Break of dawn

[Angelique Darklighter]

Hjemkomsten havde efterladt hende udmattet, udsultet og konstant tørstig, selvom at ingenting syntes at kunne forblive i hendes system. Istedet havde hun tyet til lange dage i læ af hendes hvide himmelseng, og et flimrende muggler tv familien havde installeret for at holde hende beskæftiget når hendes koncentration knapt rakte til at åbne en bog. Hun vidste at store dele af hendes minde var forsvundet, mest fordi at Matthew ikke havde kunnet få hende til at stoppe med at skrige af rædsel. Men det gjorde qt hendes drømme var tomme og ubehagelige. Som at ser flimmer med skrækkelige lyde og ubehagelige følelser. Hun følte ofte st hun faldt og ligeså gjorde hun nu i den drøm som havde sneget sig ind i hendes sind. Angeliques fingre trykkede sig om den hvide pude hun havde trykket ind i sin favn i søvnen. De hvide lagner omfavnede hendes milde figur, og gjorde fik hende til at ligne en engel hvilende på den bedste sky der fandtes. Selvom hendes drømme var tomme og markabre, var rummet idyllisk og afspejlede langt fra hendes indre helvede.

[Moiran Snow]

Der var gået en uge fra han havde bragt Angelique hjem til palæet, velforberedt, skuret i Hoghavens baghave fint ryddet op og ingen møbler eller lignende kunne vidne om Angeliques tilstedeværelse i en måneds tid i det fugtige, klamme skur. Der var stadig de sædvanlige pletter og plamager fra hans slagtning af de søde "lam", men alt andet der kunne vise at hun havde været fanget, var blevet skaffet af vejen. I sit inderste var han sikker på at planen ville lykkes, og han vidste også at han havde alle de kort på hånden han havde brug for til at modargumentere.
Angelique havde fået en soveeliksir da han havde overbragt hende i hendes fars varetægt og forklaret hvordan han havde fundet hende i den forbudte skov, efterladt og bundet i en jordhule. Han havde sørget for at smørre hendes tarvelige, oprindelige klæder godt til inden han havde iført hende dem, så ingen fattede mistanke. Den Hoghaven-uniform han havde givet hende, havde han brændt i en af pejsene i Hoghaven. Han var blevet overøst med ros og taknemmelighed og havde sågar fået lov til at blive i palæet de kommende dage, eller ihvertfald komme på besøg, så offeret kunne se og takke sin redningsmand.
I dette øjeblik var han netop trådt ind i Angeliques værelse. Det var så hvidt, meget ulig resten af palæet, og hans blik faldt straks på hende som hun lå dér i den hvide sky af dyner og puder, en veritabel prinsesse. Et krøllet smil formede sig om hans læber og hans øjne glimtede tilfreds som han langsomt bevægede sig over til sengen og blidt satte sig på sengekanten hvor madrassen ganske let gav efter for hans vægt. Han kunne se hendes øjne flakke under hendes sitrende øjenlåg og han rakte en knortet hånd ud for at stryge hendes marmorkind.
"Åh Angie," kaldte han forsigtigt inden han lagde den lille håndfuld krydderier fra sig som han havde medbragt. De selvsamme krydderier han havde stillet frem så skuret ikke lugtede af mug og møg mens hun havde befundet sig i det. Han syntes hun skulle have et minde, selvom hun nu ikke kunne huske de visuelle dele af hendes eventyr med ham, så kunne sanserne meget vel stadig fungere.
"Vågn op, min blomst, du har mareridt," hviskede han mens hans strøg over hendes kind fortsatte.

[Angelique Darklighter]

Det sorte hul af frygt blev opfyldt af en hjemvandt duft. Fog var det ikke en glædelig duft men en som sendte myrekryb gennem hende og fik hende til at sætte sig op med et ryk. De blege øjne stirrede fremfor sig, opspærede som hun tog sig til kinden og åndede hårdt. Det var bare en drøm, hun var hjemme. Langsomt gled hendes blik fra de store vinduer som tunge gardiner omfavnede til de faldt på Moiran. Hendes læber krængede straks nedad, som hun med et spjæt forsøgte at tage sig bort i chok. “Far!”, kaldte hun forskrækket indtil hun indså hvem det var. Redningsmanden, den store stærke mand som eftersigende skulle havde reddet hende fra hvad end det var hendes far nægtede st fortælle. Men hvorfor gav han hende så dårlige fornemmelser? Hun sænkede blikket til krydderurterne i sin seng og så fra dem til Moiran. “Jeg kan ikke lide dem, vil du være venlig at fjerne dem?”, spurgte hun.

[Moiran Snow]

"Shhh, sødeste, din far er til møde og vil ikke forstyrres," sagde han og tyssede blidt på hende inden han med en hånd strøg krydderierne på gulvet så de blev spredt og om muligt afgav endnu mere aroma end før. "Jeg er her for at passe på dig imens han er væk. Er det ikke rart?" spurgte han og rykkede sig en kende nærmere hende så han sad med hånden i madrassen på den anden side af hende og hans krop vendt mod hende så hun ikke kunne undgå enten at skulle lægge sig ned igen hvis hun ville undgå ham eller læne sig tættere ind til ham. Hans smil forblev uforandret og hans venstre hånd skød fra hendes kind til hendes lyse lokker.
"Du er lidt forvirret, det sker når man har været så mange grusomheder igennem som du har inden jeg fandt dig i skoven," sagde han sagte mens en af hans knortede fingre spandt hendes hår om sin spids og han så fra hånden og til hendes ansigt. "Jeg har fået besked på at du skal ud og gå en tur inden aftensmaden."

[Angelique Darklighter]

Et sted var Angelique ikke et sekund i tvivl om at hendes far ikke vil bifalde den unge mands nærhed. At han sad i hendes seng og nu var så nær hende at hun kunne lugte ham fik tårerne til at stige i hendes mælkehvide øjne. Tårer hun før ellers aldrig havde ladt eksisterer. Hun forblev i sin position, siddende og tæt på ham som hun følte hans rue håndoverflade mod sin kind. Hendes læber blev smalle og hun hævede sin hånd for at skubbe hans bort inden hun lagde sig ned og greb fat i dynen for at hive den over hovedet. “Det har jeg ikke lyst til”, lød det halvkvalt fra hende. Ihvertfald ikke med ham. Selvom st rummet nu snart var kvalmende med lugten af de tunge urter. Kun dynen skærmede hende fra duften, og hun ville blive.

[Moiran Snow]

Moiran slog ud i en næsten hoverende latter da han så hende gemme sig bag dynens beskyttende dække. Hans lange krogede fingre dykkede ned og med et stærkt hurtigt greb trak han dynen af hende i samme bevægelse som han rejste sig fra sengen så madrassen sprang til live igen.
"Kom med, min blomst, verden venter på dig," sagde han leende og rakte en hånd ned for at gribe hendes ene håndled så han kunne få lov at trække hende op og sidde selvom hun var en genstridig lille tøs lige nu. Men han vidste at han ikke måtte begynde at bruge de forkerte ord på de forkerte tidspunkter. Han måtte være lidt hårdhændet men ikke for strid imod hende, hvis han skulle have mulighed for at vinde den sidste sejr på denne lange vandring.
"Jeg synes da ellers du virkede som én der altid ville være ude og træne mens vi gik på Hogwarts," sagde han med en drilsk undertone. "Du var så glad for at spille Quidditch på banen, selv i silende regnvejr!"

[Angelique Darklighter]

Et gisp forlod hendes læber da han tvang hende ud af sengen. Hun fløj ud på det kolde gulv og lagde instinktivt en arm om sin krop - for selvom hun var iført en lang natkjole så var hun vel en fin dame. “Quidditch er anderledes”, svarede hun imens hun forsøgte at ryste hendes hånd fri. “Okay okay, men lad mig få tøj på først”, hun vristede sig løs, den måde hab kiggede på hende gjorde hende dårlig tilpas. Siden episoden i biblioteket, havde han gjort hende dårlig tilpas. “Lad være med at kigge” instruerede hun imens hun gik hen til sit store skab. Uden lyst til at finde pænt tøj, greb hun den første og bedste kjole og drog den over hovedet over natkjolen og trak de lange ærmer ned. Heldigvis fungerede natkjolen ligeså godt og hun stolede ikke på Moiran selvom hun havde fået besked på at behandle ham med respekt. “Hvad laver du overhovedet her? Skulle du ikke være i skole?”, spurgte hun imens hun fremdrog en solhat fra skabet for st skygge sit blege ansigt mod de hårde stråler.

[Moiran Snow]

Han smilede og lod demonstrativt kroppen dreje sig efter hende så han tydeligt fulgte hendes flugt igennem rummet og til skabet hvor hun klædte sig på. Det hvide lys brændte igennem den lette natkjole inden den blev dækket til, og han kunne se hendes nøgne, slanke ben og den begyndende kurve hvor hendes talje og hofter skilte sig ud lige inden skyggen af hendes barm kunne anes. Den ordinære kjole rev dog synet bort og gemte hende til, som en sky der gled for solen og skærmede dens varme, blide lys fra beskueren. Han sukkede længselsfuldt mens han langsomt nærmede sig hende, dog med varsomme skridt.
"Jeg er på Hoghaven nu," forklarede han med et skuldertræk. "Og efter min heroiske dåd har jeg fået frit lejde til at komme og gå det næste stykke tid." han standsede et par skridt fra hende. Det ville være så nemt at række ud og lege med hendes silkebløde hår igen, men det var bedre at modstå fristelserne hun lagde for dagen for ham, og han holdt hænderne foldet bag ryggen. "Og din far mente at vi har en god forbindelse, så han ville gerne have mig i nærheden mens han overvejer vores kommende forhold," afsluttede han og smilet blev om muligt endnu bredere.

[Angelique Darklighter]

Angelique skar straks ansigt af Moirans ord. Hvorfor havde hendes far ikke fortalt hende dette? “Det kunne du godt tænke dig, hva?”, spurgte hun måske en anelse for spydigt. For selvom at hun følte sig udmattet og træt så var hun slet ikke tilfreds med tanken om at Moiran og hende skulle ‘passe sammen’. Hun rakte udefter en lang lyseblå kappe fra det gamle hvidmalede egetræs skab og svang den om sine skuldre. “Hvorfor skulle min far overhovedet overveje en forældreløs som mulig ægtemand?”, spurgte hun alt imens hun fremdrog et par hvide snøresko og satte sig på hug for at binde dem. Moiran måtte vel vide at det ville være umuligt. Hun skulle giftes rigt og prægtigt som den prinsesse hun var oplært som, og intet mindre ville passe hende.

[Moiran Snow]

"Nååårh du ved," han slog ud med armene, "nu har jeg fundet hans datter, så er det vel den pris man plejer at få? Prinsessen og det halve kongerige? Eller, i dette tilfælde er jeg tilfreds nok med at tage prinsessen, om hun vil have mig eller ej," svarede han med et smørret smil og kunne tydeligt se at Angelique var utilfreds med udsigten til at han skulle bejle til hende, efter deres eventyr sammen. Han gned sin kløftede hage med en hånd inden han vendte hende ryggen og satte sin kurs mod døren for at lade den glide op og åbne til den dunkle gang udenfor. Det var som om Angeliques rum var en helt anden dimension, lys og let og behagelig sammenlignet med resten af palæets mørke træpaneler og mørkerøde tapeter, de blanke messing lamper med deres dæmpede skær og de flakkende flammer i lysekronernes lys.
"Kom, lad os få dig ud og strække benene," han vinkede hende over imod sig på behørig afstand for ikke at virke alt for påtrængende og mere ivrig efter at tjene hendes velbefindende.

[Angelique Darklighter]

Angelique fnøs højlydt af ham for at vise sin utilfredshed. Hun ville absolut fortælle sin far om hvordan hun ikke stolede på ham og at noget var i vejen med ham, men samtidig ville hun risikere at han fiskede biblioteksoplevelsen frem - og det havde hun absolut ikke lyst til. Det var med blide skridt at hun bevægede sig ud i den lange mørke gang. Hendes lyse klæder så mismatchende ud i rummet, noget som Matthew havde insisteret på i hele hendes opvækst, de lange hvide kjoler og silkestoffer som en barnebrud i et stort palads. Angeliques lyseblå blik vendte sig nu lod Moiran på ny, hun bemærkede hans trivielle forsøg på at opføre sig ordentligt og hun bestemte sig for at provokere. “Hvorfor vil du overhovedet have det her? Det er jo ikke fordi sådan en lille mide som dig ved hvordan håndterer penge. Jeg forventer mig ikke dine forældre efterlod dig nogen da de opgav dig?”, hendes stemme var strid, mest fordi hun vidste at de var udenfor Matthews rækkevidde i gangen, men også at alle andre let kunne komme tæt på skulle han forsøge noget.

[Moiran Snow]

Moiran slog ud i en sagte latter der næsten kunne minde om hendes fars. Han fulgte hende med ud på gangen hvor han de sidste dages tid havde lært at finde lidt rundt. Ikke at det altid lykkedes, men det var som om gangene snoede sig nogenlunde ens ihvertfald for hans vedkommende når han bevægede sig rundt. Næsten som om han havde lov til at færdes i palæet, modsat mange andre historier han havde hørt om hvordan gæster fór vild og aldrig kom tilbage fra palæets indre, som om det opslugte dem og drev dem til vanvid mens de i dagevis søgte ad tomme gange bag rumløse døre, for at komme ud.
"Der er mange ting om livet som forældreløs, der måske vil komme bag på dig, min kære," sagde han henkastet. Hendes forsøg på at provokere ham prellede totalt af. "Jeg har en rig sponsor som sørgede for mit velbefindende mens jeg gik på Hogwarts, og som stadig hjælper mig med min økonomi. Jeg har fået mere indsigt i det efter jeg er blevet ældre, så jeg er forberedt når min tid på Hoghaven er slut," han sendte hende et blændende smil, som de fleste måske ville finde charmerende.

[Angelique Darklighter]

Som hendes fornærmelser prellede af på ham, prellede hans forsøg på at være noget han ikke var ligeså af på hende. “Hvilken sponser vil sponsrer en mudderblod”, svarede hun hævngerrigt, med det bedste kort hun havde på hånden. Felix havde fortalt hende det engang for mange år siden. Men hun vidste ikke selv om hun troede på at Moiran var halvblod. Angelique vendte sig mod ham og skuttede sig i den lange kappe som de nåede til trappen der hil lede dem til ydredørene. Hun glædede sig et sted til at se sin rosenhave, men ikke til at dele den med Moiran. “Det er også lige meget Moiran, fordi når jeg siger nej tak til min far så vil han lytte til mig. Selv Felix er jo en bedre bejler”, fortalte hun med næsen i sky som hun åbnede døren til den velplanerede pg ømt udformerede have. Hun gik straks via grusstien mod sine egne roser. Gruset knasede under hendes sko og et smil fandt vej over hendes læber som hun blev mødt af de mange hvide roser. Den lille del af haven som var foruden det mørkerøde.

[Moiran Snow]

Et syrligt drag formede sig om Moirans mund mens hun snakkede men han fulgte efter hende med insisterende skridt og en kortvarig stilhed mens de gik udenfor under den åbne himmel. Der var klart vejr denne formiddag, dagslyset prikkede ned på huden som var det en regn af lys, og hans blik studerede hendes ryg og nakke. Tanken om hendes ord syrede ham til og han ville ønske han kunne lægge hænderne om hendes hals og klemme til indtil hun mistede bevidstheden og han derefter kunne ruske hende til live mens han tog hvad der var hans, eventuelt gemt i en rosenbusk hvor tornene ville rive hende så den smukke, dybe, fløjlsrøde farve ville træde frem på hendes alabasterhud og plette tøjet. At ødelægge noget så smukt gav ham næsten gåsehud, og på sin vis ærgrede han sig over at hendes far havde slettet hendes minder. Det ville kræve list og snedighed at få den samme respekt fra hende som han havde opbygget under hendes tilfangetagelse i skuret på Hoghaven.
Han standsede ved en af buskene og lod en hånd glide over blomsterne. Deres kronblade skinnede næsten i sollyset og han blev kortvarigt en smule blændet af de hvide farver der lyste op, som var de antændt af deres eget, indre lys. Hans fingre var ukærlige og knækkede et hoved af en stilk for at tage det op og vende og dreje det. Kronbladene faldt af én for én for hans fødder, som om blomsten nægtede at han skulle holde den. Så hellere dø! Han vendte sig beslutsomt imod hende.
"Jeg er ikke mudderblod, og det ved du udemærket godt!" vrissede han og trådte nærmere hende. "Hvem end du har hørt det fra kan godt flette næbet! Og Felix er måske fra en magiker-familie, men han ejer ikke den samme integritet som jeg! Modstand styrker karakteren. Når man får alt serveret på et sølvfad," han kvaste den hvide rose til sidst imellem de knortede fingre, som slukkede han flammen på et stearinlys med fingerspidserne, "så lærer man aldrig hvad livet virkelig kan bringe én." Hans smil var hoverende og blikket en kende truende, de skarpe øjne gnistrede i solskinnet. Han vidste at hun var sart overfor lyset og den lange tid i skuret havde ikke just hjulpet. Herude var hun sårbar, modsat indenfor hvor hun blot kunne kalde på sin far gennem tankerne og han fluks ville være der.

[Angelique Darklighter]

Angelique fnøs højlydt af ham, imens hendes lyse øjne betragtede ham fra den bredskyggede hats protection. “Jeg vil til hver en tid foretrække Felix over dig”, svarede hun spydigt men en tone som var faretruende lav. Hun følte sig modig i palæet, det var trods alt hendes hjem og Moiran var bare en gæst. Det var ikke som Hogwarts hvor de var ligeværdige. Hendes fingre kærtegnede blidt en af rosenbuskene og hun hev et par af de slidte kronblade af inden hun gik videre. Blomsterne skinnede unådigt og hun missede med øjnene hver gang en sky gled fra solen. Der var en grund til hvorfor hun altid havde lange ærmer på og bredskyggede hatte. Specielt idag hvor hun havde glemt solcremens beskyttende barriere. “Lad være med at ødelægge mine roser, dit udyr”, snerrede hun, for hun vidste også at de var udenfor hendes fars hørelse, men alligevel på deres præmisser. “Hvis du vil gå tur med mig så rør ingenting”, med disse ord vendte hun ryggen til ham og begav sig videre rundt i hendes lille have.