A promise.

[Deleted]

Depraysie huset 
Juni måned
2051


@blake

Det var ikke de store tanker der gik igennem Ana’s tanker, da hun trådte ind igennem døre til hendes forældres hus, lidt over et om eftermiddagen. Måske var det noget der burde være opstået, måske at hun var sent på den, at hun for flere timer siden burde have haft et ordenligt bad, at hendes påklædning bestemt ikke var tilfredsstillende. Eller måske bare det faktum, at hun stadig var bagstiv fra aftenen før. Men lige nu, var hun bare glad for at være noget helt hjem, at sengen ventede på hende og at hun nok aldrig nogen sinde ville røre ild whisky igen.

 

Det var først da hendes far brød ud fra stuen med et arrigt ansigtsudtryk, at det gik op for hende. At den var helt og aldeles gal. Hvad havde hun glemt?  

,,Hvor fanden har du været!?’’ hendes far dybe stemme, var en hæs snerren, mens han greb hårdt omkring hendes arm og trak hende op af trappen til hendes værelse. Det var der hun fik et glimt af stuen og de gæster der sad der inde. Dét var ham, hendes brune øjne spilede kort op, da de kort lagde sig på den lyshåret, næsten plantin blonde mand der sad i den hvide sofa, hvor det måtte være hans forældre der sad i stolene ved siden af. Desværre nåede hun også at se hvordan hendes mor valsede igennem stuen, med et glas ild whisky i hånden, mens hun bød de andre på noget.  

Det var måske først der, at det gik op for hende, at grunden til at hun var så fuld, stadigvæk. Var fordi hun aftenen for inden, havde siddet ulykkelig på den utætte kedel og drak som var der ingen morgendag. Fordi at i dag, for en time siden, skulle hun have mødt sin fremtidige mand. Hendes trolovede. Den mystiske mand, som hun aldrig nogen sine havde stiftet bekendtskab til, før nu.  

Det hele der skete derefter var relativt hurtigt, hendes far rev døren til hendes værelse op, skubbede hende brutalt ind igennem dem, så hun næsten mistede fodfæstet. Hvor efter en øresyngende lussing, der uden tvivl måtte have givet en overdøvende smæk, ramte hendes kind. I forbavselse over hvad der skete, satte Ana sig ned på halebenet og stirrede forvirret op imod sin far, der snart var så rød i hoved, man ikke ville kunne kende forskel på ham, eller en tomat.  

,,Du har tyve minutter til at gøre dig klar, før du stiller op i stuen..’’ med disse ord var hun efterladt til sig selv, med en hævet rød kind, forvirrede øjne og den hurtigste ædru oplevelse hun havde prøvet.  

Der gik atten minutter, også stod Ana for enden af trappen. Hendes hår var stadig fugtigt efter det hurtige bad hun havde taget. Dog var det sat op i en knold, hvor kun enkelte strå af hår, krøllede rundt omkring hendes ansigt. Hævelsen fra lussingen, var stadig til at se, men hun havde også valgt ikke at prøve at dække det til. Da det efterhånden ikke gik hende på længere, hvordan hendes ansigt så ud. Hun var iført en fin hvid silkekjole, som havde blonder som udsmykning. Hendes højhæle var en lys lime grøn farve, med hvide prikker. Alt i alt, så hun meget nydelig ud, hvis man tænkte at hun for bare et nitten minutter siden, var kommet ind af døren, stadig bagstiv fra aftens stribasser.  

Hun bevægede sig langsomt hen imod stuen og trådte ind. 

,,Jeg beklager dybt mit sene fremtræden, jeg håber ikke jeg har forvoldt alt for står gene.’’ hun betragtede gulvet, men hendes blik løftede sig dog hurtigt op og betragtede hendes kommende mand, der sad lige over for hvor hun stod. 

[Deleted]

Det havde været en hektisk morgen, hans mor havde puslet frem og tilbage, for at se så yndig og respektabel ud som muligt, imens husalferne havde trasket lige i hælene efter hende. Så snart hun havde fundet det hun ville have på, ombestemte hun sig med det samme, og småløb ned i den anden ende af det enorme hus forældrene ejede. Hans far havde været klar for længst, og sad højtideligt med en mut mime og læste i dagens avis. Avisens billeder flakkede fra det ene til det andet, hvor de viste en detaljereret fortælling omkring hvad der var sket, selv uden at teksten overhovedet blev læst. Endelig dukkede hans moder op, i en elegant lang sort kjole, som sad let tæt omkring hendes skeletagtaige krop. Med en bestemt rømmen fik hun sin mands opmærksomhed fra avisten, som nu var nødsaget til at kigge op fra den, ellers ville han gå glip af sengens leg og sjov senere på aftenen. Med et kort blik der varede lige længe nok til at moderen kunne stille sig tilfreds, nikkede han. "Yndig kvinde du er, min kære." Brummede den gråspættede mand under sit tykke overskæg. Avisen blev foldet fint sammen, i det han rejste sig op og rettede tøjet til.

Men nu sad de endelig her, efter hans mor havde hundset lidt afsted med dem, for at kunne få dem til at opfører sig som de skulle, eller med andre ord så hun kunne få sit behov for at dirigere hvem der skulle hvad, og hvornår.
Det havde efterhånden blevet en vane for deres platin blonde unge søn at gå efter piben fra tidlig alder, hvis han da skulle have nogen form for opmærksomhed. Han var dog klar over at hans forældre gik lidt op i omkring hvordan han havde det, så længe det bare var til gavn for dem, og han holdte sin mund. På vejen derhen havde hans mor snakket frem og tilbage omkring, hvor meget hun håbede på at de havde husalfer som dem selv: hvordan man ikke kunne være en rigtig magiker uden husalfer. Hans far brummede dog kun lidt engang imellem imens de gik ind i deres bil, hvis lak skinnede som var den sprit ny.

Sønnen, Blake, hvis blå øjne stirrede ud af vinduet, vidste godt hvad de var på vej til. Han skulle til at møde sin kommende hustru, som han skulle dele resten af sine dage med, alt hvad han vidste var kun at han havde været et par år ældre end hende, men begge havde gået på den samme skole som børn, og at hun var fuldblods. Resten havde hans forældre undladt at fortælle ham. 

Der gik dog ikke længe før de var ankommet til deres værters beboelse. Blake og hans familie havde opholdt sig i et ferie hus som de ejede ikke så langt fra hans kommende svigerforældres husstand, da det på den måde var "nemmere for alle parter", havde hans mor sagt. Blake der egentlig bare gjorde hvad hans forældre ville, så han kunne slippe for at høre på deres brok, var alligevel ikke så med på idéen omkring at blive forlovet allerede. Personligt så han selv at han valgte hende han skulle giftes med. Men nu havde hans forældre besluttet sig, så han kunne lige så godt tage det som det var. Et eller andet sted missundte han muggler verdenen for at kunne få mulighed for at vælge hvem end de havde lyst, men tanken var der ikke særlig længe. En rynke dukkede op på den unge mands ansigt over den afskyelige tanke han netop lige havde haft. Mugglere... Han rystede kort på hovedet for at få ubehaget væk.

De steg ud af bilen, for at kunne gå op og hilse på hans kommende svigerforældre som stod i hovedindgangen for at tage imod dem. Eller hans forlovedes fader stod der. Hendes mor virkede lettere fraværende, som om hun havde travlt med at tænke på andet som virkede mere vigtigt. Lidt svært ved at opfange den egentlige situation, hilste han dog stadig høfligt på begge forældre, inden han fik lov til at gå indenfor for at sætte sig. Huset var stort, og der var bestemt ikke sparret på de mange fine ting. Hans øjne betragtede alting kort, som han var blevet lært, inden han vendte sin fulde opmærksomhed på sin kommende svigerforældre. Hans svigermor, havde hurtigt fundet sig vejen indenfor igen for at få fat i et glas ild whisky. Hans moder så til med ubehag over den form for adfærd, men valgte at holde sin skrappe tunge hvad angik etik og skik. Hans kommende hustru var intet steds at se. Faderen undskyldte også mange gange, og prøvede på at aflede deres opmærksomhed andet steds, som om deres hus var et cirkus i sig selv. Blake, der ikke rigtig vidste hvad han skulle sige, og skævede lidt til husstandens frue som stod og nød sin whisky imens hun nynnede ufortrødent for sig selv. Hendes fingre legede med nogle hårlokker, som om det var ren hverdag. 

Sådan blev det ved i en lille time, hvor Dominic prøvede på at komme med samtale emner med hans familie, og spurgte indtil, hvad Blake lavede, selvom de udmærket godt var klar over det. Endelig åbnede døren sig, og ganske kort så han en ung kvinde forsvinde lige så hurtigt som hun var dukket op, selv vidste han ikke meget hvad det var han skulle sige til hende, det hele skete så lige pludseligt, at det bare virkede helt forkert. Efter yderligere tyve minutter dukkede pigen op. Blake sad selvfølgelig stadig på sin plads, uden helt at vide, hvad han netop lige skulle foretage sig, indtil hans mor gav ham en albue i siden. Dette gestus fik ham straks til at komme på benene, hvorefter en hånd blev rakt ud til hende, "Blake.." Mumlede drengen, i det han skulede kort til sin mor men vendte sit blik tilbage til hans kommende brud. Hans øjne studerede hende kort for at indfinde sig et indtryk af hendes være måde, og hvordan hun nu ellers opførte sig. 

I det samme udbrød hans mor: "Nå ja, jeg har siddet og trillet tommelfingre over det, men hvor mange husalfter agter i at bidrage til det nye brudepar?" Kom det fra hendes hals, i en over venlig klang. Hvis der var en ting hans mor gik op i, var det den engelske "Fint skal det være!" leveform. Den unge mand, trillede kort med øjnene over hans mors interesse, imens at han gav slip på pigens hånd. 

 
 

[Deleted]

Hendes blik vandrede hen imod hendes far, inden i boblede hun stadig af vrede over at hun skulle tvinges ud i dette arrangement, blot fordi hendes forældre var bange for at hun ikke kunne vælge en god mand på egne vilkår. Men med et sødt smil, rakte hun hånden frem da manden stod foran hende.

,,Anastasia’’ sagde hun tydeligt, mens hendes øjne betragtede ham drillende. Han var hvad, et par år ældre end hende, men hun ikke en gang udtale sit eget navn med lidt, vilje og styrke? Hun tog en dyb indånding og da den næste kommentar undslap fra hendes kommende svigermors læber. Kunne hun mærke hvordan at det fik det til at løbe koldt ned af ryggen. Hvis hun ikke vidste bedre, ville det skeletmonster passe bedre til hendes far end den drukkenbolt af en mor, der havde valgt at sætte sig ned i en af de hvide lænestole som matchede sofaen. Husalfer, hun hadet følelsen af de tingester der fulgte efter en. De var grimme, gyslige og direkte irriterende at høre på. Måske var det bare det ædende had af noget der var så underdanigt at de bare gjorde hvad man bad dem om, uden nogen brok. Men trods denne tilgang til husalfer, havde hun dog alligevel et tæt forhold til husalfen som havde været der siden hun havde været en helt lille pige. Som altid havde passet på hende, især de år hendes bror havde været på skolen. Og hun havde været helt alene i huset, med sine forældre. Hun hilste venligt på både Alastair og Jessie, før hun selv satte sig ned, som var en lille tomands sofa. Rummet var således opdelt i et meget stort firkantet rum, med to tre sæt franske dobbelt glas døre, det ene der førte ud i gangen, de andet som førte ind i den ’lille’ te stue og den sidste dør, ville føre dem ind i spisestuen, som derfra havde udgang til haven og videre ud til køkkenet. Selve stuen var opdelt med en tremands hvid lædersofa, hvor til der passede en tomands sofa, plus fire læne stole, der var placeret i en oval rundt omkring et flot antikt sofabord, hvor på der stod en flot, igen antik vase med stor hvide liljer i. Alt i alt, var stilen meget gennemført med sort og hvidt, antikt med store lysekroner, med de enkelte mørke grønne farver for at indikere at dette var et hjem der tilhørte Slytherin orden. Hvilket nok var en af grundende til at hendes bror, nok aldrig havde følt sig særlig godt tilpas i huset. Et kort bedrøvet ansigtsudtryk gled hen over hendes ellers velholdte glade ansigt, da tankerne drøftede hen imod hendes bror. Som hun ikke havde set siden den dag han havde færdig gjort sine eksaminer på Hogwarts. Da den første beslutning fra hans side havde været, at tage på opdagelse i verden, væk fra huset, væk fra familien. Det var også den dag, hendes far havde frasagt sig alt kendskab til sønnen, som nu ikke længere eksisterede. Ud over folk som kendte til familiens længere historie, ville en hver tro, der trådte ind i huset. At Depraysie parret, kun havde et barn. En datter ved navn Anastasia Meadow Depraysie.

Da Ana satte sig ned, tog hendes far dette som muligheden for endelig at svare på spørgsmålet miss Falls havde stillet.

,,Jo vi har sørget for at vores mest betroet husalf Hugets’’ og nærmest som kaldet kom alfen bærende ind med en alt for stor bakke med en kande te og kopper til selskabet. Man kunne næsten se hvordan de spinkle ben, var ved at give under på det stakkels lille kreatur. Men alligevel formåede han at sætte bakken på sofabordet og bukkede dybt inden han forsvandt tilbage hvor han kom fra. ,,vil blive givet til dem, desuden har vi også fem andre, som vi har tænkt os de skulle have, alt efter hvad det kommende brudepar selvfølgelig vælger de synes der er tilstrækkeligt for dem’’ hendes far brummede let, mens at han satte sig ned i en anden lænestol og betragtede Ana.

Pr automatik, gik Ana hen til sofabordet og hældte te op til hendes far, fyldte den mængde sukker og mælk som han fortræk i. Før hun rakte ham det

,,Ønsker i andre te?’’ hvis folk ønskede te, ville hun begynde at hælde op og række kopperne til de enkelte personer, efter at have forhørt sig om de ønskede mælk og sukker i. Derefter satte hun sig tilbage i sofaen. Hun var stille og betragtede forældrene som de diskuterede omkring hendes fremtid. Hun kastede nogle få glimt imod Blake, hvad var han for en person? Hvem var han, hun vidste ikke særlig meget om ham, ud over hun kunne huske, han havde været tre år foran hende på Hogwarts, også Slytherin. Men med så mange elever, var det jo svært at holde styr på, hvor hvem de forskellige var. Der ud over, var hun også ret sikker på at han arbejde for ministeriet nu. Men hvilken afdeling var hun ikke sikker, da hun selv havde nok at se til på Auror afdelingen. Gik hun ikke så meget op hvad der skete på de andres.

Hun tog en tår af sin te og lod blikket glide tilbage imod sin far og miss Falls der havde en eller anden diskussion kørende, som hun egentlig slet ikke hørte efter hvad drejede sig om.

[Deleted]

Han kunne mærke et sigende blik fra sin mors side, omkring hvordan det var han havde fremstået netop lige nu og her, med introduktionen. Men et eller andet sted vidste hendes dreng ikke hvad han skulle gøre. Dette var lige så nyt som at komme op på en cykel første gang. Han ignorerede sin mors brummen, og lod blikket vandre hen imod Anastasia. Mrs. Jessie Falls sad og knugede sine skelet agtige lange fingre sammen i sit skød imens hun førte samtalen an med hendes kommende familie medlem, imens hendes egen mand blot så tavst til, vidst nok kom han selv med nogle bemærkninger omkring det ene og det andet, men ikke noget der havde det afgørende at skulle have sagt. I ny og næ skævede han hen til Mrs. Depraysie for at se hvordan en sådan kvinde havde fået tiltaget sig sådanne vaner. Han selv havde ikke tid til det, og ville nok aldrig få det. Hans arbejde var hans frirum væk fra den kvinde han før i tiden havde været forelsket i, grundet hendes livsglæde men nu var blevet forvandlet til en bitter dame. Alastair skævede hen på sin plantin blonde søn, imens han overvejede hvordan alt dette mon ville gå.

Blakes blik forsvandt væk fra Anastasia's små træk og hen på husalfen der med sine spinkel krop møvede sig frem med det store fad, som om dets spinkle skikkelse nærmest ville brække under fra vægten af. I hele hans liv havde hans mor altid opholdt husalfer. Han vidste dog aldrig rigtig selv hvad det var han skulle mene om dem. Deres eksistens lå og gyngede frem og tilbage hvad Blake angik. Et sted kunne han se nytte af dem, og et andet sted kunne han ikke. Men han var blevet lært at ignorerer sådanne tanker, da det var forkert.

Han vendte de crystal blå øjne væk fra alfen, hvis den væltede ville det alligevel kunne høres. I det samme som alfen havde stillet tingene, rejste Anastasia sig op, denne gestus undrede ham dog. Hvorfor var hun nødsaget til at rejse sig op for at skænke dem te? Hjemme hos dem havde det også været alfen der, som havde ordnet teen. Øjenene fulgte den røde kind som hun havde fået. Han var ikke i stand til at vide om det var fra før hun kom hjem, eller om det i det hele taget var efter. Men han følte heller ikke det var på sin plads at spørge indtil det. Hans forældre havde det heller ikke lige nemt hvad angik gestusen af arm bevægelser. Han selv havde haft fået en del som barn, men hen af årene begyndte han blot at makke ret for at undgå den situation. Alligevel vidste han, at hans far kunne komme ud for et slag eller to en gang imellem, fordi at han ikke rakte op til hans moders ideale meninger.

Ud af øjenkrogen bemærkede den unge herre den korte grimasse i pigens ansigt, den forsvandt dog hurtigt derefter, men han vidste den havde været der. Om han skulle tolke denne erfaring som i at, hun ville være her lige så lidt som han, var han ikke helt sikker på, men han antog at det måtte være sådan det hele hang sammen. Det mindste de kunne gøre var vel at lære hinanden at kende. Senere hen ville det alligevel blive for akavet, og der ville de ikke komme nogle vegne efterfølgende. Da Mr. Depraysie begyndte at snakke omkring husalfen Hugets, kiggede det platinblonde prydede hoved hen imod indgangen for at stille sig selv spørgsmålet omkring hvor vidt det havde været den der var kommet ind med teen eller ej. 

Pludselig bevægede Anastasia sig igen. Sad den familie da heller aldrig ned i mere end to minutter? I det hans kommende hustru havde spurgt indtil om teen var ønsket af gæsterne, kom hans moder straks med et nik, og bestemt tilfreds mime til pigens opdragelse. Blake nød det vel også til en hvis grad, men inderst inde havde han det blot dårligt over hvordan begge deres familie forhold fungerede. Men der var ikke så meget andet at gøre. 

Der gik endnu et stykke tidsrum, hvor hans moder bragte det ene efter det andet op, for at kunne diskutere. Han mistænkte hende for at nyde at få en form for opmærksomhed, som hun ikke længere fik af sin egen mand, men også at der var en der virkede lige så villig, og ivrig efter dette som hende selv. Pludselig rejste hendes søn sig op. "Jeg undskylder," startede han ud, og nikkede høfligt til Mr. Depraysie, inden han vente sit blik hen imod Ana, "men er det i orden at jeg tager deres datter med ud og gå?" spurgte han høfligt og afventede svar. Selvfølgelig ville han sætte sig ned igen hvis tilfældet af at gåturen ikke var tilladt. Han kunne dog mærke et fornøjet blik i nakken fra sin moders side, og et noget overrasket udtryk fra hans fader, som lod sit blik glide hen på monsieuren af grunden for at se hvad han ville sige til det.  

[Deleted]

Det blik der kom fra mrs falls, var direkte, ulækkert. Den måde hun betragtede hende på, som var hun egentlig bare det perfekte opdræts ko til hendes perfekte søn. Bare fordi at Ana udviste nogle maner der tydeligvis behagede hende. Det kravlede under i hendes hud og fik hårende til at rejse sig. Måske kunne man klare at man skulle giftes med en mand, man intet romantisk følte for, men at man også skulle giftes med sådan nogle svigerforældre? Faderen virkede dog rolig nok, sagde ikke noget, virkede egentlig som en mandelig version af hendes egen mor. En person der ikke længere var glad for sit liv og derfor begravede sig i de ting, der kunne drive de tanker om at ville begå selvmord for at slippe ud af et liv der aldrig nogen ende ville tage.
Men hun valgte at ignorer følelsen af, at dette var starten på noget helt forfærdeligt. Og tog endnu en slurk af den skoldhede te. Der virkede til at hjælpe en smule på den uro der var i hendes mave. Hun burde virkelig ikke have drukket så meget ild whisky. Hun var faktisk ikke helt sikker på hvad der var sket den aften, hun havde mødt en gammel klasse kammerat på den utætte kedel, han havde købt en hel flaske til dem. Det var som om alt der hed hukommelse var slettet fra at den flaske var stillet på bordet, til at hun befandt sig få skridt fra indkørslen til villaen de boede i. Faktisk jo mere hun prøvede at huske omkring den aften, jo mere forsvandt dig. Som brok dele af pulsespillet blev revet op, i stedet for at blive lagt på plads.

Hun sukkede kort og havde ikke lagt mærke til at Blake havde snakket, før at hans øjne pludselig hvilede på hende. Hvad havde han lige snakket om? Men en uventet hjælp kom pludselig fra hendes mor.

,,Oh jamen selvfølgelig, kom ud og gå, hvis ham dit soveværelse, så kan i begynde at starte på at få lavet os de børnebørn som vi så gerne vil have.’’ den dybe charmende kvinde stemme, som hendes mor besad, trods at hun havde drukket siden hun nok var stået op. Rungede igennem stuen, hvilket gjorde at Ana’s øjne spilede helt op, med et chokeret udtryk.

,,Mor!’’ udbrød hun, mens hendes far sad helt forfærdet og stirrede på sin kone.

,,Oh, hold dog op med at kigge sådan, i gamle dage var det mere normalt at sørger for at man faktisk kunne producere børn, før man lod sig gifte. Man skulle jo være sikker på at det hele faktisk fungerede før at man havde lagt bånd og sløjfe på det hele.’’ denne gang begyndte rødmen at stige i Anas kinder, kunne godt være at hun var bekendt med selve akten til at få børn. Men at hendes mor skulle sidde der og snakke om det som det var det helt normalle i hele verden. Var bare, forfærdende.

Før at det hele drejede ud af kontrol, lagde hun sin hånd på Blakes. ,,Jeg viser Blake rundt i huset..’’ stemmen brag stadig tydelig af det chok hun havde fået og trak lidt i den unge mand, for at komme ud af stuen og den utrolig pinlige situation. Hvis hun ikke var ædru før, var hun det i hvert fald nu.

Da de var kommet lidt væk fra stuen vente hun sig imod den, desværre ret flotte mand, med fantastiske blå øjne og plantin blond hår. Med et forsigtigt smil, betragtede hun køkkenet de stod i.

,,Jeg undskylder for min mor..’’ sagde hun derefter og gav ham et lidt mere oprigtigt smil. Derefter stod hun lidt og stirrede, hvad skulle hun sige nu? Pludselig blev hele situationen utrolig akavet, hvad sagde man til en person man ikke havde noget kendskab til, som egentlig var så personlig i ens liv, som det overhoved kunne blive.

,,Kunne du tænke dem at gå en tur i haven med mig? Måske komme lidt ud.. og væk fra det hele?’’ hendes brune øjne betragtede hans blå, dog ventede hun ikke rigtig så meget på svar, før hun vente sig om og åbnede de tunge altan døre op, ud til den store baghave som fulgte med huset. Der var store gamle egetræer, en fin lille sti rundt i haven, som hun kunne gå på, selv med hendes høje hæle. Men da hun var kommet ud og stå, valgte hun hurtigt at tage skoende af. Og lod hendes bare tær kærtegne det dejlige varme græs, som duftede helt nyslået. Dette, dette var nok til at tage hende væk for en kort stund, væk fra familie, væk fra ægteskaber, væk fra pligter man skulle opfylde og forventninger. Væk fra det hele.