June in Fairytale Land

[Deleted]

Forbeholdt til @nicholas

D. 19. september, årgang 2051 (kl. 17:22)
Welcut Dragereservat, Bukarest, Rumænien
_________________

Juniper kunne stadig høre brølene nær hende. Hun havde aldrig i sit liv forestil sig, at hun nogensinde ville ende med at se noget til disse mægtige fabeldyr. Hun havde som et hvert andet barn vokset op med fascinationen af dem. Og håbet om at de fandtes. Men hun var også vokset op til at kunne indse, at det ikke var andet end eventyr og opdigtede fortællinger. Indtil nu. Selvfølgelig strømmede der stadig enorme mængder af benægtelse igennem hende, og den mest dominerende tanke, der var til stede i hendes hoved var at det hele måtte være en drøm. Drager fandtes ikke! Det kunne bare ikke være sandt. Dog måtte det være en ufattelig dyb drøm, hun var end i. For hun havde allerede nevet sig selv flere gange. Og da hun var snublet i sin flugt fra de bevingede væsner, havde det efterladt et svigende knæ.

Hun rystede voldsomt af ren og skær skrækslagenhed. Og grundet hendes kujonske natur, havde hun søgt skjul i mellem terrænets mange tætte buske. Hun havde ingen idé om, hvor hun var. Hun kunne ikke engang forklare, hvordan hun var endt der. Det ene øjeblik havde hun været i en simplet antikforretning, for så at stå ansigt til ansigt med et af de mest mægtige fabeldyr til dato. Hun krøb mere og mere sammen for hver gang hun hørte lydene, som dragerne gav fra sig. Benene var trukket helt op, og armene klamrede sig omkring dem i et forsøg på at gøre hende så lille som muligt. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hun var alt for forvirret til at begynde at græde. Og hun var for bange til at bevæge sig videre.
Det var deromkring, at hun fangede en anden lyd. Hun blev helt forskrækket over, hvor tæt den var på hende. Hun havde som sådan også gjort sit bedst for at lukke alt ude omkring hende. Og hendes fokus havde været på alt andet. Men til trods for den langsomme reaktion fra hendes side, løftede hun strakt hovedet op, da hun for første gang hørte en kvist knække. Hun stirrede ud igennem buskens blade med store øjne. Hun var på vagt. Der var lyden igen. Skridt! Det var det, det var! Hun holdt vejret, mens hendes øjne flygtigt så fra side til side. Det kunne umuligt være en drage. Skridtene var alt for lette til det. Et menneske? Kunne det være? Meget forsigtigt løsnede hun sig selv lidt mere op. Gjorde alt hvad hun kunne for ikke at rette for meget opmærksomhed mod hendes skjule sted. Hun var ikke sikker på, om det var fordi dét ikke lykkedes hende, eller også var hun umådeligt heldig, mens skridtene kom betydeligt tættere på lige netop hende. Og inden længe, kom et par fødder og ben frem i hendes synsfelt.
Oprindeligt havde hun haft planer om at forblive i skjul. Hvad nu hvis dette ikke var en drøm og denne person ville gøre hende ondt? Men da denne person var kommet tæt nok op, mistede hun alt fornuft, og hun rakte med ét sin hånd ud ad busken og lukkede den fast omkring denne fremmedes håndled, hvilket resulterede i, at hun faldt helt ud af sit skjulested. Noget klodset. Hurtigt løftede hun blikket op så op og fik med det samme øje på manden foran hende. ”Monsieur!” røg det ud af hende. Hun var ikke i tvivl om, at hun måtte se helt panikslagen ud, sådan som hun nærmest sad på alle fire på jorden. Og at der måtte havde sat sig en masse blade fast i hendes vilde hår. ”Du må hjælpe mig! Jeg.. Jeg ved ikke, hvor jeg er.”

[Deleted]

Det havde været en lang dag. En lang, travl, næsten endeløs dag. Så det var med tunge skridt at en mand omkring de tredive, begyndte at træske afsted imod hans hytte, som der lå en god rask tur på tyve minutter inde i skoven, dog heldigvis ikke så langt væk fra reservatet han arbejde på. Duften af svedet hår hang stædig i hans næsebor, nok fordi at han havde været lidt for tæt på den her gang. De havde haft problemer med en norsk takhale, som bestemt ikke ville frivillig med til Rumænien. Hans hænderne var begravet i de slidte cowboy bukser, mens det pjuskede hår langsomt dansede hen over panden, betragtede han skyen over sig. Solen stod lavt på himmelen og der ville nok ikke gå længe, før at skyggerne ville blive lange og solen forsvinde helt. Det kolde luft som der prøvede sit bedste på at skylle den dårlige duft af hår ud af næsen, stak nede i lungerne og dampen som opstod hver gang han pustede ud, erklærede at de var med hastige skridt på vej ind i efteråret.
Han tog en dyb indånding, da de grønne øjne, kastede sig ned på stien frem for sig. Sukket der brød igennem de sprukne læber, bød til tanke om at det ikke kun var den hårde dag som havde gjort at dette suk var fremkommet. Men at der var noget dybere som der gik manden på.
Nicho fumlede en glat poleret sten som der lå i hans venstre bukselomme, minderne om hvordan han havde fået stenen, fik et lille smil til at krybe frem på det askebelagte ansigt. Det var ikke lige frem den mest charmerende mand som der kom spasserende igennem skoven. Men nu var det jo hellere ikke fordi at han regnede med at møde nogen, en lørdag eftermiddag. Ud over måske nogen fra arbejde, men var mindst lige så beskidt som han selv, så hvorfor bekymre sig om lidt skidt her og der.
Brøllet fra en kinesisk ildkugle drage kunne høres i det fjerne. Hvor havde de haft meget bøvl med den for blot et par dage siden. Mest af alt fordi et bare unge knægte, ikke ville have lyttet til ham hvordan at de bedst muligt kunne få den tilbage i sit bur. Nogen gange, føltes det som om, at ingen alligevel gad at høre på adfærdseksperterne, så hvorfor så overhoved have dem? Fordybet i sine egne tanker, fulgte han således den velkendte sti.

Måske hvis han ikke havde været så optaget af minder, drømme og generelle hverdags tanker. Havde han lagt mærke til pulsen i buksende han skulle til at bevæge sig forbi. Det var nok også derfor at et chok bølgede igennem hans krop, da en spinkel hånd greb fat i hans håndled. Det var kun med god vilje at han ikke gav et udbrud fra sig, men blot trak sin hånd til sig i et hård ryk. Dette resulterede så i, at en kvinde, ikke meget yngre end hans lillesøster lå foran sig.
Med nogle bekymrede øjne betragtede han kvinden foran sig, hvordan fanden var hun havnet her? Der var en lang gå tur til Budarest og selv der var det de færreste der valgte at bevæge sig så lang ud. Da det var tydeligt at kvinden var fuldstændig panikslagen og foret vild, kunne han ikke andet end at forbarme sig over situationen. Han knælede langsomt ved siden af hende. ’’Du er langt hjemmefra, det kan jeg i hvert fald fortælle dig. Hvad laver du helt her ude? Dette er et ikke et sted for en ung pige at vandre rundt. Specielt ikke helt alene..’’ det var tydeligt at se bekymringen i Nicholas øjne, mens han lagde hoved lidt på skrå.

’’Mit navn er Nicholas.. hvad er dit?’’

[Deleted]

Lettelsen skyllede ind over hende, da det vidste sig, at den fremmede mand ikke fremviste en direkte afvisende udstråling overfor hende. Allerede der begyndte hun at føle sig bare en lille bitte smile mere tryg. Da han kom ned i en bedre øjenhøjde, dumpede hun med ét helt ned at sidde imellem sine ben. En noget akavet stilling, men en stilling, som hendes smidige led tillod hende. Hun var ikke meget villig til at give slip på ham, dog fik hun alligevel løsnet sin rystende hånd og lod den falde ned på den fugtige skovbund. Hendes øjne var limet fast til ham, og hun havde et noget fortvivlet udtryk i det ellers kønne ansigt, hvis man så bort fra den smule skidt, der var kommet efter hendes tur i buskene.
”Jeg.. Jeg har ingen anelse om, hvordan jeg er havnet her.” fremstammede hun med et tydeligt problem med at styre hendes egen stemme. Hun så pludseligt fra side til side, før de grågrønne øjne landede tilbage på ham. ”Det ene øjeblik befandt jeg mig nær Trafalgar Square. Og det næste øjeblik..” Hun holdt en kort pause for at synke en klump i halsen. ”.. det næste øjeblik, var jeg her.” Hun var uden tvivl ude af det. Men hvem kunne beskylde hende. En hver ville reagere som hende. Hun fugtede nervøst sine læber, mens hun ihærdigt forsøgte at falde lidt mere ned. Selvom hun havde god grund til det, var det aldrig en god idé, at fortsat gå i panik. Sagde man ikke, at det nemt kunne gøre situationen værre?

Hun flettede sine fingre sammen og løftede efterfølgende begge hænder op foran sin mund, som man ofte gjorde, når man bedte. Hendes blik havde atter flygtet fra ham og var i stedet faldet en smule. Men som al god opdragelse havde bragt, fløj de tilbage mod hans ansigt, da han præsenterede sig for hende. Noget der overraskende nok fik hendes skuldrer til at falde en smule mere ned. I få sekunder sad hun i stilhed og bare stirrede på ham, inden hun endelig fjernede sine foldede hænder en smule, og hun selv åbnede munden igen og sagde så med en stille og forsigtig stemme: ”Juniper.” Det blev sagt alt for lavt. ”Mit navn er Juniper.”
Hendes fingre flettede sig endelig ud af hinanden, hvor på hun i stedet lukkede sin ene hånd omkring den anden og holdt dem begge betryggende ind mod brystkassen. De næste ord, der poppede op i hovedet på hende, gjorde hende usikker. Hun var usikker på, om det var en god idé at sige. Han ville tro, at hun var fuldkommen sindssyg! Men hvad nu hvis, det hun havde sæt faktisk var virkeligt? Så ville de uden tvivl være i fare. Og han ville stå uvidende. ”Monsieur? Jeg mener: Nicholas? Det lyder nok fuldstændig… vanvittigt. Men..” Ordene sad fast. Tvang hende til at synke tungt for anden gang på kort tid. ”..jeg er næsten hundred procent sikker op, at jeg så en drage her i skoven.” Det nød endnu værre, nu hvor hun fik sagt det højt. ”En drage! Som taget ud af en billedbog! Oh cher..! Jeg må være begyndt at se syner.”

[Deleted]

Hans blik udviste stor bekymring for den yngre kvinde, som der sad foran ham på den kolde skovbund. Igen slog tanken ham, at det var et yderst mærkeligt sted at kvinden befandt sig. Selvom der var nogen opdagelses rejsende som der kunne finde på at vandre her ud, så var det yderst sjældent, da man havde sørgeret for at sætte nok advarsels tegn op, samt sprede skræk historier, som fik selv de mest vovede muggler til at holde sig væk. For den magiske befolkning, var beretningen om, at der var drager i området, nok til at de holdte sig væk. Så nej, dem man mødte på disse kanter, var folk man arbejdede med, eller folk fra ministeriet som skulle tjekke op på at alt var som det skulle være.

Da hun begyndte at fable omkring at hun ikke anede hvordan hun var havnet her, fremtvang det en reaktion i hans ansigt, i form af at øjenbrynet langsomt løftede sig. Hvordan kunne man ikke vide hvordan man var havnet et sted, med mindre hun var faret vild selvfølgelig. Men det lød nærmere som, før den tanke var tænkt færdigt kom svaret på det spørgsmål. Trafalgar Square, hvad fanden? Hvordan kunne hun ikke huske noget siden, hun havde været i London, havde hun brugt en transit nøgle, som havde været defekt, som derfor kunne forklare hukommelses tabet? Mens han prøvede at finde løsninger han kunne fortælle hende, hvordan det kunne være hun ikke vidste hvordan hun var endt her. Præstenterede hun sig endelig ’’Hyggeligt at møde dig Juniper, det skal nok gå alt sammen skal du nok se..’’ et oprigtigt smil dannede sig hen over hans læber, mens han kølede sig i hans skæg stubbe, han burde virkelig snart få barberet sig, så han ikke ende med at gro et fuldskæg til sidst. Det ville kun skabe bøvl når man arbejdede med drager. Ikke nok med at det var svært nok ved at holde håret intakt, trods at det aldrig var helt umuligt at undgå at få svedet sine spidser en gang imellem. Havde han endnu ikke oplevet at få brændt hår eller øjenbryn af.

Det næste der kom ud af hendes mund, fik ham i et kort sekund til at se helt forkert ud i ansigtet. Som for hende nok ville tolkes som, at han ikke troede på at der var drager i skoven. Men for ham, var det nu at det gik op for ham, at personen som sad så ynkeligt på den kolde jordbund. Ikke var magiker, men et helt almindelig menneske, uden nogen former for magiske evner. En muggler.
Som så intet havde at gøre på disse kanter. Hans tænder bed sig kort fat i underlæben, mens han så nikkede. Hvad skulle man sige, erkende der var drager, da hun alligevel skulle have slettet hendes hukommelse, eller bare lege en uvidende person, der ikke ville mene at det var andet end syner hun havde set.

’’Jeg har godt nok aldrig oplevet noget som et fabel dyr på disse kanter, men måske ville det alligevel være bedst at jeg tog dig med hjem til min hytte, så du kan få lov til at falde lidt til ro. Desuden kan jeg ikke lade dig blive siddende her på den kolde jord kan jeg?’’ han smilede varmt til hende, hvor efter han rejste sig op og rakte hånden ud til hende. For at hjælpe hende op og stå.

[Deleted]

Juniper var ikke sikker på, om hun skulle juble af glæde over, at hun bare havde set syner og der ikke fandtes noget så absurd som drager, eller om hun skulle begynde og græde over, at han fik bekræftet, at hun var begyndt at miste forstanden. Hun havde altid set sig som yderst klarsindet. Men måske havde det bare været en illusion? Al farven var så småt forsvundet fra hendes ansigt på daværende tidspunkt. Og hun havde fået slugt sine ord. For det var ikke noget at sige til det. Hun havde bestemt ikke nogen planer om at forsvare sig selv. Det var noget sindssyge mennesker gjorde. Og det var en boks hun ikke ønskede at lande i.
Lidt efter lidt accepterede hun det hele. Hun nikkede svagt i en ubevist manér og rettede så atter blikket op mod den robuste mand. En ufattelig venlig ung mand. ”Du.. Du har nok ret..” fremstammede hun, stadig nikkende. Man skulle tro, at hun var blevet forvandlet til en nikkedukke. En af dem der sad på instrumentbordet i en bil og konstant nikkede ved bare det mindste bump i vejen. Derefter så hun kortvarigt op mod hans hånd, der blev rakt ned mod hende. Og med en vis mængde af den kongelige elegance, som hun besad, løftede hun nærmest automatisk sin ene hånd og lagde den blidt i hans, inden hun forsigtigt kom på benene. Overraskende nok rystede hendes ben ikke så meget, som hun ellers havde forventet. Måske havde han faktisk fået hende beroliget.

Det første hun lagde mærke til, da hun ordentligt op at stå, var lugten af svovl, der omgav hendes redningsmand. Det indikerede også var tæt hun stod på ham. En smule for tæt, til at hun brød sig om det, så hun tog ikke meget tid af til at sunde sig, før hun gav et skridt afstand. Dog havde hun stadig fat i hans hånd. Tryghed nok. ”Jeg må have set vildelser i forvirringen. Drager. Hah!” Til trods for at hun forsøgte at gøre komik situationen, kunne man stadig høre usikkerheden i hendes stemme. ”Det må have været en eller anden… ukrudtsbrænder, jeg så.” Hun så sig lidt omkring, som ville de gøre det nemmere for hende at tro på. Der var en masse planter omkring hende. Og det var li med en mase ukrudt. Det kunne nok passe. Hun begyndt at nikke igen og mumlede så for sig selv: ”Ja… ukrudtsbrænder..” Og med ét røg de grågrønne øjne op på Nicholas igen. Denne gang var der lidt mere samling på hende, kunne man se. ”Du må tro, at jeg er gået fra forstanden.”

[Deleted]

En kort lettelse skyllede hen over ham, da hun tog imod hans hånd. I det mindste var hun ikke så skræmt at hun ville nægte ham at hjælpe hende.
Med en lethed fik han hævet den spinkle krop op fra den kolde jord, uden rigtigt at ligge mærke til hvordan at hun havde taget hans hånd. Han var ikke typen som lagde særlig meget i hvordan folk opførte sig over for ham. Eller der var en meget hårdfin grænse når det kom til denne del mere jordbundende mand. Enden var man venlig eller også var man ikke. Resten kunne han være fuldstændig ligeglad med, især når han ikke var typen som gad at bruge tid på alt for mange høfligheder.

Men denne kvinde, han fik hurtigt en vibe fra hende, at hun var et godt menneske. Og hvis der var noget som lå dybt i ham, så var det at hjælpe folk som havde brug for det. Sjovt nok, måske havde dette noget at gøre med hans dybe ønske om at nogen havde set ham, hørt ham og hjulpet ham da han var yngre.
Han brummede let da hun rykkede sig væk fra ham, men underligt nok ikke gav slip på hans hånd. Han var ellers sikker på at den måtte virke som sandpapir i forhold til hendes meget bløde og delikate hænder.

Hans ene mundvige sneg sig op, da han kunne se hvordan hun begyndte at grine lidt af situationen. Han kunne ikke selv sætte sig i den position, at pludselig have opdaget der fandtes drager, noget som der holdte sig til denne persons bøger og film. Fiktion ikke virkelighed.
Også kom den, du må tro jeg er gået fra forstanden. Han ville ønske så inderligt at han kunne forklare hende at det hele var sandt, at hun ikke var sindssyg. Men det var for hendes eget bedste.
,,Jeg tror, at du har oplevet noget traumatisk, et eller andet må jo være sket siden du ikke kan huske hvordan du er endt her ude. Men et skridt adgangen ikke? Nu kan du komme med mig til hvor jeg bor også tager vi den der fra, hvordan lyder det?’’ da hun stadig havde et fast greb omkring hans hånd, ville han ikke begynde at trække hende afsted, for at han var helt sikker på at hun var indforstået med hans idé.

[Deleted]

Han benægtede det ikke. Han benægtede det ikke.. I et kort sekund fordobledes hendes nervøsitet, og hun lagde ubevidst en hånd imod sin brystkasse, hvor hun kunne mærke sit hjerte galoppere af sted, indtil hun fik taget den hjælpsomme dybe indånding, som alle og en hver fortalte hinanden, at man skulle, hvis det hele blev for meget. Hun forstod stadig ikke helt, hvordan det kunne fungere så effektivt. Selv hendes sceneskræk tidligere i livet var kureret med en enkelt vejrtrækning godt ned i lungerne. Men den ekstra mængde ilt hjælpe ikke yderligere på det faktum, at hun meget muligt faktisk var ved at gå fra forstanden. Var det på grund af stress? Eller var hun blevet ramt af en langsomt-udviklende psykisk lidelse?

Nicholas kom hende hurtigt til redningen igen, da han endelig brød stilheden, så hun ikke længere kunne stå og lytte til sine egne paniske åndedrag. Fluks så hun op på ham og sugede til sig, hvad han sagde. Hans stemme var overraskende betryggende. Forsikrende, næsten. Hvis han sagde, at det hele nok skulle gå – så ville hun tro ham uden den mindste tøven.
Hun tog en del dyb indånding og nikkede noget animeret og taktfyld, som hørte hun egentlig ikke helt efter. Blikket faldt fra ham igen, eftersom hun havde svært ved at se ham i øjnene. Hun følte sig flov over sin opførsel. Hun havde ladet sig falde så dybt, at hun havde gemt sig som et lille barn ved synet af, hvad der meget vel blot kunne have været et større redskab til at fjerne ukrudt. Den selv samme maskine, som garderen hjemme i Frankrig brugte omkring fliserne i både for- og baghave. Hun sank en stor klump slim, der havde samlet sig i hendes mund og fugtede usikkert sine læber, som hurtigt derefter tørrede ud igen grundet den konstante vejrtrækning igennem munden. Hvordan kunne ens mund føltes både slimet og tør? Slim var da en våd masse, var det ikke?
”J-Ja. Det…” Hun nikkede stadig rytmisk. Det var vel lidt lige som den falske latter. En del i at få hende på rette spor igen rent mentalt. Dog fik hun stoppet skuespillet som nikkedukke, da hun afsluttede: ”Det lyder som en brilliant idé.” Et sidste, lidt mere bestemt og fastslående, nik blev udført og de grågrønne øjne røg atter tilbage mod den lidt ældre mands ansigt. ”Hvis det ikke gør noget.” sagde hun så. Selvfølgelig var det i orden. Han havde selv været den til at tilbyde det. Hun fattede ikke sit sinds opbygning. Selv i situationer som disse skulle hun absolut være høflig og sikre sig, at hun ikke gik nogen på. Sikke en prinsesse hun var. I stedet skulle hun vise høfligheden med løftet hage. Ikke lettere krummet og rystende. Og nedladende.
Hun forsøgte at smile lidt ubekymret. ”Du fører bare an. Jeg… Jeg skal nok følge med.”

[Deleted]

Han grinede lidt af hendes kommentar; hvis det ikke gør noget. Han havde vel ikke givet hende tilbuddet hvis det havde været et problem. Han fugtede kort læberne og rystede så på hoved
,,Selvfølgelig ikke’’ Han nikkede så da hun sagde han bare skulle føre an. Det ville jo nok være det som var mest passende, men på den måde som hun opførte sig på ville han ikke tage nogen chancer. Han tog en dyb indånding og begyndte at træde ud på den lille sti der var lavet ned til hytten han boede i. Efter en længere periode hvor han havde arbejdet og boet hvor han gjorde – havde skoven efterhånden accepteret hans rutine og skabt ham en nemmere vej at komme fra a til b, uden han skulle bruge de helt store anstrengelser. Hans hånd føltes stor omkring hendes lille skrøbelige porcelæns hånd. Men han havde valgt ikke at give slip med mindre hun gav tegn til at hun ikke længere ville holdes i hånden.

Så det var med nogle sikre skridt og uden at hive han fortsatte den lille tyve minutters gang igennem skoven. Hans bevægelser var styret, afslappet og udviste en ro han brugte når han var rundt omkring de dyr han skulle give sin ekspertise omkring. Han havde altid virket som om han havde al den tid han skulle bruge når han gik.

Da de var kommet et godt stykke vente han blikket ned imod den lille grå mus som han havde med sig.
,,Jeg har måske en bedre forklaring på hvad det var du så. Jeg arbejder for et firma der brander de døde træer ned her omkring. Det kan ske du er kommet for tæt på de afspærret områder hvor at vi har kontrolleret skovbrande. De maskiner vi bruger kan godt virke voldsomme’’ han smilede forsikrende til hende. Det var vel ikke en komplet løgn. Og før han havde set sig om stod de foran hans bolig.

Et lille hytte inkorporeret ind i naturen. Han havde valgt at bruge terrænet som det var – i stedet for at rydde vejen for der kunne ligge et hus, havde han bygget huset så de passet ind blandt de træer der var. Det var at to etager, hvor at den øverste etage næsten var placeret som et træhus man kendte som lille. En vinkel trappe inde i huset – bestående af et stort egetræ hvor han havde placeret bredder af træ ind i træet så man kunne bruge dem som trappetrin – førte op til første etage.
Skorstenen kunne man se røgen komme liftligt ud af. Alt i alt, kunne dette virke som et hus man læste eller så i børnebøger. ,,Dette er så hvor jeg bor’’ han var nu helt henne ved den flotte træskåret dør, som havde mange forskellige motiver fra magiens historie som hun højst sandsynligt kun ville se som et kunstværk uden at kende historien bag den. Han åbnede den langsomt for hende og lod hende gå først ind.
Hele huset ville give præg af duften af træ. Bestående at et åbent plan af, stue, køkken og arbejdsplads. Bøger, pergamentpapir der lå spredt ud over det hele. Han trådte hurtigt forbi hende med et undskyldende blik og begyndte at rydde de forskellige papirer sammen. ,,Undskyld rodet – men jeg har haft en bog som der skulle skrives og publiceret.’’ heldigt for ham var hans håndskrift ret utydelig og da han fik samlet det vigtigste i en fart som kunne tilkende give at de drager hun havde set var ganske rigtige. Så var der ikke så meget i hans hjem der faktisk ville give præg af at han var magiker og ikke en helt almindelig muggler.
,,Kan jeg byde på en kop te?’’

[Deleted]

Hans svar og den latter, han havde ladet komme frem lige inden, fik ligeledes sat et smil på hendes læber. Der fjernede ikke alt hendes nervøsitet og det fik ikke beroliget hendes nerver fuldkommen, men det hjælp betydeligt, at han udsendte en sådan imødekommen udstråling. Det var ikke hver og en person man mødte, som var venlig. Det var nu heller ikke sjældent, men der var samtidig langt fra garanti. Juniper nikkede blot for at vise sin forståelse og fulgte efterfølgende med ham, hvor end han så førte hende hen. Hun stolede på ham. Nogen ville måske sige, at det var alt for tidligt, at stole på en fremmed. Hun havde nok bare et andet syn på det. Og hvad kunne gå galt? Hun følte ingen form for trussel fra denne mands side. Også selvom han virkede noget robust og sjusket. Det var hans øjne, der gik hende overbevist. Hans venlige øjne.

Jo længere de bevægede sig ned ad den tvungne sti, jo mere nysgerrig blev hun. Hans ru hud omkring hendes hånd forsikrede hende, at han stadig var der, også selvom hendes opmærksomhed begyndte at sværme. Hun så sig flere gange fra side til side. Og op og ned. Hun betragtede træerne og noget inde i hende forsøgte vel også at orientere sig. Han havde stadig ikke svaret hende på, hvor hun befandt sig, hvilket stadig gik hende lidt på.

Det var noget af en historie han kom med. Men hun troede på, hvad han sagde. For det lyd oprigtigt. Hun havde altid troet, at man bare fældede træer, hvis man ville have den fjernet, frem for at brande dem ned. Dog forsøgte hun at bilde sig selv ind, hvordan det egentlig virkede som en god idé. Mest fordi det også forsikrede hende, at hun ikke selv havde mistet forstanden eller slået hovedet lidt for hårdt. Det vidste sig så at være noget helt andet, der fik fjernet hendes bekymring.
Hun havde allerede stået med munden åben, klar til at sige noget tilbage til ham, da hun fik øje på hytten. Så da kæben faldt, faldt den knap så langt. Hun gjorde store øjne og følte sig helt paf. Det var som taget ud af et eventyr. På den ene side forventede hun at syv små dværge ville komme ud ad hoveddøren og synge hi ho! og på den anden side matchede hytten Nicholas ganske udmærket. Hun så noget forundret op på ham, da han bekræftede, at dette var hans hjem. Det var helt anderledes fra, hvordan hun boede. Selv indretningen var som Alaskas tømrer. Det var… nyt.

”Oh! Du be-…” Det var for sent for hende at stoppe ham i at rydde op. Og til hendes overraskelse, fik ham samlet diverse ting sammen ufattelig hurtigt. Hun blev bare stående ved døren det første stykke tid med armene lidt omkring sig selv. Hun vidste ikke helt, hvor hun skulle gøre af sig selv i andres hjem. Specielt ikke hans. Hun så straks op i retningen af ham, da han spurgte indtil en kop te. ”Te? Gerne. To sukker, hvis det er muligt.” Te lød godt lige nu. Også selvom hun var mere til kaffe, så tvivlede hun på at den ekstra energi fra koffein ville gøre hendes situation bedre.
Forsigtigt bevægede hun sig lidt længere ind i huset og lige som ude i skoven, søgte hendes grågrønne øjne rundt i hvert lille hjørne. Lyden af papir under hendes sko fik hende til at se ned, hvor hendes ene fod havde mødtes med et af de resterende stykker. Hurtigt trådte hun væk og løftede forsigtigt det op. Papiret havde en hel anden overflade end, hvad hun var vant til. Og det hun havde forventet var blyant eller kuglepen lignede mest af alt …blæk? ”Er du forfatter, Nicholas?” spurgte hun i takt med at hun forsøgte at tyde ordene, der var skrevet ned. Hun så atter op igen denne gang med et lille forsigtigt smil. ”Måske skriver du eventyr? Siden at du bor i sådan en eventyrlig hytte.”

[Deleted]

Inden hun havde svaret ham, havde han allerede sat kedlen over gaskomfuret og begyndte at hive diverse bøtter med te ned fra hylden. ,,Jeg har lidt forskelligt at byde på – hvad er de mest til? Urtete – blomster te..’’ han ledte lidt videre ,,Tror også jeg har noget frugt te et sted’’ mumlede han en smule fraværende. Måske han også burde sørge for et eller andet spise også? Han var faktisk en smule i tvivl eftersom han aldrig havde gæster. Og dette var ikke en gang en underdrivelse, hvilket nok ville give grunden til at hans stue var i sådan en uorden. Han burde virkelig tage sig sammen til at holde en smule mere orden, man vidste jo aldrig hvornår man stod i en situation som man gjorde i dag.
,,Sukker er bestemt en mulighed!’’ han grinede lidt af sig selv over at han ikke havde fået svaret på hendes spørgsmål om det overhoved var muligt. Selv var han typen der drak det med honning – eller uden noget som helst. Men sukker havde han altid liggende. Han vente sig brat om imod køkkenet igen – ikke?

Han grinede dog atter over hendes spørgsmål, mens han rumsterede i de øvre skabe efter sukker til teen. ,,Forfatter kan man vel godt kalde mig, jeg er ikke særlig kendt’’ i hvert fald ikke i den omgangskreds som hun befandt sig i. Det var nu det slog ham at han ikke rigtig havde mulighed for at hjælpe hende med at komme i kontakt med omverden. Ikke uden at det ville skabe tvivl omkring ham som person. Hvordan skulle han bort forklare at han lige kunne gå ud og sende sin ugle afsted med et brev omkring at de skulle finde ud af hvordan hun kunne komme hjem? ,,Jeg skriver gerne eventyr ja – må sige at grunden til at jeg var så overrasket over du troede du havde set drager – var at jeg netop er i gang med at skrive omkring drager.’’ han kløede sig lidt flovt i nakken ,,Min idé omkring hvordan disse maskiner vi bruger til at udøve kontrolleret brande – kom fra at jeg selv har haft idéer omkring at de ligner præcis det’’ han havde det dårligt med at lyve for hende. Endnu dårligere over hvor god en løgner han var. Måske var der alligevel kommet noget godt ud af at leve i den familie som han havde levet i. ,,Men tak’’ han kastede blikket rundt i hytten ,,Jeg er bestemt også meget glad for hvordan at jeg fik formet huset i sidste ende.’’ et sagligt smil spillede kortvarigt på hans læber inden det forsvandt igen.

,,Med hensyn til at sørger for at du kommer sikkert hjem igen – har jeg desværre ikke nogen telefon du kan bruge her. Men jeg kan tage dig ind til den nærmeste by i morgen så du kan bruge telefonen der til at komme i kontakt med din familie’’ kedlen begyndte at hyle, som var den måde at fortælle ham at vandet nu var klar til at blive hældt over teen.

[Deleted]

Juniper gjorde store øjne til det, han fortalte hende. Hun havde lidt svært ved at forstå det mest på grund af, hvor fantastisk det egentlig var for hende at høre. Ikke nok med at mennesket automatisk følte sig godt tilpas, når stødte på noget, man havde tilfælles med et andet menneske. Men det forsikrede hende lidt bedre, at der ikke var noget galt med hende. ”Virkelig?!” Det forsigtige smil voksede sig til noget mere oprigtigt og overbevisende. ”Så er det måske ikke kun mig, der har en yderst livlig fantasi.” Det var betryggende. Dog forsvandt den trygge fornemmelse lidt igen.
”Pardon?!” udbrød hun måske lidt for højt, hvilket hun hurtigt opdagede selv og fik lagt en hånd hen over sin mund, som ville det kunne sende hende tilbage i tiden for at formindske sit lydniveau eller bare tage det til sig igen. Hun måtte have set sig omkring flere gange, end hvad hun kunne tælle på sin ene hånd, men det stoppede hende åbenbart ikke fra at gøre det igen. Hun fugtede sine læber og bed sig efterfølgende i den, inden hun lod blikket falde ned på pergamentet i sin hånd, hvor hun betragtede en enkelt lille skitse af en drage, der var i bunden af den nær ulæselige skrift. Det var sjovt, hvordan nogle kunne skrive direkte kruseduller og stadig forstå, hvad man havde skrevet.
”Betyder det, så at jeg bliver nød til at overnatte her?” Han måtte vel forstå, hvordan hun havde det med det. Også selvom hun endte med at nikke bekræftende til det, inden hun så i retning af ham. ”Jeg er taknemmelig for, at du tager tid af til at tage dig af mig.” Hun bevægede sig forsigtigt igennem hans hjem og lagde blidt papiret fra sig så snart hun passerede et sted at ligge den som ikke var gulvet, hvor det kunne blive trådte på. ”Det er ikke hver dag, at man møder nogen så imødekommen.”

Hun tillod sig at stille sig ved siden af ham i køkkenet og studerede de mange forskellige slags te, han havde fundet frem. Ubevidst holdte hun sig tæt ved ham. Som en hundehvalp der rendte i hælene på sin ejer. Hun vidste trods alt ikke, hvor hun måtte sidde eller gå hen i hans hytte. Køkkenet virkede som hans bedste valg lige nu. ”Åh? Du har rose-te? Det har jeg altid, når jeg tager hjem til Frankrig for at besøge min bedstemor.” fløj det ud af hende uden videre advarsel, hvilket hurtigt bragte hende tilbage i en noget forlegen tilstand, da hun så op på ham. ”Skal jeg… hjælpe med noget?”