No no, I am doing this wrong! | Catherine

[Deleted]

@catherine

---

Cody var, rent ud sagt, stresset. Han skulle aldrig, aldrig havde inviteret hans kære Catherine hjem til sig selv. Det var ikke fordi, at han ikke ville se hende, men det var mere fordi at han slet ikke følte sig forberedt. Det var hellere ikke fordi at han ikke var god til at lave mad: han var faktisk udmærket til at lave mad. Og det var hellere ikke fordi at hans hjem var rodet, han holdt det pænt og rent ligesom hans pæne, "skjorteagtige"- stil hentydede til. Der var faktisk ikke rigtig noget, som burde gøre Cody så panisk, men han var så nervøs. Hvad hvis han kludrede op i noget? Hvis han kom til at sige noget upassende eller han var ikke lige det som hun forventede. Han ville gerne gøre hende glad, være noget for hende for han kunne rigtig godt lide hende - men han var også bange for at komme så tæt på et andet menneske. I det mindste var det ikke et fremmed sted med andre mennesker: han var hjemme hos sig selv, hvor de var alene, hvor han bare nogenlunde kunne slappe af. Han kunne jo smide masken overfor hende, og den ville sikkert ikke være så svær at komme igennem som hvis han var et sted med andre mennesker. Det var rart at det var hos ham, hvor han var tryg, hans sted. Her kunne han forsigtigt vænne sig til en andens persons nærvær, og langsomt blive tryg ved et andet menneske igen. Det her var i alt fald starten.

Han havde ingen idé om hun ønskede at sove her og ærligt, han vidste ikke helt om han havde lyst til det overhovedet. Om det var lidt for grænseoverskridende, det vidste han ikke helt, men han ville hellere ikke gøre det her alt for hurtigt - nej, han havde været impulsiv nok. Det skulle være rigtigt. Trods alt, han var lidt for gammel til alle de useriøse flirter som hænder af og til, han er snart i alderen hvor han burde finde sig en sød kvinde og få sig en familie - så det skulle ikke forhastes og dog, han håbede på at kunne få lov til at komme lidt tæt på hende igen, mærke hendes blide, beroligende kærtegn..

Cody faldt helt i staver, idet han rørte i gryden. Han faldt ud af sine tanker med et sæt, da den klokke han brugte når han havde noget i ovnen, begyndte at ringe og hurtigt, fik han røret sovsen rundt igen, så den ikke brændte på, inden han tog stegen ud af ovnen. Han havde ikke helt vidst hvad de skulle have at spise, så han lavede egentlig noget simpelt, i følge ham selv. Steg, med kartofler og en god, forholdvis tyk sovs. Han tænkte ikke på om hun måske var sippet angående i vægten og det var jo kun et godt tegn: han synes hun så godt ud, som hun var og havde bestemt ikke noget i mod noget som helst. Han kunne ikke lade være med at smile en smule, ved at trække op i mundvigene og han stillede stegen ved hans side, inden han begyndte at snitte salaten - det var hurtigt og erfarent og ikke kluntet som han havde en tendens til at være. Det her var tydeligt hans es, selvom man skulle tro at han var lige så dårlig til at lave mad, som han var til at snakke med andre mennesker. Men han var trods alt opvokset i en fin familie som havde lært ham at tage vare på sig selv: lave mad, gøre rent, vaske tøj. Han tænkte ikke selv over, hvor nyttigt det var, for han vidste ikke at mange mænd, både yngre og ældre, ikke havde en idé om at gøre de ting, uden i alt fald en kvindes hjælp. Både et stærkt tegn, men måske også en svag hentydning til han havde været alene i et stykke tid, både før og efter hans hustrus død.

Da salaten var lavet, med lidt løg og andre grøntsager, fik han den stillet på bordet, efter han havde dækket op. Igen, holdt han det simpelt: han ønskede ikke det skulle være så formelt, det virkede.. akavet og gjorde det mere skræmmende for ham at det hele skulle være så pænt og fint. Han ønskede det skulle være naturligt og lige som det plejede, det her havde han brug for. Ingen flotte, pæne, fine, formelle restauranter men blot et hyggeligt hjem, hans hjem med vante ting. Han havde dog sørget for at få en pæn skjorte på, med et par lyse bukser til, men han var somregelt pæn i tøjet. Han klappede i hænderne, prøvede at orientere sig om hvad han manglede for nu. Han trak vejret dybt. Han havde fået overblikket.

[Deleted]

Det var længe siden Catherine havde været så nervøs. Nu havde hun selvfølgelig også været sammen med Timothy i tre år, og det her var faktisk hendes første date siden da. Hendes kollega havde ikke holdt mund om hvad han så, og han var helt begyndt at gå hende på nerverne til sidst. Hvilket han bare skulle være glad for ikke var blevet vist fysisk med en knytnæve i ansigtet, selvom hun virkelig havde haft lyst. Det havde også været noget lettere end at skulle prøve at date igen. Hun håbede bare at Cody ville sige noget mere i dag, så hun ikke skulle have en samtale med sig selv.
De havde ikke rigtig ses siden sidst, men de havde dog fået aftalt et tidspunkt, og stedet var jo hjemme ved ham. Det var både romantisk og skræmmende på en gang. Det var umuligt for hende at vide hvad det var han ville have der skulle ske, og ærlig talt ville hun gerne til at have det her til at gå lidt langsommere. Hun fortrød skam ikke den gav i den Utætte Kedel, men hvis de skulle opbygge et faktisk forhold, var det vigtigt for hende at der var mere end bare det fysiske.

Catherine var taget hjemmefra i god tid, for hun vidste trods alt ikke præcis hvor han boede. Men nu stod hun udenfor ti minutter for tidligt. De fleste mennesker så jo heldigvis det at være for tidligt på den som en god ting, men hun var bange for at det måske ville stresse Cody. Faktisk var hun for det meste bange for sine handlinger omkring Cody, for hun ønskede ikke at ødelægge al den fremskridt de havde lavet. Hun havde ikke nogen idé om hvad han havde valgt og lave, og ærlig talt betød det nok heller ikke så meget. Catherine var jo heldigvis ikke voldsomt kræsen, så hun kunne spise det meste der blev sat foran hende. Samtidig ville det vise en del om hvad han tænkte om hende, så alligevel var hun måske lidt nervøs.

Til sidst indså hun at al den her overvejelse, bare endte med at gøre hende nervøs over alting, også ting hun egentlig ikke var nervøs over til at starte med. Så med 8 minutter til de havde aftalt, gik hun op til døren. Lige inden hun bankede på, stoppede hun sin hånd mit i bevægelsen, for hvad nu hvis det her var det hus han havde delt med hans kone? Selvom Catherine da havde haft seriøse forhold, havde hun ikke haft nogen så seriøse, og det skræmte hende lidt at han havde. Pludselig vidste hun slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, og hun havde egentlig bare allermest lyst til at stikke af, men i stedet tog hun en dyb indånding, og bankede forsigtigt på hans dør. Så var der kun tilbage at håbe på at han havde hørt det, nu hun bankede så forsigtigt.

[Deleted]

Da det bankede på døren indtil hans treværelses lejlighed, blev Cody næsten helt forskrækket. Han så på sit armbåndsur: ti minutter i syv. Hun var tidlig på den, men faktisk passede det okay. Cody havde netop sat det sidste på bordet, der manglede kun sovsen og han skulle vel.. Give hende en chance for at komme ind af døren, ikke? Var det ikke det man skulle? Han var ikke helt sikker og han var pludselig bange for at den deltalje allerede havde ødelagt aften. Hvad vidste han dog om dette, det havde været siden at han havde været på date... Og han havde trods alt ikke været på så mange. Den sidste han havde været på, var med hans hustru Alena.

Alena. Ja, han vidste godt hvem hun var, selvfølgelig, men det var ikke underligt at han tænkte sådan. For.. Han havde glemt det meste om hende og derfor gjorde han sig hellere ikke så mange tanker om hende, mest fordi det gjorde alt for ondt. Han savnede hende, for han havde selvfølgelig elsket hende, men efter at hun.. Omkom, havde han næsten glemt alt om hvad de havde sammen. Som en slags forsvarsmekanisme. Under forhøringerne efter hendes død, troede detektiverne at han var sindssyg, på grund af den manglende form for sorg, den eneste han kunne udvise var stilhed og ingenting. Han havde været så chokeret og så rystet, at han intet havde at sige.

Det viste sig også at han ikke havde haft noget at gøre med det, at det havde været et mørkt væsen, noget som havde dyrelignende adfærd, såsom varulven. Umiddelbart havde ægtemanden intet med det at gøre og sagen blev lukket.

Nej, han var næsten sikker på at han ikke havde gjort hende noget, men han kunne jo ikke vide det, for efter sin ”tilstand”... Efter fuldmånen, havde han en tendens til at glemme hvad han præcist havde gjort og det var kort efter han var blevet bidt. Han havde aldrig, han gentog for sig selv, aldrig lagt en hånd på hende, for sådan en mand var han ikke, det gjorde mere ondt på ham noget andet hvis han så sine kære kede af det. Han havde elsket hende, det vidste han, trods han havde svært ved at huske hende. Han havde et billede af hende et eller andet sted, om det var i skabet eller i hans pung, det kunne han ikke huske, men han kunne kun tåle hende i små doser. Hun ønskede hellere ikke at se ham sådan, det vidste han og derfor blev der ikke snakket højt om Alena – til ingen. Måske til Catherine, hvis han eller ”dem” i enhed, var klar til det.

Cody tjekkede sig selv kort i spejlet, strøg en hånd over håret for lige at rette det til. Han synes han så dum ud, selvom han ikke havde noget på udover sædvanligheden og sådan skulle det også være, men det var nok usikkerheden som hviskede ham grumt i øret. Han lavede en irriteret grynten, mens han prøvede at ryste bekymringerne af sig. Han håbede såden det ville gå godt, for han kunne så godt lide hende. Det havde været så længe siden at han havde følt sådan om en person siden.. Det. Efter Alenas død, havde han været mere død end levende på lige dét punkt.

Cody åbnede døren. Og sank en nervøs klump da han så hende.

,,Hej.. Catherine,” hilste han, med den tykke accent. Han ville gerne hilse hende på en varm måde, med et kram, så det ikke virkede så formelt, men han vidste ikke helt hvilken vinkel han skulle gøre det fra, så han blev blot stående og fyldte det meste af døren. Indtil det netop gik op for ham at han stod egentlig bare og blokerede og rykkede sig, så hun kunne komme ind i den lyse, varme lejlighed som dog virkede en smule forladt. Der var nogle få billeder af hans familie og hjemland rundt omkring men han var også lige flyttet til. 

Han sendte hende et kort, lille forsigtigt smil.

[Deleted]

Der gik ikke længe før Cody åbnede døren, men stadig nåede det at føles som en evighed. Det var mærkeligt så nervøs hun var for denne date, for det var jo langt fra hendes første. Og det var jo ikke fordi hun ikke var vant til opmærksomhed fra mænd, også dem hun måske helst ikke ville have det fra... Ærlig talt havde hendes største problem nok været at finde noget at have på. Nu var det jo sommer og godt vejr, så hun var endt op med at gå med en kjole og stiletter. Det var ikke helt til at vide om det ville blive for fint, selvom hendes kjole var meget casual. Af samme grund havde hun ikke sat hendes hår op, men bare ladet det gå ned ad ryggen med de fine naturlige bølger.

Det akavede startede allerede fra første sekund. Han hilste på hende, og selvom det var med lidt pause var det da nogenlunde, men så blev han bare stående der. Han lignede lidt en i sin egen verden. "Hej Cody" svarede hun lidt mere sammenhængende, med et af de blide smil han altid fik. Siden det her jo var en date, havde hun nok forventet en lidt varmere velkomst, i stedet nåede hun et øjeblik at overveje om det her overhovedet var den rigtige dato.
Da han endelig rykkede sig, gik hun mere forsigtigt ind end det egentlig havde været planen, men stadig kunne hun ikke ryste følelsen af at det måske ikke var hende han havde forventet stod udenfor hans dør. Lejligheden var lys, varm og..... Tom. Hun fandt kun få billeder rundt omkring. Ingen af dem virkede til at vise hans kone, hvilket hun ærlig talt fandt lidt foruroligende. Hun kunne jo godt forstå at det var smertefuldt at se på hende, men at slet ikke have et eneste billede af hende? Hun nåede helt at overveje om han måske havde taget dem ned, fordi at Catherine skulle komme på besøg. Det håbede hun virkelig ikke.

"Det dufter dejligt" brød hun stilheden efter et sekund. Og det duftede virkelig også dejligt, nok til næsten at sætte hendes mund i vand. Hun kiggede til siden og fandt bordet de skulle spise ved. Det var mere afslappet end hun var vant til fra dates, men det var nu ikke nok til at skræmme hende væk. Derimod var det nu nok til at få hende til at føle sig overdressed. "Hvad skal vi have?" spurgte hun venligt, og vendte igen sin opmærksomhed mod ham.

[Deleted]

Så snart Cody havde åbnet døren, så vidste han, at han havde gjort et eller andet forkert. Var det hans præstation? Han havde ikke ønsket at se for fin ud, for han ville ikke gøre hende utilpas eller tro, at han havde nogle forventninger til hende. Tilgengæld, så så hun skøn ud. Cody kunne ikke lade være med at synke, helt genert mens han betragtede hende. Måske skule han havde taget noget pænere tøj på, gjort bordet mere fint og han ærgrede sig over at være sådan en dårlig vært – og date.

Han lukkede døren efter hende og stilte sig ved siden af hende, hjalp hende af med jakken. Han vidste godt at han skulle sige hej på en eller anden måde, men han vidste ikke helt hvad han kunne tillade sig: kys? Kram? Kindkys? Cody trak vejret dybt. Han havde ingen idé om hvad han lavede og han var bange for, at han allerede havde skuffet hende dybt. Forsigtigt, tog han hendes hånd så hun ikke forlod gangen i alt hast og til følge, bøjede han sig ned for at give hende et kys på kinden. Han hviskede dog dæmpet, med helt røde kinder: ,,Jeg ved ikke hvordan jeg skal gøre dette,” mumlede han akavet, men gennemførte det, uden at kludre alt for meget rundt.

,,Jeg.. Jeg undskylder for at være den mest ærgerlige date du nogensinde har været sammen med,” sagde han, med sine generte, dog venlige stemme, da de kom til bordet og han trak stolen ud for hende, hvorefter han lige gjorde de sidste ting klar: fandt vinen frem og de gode glas. Han havde jo bare ønsket at det skulle være en stille og rolig aften, men hun havde vidst forventet en del mere fra ham og det gjorde ham endnu mere usikker end han i forvejen var. Han havde slet ikke tænkt over at hans hjem virkede tomt, mere fordi han gik ud fra det var en selvfølge når det ikke havde været så forfærdelig lang tid siden han flyttede til. Da tingene var sat, tillod han sig selv at sætte sig ned, overfor hende. Han lod de grå øjne glide over bordet.

,,Steg, sovs og kartofler. Og en smule salat.. Jeg.. Jeg vidste ikke hvad du kunne lide så..,” han trak usikkert på sin kejtede måde op i smilebåndet, tydeligvis forlegen over det han havde sat på borde. Tænk hvis hun ikke kunne lide det. Hvor meget kunne han ødelægge på 10 minutter!

Han så på hende og begyndte langsomt at rødme mere og mere, mens han blot sad og betragtede hende. Hun så pæn ud. Alt for pæn til hvad den date lagde op til.

,,Du ser smuk.. Ud,” kvækkede han frem, en smule nervøs for hendes reaktion.

[Deleted]

Det var alligevel temmelig gentlemansagtig, som han sådan tog hendes jakke af. Og det var også en sikker måde at vinde mange point. Selvom hun sagtens stadig kunne huske deres lille skænderi, og også stadig følte et stort behov for at passe på sig selv, kunne hun ikke komme udenom at hun også elskede at blive forkælet lidt. Måske passede det med at piger var umulige at gøre sig klog på. Hun hjalp i hvert fald ikke med at gå imod statistikken.
Endelig kom den kærlige hilsen hun følte fortalte hans følelser. Det her var jo trods alt ikke bare et almindeligt besøg, det var jo en date, og hun ville gerne vide at han faktisk holdte af hende. Også selvom at hun for længst havde fået det bevist. Det skadede nok bare ikke at få det genopfrisket. At han halvvejs igennem indrømmede at han ikke vidste hvad hun skulle gøre, var både så meget Cody, og så nyt. Ja Cody virkede sommetider til ikke rigtigt at vide hvordan han skulle omgås hende, men det kom stadig bag på hende at han turde sige det. Måske var han allerede begyndt at være mere tryg ved hende, det håbede hun i hvert fald var grunden. "Du gør det helt perfekt" mumlede hun tilbage, og kærtegnede hans stadig rødmende kind.

Igen opførte han sig som en gentleman, og formåede at score endnu flere point. Som han trak stolen ud til hende, kørte hun en hånd bagtil for at få styr på kjolen før hun satte sig. Tættere på var bordet stadig lige så afslappet, hvilket stod i stærk kontrast til hans opførsel. Og igen opfangede hun en følelse af at være overdressed. Det havde ikke helt været til at vide hvad hun kunne forvente af Cody, og det fik hun da også bevist nu. Det var skam ikke fordi hun havde noget imod den afslappede stemning, faktisk håbede hun at det ville få Cody til at åbne lidt mere op.
Hans kommentar derimod var voldsomt komisk, og hun kunne slet ikke lade værre med at fnise højlydt. "Du er ikke engang på top 10 værste" grinede hun. Nej hun havde skam oplevet meget værre end en afslappet date, der ikke rigtig vidste hvordan han skulle hilse på hende. "Jeg har haft en date der brækkede sig på mig, så du nærmer dig ikke den værste" sagde hun, som hun pludselig så mere eftertænksom ud, "Pariserhjulet var romantisk, men han skulle have overvejet hvor bange han var for højder". Mindet var stadig meget tydeligt, selvom det efterhånden var temmelig mange år siden. Det var i den korte periode hun havde boet hjemme i USA efter Hogwarts, og hun havde efterhånden boet i London en del år. At han skulle være den værste... Det ville kræve noget meget værre end det hun så. Ikke at hun selv synes hun så noget der var særlig slemt.

Codys akavede opførsel havde det altid med at more hende lidt, også selvom hun vidste at det på ingen måde var okay. Derfor havde hun heller ikke nogen intentioner om at lade ham vide det, hvilket var hvorfor hun i det øjeblik arbejdede hårdt for ikke at fnise igen. "Det lyder rigtig lækkert Cody. Jeg glæder mig meget til at smage det". Det var ikke den mest følelsesladede kommentar, men hun glædede sig faktisk til at smage det. Og så prøvede hun stadig ikke at vise hvor meget det morede hende at han var så nervøs over det hele. Andre ville måske have syntes at det var træls, men hun fandt det bare en blanding af sødt og morsomt. Meget morsomt. Og så var der vel også noget smigrende over at en person var så nervøs i ens selskab. I hvert fald når man ikke havde skræmt dem til det.
Det forvirrede hende lidt at han sådan rødmede. Han havde hverken sagt eller gjort noget pinligt, så hvad det handlede om var gået over hendes hoved for en gangs skyld. Hun nåede at blive temmelig forvirret, i hvert fald indtil han endelig sagde noget. Hvilket også var efter lang tid nok. Heldigt for ham var det en temmelig sød kommentar, der reddede ham fra alle creeper kategorier. Der var mange måder at reagere på, men hun besluttede til sidst at det oprigtige svar var den bedste vej at gå med Cody. "Jeg ville gerne se godt ud for dig" indrømmede hun, som hendes egne kinder selv begyndte at blive lidt røde.

[Deleted]

Hans kinder – og for den sags skyld, også ørerne - blev kun mere røde af at hun sådan nussede ham på kinden. Det føltes godt.. Men også fremmedt. Det gav ham et let gys gennem hans krop og han åndede tungt ud, i et forsøg på at minde sig selv om han også skulle trække vejret. Hendes ord fyldte ham med undren – helt perfekt? Åh gud, hvor var hun dog ved siden af! Der var intet som var perfekt, han vidste jo knapt nok hvad han lavede – han vidste jo ikke engang hvor de var henne mellem kys eller kram, når man hilsede på hinanden. Det var slet ikke perfekt og han var meget nervøs for hvordan aftenen ville udfolde sig. 

Som han sad der, med en masse uro i kroppen, begyndte han er pille ved servietterne – det var dejligt for ham at have noget at pille ved, noget, som han kunne forholde sig til. Servietten var blød og skrøbelig: og let som ingenting, rev han til siden så et hjørne blev brudt af. Hendes lyse fnisen fik ham til at hæve blikket, så de grå øjne landede i hendes og han lavede en usikker trækning i mundvigen, uforstående over hvad hun mente. Havde hun ligefrem en liste? Eller hvad mente hun helt præcist. Det var tydeligt at joken havde passeret Cody som slet ikke havde fulgt med, dog faldt hans barrikader lidt ned da hun fortale om en date der havde brækket sig på hende og Cody kom til at grine en smule, dog undertrykt som altid. Han håbede virkelig ikke han kom til at brække sig på hende, af mild skræk.

Det var jo ikke fordi han var nem at skræmme.. Eller jo. Alt der havde med kærlighed og generelt sociale ting, det skræmte ham en smule. Han var både bange for hvad det ville bringe, men også.. Glad. Han kunne så vældig godt lide hende og han var ved at blive lidt glad for tanken om at have en nær sig, ligesom en kæreste ville være. Han var dog bekymret, ja, bange for om han overhovedet kunne åbne så meget op for hende, eller hun ville kunne takke sig med den information han var tryg med at give fra sig, omkring hans liv før han flyttede til London. På den anden side.. Hun vidste jo han var varulv. Hvor meget værre kunne det blive?

Hendes glæde over at smage hans mad, ja, det fik ham til at lyse op. Han trak op i mundvigene, så man kunne skimte hans tænder og han rømmede sig, inden han fik sagt, dog nærmest som en mumlen: ,,Tak,”. Det gik dog op for ham at han ikke rigtigt havde sagt noget, specielt efter den joke og han skyndte sig at sige: ,,Jeg glæder mig også til at du smager.. Øh, altså, maden,” og det var vidst tydeligt at han ikke helt havde tænkt den igennem, ifølge ham selv. Kejtet, strøg han nogle lokker væk fra hans grå øjne. For at redde sig selv for at sige flere, unødvendig dumme ting begyndte han at hælde op til dem begge to – var det ikke det man gjorde? Han håbede i alt fald han serverede lige det på tallerkenen som hun ville have.  

Han stoppede dog i at hælde kartofler op, da hendes indrømmelse trængte igennem og der var en stilhed i luften, en underlig tavshed og Cody var så optaget af at se på hende, at han ikke havde set skeen vippe og kartoflerne rullede ud på bordet, noget, som fik Cody til at panikke. Han skulle lige til at rejse sig, kaste sig ud efter de rullende, små kartofler men noget fik ham til at blive siddende. Atter, trak han vejret dybt, som endte ud i en dæmpet latter. Hvor var han dog dum. Forsigtigt, rakte han ud efter kartoflerne, samlede dem op og lagde dem på en sidetallerken som var taget for diverse skrald. Han vidste mildest talt ikke hvad han skulle sige, alt han kunne, var et grine mens han rystede på hovedet over sig selv – med fuldstændig røde kinder.

,,Det.. Det er jeg glad for,” fik han endeligt sagt, med et lille smil på læberne, uvidende om situationen lagde op det. ,,Skal vi?” hans øjne sænkede sig til maden.

Han ville sikkert ende på den liste.

[Deleted]

Der var et eller andet specielt i hvor meget han reagerede på en så lille berøring. Det kom jo nok ikke som en overraskelse, at hun havde rørt andre mænd før Cody. Og jo de havde da også reageret på hendes berøringer, men ingen i lige så stor en grad. Med både gys og dyb udånding, kunne hun ikke lade værre med at føle sig lidt speciel. Og som det bare fik ham til at rødme endnu mere, var det næsten for godt til at være sandt.

Hun var efterhånden allerede der, hvor det ikke kom bag på hende at han sådan sad nervøst og pillede ved servietten. Derimod mindede de hende lidt om deres møde på Den Utætte Kedel, hvor han også havde siddet og pillet ved alting. Det var nok bare hvad han gjorde når han var nervøs, og det var både sødt, og lidt betryggende, for så ville hun altid vide når han var nervøs. Og det var nok også fair nok, at deres første date gjorde ham nervøs.
Det virkede til at hun fik Codys opmærksomhed igen, som hans øjne mødte hendes. Hans normale trækning i mundvigen viste sig, og hun vidste ikke helt om hun allerede havde tabt ham igen, eller det bare var det største tegn på morskab hun ville få fra ham. Da hans undertrykte grin så endelig lød, var hun i hvert fald sikker på at have ham med. Hun havde ellers håbet at historien var sjov nok, til at give hende et oprindeligt grin, men det måtte hun tydeligvis stadig arbejde for.

Tydeligvis var et kompliment den rigtige vej at gå, og hun fik et smil der vist var større end noget smil før det fra Cody. Han lyste helt op, og hun følte at hun var noget lidt længere ind. Det tog ubeskriveligt lang tid, men hun lavede da fremskridt, og det var vigtigt for hende. Cody var mere kompliceret end nogle af de andre mænd hun havde været på date med, men hun var sikker på at hun kun ville få gode ting, hvis hun nogensinde nåede hele vejen ind. Om hun så nogensinde ville gøre det, det var hun ikke helt sikker på. Alligevel lod hun det ikke stoppe hende. Som sædvanlig sagde han noget der ikke var helt gennemtænkt, men det var bare en del af charmen ifølge Catherine. "Det var godt! Du virker også til at have gjort en del" svarede hun med et imponeret smil. At Cody kunne lave mad, var endnu en ny ting, men det kom egentlig ikke rigtig bag på hende.

Endnu en gang opførte han sig som en gentleman, og begyndte at hælde op til hende. Heldigvis var hun ikke så kræsen, så der var ikke så meget han kunne gøre forkert. Indtil kartoflerne rullede hen af bordet, og ned på gulvet. Catherine frøs fuldstændig. Hvordan kunne han reagere sådan på det? Havde hun taget fejl? Var det ikke en date? Hvad foregik der? En tusinde forskellige tanker nåede at gå igennem hendes hoved, og ærlig talt følte hun mest lyst til at skynde sig ud af lejligheden igen. Hans dæmpede latter hjalp slet ikke, og hun kiggede nervøst ned i bordet. At hans kinder igen blev røde, nåede hun slet ikke at se.
Det var først da han sagde noget igen, at hun løftede blikket for at mødes hans. Hun smilede lidt prøvende til ham; "Dejligt" mumlede hun med en genert stemme. Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde været så forvirret over en date, selvom hun stadig var lidt i tvivl om Cody faktisk var en date.
At han lagde op til at de skulle spise, var bare en god undskyldning til at fordybe sig i noget andet end hendes forvirrende tanker. "Ja lad os" svarede hun med et mere sikkert smil, og fokuserede på maden foran hende.

[Deleted]

Cody var tydeligvis glad for hendes komplimenter – det kunne ikke skjules, trods han var en temmelig monoton person med de fleste udtryk. Selvom Cody ikke havde gået for kokkeuddannelsen, havde han stor passion for madlavning og kunne godt lide at lave det, trods han ikke havde gået på nogle særlige kurserer eller lignende. Der er vidst nogle fordele ved at være varulv: forstærkede, men upålidelige smagsløg. Han trak på de brede skuldre, mens han lagde en hånd i nakken, usikkert på hvad han skulle svare til selve komplimenterne. ,,Nå ja.. Det var ikke så meget..,” fik han fremstammet mellem stramme, nervøse læber. Det han kunne lave, var langt mere end hvad andre kunne, men selv så han det ikke for noget imponerende. Nok fordi den arme mand ikke gav ham selv særlig meget kredit i længden.

Cody strammede om skeen, da kartofler rullede rundt, over det hele. Det havde været et uheld. Cody hævede de grå, intense øjne. Analyserede hendes reaktion, som var mere end blot forbløffelse.  

Hun kunne ikke lide overraskelser. Fik det.

Trods Cody ikke havde meget forstand på folks og hvorfor de reagerede som de gjorde, kunne han da se at han havde stillet Catherine i en ukomfortabel situation og det fik Cody til at skamme sig noget så grufuldt. Hun virkede helt usikker, og han kunne genkende det, for sådan var han jo også selv – herre gud, sådan var han jo lige nu! Lige så hurtigt som det svage smil var kommet på læberne, lige så hurtigt falmede det til en akavet rømmen, og han sænkede skeen, helt rystende. Hvad havde han jo gjort? Han var jo bare blevet overrasket over hendes kommentar. Atter lod Cody de klare, grå øjne glide ned over hende. Det lignede hende ikke. Det lignede hende slet ikke og det stillede Cody i et endnu mere, usikkert lys. Hvordan kunne han være så god til at ødelægge?

Cody begyndte at spise. Fik lidt kød på gaflen, lidt afskåret kartoffel med en sjat sovs. Han fik gaflen guidet til munden, hvorefter han tyggede omhyggeligt, måske lidt for omhyggeligt, men han vidste ærlig talt ikke hvad han skulle sige, i frygt for at gøre hende mere ubehagelig tilpas end hun i forvejen var. Han begyndte at tænke så det knagede og det tog ham en helt mundfuld, før han kom op med noget. Han sank, kejtet.

,,Jeg synes du ser dejlig ud..,” sagde han, dog med en dæmpet stemme, men det var så sikkert som han kunne få frem. Usikkert, lænede han sig frem så hans hånd kunne komme hen til hendes. I mellemtiden, prøvede han at holde øjenkontakt med hende men det var uhyggeligt svært for ham at se en person i øjnene længere tid af gangen. Han gjorde det, for hendes skyld. ,,Og jeg.. Er beæret over du vil se.. Sådan ud for min skyld,”