Ol' Victorian Road (Åben tråd)

[Matthew J. Darklighter]

Tid: Tidlig søndag morgen
Sted: Westminister bridge

Vejr: Diset, nedsat sigtbarhed, ingen vind

Tågedisen hang tæt om de gamle gadelamper og glinsede på det sorte støbejern. Lyset der blev frigivet var som spøgelser holdt fanget i marmeladeglas og brød kun tilnærmelsesvist igennem og ned til den gamle bros glitrende, fugtige asfalt. I det fjerne, som en glemt kæmpe i horisonten, knejsede Big Ben og Parliament, deres spir skar sig igennem den grå masse der syntes at have omfavnet verden. En grå masse der tilnærmelsesvist kunne minde om den samme følelse Matthew gik med i disse timer.
Hans sko slog mod fortovet mens han gik roligt frem og tilbage på broen. Han havde gået der i, ja, nogle timer, måske flere? Han var ikke engang sikker selv længere. Sekunderne var rendt ud og han var nu stoppet op ved den gamle gadelampe for at se ud over Themsens mørke vand, der knap nok var synligt under broens buer. Den sorte flod kastede sig afsted, urørlig og ligeglad med hans sindstilstand. Den ville være der når han døde og når de kommende generationer ligeså forgik. Det var næsten en hån. Han havde lyst til at spytte ned i vandet, selvom det ville være en gemen handling, og meget ulig ham. Men hele situationen var meget ulig ham. Han var i oprør, hans sind var sort af bekymring og det nagede ham. Aldrig nagede noget ham så gevaldigt som lige nu.
Og alligevel var verden stille omkring ham. Mugglernes køretøjer defilerede af og til forbi på den forladte vej og han var den eneste fodgænger i disse timer. London sov aldrig, og denne nat havde han heller ikke lukket et øje. Beskeden om kufferten, de mudrede tøjdele og det efterladte Quidditch-bat havde sat sig i ham som nåle i en nålepude, og efterladt ham uden sans og samling. Hvorend Isobel var lige nu ønskede han hende hjem. Gabriel havde ikke været til megen nytte, andet end at han vidste Angelique var taget hjem til Hogwarts lørdag aften. Hun var ikke kommet meget længere end til det lille busstop der var ved landevejen ikke langt fra skoven der omkransede palæets massive haver og kompleks. Så hvad der var sket, ja, han forsøgte ikke at tænke på det. Og det var præcis dét, ikke at tænke på det, der havde bragt ham hele vejen til Westminister Bridge denne tidlige søndag morgen.
Han stod og lod blikket glide fra Themsen og Big Ben. En hån mod ham, følte han. En knejsende kæmpe der stod og nedstirrede ham, Jack imod bønnestagens kæmpe, David imod Goliat. Han følte sit hjerte og sit indre brænde op. Raseriet der kunne ødelægge en hel by som en vulkan der spyer ild og aske for at udslette menneskeheden.
Men alligevel stod han blot der, i Londons centrum, med knyttede hænder ned langs siden og så sig om, alene, en smule fortabt i sine tanker, sårbar for første gang i hvad der føltes æoner.

[Rebecca Maverick]

En ung kvinde var forsvundet. En kuffert var fundet, åben, med hendes ejendele spredt ud over området. Der var ikke tale om en kvinde, der var stukket af - men en der var blevet stoppet i sin rejse. Havde hun længe at leve? Var hun i live? Og hvad havde taget hende?
De havde ikke fundet tegn på brug af mørk magi i området, hun var blevet taget, men det kunne ikke udelukke at mørk magi ikke var blevet taget i brug. Derfor var afdelingen for sporing af mørk magi også indblandet i denne sag, og Rebecca havde fået lov til at repræsentere hendes afdeling i denne sag.
Hun havde ikke fået æren at hilse på kvinden far endnu, men hun havde set ham - både på scenen og i de filer hun havde kunne finde om ham på den korte tid sagen havde været åben.

Hun transfererede sig over på broen. Big ben stod gammel og smuk i det fjerne, mens hun nærmede sig Matthew med hastige og selvsikre skridt, så kappen slog sig i vinden, bagved hende.
“Lord Darklighter, jeg har modtaget en ugle fra Dem…” hun holdte uglen frem imod ham, for at minde ham om det. Derefter rakte hun ham sin hånd, måske en smule forsinket “Maverick. Rebecca Maverick, auror fra afdelingen for Sporing af Mørk Magi.”
Hun stillede sig rankt og kiggede indgående på ham “De ønskede at tale med mig?”

[Matthew J. Darklighter]

Det var ikke svært at se hende komme gående igennem tågesløret der veg for hendes skikkelse som skar hun igennem luften, en kniv af kød der delte luftens disede partikler. De var alene på broen og det huede ham godt. Han havde sørget for at hans kontakt i ministeriet havde forelagt sagen med god nok overbevisning til at hun ville tage den, bide på krogen som en sprællende fisk i vandet, efter Sebastian Monroe havde fortalt ham om hende og hvordan hun havde hjulpet med at sætte Harold Monroe bag tremmer. Matthew havde lovet han ville se hvad han kunne stille op med auroren, men lige nu var hun også et værktøj for ham til at finde hans forsvundne adoptivdatter.
"Miss Maverick," hilste han og tog hendes hånd og den gamle slørugle der satte sig op på hans skulder og tilfreds lukkede øjnene efter den havde fået en kødsnack fra en læderpose gemt i hans inderlomme. Det var Moirans kundskaber som slagter der havde bragt ham en god mængde uglesnacks på det seneste.
"Jeg er glad for at De kunne komme så hurtigt," svarede han og begyndte langsomt at gøre mine til at gå hen ad broen i retning af de store, velkendte klokketårn. "Jeg håber De kan hjælpe med at finde min datter. Hvad som helst der kan føre os til hende vil være en ufattelig hjælp."

[Rebecca Maverick]

En kort præsentation og han gik lige til sagen. Hun var glad for at han virkede som en mand, der kunne holde hovedet koldt i selv de mest tragiske situationer. Dog havde hun før oplevet fædre, der ikke ville deres døtre det bedste. Harold ville ikke blive den sidste mand i verden, der kidnapper sin egen datter. Der var ingen grund til ikke at mistænke Matthew for at være af samme støbning. Denne mistanke holdte hun selvfølgelig for sig selv - det var intet andet end en nødvendighed at tænke sådan.

“Vi arbejder hårdt på sagen, for at finde Deres datter. Hun har ikke efterladt mange ledetråde, men vi leder stadigvæk efter hvad der end kan lede os til hende."

[Matthew J. Darklighter]

Hans fodslag gav genlyd imod fortovets fliser i den stille morgen. En enkelt bil susede forbi dem og efterlod dem atter i stilhed. "Jeg ved efter Deres arbejde med den tragiske Monroe-skandale, at jeg kan stole på Deres evner," kommenterede han og kastede et kort blik til siden på hende som de gik afsted over broen. Under dem sneglede Themsens sorte vand sig afsted, knap synligt igennem tågedisen. Det bed i kinderne på en smertefuld, forfriskende måde. "Hvis nogen kan finde min datter er det Dem, miss Maverick, svigt mig ikke i denne sag," hans hænder var foldet bag hans ryg som han gik, rank og reserveret mens hans indre var et afsindigt kaos af katastrofetanker og afgrundsdyb sorg. Skyld var ikke at spore, kun sorgen over at hans lille datter var ude af hans rækkevidde og han ikke havde nogen mulighed for at holde hende tæt i sine arme igen, kysse hendes tårer bort og give hende den kærlighed hun måtte have brug for efter hvad det end var hun oplevede i disse øjeblikke.
"Har De brug for at se hendes værelse eller lignende?" spurgte han og stoppede lidt op, overvejende om de skulle transferere til palæet. "Man siger at kidnappere ofte er nogen man kender, så hvis der var et tip dér...?" foreslog han. Det var selvfølgelig risikabelt altid at have en auror i hjemmet og tanken huede ham ikke, men det var hvad det var. Alt for hans lille engel.

[Rebecca Maverick]

Rebecca blev altid en smule mere anspændt, når hun hørte tale om Monroe-skandalen. Hun tog en lydløs indånding og nikkede til ham. Det havde ikke været meningen at Rebecca skulle involveres i den sag, nogensinde. Hun var kun en lærling, sat til at interviewe Tracy. Men det var eskaleret til et hemmelighedsfuldt forhold, indtil den dag Tracy var blevet kidnappet. Uden at informere hendes overordnede havde hun kastet sig ind i en hovedløs redningsmission, hvor hun havde risikeret sit eget liv og flere andres, fordi hun af ren og skær dumdristighed havde taget sagen i egne hænder.
“Jeg svigter Dem ikke, Lord Darklighter,” lovede hun ham, mens de gik side om side langs Themsen.
“Jo mere jeg kan lære om Deres datter, Angelique, og den tid der foregik lige op indtil hun forsvandt, jo bedre. Har Deres datter en personlig ugle?” Hendes hoved var fyldt med tanker og hun havde utroligt mange spørgsmål, men hun sørgede for at holde mange tilbage. “Jeg vil gerne se hendes værelse, hvis De vil lade mig.” hun kiggede på faderen og betragtede hans ansigt.

[Matthew J. Darklighter]

Matthew nikkede tavst og trak tryllestaven frem. Han rakte hende sin hånd og med et blidt greb i hende fik han transfereret dem ud foran Darklighterpalæets hovedindgang.
"Hun har en personlig ugle, den er i vores tårn, jeg kan få den hentet med det samme," sagde han som han ledte hende op ad trappen og ind i den storslåede entrésal. "REX!" hans stemme bragede ud imellem søjlerne og den gamle butler kom vimsende og bukkede dybt foran de to nyankomne. "Få fat i Angeliques ugle," beordrede Matthew mens han blot passerede med Rebecca forbi butleren der ordløst forlod dem i retning af tårnet. Matthew smilede smalt til Rebecca. "Vores palæ er forseglet så ingen kan komme ind via spektral transference eller susenetværket," forklarede han mens de gik op ad den store trappe i retning af østfløjen. De nåede den lavloftede sal med de brede søjler. Der var snak og latter et sted fra fordybningen og Matthew holdt en enkelt hånd oppe for at vise Rebecca han lige ville tjekke op på hvad der foregik. De kom hen til foden af fordybningen hvor man kunne se Gabriel i skøn forening med et par yngre mænd. Tæpperne og skindet i bunden af fordybningen dækkede tilnærmelsesvist deres kroppe men de tre standsede deres forehavende da de så Matthew.
"Far? Jeg troede du var gået en tur??" spurgte Gabriel en smule sløret. De to andre unge fyre grinede lidt. De havde nok ikke sovet heller og havde istedet valgt at glemme den triste situation ved at drukne sig i alkohol og udskejelser. Matthew sukkede.
"Få slukket lysene og kom i seng!" hans stemme smældede som en pisk igennem luften og Gabriel og de to andre sukkede opgivende.
"Ja, far," kom det fra Gabriel og i samme ombæring som et "ja, onkel" fra de to andre. Matthew rystede lidt på hovedet inden han smilede undskyldende til Rebecca og førte hende videre med sig ud ad salen.
"De unge har en hang til eskapisme her i hjemmet," forklarede han lidt henkastet som om det var en selvfølgelighed det hun netop havde været vidne til i fordybningens orange skær. De kom til Angeliques værelse og Matthew slog dørene op så de kunne træde ind.

[Rebecca Maverick]

Matthew fik transfereret dem til palæet, som hun havde set tidligere på dagen. Det stod stort, magtfuldt med dets energi, Rebecca ville beskrive som uforlignelig. Indenfor fik Matthew hurtigt sat butleren i gang med at hente uglen. Det var tydeligt at mærke at han var husets hoved. Tænkeren, lederen og arrangøren.
Ved synet af en ung mand, fordybet i elskov med to andre yngre mænd, stivnede hun og overvejede om huset mon nogensinde havde set synet af et hjerte. Der var en helt forkert energi her i palæet, som Rebecca ikke brød sig om. Alligevel prøvede hun at stå og se udtryksløs ud, for ikke at give sine tanker væk til Lord Darklighter. Rebecca fjernede sit blik fra Gabriel, for at give ham det privatliv, som han ikke havde haft undet sin far. Det var først da hun hørte ordet ‘onkel’ fra en af de unge mænd, at knuden først begyndte at danne sig i maven på hende.
“Aha. Det beskriver vel unge generelt. Jeg har også haft en god tendens til eskapisme for et par år tilbage,” det havde nok ikke ændret sig meget. Hun var ikke meget ældre end de unge fyre hun lige havde set. Hans søn måtte næsten have været på alder med hende.
De fortsatte sammen, indtil de kom til et værelse der måtte have været Angeliques. Hun trådte indenfor og kiggede sig om, for at tage omgivelserne ind med blikket. Der var et brændende om at kunne finde et svar her.

[Matthew J. Darklighter]

Det smukke lyse rum skildte sig ud fra resten af palæets interiør. Der var mere rokoko over stilen en renæssance og gotik. Hvide vægge, gyldne paneler og krummelurer i krogene. Derudover var det som enhver teenagers værelse, og Matthew vidste at Angelique ville flippe skråt hvis hun vidste at der havde været nogen på hendes værelse uden hendes tilladelse. Men dette var et nødstilfælde, som hun sikkert ville kunne være enig i.
Han lod selv blikket glide rundt og mærkede stikket i hjertet over ikke at se hende ligge på sengen med fødderne i vejret og læse lektier eller være i færd med at klæde sig af så den blege hud kunne dukke frem under lysekronens blege skær. Udenfor var morgenen begyndt at blåne, og skumringsmørket veg for solens filtrerede stråler igennem tågedisen der indhyllede palæet denne forårsmorgen.
"Kig dig omkring, jeg har ikke været herinde selv siden hun tog afsted," sagde han stilfærdigt og gik nogle få skridt bag hende på ærbødig afstand.

[Rebecca Maverick]

Rebecca nikkede, mens hun kiggede ind i værelset, som lignede noget der var en prinsesse værdig. Hun begyndte først ved at kigge hen over værelsets overflader, for at kigge gennem billeder, papir, skriveredskaber, tøj. Hun havde set et levende billede af pigen. Hun var meget yndig, faktisk var hun ikke bare yndig - hun var på kanten til at være skræmmende charmerende for sin egen alder. Rebeccas blik gled ud af vinduet, hvor der ikke langt fra dem var et træ. Et træ, hvor der nemt kunne sidde en og holde øje med hende om natten, hvis de havde lyst.
“Hun fortalte aldrig om en beundrer, gjorde hun? Din datter er en meget pæn pige.” Hun kiggede tilbage mod Matthew. Hun fandt ham fortsat mistænksom, men hun blev nødt til at finde på andre teorier.

[Matthew J. Darklighter]

"Beundrer..." Matthew lod ordet undslippe hans læber mens han betragtede Rebecca bevæge sig rundt i rummet med en metikulær præcision. Hun havde sans for at se tingene efter i sømmene. I og for sig kriblede det i hans fingre at kværke livet ud af hende. Han brød sig ikke om aurorer, og deres fine metoder, der kunne risikere at afsløre, ja, alt. Der var en vis form for paranoia forbundet med at være så fordybet i forkastelige handlinger som han var og samtidig arbejde med hvad der bedst af alt kunne beskrives som det magiske samfunds politistyrke.
"Hun holdt sig mest for sig selv på Hogwarts, og spillede Quidditch så meget som hun kunne," sagde han stilfærdigt mens han gik hen til vinduet og kiggede ud i tågedisen. "Hun havde for nylig to sammenstød med min niece Thereza, der siden blev bortvist fra Hogwarts og nu er på Hoghaven. Måske hun kunne have interesse for din efterforskning?" foreslog han. Han vidste udemærket godt at Thereza ikke havde evnen eller gejsten for at kidnappe nogen, endsige Angelique. Han håbede bare at få hende sporet lidt væk fra Darklighterpalæet og hvad hun end kunne risikere at opdage mens hun bare var der i det korte øjeblik. At hun allerede havde set Gabriel i skøn forening med sine fætre var salt nok i såret til at han vidste, at Rebecca ville begynde at undersøge familien yderligere, og det var ikke godt nyt.