In the honor of family

[Deleted]

@xander

Hun tog en dyb indånding, da hun mærkede det genkendelige sus i kroppen, fra grønne flammer der slugte hende og sendte hende afsted i den magiske verden. Få sekunder efter dukkede hun op hos sin egen families hus. Depraysie Estate, det første der skete var hånden der greb fat i båndet der havde holdt hendes hår fast i en knold på toppen af hoved. De lyse hår bølgede hen over hendes skuldre, derefter rystede hun kort hoved frem og tilbage, hvorpå det meste af de gyldne lokker valgte at samle sig i ryggen.

Et suk af velbehag over at en lang arbejdsdag, endelig var over og at hun nu kunne se frem til et dejligt langt karbad. Fik et smil til at sprede sig hen over de fyldige læber, måske planerne om hvordan hun skulle stikke af fra det hele kunne begynde at komme mere på plads. Et brev var sendt afsted til hendes bror, for at forklare ham hendes situation. Og om han havde mulighed for at have hende boende et par uger, blot ind til hun selv havde fundet noget andet og et job selvfølgelig. Hun kunne ikke blive ved med at arbejde i ministeriet. Der ville de have for nemt ved at finde hende igen. Men før hun nåede at komme ud af stuen, som udelukkende blev brug til at teleporter sig frem og tilbage, stod hendes mor foran hende med et dovent udtryk. Iklædt i sort som altid, med håret lettere sjusket sat op i baghoved. I hånden havde morderens sit faste whiskey glas, som man næsten kunne mistænke for at være groet fast der.

,,God aften mor, kan jeg komme forbi?’’ sagde hun med et løftet øjenbryn, hendes mor plejede normalt aldrig at henvende sig til hende når hun kom hjem, det overhoved at skulle ytre en samtale med hende, var utrolig mærkeligt for Ana. ,,Din far venter på dig inde i den ovale stue, åh Ana, hvad har du dog gjort..’’ den sidste sætning blev sagt med sådan en ømhed, at Ana spærrede øjnene op af bare overraskelse. Hvad mente hun dog? Med svedige hænder og en rasende puls, gik hun hen til den ovale stue, hvis døre var lukket i.



Med en tøvende og rystende hånd, åbnede Ana døren og trådte ind i rummet. Bag sit skrivebord sad hendes far, hvis aura skreg af vrede. Fjerpennen skriblede hurtigt og arrigt, hen over pergament papiret så man næsten kunne blive urolig for, om han var ved at trykke igennem det. Ana blev stående stille midt i rummet, mens hun ventede på at hendes far ville henvende sig til hende. Dette skulle hun ikke vente længe på.

,,Hvad er dét her?’’ kom det med en lavmeld knurren fra ham, der fik de små hår i nakken til at rejse sig. Først kunne hun ikke finde ud af hvad han mon kunne mene, men da brevet blev løftet op i luften, så hun kunne se sin egen skrift. Blev hun helt bleg i hoved, det var hendes brev til hendes bror, men hvordan, hvordan havde han fået fat i det? Hårene på hendes arme havde rejst sig under den cottencoat frakke, hun endnu ikke havde fået mulighed for at få af. ,,Det..’’ ordene døde i hendes mund, hun anede ikke hvordan hun skulle bortforklare noget af dette. Hun havde været så sikker på at hendes ugle ikke kunne blive opsporet, at hun ikke havde tænkt på at bruge andet slags blæk, så hvis det var endt i de forkerte hænder, ikke kunne læses.


Med et var hendes far lige foran hende, med hendes ryg presset op af bogreolen. ,,Hvem tror du, du er!?’’ bulrede den mørke stemme, mens at skrækken var så tydelig malet i hendes ansigt. Da en stav pludselig var rettet imod hende, skælvede hele hendes krop, hvilken smerte ville hun så opleve nu? Bange for hvilken forbandelse han havde tænkt sig at bruge på hende. Hele dette scenarie i hendes hoved, hvordan hun ville råbe og skrige af hendes far, for at få ham til at forstå han ikke kunne bestemme over hende. De flød ud i blanketanker, af skræk og rædsel for hvad der nu kunne ske. Den rygrad som hun troede hun endelig havde fået bygget op, var langsomt så skråbelig, som når man pustede til en mælkebøtte.

,,Jeg skal nok få dig til at forstå hvad der sker, hvis du går igennem med denne plan..’’ med disse ord, greb han hendes stav før hun nåede at reagerede, med et hårdt greb omkring hånden, blev hun før ned i kælderen, hvor at husalferne normalt holde til, men ingen var at se. Her blev hun smidt ind i et af de mange rum, som fandtes dernede, før at låsen på døren klikkede og hun, efterladt til mørket alene. Stadig skælvende gled hun ned imod det hårde gulv, hvad havde hun dog gjort?

~  *  ~ 

Dominc kogede af raseri, hans egen datter. Hans egen datter havde forrådt ham, i sådan en grad at han næsten mere havde lyst til at hun aldrig nogen sinde skulle komme tilbage. Men så igen, dette var jo hans datter man snakkede om, så han måtte gøre hvad han kunne. For at banke ind i hoved, at hun ikke bare kunne trodse ham på denne måde, hun skulle giftes med den familie han så korrekt, også var den ikke længere. Men en lærestreg, en lærestreg var bestemt på sin plads, hvilket var derfor at han havde tilkaldt et medlem af orden, som skulle gøre netop dette.

,,Xander..’’ mumlede den ældre vel proprotioneret herre, imod den yngre, da han kom ind i lokalet der var over for hans studie. ,,Gør hvad du finder bedst, men sørg for at hun forstår sin plads.. Hun er placeret i rummet jeg vidste dig tidligere’’ Dominc nikkede lidt med hoved, som skulle han til at sige noget andet, men forsvandt så også ud af det rum og tilbage ind i hans ovale værelse.

[Deleted]

Xander havde ikke været der længe nok til at se hele optrinet men han havde dog en ret god ide om hvad der havde forgået. Hun havde lavet en fejl og nu skulle der rettes op på den. Hvilken idiot valgte da også at vende garden ryggen? Kunne hun ikke se hvor mange gode ting de gjorde for verden der allerede var langt overrendt at mugglere og mudderblods. De gjorde jo blot det magiske samfund en tjeneste og fik udraderet de der ikke var værdig, hvorfor det blev set som en skidt ting var han komplet uforstående overfor!
Xander trådte ud af skyggerne og nikkede til den ældre mand. Han skulle da nok få vendt hende på den ene eller den anden måde, hun havde jo fuldstændig mistet sit virkeligheds syn og det var på tide at hun fik øjnene op igen. Hun kunne ikke bare gifte sig med en eller anden random, hvem skulle så føre den rene slægt videre?
Man havde et ansvar som fulblodsmagiker og sådan var det bare! Måske nogen mente at det var en forskruet måde at se tingene på, en de var bare snæversynet. De kunne ikke se det store billede. Troede de virkelig at mugglerne ville accepterer at der fandes magi? De magtfulde ville altid have mere og inden man så sig om ville de begynde at udrydde magikerne fordi de sikkert ville mene at de var til fare for samfundet, nej så hellere udrydde dem inden de fik færden af hvad der skete lige foran deres næser.

Han trådte ind på værelset hvor den blonde heks kort forinden var blevet smidt ind. Hans blik gled rundt i det lidt mørke rum til det landede på hende. "Godaften," hilste han med sin brittiske accent og gik et par skridt frem mod hende.
Hans charmerende udstråling og de stålfaste grå øjne plejede at vinde pigerne over ganske let, men det virkede nok ikke ligefrem på hende lige nu.
Ikke at det var meningen at der skulle foregå noget for det var slet ikke pointen med hans besøg, han skulle bare få hende til at få øjnene op for virkeligheden så hun kunne gifte sig og føre slægten videre. "Hyggeligt værelse du har dig her," stemmen var sarkastisk for at understrege at han ikke på nogen måder mente det. "Mit navn er Xander," Præsenterede ham sig med sin hånd strakt frem mod hende.

[Deleted]

Det var et lille mørkt rum, havde ikke meget mere end et bord, nogle stole som var stablet op imod en af væggene, samt stearin lys som ikke var blevet tændt. Lige så stille begynde hende blik at vænne sig til mørket, men inden hun nåede at bevæge sig fra stillingen, på gulvet.
Åbnede døren igen, første indskyldelse var at krybe så langt væk som overhoved mulig. Hvad hun ikke ville gøre for at have evne som animagus og blive til noget småt, så hun kunne flygte fra dette rum. Men denne magiske evne besad hun desværre ikke, så det eneste hun kunne gøre var at betragte den ukendte mand der pludselig stod i rummet. Godaften?

Forvirringen stod malede i hendes ansigt, hvem var han og hvad ville han? Havde hendes far sendt ham, hun sank noget mundvand der havde samlet sig i munden. Hun kunne ikke aflæse ham, var han ude på at charmere hende, eller havde hendes far sendt ham? Selvfølgelig havde han det, men spørgsmålet hvad denne mand skulle gøre ved hende. Stadig med rystende hænder, rejste hun sig langsomt op. Det var som om at en ny vilje styrke havde lagt sig hen over hende, måske var det fordi at dette ikke var hendes far. Som hun havde frygtet siden hun havde været en lille pige, måske første gang hun virkelig havde opdaget hvor ubehagelig en far hun egentlig havde. Var da hendes storebror var blevet placeret i huset Ravenclaw.

,,Ja, jeg elsker den minimalistiske indretning, senge, hvem har brug for det nu om dage?’’ selvom hendes stemme gav efter et par gange, da hun stadig kunne mærke frygtens greb omkring hende. Formåede hun alligevel at skyde en sarkastisk bemærkning tilbage imod ham. Hendes brune øjne lagde sig på hånden, virkelig? Hun skar tænder, hvor efter hun rakte ham hånden ,,Anastasia, men jeg går ud fra at du allerede ved det’’ hendes øjne hvilede på ham, mens hun afventede hvad han havde tænkt sig at gøre ved hende. For at vise hende, hvad der skete med forrædere, som hende.

[Deleted]

Xander var en rolig og til tider også afbalanceret mand, ihvertfald når hans temprement ikke løb afsted med ham. Hans øjne hvilede på den blonde skønhed, og tøvende kiggede han igen rundt i det lille rum, som hun annoncerede at det minimalistiske var mere hendes stil.
"Oh well, gulvet er vel også ganske behageligt" pointerede han i en rolig stemme og mødte igen hendes blik. Hendes sarkastiske kommentar var tydeligt en smule halvhjertet, men han henkastede det blot, for nu var han ikke ude på at skræmme hende, det klarede hendes familie vidst så ganske udemærket så vidt han havde forstået det.

"Ja navnet er kommet mig for øre" sagde han og lod sin ene mundvig glide op i et skævt smil. Han var uforstående overfor hvorfor hun undvig hendes families ønske, de ønskede hende det bedste og Xander havde nok gjort det samme omend det havde været hans egne børn.
"Jeg høre du har familie problemer" pointerede han, og ønskede ikke at stå og anklage hende som en start, han havde jo hørt hele historien men der var vel intet galt i at høre den fra hendes side, såfrem hun overhovedet ønskede at snakke med ham naturligvis, i teorien kunne han sagtens bare vise hende hvad der skete når man ikke fulgte familiens ønsker, men han havde erfaret at der var metoder der var noget mere hårdføre.

[Deleted]

Hun kunne ikke finde hoved, og hale i denne situation.
Den måde han snakkede på, den måde han spurgte ind til tingene på. Hele hans holdning, han virkede ikke umiddelbart som en der havde tænkt sig at gøre hende noget. Men kunne hun virkelig stole på det?
Hendes ryk rankede sig noget mere, mens hun gik helt hen til ham. Så kun nogle få millimeter var imellem dem. Hendes øjne var stålfaste, med en lille rynke omkring den ene mundvige, der fortalte at hun bestemt ikke brød sig om situationen. Overhoved. Tænk at hendes far ikke en gang selv, kunne tage tingene i sin egen hånd, og straffe hende.
Hvor mange gange havde hun efterhånden mærkede hans hånd, give hende en syngene lussing. Trusler omkring hvad der ville skete hvis hun ikke lystrede, hun havde set hvad han havde gjort ved hendes bror da han var blevet tildelt huset Ravenclaw.

Men hun var jo hans søde lille Anastasia, ønsket om den perfekte familie var større for hendes far, end faktisk at holde af sine egne børn.
,,Jeg har altid haft familie problemer Xander. Det perfekte glansbillede er rådden bag ved.'' for alvor begyndte hendes øjne at slog gnister ,,Har du en besværgelse for det?''

[Deleted]

Han flyttede sig ikke skønt hun trådte helt op til ham så de kun stod med millimeter til afstand. Han var ikke typen der lod sig skræmme eller intimiderer og da slet ikke af en kvinde. Hele hendes udstråling var temmelig fjendtlig som forventede hun at han ville kaste sig over hende og derfor bare lukkede af fra starten.
"Ingen familier er perfekte," han trak let på skuldrene og smilede afslappet til hende. Han kunne godt fornemme at hun sikkert ville stritte for meget imod hvis han begyndte at spille for smart, så var det bedre bare at være lidt afslappet omkring det. "Men altså nu er jeg her jo ikke for at "kurerer" dig for en fiktiv sygdom, jeg er her bare for at snakke med dig." Han lod hovedet glide på skrå og så afmålt på hende.

"Men lad mig endelig høre." Sagde han og fugtede læberne med tungespidsen. "Du skal giftes...meeen har ikke lyst?" Han så på hende som forsøgte han at finde ud af om han havde forstået det hele rigtigt. Hun virkede da som en kvinde der havde god gejst, det plejede fyre i deres omgangskredse ikke at være så interesseret i, kvinder skulle ses, ikke høres. Han var dog af en lidt anden opfattelse, han kunne godt lide når kvinderne kunne udfordre mændene lidt frem for bare at efterkomme alle deres ønsker, det gav lidt spil i forholdet, hvis altså man var til den slags.
Det var jo også derfor at han havde haft et forhold til en kvinde som Harper. Hun var godt et eller andet sted henne ingen fra Garden kendte til, men mødte han hende igen ville han da ikke have noget imod at tilbringe en nat eller to med hende. Så kunne han også give hende nogen tæsk for at være skredet. De havde ikke været i et forhold i mange år, heller ikke inden hun skred, men hans interesse for hende var uden tvivl dalet efter hun havde knaldet ham muggleren.

[Deleted]

Hun havde lyst til at le af ham, udfordre ham, et eller andet! Desværre havde hendes far taget hendes stav, og uden den, var det nok ikke meget skade hun kunne gøre. Hendes blik flugtede ned af hans skikkelse, inden hun med en stenhård maske betragtede hans øjne.
Måske var det i virkeligheden ikke ham, hun var irriteret over. Nok nærmere hele situationen, og han var den nærmeste og eneste hun på nuværende tidspunkt kunne lade det gå ud over.
,,Hvad kommer det dig ved om jeg vil giftes eller ej?’’ hvæsede hun igennem sammenbidte tænder, nej hun ville ikke giftes! Hun ville ikke tvinges til noget som hun ikke brød sig om, ikke længere! Længe havde hun stået model til ønsker fra hendes familie, alt for længe havde hun brugt på at gøre andre glade end sig selv. Hun var færdig med det, hun ville ikke længere bo i denne familie! Og da slet ikke med de rygter der gik i øjeblikket, om at de også var tilknyttet dødsgardisterne.
,,Jeg vil ikke giftes til en mand, som ingen rygrad har, jeg vil ikke giftes med en mand som ikke kan sige sin mening, men får sin mor til at dikterer hele hans liv! Desuden har jeg ingen intentioner om at skulle tvinges til at bo sammen, have samleje med, og få børn sammen med en mand jeg hverken elsker, eller finder seksuel tiltrækkende!’’ hun ville have trådt tættere på ham hvis hun kunne, men prikkede ham i stedet i brystkassen. Og hun havde nok ikke sat tingene så ligeud, hvis et ikke var fordi at kinderne langsomt blussede op af arrigskab. ,,Og jeg vil ikke intimiderer af store stærke håndlanger, til at gøre noget jeg ikke har lyst til! Så nej! Jeg vil IKKE giftes!’’

[Deleted]

Xander tog det hele ganske afslappet. Han lod sig ikke så let hidse op til at stå og råbe af folk. Ikke at han var uskyldig af den grund, men han var bare cool og rolig, selv de to gange han havde slået ihjel.
At hidse sig op ændrede alligevel ikke på noget, der ville stadigvæk være problemer, det eneste man fik ud af det var unødig opmærksomhed. Som hans livsfilosofi altid havde været; bliv ikke sur, tag hævn det var det han valgte at leve efter, men hun ligenede til gengæld en der kunne eksploderer i et raserianfald.
Han trak en smule hemmelighedsfuldt på skuldrene. Han så selv en ære i at skulle giftes ind i en fuldblods familie, det var jo ens pligt at sørge for at værne om de få renblodsfamilier der var tilbage. Hvis han blev bedt om at gifte sig på dette grundlag ville han slet ikke være i tvivl om at det var det han ville gøre.

Han lo kort over hendes muggeri og rystede på hovedet af hende. "For det første: Hvem siger at han ikke har nogen rygrad og for det andet: Hvad nu hvis han faktisk er helt ufattelig tiltrækkende?" Xander lagde armene let over kors. "Desuden kan man sagtens lære at elske folk selvom man måske ikke kender hinanden når man bliver gift." Fortalte han. Sådan havde det da været med hans egne forældre og de lod da til at være lykkelige sammen nu.
De grå øjne hvilede roligt i hendes. "Kan du ikke se at du som fuldblod skylder det overfor sin slægt? Hvorfor stritte så meget imod når du ikke engang har mødt fyren endnu?" Han så ned på hende med et afslappet smil.