Smasher to the head, smasher to the knee, I can't see

[Kara O’Callaghan]

DATO: Fredag Juni 2058

TID: Eftermiddag

STED: Hospitalsfløjen, Hogwarts, Skotland

VEJR: Høj solskin

OUTFIT: HER

TAG: Romeo Conway & Celia Ivy Avery Hawkins

---

Kara bevægede sig utilpas i sengen. Hun huskede ikke meget, efter at hun var blevet ramt i hovedet af en smasher. Hvorefter den havde smadret ind i hendes knæ, og knust hendes knæskal. Det havde mildest talt været ubehageligt. Men hun huskede ikke meget. Kun nogle enkelte glimt af andre spillere, gangene, sygeplejersken, massere af blod og en mærkelig mumlen, som hun ikke kunne gennemskue eller forstå på nogen måde.

Hun skævede ned af sig selv, som hun lå i sygesengen. Alt så umiddelbart ret normalt ud, hvis det ikke havde været for smerterne i hendes knæ. Hun trak dynen til side, og så at hendes knæ var bundet op og strukket. Hvor slemt det stod til var hun ikke sikker på, men DAMN det gjorde ondt! Hun ømmede sig, men lod vær med at røre ved det forbundne knæ. Det virkede som en virkelig dårlig idé, hvis hun selv skulle sige det.

"Hallo?" spurgte hun ud i rummet, da hun hørte lavmælt snakken.

[Romeo Conway]

Det var altid lidt halvfarligt, når nogen blev ramt i hovedet af en smasher. Romeo havde set, hvordan Kara var blevet hårdt ramt, og havde uden tøven skyndt sig hen under hende, før end hun ville styrte mod jorden og pådrage sig yderligere skader. Han havde afhjulpet faldet og havde efterfølgende været den der havde båret hende mod sygefløjen.
Nok var Romeo en kold skid, der kun omgik sine egne og passede sig selv, men hans quidditchhold var familie og familie holdt sammen. Well nogen familier gjorde da hvert fald. Han var ikke altid så sikker på sin egen. 

Efter at have fået Kara op i favnene, var han hastet imod Sygefløjen, hvor skaderne var blevet tilset. Kara selv virkede "heldigvis" Til at være faldet lidt i søvn, hvilket nok ville betyde at hun ikke mærkede smerterne så voldsomt. For det så bestemt ikke godt ud. Gardinet omkring sengen var trukket for, mens Romeo nu stod og snakkede med sygeplejesken, da de begge hørte en spæd spinkel stemme fra sengen. Han skyndte sig at trække forhænget til sige. "Kara?" Han så ind på hende. "Hvordan har du det?"

[Celia Ivy Avery Hawkins]

Celia havde ikke set ret meget til kara siden hun var løbet fra hende til ballet for nogle måneder siden og hun havde spekuleret på om hun skulle konfrontere kara med det eller om det bare var bedst og lade det ligge. Men hver gang hun havde set hende, havde hun mærket noget i sin krop som hun var blevet forvirret over, så forvirrer, at det samtidig gjort hun bare havde vendt om i stedet.

Dagen var kommet hvor hun nærmest var blevet slæbt med til en Qudditch kamp og det var en Qudditch kamp hun sent ville glemme, normalt sagde Qudditch hende ikke så meget, men hun viste kara spillede. Så hun havde givet efter lidt hurtigere end normalt, selvom hun nok ikke ville ud med det, hvis der var nogen der nævnte det. Celia havde fulgt kara med øjnene, da uheldet skete og en ubehagelig følelse var gået igennem kroppen på hende, da hun så kara kom til skade og hun havde allermest lyst til og spæne ud på Qudditch banen og hjælpe kara på benene, men noget i hende holdte hende tilbage.
Og før hun havde set sig om var hun nu i stedet på vej op til hospitalfløjen for og se om kara var okay og nåede lige frem i døren og så straks en dreng stå over kara. Hvilket gjorde hende lidt jaloux og uden og tænkte mere over det stod hun et øjeblik efter lige ved siden af karas seng “øhmm er du okay eller?” Sagde Celia og kiggede på kara og viste ikke helt hvor hun skulle gøre af sig selv, hvilket ikke lignede hende.

[Kara O’Callaghan]

Kara så på Romeo, hendes medspiller, som havde trukket gardinet fra, og nu så på hende med bekymrede øjne. Hun løftede et øjenbryn, men endte at det gled over i en grimasse i stedet for, fordi hun kom til at rykke på det skadede ben. Hun ville have lagt hovedet på skrå på en spørgende måde, men det fik det bare til at gøre ondt i hendes hoved. Det endte med, at hun greb sig selv om hovedet, og lukkede øjnene et par sekunder, før hun satte sig op igen og så på Romeo - igen.

"Hovedpine," svarede hun med tør og raspende stemme, "Vand?"

Hun sank en klump og veg tilbage, da hun ud af øjenkrogen bemærkede, at Celia af en eller anden grund også var her. Hvad lavede pigen her? Det fik hun sikkert aldrig at vide, for den pige kunne bare ikke give et klart svar altså... Så forsøgte hun at give Celia et stålfast blik, som kunne hun skræmme hende væk med det alene.

"Hvad laver du her?" spurgte hun og forsøgte at lyde vred, men det kom ud som en ynkelig klynken, fordi hendes hoved bare gjorde så ondt. Måske hun havde fået en hjernerystelse?

[Romeo Conway]

Romeo så overrasket op, da en anden slange pludselig stod ved sengen. Han havde slet ikke hørt hende komme eller set hende følge med dem. Han så fra den ene til den anden og mærkede en lidt underlig stemning, men de var jo piger, så han ville ikke engang prøve at forstå det. Nej, han ville blot stå klar til hvis Kara have hende ud derfra. Så skulle han nok sørge for at hun gik. 

For nu valgte han dog at give dem lidt plads. Det virkede til der var noget de skulle have snakket igennem. "Jeg skal nok hente vand til dig, så kan i to snakke imens." Lød det bare fra ham, før han så vendte sig for at gå.

[Celia Ivy Avery Hawkins]

Celia kunne godt se på kara, at hun havde ondt og hun ville gerne hjælpe med og fjerne smerten, hvorfor viste hun ikke rigtig og det gjorde hende en smule forvirret, så hun blev bare stående og ignorerede fuldstændig den anden slange. Mens hun hørte karas spørgsmål om, hvad hun lavede der, det var faktisk et godt spørgsmål og celia overveje et øjeblik om hun skulle gå. Men det var ligesom om noget i hende langt hellere ville blive, faktisk ville hun allerhelst kravle op og lægge sig ved siden af kara, om holde om hende, men det gjorde hun selvfølgelig ikke.  “Du kan ikke skræmme mig væk med det der blik smukke og du kom til skade, det så hele skolen, bare så du ved det..så ville se om du var okay, er det så mærkeligt?” Røg det ud af celia og hun følte denne gang sig en smule dum over signe egne ord og de følelser der var gået igennem hende for et øjeblik siden og rystede derfor på hovedet af sig selv, mens hun satte sig på sengen uden og tænke mere over det, i stedet for og vende om sig og gå, som hun nok ellers ville have gjort.

[Kara O’Callaghan]

"O-okay," kvækkede hun hæst til Romeo, som så efterlod hende alene med Celia. Ikke ligefrem det hun havde mest lyst til, men hvad skulle hun gøre? Hun kunne ikke liiiigefrem løbe sin vej, når hun havde så ondt i både hoved og det ene knæ. Desuden var hun for svimmel til meget andet end at sidde op, og så var der chancen for, at hun havde fået hjernerystelse. Alt det lagt sammen gjorde det umuligt for hende at flygte.

"Ja, det er mærkeligt. Vi er ikke ligefrem..." Hun viftede med hånden, for at finde det rigtige ord, men gav lidt op, "... venner? Så hvad laver du her? For at ydmyge mig? Fortælle mig, at jeg så fjollet ud? Gøre grin med mig?"

Hun rullede øjne, og satte sig lidt mere op i sengen, med ryggen hvilende mod hovedpude og sengegærde.

[Kara O’Callaghan]

// Jeg tænker den her tråd skal fortsætte mellem Romeo og Kara herfra. //

[Romeo Conway]

Romeo kunne godt høre at pigerne samtale nok ikke ligefrem gik særligt godt, hvilket fik ham til at vende tilbage til dem. Kara var hans anfører og dermed havde hun også hans fulde loyalitet. Derfor skulle ingen andre, heller ikke slanger få hende til at koge op igen når hun skulle slappe af.

Da han nåede sengen satte han vandet på bordet og kiggede så på Celia. "Jeg tror det er bedst du går nu. Kara har brug for hvile, og det får hun tydeligvis ikke når du er her." Ja, Romeo var en kold skid, men han var ligeglad. Folk kunne rende og hoppe når intet de betød for ham. Lige nu var han ved sin anfører og holdkammerat, og det skulle ingen tage fra ham. medmindre selvfølgelig Kara selv bad ham gå, men det virkede det ikke til lige nu. Han trak en stol hen til sengen, som han satte sig omvendt på og så så diskret imod Kara. "Så, hvordan har du det Kap.?"

[Kara O’Callaghan]

Kara smilede taknemligt til Romeo, og så til som Celia gik sin vej igen. Hun var ret glad for, at det var uden protest, for hun magtede ikke at stå og diskutere med hende lige nu. Så hun vendte opmærksomheden mod Romeo igen, og ignorerede pigen, som nu var langt nok væk til, at hun var ligeglad med hende. Det interesserede hende bare virkelig ikke mere. Hun var for meget, og hun ville bare gerne have hende ud af sit liv.

"Hey, tak," sagde hun knap så højt til Romeo, og gestikulerede i retning af Celia med den ene hånd.

"Jo, bortset fra en skull-crushing hovedpine og et knæ som har set bedre dage, ja jeg kan ikke bevæge benet, så har jeg det skam ok," svarede hun ham, og lænede sig tungere mod hovedgæret, nu med hele sin vægt, fordi hun bare var så dødtræt.

[Romeo Conway]

Romeo så efter Celia mens hun gik og vendte så blikket mod Kara igen. Det virkede som om, at der havde været noget imellem de to piger, men Romeo var ikke typen der blandede sig i noget, hvis ikke han selv fik noget ud af det, hvilket også var grunden til, at han ikke spurgte yderligere ind. I stedet valgte han at fokusere 100% på sin kaptajn. "Det så også lidt voldsom ud. Det var godt at du klarede den. Du må jo få nogen af første års slangerne til at hente ting for dig fremad rettet, og så håber du kommer dig hurtigt." Forklarede han og klappede hende så let på skulderen. 

Egentlig var Romeo ikke meget for at vise følelser og han var dårlig til at vise omsorg, men holdet var vigtig for ham og om ikke andet kunne han da give udtryk for at han helst så sin kaptajn tilbage på kosten hurtigst muligt. "Du skal nok blive klar igen. Det lød som om sygeplejersken forventede en ude og så ville du kunne flyve igen."

[Kara O’Callaghan]

Kara så også efter Celia, men besluttede sig for ikke at give den pige mere af sin tid. Så hun vendte blikket tilbage på Romeo, og smilede til ham. Han var så flink. Det meste af tiden i hvert fald. Han var som slanger nu var, men god nok på bunden. Holdet var som familie for hende, endnu tættere end hun var med sit kollegie generelt. Det var egentlig lidt sjovt, eftersom hun ikke ligefrem var den ældste på holdet, og alligevel havde førertrøjen.

"Yeah, gjorde det ikke? Jeg mener, jeg så det jo kun fra min vinkel, men damn et fald!" lo hun overbærende, og tænkte tilbage på, hvordan smasheren først havde ramt hende i hovedet, og så var nummer to kommet mod hende og knust hendes knæ. Hun håbede virkelig, at det ikke var en varig skade, for hun ville gerne kunne spille snart igen. Faktisk, som hun sad her i sygesengen, savnede hun at flyve og suse rundt på banen.

"Det håber jeg virkelig! Nogen skal jo holde styr på jer grødhoveder," drillede hun kærligt, og satte sig lidt mere op i sengen. Hun havde helt sikkert fået en hjernerystelse, for alt blev sort et par sekunder, før hun kunne se igen.

"Men jeg stoler på, at du kan styre dem indtil jeg kommer tilbage?" kom det som et spørgsmål, selvom det mere var en ordre. Hun ønskede at Romeo tog hendes plads, mens hun lå her. Holdet skulle trods alt træne, og en uges pause duede bare ikke, hvis de ville vinde!

[Romeo Conway]

Uden at spørge satte Romeo sig i fodenden af senge, hvad pokker hun forventede vil ikke han gad blive stående. Han havde trods alt selv lige spillet en hård kamp. Han sørgede dog for ikke at sætte sig for tæt på hendes dårlige ben, da han jo helst ikke ville skade hende unødvendigt. Var der nogen her på skolen han faktisk reelt holdt af, så var det sit hold og særligt sin kaptajn. Ikke fordi han var forelsket i hende eller noget, men holdet var vigtigt for ham og han nærede dem alle stor respekt som de eneste. "Ja, det er ikke noget du behøver at gøre igen for min skyld Kap." Han sendte hende et lille smil og hade samtidig et glemt i øjet. Der var altså noget særligt ved Kara, men det var vel også derfor, at det var hende der var kaptajn. Han havde eller håbet, at det ville blive ham, men skulle han tabe den kamp, så var han glad for at den blev tabt til hende. 

"Grødhoveder? Du skal fanme ikke kalde mig et grødhoved. Jeg har lige båret dig hele vejen herop" Hun havde bare at være taknemmelig! Det var ikke alle og enhver han gjorde den slags for. Men det vidste hun sikkert også godt. Det var da heller ikke fordi han mente sine ord hårdt, han drillede bare lidt. Lige nu var der kun de to på sygefløjen, så kunne han vel nok slække lidt på det ellers hårde ydre. Det var kun yderst få der kom ind under skallen på ham, og hun var med tiden blevet en af dem. Måske hun faktisk var han bedste veninde. Det var dog ikke noget han snakkede om nogensinde. Hun var lidt den søster han aldrig fik. "Og bare rolig, jeg skal nok holde styr på tropperne til du er tilbage Kap."

[Kara O’Callaghan]

"Nej, aldrig igen!" Kara rystede let på hovedet, og lo af ham, med ham måske. Hun havde bestemt ikke tænkt sig at gentage det 'trick'. Det gjorde så forbandet ondt i hendes hoved, at man skulle tror hun havde været i boksekamp med slagpoplen. Og det sagde altså ikke så lidt. Hun gad godt have set sit fald fra en anden vinkel end sin egen, for det havde bestemt set farligt ud derfra. Og næppe særlig kønt ud fra Romeos synsvinkel.

Hun var svært glad for ham. Ikke fordi hun var forelsket eller noget. Nej, hendes kærlighedsliv var rodet nok i forvejen. Han var mere som en bror for hende. Måske endda lidt en storebror, når han nu var et år ældre? Derhjemme skulle hun altid være den store, fordi hun havde en lillesøster i Fiadh. Hun skulle altid holde øje med hende, og passe på hende. Især nu efter hun var startet på Hogwarts.

"I er altså nogle grødhoveder nogen gange. Hell, jeg er et grødhoved nogen gange," svarede hun med et let skuldertræk. Hun havde gennemskuet, at han bare drillede lidt, selvom hans drillen nogen gange kom lidt hårdt ud. Det havde hun efterhånden vænnet sig til.

"Godt jeg kan regne med dig Conway," sagde hun med et lille nik, og klappede ham på skulderen. Hun brugte altid sine medspilleres efternavne, når hun tiltalte dem.

[Romeo Conway]

Romeo fnøs lidt som om der var en logik hun ikke havde fanget helt endnu og han var nødt til at skøre det ud i pap for hende. "Selvfølgelig kan du det. Hvad havde du regnet med? At jeg ville udnytte dit styrt og stjæle anfører pladsen fra dig?" Drillede han. Der havde været mange rygter gennem tiden om at Romeo ville gøre hvad som helst for den titel og folk hviskede da også om det allerede inden de nåede væk fra banen, om Romeo havde haft en finger med i spillet, men det havde han trods alt ikke! Det ville han aldrig kunne finde på, ikke overfor Kara. Om hun vidste det, anede han ikke og egentlig var han også ret ligeglad. 

Romeo kiggede lidt skævt på hende, bekymret måske endda  - igen noget han aldrig ville kendes ved, hvis nogen spurgte. "Skal jeg hente resten af holdet eller noget?" Spurgte han så. Han var egentlig ikke så god til folk der var kommet til skade. Hvad gjorde man reelt i en sådan situation?