Fri med lænke

[Deleted]

Tråd til @sebastian
maj - 2058
Outfit

---

Tracy havde vel snart været hos sin bror en lille måneds tid. Håret var hurtigt vokset ud igen, men dog var det nu mørkebrunt og ikke længere blåt, som hun ellers var blevet så glad for. For en uge siden havde Sebastian givet hende hvad der lignede en ankelkæde, som han havde insisteret på selv at sætte om foden på hende, og herefter havde han tilbudt hende at gå med op i stuen. 
Tracy havde været tøvende først, men var så gået med ham. Hun havde forholdt sig meget stille hele aftenen og da natten var faldet på havde hun forsøgt at flygte. Hun havde forsigtigt listet sig gennem huset og ud af døren, ned langs indkørslen, men så snart hun havde sat en fod udenfor familien Monroes grund, havde en ufattelig smerte skudt igennem hende og hun var endt tilbage i huset. Hun havde prøvet igen natten efter men med samme resultat. Og natten efter igen. Hver nat samme resultat. Det var efterhånden så hårdt for hende, at hun haltede en anelse på foden, hvor smerten var størst. 
Derfor sad hun bare denne aften i en stol og overvejede måske bare at give op og slet ikke gøre forsøget. Hun var bange for at mærke smerten igen, bange for om hun dagen efter overhovedet ville kunne gå. Så ud sad bare, og skævede imod sin bror, for at følge hans mindste bevægelse. 

[Deleted]

Tracy havde opført sig nogenlunde pænt, syntes Sebastian, og hun havde da også efterhånden fattet at hun ikke skulle gå udenfor da en magiske kæde om hendes ankel, forseglet med magi så kun han kunne fjerne den, fungerede omtrent som et hundehalsbånd med indbygget tazer, udover at smerten ikke var overfladisk. Han havde betragtet hende prøve at flygte og han havde glædet sig over at genstanden havde virket efter hensigten, da han havde købt den for en god slat af familiens formue af sin nye mentor Matthew Darklighter. Det var en fremragende opfindelse, tænkte han, og denne aften kunne han mærke at hun efterhånden måske havde opgivet ævred og ladt fangeskab være fangenskab for nu.
Han gik ind i stuen hvor han fandt hende siddende i den gamle kjole han havde hevet frem fra deres afdøde mors tøjskab, og givet til hende. Han smilede smalt som han gav sig tilkende med et lille host fra døråbningen.
"Jeg ser du har fundet tøjet jeg har givet dig," sagde han en kende spydigt.

[Deleted]

I sit stille sind havde hun måske... kun måske.. nydt at være tilbage i huset, i stuen hvor hun havde så mange minder om sin mor. Hun ville dog ALDRIG indrømme det hverken for sig selv eller andre, at hun netop havde fundet sig godt tilrette og blot sad og mindes de gode tider, da hun faktisk havde elsket sin familie og alt havde været godt. Følelsen frøs dog omgående til is, da hun hørte nogen rømme sig, og hun så op på sin bror med gnister i blikket. "Seb." Lød det bare kort fra hende. "Kan du ikke bare lade mig gå? Ben er sikkert allerede bekymret, og så ryger du samme vej som Harold" Truede hun og håbede virkelig Benedict Monroe var ude og lede efter hende. Det måtte han jo være. Hun havde været væk længe allerede, men hvorfor var han så ikke kommet hertil endnu? Den tanke havde strejfet hende flere gange allerede faktisk. Hvorfor var Ben ikke kommet til familiens hus nu hun manglede? Han kunne da vel ikke prioritere musikken over hende vel?
Hun bed sig let i kinden og så på sin bror med et olmt blik i øjnene. "Hvad vil du? Du er umuligt kommet for bare at mindes mors gamle kjole." Det havde ikke været svært at se, at Tracy havde mindedes deres mor da han havde givet hende kjolen. I ren afsavn havde hun duftet til kjolen i håbet om at mærke deres mors nærvær, men den var forsvundet fuldstændig. Hun fandt dog alligevel en smule trøst og styrke i at have kjolen på.

[Deleted]

Sebastian smilede dovent til hende mens han gik ind, armene over kors og en afslappet attitude i kroppen til trods for de pæne klæder, der viste at han netop var kommet hjem fra arbejdet i ministeriet. Han gik hen til hende og hev lidt ud i kjolens ærme og rettede kraven til mens han nynnede en eller anden sagte melodi.
"Kan du huske den jul hvor hun havde den på første gang?" spurgte han uden at kommentere på hendes anklager. Han var der ikke for at babysitte hende, men han ville heller ikke lægge skjul på at det havde været rart at have lidt underholdning i huset efter at have boet der så længe på egen hånd. "Eller det var måske før din tid," han slap kjolen igen og vendte hende ryggen inden han bevægede sig over til barskabet og fandt en drink frem. Cognac, god årgang. Han fandt to glas og skænkede til dem begge, første gang han havde gjort noget der kunne minde om søskendekærlighed, inden han gik til hende og rakte hende glasset for selv at dumpe ned i sofaen og løsne slipset lidt. "Hun sagde altid, at hun ønskede at se dig vokse op og blive lige så fin som hende," mindedes han stilfærdigt og tog en slurk af cognaccen. "Og se bare! Her sidder du i hendes tøj," han smilede og sukkede tungt. "Det eneste vi mangler at få styr på er håret, det skal vidst være lidt længere, så vil far slet ikke kunne se forskel på jer to."

[Deleted]

Hun kunne ikke lide at han kom hende så nær, og slet ikke at han begyndte at rette på hendes tøj. Derfor løftede hun en hånd, få at skubbe ham lidt væk, men hun tøvede så, som han begyndte at snakke om deres mor. “Selvfølgelig husker jeg det! Jeg var 5.” Lød det hårdt og afmålt fra hende, men hørte man godt efter ville man nok kunne fornemme varmen i hendes stemme. En varme som egentlig normalt var meget privat. 
Tracy så efter sin bror, da han gik hen og hældte noget op på dem. Hun kunne ikke se for hans ryg. Hun bed dog mærke i at der var to glas, hvilket undrede hende. Ventede han gæster? Eller var det måske faktisk til hende?
Hans ord gjorde ondt og kort så hun væk som sorgen lagde sig over hende. Hun havde sådan brug for sin mor, men hun var der ikke. Tracy havde svigtet hende. Var det ikke noget af det Ben havde sagt dengang de mødtes? “Bland mor udenom dette her!” Bed hun ham af og glemte dermed delen omkring at hun skulle ligne deres mor for Harolds skyld. Harold var i Azkaban og ville være der længe endnu. 

[Deleted]

Sebastian lo stilfærdigt og lænede sig frem for at slå sit glas mod hendes med et let klir til skål. "Nu ikke så knotten, han kommer snart hjem, så kan han selv bedømme hvor lighederne begynder og ender," hans smil var skævt og stadig spydigt mens han morede sig over hvor hård hun prøvede at være, mens hun i virkeligheden lignede et lille ulykkeligt barn. Han selv havde valgt at skubbe sorgen over tabet af deres mor fra sig ved at vie sit liv til familien trods alt. Han sukkede og gled en hånd igennem håret.
"Bare indrøm at du har savnet det, Trace," sagde han henkastet. "Der er intet som at være hjemme igen, vel? Du vil da ikke tilbage til hvad end Ben har haft af hybel at diske op med til dig. Hell, du kan få dit eget værelse hvis du opfører dig pænt!" han slog opgivende ud med armene for at vise hende hvad hun kunne få, hvis bare hun gjorde som han sagde.

[Deleted]

“Jeg har mit eget værelse hos Ben og jeg kan få lov at komme og gå som jeg vil. Uden at det skal smerte så forfærdeligt”  kommenterede hun og skævede til foden hvor den ellers så uskyldigt udseende ankelkæde var at se. Hun sukkede, hvad skulle hun dog gøre for at slippe væk herfra? Det var lykkedes en gang. Men kunne hun gøre det igen. 
andre af broderens ord skar i hende. Deres far ville snart vende hjem havde han sagt. Det gav hende kvalme og hun følte sig dårlig. Hun huskede hvad Harold havde gjort ved hende sidst og det vendte sig i maven på hende. “Seb. Hvad memer du? Harold er i Azkaban ikke? Han skal være der mange år endnu. Du ved hvad han gjorde imod mig” hun kunne ikke tro at hendes storebror bare kunne vende det blinde øje til. At han bare kunne se til mens deres far forgreb sig på hende. Han måtte da kunne mærke det var helt forkert. Panikken rørte på sig, da hun godt vidste hun kendte svaret og ikke kunne lide det. 

[Deleted]

Sebastian strøg en frustreret hånd gennem håret og rejste sig mens han løsnede slipset helt. "Han elsker dig jo bare," sagde han med et suk inden han gik hen til hende, greb hende om håndleddet og trak hende op og stå. "Kom med, lad mig vise dig noget," han hev hende med sig, ikke specielt hårdt, men insisterende nok til at hun vidste at der ikke ville komme noget godt ud af at kæmpe imod, og tog hende med op på næste etage hvor han fandt vej til hendes værelse. Han puffede døren op og tog hende med ind. Alting stod som det var blevet forladt længe siden og han førte hende hen til spejlet der stod i hjørnet. "Se på dig selv, Trace! Du ligner hende så meget, selvfølgelig elsker han dig! Det er vel ikke mærkeligt, vel? Han kommer snart hjem," hans greb i hendes håndled slap hende og istedet strøg han hende op og ned ad armen som for at berolige hende. "Så kan du give ham hvad han længes mest efter, og vi kan blive en familie igen. Vil det ikke være rart? Ikke at være så splittede hele tiden? Det er jo Ben der har skilt os alle sammen ad! Han prøver at holde dig væk fra far, selvom det er det bedste, og det ved vi alle sammen jo også godt, at du er her hos os," forklarede han mens han lagde sin hånd op om bag hendes nakke og rodede lidt op i det korte hår med et skævt smil. "Det kunne være så godt, Tracy," afsluttede han stilfærdigt.

[Deleted]

Tracy skævede op til sin bror netop som han strøg fingrene gennem håret, og med et huskede hun, hvordan hun som lille pige altid havde beundret sin ældste bror. Han havde virket så elegant, så rank, næsten som en prins. Ikke som Ben, der bestemt også havde sine styrker, men han var mere livsnyderen, den kreative. Hun havde elsket sin bror, før han var begyndt at hjælpe deres svar med at stå vagt, når faderen ikke kunne holde fingrene for sig selv. 
Nu var følelserne anderledes. De uskyldige barndomsfølelser var der stadig, men det var viklet ind i tvivl, mistro og usikkerhed. Hvordan skulle hun vide om hun kunne stole på ham, om han virkelig ville hende det bedste? "Men et kærlighed til en datter, bør ikke overgå kærligheden til en hustru." Forklarede hun og håbede på at han kunne forstå hende. Hun afskyede jo ikke familien i sin grundform, hun vidste bare at mådes hun blev behandlet på var forkert. Meget forkert.
Måske var det også derfor hun lod sig trække med gennem huset, og som de kom ovenpå og hun genkendte døren til sit gamle værelse, mærkede hun hjertet sætte sig fast i halsen på sig. Hendes værelse! Hun havde slet ikke vidst hvor meget hun savnede det. Ikke før hun igen stod her. Hun så på Seb med blinkende nærmest taknemmelige øjne og et lille smil. 
De endte foran spejlet og hun så på sig selv og så på sin brors spejlbillede. Han havde ret, hun lignede deres mor, særligt nu hvor håret igen var brunt. "Men hvis vi skal samle familien, hvad så med Ben? Han er også en del af familien." Hun sagde det Sagte, og sendte ham et par bedende uskyldige øjne. Hun måtte få Benedict Monroe tilbage i huset også. Tilbage til familien. "Måske han også har brug for at komme hjem. Har brug for sin bror"

[Deleted]

Sebastian fnøs ved lyden af hans brors navn. "Han har forrådt familien," sagde han med hån i stemmen. "Han vendte far ryggen, det gør ham til en kujon i mine øjne. Han skal ikke tilbage når han har forsøgt at modarbejde os, sådan som han gjorde det," forklarede han mens han stillede sig ved siden af hende og smilede lidt til deres spejlbilleder. Han lagde en arm næsten jovialt om hendes skuldre. "Kærlighed er hvad det er, og hvis det ene overstiger det andet er det vel kun en rar ting? Man skal ikke undertrykke den slags," fortalte han inden han gav hende et klem og slap hende for at sætte sig på sengekanten med hænderne foldet i skødet. "Min mentor og jeg har arbejdet en del med den slags. Og nogle familier er bare støbt sammen på andre måder end hvad normen er, og det er kun fordi samfundet ser skævt til det og mener der er etiske og moralske regler man skal forholde sig til, at man selv tror det er skamfuld og forkert. Men det er det altså ikke," han trak på skuldrene. "Giv far en chance når han kommer ud igen, se om det er dig eller ham der er forkert på den. Du elsker ham vel, han er jo din far, right?" spurgte han med hovedet lidt på skrå og et blik der var mere mildt end det havde været tidligere.

[Deleted]

Tracy vendte sig og så op på sin bror. "Men Seb, Det var jo mig der var den første til at forråde familien. Mig der først stak af og mig der vendte... familien ryggen. Hvorfor kan du tilgive mig og ikke ham?" Det var en ærlig sag, hun var dog bange for at hun godt kendte svaret, men hun var nødt til at blive ved med at presse. Hun ville undvære sin bror ikke nu, ikke efter alt de havde været igennem sammen. Hun kunne ikke. Desuden havde hun brug for ham og brug for hans sikkerhed, særligt hvis Harold blev sat fri igen. "Jeg forsøgte også at modarbejde os! Det var mig der vendte Ben mod familien. Forstår du ikke det? Han er ikke mere sort får end jeg er." Argumenterede hun videre og håbede på Sebastian ville lytte til hende. Det gik hende på, men samtidig så begyndte nogle af Sebastians ord også at trænge ind i hende. Hvad skulle hun gøre? OG værre endnu, var Sebastian virkelig lige så slem som Harold var det. Hans ord om en mentor forvirrede hende og hun var slet ikke sikker på, hvad det var han prøvede at fortælle hende, men hun var ret sikker på, at hun ikke kunne lide det og bestemt ikke var enig. "Harold burde ikke forgribe sig på sin datter. Det er forkert! Det er ikke naturligt. og nej Jeg savner ham bestemt ikke, ligesom han heller ikke længere er min far. Den titel har han mistet da han kidnappede mig og udsultede mig og behandlede mig som skidt!"  Hun gik hen til bogreolen, som hun lod blikket glide over. Der var så mange bøger hun savnede at læse. Så mange af sine gamle ting. Ting fra skolen hun havde glemt hun ejede.

[Deleted]

Et øjenbryn skød i vejret over hendes ord. Han havde håbet at hun var kommet på bedre idéer og tanker, måske havde set hans venlighed som en kærkommen gave og dermed havde indset at hun var bedre tjent med familien end mod familien. Hans læber blev til en stram streg og han rejste sig fra sengen og gik hen til hende som hun stod ved bogreolen. Han tog ikke fat i hende, bare stod tæt nok op ad hende til at hun vidste at han var hende fysisk og psykisk overlegen. Nu havde hun været i kælderen længe nok og han havde tænkt at vise hende op til hendes gamle værelse måske ville vække nogle minder i hende som hun ville ønske var vedvarende, men det lod til at hun stadig havde nogle tanker om familiekonstellationen, der skulle vaskes bort.
"Så du indrømmer at ville din familie det ondt? Vil os det værste? Vil os det dårligste du har at byde på?" spurgte han syrligt og hans krop var så nær hende at han kunne mærke hendes ryg imod sin brystkasse, dog uden at han rørte hende med hænderne, en synlig magtdemonstration som hun skulle have lov til at søbe ind i. Han var herren i huset lige nu, og hun var hans gæst og skulle derfor indordne sig hans regler.

[Deleted]

Det løb hende koldt ned ad ryggen, som han kom nærmere bag hende. Han var alt for nær og hun var fanget mellem ham og reolen. Derfor fokuserede hun en tid på bare at trække vejret og ikke gå i panik. Det var dog svært at tænke i en situation som denne og hun måtte flere gange synke en klump, der truede med at blokkere luftvejene i hendes hals. 
Hans ord fik hende dog til så vidt det var muligt at vende sig om imod ham og se op på sin bror. Som barn havde de haft en fint forhold. Faktisk havde hun elsket sin bror indtil han så var fyldt 11 og skulle på skolen. Indtil hun selv var blevet 16 og alt det med Harold Monroe var startet. "Nej Seb. Jeg ønsker ikke at gøre nogen ondt. Jeg vil aller helst have en familie, jeg kan være en del af. En Hel familie, men mine brødre kan ikke forliges og min... Jeg mangler en ordentlig far." Hun nævnte ikke noget om deres mor. Hun var død og det var trods alt en naturlig del af livet, selvom hun virkelig savnede hende! Måske var Seb faktisk bedre end både Harold og Ben, Måske var han den der så mest klart. "Seb? Tror du ikke du kunne prøve at snakke med Ben? Jeg tror måske bare han føler sig som en dårlig bror."

[Deleted]

Han tog en dyb indånding mens han lyttede til hende og en smule fraværende lagde sin hånd mod hendes kind for at mærke huden under sin håndflade. Hun var medtaget af hans indespærring, men i det mindste ikke udsultet. Han sørgede for at hun fik nok mad til ikke at være afkræftet eller underærneret, men mere skulle hun heller ikke have før hun var klar til at vende tilbage til familien, og den konstellation som de nu engang var.
"Du får ikke nogen ny far, så tag ham du har og vær taknemmelig for at han gav dig dit liv," hans stemme var inderlig men ikke varm, mere en form for forhåbning om at hun ville se sandheden i øjnene snart og opgive kampen. "Når han engang dør er det os to der står for familien. Og Ben?" han fnøs, "han kunne have ladt være med at opføre sig så tåbeligt. Jeg skal da nok forsøge, men," hans mundvig skød op i en tvivlende grimasse inden han langsomt slap hende og vendte sig bort fra hende med et tungt suk, "han dømte sig selv til at være udenfor den dag han gik imod os, Trace. Han kan sejle sin egen sø for min skyld, jeg er ligeglad," han gik tilbage hen til sengekanten og satte sig med hænderne foldet i skødet mens han betragtede hende. "Ellers må han komme og bede om tilgivelse og bevise hans værd overfor far."

[Deleted]

Der var noget om det Seb sagde. Nej hun kunne ikke lide sin far, men i sidste ende, var det ham hun havde og uden ham ville hun slet ikke være blevet født. Det gjorde dog stadig ondt på hende at indrømme, at han havde ret. Blikket flakkede, da hun så på sin bror, og man ville nok tydeligt kunne se, hvordan hun langsomt accepterede, at hun havde den familie hun havde. "Han skræmmer mig Seb. De ting han har gjort. Det er.." Men hvad skulle hun sige for at få ham til at forstå det? Han ville ikke forstå følelsen af hvordan Harold kiggede på hende. Det var modbydeligt. Hun kunne stadig godt have mareridt om hvordan hun havde været fanget og lænket hos Harold, det var dog ikke noget hun fortalte Benedict Monroe om. 
De næste ord der kom over storebrorens læber var på en eller anden måde ubehagelige. Hvad ville der ske når Harold ikke var her mere og de var de ældste i familien. Hun ville ingen børn få, men hvad med Seb og Ben? Var deres slægt allerede uddød? "Så tåbeligt opfører han sig heller ikke. Han vil jo bare mig det bedste." Det havde hun været sikker på længe, men nu hvor hun snakkede med Seb, blev hun alligevel i tvivl, og det kunne høres på hendes stemme. Pludselig lød Benlige så besidderisk og overbeskyttende som Harold. Eneste forskel var bare at hun hos Ben havde sin frihed. "Vi kunne invitere ham på te en dag. Jeg kunne skrive til ham." Foreslog hun og så på sin bror.