Dear Lucilla

[Matthew J. Darklighter]

Lucilla Locket

Tid: Søndag eftermiddag

Sted: kontoret i Darklighterpalæet

Vejr: overskyet, mild regn

Det var dagen efter besøget på Skt. Mungos. Han havde med rette fået vist Quintin de skader Arthur havde påført Lucilla, og med en opsang fra en sygeplejerske om at barnet, som de havde konstateret var uskadt, kunne være blevet aborteret ved det voldelige overfald, var forlovelsen blevet ophævet mellem Lucilla og Arthur med det samme. Da han ikke havde kunnet være blevet hos Lucilla på hospitalet, var han derfor taget direkte til hendes forældre for at tilbyde dem at forlove sig med hende istedet. Selvom det kom lidt bag på dem at to mænd med relativt kort tid imellem hinanden søgte at gifte sig, havde de ikke haft nogen indvendinger, og ringen lå nu klar i en lille sort fløjlsæske i en skuffe i hans skrivebord hvor han nu sad og ventede på at hans kommende hustru skulle komme til ham. Han havde en plan om hvordan forlovelsen skulle forsegles, men først skulle han sikre sig at hun var i stand til at modtage den velsignelse der fulgte i kølvandet på sådan en forening.

[Lucilla Locket]

Lucilla var blevet udskrevet fra Skt Mungos og hun skulle tilbage til Hogwarts i aften. Alt var okay, fysisk, men psykisk havde hun følt sig melankolsk og udmattet. Alt havde lovet godt, indtil hun havde fået at vide at Arthur havde fået lov til at forlove sig med hende, uden hendes velsignelse. Det havde ikke ændret sig. Situationen var stadigvæk den samme. Som altid, når hun følte sig usikker på sig selv, søgte hun råd hos Matthew. Hun ville have set ham uanset. Hogwarts betød ikke meget for hende disse dage, når hun mærkede savnet hun havde til hendes elsker, mentor og faderrolle. Hun var ikke flov over deres aldersforskel - han havde så meget han kunne lære hende, og hun kunne give ham alle de børn han ønskede.
Hun bevægede sig ind i hans palæ, og hun gik den kendte vej mod hans kontor. Ganske kort huskede hun døren til det forbudte værelse. Det synes næsten som en ond drøm nu.
Efter at have banket stille på døren til hans kontor, blev døren åbnet langsomt op, og hun stillede sig høfligt døråbningen, “Matthew…” hun kunne mærke at hun var tæt på gråd, men hendes glæde over at være så heldig at se ham igen inden hun skulle tilbage var for stor til at tårerne kunne tage over. Det havde bare været nogle forfærdelige dage hjemme.

[Matthew J. Darklighter]

Da den milde banken lød ud i rummets stilhed lagde han blækpennen fra sig og lod den finde vej til sin holder mens han brød ud i et mildt smil ved synet af hendes skikkelse i døråbningen. Han rakte diskret ned til skuffen og puttede den lille fløjlsæske i lommen inden han rejste sig.
“Ah, Lucilla,” sagde han og bevægede sig rundt om bordet for at gå hende imøde og lagde hænderne først på hendes skuldre som en blid hilsen inden de fandt vej til hendes kinder og han måtte bøje sig ned for at kysse hendes sødmefulde læber og han kunne tage hende ind i sin favn mens han viste hende at hun var i sikkerhed hos ham. Han ville ønske han kunne lade sit mørke opsluge hendes lys og blande sig med hans væsen, men det var der kun få metoder til, og én af dem ville hun nok få at føle senere. Han brød kysset og holdt hende lidt ud fra sig mens han strøg hendes kind blidt.
“Hvordan har du det, min kære?” Spurgte han venligt bekymret og trak hende med sig hen til en stol hvor han satte sig og lod hende finde plads på hans skød.

[Lucilla Locket]

Lucilla stod, klædt i en blå kjole og en mørk jakke. De små perler, der hang fra hendes øreringe bevægede sig let i luften. Hun havde taget sit mest voksne tøj på, måske i et håb om at overbevise sig selv om at hun var voksen nok til ikke at være ligesom andre piger gravide på hendes alder. Hun havde endda “lånt” sin mors perlekæde for at komplimentere hendes øreringe. Hun observerede Matthew gennem det velkendte kontor, som han bevægede sig elegant over til hende, for at omfavne hende. Hun gengældte hans kys, og hun kunne mærke hvordan behovet for at overbevise nogen om hendes modenhed, ved at gå i den rette påklædning, forsvandt bort. Matthew modnede hende og overbeviste hende om at hun sagtens kunne stå på egne ben - med Matthew.
Hun blev trukket med hen til stolen, hvor hun landede i hans skød. Lucilla tog en dyb indånding og rystede på hovedet. “Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med min forlovelse med Arthur. Jeg nægter. Jeg kan ikke gifte mig med ham,” hendes ansigt bar præg af en arrighed hun følte dybt indeni, og den formåede også at gøre hendes øjne varme og våde, til tårerne lydløst trillede. Kunne hun gøre det af med Arthur?

[Matthew J. Darklighter]

"Lille skat da," sukkede Matthew lidt mens han strøg hende blidt over kinden og tog hende ind til sig så hun kunne hvile sit hoved mod hans skulder. Tårerne fangede hans fingre hurtigt og ubemærket strøg han en finger over læberne for at mærke den salte smag inden han smilede ned til hende. "Jeg tror jeg har en løsning, min kære, men," han rettede sig lidt op og så bort fra hende til den orange, flakkende ild i pejsen foran dem. Varmen slog ud imod dem som blide vift fra en ørkenvind, "det kræver at vi skal ud på en lille gåtur her i palæet. Kan du klare det?" spurgte han og så tilbage til hende. Det sidste han ønskede var at hun skulle ud på en strabadserende tur efter overfaldet, men måske han overreagerede?? Hun var ham for dyrebar til at han ville gøre ondt værre ihvertfald.

[Lucilla Locket]

Lucilla var tæt på bare at blive mere ynkelig, som han kaldte hende lille skat, men hun formåede at tage sig sammen og ikke at lade sig blive offer for at blive behandlet, som et lille forsvarsløst barn. Hun sukkede mod hans skulder, nu hvor hun mærkede trygheden ved at have ham nær sig. Hun lyttede opmærksomt til ham og kiggede op på ham, “Jo, hvad har du i tankerne, kære Matthew?” hun strøg sin hånd over hans bryst og plantede et blidt kys mod hans hals, mens hun indåndede ham let. Hun var øm endnu, hvor Arthur havde slået hende, men hun kunne godt bevæge sig rundt uden de store problemer. Mest af alt var hun bare lykkelig over at der ikke var sket noget med deres barn.

[Matthew J. Darklighter]

Hendes lille ømme kys var som en blafren af en sommerfuglevinge mod hans hud og den sendte en blid kuldegysning igennem ham. Han gav hende et kort, lille kram ind imod sig for at vise hende den tryghed han ønskede at yde hende, inden han langsomt lirkede hende op og stå og selv rejste sig i sin fulde højde over hende og tog hendes hånd.
"Jeg har noget at vise dig," sagde han med et mildt smil ned til hende og førte hende med sig ud ad kontoret. "Jeg ville vise det tidligere men jeg følte ikke tiden var på sin plads, og nu er det måske det rette tidspunkt at gøre det," forklarede han som han ledte hende med sig ned til entrésalen og om bag den store trappe. En gammel skydedør blev trukket fra og afslørede en gammel gitterdør og et lille messingpanel. Han trak gitteret til side og åbnede op til en elevator som han førte hende med sig ind i. Han trykkede på et lille instrumentbræt indenfor døren og gitteret gled for inden elevatoren begyndte at rasle og skramle nedefter i dybet der var Darklighterpalæets katakomber.

[Lucilla Locket]

Hun sukkede kort, som han krammede hende ind til sig. Det var afslappende. Men der var andre planer for dagen, og hun var nysgerrig nok til at følge med ham, så hun kunne finde ud af hvad hans løsning ville være.
Lucilla tog imod hans hånd og fulgte ham. Hun følte sig tryg, indtil det begyndte at minde hende om det hemmelige rum, hun aldrig skulle have set. De trådte ind i en elevator, og hun overvejede hvor han ville føre hende hen. Her havde hun ikke været før.
“Jeg stoler på dig, Matthew,” lød det, næsten forhåbningsfuldt. “Har du en fangekælder, hvor vi kan holde Arthur fanget?” det var ment som en dum joke, men alligevel undslap det hende i en alvorlig tone. Hun havde ingen fornemmelse af hvad han havde tænkt sig at vise hende.

[Matthew J. Darklighter]

Elevatorens skramlen overdøvede næsten hendes ord men Matthew hørte dem ganske udmærket. Han sendte hende et smalt, underfundigt smil.
"Så, så, min pige, Andromedius-familien er respektabel, sådan behandler vi dem ikke, selv ikke når de er på den forkerte side," sagde han men glimtet i hans øjne understregede at tanken ikke var fjern fra det han havde lyst til at gøre ved Arthur næste gang han fik fat i ham. Desværre ville det være under opsyn af både Freya og Quintin.
Elevatoren begyndte at sagtne farten og endte med et lille stød mod undergrunden hvor maskineriet slog et klik inden gitterdøren gled fra og de kunne træde ud i en kold, åben hal med lave søjler og fakler der oplyste væggene, så skyggerne jog rundt i en evig fangeleg. Der var køligt og duften af fugt slog ind i næseborene. Matthew tog en fakkel fra en holder og rakte Lucilla sin hånd.
"Det er nok bedst du tager min hånd mens vi er hernede, da man hurtigt kan komme til at gå forkert," forklarede han stadig smilende men med et mere alvorligt tonefald, der understregede alvoren. Ud fra hallen gik små gange ud i mørket. Nogle var oplyste, andre forsvandt totalt i intetheden der herskede under palæet. Han førte hende dog med kursen rettet ret meget ligeud. Blandet med den sagte dryppen af fugt fra det hvælvede loft og fodslagenes ekko i gangene, var det som om der var lyde i det fjerne, sagte klagen der mundede ud i svag knurren eller gurglen fra de gange der henlå i mørket. Matthew bevægede sig med myndig mine igennem hallen og mod en bred gang der mundede ud i en høj dør, højere end hallen de netop havde befundet sig i. Han standsede og satte faklen i en holder på væggen og vendte sig mod Lucilla og tog hendes hænder.
"Det jeg vil vise dig er en familiehemmeligheder, ikke kun min hemmelighed, men de fleste af os er indviet i den, så det er ikke ukendt for os men sjældent et samtaleemne, med mindre nogle andre bringer det på banen. Derfor," han hævede en hånd til hendes kind så håndfladen mødte hendes blege hud og hans tommelfinger gled kortvarigt over hendes læber, "snakker vi ikke om det til daglig, forstået?"

[Lucilla Locket]

Lucilla rødmede svagt over overhovedet at have kommet på så skrækkelig en idé. Hun havde bare et brændende ønske om at Arthur kom til at betale for hans behandling af hende - men Lucilla vidste også at mænd som ham typisk slap af sted med at træde på andre. Han var omgivet af indflydelsesrige mennesker, og Lucilla prisede sig bare lykkelig ved at hun ikke selv var fra en ubetydelig familie. Hun turde ikke at tænke på, hvor magtliderlig Arthur ville have opført sig over for en med en lavere status end Lucilla.
APå trods for skammen, der fik hende til at rødme, så følte hun sig ikke dømt at Matthew.
De blev lukket ned i det mørke dyb. Hun hørte de rytmiske dryp fra loftet over dem.
Matthew havde bedt hende om at holde hans hånd, og hun havde ingen indsigelser - hun vidste ikke hvor han præcist havde ført hende hen, ud over at det var under palæet. Stedet gav hende myrekryb, og hårene rejste sig i nakken på hende, da lyden af en klagesang begyndte at komme i fokus i hendes ører. Lucilla gik Matthew en smule nærmere, inden han standsede igen og vendte sig mod hende.

Hun kiggede op på ham, med blege kinder og et undertrykt bekymret blik. Lucilla var ikke mere nysgerrig end hun var bange, så hun turde ikke at kigge i retningen mod lyden. Hun havde lyst til at spørge Matthew, hvad hun havde hørt - men hun spurgte ham ikke af frygt for hvad svaret ville være.
Lucilla nikkede lydigt. Hun var næsten gjort tavs af frygten for det uventede og ukendte. Hvilke andre hemmeligheder bar Matthew rundt på?

"Du kan stole på mig Matthew. Jeg vil hellere miste min stemme, end jeg vil afsløre nogen af vores hemmeligheder," hun klemte hans hænder blidt.

[Matthew J. Darklighter]

“Åh, så slemt går det nu ikke endnu, min kære,” sagde han idet han lod sin hånd falde fra hendes kind og ned til hendes skulder som han vendte sig om imod døren. Han hævede en hånd og formede tegn med fingrene i luften og ordløst løste magien låsen tungt op i den store dør så den skurrende gled fra så hængslerne knirkede og klagede. Lydene bag dem fra mørket blev kortvarigt højere men forstummede så efterhånden som en varm trækvind slog imod dem fra det enorme kammer der åbnede sig op foran dem.
Det syn der mødte dem var et stort, cirkulært rum. Langs væggen løb en tynd rande fyldt med en mørk væske som pladrede ned fra bestialske hoveder montret på væggene hvor fakler kastede deres skær op ad de kolde sten. I midten var en runding og i centrum var en forhøjning eller platform, ikke større end et skrivebord hvis man skulle måle det efter et beskedent møbel, lavet af sten og plettet mørkt af brug. To søjler stod lidt fra platformen og holdt loftet oppe. Der var stille på nær lyden af den mørke væske der flød fra hovederne ned i randen.
“Velkommen til kapellet,” Matthew trådte ind, hans skridt gav genlyd mod væggene og hans hænder var foldet bag hans ryg som han gik mod platformen og standsede ved siden af den. Den var ikke højere end at den gik, belejligt nok, til hans hofter. Pletter på gulvet bar også præg af de udgydelser og udskejelser der var hændt i rummet. Og alligevel var der noget sælsomt andægtigt over stedet, som om man kunne høre blid musik et sted men uden at der var lyd i rummet. Han vendte sig imod hende og smilede smalt for at se hendes reaktion.

[Lucilla Locket]

Hun lukkede øjnene og lænede sit hoved ganske kort mod hånden på hendes kind. Der var ikke noget hun havde brug for mere lige nu, end hans nærvær. Hun ville ikke gøre nogen barnlige indvendinger nu, for hun vidste at Matthew ikke ville have taget hende med her hen, hvis ikke det havde været vigtigt. Matthew spildte ingens tid, især ikke hans egen.
En stor dør blev åbnet op, med en lyd der lød næsten ligeså klagende, som hvad der end havde ventet rundt om de ukendte hjørner i det mørke. Lydigt fulgte hun med ham ind i hvad der snart viste sig for hende at være et kapel.
Hendes blik gled observerende hen over det fakkel belyste cirkulære rum. De blå øjne gik på vandring, indtil det faldt på hvad der mindede om et alter. Et alter, der så ud til at have været blevet brugt meget ihærdigt.
Lucilla var selv troende, og de testral lignende ansigter, samt slagpopel symbolerne var noget hun hurtigt fik øje på, som var hun trænet til at finde dem, hvor end hun gik. “Adonum…” lød det mildt fra hende. Hun havde brug for at få det bekræftet, at det var det hun nu stod og så på - et kapel for Adonums Vogtere.
Det virkede som om det ikke kunne være andet end det. Men alligevel var kapellet mere dystert end noget andet hun havde bevæget sig ind i. Hendes forældre havde hoppet mellem forskellige sind gennem hendes liv, men hun havde selv været mest blandt Fredens Folk, selvom hun mange gange havde overvejet om hun måske passede bedre ind under et andet sind. Det her var ikke Fredens Folk, Lighedens Sejl eller noget lignende det hun havde prøvet før. Hun havde aldrig set et alter så brugt og hun havde sjældent set mørk væske løbe langs væggene på de kapeller hun havde besøgt.

Lucilla havde fulgt ham hen til platformen. Hun kunne se at de mørke pletter ikke kun havde begrænset sig til platformens overflade, men også til gulvet. Hun sank en diskret klump og kiggede op på Matthew, usikker på hvad hun skulle sige, “Så du har dit eget kapel?” hun lagde en hånd ovenpå platformen, nærmest for at undersøge om hun stadigvæk kunne mærke formen på de gamle pletter, “Bliver det brugt ofte?” Hendes øjne hvilede på hendes egen hånd, der nu hvilede på platformen.

[Matthew J. Darklighter]

Hans hånd gled over hendes og hvilede over hendes håndryg mens dens vægt diskret pressede hendes håndflade mod det kolde stenalter.
“Ofte nok,” hans mørke stemme svang sig ud i stilheden omkring dem og blandede sig med den klukkende væske der spyede fra testralhovederne i milde kaskader. “Min bedstefar byggede kapellet her efter hans overbevisning blev frabedt i det lokale tempel,” forklarede han og trak Lucillas hånd langsomt op fra alteret og tog i sin istedet. “Og det er her, i lyset af hans kreation, af det forbudte sind, jeg ved løsningen kan findes på vores fremtid sammen,” langsomt sænkede han sig på knæ og udlignede en del af højdeforskellen imellem dem. Hans anden hånd dykkede i lommen og fandt den lille æske med ringen som han åbnede foran hende. “Forlovelsen med Arthur blev annulleret, og jeg har dine forældres tilladelse til at gøre dig min.” 
I æsken lå en ring af hvidguld og med en sort diamant funklende i det orange lys fra faklerne omkring dem. 
“Vil du være min, Lucilla?” Spurgte han, hans stemme mild og afslappet til trods for de tusind tanker der jog igennem ham. Mulighederne, de valg der skulle træffes, og mest af alt visionen om hvad hun kunne give ham af afkom. Det perfekte afkom.

[Lucilla Locket]

Matthew tog hendes hånd og Lucilla lukkede ganske kort sine øjne ved følelsen. Der var ikke en følelse hun nød mere i den magiske verden, end følelsen af Matthews krop. Lige meget hvilken del det måtte være.
Lucilla kiggede på ham, først med en mild interesse og et tungt hjerte. Hun troede ikke løsningen var fundet endnu, og derfor forvirrede det hende, da Matthew gik på knæ og fandt en lille æske frem fra sin lomme. Det var ikke længe siden hendes øjne sidst havde set en lille æske der lignede denne, og hun vidste allerede nu, hvad der skulle til at ske, selvom hun ikke turde at tro på det.
Hun tog sin frie hånd til sin mund af overraskelsen, og hun rystede på hovedet, så de blonde lokker bevægede sig i luften.
“Matthew…” hendes øjne gled ned på den sorte diamant, som snart ville være hendes.
“Ja… Ja!” hun sprang ind i armene på ham og kyssede ham ivrigt på læberne. Hun kunne ikke lade være med at græde, mens hun grinte over hvad der måtte være en drøm. “Jeg kan ikke tro du gik til mine forældre…” hun grinte og hulkede, “...Undskyld, jeg kan virkelig bare ikke forstå at jeg kan være så heldig,” hun følte sig latterlig, mens hun med en hånd prøvede at gemme sit ansigt. Hun var lykkelig.

[Matthew J. Darklighter]

Først da hun rystede på hovedet skar et kortvarigt lyn af tvivl igennem ham. Var det her det rigtige at gøre? Var det sådan det skulle være? Endnu en kone, endnu en hustru, og igen en med hendes blod og kønne blonde hår og lyse øjne? Han overvejede de andre muligheder han havde haft igennem tiderne, selv tanken om at ville have ægtet Angelique når hun nu blev sytten snart var stadig en fjern men ikke så umulig situation.
Men da hendes ja faldt, ikke bare en men to gange smilede han, muskeltrækninger der pressede hans mundvige opad for at simulere glæden han mærkede i sit indre ved tanken om at kunne starte endnu en linje, endnu en slægt med hendes gener for enden, og hvor det ville tage ham. Han lo stilfærdigt og kyssede hende tilbage mens han nu rejste sig og satte ringen på hendes finger, let bøjet over hende så det lange, ravnsorte hår strejfede ned over hendes ansigt.
"Det var heller ikke helt nemt at få dem til at forstå hvad det handlede om," sagde han lattermildt inden han omfavnede hende som de stod der foran alterplateauet. "Tillykke, min kære," sagde han og udlignede højdeforskellen ved atter at kysse hende. "Et skridt nærmere at være Mrs. Darklighter." Og alt det ville indebære med den titel, tænkte han stille for sig selv.