The day we met

[Deleted]

Tilegnet: @juniper
Tid: 20.35, år 2049 (juni)
Sted: Lufthavnen

---

Jerimiah stod lænet op mod en af de store søjler i den lille lufthavn. Han skulle mødes med en ung pige, men ikke hvilken som helst pige, en prinsesse. Det lød så dumt at sige højt fordi man i sit stille sind ikke helt kunne undgå at forstille sig en lille pige komme ud af flyet med alt for meget fanfare, en pink kjole, blomster i håret og krone på hovedet. Han rettede sig op som folk begyndte at myldre ind i velkomsthallen og han fandt det papir frem han havde lavet hvorpå hendes navn stod skrevet, Juniper.
Det var et ret specielt navn, men det var hans eget jo også. Han rømmede sig lidt og lod de mørke øjne glide over forsamlingen. Lige umildbart var der ikke nogen der skillede sig synderligt meget ud på nær en meget kræftig ældre kvinde med stor solhat og alt for stramt siddende tøj som forgæves forsøgte at flirte med en ung mand ved hendes side. Jerimiah smilede svagt for sig selv som manden begyndte at søge efter noget der kunne bruges som flugtvej, men kvinden valgte at ligge en arm omkring ham. Folk var virkelig sjove sommetider.

Opmærksomheden blev atter rettet mod gaten, hun måtte være lige på trapperne for ifølge skærmen var det det hendes fly, selvfølgelig skulle man da lige have baggagen og det, men alligevel. Han var ikke altid så tålmodig anlagt, men det var mere når man stod og ventede som nu. Når det kom til at håndterer mennesker kunne tålmodigheden næsten strækkes i det uendelige.
Han blik gled automatisk op til det store ur. Han ville bare gerne at de var tilbage i safehuset inden 21, men det kom nok ikke til at ske eftersom der lå ca 40 minutteres kørsel herfra.
Jer arbejdede i politistyrken, han var specialagent som tog sig at folk i vidnesbeskyttelse, eller beskyttede folk som Juniper, kongelige, politikere og den slags. Han havde altid elsket jobbet, problemet var bare at folk der var i beskyttelse altid var så utaknemmelige. Eller for det meste i hvert fald. Det var også derfor han nogen dage forinden havde søgt om at blive forflyttet til narkoafdelingen, han havde brug for at prøve noget nyt, men han var godt klar over at ventetiden var lang. Det gjorde nu heller ikke så meget for der var jo ingen der vidste hvor længe han skulle agerer bodyguard for prinsessen her. Han håbede bare at hun var til at holde ud og ikke var en eller anden snob der forventede at han ville springe på hænder og fødder for hende. Han ville ofre sit liv for hende, det måtte være rigeligt.

[Deleted]

Påklædning
________________________

Lyden fra kuffertens hjul, der kørte hen over det glatte gulv, samt lyden af de hårde såler på de flade sko, der klikkede i et fast tempo, rungede igennem gaten, som den unge kvinde marcherede fremad. Det var en sådan lettelse at være landet igen. Også selvom flyveturen ikke havde været specielt lang. Hun havde det bedst med at have fødderne på land, om man så må sige. Men til trods for lige netop det, havde det været en ganske behagelig tur. Ingen skrigende børn. Ingen snakkesalige voksne med et alt for højt støjniveau. I hvert fald ikke noget, hun havde lagt mærke til med høretelefoner i ørene og næsen dybt nede i en bog. Det værste var altid opstigningen og landingen. Hun havde stadig problemer med at få trykudlignet og selv nu syntes lydene omkring hende at være blokeret en svag del. Forhåbentligt ville det forsvinde i løbet af natten.

Kaosset slog først den køre Juniper, da hun kom igennem til velkomsthallen. Det var ikke første gang hun havde været i London, men det var første gang, hvor hun var alene. Det var første gang hun selv skulle sørge for at få ordnet sagerne. Måske ikke fuldkommen alene, men det var stadig ikke det samme. Det virkede overvældende, og automatisk stoppede hun bare op midt i det hele for at lade blikke glide rundt. Mest for at orientere sig. Det var først da, der var en der gik ind i hendes kuffert, at hun blev opmærksom på, hvor meget hun måtte stå i vejen. Og hun fik da også meget hurtigt trukket kufferten tættere på sig, drejede omkring for at undskylde, for at opdage, at det var for sent. I stedet så hun bare efter den travle mand i jakkesæt og telefon op for øret, som var hun en fortabt lille hvalp.
Efter at hun havde flyttet sig lidt mere fra midten af det hele, så hun yderligere omkring sig. Hun søgte tydeligvis efter noget. Eller nogen. Hendes forældre havde jo ikke bare efterladt hende til sig selv. Hun var knap nok lige blevet 18 år. Men hun skulle nok klare sig. Hvor svært kunne det være? Hun var jo også blevet opdraget godt. Et øjeblik senere fangede hendes blik et skilt forude og med udstrakt hals kunne hun læse navnet. Hendes navn. Det var som noget blev fjernet fra hendes skuldre, og hun åndede umådeligt lettet op, hvorpå hun meget hurtigt bevægede sig videre igennem den resterende mængde folk med direkte kurs mod den unge mand, der stod og holdt hendes skilt.

”Bonjour!” hilste hun allerede inden hun fik stoppet helt op foran ham med et imødekommende smil. ”Je suis..” Hun stoppede brat og fik pludselig et noget flovt udtryk i ansigtet, da hun lagde mærke til, at hun endnu ikke havde slået over fra fransk til engelsk. ”Undskyld.. Hvad jeg prøver at sige er, at det må være mig venter på.” Hun pegede roligt frem mod skiltet, hvorefter hun lagde en præsenterende hånd fladt mod midten af sit bryst. ”Jeg er Juniper.. Lee. Jeg håber ikke, at jeg lod dig vente for længe. Der var problemer med bagagebåndet.”

[Deleted]

Han blev stående tavs og afventende som menneskemængden langsomt begyndte at tynde bare en lille smule ud. Han havde godt nok set et billede af den unge kvinde, men man kunne let se anderledes ud i virkeligheden. Dog fangede en pige hans blik, omtrent samtidig med at hun fik øje på hans skilt. Det kunne meget vel være hende.
Jerimiah smilede ikke, han var ofte ret alvorlig når han var på jobbet, i hvert fald frem til at have aflæst dem han skulle have med at gøre, langt de færreste brød sig om at ligge deres liv i hænderne på en person der virkede alt for letsindig. Man skulle jo helst udstråle at man kendte til alvoren i jobbet.
Som hun om nærmere rettede han sig lidt mere op og nikkede så mod hende. Det måtte være hende. Hun lignede i hvert fald pigen på billedet. Han tog et par skridt frem mod hende for at slå fast at det var lige netop hende han ventede på, ikke at der nok var så mange andre med det navn, men hvad pokker.

Da hun hilste på ham, kom det lille afmålte smil frem, eller rettere var det vel bare den ene mundvig der trak sig en smule op i anelsen af et smil. ”Godaften mademoiselle,” hilste han. Det var nok også det eneste franske han huskede fra skoletiden, så det var en klar fordel for ham da hun slog over i engelsk. Han havde dog lige nået følelsen af panik da hun havde startet på fransk, for det ville trods alt gøre det lidt svært for dem begge at kommunikerer hvis de ikke snakkede hinandens sprog.
”Men det skal De skam ikke tænke på.” Endnu et lille smil som han elegant bøjede nakken for hende for at vise hende den kongelige respekt som hun fortjente skønt hun var ung. ”Mit navne er Jerimiah Maximorff,” Præsenterede han sig og så tilbage på hende, ”vi skal denne vej, lad mig tage din bagage.” Det var en konstatering og ikke et spørgsmål, så han tog et godt greb i kufferten og begyndte at gå i retning af udgangen hvor bilen holdt parkeret. ”Har De været i England før?” Spurgte han ind som han forsøgte at tilpasse sit tempo efter hendes, hun skulle jo helst ikke løbe afsted efter ham, for han gik som regel godt til når det var.

Som de nåede den store glasdør gled den op med et let swush, han satte kursen mod en sort BMW der holdt på en af de nærmeste parkeringspladser. Med den ene hånd fandt han bilnøglen frem og trykkede hvorpå bagagerummet sprang op af sig selv. Kufferten blev lagt ned og han gik hen og bagagerummet lukket igen hvorefter han kiggede på hende. ”Ønsker De at sidde foran eller bagi?” Spurgte han ind. Det var jo lidt forskelligt fra person til person.

[Deleted]

Førstehåndsindtrykket af ham: Det var ikke den mest hjertevarmende velkomst, det måtte hun indrømme. Men hvad havde hun forventet? At han ville have stået klar med armene åbne for hende at møde ham i en omfavnelse? Nej. For dette var ikke nogen form for familiegenforening. Og hun var ikke 7 år længere. Hun var officielt en voksen kvinde. Hvilket blev mere og mere underligt for hende at tænke på, jo mere det løb igennem hendes hoved. Hun stolede godt nok på sig selv til at kunne tage ansvar for sit eget liv, men hun følte stadig, at der var lang tid igen.
Men til trods for, at han ikke stod med den mest imødekommende udstråling, så var den ikke ligefrem negativ. Bare… professionel. Det her var hans arbejde. Så det var bestemt forståeligt. Og ligemeget hvad, var det ikke noget for hende at klage over. Hun lod ham tage hendes bagage og fulgte lydigt efter ham. ”Ja. Jeg har tilbragt et par vinterferier i Oxford.” fortalte hun, som de bevægede sig igennem lufthavnen og så endelig kom ud af den rungende bygning og ud i den friske aftensluft. Der var så småt begyndt at blive godt varmt. Men lige nu var temperaturen nu ganske behagelig.

”Undskyld hva-..?” Hun måtte have faldet i staver - igen - for pludselig blev der talt til hende igen. Og kufferten var allerede pakket væk i bilen foran dem. ”Åh. Bagi.” Ikke at hun ikke ville sidde foran sammen med ham. Det var blot et princip. Hvis han ønskede at holde det hele professionelt, kunne hun ikke gøre meget andet, end at gøre det samme. Og så kendte hun ham ikke. Så indtil videre var han ikke andet end hendes chauffør. Og når man havde chauffør på sad man ikke foran. Det var noget man lærte selv i en tidlig alder.
”Så.. Jerimiah? Det er et pænt navn.” sagde Juniper roligt, mens hun åbnede døren til bagsæderne og satte sig ind. ”Det er et ret specielt navn i Frankrig.” Det var nok et yderst elendigt forsøg på smalltalk, hun gjorde sig. Det var bare det eneste hun kunne tænke sig frem til at sige. Sikkerhedsselen blev spændt og beklædningen blev rettet lidt på, så det ikke puffede forkert, nu hvor hun sad ned frem for at stå op.

[Deleted]

Han smilede til hende, ikke et hjertevarmt et af slagsen som han ville have gjort til hveranden, men bare et afmålt professionelt, men venligt, smil. "Oxford er også en dejlig by," snakkede han videre. Han havde aldrig været så god til det med akavet stilhed.
Da det gik op for ham at hun nok havde været gledet lidt ind i sin egen verden smilede han roligt til hende og lod en hånd glide over hovedet igen, måske for at købe hende lidt tid så hun lige kunne fange tråden uden at han ville virke som om at han havde bemærket at hun havde tabt den. "Meget vel." Kommenterede han så og satte sig selv ind i bilen efter hun havde gjort det samme. Han ville egentlig have holdt døren for hende, men hun var kommet ham i forkøbet, det skete ellers ikke så tit.
Han rettedel lidt på sædet skønt det var ham selv der havde kørt sidst og rettede tilsvarende bakspejlet så han kunne se på hende deri. "Kan du være der med benene?" Spurgte han retorisk og kiggede på hende via spejlet.
Et stort smil afslørede en perlerække af hvide tænder da hun roste hans navn. "Mange tak," han tog solbrillerne på for at undgå solen i øjnene og blinkede så ud. "Men jeg er nu heller ikke fransk, jeg er fra London," forklarede han og trak ud mellem et par biler.

Han forsatte ud af motorvejen og kastede fra tid til anden blikket op i spejlet som for at sikre sig at hun stadigvæk var med. Landskabet passerede hurtigt forbi vinduerne udenfor. "Med al respekt, hvad laver folk som Dem så egentlig i fritiden?" Han var ikke sikker på om det måske var lidt uden for hans område at spørge ind til hendes privatliv, hun var jo prinsesse, men han kunne ikke dy sig, og hun kunne jo altid sige fra hvis ikke hun ville have han blandede sig i det.
Royal etikette havde nok bare aldrig været ham og han havde vanvittig svært ved at sætte sig ind i det. Måske det var en lille fordom mod folk der havde mange penge altid troede at de var bedre end alle andre, især bedre end ham fordi han var opvokset i et lidt ghettoligende miljø hvor han ikke var vandt til at få noget serveret. Der måtte man sgu selv kæmpe for det man ville have.

[Deleted]

”Ja selvfølgelig.” svarede hun undskyldende, efter at have nikket bekræftende til, om hun kunne være der. Hun havde faktisk masser af plads. Hun var trods alt ikke nogen stor pige, og hun havde oplevet, at hun i nogle biler, nærmest kun fyldte tre fjerde dele af det afmærkede sæde. Men det var også kun i rimelig store biler, hvor den var bygget til at, man ikke sad klemt op ad hinanden, hvis alle tre bagsæder var optagede. Hun havde egentlig ikke ment, at han var fra Frankrig. Mere det faktum, at det ikke var et udbredt navn der. Og hun sjælendt hørte der. Hun kunne faktisk ikke komme på nogle der hed det af dem hun kendte. Det nærmeste der kom på det var Jerry. Jerry. Hun smagte lidt på navnet, mens hun så op mod bakspejlet, hvor hun ligesom han kunne se hende, kunne hun se ham. Hun rynkede undrende brynene et øjeblik ved synet af ham. Solbriller? Og i samme øjeblik, som den tanke strøg hen over hende, blev hun selv blændet af sommersolens skarpe lys.

Hun missede kortvarigt med øjnene og holdt en hånd op foran dem for at skærme for solen, inden den heldigvis blev blokeret af noget af bilens skrog. Og hun kunne atter rette sine store grå-grønne øjne mod Jerimiah i bakspejlet samtidig med at et noget forbavsende spørgsmål blev stillet. ”Læser.” svarede hun lidt usikkert. Nu forventede han ikke et helt ekstraordinært svar, som Jeg starter altid min morgen med at springe i faldskærm fra min privatflyver, hvorefter jeg nyder min morgenmad i Kroatien. ”Jeg læser for det meste i min fritid, når jeg ikke bruger min tid på ballet.” Hun sendte ham et blidt smil, inden hendes blik veg fra ham og ud ad vinduet i et stedet. ”Jeg kan godt lide at læse de gamle klassikere. Men jeg forsøger at sprede mig lidt mere ud.” Det blide smil voksede lidt mere, som hun lænede sig op ad bildøren. Hun var udmattet efter rejsen. Det var tydeligt. Også selvom det ikke havde været en lang en. Det tog vel bare en del på end, når man flyttede hjemmefra.
Juniper sukkede lavmælt og lukkede øjnene et øjeblik, før de landede tilbage på hendes escort. ”Hvad med dig, mr. Maximorff? Hvad laver du ellers i din fritid?” Hun lavede selvfølgelig en masse mere, men hun kunne selv fornemme, hvor kedelig hendes hverdag må være at høre på. Og så kunne hun ikke rigtig komme på mere off the up of her head.

[Deleted]

Som bilen trillede afsted og landskabet passerede dem var det rart at få lidt gang i bare en eller anden form for samtale, eller noget musik måske, bare et eller andet der kunne bryde den larmende stilhed. Han havde aldrig været god til den slags. "Gamle klassikere?" Hans hjerte roterede en smule som han forsøgte at komme i tanke om nogen bøger der kunne falde ind under den kategori.
Han var ikke selv typen der læste bøger. Faktisk kunne han slet ikke huske hvornår hans sidst havde åbnet en bog. "Såsom Borte med Blæsten og Dracula?" Det var hans bedste bud, men han ville jo gerne lyde bare lidt som om at han forstod hendes passion. Ikke at han havde læst nogen af dem.
"Hvad ville De ellers sprede Dem ud over?" Spurgte han videre. Mere af høflighed. Bøger interesserede ham virkelig ikke. Ballet derimod, det gav langt mere mening i hans hoved...skønt han ikke kunne udstå synet af mænd i de ømme bukser der hørte med til sportsgrenen - hvis man altså kunne kalde det det.

"Mig?" Han rettede blikket mod hende gennem bakspejlet. Selvom det var skjult bag solbrillerne kunne hun nok godt fornemme at han kiggede på hende. "Hmmm." Han tog sig en kort tænkepause inden han forsatte. "Jamen jeg er ret glad for sport," forklarede han så, "jeg har spillet baseball i noget tid, og så fodbold." Det var vel altid ret typisk for en mand af hans type.
"Basketball og tennis er nu også sjovt," igen vendte smilet tilbage og afslørede atter perlerækken af hvide tænder. "Så har jeg en lillesøster der elsker at tage mig med ud og shoppe, så det går vel lidt ind under kategorien "overlevelse i vildmarken" ik?" Han lo lidt af sin egen joke. Kvinder kunne være tossede når det kom til ting som tilbudsvare og den slags.
Han blinkede fra og drejede af motorvejen for så at forsætte af en lidt mindre trafikeret vej. Det ville ikke vare mange minutter før de ankom.

[Deleted]

”Blandt andet.” bekræftede hun ham med et interesseret smil til trods for, at hun egentlig aldrig var kommet helt igennem Gone with the Wind. Lidt en skam, for nu lå den bare derhjemme et sted og samlede støv med et bogmærke sat mellem siderne, hvor hun havde givet op. Det var et par år siden, så hun kunne ikke rigtig huske, hvorfor hun var stoppet - det lignede hende ikke - men den havde nok bare ikke fanget hende nok. ”Mine personlige favoritter er dog To Kill a Mockingbird, The Picture of Dorian Grey og 1984.” En kort forlegen latter undslap hendes strube. ”Faktisk har jeg læst The Picture of Dorian igennem over fem gange nu. Og hver eneste gang har jeg fået en anden oplevelse af den. Det er nok fordi, jeg altid er ældre end sidst jeg læste den og derfor kender til mere.”
Hun fumlede lidt med sikkerhedsselen - Trak ud i den, lukkede sine fingre om den og gav den et par klem for at afprøve det stabile og robuste materiale, den var lavet af. ”Men jeg har altid bare holdt mig til ældreskrevne bøger. Og de moderne bøger siger mig sjælendt noget. Det er dog dem jeg gerne vil sprede mig udover. For man kan ikke dømme en bog på omslaget.”

Den unge prinsesse lukkede roligt med, da hendes chauffør involverede hende i hans liv, ligesom hun havde gjort. Det var sjovt at høre, hvor vitterligt forskellige de var. Godt nok kunne ballet sagtens kunne proppes ind under samme kategori som basketball, baseball og fodbold i den forstand, at det alt sammen var en form for sport. Men i modsætning til at hans valgte sportsgrene var dynamiske og team-baseret, var hendes en lidt anden historie om elegance og præcision. Tennis derimod kunne hun godt følge med i. ”Jeg spiller faktisk også tennis en gang i mellem, når jeg er på besøg hos mine bedsteforældre. Jeg bliver altid overrasket over, hvor god form min bedstemor er.” Ja. For hende var hun ’bedstemor’. For stort set alle andre var hun ’Frankrigs dronning’. Som barn havde det ikke virket akavet, men som hun var nået op i sine teenage år var følelsen kommet. Heldigvis var den så småt begyndt at falde ned på et tolerende niveau igen.
Hans joke, der efterfølgende meldte sin ankomst, fik bestemt et smil på hendes læber medfulgt af en lidt kraftigere latter, end hvad hun ellers havde præsteret i hans selskab. ”Ja, bestemt.” Personligt kunne hun mærke stemningen løfte sig mellem dem. For det indtryk hun først havde fået af hans stenhårde professionelle tilgang til hende var begyndt at briste. ”Jeg havde også en søster, der altid trak mig omkring, når den stod på at shoppe. Jeg tror dog, at jeg nød det lidt mere end du gjorde, men jeg kan forstå udmattelsen.” Hun knugede ubevidst sikkerhedssælen, da hun nævnte sin søster. Hun var ikke længere deprimeret over det, men hendes underbevidsthed reagerede stadig af og til.

”Såeh…” Hendes blik søgte igen ud af vinduet, da sceneriet ændrede sig og flere bygninger gav sin velkomst. Det var utrolig smukt. Sådan badet i det sidste af sommersolens stråler. ”Er det her, hvad du arbejder med? Sikker transport af …’vigtige’ personer?” Hun ville ikke udpege sig selv som værende vigtig også selvom hun var blevet stemplet det af samfundet.

[Deleted]

Det gik meget hurtigt op for ham at hun var langt foran ham indenfor viden i denne dur, han anede absolut intet om de bøger hun lige havde nævnt, ikke engang titlen fik en klokke til at ringe. "Med chance for at lyde som en total taber på bogfonden, så kender jeg desværre ikke nogen af de bøger," indrømmede han, "men jeg læser heller ikke så meget." Det burde være undskyldning nok i hans øjne. Han havde ikke tiden til det, eller også tog han sig ikke tiden til det, begge dele en ganske glimrende mulighed.
Et bredt smil gled over hans læber ved hendes brug af den populære sætning. Godt sagt. "Er du så også kunst interesseret?" Spurgte han roligt ind, det havde han af en eller anden ide om at alle prinsesser burde være. Igen noget af det der ikke sagde ham så meget, men hans søster gik forfærdelig meget op i det.

Jerry så interesseret på hende gennem de mørke briller da hun sagde at hun spillede tennis. "Jamen så har vi da noget at foretage os de næste måneder," jokede han lidt velvidende om at de nok aldrig ville komme til at spille tennis sammen, det var jo ikke det han var ansat til for det første, og for det andet så var han vel ikke værdig nok til at spille med en prinsesse. Ikke set med de fleste folks øjne i hvert fald.
Det var nu også lidt mærkeligt for ham at høre hende refererer til Frankrigs dronning som "bedstemor", men han var professionel så det kommenterede han naturligvis ikke på.
Han smilede igen som hans joke gjorde dens formål og fik latteren til at bryde frem. Det var rart at hun virkede ret varm som person. Ikke en af de der typer som troede at de var langt bedre end ham fordi de havde flere penge mellem hænderne. Han var ubevidste om en god del af Junipers baggrund, blandt andet havde han ikke nogen anelse om hvad der var hændt hendes søster, men han var ret sikker på at det ikke var hans plads at spørge ind til det.
"Åh ja, udmattelsen var stor og er det stadigvæk når hun ringer for en re-match." Han rystede lidt på hovedet. Ingen kunne shoppe som Amarah hun kunne blive ved i timevis, men hun havde jo også god sans for hvad man burde købe og hvad man ikke burde.

Han nikkede lidt til hendes spørgsmål. "Ja, jeg agerer boduguard du ved," svarede han sigende, "men jeg har prøvet at søge ind lidt forskellige steder, narkoafdelingen og drabsafdelingen blandt andet," fortalte han videre. Han kunne godt lide sit job, men til tider var det bare lidt trivielt.
De nåede destinationen og han drejede bilen ind på parkeringspladsen der allerede var reserveret til deres ankomst. Han slukkede bilen og vendte sig lidt om i sædet hvorpå han trak solbrillene af og afslørede de brune venlige øjne. "Er De klar?" Spurgte han roligt, ikke at han kunne se hvorfor hun ikke skulle være det, men nogle rige mennesker havde jo deres særheder og rutiner.

[Deleted]

Hun kunne nu godt lide hans ærlighed. Også selvom at hun kunne fornemme undskyldningen, der næsten sad klar på hans tunge, så var han ikke bange for at indrømme hans standpunkt. Og det burde han heller ikke være. Ingen burde være bange for den slags. Hun skulle bestemt ikke være det. Men så nemt var der heller ikke at smide væk. Det var nok derfor at hun nød Jerimiahs ærlighed. Det var noget hun selv drømte om. Hun ville helst ikke bruge ordet ’missundelig’, eftersom det blot ville tvinge hende dybere ned i hulet af selvmedlidenhed.
”Kunst? Som i malerier og skulpturer eller installationer?” Hun tøvede ikke, men måden hun rystede på hovedet var langt mere roligt end hvis hun havde skyndt sit svar. Hun var trods alt vokset op med høflighed værende en stor del af sin opdragelse. ”Det kan jeg ikke sige, at jeg er. Selvfølgelig synes jeg et landskabsmaleri er smukt. Men jeg har aldrig været typen til at kunne fordybe mig i et kunstværk. Med mindre man også anser dans som kunst.” Hun slog en let latter af, som blev hun mindet om et barndomsminde. ”I så fald kan man vel kalde mig for kunst interesseret.”

Det kom lidt som en overraskelse, da han udtalte sig videre om hendes tidligere historie med at spille tennis. Det var ikke så meget fordi, hun ikke ville spille tennis mod ham. Det havde absolut intet at gøre med det. Men hun følte sig pludselig utrolig nervøs. Hun havde godt nok spillet med andre end sin bedstemor. Hun havde været igennem et par kampe med diverse hofffolk og familiegæster. Dem havde hun dog altid haft omkring sig og havde nået at bygge et nogenlunde forhold til. Det var lidt en anden sag med denne mand. Og i håb om at han kunne mærke det på hende eller selv så problemet, svarede hun ham ikke tilbage.

Som bilens fart blev sat længere og længere ned, og han drejede ind ad mindre og mindre veje, lyttede hun lettere fraværende til den resterende del af deres samtale. Nysgerrigt holdt hun øje ud ad vinduet, inden bilen stoppede helt. Hun rev sig væk fra sin udsigt og satte sig lidt bedre op. Hun pustede tungt ud og klikkede efterfølgende sikkerhedsbæltet efterfulgt af et: ”Ja.” Hun åbnede selv døren og steg ud. Der var ingen grund til at det formelle skulle fremvises i offentligheden. Hun skulle ikke længere bo på som en prinsesse, så hun ville heller ikke bringe opmærksomhed til det faktum.
Lejlighedskomplekset de stod ved var heller ikke en del af den rigeste del af London. Heller ikke den billigste. Der var ingen indgangshal eller skrant. Der var dog en kodelåst dør til opgangen med trapperne, der førte op til de forskellige lejligheder. Ganske standard. Et smil formede sig igen på hendes læber, som hun betragtede sit nye hjem. Det var præcis, hvad hun ønskede. En almen lejlighed, bare lige står nok til hende uden alt unødvendig fos. Hun stod lidt og vippede spændt frem og tilbage på sine fødder, inden hun drejede blikket imod Jerimiah med det samme spændte smil. ”Home sweet home.”