Post by Moiran Snow on Apr 13, 2021 11:04:02 GMT
Angelique Darklighter
Fortsættelse af: witches-and-wizards.dk/thread/5186/lonely-wind-chimes
Tid: Sent om natten mellem lørdag og søndag
Sted: Redskabskuret bag Hoghaven
Vejr: Bidende koldt og støvregn i luften
De ankom sent om natten til Hoghaven. Den gamle bygning tårnede sig op i mørket og på nær et enkelt vindue der var oplyst, var alting mørkt og stille. Det havde været en kamp at få hende med sig hele vejen fra busstoppestedet, og han havde måttet skifte over til at bruge en port key istedet til sidst, som han vidste var forbundet med udkanten af Hogsmeade og per default dermed også Hoghaven. Hun var en strid, lille satan og hun kæmpede godt imod hans greb men han var trænet ud i at holde dem fast. Godt nok væsentligt yngre og knap så veltrænede, men stadig fysisk underlegne.
Alligevel var det også noget af det sjove i denne leg. Han vidste hun ikke ville ende som de andre. Hendes indædte kamp imod vækkede noget i ham. Han nød det, det var næsten sødmefuldt sådan som hun sprællede. Lige indtil de trak forbi den store, mørke bygning og om til det afsidesliggende redskabsskur som han havde fået stillet til rådighed af Donner. Han var den eneste med en nøgle der kunne åbne den tunge hængelås og træde indenfor hvor han havde indrettet det hyggeligt til når han havde "gæster". En gammel feltseng fra halvtredserne stod i det fjerneste hjørne med en madras der lignede den snart smuldrede fra hinanden, en spand til at berette sin nødtørft i og en enkelt stol i midten af rummet med plettede læderremme, klar til at blive spændt igen om den næste "beboer". Langs væggene var nogle lange slagborde med værktøjer af diverse art. Hovedsageligt knive og lignende aggregater, men også enkelte hammer-lignende værktøjer. En stålhåndvask var sammenføjet til et af bordene og i gulvet under stolen var en rist til afløb. Det stampede, brune lergulv var et syndigt makværk farver og pletter. Luften var tung og sød derinde, da der stod store krukker med forskellige krydderier på en reol ved siden af et af bordene.
Han fik låst op og trådt ind. En fakkel på væggen blussede op ved deres entré ind i skuret, og han vendte sig og lukkede behændigt døren bag sig og låste den til. Den samme lyddæmpende besværgelse som Donner havde kastet over sin kælder for at ingen kunne høre Isobels skrig når hun var på besøg, havde Moiran fået lagt over skuret. "Så børnene ikke bliver bange når jeg slagter dyrene til festmåltiderne," havde han forklaret Donner, og det havde været nok. Han dumpede hende af på sengen som en sæk kartofler og strøg hende over håret med en hånd der var tydeligt mærket af hendes rasende kamp for at komme fri efter han havde bortført hende.
"Så, min blomst, se hvor fint jeg har gjort det til dig! Her skal vi nok komme til at hygge os," sagde han med en stemme der dryppede af sukker og mildhed.
Fortsættelse af: witches-and-wizards.dk/thread/5186/lonely-wind-chimes
Tid: Sent om natten mellem lørdag og søndag
Sted: Redskabskuret bag Hoghaven
Vejr: Bidende koldt og støvregn i luften
De ankom sent om natten til Hoghaven. Den gamle bygning tårnede sig op i mørket og på nær et enkelt vindue der var oplyst, var alting mørkt og stille. Det havde været en kamp at få hende med sig hele vejen fra busstoppestedet, og han havde måttet skifte over til at bruge en port key istedet til sidst, som han vidste var forbundet med udkanten af Hogsmeade og per default dermed også Hoghaven. Hun var en strid, lille satan og hun kæmpede godt imod hans greb men han var trænet ud i at holde dem fast. Godt nok væsentligt yngre og knap så veltrænede, men stadig fysisk underlegne.
Alligevel var det også noget af det sjove i denne leg. Han vidste hun ikke ville ende som de andre. Hendes indædte kamp imod vækkede noget i ham. Han nød det, det var næsten sødmefuldt sådan som hun sprællede. Lige indtil de trak forbi den store, mørke bygning og om til det afsidesliggende redskabsskur som han havde fået stillet til rådighed af Donner. Han var den eneste med en nøgle der kunne åbne den tunge hængelås og træde indenfor hvor han havde indrettet det hyggeligt til når han havde "gæster". En gammel feltseng fra halvtredserne stod i det fjerneste hjørne med en madras der lignede den snart smuldrede fra hinanden, en spand til at berette sin nødtørft i og en enkelt stol i midten af rummet med plettede læderremme, klar til at blive spændt igen om den næste "beboer". Langs væggene var nogle lange slagborde med værktøjer af diverse art. Hovedsageligt knive og lignende aggregater, men også enkelte hammer-lignende værktøjer. En stålhåndvask var sammenføjet til et af bordene og i gulvet under stolen var en rist til afløb. Det stampede, brune lergulv var et syndigt makværk farver og pletter. Luften var tung og sød derinde, da der stod store krukker med forskellige krydderier på en reol ved siden af et af bordene.
Han fik låst op og trådt ind. En fakkel på væggen blussede op ved deres entré ind i skuret, og han vendte sig og lukkede behændigt døren bag sig og låste den til. Den samme lyddæmpende besværgelse som Donner havde kastet over sin kælder for at ingen kunne høre Isobels skrig når hun var på besøg, havde Moiran fået lagt over skuret. "Så børnene ikke bliver bange når jeg slagter dyrene til festmåltiderne," havde han forklaret Donner, og det havde været nok. Han dumpede hende af på sengen som en sæk kartofler og strøg hende over håret med en hånd der var tydeligt mærket af hendes rasende kamp for at komme fri efter han havde bortført hende.
"Så, min blomst, se hvor fint jeg har gjort det til dig! Her skal vi nok komme til at hygge os," sagde han med en stemme der dryppede af sukker og mildhed.
