Let me rest in peace

[Trescott Roden]

Chrissandra Lupin Pendareva

kl. 19.30 -ish

Mej måned år 2051

Det Glade Vildsvin

---

Scott sad lidt og stirrede ned i det tomme ølkrus måske han skulle til at smutte hjemad. Klokken var kun halv otte og alligevel var han allerede godt fuld, men det var jo ved at være hverdag for ham, det var i hvert fald blevet tit og ofte at han smuttede en tur ind på Det Glade Vildsvin efter fyraften for at få sig en lille en. Han vidst godt at det ikke var sundt og han ikke burde gøre det hver dag, men det var bare så dejlig en måde at glemme hverdagens problemer på. 
Sam var bekymret for ham så Scott var nok begyndt at undgå ham en smule som han ligeså undgik sin mor for tiden, han orkede ikke deres bekymring, og han fortalte dem gang på gang at han havde det under kontrol, at han havde styr på det, skønt de alle godt vidste at det var løgn. Han havde slet ikke styr på noget som helst. Han savnede Aly og han var rasende på sig selv over at han ikke bare kunne glemme hende og komme videre som han normalvis gjorde. Det havde været lige så svært dengang med Chriss, men der havde han jo haft Aly til at hjælpe ham igennem det, lige nu følte han sig bare alene og det var på trods af han havde så mange omkring sig der gerne ville hjælpe.

Han rettede blikket mod bartenderen og med et kort smil, bestilte han endnu en. Bare lige den sidste, så ville han gå hjem i seng. Han var godt klar over at Sam jo kun sagde og gjorde som han nu gjorde fordi han var bekymret for ham, men Scott havde ikke brug for bekymring nu, han havde brug for Aly. Brug for at hun var hos ham. På den anden side var han også rasende på hende over at det ikke var gået mellem dem. Ikke at det var hendes skyld, det var bare lettere at skyde skylden på hende bare for at skyde skylden på en eller anden.
Med en vred mine tog han en stor slurk af den boblende væske og lod atter blikket falde mod uret over baren. Det var lidt som om at alkohollen bare ikke ville give ham den rette virkning i dag og det var frustrerende.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss gik med lette skridt ned mod Det Glade Vildsvin, hvor Sam havde fortalt at Scott højst sandsynligt brugte sin aften. Chriss havde ikke set Scott i rigtig lang tid. Endda før ham og Aly gik fra hinanden, følte Chriss at de alle var ved at glide fra hinanden. Nu havde Sam hevet fat i hende, da han selv var ved at opgive håbet om at få Scott tilbage til sin normale hverdag. Hun vidste ikke om hun kunne hjælpe, men når Sam bad om hjælp, så ville hun gøre hvad som helst. Desuden holdt hun stadig rigtig meget af Scott og ville ikke se ham lide på denne måde.

Hun trådte ind på kroen og det første hun fik øje på, var Scott der sad og hang i baren. Hun gik målrettet derhen og satte sig ved siden ad ham. Hun smilede kort til bartenderen og vendte sig så mod Scott. Det var tydeligt at han ikke havde det godt og det gjorde ondt i maven at se ham sådan.Det var præcist sådan hun så ud, da hende og Scott var gået hver til sit.
"Hej Treasure." Sagde hun og prøvede sig frem med et smil. Det kælenavn hun havde givet ham for så mange år siden nu, var et hun ikke havde brugt længe. Sidst hun havde brugt det, var da ham og Aly havde mistet deres barn. Måske hun kunne give ham et lille smil på læben ved at bruge det, men måske det bare var et håb.

[Trescott Roden]

Scott havde været så optaget at sin ildwhisky at han slet ikke havde set Chrissandra komme ind på kroen. Han var godt fuld, en helt almindelige aften for ham. Han havde fået et seriøst problem med alkohol. Ikke at han nogensinde ville indrømme det, men inderst inde, vidste han godt at det hele var ved at glide lidt ud af kontrol for ham.
Som hendes stemme lød troede han først at han havde hørt forkert, han drejede hovedet og mødte hende med et udtryk der afspejlede overraskelsen ved at se hende der. ”Princess? Hvad i alverden laver du her?” Spurgte han og lyste op i et smil der dog ikke kunne fjerne dæmonerne han tydeligvis kæmpede med indeni.

I hans fuldskab var hans udtalelser en smule mere slørede og hans dømmekraft var meget li ikke til stede. Han smilede til hende på ny, ”hvor ser du godt ud,” komplimenterede han hende, og klappede hende kort på låret hvorefter han tømte sin whisky. ”Kan jeg byde på et eller andet?” Spurgte han og lod hovedet tippe en smule på skrå. Han havde slet ikke opfanget at hun var her på grund af ham.
Desværre havde Scotts løsning på at drukne sine sorger nok altid været at gå i byen, blive fuld og gå med en pige hjem. Det var efterhånden blevet den daglige rutine for ham. Han vidste at det ikke var sundt, men han var ligeglad. Faktisk var han ret ligeglad med stort set alt lige nu.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss fik det helt dårligt på hans vegne, da hun så ham. Det var så tydeligt at han ikke havde det godt, men hun vidste så til gengæld også at han aldrig ville indrømme det overfor nogen. Det var han for stolt til. Da han kaldte hende princess, gav det hende et lille sug i maven. Minderne fra deres forhold kom tilbage til hende, men hun rystede dem af sig igen. Hun måtte huske hvorfor hun var der og det var ikke for at tale om gamle dage. Hun nåede ikke rigtigt at svare ham, før han var gået videre til det næste. Hun ville nu gerne tage komplimenten fra ham, men det var svært når han klappede hende på låret. Så virkede det bare forkert.
"Ehm bare et glas vand." Sagde hun. Det var nok ikke en god idé at drikke, da han så bare ville blive ved, når han nu havde en at drikke sammen med. "men jeg er her faktisk ikke for deres udsøgte vand." Sagde hun så med et lille smil, der tydeligt viste at hun var bekymret. Hun lagde sin hånd på hans ene arm.
"Jeg har talt med Sam og han er bekymret for dig." Sagde hun og gav hans arm et klem. "Det her er ikke sundt, Scott." Hun bed sig i læben. Hun var så vred over de ting der var sket. At Aly og Scott absolut skulle have hinanden og Chriss måtte lide under det og da hun endelig havde accepteret det og de begyndte at have det godt alle sammen, så gik de fra hinanden og Scott var ødelagt over det. Dog ville hun ikke sige noget om det.
"Jeg er så ked af det der skete med dig og Aly, men du må ikke ødelægge dit liv på grund af det." Sagde hun og huskede selv hvor ødelagt hun havde været da hende og Scott gik hvert til sit.

[Trescott Roden]

Scott var omsider noget til det punkt i sin fuldskab hvor han ikke længere kunne mærke hvor ondt alting gjorde og det var lige netop den lettelse han søgte. Det sted hvor alting bare blev ligegyldigt. Hvor han var ligeglad med at være ligeglad. Han smilede lidt til hende og det gled over i en varm latter da alt hun ville have var et glad vand. En smule skuffende for han kunne da godt bruge en drinkboddy.
"Nå virkelig?" Han forgav at være overrasket over den påstand. "Jeg vil da også mene at hvis det er tilfældet så ville det bare være lidt sørgeligt." En lidt tænksom rynke formede sig mellem hans bryn for en kort stund. "Men lad mig endelig høre, hvad bringer dig hid?" Han smilede og førte atter glasset til læberne for at tømme det.

Allerede da hun sagde at hun havde snakket med Sam, forduftede smilet og han himlede med øjnene. Igen viftede han bartenderen hen for at få en refiel, det kunne godt lade til at han ville komme til at få brug for den. "Jeg har snakket med ham," mumlede han en smule irriteret. Hvorfor skulle Sam absolut bringe Chriss ind i det.
"Der er ikke noget farligt i det, jeg har det helt under kontrol." Forsikrede han med en affejende håndbevægelse. Det var en stor fed løgn han havde intet under kontrol. Som hun nævnte Aly tog han en stor tår fra glasset. "Hør Chriss, jeg er glad for at du prøver at hjælpe, men jeg er okay, Aly var der og nu er hun ikke. Sådan er livet bare," sætningen blev afsluttet i endnu en tår i håb om at skjule bitterheden han følte over det.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss kom til at smile lidt ad hans kommentar. Hun havde virkelig savnet ham, men han var ikke sig selv og hun ville gerne hjælpe ham med at blive det. Hun ville gerne hjælpe ham med at blive den Scott som hun huskede og elskede.
"Scott... Du ved godt det ikke er sandt. Du har ikke kontrol over det lige nu og jeg forstår dig godt. Break ups er ikke nemme og slet ikke når det er med den person man troede man skulle tilbringe resten af sit liv med. Tro mig, jeg har været der. Men du bliver nødt til at komme tilbage til livet. Vi er rigtig mange der elsker dig og som savner dig. Du er ikke dig selv og det ved du." Sagde hun og lagde en hånd på hans hånd igen. "Livet er sådan ja, men derfor behøver man ikke benægte hvordan man virkelig har det. Hvis du virkelig havde det fint, ville du ikke sidde her, for sådan plejede du ikke at være. Sam er bekymret og det er jeg også. Jeg vil ikke miste min bedste ven. Ikke igen." Sagde hun og bed sig i læben. Hun ville gøre alt for ham, hvilket han nok også vidste, eftersom hun var hoppet ind foran ham, da en dødsgardist prøvede at kaste en forbandelse over ham.

[Trescott Roden]

Scott havde virkelig svært ved at se sine indre dæmoner øjnene, han vidste godt at det hele var spundet ud af kontrol, men han havde bare ikke lyst til at indrømme det. Han savnede Aly selvom det efterhånden var flere måneder siden, og han var sur på sig selv over at det ikke havde lykkedes for ham at glemme hende. Eller måske ikke glemme hende, men i hvert fald komme sig over hende.
Et strejf af dårlig samvittighed ramte ham ved hendes ord. Han havde da slet ikke ret til at sidde og fortælle hende om hvor hårdt han havde det, han havde jo efterladt hende i samme situation. Han vendte blikket mod hende, ”Chriss jeg er ked af at jeg efterlod dig på den måde, måske jeg burde have gjort mere for at løse det i stedet for at flygte,” sagde han og bed sig en smule i læben. Han vidste godt at der ikke var noget at hente videre. Følelserne var ikke de samme som de havde været dengang, og han ville aldrig risikerer deres venskab igen.

Han sukkede og så lidt på glasset i hånden inden han tømte det, ”det er bare en periode,” slog han fast, men helt præcis hvor mange år den ”periode” ville strække sig over det var så en anden sag.
”Chriss, I har virkelig ikke nogen grund til at bekymre jer.” Sagde han stille og tog fat om hendes hånd som hun lagde den over hans. For en kort stund strejfede tanken om at kysse hende ham, men han vidste at det var en farlig vej at begive sig ned af. Han burde i stedet bare gå hjem – det havde han bare ikke lyst til.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss bed sig i læben. Der var så mange ting hun gerne ville fortælle ham, men hun turde ikke og hun vidste ikke om han var fuld nok til at glemme det dagen efter.
"Ja Scott. Du burde ikke være flygtet, men det er fortid nu. Jeg er her ikke for at tale om os to, men for at tale om dig." Sagde hun og sukkede lidt, da han sagde det bare var en periode. "Den periode har været lang nu. Jeg ved det er hårdt og jeg siger ikke at det er nemt at komme videre, men du kommer ikke videre ved at sidde her og dvæle ved tanken om det. Kom videre med dit liv og en dag, så glemmer du hvor hårdt det er og måske møder du en ny. Det kan godt være det kommer til at tage lang tid, men du er altså ikke alene." Hun havde mest af alt lyst til at ruske i ham, men hun var ikke sikker på det ville virke på ham.
"Der er grund til at bekymre sig når du drikker hver eneste dag. Tænk på Sam. Hvordan tror du han ville have det hvis han mistede dig igen?" Hun sendte ham et lidt hårdt blik, da hun følte det var ved at være tid til noget tough love.

[Trescott Roden]

Scott så lidt fortrødent på hende, "fik jeg nogensinde sagt undskyld for det?" Spurgte han og lod en hånd stryge ned over hendes kind, uden at svare på den del med at hun var her for at snakke om ham. Han havde ikke lyst til at snakke om ham, det gjorde alt for ondt. Han ville bare gerne glemme alt om Aly lige nu, måske det ville hjælpe med Chriss.
"Jeg ved ikke om jeg kan overskue at snakke om det lige nu Chriss." Sagde han ærligt og tog en ny tår af sit glas. Problemet var jo at han godt selv vidste at han havde et problem, han bar bare alt for stolt til at indrømme det. Han skulle ikke til på alt mulig afvænning og pis og papir, han havde det jo okay hvis bare han fik lov til at drukne sorgerne en smule.

Hendes prædiken fik ham til at sende hende et søvnigt blik, han var virkelig ikke i humør til moralprædikener lige nu. I stedet ramte en anden ide ham skønt det nok mere var fuldskaben end fornuften der snakkede for sig i den sag. Måske han kunne glemme Aly hvis han nu fandt sammen med Chriss igen. Han vidste godt at han længere var forelsket i Chriss, som hun nok ikke var forelsket i ham længere, men det kunne jo være at han kunne finde det frem igen hvis nu bare han forsøgte?
"I mister mig da ikke?" Sagde han bare som var det intet problem. Lige nu havde han også lidt andre ting i hovedet end sin egen elendighed, det var jo det han forsøgte at slippe væk fra. Med det i baghovedet lænede han sig pludseligt frem og placerede et prøvende kys kom Chrissandras læber. Han var alt for fuld til at tænke over hvor dumt det var og hvor meget han sikkert ville komme til at fortryde især hvis hun blev sur. Det havde jo taget dem lang tid at nå dertil hvor de var nu.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss trak på skuldrene. Hun kunne ikke længere huske alle de ting omkring deres break-up og om han undskyldte eller hvad. Det var så længe siden nu og hun var bare glad for at de var blevet venner igen.
"Jeg ved det godt, men det nytter altså ikke noget at sidde her." Sagde hun og lagde en hånd på hans kind. "Opgiv ikke dit liv på grund af det. Det er ikke det værd." Hun aede hans kind kort og tog sin hånd til sig igen. Hun ville ønske at han ville lytte til hende, men hun var bange for at det ikke ville ske. han var for langt ude og han var svær at nå ind til og det havde Sam advaret hende om. Hun ville dog ikke give så let op, for hun elskede Scott for meget til at se ham på denne måde.
Hun sukkede svagt og nikkede så.
"Jo Scott, det er jeg bange for at det kan ende med, hvis du bliver ved på denne måde. Det er ikke sundt at drikke. Desuden siger Sam du er så langt ude at I ikke engang kan have en normal samtale. Han føler ikke længere du er tilstede og han føler han er ved at miste dig." Sagde hun så og kiggede på ham med bedrøvede øjne.
Da Scott pludselig lænede sig forover og kyssede hende, frøs hun i et øjeblik, fordi hun blev så overrasket. Derefter faldt hun i et par sekunder ind i kysset og den velkendte følelse samlede sig i maven på hende. Hun havde savnet at kysse ham. Dog vidste hun at det var forkert og at hun ikke havde de samme følelser for ham mere. Følelsen i maven måtte være nostalgi og det var så længe siden de havde kysset hinanden. Hun fjernede sine læber fra hans og støttede sin pande imod hans og lagde sin hånd på hans kind endnu engang.
"Det er ikke det her du vil, Treasure." Sagde hun og sukkede svagt.

[Trescott Roden]

Han kunne slet ikke finde sig selv mere. Han var ked af det hele tiden, men nægtede at sige det højt, som altid forsøgte han bare at klare tingene selv og håndterer det på sin egen måde. Denne gang var det gledet ud af kontrol for ham, men han var stadigvæk ikke meget for at indrømme det.
"Det er altså ikke så slemt Chriss, jeg har tjek på det," gentog han atter skønt det ikke var tilnærmelsesvis sandheden. "Desuden opgiver jeg ikke mit liv, jeg sunder mig bare lidt." Var han virkelig blevet alkoholiker? Det kunne han ikke være, han kunne da stoppe når som helst! Han var bare ikke lige i humør til at stoppe lige nu. Det var langt lettere at gøre det på denne måde.
Han fugtede sine læber og kneb øjnene let sammen, "du får mig til at lyde som en alkoholiker," kommenterede han med et svagt smil og sukkede lidt dybt. "Desuden kan jeg da godt have en samtale, Sam overdramatiserer, vi har da en samtale nu har vi ikke?" Han lagde demonstrativt armene let over kors.

Som hun gengældte kysset mærkede han kortvarrigt de velkendte sommerfulge i maven, de var der dog ikke så længe. Det var ikke det samme mere, men han ville bare så gerne gave at det blev det samme. Han savnede den følelse det gav at kysse en man virkelig elskede og han elskede jo Chriss, men åbenbart bare ikke helt på den måde længere.
Da hun brød kysset blev han en anelse skuffet, måske han bare lige skulle ind i det igen. "Jo jo, det er det, ellers ville jeg jo ikke gøre det," forsøgte han og lænede sig frem modende for at kysse hende igen. Det måtte da kunne lykkedes for ham at genfinde gnisten.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss vidste slet ikke hvad hun skulle sige. Det stod værre til med ham end hun havde troet og hun hadede det. Hun vidste godt hvordan han havde det og det var så svært at komme videre når man var blevet forladt af en man virkelig elskede så højt som han havde elsket Aly og som Chriss havde elsket ham. Godt nok havde Chriss forladt ham, men derfor gjorde det ikke mindre ondt. Hun kunne stadig huske hvordan det havde været og hun kunne stadig føle smerten når hun tænkte på det, fordi de år med ham, havde været de år hvor hun havde været allermest lykkelig og hun havde svært ved at se hvem der ellers ville kunne gøre hende så lykkelig.
"Scott, du ved udmærket godt at jeg har ret. Jeg ved det er svært at indrømme, ja bare det at sige det højt er ulideligt. Dog er du nødt til at komme tilbage til livet igen. Du går glip af for meget på den her måde. Hvad ved du egentligt om Sam og det liv han lever nu? Kom tilbage til os." Sagde hun og sendte ham et lille smil. Hun savnede ham og hun nægtede at se ham ødelægge sig selv mere end han allerede havde.
"Jo det har vi, men det er ikke det samme, for det er som om du ikke rigtigt er til stede og du bruger det meste af tiden på at benægte." Sagde hun med et skuldertræk.

Chriss havde mest af alt lyst til at kysse ham igen, fordi hun savnede ham og det forhold de havde dengang, men hun vidste godt at de aldrig ville få de samme følelser for hinanden igen og at dette ville kunne ødelægge det venskab de endelig havde fået tilbage igen og det ville hun ikke.
Hun lagde en hånd på hans bryst for at stoppe ham. "Scott... Det går ikke. Jeg vil ikke have ødelagt det venskab vi har. Du har ikke de samme følelser for mig mere. Det ved jeg og det kunne jeg mærke." Sagde hun og bed sig i læben. Længe havde hun gået med en lang tale som hun gerne ville sige til ham, men hun havde ikke turde, da hun var bange for at miste ham, men måske han ikke ville kunne huske det dagen efter hvis han havde fået for meget at drikke? Hun overvejede et øjeblik om hun skulle fortælle ham om sine følelser som sad langt inde i hende og hvor ondt det gjorde at de aldrig skulle være sammen igen, fordi hun vidste at han var hendes eneste ene? Hun elskede ham ikke på samme måde mere, men hun havde bare en fornemmelse af at det måske kunne komme igen, men det kunne også bare være fordi hun var ensom og ikke havde elsket nogen som hun havde elsket ham.

[Trescott Roden]

Scott var virkelig langt ude, det værste var at han jo godt selv var klar over det, han var bare nået til et punkt hvor han efterhånden var ligeglad. Han gad ikke prøve at kæmpe sig op igen for hvad skulle formålet være med det? Hver eneste gang han lige nåede at få et strejf af lykke, væltede hele korthuset for ham. Om det så var hans egen skyld eller en højere magt udefra der bare havde sat sig for at sætte en kæp i hjulet for ham resten af hans liv anede han ikke, men det gjorde ham umådelig trist og dermed kold og hård – det var jo stort set altid sådan han afreagerede.
Han så en smule bebrejdende på hende som hun snakkede som om at han ikke vidste noget om Sam, naturligvis gjorde han da det! Eller, altså de havde ikke snakket så meget om Sam selv lige de sidste par gange, men de havde da snakket. Scott tænkte sig lidt om, ”Jeg lever da livet,” mumlede han sarkastisk og sukkede som han tømte glasset.
”Desuden benægter jeg ikke noget, Aly og jeg brød op fordi vi ikke kunne komme igennem tabet af Cara sammen, sådan.” han slog ud med hånden og forsøgte at skjule smerten ved at føre det tomme glas til læberne i håb om at fange den sidste dråbe. Hans sind var et finurligt sted og han var ikke god til at indrømme når noget gik ham på.

Han lod hende stoppe sig og kiggede på hende en smule afmålt. Han vidste at hun havde ret, men han havde bare brug for et eller andet lys for enden af tunlen som lige nu virkede uendelig lang. ”Tror du vi ville kunne få det tilbage?” Spurgte han stille, om det var det han inderst inde ønskede var han ikke selv sikker på, han kunne bare ikke rigtigt være i sig selv for tiden og havde brug for en eller anden form for forandring i sit liv, nogen der kunne trække ham op igen.
Desværre anede han ikke hvem det skulle være.
Det var nok ikke smart, for hun havde jo ret i at følelserne havde ændret sig. Naturligvis havde hun stadigvæk en plads i hans hjerte, det ville hun nok altid have ligesom Aly ville, men det betød ikke at det ville være nok til at de kunne gå tilbage, alt for mange ting var anderledes nu og han var ikke længere forelsket i hende skønt han ville ønske at han var, det ville gøre tingene nemmere at kæmpe sig igennem. Desuden var han ret sikker på at det måtte være gengældt, for det havde ikke føltes som ”dengang” da de kyssede.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Hun aede hans kind og sendte ham et varmt smil. Hun ville ikke være for hård mod ham, men hun var bange for at det var det eneste der virkede på ham når han var så langt ude som han var.
"Det her er ikke et liv, Scott." Hun sukkede lidt, da han sagde det næste. Hun havde svært ved at finde ud af hvad hun skulle gøre, for selvfølgelig var det hårdt for ham og hun ville ikke gøre tingene værre. "Det er godt at du får det sagt." Sagde hun og gav hans hånd et klem. "Jeg ved det lyder som en kliché, men det er altid godt at få talt ud om tingene. Du ved jeg er her hvis du har brug for det. Der er mange der elsker dig og vi er her når du gerne vil vende tilbage til os." Hun glædede sig til at se sin bedste ven som han altid havde været. Han var en helt fantastisk mand og hun håbede sådan at han selv kunne se det.

Chriss vidste slet ikke hvad hun skulle sige eller gøre. Noget inde i hende drømte om at de ville få det tilbage, men hun var usikker på om det overhovedet var muligt.
"Jeg ved det ikke. Jeg tror det dog ikke. Ikke nu. Du har ikke brug for en ny pige til at få dig tilbage igen. Du har brug for at komme dig over Aly, for hvis du finder dig en nu, eller prøver med mig igen, så bliver jeg eller den anden, set som en rebound og det kommer derfor ikke til at gå. Det tror jeg ikke på." Hun holdt lidt igen og prøvede at beherske sig, for lige nu havde hun mest af alt lyst til at kysse ham igen og prøve at genfinde nogle følelser.
"I mange pr nu, har jeg håbet du ville kigge på mig som du gjorde dengang. Jeg har længe ønsket at du skulle kysse mig og at vi begge ville mærke den velkendte følelse i maven, som vi gjorde dengang. Jeg har svært ved at se andre mænd som noget specielt, da jeg altid ender med at sammenligne dem med dig og ingen er som dig. I lang tid troede jeg du var manden for mig, men jeg tror ikke vi kan vende tilbage til det som det var engang, og det knuser mit hjerte mere end noget andet nogensinde har gjort, for jeg savner dig og vores forhold hver eneste dag." Hun smilede til ham og lagde sin pande imod hans. "Jeg håber du ikke kan huske det her i morgen, for jeg er ikke sikker på jeg skulle have sagt det." Sagde hun med et lille grin. "Men hør... Du behøver ikke en pige til at få dig op igen. Du har brug for venner og viljestyrke. Måske jeg ikke er der som en kommende kæreste, men jeg er der som en veninde der vil gøre alt for dig. Altid." Hun gav ham et klem og kyssede ham på munden igen, men kun flygtigt.

[Trescott Roden]

Scott var godt klar over at han var langt ude, han havde bare ikke overskud til at høre om det. Lige nu havde han bare brug for at folk ville lade ham være i fred og håndterer tingene på sin egen måde. Ligesom han havde gjort efter bruddet med Chriss. Der havde Aly godt nok været der til at samle ham op det var før han havde mistet en datter. Men alligevel.
”Jeg har bare ikke rigtig lyst til at snakke Chriss.” Sagde han og kunne mærke at han begyndte at blive lidt irriteret nu. Han orkede ikke flere medfølende bikke og tomme ord om at tiden læger alle sår og alt det crap, for der var intet der var healet endnu. Han havde det stadigvæk forfærdeligt, og han kunne ikke finde ro i kroppen

Han kunne slet ikke klare tanken om at skulle sidde og snakke om alle de ting nu, det eneste han ville var at få fred. [Han sukkede lidt til hendes ord, hun havde nok desværre ret i at det ikke nyttede noget ved at trøste sig med Chris, desuden fortjente hun også langt bedre end det! ”Du har nok ret, undskyld,” sukkede han og bed sig lidt i læben.
Han kunne mærke hvordan hendes ordpåvirkede ham og gav ham dårlig samvittighed. I al den tid han havde været sammen med Aly havde hun savnet ham og han havde ikke set det. Hvordan var det sket?
”Jeg er ked af jeg sårede dig Chris, men jeg er sikker på at du nok skal finde en sød fyr der slår benene væk under dig, det fortjener du. Måske du bare skal blive bedre til at gribe chancen?” Han tømte sit glas og overvejede om han skulle begynde at søge hjemad. ”Du er en helt fantastisk kvinde og du vil altid betyde meget for mig,” sagde han roligt og smilede afslappet til hende.
Som kærester var chancen nok gået dem forbi, men derfor kunne de vel stadigvæk være der for hinanden. ”Jeg er også ked af at jeg har behandlet dig så dårligt på det sidste, men jeg skal nok prøve at gøre det bedre.” Han var ikke så sikker på at det ville indebære at droppe alkohollen, men han ville gerne være hendes ven igen.