han ikke at sige noget, men sank i stedet en klump. Selvfølgelig håbede forældrene på at få en fod indenfor i Fox-familien også selvom de ikke sagde det højt og nu hvor Xander havde sagt ja til at gifte sig med en anden fuldblodskvinde for samme årsag, så var der jo kun Vincent tilbage til at forfylde den drøm.

[Deleted]

Igen håbede Raysal inderligt, at Vincent virkelig ville det. Hun gad ikke risikere, endnu en dødsgardist blev offer for de følte sig presset til at være en del af Garden. Det var hundrede procent frivillig. Hun ville hellere have trofaste loyale støtter, der var der af sin egen fri villige, og ikke en der ledte efter den nærmeste udvej, og gjorde alt for at skjule, hvilken ære det var at være en dødsgardist. 

Hun tog en dyb indånding, og skulle til at blotte hans skulder, for at give ham mærket, men stoppede op da hans far begynde at tale. Hun kiggede irriteret på ham. Kunne han ikke se, at hun var igang med at snakke hans søn, og gøre ham til en dødsgardist? Var han virkelig så dum at forstyrre hende i det? Var han virkelig dum nok til at blande sig, når hun lige havde belært Vincent om, at det var dem, der snakkede sammen, og ikke hans far. "Jeg har måske en familie eller to jeg kan forslå hvis det er." Svarede hun kort, koldt og irriteret over at blive forstyrret, før hun vendte blikket mod Vincents skulder igen, imens hun koncentrerede sig igen. Det var dog lige blevet hundrede gange være, da tankerne om tvangsægteskab nu fylde hendes tanker. Hvad nu hvis hendes farfar tvang hende til at blive gift med en, ligesom han havde tvunget hendes far? Hendes mor var jo også blevet tvunget det. Hun havde det fint med tvangsægteskab, men tanken om hun ikke længere kunne være sammen med Noah, var en knusende tanke. Hun tog igen en dyb indånding, for at tømme hovedet, før hun satte sin stav mod hans skulder, lukkede øjnene i, imens hun mærkede hvordan hendes stav lavede mærket. Hun bed selv tænderne sammen, for at skjule den smerte hun selv føle i sit mærke, da det nu blev forbundet med et nyt mærke. Man skulle tro, at efter hun havde overtaget leder mærket, som havde været det værste mærke at få, så skulle de andre føles som ingen ting, det var dog ikke tilfældet. Hun havde det som om, at smerten blev stærkere for hver gang en ny dødsgardist kom til. Det betød dog også, at selve Garden blev stærkere, hvilket varmede hende om hjertet. Da det var over, åbnede hun øjne, fjernede sin stav, og gik letter svimmel tilbage til hendes stol. Hun satte sig ned, og gjorde alt for ikke tage sig til hovedet, eller give andre tegn på, hvor svimmel hun følte sig. Hun havde aldrig været så svimmel før? Var det smerten der var begyndt at tage så hårdt på hende? "Kan jeg få noget vand?" Spurgte hun, og skjulte hvor svimmel hun var, samt den kvalme hun mærkede, der kom snigende.

[Deleted]

Vincent forsøgte ikke at gå for meget i panik. Det var vigtigt at han holdt samling på sig selv. Dette var hans skæbne og det var vel på tide at han accepterede det? Han havde intet andet valg, ikke hvis han ønskede at leve og undgå at bringe evig vanære over sin familie. Han havde aldrig fået at vide at der var et valg at tage, forældrene havde overbevist ham om at han ville ende med at blive slået ihjel hvis han nægtede Raysal sin troskab.
Hvorfor skulle han også tro andet, han kendte jo ikke Raysal. Havde aldrig mødt hende før i dag.
Som hans far pludselig snakkede om ægteskaber krævede det al selvkontrol for Vincent ikke at tabe underkæben ned på gulvet. Han skulle satme ikke giftes væk, var dette her ikke nok. Men igen holdt han frygtsomt de tanker for sig selv. Han så forældrene udveksle alt for begejstrede blikke. "Det ville være os en glæde at give Vincent til en værdig familie." Svarede faderen og lagde en arm om sin kone.

Vincent havde i denne proces mærket farven forlade sine kinder og efterlade hans hud en anelse mere bleg en normalt. Så ingengang det var noget han selv kunne beslutte. Hurra for ham.
Tankerne blev dog fuldstændig glemt som en gennemskærende smerte tog udspring fra der hvor Raysals stav berørte hans bare hud. Han gispede overrasket og skulle lige til at trække sig væk, men mindede sig selv om ikke at virke svag. For Merling hvor gjorde det dog ondt. Han bed tænderne hårdt sammen og forsøgte at tænke på noget andet, hvad som helst!
Hvad der i virkeligheden nok kun havde taget få minutter føltes som en evighed, da hun omsider afsluttede mærket følte han en voldsom trang til at beodre en husalf til at hente noget is til at putte på, men igen ville det nok virke lidt fesent.
Han sank, halsen føltes fuldstændig tør.
"Naturligvis," hans far sendte omgående en alf ud efter vand til hende og smilede så til konen, "nå, men vi vil lade jer være lidt alene," informerede han så og forlod rummet. Vincent sank og så på hende, "så...det var det?" Spurgte han i en lav stemme der havde været langt mere selvsikker inde i hans hoved.

[Deleted]

Hvis der var en, som virkelig gik hende på nerverne nu, var det Vincents far. Kunne han forhelvede ikke se, at hun ikke ville forstyres? Hun svarede ham ikke, eller værdigede ham et blik, hun holde forsat sit fokus på Vincent, da det var ham det hele handlede om, og ikke hans fars familie forøgelses planer. Det måtte han snakke med hende om på et andet tidspunkt. Et tidspunkt, hvor hun ikke skulle til at udføre en af de mest tekniske besværgelser, der nogensinde var lavet. Voldemort havde virkelig været et geni, for at udvikle den. 

Hun kiggede efter husalfen, som den gik ud efter vandet, før hun kiggede på hans forældre, der gik igen. Endelig, tænkte hun og mærkede hvor rart det var at slippe af med dem. Hun kiggede tilbage på Vincent. "Det var det." Svarede hun så alvorlig hun kunne, før hun blev nød til at kæmpe for at holde morgenmaden nede i maven. Hvad pokker var der galt med hende? Havde hun gjord noget forkert, var smerten blevet værre på grund af de mange dødsgardister, eller var der noget ved ham, der var skyld i det? Hun kiggede tænktsom på ham, imens tankerne fløj rundt i hovedet på hende. Da husalfen kom tilbage med vandet, drak hun det så normalt hun kunne, for ikke afsløre hvor meget hun havde brug for det, og hvor meget det hjalp på hendes kvalme og svimmelhed. Hun kiggede tilbage på Vincent, efter hun havde tænkt sig om. "Lad os se om den virker." Sagde hun med et køligt og alvorligt blik, men nu hørte hun hvordan hendes kvalme og svimmelhed påvirket hendes stemme, men hun lod sig ikke påvirke af det.

[Deleted]

Vincent så til som forældrene efterlod ham alene tilbage med hende. Han havde næsten lyst til at bede dem om at blive bare fordi han ikke brød sig om at være alene med hende. Nu havde hun jo ikke vist sig at være farlig, ikke for ham i hvert fald, men bare det at vide hvor mange liv hun måtte have på samvittigheden gjorde ham forfærdelig nervøs.
Han forholdt sig tavs som hun tømte vandglasset, var det bare ham eller virkede hun en smule bleg. Han rømmede sig let og sank en klump. "Er du...De..okay?" Spurgte han uden at vide hvordan han skulle tiltale hende. Han var heller ikke sikker på om han i det hele taget havde tilladelse til at spørge ind til hende, men det vel en naturligt menneskeligt instinkt?

Han nikkede da hun forslog om de skulle checke mærket. Det var nok en god ide, men han håbede virkelig ikke at det ville gøre lige så ondt som det gjorde at få det lavet. For at forberede sig mentalt på det værste tog han en lidt dyb indånding og mærkede hvordan hans håndflader blev klamme og svedige grundet nervøsiteten.
HVor ville han dog ønske at han kunne tage den slags lige så cool som hans brødre. At han ikke var så stor en kylling der tænkte mere på sig selv end familiens ry og omdømme. Var det egoistisk af ham at være på den måde? At have egne ideer om hvad han havde lyst til at stille op med sit liv? Han sukkede. Det var det nok.

[Deleted]

Hun kiggede skarp over på Vincent, da han sagde du, men gjorde dog ikke mere, da han rettede sig selv. Hvis der noget hun ikke var, så var det dus med sine dødsgardister. Den eneste fra Garden, hun var dus med, var Esther, men de tog havde været bedste venner lige siden de mødte hinanden, så det var en undtagelse. Også den gang Raven havde været med, havde der været en undtagelse. Men mere undtagelse var der ikke. Hun var blevet behandlet lige som alle de andre dødsgardister. Var det derfor, at hun valgte at stoppe? Fordi hun var sur over, at hun ikke blev særbehandlet, men bare blev behandlet som alle de andre? Hun vidste det ikke, og hun var faktisk også ligeglad. Det var Ravens eget valg, at hun ikke længere ønskede at være en del af Garden. 

"Jeg har det fint." Svarede hun kort, uden at vise, hvor meget hun faktisk ikke var sikker på, hvor fint hun havde det, men hun havde ikke i sinde at sidde foran en hel ny dødsgardist, og fortælle, at hun faktisk havde det dårligt, og hun ikke selv vidste, hvorfor hun havde det sådan. I stedet lagde hun sit fokus på mærket, og hævede det ene øjebryn, da han ikke gjorde andet end at sidde og nikke til enighed. Hun sukkede kort, "det er meningen, at du skal tage din stav, og sætte den på mærket imens du tænker på mig." Forklarede hun ham letter opgivende. Utrolig at hverken hans forældre eller Xander, havde fortalt ham bare lidt om hvad, der kræves af en dødsgardist. Hun var faktisk lidt skuffet over det.

[Deleted]

Da det gik op for ham at hun forventede mere af ham blev han kort lidt panisk og fumlede fabrilsk for at finde sin stav frem. Så snart den var oppe af lommen tøvede han en smule. Okay nu virkede skulderen ikke ligefrem som det bedste sted at have placeret mærket, men der var nok ikke ligefrem nogen fortrydelsesret.
Han rømmede sig lidt og placerede staven mod mærket, hans hud summede stadigvæk og gjorde det derved rimelig let at lokaliserer - for nu. Han tænkte på hende alt hvad han kunne, det var også svært at lade være eftersom hun stod ved siden af ham og han var ved at skide en snemand over det. Hvor ville han dog bare gerne have dette her overstået så han kunne komme langt væk fra hende, hun var virkelig skræmmende at være i nærheden af.

"Virker det?" Spurgte han i en lille usikker stemme. Hvor følte han sig dog ynkelig lige nu, han ville gribe enhver lejlighed for at slippe ud her fra.
Han stod og skiftede vægten en smule fra det ene ben til det andet imens han forsøgte at få det til at virke. Han var ikke helt sikker på om det var som det skulle være.