Upside Down

[Lennox Andromedius Darklighter]

Skeerne faldt på gulvet med et rytmisk klink da hun satte bakken på spisebordet. Lennox hævede blikket og betragtede dem nøje som solen fik sølvet til at glitre som et prisme. Måske det var et tegn? Hendes smaller øjne vendte sig i stedet mod tekoppen der sad troligt på underkoppen. Hun stak sin pegefinger i den varme væske og rørte rundt selvom varmen nev og bed i hendes hud. Dagen havde været lang og tavs imens hun havde arbejdet i sit nydeligt indrettede værksted, indtil at hun havde indset at hun havde behov for et nyt perspektiv, hvorfor hun havde brygget en kande te, i stedet for at lave aftensmad som var forventet. Det var ingen hemmelighed at husmor arbejdet ikke lå hende naturligt, og alligevel vidste hun at alle forventninger lå til at hun skulle være som Freya, eller specielt Eriks. Et dybt suk forlod hende som hun lænede sig tilbage i sin stol og følte hvordan håret gled fra hestehalen og ud i lange tråde som hang nedad. Hun hævede sin stav og med et vips var de på plads igen i hendes mærkværdige gravity defying konstruktion. Hun tog sin hævede finger ud af den varme te og stak den i munden for at soothe den fra den lille forbrænding hun havde skabt. Men hun følte ingenting. I stedet så hun frem imod at finde sit budskab på bunden af den lille tekop.

[Erik Arontage Darklighter]

Dagen var gået som alle dage, lang og tavs, eller med få afvekslinger, til trods for at dagene på universitetet aldrig helt lignede hinanden. Det meste af dagen var gået med kontor-nusseri, forberedelser til eksamensperioden og den lange tid hen over sommeren hvor der ville være kurser for undervisere fra nær og fjern. Han håbede at både professorer fra Hogwarts, Durmstrang, Ilvermony og Beauxbatons ville komme, og måske endda også fra børnehjemmet Hoghaven. Der var en del forberedelser at foranstalte, men indtil videre lod tingene til at gå udemærket.
Derfor anede han heller intet uråd da han trådte ud fra sin transference til boligen, det gamle, smukke hus med de lidt skæve tage og klatreranker op ad murene. Han hankede op i den lille læderattaché i hånden og åbnede døren til entréen men det var som om noget stod i vejen. Hans blik gled først til siden som han fik presset sig ind mellem dør og dørkarm og tog notits af situationen. Sagen var den at der på loftet stod det fine gamle skuffedarium som ellers plejede at stå op ad væggen så han kunne lægge sin taske på den. Knagerækken var i det mindste stadig på plads og han fik stillet taske og hængt kappe på plads inden han så sig om i hall'en. Alting var vendt på hovedet. Han sukkede og trak en hånd gennem det blonde hår for at finde vej igennem den smalle hall til køkkenet hvor lyset brændte. Det eneste lys lige nu, så resten af huset var mørklagt. Et eller andet sted var det meget rart så han ikke blev mødt af synet af de støvede gulvtæpper og paneler lige nu.
"Lennie? Min kære, hvad foregår d-" han kaldte på hende blidt, det lille elskværdige kælenavn han havde givet hende i samme øjeblik som han trådte ind og så hende sidde på loftet i stolen med en tekop der uden problemer holdt sit indhold. Han blinkede lidt et par gange over synet inden han atter sukkede og fremdrog et lidt mildt smil.
"Er der noget galt, min skat?" spurgte han lidt undrende. Hendes anfald havde som regel en dybere mening.

[Lennox Andromedius Darklighter]

De tunge skridt mod de tørre gulvbrædder hørtes som et ekko gennem huset, men alligevel havde Lennox ikke taget notits af andet end sin tekop før end hendes husbonds stemme lød. Hun så op, eller rettere ned på ham som han stod i dørkarmen. Først stirrede hun ud blandt det lange mørke pandehår, inden hendes finger afmålt gled ud fra hendes læber. Den var rød og rå fra den brandvarme te, og blisterne var endnu igang med at forme sig på den irriterede hud. ''Jeg behøvede et andet perspektiv'', svarede hendes åndeløse stemme, som var hun forpustet fra at flytte fingeren fra munden til sine læber. Hun sænkede på ny blikket mod tekoppen som sendte røg over kanten og dampede op mod det lille loft. ''Besværgelsen hedder opogned, kom, så læser jeg din tekop'', hun pegede på den ekstra tekop på bakken. Som ung var hun blevet kaldt et geni, men årene havde tæret på hendes psyke, og ligeså havde manglen på medicinen hun skjulte fra Erik bag et panel i et af køkkenskabene. Et forceret smil fandt vej over hendes læber imens hun så afventende på sin husbond. Hun havde været ganske sikker på, at Erik prøvede at forgifte hende det sidste års tid, måske fordi han havde fundet en elsker, eller fordi at han var jaloux og troede hun havde fundet en. Det var ihvertfald det, som feerne havde forsøgt at fortælle hende.

[Erik Arontage Darklighter]

Erik vidste at det ikke helt nyttede noget at modstå Lennox når hun var i et af sine "humører". Han svang derfor staven og endte med nogenlunde elegant at træde op ad væggene og gå hende imøde på loftet hvor han satte sig til rette overfor hende.
"Når du har læst i min tekop så vender vi tingene tilbage hvor de stod, ok?" bad han hende med et mildt overbærende tonefald men også stramt nok til at vide at han ikke var i humør til hendes julelege. Han skænkede op og drak en slurk mens han betragtede hende over kanten. "Ellers noget nyt, min skat?" spurgte han, som om situationen var verdens mest naturlige tilstand. Huset var altid lidt på den anden ende men han havde vænnet sig til det nu snart efter en god slat års ægteskab med Lennox. Et sted i sit sind var han egentlig lidt glad for at være kommet hjem fra en drønkedelig dag og til lidt mere oprør, lidt mere opbrud. Det gav ham en sær tanke og han agerede på den ved at række over bordet og aede hendes håndryg blidt inden han trak hånden til sig igen.

[Lennox Andromedius Darklighter]

''Alle sammen?'', spurgte hun som var hun mistroisk over at han ville vende alle møblerne. ''Jeg læste at det er sundt at sove på hovedet... Altså ikke i tekoppen'', hun forsøgte at skjule det lille smil der kom med den uforudsete joke i hendes forklaring. Hun plejede at kunne smide vittigheder omkring sig, så selv de tørreste forretningsmænd ville trække på smilebåndet. Hun hævede selv sin tekop og tog en tår for at mimikere ham, inden hun satte den på bordet mellem sine hænder. ''Zachy sendte en ugle, og bad om penge, så jeg sendte ham-'', længere kom hun ikke da hun følte bagsiden af Eriks fingre mod sin håndryg. Tavst, sænkede hun sit blik på dem og stirrede på hans kærtegn der trods sin kortvarighed syntes at vare i evigheder. Berøringen chokerede hende mildest talt, for det var måneder siden at han sidst havde rørt hende udenfor en ceremoni. Let skildtes hendes læber ad og hendes tunge kunne ses som prøvede hun at lave et tungeklik som ikke helt lykkedes. ''... Vil du lave en baby nu?'', spurgte hun imens hun holdt vejret, det var alt hun ønskede sig.

[Erik Arontage Darklighter]

Han sukkede lidt imens han drak op og tøvende rakte hende sin kop for at hun kunne læse hvad tebrevene sagde. Hun var dygtig til spådom, hun kunne nogle ting, men ikke alle de ting hun påstod. Han vidste han måtte tage alting med et gran salt fra hende. Derfor rynkede han også panden da hun sagde at deres søn ville have penge.
"Zachy har ikke brug for penge, sødeste skat," sagde han stadig overbærende med hende og lod lidt blikket dvæle ved hendes reaktion på hans berøring. Det var længe siden, ja, og han havde måske et eller andet sted håbet at han kunne have haft en god nok aften til at foreslå at de snart sås i templet til en god renselse sammen, men hendes stunt med møblerne havde lidt slået hans tanker ud af kurs. Og specielt hendes proklamering om en ønsket graviditet.
"Min kære, ikke endnu," sagde han som for at holde hende hen. Det var den nemmeste måde. Ikke endnu. "Først når du har det bedre, ikke sandt?" han krængede læberne op ad i en smilende grimasse men vidste også at tanken om at hun skulle være gravid var frygtelig og skræmmende. Hun ville ikke kunne holde til det, det var sikkert og vidst.

[Lennox Andromedius Darklighter]

Engang i tiden havde Lennox været dygtig, men det var inden at feerne var begyndt hviske til hende ved nattetide. De løj nogle gange, men alligevel så overbeviste de hende altid - hvilket fik Lennox til at føle sig ufattelig dum når spådommen ikke gik i opfyldelse. Det samme galt de ugler hun syntes at få, feerne havde sagt at Zacharias manglede penge, så hun havde sendt dem til ham. Derfor sendte hun på ny sin husbond et mistroisk blik samtidig som hun tog om hans kop og bragte den - med en letrystende hånd nær sig. Hun havde glemt alt om at læse koppen nu at han havde rørt hende.
Et defeated udtryk omfavnede hendes ansigt ved hans afslåelse. hun sænkede trist blikket og tog en dyb rystende indånding. ''Måske jeg bliver bedre, hvis...'', hun blev tavs for hun vidste godt at det ikke var sandt, hun huskede jo hvad lægen havde sagt på Skt. Mungos, at de først ville kunne skaffe et nyt barn når hun var mindre nervøs. Problemet var at det var feerne som gjorde hende nervøs, og dem turde hun ikke fortælle nogen om. Men måske hvis hun gjorde sit bedste? Gjorde rent som han ønskede? Lavede mad som hun plejede og som Freya gjorde til Quinten. Måske feerne kunne hjælpe. ''Fik du talt med ældrepræsten om nekromanti?'', det var ikke første gang hun spurgte, efter at have foreslået at vække deres baby fra de døde. Hun sænkede sit blik mod Eriks kop og betragtede det grumset fra de våde tebreve. Hun var sikker på at deres Alphaeus kunne havde været en udemærket spåmand, det var de sygelige oftes, men hun turde knapt at nævne hans navn med alt den sorg det bragte. ''Du har en sol heri...''.

[Erik Arontage Darklighter]

Erik rømmede sig lidt og rettede sig til i stolen mens han betragtede hende kigge dybt i koppen. Han noterede sig hendes lidt rystende hånd og bemærkede for sig selv at han ville sørge for at hun fik en beroligende serum inden sengetid.
“Du ved hvad nekromanci er, min kære,” påpegede han dystert. “Det er ikke muligt og det går imod gudernes vilje at rode med deres beslutninger. Faderen har taget Alphaeus og passer på ham til vi kan mødes med ham igen. Indtil da må vi sørge for at renselse og,” han rømmede sig lidt igen, “elskov bærer os videre så vi kan genforenes i efterlivet.” Hans blik sænkedes til koppen. En sol, hvad end det betød. Han var næsten også ligeglad. Det stak i hjertet at tænke på Alphaeus. Egentlig ville han helst ikke mødes med det døde barn igen. Det var barnets skyld, mente han, at Lennox nu sad her på hovedet sammen med ham og læste i teblade.

[Lennox Andromedius Darklighter]

Lennox underlæbe bævrede imens han svarede hende. Hun vidste at nekromanci var forbudt og at ældrepræsten nægtede at så meget som lytte til det foreslag hun havde gået på knæ for at tigge ham om at overveje. “Hvordan skal vi nogensinde møde ham igen når du nægter at renses eller elske med mig?”, spurgte hun straks brødbetynget som hun kæmpede for at skjule de tårer som formede sig i hendes sviende øjne. Alphaeus havde været en yngling og aldrig havde hun veget fra hans side under hans sygdomsforløb. Hun drejede koppen i sin hånd som for at glemme den forhenværende samtale. “Og et træ.... Du vil få flere muligheder i arbejdslivet, strålende sågar, du burde lede i bøgerne”, hendes forbrændte finger pegede i koppen imens hendes sind forsøgte at fokusere på grumset. “... med viden kommer der svar”, hun sænkede nu koppen og hævede sit blik for at møde sin husbonds, hun anede en vis bekymring i hans blik hvilket fik hende til at stille koppen fra sig, inden hun betuttet begyndte at gnide håret bort fra sit ansigt. “Har jeg noget i ansigtet?”, spurgte hun som hun gav sig til at gnide sig om munden, hun forstod ikke hans blik.

[Erik Arontage Darklighter]

Han lyttede opmærksomt med hænderne foldet foran sig som hvis han hvilede dem på sin grønne skrivebordsmåtte. Hans sikre, afmålte distance for at have hænderne i en god form og armene afgrænsende til omgivelserne en lille cirkel som han holdt for at sikre sig sin intimsfære ikke blev overtrådt.
"Nu har du læst, min kære, lad os få møblerne på plads, ikke? Så kan vi sætte os ind i stuen og snakke videre," bad han med en blid men myndig stemme. Det var på tide at få samlet lidt op og taget hånd om situationen som herren i huset. Det var klart hun skulle stå for husholdningen, men det ville være langt mere optimalt hvis hun nu også kunne formå at holde det rent og pænt i hjemmet. Deres eneste husalf, Igor, var ikke til særlig megen nytte, men han kunne som regel tage initiativet når Lennox ikke selv kunne. Han rejste sig derfor og vandrede langsomt ned til gulvet igen og kiggede op på hende. Han mønstrede et suk og rakte hånden op imod hende.
"Kom, lad mig holde dig lidt, skat," fik han sagt, selvom alting i ham strittede imod at skulle overgive sig til nærkontakt. Alligevel vidste han at det kunne dulme hendes anfald og forhåbentlig lokke hende ned fra den sære tilstand det var at sidde omvendt på hovedet på loftet og kigge i tegrums.

[Lennox Andromedius Darklighter]

''Vel ikke alle sammen allerede'', begyndte hun at protestere, imens hun gned en vildfaren tåre bort fra sin øjenkrog. Hun stillede nu tekoppen tilbage på bordkanten, og huskede hvordan han i deres yngre dage havde elsket at høre om hendes spådomme og sågar drillet med teens oprindelse. Lennox betragtede tavs hvordan han rejste sig, uden selv at gøre mine til at følge efter. Istedet lænede hun sig indover bordet og gav sig til at pille ved tekoppens kant på ny. Hans ord kom som en kuling fra øst, og fik hende til at se overrasket ned på ham. Hendes blik fæstnede sig ved hans hånd og langsomt, fik hun rejst sig fra stolen. Den lange mørkegrønne kjole faldt om hendes ben og skjulte hendes nøgne fødder, som tog forsigtige skridt mod ham. Hun rakte en rystende hånd frem og lod sine fingerspidser røre hans, men ikke mere, i frygt for at hans sanser vil afvise hende var hun for grov. Lennox lod sig guide ned fra loftet og ned på det nu, nøgne gulv for at stille sig foran sin husbond. Hendes tårevædede blå øjne strøg over hans som for at sikre sig at afvisningen ikke kom i det øjeblik hun lagde sine fingre på ham. Langsomt og tålmodigt, gled hun sine fingre langs Eriks sider, og fandt deres vej bag hans ryg alt imens hun trådte ind i hans favn. Varmen fra ham, var hende ikke fremmed men uvant og hendes åndedrag rystede nervøst, som hun langsomt hvilede sit hovede mod hans skulder. Hendes egne skuldre faldt og langsomt som hendes åndedrag blev langsommere, og som Lennox slappede af i hans favn, fandt alle møblerne til jorden med et brag. 

[Erik Arontage Darklighter]

Det var som at se et spøgelse svæve imod sin forløsning og opnå en højere tilstand inden det endelig fandt fred og kunne forsvinde fra den jordiske dimension, som hun vandrede ned til ham og gled ind imod ham. Han mærkede hendes skælven og han selv tog en dyb indånding mens han hærdede sig imod den intime tilstand der opstod imellem dem som de stod i en mild omfavnelse. I samme øjeblik faldt alle møblerne til jorden omkring dem med et enormt brag, der fik det til at give et sæt i ham så alle hans muskler kort gjort et lille hop og hjertet slog hurtigere. Husalfen Igor gav et vræl fra sig et sted i huset.
"Ahva' satan foregår der??" kunne man høre inden han gryntende begyndte at vende stole og borde og møblement tilbage til deres oprindelige udgangspunkt på gulvet. Erik lukkede øjnene lidt mens han stod og lod deres omfavnelse vare og tankerne fare inden han langsomt skilte sig fra grebet om Lennox og løftede en hånd for at værfe et par tårer væk fra hendes kind.
"Så, se bare, Lennie, skal vi ikke gå ud i orangeriet og sidde lidt og se på ildfluerne derude?" foreslog han. Der var ikke mange møbler i orangeriet, og det ville være en nemmere opgave for hans tryllestav at få dem rykket tilbage på plads end at skulle ordne stuen lige nu. Og han vidste hun elskede at følge ildfluerne med blikket inde i orangeriets glaskuppel hvor Rachels eksotiske planter blomstrede.

[Lennox Andromedius Darklighter]

Ikke engang den uduelige husalfs klagen kunne få Lennox til at hæve ansigtet fra den forhenværende omfavnelse. Berøringerne var efterhånden så sjældne, at hun knapt turde at drømme at et knus var muligt. Men her stod de, krop mod krop og dette bekræftede hende i at han stadig elskede hende. Netop den tanke, fik magiske reb til at sno sig gennem hendes sind og hev langsomt hendes bevidsthed op fra det afgrundsdybe mørke den før havde forsvundet ned i. Da han løsrev sig noget så nænsomt, lod hun deres blikke mødes imens han tørrede de friske tårer bort. Hun kunne ikke lade være med at græde fra det kortvarige lykkerus. Betuttet nikkede hun til hans foreslag, og sendte ham et lille smil der bag tårerne synes at lysne hendes ansigt op og skyen der før havde prydet hendes blik forsvandt. ''Tak Erik, jeg ved du ikke bryder dig om at blive rørt. Jeg er frygtelig'', forsøgte hun at undskylde sig, alt imens hun med armene hvilende tæt omkring sig, gik til køkkendøren for at glide sine fødder i et par træsko. ''Er du ikke sulten? Hvad er klokken? Undskyld, er det morgenmad eller aftensmad jeg har misset?'', hun åbnede døren til haven og vendte sig for at betragte Erik med et forvirret udtryk. 

[Erik Arontage Darklighter]

Det var som at se en sky fordufte og efterlade solskinnet varmt og gyldent da hun kom bort fra sine afgrundsdybe, mørke tanker. Det mildnede fornemmelsen af hendes nærvær og gjorde det en smule mere behageligt at være tæt med hende, end når hun var opslugt af sine forestillinger om at verden skulle vendes på hovedet for at give mening. Erik havde kendt hende da hendes sind var lyst og mildt mestendels og hvor klog og vidende hun var om sit arbejde og sine glæder og fornøjelser. Dengang skulle der ikke megen mere overtalelse end en uges tid til at han ville give sig hen til hende i en rituel elskovsseance, mens der idag var måneder, hvis ikke år imellem.
"Det går nok, min," sagde han smilende og fulgte hende. Han havde end ikke fået sine sko af da han var kommet ind, kun kappen og tasken var efterladt ude i gangen hvor han hørte Igor svovle og bande over skuffedariummet, der havde blokeret for hoveddøren. Han fulgte med hende til havedøren og med hende ud i den kølige forårsaften.
"Jeg spiste på universitetet," svarede han og med hånden bag hendes lænd uden at røre hende førte han hende med sig glidende over til orangeriet. Han var blevet vant til at spise aftensmad i universitetets kantine som følge af Lennox' manglende aftensmad det sidste stykke tid.

[Lennox Andromedius Darklighter]

Da de nåede ind i Orangeriet, satte Lennox sig straks i sin vante stol. Det var en stor rattan stol, flettet nøje af en dragejagers hustru fra Andelsbjergene. Hun havde insisteret på at de skulle have den med hjem - meget til Eriks irritation - på deres bryllupsrejse. Hun greb om det hæklede tæppe og svøb det om sine skuldre imens hun lænede sig tilbage, og smilede ved tanken om sin viljefasthed. Nu huskede hun ikke engang selv hvornår hun havde spist andet end nogle nødder og lidt marmelade fra en af skabene, for hun var knapt sulten længere. Hendes tanker forvildede sig tilbage til den ønskede baby i det øjeblik og hun besvarede tanken ved at hæve sine hænder og begrave sit ansigt i dem. Hvis bare hun kunne styre hjemmet, så ville Erik måske tro at hun var på rette kurs igen? Hun gned sine øjne og sit ansigt inden hun så op med et lille smil. ''Jeg håber du fik andet end peanutbutter sandwhiches'', svarede hun alt imens hun hev benene til sig. ''Jeg lavede en tryllestav idag, kirsebærtræ og enhjørninghår'', fortalte hun imens hun lod sin forbrændte fingerspids lege med en af de exotiske planter, der fornøjet besvarede kilderiet ved at sno sig om hendes hånd. ''Hvordan har din stav det nu? Behøver den olie?''.