What the hell happend

[Deleted]

@trevor
Alt for tidlig morgen
Hogsmeade

---

Det havde nok været den værste fejlberegning, eller fejlbedømmelse til dato! Hvis hun havde kræfterne til det, ville hun havde pryglet sig selv for fejlen. Lige så snart hun var kommet sig over chokket over den højst mærkværdige omgivelse der var. Alt ved dette skreg jo af unormalitet.

Cassandra havde været udsat for endnu et af disse fantastiske nætter, hvor alt tankekontrol var gået i sort, og det dyriske for alvor havde overtaget hende. Lavet hende om til et bisk dyr med fråde om munden. Herligt. Cassandra havde været på vej væk, vidste at tiden var ved at indtræffe igen, som den gjorde det uforstyrret hver. evig. eneste. måned.
Noget var gået galt. Hun var ikke helt sikker på hvad, eller hvordan det kunne gå så meget i vasken! Hun havde altid styr på sin cyklus! altid!
Men natten var kommet for hurtigt. En dag før tid efter hendes beregninger, eller var det en almen skrivefejl i hendes kalender? Ikke destro mindre havde varulven ikke forladt Hogsmeade før fuldmånen stod klar og lysende på himlen.

Og nu. Morgenen efter. Befandt Cassandra sig intet andet sted end på et badeværelse, som ud fra første indskydelse, var total smadret til ukendelighed. Faktoren der vækkede hende, var det mindre springvand som kom op af vasken, og faldte ned over hendes ansigt som en prikken, som hun lå akavet udstrakt på gulvet. Herefter startede alle spørgsmålene, som hun løftede hovedet fra gulvet i forvirring og ikke mindst frygt for hvad fanden der havde været stærk eller snedig nok til at lukke et vilddyr herind! Hun selv var heller ikke kommet ud af det her uden skader. De obligatoriske rifter var som altid til stede, men hun havde fået en del flere blå mærker af forskellig størrelse efter stød og slag mod porcelæn.
Cassandra fik sig sat op i en mere behagelig stilling, selvom hendes krop ikke ligefrem brød sig synderlig meget om at blive flyttet på. Hånden blev ragt ud efter et let støvet håndklæde, er derefter blev børstet af, for at blive ført rundt om kroppen. Som altid, og ikke særlig uventet, var hun ikke så meget som en klud på kroppen.

[Deleted]

Sikke en nat. Og bestemt ikke en nat som Trevor ønskede at gå igennem igen. Nogensinde. Hvis han selv havde været herre over det, ville han mest af alt have undgået det hele. Den havde stået på absolut ingen søvn. Ingen afslappende tid foran det yderst velfungerende muggler-produkt kaldet en computer. Alle hans planer om at have huset for sig selv, var blevet ødelagt. I det mindste havde han været alene, da helvedet brød løs.

Med ét kom der atter liv i den unge fuser, der ellers havde siddet og sovet så sødt op ad døren til det ene af huset badeværelser. Til trods for den hektiske nat, havde det nu alligevel lykkes ham at få bare lidt søvn, da han tilsyneladende var faldet hen grundet ren og skær udmattelse. Hans hoved var slørret de første bar sekunder, hvor han forsøgte at samle sig. Han så fra side til side for at orientere sig. Han kunne hurtigt konstatere, at han uden tvivl ville have foretrukket sengen. Men hvem ville ikke det? Med noget beklagende lyde begyndte han sin kamp om at komme på benene igen. Hele hans krop var øm af en eller anden grund. Og flere steder sveg, som havde han rifter over det hele. Han var nødsaget til at støtte sig til, hvad end der var i nærheden, og som han endelig stod oprejst, gik hans strakt i gang med at både bøje ryggen tilbage og fumle med diverse skulderled indtil et eller anden sagde klik og satte tingene på plads. Derefter blev brillerne placeret korrekt på næseryggen.
Hvad fanden var det nu, der var sket? Han så lidt ned af sig selv, hvor han til stor ærgrelse fandt frem til utallige flænger i sit tøj. Hans stakkels T-shirt havde bestemt haft det værst. Den var flet ikke til at redde, sådan som den nærmest kun hang på hans overkrop i en tynd tråd. Han skulle lige netop til at løfte sin ene arm rundt i cirkel, da smerten virkelig svar igennem, og hans blik gled automatisk hen mod overarmen, som til hans overraskelse var tilsølet blod. Okay. Måske overdrev han. Men flængen var relativt dyb, og det så bestemt ikke godt ud. ”Hvad fanden…?” mumlede han for sig selv.
Der slog det ham. Hurtigere end meget andet drejede han kom på hælen og stirrede mod badeværelsesdøren. Alt form for døsighed var fjernet fra hans ansigt, og han gjorde sit bedste for ikke at trække vejret, så han kunne sætte sine ører på overarbejde. Ingenting. Han trådte tættere på og satte øret helt ind mod døren. Ingen knurren. Ingen forbandede hylende lyde. Ingenting. Ikke andet end svag rumstering. Meget langsomt rakte han sin ene hånd ned til låsen. Nøglen sad stadig i. Hvordan noget så alment som en trædør havde holdt et af disse behårede bæster på afstand, forekom han ufatteligt. Han hørte først lyden af nøglen blive drejet om, før han lagde mærke til, hvad i helvede han havde gang i. Og han nåede ikke at stoppe sig selv, før han i et hårdt ryk åbnede døren op. Og som alt han gjorde, fortrød han det øjeblikkeligt.
Det var tydeligt at se i Trevors ansigtsudtryk, at han havde forventet noget helt andet, end en nøgen - halvnøgen - kvinde. Han havde forventet noget større. Lidt mere behåret. Og noget med lidt flere tænder. Han syntes at være frosset i tiden. Han stod der bare. Stirrede på hende med åben mund. Hun så ikke helt ud til at være i bedre forvaltning end ham selv. Men inden længe fik han nu tvunget sig tilbage til virkeligheden.
”Shit! damn! Sorry!” Det var de eneste ord, han lige kunne tænkte på at sige, før han meget hurtigt fik smækket døren i igen og efterlod hende alene i det noget ødelagte badeværelse. ”For damn sake! Tag noget tøj på!” råbte han højt nok til at det ville trænge igennem døren. Det tog ham et par øjeblikke, før han forstod, hvad han lige netop havde sagt og tilføjede med det samme: ”Vasketøjskurven! Der burde være noget..”

//OOG: Jeg beklager virkelig, at jeg tog så lang tid om at få svaret. Dx//

[Deleted]

I døsig tilstand sad hun op af den kolde mur, et sted som ikke var blevet smadret, og lod verden lige så stille vende tilbage til hende. Håret var pjusket og sad utilregneligt ned over hendes ansigt og skuldre, som havde det været igennem en luftturbine. Langsomt begyndte tankerne for alvor at dukke op med hvor hun var. Det var ikke uvant for Cassandra at vågne op et ukendt sted, men det var aldrig rart at prøve, specielt ikke som det var et lukket rum.
Puslen udenfor døren fik de trætte øje med tydelige blå rander til at rette sig op og blive spærret en anelse mere op. Som forventet var der noget derude. Automatisk trak hun sig lidt mere sammen og så overraskende roligt og afventende på døren. Det var ikke svært at regne ud at den måtte være låst, specielt med synet på de dybe rifter og kratten der var blevet tilføjet trædøren i hendes desperat forsøg på at komme ud tidligere..

Låsen klikkede. Døren knirkede let inden den blev hevet op og de brune øjne hvilede på noget velkendt. Han stirrede på hende, hun stirrede tilbage, i et langt øjeblik, ude af stand til egentlig at finde ud af hvilke tanker som skulle få adgang nu over de andre.
Et forskrækket sæt gik igennem hende som døren igen blev smækket og det velkendte var forsvundet. Et svagt prustegrin forlod hende, og et smil opnåede at blive siddende. "Gerne, men jeg har ikke noget tøj!" råbte hun tilbage gennem døren. Sjovt som det altid var folks første reaktion når de så hende komme vandrende nøgen igennem skoven.
Lidt forvirret løftede hun et øjenbryn og begyndte at kigge rundt. En vasketøjskurv. En halvsmadret kurv var også synlig, og heldigvis så det meste af tøjet ud til at være intakt. I hvert fald ved første øjekast.
Med en træt bevægelse åbnede hun den op og begyndte at rode. Den nemme løsning blev naturligtvis også brugt, som en t-shirt blev hevet op og trukket over hendes hovede, hvorefter jagten på noget til underdelen begyndte. Efter en længere rodning fandt hun frem til et par for store jogginbukser, som blev taget på med lidt besvær grundet smerter og andre skavanker fra aftenen før. "Man skulle næsten tro at du aldrig havde set en nøgen kvinde før.." kom der højt nok fra hende til at det ville nå igennem, som hun baksede med at få håret væk fra ansigtet.
Med hånden på håndtaget gjorde hun sig klar til at møde virkelighedens verden igen, ved at trykke bestemt ned, åbne op og se ud. For derefter at stivne. "Oh shit..." det var Trevor. damn! Hvordan skulle hun snige sig udenom dette..

[Deleted]

”’Oh shit’?” Hvad fanden skulle det nu betyde? ”Så slem ser jeg squ da ikke ud..!” vrissede han forvirret. Men selvfølgelig kunne han ikke være helt sikker på, at det overhoved var sandt. Han kunne i princippet se allerhelveds ud. Han kunne have det værste blåøje, som verdenen havde set. Han havde ikke ligefrem haft muligheden for at se sig selv i et spejl her til morgen. Han tvivlede også lidt op at det nærmeste spejl overhoved var i takt. Ikke ud fra hvad han kunne skimme af badeværelset bag tøsen. Han trådte automatisk et skridt tilbage for at forstørre afstanden mellem dem. Både for hendes skyld, men også for hans egen. Han var ikke glad for at have en mangel på personlig plads.
”Ja. Så ser en del anderledes ud fra i nat.” Han tøvede ikke med at lade øjnene glide op og ned af hende med et undersøgende blik for til sidst at lande tilbage på hendes ansigt. Det føltes underligt akavet. Han havde lyst til at råbe ad hende for at nær have slået ham ihjel for blot nogle timer siden. Men hun virkede selv ude af det - i hvert fald ifølge hans fornemmelse - så det var svært. Han trådte så lidt mere til siden og dirigerede hende væk fra dør åbningen, så han selv kunne komme til. Han så som det første den anden side af døren og synet fik det helt til at løbe koldt ned ad ryggen. Bare lidt mere aggressivt kradseri og det der havde holdt ham fra en glubske ulv ville have været brudt. Hurtigt så han væk fra det og fokuserede mere på det der mest af alt lignede et bombet lokum. ”Holy sh-.. damn!” Godt nok var resten af huset heller ikke i den bedste tilstand, men i det mindste var det kun i form af væltede møbler og et par knuste tallerkner samt popcorn udover det hele. Badeværelset var ikke til at redde. Ikke for en som ham. Han kunne ikke bare svinge med sin stav og få det hele på plads igen som det var. Nej. Han ville være afhængig af diverse værktøjer for at få bare noget af det ordnet.
”Så…” Han så sig kort over skulderen i håb om, at hun stadig stod der og ikke var skredet ved den første chance. ”..varulv, huh? Sig ikke, at du rent faktisk var påvirket af den der… eliksir? Hvad hedder den nu?” Ordet ’eliksir’ lå stadig ubehageligt på tungen. Det var ikke en del af den normale hverdag for ham. ”Stormhateliksiren!” Der var det! Han trådte længere ind i badeværelset og fik hurtigt rettet opmærksomheden ned mod gulvet, da det plaskede under hans fødder. Oversvømmet. Selvfølgelig. Han priste sig lykkelig over at have bare tær. Intet værre end våde sokker, som hans far plejede at sige. ”Så damning typisk, at det her skulle ske for mig..” mumlede han irriteret for sig selv og sparkede til lidt af vandet på gulvet. I det mindste kunne han få slukket for vandet så det ikke stod op som et springvand.
”Nåh ja!” Med ét vendte han sin fulde fokus mod hans kvindelige selskab. ”Du burde vide mest om det her shit. Det er kun jeres bid, der overfører virusen, right? I mean: Det her ikke nok..” Han drejede sin overkrop en smule til siden for at fremvise flængen over hans ene overarm. ”..vel?” Det gjorde ondt. Det kunne han ikke komme uden om. Han havde bare ikke tid til at beklage sig meget over det. Og adrenalinen stilnede stadig lidt af smerten. ”For jeg har fandme ikke tid til at få ekstrem PMS hver måned.”

[Deleted]

Cassandra tog sig promte til hovedet med en træt mine. Hvorfor. Det havde lykkedes hende ganske perfekt at holde det skjult for folk hun kendte at hun havde en tendens til at smadret alt en gang om måneden. Hun havde ikke engang skænket forklaringsmuligheder og andre flugtplaner en større tanke, da hun naivt havde troet at ingen fandt ud af det. Ja, det var fortid nu.
Cassandra lagde let sine arme om sig selv og rømmede sig. "Yeah.. En anelse.." Cassandra plejede ikke at være akavet omkring folk, men det her var en situation hun ikke havde forberedt sig på og ærligt ikke vidste hvordan hun skulle komme ud af.. Lige nu var det bare at tage skraldet så roligt hun kunne. Hvor meget hun end havde lyst til at kravle under en sofa for aldrig at komme ud igen. Som hun gik væk fra Badeværelset og længere ud i gangen, øjnede hun sig også hurtigt et faldent møbel der kunne bruges til netop det formål. Men hun holdte sig i skinnet.
"Sorry..." hvad fanden skulle hun ellers sige? Hun havde ikke ligefrem haft den store kontrol over noget som helst.
Cassandra rystede træt på hovedet. "Stormhatteeliksir er dyrt og besværlig at lave.. Samt langt udenfor hvad jeg har råd til at give hver måned.." forklarede hun hurtigt som Trevor knurrede vidre. Forståeligt.
Cassandra bed sig i læben "oh.. øhm" Cassandra huskede aldrig at have overfaldet nogen før, men selvfølgelig havde hun læst op på hvor potentielt farlig hun kunne være hvis hun fik fat. "Kun bidet, så vidt jeg er orienteret.. Der er få tilfælde af at den skadede får tendenser til mere rødt kød eksempelvis.. Men jeg tror ikke du skal frygte andet end du ved.. såret.." hun følte sig så ubeskrivelig lille lige nu. Selvfølgelig skulle Trevor ikke frygte såret, andet end at det kom til at irritere ham den næste tid og naturligvis gjorde ondt. Generelt var det svært for hende at forstå at hun havde gjort det her! "Jeg er virkelig ked af det.. Jeg ved ikke hvad der er sket eller hvorfor jeg er her.. jeg plejer altid at være i en skov langt væk fra alt, når det.. når det sker.."

[Deleted]

”Virkelig?” Trevor løftede et øjenbryn i hendes retning. Han havde aldrig rigtig sat sig ind i varulve, eller hvordan de levede deres daglige liv. Det havde trods alt ikke været et større problem for ham - før den her aften, hvor han så havde håndteret situationen meget uerfarent - og han var ikke blevet tvunget til at have om det i skolen. Hans undervisning havde bestået mere af ligninger og analyse rapporter. Det eneste han vidste om varulve, var at det basiske. Som at de faktisk fandtes og alt sådan noget. ”Jeg kan forstå, at den må være dyr, hvis den er et helvede at brygge, men med det varulveproblem som ministeret har for hånde, burde de da fandme tænke op en plan om at uddele eliksiren ud til jer..” Jer som i en hentydning til alle varulve samt denne kvinde. ”Hvis ikke gratis så i det mindste giv en smule rabat.” brummede han som om det var det eneste logiske at gøre, og at han ikke forstod, at det ikke allerede var gjort. Ikke at han havde nogen stærk mening om det. Overhoved. Han forholdte sig helst ret passiv. På side linjen, om man ville. ”Bare så det her lort ikke sker igen.” Han lavede en gestus ud igennem det hyggelige hus. En bevægelse han nok godt kunne have levet livet uden, da det med ét smertede i kroppen. Også selvom han ikke en gang brugte den skadede højre arm. Han mistænkte nu også at han havde et par indre skader bestående af ømme muskler og et par kommende blåmærker, hvilket kunne forklare det. ”Arh.. damn.. shit…”
Det var skam også noget af en lettelse, da hun fortalte ham, hvad hun ville. Nogenlunde. Han behøvede ikke en forstærket lyst til kød, men det vigtigste var, at han ikke var dømt til et liv med en større chance for lopper. Og langt mere kropshår. Han havde nok i at bekæmpe skægget, der nærmest kunne barberes hver eneste morgen for at undgå fuldskæg. ”Det er da altid noget. Så er der bare tilbage at krydse fingre for at nogle på Skt. Mungos kan fikse det sådan, at det ikke efterlader ar.” Han havde nok kropsafmærkninger i de permanente sugemærker. ”Hør her. Shh.” Han lod hende næsten ikke undskylde færdigt, før han afbrød hende og holdt en finger op foran hende. Et kort øjeblik fremmanede der sig atter den kendte rynke af hovedpine, mens stilheden lagde sig over dem i de samme få sekunder. ”Jeg er - for at være ærlig - ligeglad med, hvordan hun er endt her. Jeg er ikke en goddamn muggle, der ikke forstår sig på de forskellige fast-travel solutions. Nej, lige nu.. er det ikke det vigtige her.” Han drejede omkring på ny og traskede igennem oversvømmelsen i badeværelset. Han fandt hurtigt et håndklæde, der ikke var fuldkommen gennemblødt, før han traskede ud igen. Viftede lidt med hånden for at få hende væk fra døren, hvorefter han lukkede den i og lagde håndklædet - tætpakket - op mod dørens nederste kant for at stoppe så meget vand som muligt i at sive ud. Det var det bedste han kunne gøre lige nu, før en eller anden kunne komme og ordne katastrofen.
”Hvem er du egentlig?” spurgte han pludselig med en overraskende frisk stemme, inden hen vendte fronten mod hende. ”Ikke kun for, at jeg kan informere registreringen, men det ville være rart at have et navn på den fremmede i ens hjem.” Han genkendte hende ikke. Det var tydeligt. Det havde nu også været en god håndfuld år siden, de sidst havde set noget til hinanden.