Lad mig i det mindste være når vi har ferie

[Cornelia Hawkins]

Tråd til Benedict Thorn
Juli -2058
Outfit

Cornelia nød at have ferie og for en tid slippe lidt for skolen. Dog vidste hun også godt at tiden som oftest fløj afsted og at hun derfor blev nød til at tage til Diagonalstrædet, for at få taget mål til en ny kappe. Desuden var det også lidt taktisk at gøre det midt i ferien. her ville mange sikkert være ude at rejse og risikoen for at løbe på nogen hun kendte var dermed mindre, en ting hun ret godt kunne lide.

Hun var ankommet til diagonalstrædet og gik nu roligt gennem den hyggelige gade, mens hun kiggede ind af butiksruderne, indtil hun nåede den rette butik. Her gik hun ind og kiggede sig lidt rundt efter om der skulle være kommet noget spændende nyt tøj, mens hun ventede på, at nogen havde tid til at tage mål til hendes nye skolekappe. Den tidligere var hun voksede ud af af, og havde fået lov af sine forældre til at anskaffe sig en ny.

[Benedict Thorn]

Benedict stod og var lige blevet færdig med sine ting. Hans tøj var nyt og fint og han havde lige hentet sin nye kappe som han havde fået syet til sine mål. Han var lidt træt af at skulle ind og hente sine ting selv, men hans mor mente det var godt for ham at komme ud og være i Diagonalstræde, nu de var flyttet til London hele vejen fra Ungarn. Tiden på Hogwarts havde været kort indtil nu. Han havde kun gået dér et års tid men havde allerede fået en masse bekendtskaber, og han var godt med i timerne.

Nu stod han i tøjbutikken og fik pakket sine ting ned i sin taske. Han lukkede tasken og vendte sig om da han spottede en elev han kendte. Et skævt smil lagde sig på hans læber og hans øjne blev små som han gik hen imod hende.
"Her!" han rev en barnekappe ned fra en knage og smed den i hovedet af hende. "Skal pattebarnet ikke have sådan én? Den passer dig jo perfekt!" grinede han.

[Cornelia Hawkins]

Cornelia havde slentret stille rundt i butikken i sine egne tanker, og havde derfor ikke rigtig set, hvem der var omkring hende. Det var først da hun hørte en allerede lidt for velkendt stemme, at hun stoppede op, men der var det allerede for sent. Før hun kunne nå at gøre noget, forsvandt alt lys for hende, og hun kunne hurtigt regne ud at den plageånd til Benedict havde kastet en kappe over hovedet på hende. En barnekappe lød det til. 

Hun greb hurtigt fat i stoffet og hev den af en en vældig fart, så Benedict ikke havde længe, hvor hun var blind. Desværre fik hun så meget fart på at kappen i sit sving gennem luften hev en skål med nogle store perle ned par en hylde. Perlerne regnede ned i gulvet med en lystig melodi og hun sukkede omgående. "Åh nej." Så kiggede hun over på drengen. "Se nu hvad du fik mig til!" beskyldte hun ham ganske forståeligt, men også lidt uden at tænke sig om. Det smarteste ville helt klart være ikke at sige noget, men bare komme væk. Det var dog for sent nu.