Right Hand Man

[Moiran Snow]

Seneca Adrenal

Tid: Om formiddagen en lørdag
Sted: En kontorgang i vestfløjen på Darklighterpalæet
Vejr: diset men med lidt sol

Moiran havde aldrig været i Darklighterpalæet før, mente han selv, og alligevel virkede stedet bekendt, på en eller anden måde. Det var weekend og han havde fået tilladelse til at strejfe ud fra Hoghaven for engangs skyld, og var taget den lange tur til London. Han havde forvildet sig ind i hovedbygningen og efter at have spurgt både en tør gammel kiks af en butler og nogle husalfer om vej, var han endt i en del af palæet der bestemt så mere ny og moderniseret ud end det så ud udefra. En receptionist pegede ham i retning af en korridor af glas og med udsyn til små konference rum inden han kom ned for enden og en dør med et lille messingskilt bebudede navnet på indehaveren af kontoret. Han tog en dyb indånding, knyttede hænderne og bankede på inden han tog i døren og trådte ind.
"Mr. Adrenal?" spurgte han med mild, myndig og mørk stemme.

[Seneca Adrenal]

Han havde ikke været i gang særlig længe hos Matthew. Det var en stor omvæltning at gå fra at holde møder om det næste angreb på en gruppe mugglere til pludselig at stå og sørge for at uglerne blev læst og ansøgningerne gået igennem. Der var åbenbart mange ulykkelige unge derude. Gardinerne var trukket fra på hans kontor, så lyset væltede ind gennem vinduerne. Seneca havde været så vant til hans mørke lejlighed i Tusmørkegyden at han nu nød friheden til at se solen. Som en vampyr, der endelig fik lov til at træde ud i dagslys, uden frygten for at blive forvandlet til en bunke aske.
Tankerne stoppede omgående, da han hørte en banken på hans dør og en dyb stemme lød. I døren stod en ung mand med krøllet mørkt hår og et sæt charmerende øjne, han sværgede at have set ind i før. Selv på afstand virkede drengen bekendt, uden han kunne placere ham. Han rettede sig op i sin stol, “Kald mig Seneca. Og hvem er du, unge mand?” spurgte han i en mild tone, mens han så mod ham med et imødekommende blik. Han pegede på stolen foran hans skrivebord, som knægten trygt kunne slå sig ned i.

[Moiran Snow]

Moiran stred ind i rummet med målrettede, velberegnede skridt så kappens folder slog let i luften omkring ham og med en graciøs flydende bevægelse slog han sig ned i den anviste stol. Smilet på læberne var ikke til at tage fejl af, selvsikkert, charmerende, og et glimt i øjnene fortalte enhver der så ham, at til trods for at han var faret en smule vild i palæet til at starte med, var han på rette hylde.
"Seneca," hilste han og rettede sine ord til for at behage sin vært. "Mit navn er Moiran Snow, og jeg er kommet for at blive en del af Deres sociale program for unge magikere," forklarede han og foldede hænderne foran sig mens han lagde de ene ben over det andet. Foden vippede lidt i luften mens han fortalte. "Ser De, jeg kommer fra Hoghaven og er i den heldige position at jeg har en sponsor der sørger for mine ejendele så jeg kan have en fyldestgørende skolegang på Hogwarts ved siden af. Men jeg ser også fremad, jeg tænker i langstrakte, visuelle udsigter om hvad der skal ske når jeg er færdig, og det er der De kommer ind. Jeg kunne godt tænke mig at gøre en forskel og i kraft af Deres program få nogle færdigheder som Hogwarts måske ikke nødvendigvis kan give mig. Jeg har hørt der er en del praktisk arbejde, hvilket jeg er stor tilhænger af, ikke sandt, hm?" spurgte han og lagde hovedet lidt på skrå så en krøllet lok hår drattede ned over hans pande og han måtte ryste den bort.

[Seneca Adrenal]

Han betragtede den unge herre, som virkede som en ganske energisk og charmerende person. Han vidste ikke helt hvad han synes om ham, men Seneca hældte mere til en beslutning om at han var god nok.
“Moiran Snow. Er det okay, hvis jeg kalder dig Moiran?” han fandt noget pergament, en fjerpen og noget blæk frem, og han begyndte at notere hans ord, mens han med en sirlig skrift skrev Moiran Snow. “Korrekt. Mit program er meget praktisk… Fortsæt endelig.” Han rettede igen blikket på Moiran, undersøgende. Moiran var helt sikkert egnet programmet. Seneca pressede fjerpennen ned i blækket, så den var klar til at notere.

[Moiran Snow]

Et sug bag hans fortænder fik hans tunge til at give lyd fra sig mens han betragtede mandens fjerpen grådigt. Det her var hans plads, hans fremtid han sikrede. "Jo, ser De," begyndet han. "Jeg er overvældende dygtig til at beskæftige mig med mennesker. Gennem min tid på Hoghaven har jeg lært mange forskellige teknikker til at aflæse, tyde og analysere mine omgivelser, og jeg har et godt håndelag," forklarede han en smule vagt for ikke at ville gå alt for meget i dybden med sine færdigheder. Han så Seneca lidt an med et smalt smil. "Hvad du end har brug for, kan jeg gøre," han rettede sig lidt til i stolen og følte sig kortvarigt som en trækkerdreng der skulle overvinde en kunde, men han vidste der her var andre sager der skulle til. Seneca var en person han havde kendt fra medierne fra nogle år tilbage, men som han nu sad foran og beundrede.

[Seneca Adrenal]

Seneca observerede Moiran, klar til at skrive ned, og der blev da også skrevet. Smilet trak op i den ene side af hans kind, fordi han var en anelse underholdt, ”Jeg vidste ikke at Hoghaven underviste i teknikker, såsom at analysere omgivelser... det er nyheder for mig,” hans blik var rettet imod Moiran. Seneca havde ikke sat fod inden for Hoghaven i mange år nu, og han havde ikke et kæmpe ønske om at stoppe den succes inden for den nærmeste fremtid. Seneca rejste sig op og gik om på den anden side af skrivebordet, så de nu var på samme side af skrivebordet, ”Rejs dig op, Moiran.” han ville gerne se ham an.

[Moiran Snow]

En sagte rislen gled ned langs hans rygsøjle som han så Seneca komme nærmere. Et eller andet underbevidst havde altid sagt ham at skulle flygte i sådanne situationer, hvad det end kunne skyldes, var han ikke sikker på, eller også huskede han det bare ikke. Som nogle af de billedløse mareridt der plagede ham fra tid til anden.
"Javel, sir," sagde han med et smalt smil for at understrege sin velvilje overfor manden, og rejste sig og glattede sin kappes folder ud omkring sig så han stod med hænderne foldet bag ryggen og benene let spredt som var det en militærparade han skulle inspiceres til.

[Seneca Adrenal]

Seneca afmålte ham med sit blik. En ung og rask mand af god bygning og god højde. Det var svært ikke at smile, når en knægt på den alder kunne stå så rankt, som var han en af Blodklanens soldater.
“Hvordan vil du beskrive dit magiske niveau, Moiran? Jeg ved at Hogwarts begrænser deres elever med hvad de underviser i af magi - de fleste elever er ikke mere end middelmådige til magi. Men du virker som en der muligvis går på syvende årgang?” Han kunne umuligt være en årgang under - han så i forvejen for gammel ud til at være på Hogwarts. “Hvor meget tror du at du kommer til at udvikle dig i din magiske kunnen, med den rette mentor? Svar mig ærligt, Moiran - jeg ved altid når folk lyver for mig.” Han stod over for knægten med et alvorligt blik, der bar et hent af et interesseret smil.

[Moiran Snow]

Moiran stod og så stift foran sig mens han lod manden måle ham med blikket. "Hogwarts er underlegen når det kommer til magisk udvikling, specielt i de færdigheder der virkelig gælder, såsom besværgelser og forbandelser, sir," svarede han med lydig, myndig stemme. "Jeg er ved at afslutte mit sjette år og jeg håber at kunne få en bedre uddannelse måske når min tid på Hogwarts er overstået. Jeg har ikke haft nogen specifik mentor. Min forstander på Hoghaven er måske det nærmeste man kommer en mentor, men han har glimret ved sit fravær i nogen tid da han har sine egne aftaler og gøremål," forklarede han og rettede endelig blikket til Senecas ansigt og lod et krøllet smil svinge sig over hans læber. "Jeg har et godt niveau, som de fleste andre på min alder er det middelmådigt, men jeg håber at kunne finde den rette mentor, der kan oplære mig," hans blik mødte hans og der var ingen tvivl i hans sind om at manden foran ham kunne give ham hvad han havde brug for for at avancere væsentligt længere i det magiske samfund end var den gamle Donner Lockwood kunne formå at præstere.

[Seneca Adrenal]

Seneca løftede overrasket på hans bryn, da han bragte det til hans opmærksomhed at Moiran Snow kun var ved at færdiggøre sit sjette år. Det kom bag på ham - han virkede ældre. “Javel….” hans blik blev en anelse mere kritisk. “Du virker meget drevet knægt. Jeg kan godt lide din energi. Jeg tror du vil passe perfekt ind i vores sociale program, og jeg ser meget potentiale i dit magiske niveau. Bliv ved med at øve dig - jeg kan lærer dig forbandelser, som professorerne ikke engang har hørt om før, når du er klar en dag.” Seneca havde altid elsket at duellere, og han mente at man burde lære sig selv så meget magi som muligt. Der var altid noget nyt at lære.

[Moiran Snow]

Det sitrede næsten i ham og han havde svært ved ikke at holde et helt og fuldbyrdet grin tilbage så hans velplejede tænder kom til syne bag de pink læber. "Jeg vil lære hvad som helst De vil give fra Dem, sir," svarede han og sank en klump af mildt ophidselse over tanken om hvad hans nye mentor kunne lære ham. Det underligt at stå her, næsten med en følelse af at være nøgen foran ham mens han tog ham i betragtning, men for engang skyld forsvandt de ubehagelige tanker i den regi og han endte med at være mere næsten selvsikker under mandens stærke blik. Han følte en form for anerkendelse han ikke havde følt, måske nogensinde, ud over når Donner bad ham lave middagsmad til børnehjemmet. Han fugtede sine læber og smilede
"Jeg vil gøre hvad end De befaler," sagde han med fast tonefald. Det her var en mand han ville respektere og give sit bedste, helt fra det inderste. Der var en sær ting ved ham, en form for kemi, en tiltrækning som en magnet han ønskede at læne sig ind imod og mærke omfavnelsen fra. Var det... en følelse af... en forældre?

[Seneca Adrenal]

Seneca lagde en hånd på hans skulder og gav den et klem. “Mit råd fra mig til dig, hvis du vil vise mig respekt er at fokusere på Hogwarts og hvad de underviser dig i. Bliv ved med at lære, så du lærer at lære. Det er vigtigt, hvis du gerne vil være en stærk troldmand.” Han klappede hans skulder og tog så sin hånd til sig igen og sendte ham et smil fyld med Senecas egen varme charme. “Er din stav tilpasset dig, Moiran? Jeg ved ikke om du har fået sponsoreret en ordentlig en? Jeg vil gerne sikre mig at din sponsor giver dig hvad du har brug for, din resterende tid på Hogwarts. Hvilke fag vil du mene er dine styrker og hvilke er dine svagheder?” Han vidste at det var en lang række spørgsmål, men Seneca ønskede at vide hvordan hans unge kommende soldat blev behandlet. Han drejede sig væk fra Moiran igen og gik med lette skridt rundt om skrivebordet og satte sig ned i hans stol igen, så han kunne begynde at notere de vigtige svar.

[Moiran Snow]

Moiran trak sin stav frem fra kappens folder og lagde på bordet foran sig for at Seneca kunne studere den. Det var en meget blottende fornemmelse men han tøvede ikke. Han kunne mærke det her ville sende ham til nye højder, nye steder, nye eventyr og nye måltider.
"Ti tommer blodbøg, dragehjertestreng som kerne," fortalte han om tryllestaven der lå ubeskyttet foran hans mentor. Han foldede hænderne bag ryggen igen og vendte tilbage til sin udgangsposition som var han en soldat der stod ret for sin hærfører. "Jeg vil mene min styrke er besværgelser, og derefter eliksirer," fortalte han. "Grundet min opvækst på Hoghaven har jeg dog ikke kunnet fordybe mig, sir, det beklager jeg," undskyldte han og slog blikket ned til bordet mens han stod tavs som om han afventede en domskendelse.

[Seneca Adrenal]

Det smigrede ham at han stolede nok på ham til at lægge staven foran ham. Den virkede til at være i god stand og af god kvalitet, som hans øjne studerede den på afstand. “Og dig og staven kan enes?” spurgte han ham og skribblede et par tanker ned på pergamentet. Eliksir var bestemt et spændende og nødvendigt fag. Han nikkede til hans afsluttende ord, “Jeg forventer ikke den næste Merlin, Moiran. Jeg forventer en der gør sit eget bedste - så der er ingen grund til at undskylde, med mindre du mener at du er for udisciplineret til at gøre dit bedste forsøg på syvende årgang.” Hoghaven var et problem, men han var ikke sikker på hvordan han kunne hjælpe Moiran med at ændre den situation. Han blev nødt til at lære ham bedre at kende for at beslutte sig, hvordan han bedst kunne assistere.

[Moiran Snow]

Moiran nikkede sigende. "Ja, sir, jeg fik den dog på udsalg da det var billigere hos Andromedius' Wanders end det var hos Ollivanders, men den og jeg er ganske tilfredse med hinanden. Den har endnu ikke givet bagslag, og det tror jeg heller ikke den kommer til, med mindre den oplevet et knæk eller brud," forklarede han med en blid stemme og et smil. "Min forstander vil sige jeg er meget disciplineret. Jeg hjælper til som kok på Hoghaven, og det kræver overblik og analytiske evner at stå for et måltid der kan brødføde 100 magikere, børn og voksne, med meget få midler," svarede han. Det var sandt. Selvom det var jagten og slagtningen der faldt i bedst jord for ham, så var der også andre gode egenskaber han lærte når han stod for at hjælpe til i køkkenet.