Måske vi bør tale sammen?

[Mason Perez]

Tråd til Yuri Faa
Juli -2058

Det var nogle dage siden at Mason havde overhørt Yuri råbe de værste former for skældsord efter sin søster. Det havde været svært for ham at acceptere, også oveni hvordan Yuri havde behandlet ham, men han kunne alligevel ikke få pigen ud af hovedet. Hun måtte have det elendigt med sig selv. Det var slet ikke den pige han i sin tid havde forelsket sig i, så hvad kunne være slået fejl? Hun var så fordomsfuld og selvbeskyttende, at Mason var i tvivl om, om hun nogensinde sænkede paraderne. 

Det havde han besluttet sig for at finde ud af, og af samme årsag var han gået ud for at lede efter hende. Næsten som forventet fandt han hende på quidditchbanen. tilflugtsstedet hun virkede til altid at søge mod, når hun blev ked af det. Han nærmede sig forsigtigt og stoppede op lidt fra hende. "Må jeg komme tættere på, eller er der fare for at blive banket ned af an smasher?" spurgte han forsigtigt i håbet om at få hende til at smile lidt.

[Yuri Faa]

Outfit

Det var nogle dage siden sidst hun havde set eller hørt noget fra Mason og Susan Perez hun orkede ikke at se på Susan. Ej hellere at bo på værelse med hende. Faktisk havde hun helt overvejet at droppe uddannelsen og quidditch for at blive housewife præcis som Simon havde ønsket af hende. Det var vidst det eneste hun kunne finde ud af. Ikke nok med at hun havde sagt skældsord som aldrig forlod hendes mund. Hun sukkede lidt som hun sad på græsset i sit blå habbit og hev totter op. Hun savnede ikke engang selskab hun ille bare være alene.

alligevel hørte hun Masons ord og hun kiggede kort op på ham. Hun satte bene op for at skubbe dem ind under sig og ligge hagen på knæene. “Sæt dig bare” hun var ikke glad, men heller ikke vred, det var en neutral tone der kom fra hende og hun drejede hovedet for at kigge væk fra ham. Hvad ville han overhovedet? Ved at kalde Susan mudderblod havde hun sagt præcis det samme om ham, og det var et ord hun aldrig brugte. Men hendes vrede havde bare hobet sig op i en længere periode og så var det slået klik for hende.

[Mason Perez]

Mason gik hen ved siden af Yuri og så op imod himlen efter at have sendt hende et lille smil. "Vil du tale om det?" Spurgte han roligt og var bevidst meget åben i sit spørgsmål. Han ville for det første ikke nævne situationen med sin søster direkte, men han ville også gerne give hende mulighed for, at hun kunne lufte andre ting, hvis der var mere hun brændte inde med og måske havde brug for en skulder at læsse af på. Det var lidt han tanke omkring hende hvert fald. at ting var vokset hende over hovedet og at hun var faret vild i sin vej gennem dem. 
Forsigtigt rykkede han på sin hånd, så den kom til at ligge let over hendes. "Du skal ikke føle dig presset, jeg forsøger bare at forstå."

[Yuri Faa]

Yuri forsøgte at gemme sig bag sine ben men lige meget hvor meget hun skubbede benene væk under sig forsvandt Mason ikke, og det var vel præcis det samme. “Hvad er der at snakke om?” Spurgte hun stadig neutralt og begyndte at hive små græstotter af igen. Hun kiggede ikke på Mason formgjorde hun det ville hun sikkert begynde at græde. Der var mange ting der bare havde gået hende på nerverne det sidste stykke tid, og til,sidst var det hele kommet op til overfladen. Det havde måske været en lille ting for verden, men for Yuri havde det været en stor ting. Hvorfor skulle et andet menneske vælge at bruge andres senge til sådan en naturlig ting? Kunne man ikke bare bruge sin egen? “Hvad vil du gerne forstå Mason?” Hun drejede hovedet en smule for at skimte ham ud af øjenkrogen, men hun drejede aldrig helt for at kigge helt på ham. Selvom hendes stemme var neutral var der en anelse tristhed at spore i hendes stemme.

[Mason Perez]

Mason rykkede sig lidt nærmere, så der kun var millimeter imellem dem, og skævede så til hende, mest for lige at tjekke om det var okay, at han nu sad så tæt på. "Vi kunne snakke om, hvorfor du virker så... trist. vi kunne snakke om at jeg ikke længere kan finde den smukke glade pige jeg så i dine øjne første gang jeg talte til dig."  Igen så han frem for sig, tøvede lidt og løftede så armen, så hun ville kunne krybe ind til ham, hvis hun havde lyst. Der var ingen tvang. Han håbede virkelig bare på at kunne hjælpe hende lidt og trøste hende, for lige nu gik hun totalt i sort. 

Han strøg hende forsigtigt og blidt over håret og kiggede nærmere på hende. "Du er ikke en person, som normalt ville bruge ord som Mudderblod. Jeg forstår ikke. Ligesom du har virket til at gøre alt for at skubbe mig væk. fortalt hvor forkert jeg var og antaget ting. og alt imens har jeg set, hvordan din glæde er blevet slukket. Du virkede så sød og kærlig da jeg så dig første gang. Du var smuk som en prinsesse og jeg håbede på at jeg kunne få lov at snakke med dig. Fordi du var sådan et kærligt væsen. Men hvor er den glæde nu?" Han så næsten bekymret på hende. Der var et eller andet galt, det var han sikker på. Hun var bare så pokkers lukket.

[Yuri Faa]

Som han snakkede drejede hun for første gang hovedet helt og så ordentligt på ham. Ja hun så trist ud og slet ikke den samme som hun plejede at være. Stadig sad hun og hev små totter op af græsplænen alt imens hun blot kiggede på ham. “Meget er sket sådan da Mason. Måske jeg bare ikke skal,være den glade pige længere” kom det fra hende og drejede hovedet væk fra ahm igen. Selvom han nærmest havde bredt armene ud for at hun skulle søge ind i dem, gjorde hun alt for ikke at gøre det. Det brændte inde i hende for at få noget nærvær men kunne det betale sig hvis hun ikke ville gå på skolen længere? 

som han nævnte ordet mudderblod fik hun det blot mere dårligt med sig selv, men han havde ret. “Du har ret, jeg bruger ikke de ord. Jeg er ikke fantatiker som din søster går og tror. Men gnisten er væk. Hvorfor skulle jeg gå her hvis jeg ikke føler mig tilpas? Hvorfor skulle jeg gide at åbne mig op for en der alligvel ville forsvinde fra mig i sidste ende. Jeg er ikke den samme længere, jeg er måske bare den pige der skal sige ja tak og amen til alle og en hver og blive gift hurtigst muligt…” hun lod det hænge lidt i luften som om det var gift inden hun drejede hovedet og så på ham igen. “Hvorfor skulle jeg ikke skubbe dig væk? Hvad skulle jeg ellers gøre for ikke at blive såret?” Hun tænkte på Haru Faa der var blevet såret af Ever Goldstein hun tænkte på alle de gange hendes forældre havde prøvet at opdrage hende og hendes bror. Men alligvel tænkte hun mest på hende selv. “Hvad skulle der komme ud af at tage en uddannelse hvis jeg alligvel skal giftes bort med en fuldblods magiker og jeg ikke kan vælge mit eget liv?” Hun sukkede svagt og kiggede nu ned i græsset, også selvom hun mest havde lyst til at søge ind i hans favn

[Mason Perez]

Mason var stille og lod hende bare snakke. Det gjorde ondt at høre hendes ord og høre hvor nedbrudt hun var. Men lod hende sige det hele og stoppede hende ikke. Det var sikkert godt at får luftet ud. Da hun så var færdig tav han og lod armen falde, når ikke hun havde villet ind til ham. "Nej du har ret. Hvad er der at kæmpe for? Det er ligesom en quidditchkamp. Hvad nytter det at kæmpe om point, hvis modstanderens hold alligevel har en bedre søger og dermed større chance for at fange lynet."  Han kiggede op imod de 3 gyldne målringe for enden af banen. "Hvem ville gide spille en quidditchkamp, når ikke man er sikker på at fange lynet?"

Han kendte hende ikke godt, men han havde dog bidt mærke i at hun ofte søgte imod quidditchbanen, når hun blev ked af det, så det måtte være et sats at hun kunne lide sporten. "hmm... Som Jeg kender quidditch, så har hver hold to baskere, som har til opgave at skyde smasherne væk. Det gør dem ikke det onde eller lede personer. De beskytter vel bare sig selv og deres holdkammerater. Hvis de sænkede paraderne, så ville det måske gå galt..." Okay, den fik han ikke ramt så godt, kunne han mærke. Det fik ham hurtig til at rømme sig og tilføje en lille krølle. "Men altså, ikke alle alle bolde er smashere. Hvis baskeren bliver for opmærksom på ikke at at komme til skade, kommer han måske til at skyde alle bolde væk og ikke kun smasherne, og så vil holdet aldrig score og dermed vil du aldrig vinde." Han sukkede kort og skævede til hende. Forsigtigt lagde han sin hånd over hendes. "Livet vil give dig knops, det slipper du ikke for. Men har du et quidditchhold bag dig, så skal de nok samle dig op, når du falder af kosten. Siger du ja tak og amen til alle, så vælger du også aldrig at flyve op og deltage i kampen."

[Yuri Faa]

Hun lyttede til ham som han brugte sin quidditch reference. Til sidst drejede hun hovedet og kiggede på ham. Et svagt smil kunne anes på,hendes læber. Hvad havde hun gjort for at være så dårlig stillet i øjnene hos Susan? Hvad havde hun gjort for at være dårligt stillet i forhold til Mason? Hvorfor skulle hun overhovedet prøve at indlede noget når det alligevel gik galt hver gang? 

et suk kom over hendes læber som han havde snakket færdig. Han havde måske ret, men var det sådan hun skulle se på det? “Jeg ved ikke Mason. Du har ret på mange punkter.. men…” hun bed sig lidt i læben og drejede hovedet væk fra ham. “Hvorfor skulle jeg gøre et forsøg? Hvad får jeg ud af det?” spurgte hun og kiggede hen på ham igen. Hun lagde benene ned i græsset og lænede sig tilbage for at kigge op på den solbeklædte himmel. “Forstår du det ikke Mason? Hvorfor skulle jeg være her hvis jeg kun er til besvær? Jeg såre dig åbenbart hver gang vi snakker sammen. Din søster kommer med rascistikse udtalelser, og så vil hun lave ting i min seng jeg ikke enegang selv har gjort. Jeg fik nok af hende…” hun kunne mærke tårerne presse på men hun ville ikke græde.

[Mason Perez]

Mason fnøs og rystede list på hovedet, før han så indgående på hende. "Hvad får du ud af at lade være? Er universitetet virkelig så skidt, at du hellere vil hjem og lege Hausfrau?" Han tøvede kort og stak så hånden i lommen for kort efter at trække en pakke smøger op, som han sad med i hænderne uden at gøre mere. Hvert fald for nu. "Jeg siger ikke du skal gøre et forsøg, Det bestemmer du helt selv. Jeg siger bare til dig; Du vinder ingen kampe, hvis ikke du spiller spillet."  Han åbnede pakken med smøger og bankede roligt en ud. Nej, det var nok ikke synderligt smart at sætte sig til at ryge lige ved siden af hende, men han havde altså brug for det. 

Hun forstod virkelig at sætte sig i centrum af hele verden. Det var næsten imponerende i sig selv. Gad vide om der overhovedet var plads til andre i hendes lille kongerige? Eller om hun havde smidt alle på porten. "Du kunne jo lade være med at være til besvær, eller du kunne også stoppe med at se alt så negativt. og må jeg så gerne lige sige, at du hvert fald ikke får lov til at bestemme om jeg synes du er til besvær." Det gjorde han nu ikke. Måske lidt selvcentreret og egositisk, lidt dramatisk også, men god nok på bunden. Det havde han jo set. Han ville bare ikke bære hende på hænder og fødder.
Han satte smøgen op til læberne og roddede nu rundt i lommen efter noget ild. "Du sårer mig kun fordi du ikke lytter og ikke ser mig for hvad jeg er." kommenterede han og ledte videre i en ny lomme. Hvor fanden var hans lighter? "Du kaldte min søster mudderblod og alligevel giver du hende skylden for sine udtagelser? og ja so what med sengen. Nej det var ikke fedt, men sengetøjet kan vasket og helt ærligt, tror du ikke andre har gjort det før det blev din seng? Men du ville måske gerne bare selv indvie den?" Hånden søgte ned i bukselommen. Tom.... Det begyndte at genere ham og og han ene ben begyndte at tappe uroligt jo mere tid der gik. "Men hvis stedet virkelig er så elendigt, så forstår jeg omvendt ikke hvorfor du sidder her og græder snot over det? Hvorfor blive? Hvis du ikke mener du får noget ud af det og bare spilder din tid, så..." Den anden bukselomme var også tom. Han sukkede frustreret og kørte fingrene gennem håret. "Jeg ved ikke Yuri, det er dit valg. Jeg siger bare, lad være med at give op, hvis du gerne vil det her."

[Yuri Faa]

Som hun lå der og kiggede op på himlen måtte hun trække lidt sammen i øjnene for ikke at få den væreste sol i hovedet. Langsomt lukkede hun øjnene og nød varmen. Den var i det mindste som den plejede at være. Intet var forandret der ikke som hun var forandret. “Hvorfor ikke Mason? Hvem skulle forhindre mig i det?” Kommenterede hun. Det var vel bedre at være hausfrau end at gå her og blive nedgjort hele tiden. Det var jo der det var kommet til, at blive nedgjort og gjort til grin. Hun drejede hovedet og åbnede øjnene for st kigge på ham. Hun sagde ikke noget til ham lå bare og lyttede.

selv da han ledte efter sine smøger sagde hun ingen ting. Hun lyttede blot på det han havde at sige. Selvom det var en lang talestrøm gjord ehun ikke noget format ændre på det. Hun lyttede blot sagde ingen ting. Ikke før han var færdig med at tale og roede i sine lommer. “Det var hende der var racistisk og jeg har endda boet i England hele mig liv og blevet født her. Ja min far kommer fra Japan men det giver hende da ikke ret til at sige sådan noget gør det? Det giver heller ikke mig ret til at sige mudderblod. Men løbet var kørt for mig. Jeg var vred og såret…”  hun stirrede på ham og satte sig opsigen for st ligge sine ben i skrædderstilling inden hun fortsatte. “Du siger jeg ikke skal give op, men det er alt det skriger i mig for at jeg skal gøre det. Glemme skolen, glemme dig og mest af alt glemme alt om det jeg elsker nemlig quidditch som min storesøster” hunntrak lidt på skuldrende og kiggede på,ham efterfølgende af et mindre suk.

[Mason Perez]

"Dig selv?"  han kunne slet ikke forstå hende. Forventede hun helt ærligt at folk ville kaste sig på deres grædende knæ og tigge hende om at blive. Well det blev hvert fald ikke ham. Jo helt sikkert håbede han da på at hun blev, men det skulle ikke være for hans skyld. Den ville han ikke have på sine skuldre. "Du svarede mig ikke på mit spørgsmål." konkluderede han så bare, og rejste sig op. Han skævede imod skolen. Han havde helt sikkert glemt sin lighter på værelset. Typisk!

Han begyndte at småtrippe på fødderne, og havde virkelig svært ved at finde ro i kroppen. Han prøvede dog virkelig at tage det roligt, men det var svært. "Ja fint men hvis jeg smider en besværgelse på dig, gør det vel ikke dig mindre idiotisk hvis du vælger at begå samme dumhed mod mig?" Okay, det lød langt fra lige så godt som det havde gjort i hans hoved, men for fanden han manglede ild og hun var bare besværlig! "Gør hvad du vil Yuri, men lad det være dit valg. Du skal ikke gøre dig til offer i en fiktiv fortælling, når du kan være en prinsesse i den virkelige verden. Hvad drømmer du om?" Spurgte han så og kløede sig på låret, mens han lidt fraværende på ny kom den slukkede smøg i munden, og lidt efter pillede den ud, da han igen blev gjort opmærksom på at den ikke var tændt. Et dybt suk forlod ham. Han måtte tilbage til værelset.

[Yuri Faa]

Hun kiggede på ham og kunne godt se og mærke på ham han manglede noget. “Mig selv?” Kom det mere som en konstatering end noget andet. Hun satte sig ordentlig op og drejede sig for at kigge ordentligt på ham. Hun smilte svagt til ham. “Måske har andre brugt min seng, men jeg har ikke brugt den selv. Jeg har ikke brugt den med nogen og kommer nok heller ikke til det hvis jeg bliver ved med at være sådan her“ hun sukkede svagt og kiggede på ham igen. “Undskyld hvis jeg er en idiot Mason”

“Jeg er ikke dum nok til at kaste en besværgelse på dog Mason, jeg synes du er sød. Nok mere end du synes om mig jeg er bare vanskelig men det er vel også okey?” Hun rejste sig op og børstede det væreste græs af tøjet som hun havde siddet og hevet op fra jorden. “Du vil gerne gå ikke?” Spurgte hun roligt og kiggede forsigtigt på ham. “Hvad jeg drømmer om? Jeg drømmer om at blive quidditch spiller nu du spørg” hun trippede en smule på fødderne og vidste ikke helt om hun skulle gå eller om hun skulle blive.

[Mason Perez]

Mason måtte bide sig lidt i kinden for at kvæle et grin. "Du.. vil måske gerne selv indvie den?" Drillede han lidt og skubbede let til hende med den ene skulder. Han skulle da gerne hjælpe til, hvis altså hun fandt den gamle elskværdige Yuri frem igen. "Bare vær dig selv Yuri. Det klæder dig meget bedre." han sendte hende et lille smil, men sagde intet til hendes lille undskyldning. skulle han være ærlig følte han ikke helt den var passende, men han var også lidt små irrteret. Han stod og dappede lidt til smøgen med sin tommelfinger og sank igen og igen. Hvor var hans lighter? Måske han kunne huske det og så ville den være hurtigere at finde?

"Du har ikke fået mig til at føle mig sød, sådan som du har snakket, men det er okay. jeg bærer ikke nag. bare.. prøv at lytte lidt mere end antage, og må jeg så få lov at se den smukke prinsesse igen, som jeg faldt for end dag for længe siden?" Han sendte hende et smil, og endte med fortabt at sætte smøgen bag øret. "Nej, det er netop problemet. JEg har ikke lyst til at gå før jeg ved du er okay, men.. jeg har glemt min lighter. Jeg... Ryger for meget mener du men.. argh pokkers hvordan kunne jeg glemme den?"

[Yuri Faa]

Et svagt smil kunne anes på hendes læber efterfulgt af nogle røde kinder. “Ja hvorfor ikke? Hellere mig end andre” kommenterede hun og prøvede at kigge væk for at dække for sine røde kinder. Hun ville ikke helt kigge på ham, hun var en anelse flov når det kom til stykket. “Jeg prøver på at være mig selv….. Mason? Har du nogen sinde mistet et familie medlem?” Han virkede så ung og han havde nok begge sine forældre og begge sine bedsteforældre. Så hvordan skulle han have oplevet at miste nogen andre end en kærlighed fra da han var yngre?

“Faldt for mig? Det vil sige at du rent faktisk kan lide mig?” Spurgte hun en anelse usikkert og blev en anelse mere flov men drejede hovedet for at kigge på ham. Hendes kinder var knald røde af flovhed og hun ville bare gerne føle sig tilpas i hans selvskab, men hvordan kunne hun glemme at hun havde kaldt ham mudderblod? Det var ikke sådan noget man lige kunne glemme helt med det samme. Faktisk fortrød hun inderligt at det ord nogen sinde var kommet ud af hendes mund. “Jeg kan da godt gå med dig? Også selvom du ryger fir meget og det er usundt?” Sagde hun stille og var klar til st gå men måtte hellere vente til han sagde god for det.

[Mason Perez]

Det virkede endelig til, at Yuri begyndte at lysne op igang og finde vej ind til sit glade sind. Det glædede ham, og han fik lyst til at kysse hende, men gjorde det ikke. Han ville ikke forhaste sig. Han ville vente til det helt rette øjeblik, og så skulle hun nok blive kysset af ham, men det var bare ikke endnu. 
Hendes spørgsmål fik ham til at tie og se ned i græsset. Bare tanken gjorde ondt i hjertet på ham. Alligevel sukkede han og med et sorgmodigt blik kiggede han på hende igen. “Ikke et familiemedlem, nej” Han ønskede ikke at snakke om det, hvilket også var grunden til han ikke uddybede spørgsmålet. Han havde svaret hende og ville så helst ikke snakke mere om det emne. 

Hendes overraskelse fik ham til at lyse op i et lille grin. “Du tror måske jeg lader alle piger svine mig, og så stadig ønske ar se dem igen” Han smilede roligt og trak let på skuldrene. “Jeg har jeg sagt hele tiden, at du skulle lære at lytte.” Han trådte lidt tættere på hende og smilede til hende. Nu havde hun måske endelig forstået det? Tanken fik ham til at løfte sin hånd for at stryge hendes hår om bag øret, og som en båd der går på grund, forlod hånden ikke siden af hendes hoved igen. Han trådte bare tættere på hende og smilede ned til hele. “Måske jeg skal fortælle dig det i et andet sprog?”  Et drillende blik løb over hans øjne, før han lagde armene omkring hendes, trak hendes ind til sig og lod så deres læber mødes i et kærligt og inderligt kys. Han holdt det længe, men måtte til sidst slippe for at få vejret. “Har du forstået det nu?” Spurgte han og så afventende på hende, mens han glemte alt om smøg og manglende ild.