Daddy needs you

[Erik Arontage Darklighter]

Rachel Darklighter Rothschild

Tid: ud på aftenen, efter aftensmad, en torsdag
Sted: Erik og Lennox' residens
Vejr: småregn med trussel af torden

Det gamle viktorianske hus lå mørkt hen efter aftensmaden var blevet indtaget. Møblerne bar stadig præg af Lennox' umotiverede forvandling af hjemmet til pludselig at have alting på hovedet da han forleden var kommet lidt sent hjem fra arbejde. Nu var han imidlertid alene efter Lennox var taget udenbys. Hun havde ikke sagt meget om hvad det handlede om, andet end det var vigtigt og at "feerne viste hende vej" da hun var trådt undenfor døren. Han havde ladt det stå selvom han havde været lidt bekymret, og her var han så i det mørke, småstøvede hjem. Han kunne vel være blevet på arbejdet og have forberedt renovationen af universitetet så det stod klar til efter sommerferien, men han havde alligevel trukket sig. Det var vel også på tide at tage en fyraften lidt tidligere, når ikke Arthur kom og underholdt ham.
Istedet havde han sendt en ugle inden han tog hjem og håbede den nåede hans datter i rette tid til at hun ville komme denne aften. Han stod og kiggede ud af den franske karnap og så ud af vinduerne til den lille forhave hvor hans datters grønne fingre havde sat sit præg på de smukke planter der blomstrede her i foråret. Små lygter lyste langs stien der førte op til hoveddøren. Han sukkede og strøg en hånd gennem håret mens hans blik fokuserede sig væk fra udsigten og til hans eget dystre spejlbillede som han stod i den mørklagte stue med kun en olielampe blussende ude i hall'en, så det orange lys kastede sig ind ad døren bag ham og ramte møblerne som et trist, forfejlet kærtegn.

[Rachel Darklighter Rothschild]

Det var ikke uhørt at Rachel blev hidkaldt af sine familiemedlemmer i tide og utide, men hendes far så hun alligevel så ofte, at det sjældent var nødvendigt for ham at bede hende komme forbi. Selv om hun nødigt ville efterlade sin mand alene i det store Rothschild Manor, og slet ikke med den yndige stuepige vimsende omkring, havde hun øjeblikkeligt lavet rejseplaner da hun modtog faderens ugle. Hun frygtede at hendes mor Lennox igen havde skabt problemer for familien, eller for sig selv, og de varme minder hun trods alt stadig fastholdt fra sin tidlige barndom var nok til at skubbe hende afsted i al hast.

Med beslutsomme skridt strøg hun nu op af havestien mod huset, med jakken godt trukket op om ørerne for at skærme sig selv for regnen. Der var en ulmende fornemmelse i luften, og selv om hun ikke helt kunne sætte fingeren på hvad, vidste hun at der var noget i vente denne aften. Hun var normalt ikke typen der havde bange anelser om fremtiden, men noget i hendes verdensbillede syntes at have rykket sig, trods hun endnu ikke kunne se hvad det var. Hun nåede endelig frem til hoveddøren, og bankede forsigtigt på.

[Erik Arontage Darklighter]

Han så hendes skikkelse muligvis før hun så ham, hvis hun overhovedet så op. Fra hvad det så ud var hun for travlt optaget af at holde vejret fra sig. Han sukkede stille og forberedte sig på at snakke med hende. Han sank en klump og gik ud til hall’en hvor olielampen lyste den snævre gang med de mange billeder af familiemedlemmer og gode minder. Trappeopgangen forsvandt op i mørket og husalfen Igor vimsede rundt et sted ude i køkkenet og forsøgte at få lidt orden på opvasken. Den milde banken på hoveddøren fangede hans ører i samme øjeblik han satte sig i bevægelse imod døren, pressede det kolde messinghåndtag ned for at åbne hoveddøren og trækvinden kæmpede lidt med olielampens flakkende flamme, men fik ikke slukket den helt. Han smilede og satte lampen fra sig for at modtage sin datter med åbne arme. Den kærlighed han følte for hende var intet der kunne beskrives. 
“Rachel, hvor godt af dig at du kunne komme,” hilste han og trådte til side for at lade hende komme ind så han kunne lukke døren og olielampens flamme kunne blusse op igen. “Igor, sæt noget vand over til te,” kaldte han igennem hall’en. Et klir af glas lød igennem det tavse hus, som havde en poltergeist besluttet sig for at more sig med et glas, men det var vel bare Igors gamle, rystende alfehænder der var blevet overrasket over addresseringen.
“Javel, herre,” kom det mumlende svar ude fra køkkenet og Erik smilede til Rachel.
“Jeg antager du tager urtete?” Spurgte han. Hendes botaniske snilde havde givet familien gode muligheder for at gro planter der var gode at brygge te på, og de havde en helt speciel blanding som altid blev fundet frem til de gode lejligheder.

[Rachel Darklighter Rothschild]

Rachel mødte sin fars åbnehjertige hilsen med et smil. Situationen kunne umuligt være helt kritisk når han fremstod så afslappet, trods hun kendte ham godt nok til at vide, at han var en mester i at skjule sine sande følelser hvis det var det han ønskede. Hun trådte resolut ind i hall'en og sagde henkastet "Du ved jeg aldrig ville sige nej til min kære far," med et artigt smil, hvorefter hun begav sig ud i at fjerne den våde overfrakke. Hun forsøgte at tilsøle gulvtæppet mindst muligt i regnvand, og hang derefter forsigtigt jakken op på stumtjeneren ved døren.

Ordren til husalfen fik hende til at sende ham et taknemmeligt nik, for at vise sin værdsættelse for at han stadig talte pænt til Igor. Hun havde altid haft et ømt punkt for de stakkels kræ, og hvorend atypisk det var for en fuldblodsmagiker af hendes status havde hun aldrig forsøgt at lægge skjul på det. Hendes omsorg for både levende væsner og planter var dybt integreret i hele hendes væremåde, og hun havde sjældent meget tålmodighed med folk der behandlede nogen af delene respektløst. Hun gengældte faderens smil og sagde "Ja tak, det er jo min favorit," mens hun kiggede omkring på de lidt støvede omgivelser. Det var efterhånden længe siden hun havde besøgt sit barndomshjem på denne måde. Hun tog normalt forbi universitetet for at besøge ham, måske mest for at undgå sin lunefulde mor, og ellers så de jo hinanden til alverdens familiesammenkomster og til middage i Rothschild Manor.

Et blik på den mørklagte stue for enden af hall'en fik hende til at sende sin far et spørgende blik. Møblerne stod atypisk placeret, flere af dem på hovedet, og de bekymringer der for et øjeblik siden havde løftet sig fra hendes sind, genvandt nu deres retmæssige plads. "Hvor er mor?" spurgte hun forsigtigt, og bad en lille bøn til, at hvad end der havde besat hende så ville det blot være en mindre forhindring.

[Erik Arontage Darklighter]

Han smilede og lagde nænsomt en hånd bag hendes skulder, dog uden helt at røre hende, og nikkede mod den mørke stue inden han med olielampen førte vej ind. En af sofaerne var endelig blevet endt på den rigtige led og ligeledes sofabordet foran.
Han sukkede tungt ved spørgsmålet om hvor Lennox var henne. 
“Ja, hun er...” begyndte han langsomt idet Igor kom ind på sine små, vraltende fødder og satte en bakke med to rene kopper og en gammel tekande der dampede fra tuden. Den hvide damp dansede op som resterne af et spøgelse der gik opløsning efter at have fundet fred. Det orange lys flakkede som han satte olielampen ned og viste Rachel plads i sofaen. Han begyndte at skænke teen med de lange fingre velplaceret om det varme keramik. Den milde klukken mod bunden af koppen fyldte den stille stue i kølvandet på Igors vraltende fødder der klaskede mod gulvet efterhånden som han forlod dem igen for at gå ud og ordne køkkenet igen.
“Din mor tog hen til sin bror for en stund, men hun er... besværlig for tiden,” forklarede Erik med et mildt men bedrøvet blik til sin datter inden han rakte hende det fine, gamle porcelæn og trak en stol hen til sig selv for at sætte sig, selvom der var rigeligt med plads i sofaen. Selv ikke hans datter, som ellers var hans øjesten, ville han sidde for nær i længere tid ad gangen. Han skænkede en kop te til sig selv og lænede sig tilbage. “Jeg vil høre om du kan hjælpe mig med en eliksir til hendes nerver,” afsluttede han inden han tog en slurk. “Eller hjælpe mig i det mindste med måske at øge hendes nuværende medicin.”