Right Hand Man

[Seneca Adrenal]

“Aha...” han kiggede en anelse mistroisk mod staven. Udsalg var ikke et ord han brød sig om... men han prøvede at skubbe det til siden, med informationerne om at han havde en god forbindelse til denne stav. Det var vel i sidste ende det der betød noget - hvis staven nogensinde gav problemer, måtte de skaffe ham en ny. Seneca havde selv været til en tryllestavsmager i tidernes morgen og han var blevet afmålt, studeret og analyseret, indtil tryllestavsmageren var i stand til at skabe en smuk skræddersyet stav til ham. Staven havde endnu ikke fejlet ham.
“Jamen jeg kan ikke se hvad der er at diskutere her, Moiran. Du lyder som en perfekt kandidat, og jeg glæder mig til at se hvordan du udvikler dig under min træning og undervisning.” Han fandt en skabelon til en kontrakt frem, som han personliggjorde med Moirans navn. “Moiran... M-O-I-R-A-N.... der er vist ingen grund til at gætte hvordan man staver Snow,” det blev skrevet ned og derefter vendte han papiret mod Moiran og han skubbede fjerpennen hen til ham. “Navn og fødselsdag... underskrift og dato,” han pegede på papiret.

[Moiran Snow]

Moiran modtog fjerpennen med et smil og kradsede sit navn, fødselsdag, underskrift og dato ned. Der var ingen grund til at overveje at bringe blodstatus på banen, var der? Han havde alligevel forfalsket sin udgave af sin navneattest for længe siden, der nu lå og samlede støv i en skuffe et sted på Donners kontor. Han lagde fjerpennen ned og en lille plet blæk samlede sig i kanten af papiret inden han gled det tilbage til Seneca.
"Jeg vil ikke fejle Dem, sir," sagde han og tog en dyb indånding. Han vidste det her var vejen frem, hans vej måske i mere end en regi ud af Hoghaven, selvom han næsten frygtede at forlade stedet af og til.

[Seneca Adrenal]

“Du får ikke lov til at fejle mig, Moiran,” rettede han ham, som han tog det underskrevne papir til sig igen. Seneca havde en følelse af at knægten kunne udrette en hel masse, hvis bare han blev sponsoreret, passet på og guidet den rette vej.
Seneca rejste sig op og bevægede sig over til sin bogreol, hvor han begyndte at pille den slidte bog ned efter den anden, samt hans egen personlige notesbog, hvor han havde samlet sine egne observationer i den magiske verden. Besværgelser, forbandelser og hvordan de bruges…
“Jeg giver dig noget let læsestof, Moiran… Du kan lige så godt forberede dig til vores undervisning. Der kommer til at foregå meget duellering. Jeg ved at mange griner af en høflig troldmandsduel, men jeg mener en duel lærer dig disciplin og ære. Desuden kan man også komme til at slå sin modstander ihjel under en venlig duel, og hvis ikke du læser dine lektier, så håber jeg i det tilfælde at du er god til Protego-besværgelsen.” Han placerede bøgerne på bordet foran ham. “For at kunne være en værdig lærling, så skal du kunne udføre alle besværgelser du finder i denne bog,” han pegede på en bog med et slidt brunt læderomslag. Derefter pegede han på en sort bog med sølv skrift, “og den her er bare til at give dig nogle gode idéer,” han gik over mod døren igen. Deres samtale virkede til at nå enden, “Min personlige notesbog er et tip til dig om at gøre det samme. Altid skriv dine tanker og dine evner op.”

[Moiran Snow]

Moiran stod tavst og fulgte manden med blikket og næsten slubrede hans ord i sig som en sælsom, meditativ tankestrøm der bundfældede sig i hans inderste. Han måtte - nej han kunne ikke - fejle ham. Det ville være at sætte alt over styr, at træde forkert og derved miste mandens respekt. Han så på bøgerne og nikkede fast inden hans slanke fingre gled beskyttende omkring bøgerne så han kunne samle dem op til sig med en myndig mine og så på Seneca med et fast blik.
"Javel, sir," svarede han lydigt. "Jeg skal forsøge mit bedste. Jeg er ikke den stærkeste med ord men," han smilede lidt ved tanken om Angelique i skuret, "mon ikke jeg kan få nogen til at hjælpe mig med at få tankerne nedfældet," afsluttede han og var fulgt med ham til døren for at tage afsked da det pludselig bankede på. En fure på hans pande viste sig da døren gik op og Isobel stod udenfor med hånden på dørhåndtaget.

[Isobel Stella Darklighter]

"Seneca, jeg-" Isobels ord standsede brat og de røde læber forblev let adskilt da hun så at Seneca havde selskab, noget hun ikke helt havde forventet da hun havde sat kurs mod hans kontor denne lørdag formiddag. Den foregående aftens fest sad måske stadig lidt i hende men hun var alligevel klædt i en fin rød kjole der brusede om hendes slanke lår og håret var redt igennem så bølgerne faldt om hendes skuldre og ryg som bronzefarvede vandfald. "Åh, undskyld, jeg vidste ikke du havde møde idag," hendes blik flakkede fra den unge mand til Seneca, lidt usikkert, lidt nervøst, dog rettede hun til og smilede mildt. "Jeg kan bare komme tilbage senere," undskyldte hun dog uden helt at trække døren til igen.
"Det er ok, mrs, jeg er alligevel på vej ud," forsvarede Moiran sig selv og gav Seneca hånden med et fast tryk. "Jeg ser frem til min første opgave, sir," sagde han inden han med et kort nik til Isobel forsvandt fra kontoret. Isobel så efter ham og vendte opmærksomheden tilbage til Seneca og blødte op i et mere oprigtigt smil.
"Hvem var det?" spurgte hun inden hun trådte lidt længere ind i kontoret så døren kunne glide i bag hende. Hun havde faktisk ikke været på kontoret endnu, det var ganske nyt at det var blevet en ting for Seneca, men hun kunne lide tanken om at han var nærmere hende nu. Det gjorde hende tryg på en måde som kun Matthew før havde formået.

[Seneca Adrenal]

Seneca skulle netop til at følge den unge og ambitiøse Moiran ud, da Isobel trådte ind ad døren.Han tog hende ind med blikket, for hun så nydelig ud igen i dag. Hvis han skulle tilbede nogen, så ville det være gudinden Isobel.
Han ville selv have svaret ‘nej’, da hun tilbød at komme tilbage senere, men Moiran kom ham i forkøbet. Heldigvis havde knægten læst rummet, og han var snart på sin vej. Isobel var blevet tilbage og Seneca tog ganske kort hendes hånd og løftede den op til hans læber i et ganske kort og høfligt kys. Inden han gav hende hendes hånd tilbage, gav han den et kort tryk, som var det slaget hans hjerte skippede, når han så på hende, der blev overført til hendes hånd.
“Det var en ung mand, der er interesseret i at blive en del af det nye program, jeg underviser for. Han virker… okay.” Han så Isobel i øjnene, “Vil du sidde ned?” han pegede mod sofaerne på hans nye kontor.

[Isobel Stella Darklighter]

Isobel pressede et lille, ømt smil frem. Åh Seneca! Han kunne altid få noget godt frem i hende. Ikke at hun var ligeså fortrolig med ham som med Matthew, men her var de alligevel begge mænd der kunne noget med hendes hjerte. Hun strøg en lok af sine vilde krøller bag øret og indfandt sig i sofaen med et lille kort "tak" til ham. Hendes fingre rettede kjolekanten lidt til inden hun lagde benene over kors og foldede de ringbesatte fingre om sit knæ. Smykkerne hun bar glitrede som tusind sole på hendes fingre, håndled, kraveben og ører. Hun havde med vilje valgt et lidt centralt sæde så de ikke kunne undgå at sidde tæt hvis han også ville komme og gøre hende ved selskab i sofaens bløde dybder.
"Undervise? Nu er det ikke et af min brors påfund, er det?" spurgte hun med et skævt smil. Selvfølgelig var det nok dét. Siden Matthew havde kontaktet Seneca havde de to mænd spenderet en del tid sammen. Hun nød at se sin bror med en anden mand, fordybet i tanker, snak om ideologier, og hvem ved? Måske også religion. Hun fugtede læberne lidt. Det var vel derfor hun var kommet idag.

[Seneca Adrenal]

Et tilfreds smil bredte sig over hans læber, da hun valgte at takke ja til at tage plads i sofaen. Hans blik fulgte hende hele vejen hen til sofaen, mens han i det kortvarige øjeblik det tog blot stod og betragtede hende, så yndefuld hun var. Seneca fulgte efter hende og satte sig uden tøven ved siden af hende, selvom han fortsat prøvede at holde lidt høflig afstand til Isobel.
Spørgsmålet fik Seneca til at smile, “Er der noget galt med din brors påfund, Isobel?” hans øjne hvilede på hende. Han havde lyst til at række ud og lægge en hånd mod hendes varme kind og føle hans hånd glide ind mellem hendes hår. Senecas åndedræt var dybt, men afslappet i hendes selskab.

[Isobel Stella Darklighter]

Hun slog ud i en varm latter. Det føltes som længe siden hun havde leet sådan, rigtigt fra det inderste af sig selv. Hun havde i så lang tid været fanget i et mørke, syntes hun, men nu var det som om det blødte lidt op indeni hende som hun sad her ved hans side. Selvom de ikke var i direkte berøring med hinande syntes hun at mærke gåsehuden forme sig op ad underarmene og hun smilede mildt til ham.
“Årh du ved, nu har du kendt ham lidt tid, han kan være lidt for glad for nogle skøre påfund og planer,” sagde hun med et lille skuldertræk og viftede med hånden som for at vifte hans spørgsmål af vejen. Hun lænede sig istedet tilbage i sofaen og lagde hovedet lidt på skrå. “Nyder du det her? Djævlens højre hånd?” Spurgte hun drillende og stak lidt sin tungespids imellem de perlehvide tænder.

[Seneca Adrenal]

Senecas blik veg kun fra hende, da hun fik ham til at grine. Han var ved højt humør i dag, og hun tilføjede kun til hans dag. Han lænede sig tættere på hende og lagde sin hånd ved hendes, så deres fingre kunne føle hinanden. “Det er en anden følelse. Jeg nyder tanken om at starte undervisningen af de unge jeg får rekrutteret. De virker alle meget ambitiøse, og jeg har høje forventninger,” han strøg sin fingre længere op ad hendes hånd, “Desuden er jeg glad for det selskab jeg har her. Dit selskab i særdeleshed.”

[Isobel Stella Darklighter]

Hun kunne ikke længere modstå og lænede sig lidt mere til siden imod ham mens hun mærkede hans hånd og fingres kærtegn mod hendes hud. Det sendte små gnister af lykke igennem hende og hun så på ham med et ømt smil.
“Befinder du dig godt i lærer-rollen? Jeg tænkte,” hun sukkede stille mens hun lænede sig lidt nærmere ham og hendes hånd som han havde kærtegnet gled over hans knæ og skabte lidt friktion imod buksestoffet, “en stor og stærk mand som dig har måske mere lederrolle end lærerrollen, og de to ting er ikke nødvendigvis altid de samme?” Hun bed sig lidt i læben og sænkede sit blik til hans læber. “Jeg er ikke selv en leder men jeg er meget god til at lære fra mig,” hendes fingre gav et lille, tættere greb i ham et tegn til at hun også værdsatte hans selskab på mange måder. En tanke strejfede hende og hun rejste sig med det samme i en flydende bevægelse og rakte ham hånden. 
“Kom med mig til fordybningen,” sagde hun med et varmt blik og et sensuelt tonefald. Hun var træt af at vente og hun kunne mærke det var nu eller aldrig. Hun ville vise ham den røde tråd der løb fra fordybningens bund til kapellet dybt under jorden, uden at vise ham det direkte. Forløsningens kunst ville være temaet og der var vel ikke grund til at lægge skjul på hendes lyster mere. Så måtte han sige fra eller overgive sig.

[Seneca Adrenal]

Seneca betragtede fortryllet hendes ømme smil. Der var ingen tvivl om at han var betaget af Isobel, og han ønskede heller ikke at lægge skjul på det længere.
Hendes berøringer sendte stød gennem kroppen på ham, og han måtte koncentrere sig for at holde sig anstændig over for hende. Der var svært, når han skulle sidde og se hende bide sig så frækt i læben, foran ham. Hendes læber var bløde, fugtige og lige til at omfavne med sine egne læber.
“Jeg vil mene at jeg kan vokse til at blive en udmærket lærer,” han var ikke sikker på om hendes spørgsmål havde forventet et svar. På mange måder, kunne hun godt mærke at hun var Matthews søster. Hun havde lige så mange skøre påfund og planer, som han havde. Hun overraskede ham altid.
Seneca tog imod hendes hånd og rejste sig fra sofaen, for at følge med hende til fordybningen. Han vidste ikke hvad han skulle forvente. Han var ikke vant til kvinder, der forførte ham - og lige nu var han ved at overveje om det var det, der var ved at ske. Var Isobel ved at forføre ham?

[Isobel Stella Darklighter]

//out