Lærkens skingre melodi

[Hildegard Lockwood]

Efter klokken syv om aftenen. Hoghaven Børnehjem.
@emma

Det tomme lokale Hildegard stod i befandt sig på første etage af Hoghaven, med en udsigt vendt mod baghaven eller ”Rosenhaven”, hvor børnene stadigvæk legede lige før solnedgang. Et par enkelte dråber ramte stille vinduet, som hun sad ved. Det der før havde været et sovekammer for forældreløse børn, stod nu med tomme nøgne og beskidte vægge. Solnedgangen malede den cremefarvede tapet orange og den fik de mørke trælister til at lyse i et skær af rødt. Hildegard havde taget et brunt jakkesæt på i dag, måske i et håb om at kunne møde den samme respekt fra børnene, som hendes far blev mødt med. Børnene frygtede hende mere end de respekterede hende – og frygten gjorde det til et spil for børnene, hvor de kæmpede om at være den der turde at drille Hildegard mest. Det var derfor hun så ofte stod heroppe, hvor børnene ikke længere havde lov til at færdes. Loftet var stort, med egne små vinduer, men det var for dårligt isoleret og typisk alt for befængt med boggarter, til at Donner ønskede at bruge det. Desuden havde Hildegard selv engang fundet et lig deroppe. Hun ønskede ikke at gå derop igen.
Hun dryssede resten af de askede urter ned på gulvet, så hun kunne fylde piben på ny. Hildegard kunne se sin far, Donner, gennem vinduet. Han stod og holdte øje med børnene – eller også ventede han på en… Thereza virkede altid til at spankulere rundt langt fra Hoghaven, hvor manden ikke kunne finde hende. Hildegard brød sig ikke om hende, overhovedet. 

[Deleted]

Den sødlige dunst af røg havde ramt hendes næsebor allerede ved bunden af trappen der førte op til første etage i den store bygning. Emma var på en sidste runde rundt for at sikre sig at alle børn var gennet ud og lege uanset vejrtypen. Det var sundt at se lidt farve i kinderne på børnene når de kom ind og skulle i bad inden sengetid. Friskhed og leg gjorde godt for sjælen, vidste hun, og der var en vis form for renselse involveret. Man trak den friske, klare luft ned i lungerne og fik den støvede luft ud når man atter pustede ud igen.
Derfor gik den sødlige dunst hende på og hun gik op ad trappen, hendes stilethæle dæmpede af det tykke, gamle tæppe som hun håbede rengøringspersonalet snart tog sig sammen og fik rengjort. Hun havde arbejdet mindre end et halvt år på Hoghaven, måske siden jul, og det var som om alting skete med en hast som kun en snegl formåede at lægge for dagen. Det pirrede hendes ordenssans og hendes lid til at tingene var som de skulle være. Der var også langt imellem forældrene der mødte op på Hoghaven. Havde hun overhovedet set nogen endnu i de 4-5 måneder hun havde været dér? Var stedet bare et opholdssted efterhånden? Prøvede Donner overhovedet at få afsat sine unger? Hun bed sig i kinden men kunne ikke undgå at gå og mumle lidt for sig selv.
"Og så ser man på Moiran og håber ingen adopterer ham," undslap hendes ord lavmælt idet hun kom op til første etage og lod duften af røg guide hende i retning af det stort set ubrugte lokale. Hvorfor det ikke var anvendt vidste hun ikke, der var rigeligt med plads til at der kunne være en ny fin sektion af biblioteket herinde. Istedet faldt hendes høgeblik på Hildegaard, forstanderens datter, og piben i hånden hvorfra fine askeflager dansede til gulvet og landede som fjer fra en død fugl for hendes fødder. Emma Belle stod i døråbningen, badet af solens nedgangslys, det røde hår som rubiner spundet på guldtråde og hendes øjne gnistrende og intense blå mens hun så bebrejdende på hende.
"Så man kan bryde reglementet når man er forstanderens datter, tsk tsk," sagde hun og trådte ind, denne gang slog hendes hæle højt mod de blottede brædder hvor lakeringen var slidt af efter mange års brug.

[Hildegard Lockwood]

Den stille observation blev afbrudt af lyden af stiletter, samt Emma Belles stemme, der lød gennem det tomme lokale. Hildegard havde været klar til at gemme sin pibe væk, indtil hun havde fundet ud af hvem det var. Hendes far vidste ikke at hun røg, men Emma Belle vidste ikke hvad Donner vidste og ikke vidste, så det bedste træk var bare at reagere afslappet.
Hildegard vendte derfor blikket mod Emma Belle, med mundstykket mellem læberne og brynene hævet i et mistroisk og irriteret blik, ”Jeg har ikke tænkt mig at gå med lænker i mit eget hjem. Hvis ikke du bryder dig om røgen kan du bare vende om og gå igen, samme vej som du kom ind,” Hun tændte op i piben igen. Hun gik ikke ud fra at Emma Belle ville tage imod piben og tage et hiv, hvis hun blev tilbudt den – Hildegard frygtede nærmere at hun ville knække den i stedet, sådan som hun stod ved indgangen af lokalet og lignede en løssluppen ild.

[Deleted]

Emma fnøs forarget over at kvinden kunne være så nonchalant omkring reglementerne i børnehjemmet. Jovist var det vel hendes hjem, men der var også andre ting at tage hensyn til.
"Er det ikke et dårligt forbillede at sætte for børnene, synes du? Sådan at ryge hvor de kan se det," påpegede hun en smule bistert. Måske var det Hildegaards hjem, men det var bestemt også Emmas. Hun havde besluttet sig for at lære hvad hun kunne mens hun var her på Hoghaven inden hun forhåbentlig om nogle år kunne sætte sig for at lave sit eget hjem, for lidt mere talentfulde unge måske, og med Adonums principper om renlighed og askese i højsædet. Det ville blive et smukt hjem, hun havde allerede tanker og idéer om at erhverve sig en gammel hvidkalket herregård et sted i Wales eller Irland. Hjem til rødderne, hjem til hendes ophav, hvor hun kunne fordybe sig i at oplære de unge i stav-fri magi og lignende. Ikke en gemen anstalt som dette, ikke en stor skole som Hogwarts, men et hjem for magikerbørn med stærkere magi end de fleste. Eliten, oplært i Adonums navn.
Men for nu sad hun fast i det kolde Skotland og Hoghavens forstanderdatter der stod foran hende var bare en forhindring på vejen, som hun måtte lære at tage med. Hun foldede derfor hænderne foran sig og trådte en smule nærmere mens hun forsøgte at anligge et mere venligt smil, der dog forblev stramt og en kende forceret.
"Ville det ikke være bedre med et sted udenfor? Måske bag skuret?" foreslog hun. "Jeg ved Moiran går derud af og til."

[Hildegard Lockwood]

Hildegard stoppede sig selv fra at fnyse af hendes ord. Et dårligt forbillede for børnene – hun havde ingen intentioner om at male et rosenrødt billede af, hvordan voksne opførte sig, over for børnene. Hun vidste hvilken aftale hendes far havde kørende og derfor vidste hun også at de fleste af børnene her allerede var ødelagte, selv hvis de ikke kunne huske hvorfor. Hvorfor skulle hun opføre sig anderledes foran disse tabte børn, end hun gjorde foran sin egen sengelampe?
Derfor pustede hun også røg ud, så den svævede tung og tyk mod Emma Belle, som hun kom hende nærmere. Hun ville ikke tage imod hendes forsøg på at være venlig.
”Jeg kan godt lide udsigten fra det her værelse, og jeg har ikke tænkt mig at forvise mig selv til et kedeligt redskabsskur, især hvis Moiran også færdes der,” hun havde meget splittede følelser omkring drengen. Til tider følte hun sig draget til hans mystiske og stille væsen, men oftere end det, ønskede hun at han skulle holde sig langt langt langt væk fra hende, ”Børnene er vores gæster – de må være her og jeg skal være her.”

[Deleted]

Emma Belle bed kindtænderne sammen for ikke at komme med en masse modargumenter. Hun vidste at Hildegaard var over hende i hierarkiet, men alligevel ville hun ikke stå og se til når der blev begået smuds, ganske bogstaveligt, på Hoghaven.
"I det mindste skulle du tage at få et askebæger, sådan ét der tømmer sig selv," foreslog hun med et skuldertræk inden hun hævede hånden og askeflagerne dansede op fra gulvet som snefnug der hvirvlede op fra en frossen drive. En hasp på et af de fjerneste vinduer gled op og åbnede vinduet så de fine flager kunne svæve ud i tusmørket og forsvinde. Vinduet lukkede sig igen og en ro sænkede sig i Emmas sind nu hvor det værste af asken var forsvundet. Der var stadig fint støv på gulvbrædderne men det ville heldigvis blive taget når rengøringspersonalet en dag, om nogle årtier, kom ind i rummet for at gøre det rent.
"Har du altid arbejdet her, Hildegaard?" spurgte hun som hun nærmede sig hende, hendes lyse rober blev farvet sart rosa og pink i solens døende stråler. Under loftet var skyggernes blå skær begyndt at melde sig i takt med at himlen udenfor var farvet lilla og efterhånden gråblå ovenover den store bygning. Hun standsede ved vinduet og lagde en slang hånd mod de utætte blyrammer. Det var koldt og hvor hendes blege fingre ramte kunne man se varmen folde sig ud på glasset. Hun så ned på gården hvor børnene legede. Hendes blik fangede Moiran og Thereza stå og snakke. Thereza der tydeligvis var begyndt at have en lille mave som hun forsøgte at skjule. Hun og Moiran lod til at dele en pibe. Fortabte børn. Hun vendte sig imod Hildegaard som om det gjorde hendes udsyn meget bedre, men der var ikke den store forskel på den triste udsigt og kvinden ved siden af hende. "Har du aldrig arbejdet udenfor, så at sige?" spurgte hun. Det var ikke så ofte hun fangede den unge kvinde for sig selv, så hun ville give hende en chance for at føre en nogenlunde indholdsrig samtale.

[Hildegard Lockwood]

Hildegard strammede sine læber, ved hendes forslag. Det fik hende til at sænke blikket en smule, for det kunne hun vel have ret i? Det havde bare synes ligegyldigt, nu hvor ingen alligevel brugte lokalet. ”Heldigvis er min fødselsdag lige rundt om hjørnet,” svarede hun tørt.
Hendes blik flakkede over til Emma Belles blege hænder, da hun brugte dem til elegant at fjerne asken med. Det fik Hildegard til at stille sin pibe i vindueskarmen, så hun ikke askede yderligere på gulvet. Det var første gang hun så nogen udføre magi med hænderne i stedet for med en stav. Hildegard havde aldrig lært andet, og hun mærkede også en misundelse stige i sig over synet. Hun plantede blikket på kvinden, der trådte vinduet nærmere. Hildegards eget blik gled udenfor, hvor hun nu endelig også spottede Thereza og Moiran. Synet at piben fik hende til at rynke på næsen – det var ikke hende der havde lært dem det. Det var ikke hendes skyld.
”Jeg har altid arbejdet her. Jeg forsøgte at finde et arbejde i Hogsmeade efter Hogwarts, men i sidste ende lod det til at jeg passede bedst ind her,” det var svært at få et arbejde, når man lignede en stiv bleg planke, når man usikkert kom ind i en butik sammen med sin far, for at lægge en ansøgning hos chefen.
”Hvorfor spørger du?” hun klemte øjnene en smule sammen, analyserende.

[Deleted]

Briar havde gemt sig i biblioteket for at undgå at skulle ud efter aftensmaden. Hun blev altid træt efter maden, som om der var noget i det der gjorde hende træt med vilje. Hun prøvede at undgå at spise, men personalet der gik rundt mellem bordene i spisesalen gav hende altid et dask over nakken for at hun fik spist op, eller prøvede at give hende dårlig samvittighed. Hun valgte at spise, ikke ud af skyldfølelsen, men for at undgå at være den eneste der sad tilbage på de kolde bænke, i det dæmpede lys, med en uniformsklædt rappenskralde bøjet over hende.
Istedet for turen ud havde hun nu gemt sig i bibliotekets mørkeste afkrog indtil der var fri bane og hun kunne passere ud på de øde gange. Hun elskede at gå dér når der ikke var andre børn til at drille hende eller tirre hende. Hun lod fingrene glide over det støvede tapet og neglene fangede de små flager hvor det skallede lidt af, så der løb en lang kile ind i tapetet efter hendes hånd og det triste papir dalede langsomt ned bag hende som hun gik hvileløst rundt i gangene. En duft slog ind over hende, som en brise fra de øvre lag luft, og den sænkede sig ned til hende. Sødlig og tung, som om den vakte minder fra et sted hun ikke helt kunne placere men måske fra nogle af hendes billedeløse mareridt. Hun fulgte den nysgerrigt hen til en døråbning hvor hun hørte snak fra og så den orange kile af lys kaste sig ind gennem døråbningen og ud på det slidte trægulv og væggen overfor. Hun gik nærmede og stillede sig midt i lyset og lod det varme og bade hende, lidt ligeglad med om det var elever eller lærere der stod i rummet foran hende. Hun var egentlig mest et barn af mørket og nød at opholde sig for sig selv i skyggerne hvorend hun kunne, men når solen stod som den gjorde nu, dette korte sekund af verdenshistorien virkede det som, så elskede hun den kortvarige varme der faldt på hendes kinder og det sorte hår. Hendes øjne var lukkede mens hun stod der men langsomt åbnede hun dem igen og så Hildegaard, kvinden hun nærede en form for bånd med, og Emma Belle, den grusomme lærerinde der brugte spanskrøret alt for ofte, stå overfor hinanden, to kvinder med hver deres magt. Det var ikke fordi de nødvendigvis var rige og berømte, men hver især havde de en autoritet som Briar kunne mærke på afstand, en aura af en art, og ikke kun den magiske.
Hun stirrede så vast på dem at noget i hende rørte sig, en sær form for fokus der pejlede ind på piben i vindueskarmen, og pludselig gav en knasende lyd sig tilkende da hendes blik havde fæstnet sig på den og træet langsomt splintredes da den knækkede midt over. Hun gav et lille gisp fra sig og så forfærdet op på Hildegaard og Emma. Det skete alt for ofte at hun kom til at ødelægge ting uden at det var med vilje, og nu havde hun gjort det igen! Og sikkert en ting der var mega dyr og havde affektionsværdi.
"Undskyld... jeg... det var ikke... med vilje," hviskede hun lidt forfærdet og knugede hænderne om dørkarmen efterhånden som hun prøvede at liste sig ud af syne. Om det var den overvældende varme fra solen der havde givet hende energien eller om det var hendes tanker der havde kredset om at trække sig tilbage til mørket igen var hun ikke sikker på.