Måske vi bør tale sammen?

[Yuri Faa]

Hvis ikke havde han mistet et familiemedlem så havde han mistet noget andet. Men ikke noget han ville uddybe, og hun kunne faktisk godt forstå ham. Det var hårdt at tale om, men hvis han ville have at hun åbnede op så måtte hun ko fortælle det ikke? Hvis han ville have at hun var som hun var før, så måtte han jo få af vide hvad hun havde været igennem. “Det har jeg… min mor døde for nogle måneder siden” hun hvade lyst til at lægge armene omkring sig selv, men hun gjorde det ikke. Det ville bare lukke for hendes kropssprog og gøre at hun ikke havde lyst til at snakke om det. Men hvad nu hvis det i virkeligheden var det hun havde brug for? Hun havde aldrig snakket med nogen om det, måske hun bare skulle snakke om det for at finde sit gamle jeg frem igen?

“Hvis jeg har været en idiot så beklager jeg Mason, der haf bare været noget andet der har rodet i mit hovede…” kommenterede hun. Det havde aldrig været hendes mening a være irriterende eller ikke at ville have lyttet. Det var slet ikke hendes mening blot at være en bitch og tænke på sig selv. Det var jo ikke sådan hun var som person. Hun var altid åben, genert ja men ikke nær så meget som hendes storesøster. 
som han rørte hende sendte det en gnist igennem hende men hun løftede da blikket og kiggede på ham. Hans blide størg af håret om bag hendes øre fik hende til at smile, og så med et så kyssede han hende, bare sådan uden videre! Hvilket straks fik hende til at rødme. Men hun fjernede ikke sine læber fra hans. Hun var selv flov da han fjernede sig fra hendes læber og hun måtte da også kigge væk. Hendes kinder var knald røde hun havde ikke forventet at han bare sådan kyssede hende. Sidst de havde kysset var det hende der havde kysset ham af to omgange. Dette her var åbenbart noget andet.

[Mason Perez]

Det kom ikke rigtig bag på Mason, da Yuri fortalte at hun havde mistet sin mor. At de var så kort tid siden gjorde ham dog trist og han trak hende ind til sig, for at prøve at trøste hende eller hvert fald give hende omsorg. ”Det gør mig ondt Yuri. Var hun syg? Eller var det pludseligt?” Han vidste præcis hvordan det var at miste om end det ikke lige var familie, så havde han oplevet denne uretfærdige del af livet.

Han så ned på hendes efter deres kys og smilede lidt over hvor rød hun var blevet i ansigtet. ”Hvis du har været en idiot?” Det lød ikke helt oprigtigt for Mason, men måske hun bare ikke kunne bedre. Måske det var alt undskyldning man fik af hende?

Frustrationen over den manglende mulighed for at tænde sig smøg gjorde ham lettere irritabel, men han prøvede at holde det i skak ved at fokusere på Yuri. Derfor lænede han sig også ind imod hende og tog endnu et grådigt kys. Denne gang dybere, mere intimt og måske lidt mere grænseoverskridende, hvis ikke man var vant til den slags.

[Yuri Faa]

Hun kiggede på ha: og måtte bide sig lidt i læben. “Hun var syg, men jeg vidste det ikke. Det var noget mine forældre holdte hemmeligt” hun ærgrede sig over ikke at have sin mor mere, og hun ærgrede sig over ikke at få noget at vide, men hvad skulle hun høre ved det nu? Hun kunne ikke gå og være sur over det. Det var bare sådan livet det forgik. Hvis hendes forældre ikke ville sige noget så havde det jo nok ikke været vigtigt havde det?

“Du ved hvad jeg mener” der var ingen grund til at stå ved hun havde været en idiot, for det vidste hun allerede at hun havde været. Hvorfor vade i det når der alligvel ikke kunne gøres noget ved det?
hans læber blev forenet med hendes igen, og hvis hun ikke allerede havde røde kinder så blev de det i hvert fald nu. Dog brød hun ikke læbernes forening og hun fortrød ikke at han havde kysset hende. Det var rart, noget hun faktisk havde tænkt lidt over at det var ham der skulle tage skridtet og ikke hende. Da hun trængte til luft brød hun kysset og kiggede overrasket på ham med sine Rosa røde kinder. “Hvad skulle det til for?” Spurgte hun en anelse genert og prøvede at kigge væk, men hendes fokus blev ved med at vende tilbage gil Mason,

[Mason Perez]

Mason rynkede på brynene. Det kunne ikke være rart at få holdt sådan noget hemmeligt. Så kunne hun umuligt have fulgt med i forløbets gang. "Det gør mig ondt." Kom det fra ham, før han så ned i jorden, tøvede lidt og så på hende igen. "Hvis det er muligt, og hvis du har lyst, så kan det være utroligt lindrende at tage ud til hendes gravsten og bare snakke med hende. Jeg ved godt der ikke vil være nogen til at svare, men det giver alligevel en form for forløsning." - "Det kan det gør, hvert fald." Tilføjede han så. Det var tydeligt at høre at denne snak ikke var fremmed for ham. og man kunne også mærke et sørgmodigt slør, der havde lagt sig over ham. Ikke at det var noget han ønskede at kommentere på, det var ikke hans tab de skulle snakke om lige nu. 

Han så på hende, lagde hovedet lidt på skrå og skulle til at sige noget, men besluttede sig så for at lade være og rystede derfor bare på hovedet for så at ignorere, hvad end det var. 
Det var da også glemt efter kysset, særligt fordi det virkede til at hun blev sur eller forlegen eller?? han vidste det ikke rigtig. "Jeg havde brug for afledning" fortalte han så, som var det det mest naturlige i verden.

[Yuri Faa]

Hun kiggede på ham og trak en smule på skuldrende. Hvis det stod til hende ville hun gerne have været en del af det, men det var ikke sådan livet skulle være. Hun bed sig en smule i læben. “Det er okey, jeg snag til begravelsen. Det var en forløsning” kom det fra hende og tænkte lidt over det. Hun håbede at det var hvad familien ønskede men hun vidste det ikke. Først regnede hun med at det ville hjælpe folk og hende selv. Dog var hun langt fra sikker, da savnet stadig sad i hende. 

“Måske jeg skulle aflede dig lidt mere” hun trådte et skridt tættere på ham, lagde en hånd på hans brystkasse og lænede sig ind imod ham for at kysse ham dybt og inderligt. Hun lod sin tunge finde hans og legede med den i et stykke tid inden hun brød kysset for at få luft. “Skal vi finde noget ild til dig, så du kan få den smøg?” Spurgte hun tydeligt flov med sine Rosa røde kinder og lagde blikket vandre hen imod udgangen af banen.

[Mason Perez]

Det mærkelige ved Yuri var, at hver gang Mason troede at han havde gennemskuet hvem hun var, så tog hen et skarpt sving og viste sig som en helt anden. På mange måder var det virkelig frustrerende. Han ville bare gerne have den søde pige han havde set, samt have en han kunne regne med, men omvendt ville han heller ikke af med hende. Så han måtte jo se hvor de nåede hen.

Som hun kyssede ham lagde han armen omkring hende og lod sin ene hånd finde hvile mod hendes bagdel. Det var hvert fald noget han godt kunne lide. Kysset blev langt og dybtfølt, hvilket virkede lækkert om end lidt for meget, men han var nok også bare kræsen. Han kyssede hende længe og nød det, men måtte indrømme for sig selv, at det føltes lidt forkert da hun så trak sig og foreslog at finde noget ild. Det var bare... ikke rigtig. "Jeg troede ikke du brød dig om at jeg røg?"  Hvorfor havde hun bare sådan skiftet mening?

[Yuri Faa]

Ja hun ændrede sig, men hun vidste heller ikke hvilket ben hun skulle stå på når det kom til Mason. Han var aå pæn og han kunne sikkert finde det der var bedre. Alligvel havde han kysset hende og sagt hun var smuk, så skulle hun vel også lære at lytte ikke? Nogen gange havde hun bare svært ved at se det store billed frem for noget andet.

Hans hænder på hendes bagdel fik hende næsten til at stoppe, men bed det i sig. Det var vel bare sådan Mason var?  Var hun klar til at gå ned ad den vej? Eller skulle hun vifte hænderne væk? Alligvel lod hun dem være og kyssede ham videre. Først da kysset var brudt kiggede hun en smule væk fra ham. “Det gør jeg heller ikke, men det er sådan det nu altså er, og det må jeg vel leve med?” Det var ikke ment som et spørgsmål men det var nu altså sådan det var kommet ud. “Med mindre du slet ikke vil ryge nu?” Hun drejede hovedet og kiggede ham ind i øjnene.

[Mason Perez]

Mason fnøs kort og rystede på hovedet. "Selvfølgelig har jeg brug for at ryge. Vi har lige snakket om døden og tab og.." Han rystede på hovedet endnu engang og så væk. Han var egentlig ikke interesseret i at snakke om det. Det måtte forblive i hans tanker.

Yuri virkede flink nok nu, men Mason kunne bare også mærke at han havde brug for tid. Han kunne ikke bare tilgive hende det hun havde gjort, men han var dog ikke sur på hende længere. Han havde bare et behov for også at mærke at hun faktisk var reel i sine ord og mente hvad hun sagde. Han havde brug for bare at mærke hende, ikke en sur strigle og heller ikke en der ville bøje sig for hans dårlige vaner. Nej det skulle være en der vidste hvem hun var. "Yuri jeg.. " Begyndte han så lidt "Du er virkelig sød, men jeg kan ikke bare være glad sammen med dig og lade som om intet er sket. Du skal være velkommen til at gå med mig tilbage til værelset, men jeg har brug for ro til at ryge. Mine tanker er... Steder de ikke holder til for længe af gangen."

[Yuri Faa]

Hun nikkede lidt og kunne godt forstå ham, hun kunne egentlig også godt tåle at banke til en bold af en smasher, eller noget andet. “Jeg forstår” svarede hun og kiggede på ham med et mindre smil. Hun håbede ikke at han var et sted han ikke ville være, eller tænkte på noget han ikke skulle tænke på. Men når alt kom til alt så håbede hun at han ville få det bedre med sig selv.

Hun stirrede på ham og af entrede hvad han ville have hende til, hun vidste ikke hvad han ville, men svaret kom kort tid efter. “Åh, jamen så synes jeg du skal gå. Du ved hvor du kan finde mig” svarede hun og vendte sig om for at gå imod tilskuerpladserne. Hun ville hellere ikke forstyrre ham hvis han ville være alene. Det var nok bedst sådan når alt kom til alt.

[Mason Perez]

Det føltes rart at hun faktisk forstod ham. At der ikke var kold luft imellem dem, alligevel måtte han lige holde, da hun uden videre blot tog afsked med ham og vendte om. Det blev alligevel lidt for meget af det gode for Mason. "Vent!"  Lød det fra ham og indhentede hende i hurtige skridt. Her afskar han hende vejen og så ned på hende. "Må jeg i det mindste får et sidste kys inden du går?" Det var måske nok ham der havde sendt hende væk, men han kunne ikke bare skilles fra hende så let. "Må jeg invitere dig ud? på fredag? kl 19"

[Yuri Faa]

Som hendes tanker gik på at slå den nærmeste smasher mente Mason at hun skulle stoppe. Hvilket hun først gjorde da han kom op foran hende. Hun stirrede på ham og løftede et øjenbryn da han ville have et sidste kys. “Virkelig?” Spurgte hun i en mild tone og kiggede på ham hvor hans næste ord kom frem. “Fredag kl 19, det er en aftale” hun lænede sig ind imod ham og kyssede ham på begge kinder inden hende slæber fandt frem til hans som hun kyssede. Hun slap det og kiggede på ham. “Mød mig uden foran kollegieværelserne, jeg vil nødig se din søster igen efter vores sammenstød” hun vidste at hun måske trådte forkert nu. Men hvis hun kunne samle noget tøj sammen og måske bo hos Ever Goldstein et stykke tid, så ville hun gøre det!

[Mason Perez]

Måske var der alligevel håb for dem. Han ville hvert fald give det et forsøg besluttede han. Han smilede over de kys hun gav ham, og gengældte dem selvfølgelig før han så så på hende. "Fedt, vi ses der prinsesse."et sidste kys blev givet, før han så vendte om. Han måtte virkelig finde noget ild nu!

- Afsluttet