Never have I ever

[Arthur Q. Andromedius]

Hele redeligheden med Erik, havde efterladt Arthur sind i et stort rod. Han var ærgerlig, men ikke vred eller ked af det. Bare frustreret over mandens pludselige ombestemmelse. Efter at have efterladt rullerne i ministeriet, havde han indfundet sig på første og bedste skjulte magikerbar i Londons finere kvarterer. Her havde han lidt for hurtigt indtaget et par drinks, inden han havde samlet sig og stavret ud i Londons gader. Hvordan kunne nogen overhovedet tro at han kunne finde på at kidnappe en teenager? Og hvorfor hadede Erik ham nu? Måske han skulle sende Erik en ugle, spørge hvad han lavede? Eller transferere til universitetet? Arthur drog kappen tættere om sine skuldre og rettede sig op inden han begav sig ned af de lange øde gader. I hånden havde han en vinflaske som var dækket i papir, noget hans fader vil have slået ham til plukfisk for at havde med sig i offentligheden. 

[Matthew J. Darklighter]

To forpinte sjæle rullede de afsted i hver sin voldgrav, men i hvert deres tempo. Matthew havde taget en sen aftentur gennem Londons gader mens han havde ladt frustrationerne gå ud over Gabriel denne aften. Det var alligevel ikke nok og han havde taget turen til fods for at køle af mens hans tanker vandrede bitre og ærgerlige over at have ladt Angelique gå alene ud den aften. Den skæbnessvangre aften. Og alt sammen fordi Lucilla havde været på besøg. Og alligevel var det jo noget som Angelique blev nød til at finde sig i. Hun havde ikke været der dengang Maria var forsvundet så hun ville ikke forstå den funktion kvinderne havde når først de var svoret ind som hans hustru. Lucilla var anderledes, det medgav han gerne, men alligevel var det et praktisk formål hun skulle indpasses til. Hvor meget afkom han kunne nå at avle på hende før hendes krop gav op, var uvist, men det skulle gerne kunne lade sig gøre at få måske 2 eller 3, helst flere. Så hurtigt som muligt. Med lidt beregninger kunne han indenfor mindre end 3 år have 3 børn med hende, og det imens hun var i sin mest fødedygtige alder...
Alle disse tanker måtte vige da han fra en sidegade til den større gågade, skimtede en ung mand som han genkendte alt for nemt. Det var sært at se en næsten tro kopi af sin fætter, men vide at der på ingen måde var slægtsskab imellem dem. Eller det var ihvertfald hvad Freya hævdede. Matthew vidste ikke om han stolede helt på at det var sandt, men han gav hende tvivlens fordel for nu, imens han langsomt bevægede sig ud fra sidegaden og ind i skæret fra de blege gadelamper. Han smilede smalt. Det var tydeligt at se der var noget i gærde. Manden havde en flaske i brun papir. Det kunne som regel kun betyde én ting.
"Drukner du dine forlovelsessorger?" spurgte han fra afstanden imellem dem men højt nok til at vide at hans ord kunne nå ham. Det smarte ved at færdes i denne del af Londons indre by var at der altid stort set var liv og magi var en umulighed, hvis det skulle komme til en konflikt imellem de to.

[Arthur Q. Andromedius]

Stemmen skar ind i hans ørekanal og fik straks Arthur til at se op og mod ingen ringere end Matthew. Et smalt drenget smil omfavnede hans læber imens de blå blik så ud gennem de lange lyse lokker. ''Naeh, idag har fejrer jeg min bachelor frihed'', svarede han som han hævede flasken i en skål mod Matthew og tog en slurk. Det var ulig Arthur at være fuld og specielt i Londons gader. Nok havde han drukket hjemme eller til fester, men at være mutters alene og bedukket var fremmed. Selv Matthews lille smil virkede knapt så farligt i øjeblikket. ''Onkel Matthew, hvad laver du dog herude?'', hilste han venligt imens smilet udviklede sig til det professionelle tandsmil der kunne få kvinderne til at dåne. Han stak hånden ud for at hilse, for han kunne ikke se at der var nogle problemer tilbage at diskutere.

[Matthew J. Darklighter]

Matthew tog hans hånd i et fast greb til hilsen. Den var varm af alkoholens brusen i den unge mands krop og han slap ham på ny med et let hævet øjenbryn.
"Bitre tanker fortjener bitre omgivelser," svarede han tonløst mens hans blik gled fra flasken i den unge mands hånd til hans ansigt. Det var ikke en overvældende beduggethed at spore men der var alligevel visse trækninger i hans kropssprog der talte deres tydelige tegn. "Bachelorfriheden," han smilede smalt. "Jeg hører ellers at du har en ekstra skygge der følger dig for tiden." Hans øjne glimtede frydefuldt over at vide at Arthur var endt i en suppedas som hans far ikke lige umiddelbart kunne redde ham ud af. Han vidste at han selv også snart ville få problemer, men den tid, den sorg. Så længe de mere afsidesliggende rum i palæet ikke blev opdaget af Rebecca Maverick var han sådan set tilfreds. Det var nok dog desværre kun et spørgsmål om tid før han måtte gøre en ende på kvinden, men først så snart Angelique var tilbage i hans arme og kidnapperen var straffet.

[Arthur Q. Andromedius]

Arthur fulgte Matthews blik ned på flasken og så tilbage på ham med en hvis skyldfølelse. ''Lad venligst være med at sige noget til Quinten'', bad han med en stemme lettere nervøs som var han 13 og opdaget med en ingefærdsøl i hånden. Andromedius familien afholdt sig stortset fra alkohol, ikke fordi det var syndigt men fordi der ikke var nogen grund til at drikke sig en kæp i øret og et skarpt sind var vurderet højere. Arthur undlod at kommentere på mandens melankolskhed, indtil at han påpegede den 'skygge' som de alle vidste var en auror. Det fik Arthur til at fnyse, som han strøg hånden gennem sit hår på ny. ''Jeg har ikke kidnappet Angelique. Så dum er jeg ikke'', svarede han tørt imens han måtte flytte på sig for at gribe sit fodfæste igen. Han hævede en arm for at skjule sit forsøg på at dække over en bøvs der var igang med at tvinge sig vej ud. ''Hvad skulle jeg overhovedet med hende, jeg ville blive auror. Du tror vel ikke at jeg kunne finde på at kidnappe hende, vel onkel?'', spurgte han. 

[Matthew J. Darklighter]

Matthew smilede smalt og foldede hænderne foran sig som han gik lidt videre forbi den unge mand, et tegn til at han kunne følge med - hvis han altså kunne stå på benene.
"Jeg ved ikke hvad du kan finde på, Arthur, du har slået min forlovede fordi hun afviste din forlovelse, så hvis du fik en idé om at være sammen med en kvinde, du allerede var frabedt kontakt til, kunne jeg måske forestille mig et sekunds utilregnelighed ville være nok til at du ville stå med hende bundet og bastet over ryggen i en skov et sted," sagde han henkastet. Han mistænkte ikke Arthur som sådan men han morede sig lidt over tanken om at han kunne puffe lidt mere til ham. Des mere han kunne mistænkeliggøre hans færden overfor auroren, des mere morskab kunne han have på sidelinjen ved at se den unge Andromedius gå i spåner, omtrent som han allerede formåede selv denne aften med flasken for læberne.

[Arthur Q. Andromedius]

“Det er anderledes”, svarede han med en hævet finger som var det hans sagde vigtigt. Han gav sig til at følge efter Matthew, sine kinder rødmossede fra vinens kærlighed. “Jeg havde ikke damnet med dig med vilje”, svarede han dom han foragte at gå ret. Hans alkoholtolerence var stort set ikke eksisterende, og selvom at han førte sig normalt ville alle som kendte ham, vide st han var godt pløret til. Fordi så ærlig plejede han ikke at være. “Jeg respekterer dig onkel, og havde jeg vidst Lucilla var din havde jeg aldrig tørt hende. Og, jeg kunne aldrig finde på... Angelique... hun er et barn du ved”, han rakte nu venligt flasken mod sin faders ven - rn venlig gestik.

[Matthew J. Darklighter]

Matthew skævede til flasken men sendte ham et smil og hævede en hånd til en venlig afvisning om tilbuddet om at modtage hans sikkert spytbesølede vinflaske imens de gik.
“Jeg værdsætter din ærlighed, men du ved også selv din opførsel er problematisk,” påpegede han. “Der er for få konsekvenser til at lære dig hvordan man opnår sine mål uden at skulle ty til gråzoner af ulovligheder,” han sendte ham et sigende blik mens de gik inden han standsede ved et gadekryds og drejede til venstre bort fra den mere trafikerede del af bydelen. Herinde mellem de høje bygninger var der mere stilfærdigt, og lyden af mugglernes larmende biler var som forstummet ud i nattemørket. “Din mor er et blødt væsen der bøjer sig af kærlighed, men ikke formår at håndhæve sund fornuft og pædagogik,” tilføjede han, måske en kende skødesløst men når de nu var ude i at være ærlige med hinanden var det vel passende at han gav igen af samme skuffe til den unge Andromedius.

[Arthur Q. Andromedius]

Arthur himlede med øjnene af den ældre magiker - endnu et tegn på hans fuldskab, under normale omstændigheder havde Arthur aldrig så meget som draget på overlæben ved en ældres opdragelse. “Min mor er følelsesstyret”, svarede han tørt imens han måtte tage fat i en gadelampe for ikke at gå direkte ud foran en mugglerbil. “Idiotopfindelse, kan du tænke dig at far har skaffet sådan en?”, han fnøs igen og spyttede ned på gaden foran sig for at vise sin disgust. Alligevel gnavede Matthew ord i ham som en uvelkommen gæst og han tog endnu et sug fra flasken: “1 min far siger at jeg ikke måtte fortælle dig om bilen, 2! Hvad mener du nu?”, han vidste at han tilrider opførte sig problematisk i øjnene af andre, men i sidste ende fik han jo hvad han ville have. “Hvilke konsekvenser synes du da jeg bør blive tildelt? Et klap i røven eller en tur i azkaban?”, spurgte han.

[Matthew J. Darklighter]

Matthew sendte ham et misbilligende blik, lettere opgivende over den unge mands attitude. "En god afstraffelse vil måske lære dig lidt om livets spilleregler," sagde han mens han lod blikket følge bilen der gled afsted ud i natten bort fra de to magikere. "Hvad der så er straf for dig ved jeg ikke specifikt, men jeg kan forestille mig at dine forældre ville vide det. Azkaban eller vold er trivielle former for afstraffelse. Jeg går ind for noget mere personligt, der kan sætte folk på plads. Det handler mere om psykologi end om retfærdighed. Det, der kilder de rigtige og forkerte steder," den lille trækning i mundvigen indikerede hans typiske smil. Han stoppede lidt op og var ved at få Arthur til at støde ind i sig men stabiliserede ham med en hånd på hans skulder.
"Din far har købt en bil? Well, han skal vel se ud som en muggler når han færdes blandt dem," påpegede han med et skuldertræk inden han fortsatte sin gang og var sikker på at Arthur ikke væltede i sin beruselse.

[Arthur Q. Andromedius]

Arthur undslap et højt smæld fra tungen ved Matthews endeløse snak. Han var knapt blevet straffet som barn. Ibland havde hans far sendt et slag i hans retning men for det meste havde Freya bittert stoppet Quintens forsøg på at give en større røvfuld. Psykologiske afstraffelsesmetoder, hah, hvad troede manden han var? Præst? Arthur skulede til ham. “Hvorfor bruge tid på det når man kan give et slag over nakken?”, spurgte han n anelse surmulende imens han blev rettet til. “Jeg mener, psykologi et spild af tid som man kunne bruge på noget mere værdigt”. Han var næsten ligeglad med bilen nu, hvor at de var havnet i en diskussion. Han huskede stadigvæk hvordan Matthew havde givet ham slik under bordet som barn, mon det var mærkeligt nu at stå pg forsøge at få ham til at gå sin fuldskab bort? “Mor er stiktosset. Og jeg har altså ikke drukket så meget, så du behøver ikke-“ længere kom Arthur ikke før end han måtte tage fat i endnu en gadelampe for at stabilisere sig selv, han gav slip på vinflasken så dens roséfarvede indhold spredte sig udover fortovet og ned gennem revnerne. “Det er også alt sammen hans skyld”, fnøs han imens han tog sig til håret i frustration.

[Matthew J. Darklighter]

Matthew standsede og vendte sig mens han betragtede den fulde Andromedius i gadelampens skær. Det normalt sirligt friserede blonde hår hang lidt tjavset, og dækkede over hans ansigt mens han lod til at prøve at stabilisere sig selv og sit mentale velbefindende.
"Hvem?" spurgte han med en lille panderynke. Hvor meget han end havde haft lyst til at give Arthur en session, række ud og spinde tråde af tanker og ulidelige billeder i hans sind med sin legillimens, måtte han holde sig fra at gøre det. Ihvertfald ikke lige nu. Måske en lille lærestreg til slut inden de gik hvert til sit. Men som "onkel" havde Matthew også et vidst ansvar at se til at hans vens unger ikke kom alt for galt afsted imens de var i en brandert. Han lagde derfor hovedet på skrå og armene over kors mens han ventede på at Arthur gav lidt mere mening.

[Arthur Q. Andromedius]

Arthur vidste ikke om at det var venligt af Matthew, at passe på ham eller om det var irriterende. Uden, havde han nok endt i favnen på en gammel kammerat eller stavret sin vej til Diagonalstræde for at kræve en overnatning på Den Utætte Kedel. Gabriel skyldte ham vel en tjeneste for ét eller andet. Han vendte sig mod Matthew imens han forsøgte at rette sig op. ''Urgh bare den her...'', han blev stille som hans blå blik skulede mod Matthew i gennem snævre mørke øjenvipper. '''Bare den her fyr jeg knalder. Han blev skide sur idag. Altså helt ærligt'', han rettede sig op endeligt fint og begyndte at gå ned af gaden på ny. ''Hvem foreslår polygami og flipper skråt når man forsøger at give dem et lille bitte kys? Jeg tror han er psykopat'', han spyttede ned på gaden igen og hævede begge sine, nu frie, hænder for at stryge sig over det lange blonde hår imens han kiggede op i den mørke himmel. Han sukkede teatralsk og skævede mod sin onkel igen. ''Men han boller godt, hvad skal jeg gøre?'', spurgte han, med en bævrende underlæbe som en hundehvalp. Det havde ikke strejfet hans fulde sind at denne snak måske var for meget for hans onkel, og var yderst privat. 

[Matthew J. Darklighter]

En fin muskeltrækning under hans øje fik hans blik til at blive en my smallere mens han lyttede til manden. Egentlig faldt det ham ikke sært at manden måske var til sit eget køn, hvem var efterhånden ikke det i disse tider? Men han var også nysgerrig og kunne ikke dy sig for at diskret række ud og søge i mandens fordrukne sind. Det var ikke svært at finde frem til dagens samtale der var blevet udvekslet mellem ham og Erik. Matthew måtte lægge bånd på sig for ikke at komme til at le højt, og fnøs derfor istedet.
"Min fætter er ganske rigtig noget særligt," sagde han stilfærdigt uden at ville påpege hvorfra han vidste det. Der var ingen grund til at røbe hans gave, men han vidste også, ud fra deres samtale, at det ville pisse Arthur endnu mere af hvis det virkede som om, at hele verden vidste hvad han gik og lavede bag lukkede døre med universitetets rektor.
"Lad ham gå og gør som du selv har lyst til for en stund - med den andens velvilje, vel at mærke," påpegede han med et sigende blik førend han atter satte sig i bevægelse ned ad vejen. Der var faktisk ikke langt til den utætte kedel herfra, og han overvejede at smide den fulde Andromedius af i rendestenen udenfor så han kunne få fred.

[Arthur Q. Andromedius]

Matthews røbende af mandens identitet, fik Arthur til at måbe og hans øjne til at blive store. Han hævede hånden som for at lukke sin mund inden han rystede på hovedet og sank en klump. ''Så han har sladret'', svarede han tørt og knyttede sine næver så knoerne blev hvide, hvad fanden bildte han sig ind? ''Utroligt, når han har kæmpet så hårdt for at holde det hemmeligt for Looney f'ing Lennie'', han rullede åbentlyst med øjnene som frustrationen flød over ham på ny og fik hans fingerspidser til at kilde. Han stoppede i sine skridt og sendte et isnende blik mod Matthew, et af de som kun en mand med en mission kunne sende. ''God idé. Jeg bør finde en hustru imens jeg ikke er distraheret'', han så frem for sig og skulle til at gå videre da han pludselig følte sit indre vende sig. Han satte i løb til den nærmeste mugglerskraldespand og stak hovedet i den for at spilde alt sin indmad.