Lonely Wind Chimes

[Angelique Darklighter]

Vinden legede med hendes lange lyse hår, og lod det danse som i en forvreden ballet foran hendes ansigt og ned langs ryggen. Hendes øjne var røde, men ingen tårer havde trillet, da hun havde nægtet at lade sig styre af sorg. I stedet ulmede vreden i hendes bryst, og skuffelsen skar i langdrag gennem hendes krop. Det var ydmygende at se Lucilla i sit hjem, specielt efter hendes forkælede og blærerøvsagtige snak i opholdsstuen. Det havde ikke taget længe før end Angelique havde bestemt sig for at tage hjem til Warren, men måtte i dagens anledning klare rejsen selv da hun ikke ønskede at Matthew skulle få nys om hendes flugt fra chaufførerne og samtidig havde Gabriel nægtet at køre hende. Hendes fingre strammede om håndtaget på kufferten og hun skuttede sig i det lange tykke tørklæde som var viklet om hendes hals. Der stod hun på landevejen ved et ensomt busstoppeskilt og ventede på den rådne mugglerbus.

[Moiran Snow]

Måske var det et lykketræf, måske var det et tilfælde der gjorde at han stod her nu lidt fra busstoppestedet, med blikket kilet til nakken af hans lille vintergæk, engleblomsten, der i sit fulde flor viftede med kronbladende, de lange lyse lokker. Han nærmede sig ganske stille og roligt mens han sundede sig efter samtalen han netop havde haft med Seneca og et smil fandt vej til hans læber som han standsede bag hende. De havde ikke set hinanden siden hændelsen i biblioteket, og han kunne mærke hans krop dirrede efter at gentage successen, hvis ikke mere. Han overvejede sine muligheder i baghovedet men vidste også han måtte være påpasselig.
"Jamen dog, ser man det?" spurgte han og påklistrede et charmerende smil til sine læber. "En ensom svane forlader sin skovsø for at slå vingerne ud? Hvor er du på vej hen, min pige?" hans hånd rakte ud, delikat men også dominerende, for at lægge sig på hendes nakke og holde fast.

[Angelique Darklighter]

Det rislede Angelique koldt ned af ryggen da hun hørte stemmen som hun havde hørt flere gange i sine drømme. Den snobbede og drillende stemme som så let havde besudlet hende mellem bogreolerne. Hun vendte sig akkurat i tids nok til at undgå at hans håndlagde sig på hende. ''Hvad laver du her?'', spurgte hun forbløffet, palæet lå langt bort men netop dette busstoppested lå længere bort da hun havde gået gennem skoven i timer for at nå hertil. Hvad var chancen for at et skide børnehjemsbarnbefandt sig på samme sted? Specielt så nær palæet og så langt fra Hoghaven? Et sted dæmrede hendes faders forbud hos hende, at hun ikke skulle forlade palæets grund alene og specielt ikke bevæge sig ud i nattens mulm og mørke. ''Warren kommer og henter mig snart, gå med dig'', svarede uhn køligt med sine øjne kilet på ham hvis han nu skulle turde at prøve på noget igen. Selvom det var en løgn for hun havde i sin vrede endnu ikke sendt en ugle til Warren om hendes visit. 

[Moiran Snow]

Moiran slog ud i en høj latter mens han lod blikket glide fra top til tå af hende. Hans hånd der havde misset dets mål trak sig så han lagde armene over kors og så smilende på hende som en tommelfingernegl gled over hans læber og han betragtede hende vurderende som en slagter bedst vurderer hvordan man slagter et uskyldigt får.
"Ved du hvad, Angelique, jeg er ikke så meget i humør til små rænkespil og løgne idag, så kan vi ikke bare være ærlige for engangs skyld? Så skal du heller ikke bekymre dig for meget, vel? Du står her," han bredte armene ud for at indikere deres øde tilstedeværelse ved busstoppet, "i midten af ingenting, og du vil have MIG til at tro på at Warren kommer og henter dig om lidt?" spurgte han og rykkede et par skridt nærmere hende. Han havde en stærk fornemmelse af at pigebarnet var ude på at løbe væk eller på en eller anden måde undslippe hvad der end var at undslippe i palæet, hvor han selv lige havde haft et glimrende møde med den tidligere leder af blodklanen, og nu var officielt indlemmet i hans nye projekt.

[Angelique Darklighter]

Angelique tog automatisk et skridt bort fra ham da han gik nærmere. Hun overvejede hvor hurtigt hun kunne løbe hjem og ikke mindst hvordan hun kunne få sin far til at gå ud og slå ham til plukfisk. Men det var da sandheden slog ind over hende i kolde bølger, hun ville aldrig kunne fortælle hendes fader om Moiran på grund af skammen som lurede. ''Du tror vel ikke at jeg har i sinde at tage en mugglerbus?'', snerrede hun tilbage imens hendes hånd strammede sig om kuffertens tag. Hvor let kunne hun svinge den mod ham hvis han kom nærmere? ''Jeg er ikke et Hoghaven barn, dit forbandede waste of fuldblod'', klirrede hendes stemme som hendes lyse blik slog et elevator blik over Moiran som fandt hun hver en centimeter af hans krop ækel. ''Så pil nu af med dig, for du hører ikke til her'',hendes pande var høj og hun gjorde sit bedste for ikke at vise sin frygt mod ham som hun alligevel gik bort for hvert skridt han tog og vidste at hun let kunne sætte i løb.

[Moiran Snow]

Han kunne se hun begyndte at bakke og det fik ham ikke til at holde sig fra hende, tværtimod. Han nød reaktionen hun havde på hans pres ind i hendes intimsfære, den sødmefulde intimsfære han snart ville kvase under sin skosnude og med sine fingre så snart han kunne få fat i hende. Hvis hun løb nu ville hun have en tung og besværlig kuffert at slæbe med og det ville sagtne hende gevaldigt. Han kunne uden problemer nå hende og overrumple hende. Han vidste allerede hun var stærk men han var stærkere, og det lille overtag han allerede havde mentalt efter deres rendez-vous i biblioteket var han sikker på også ville gøre sit indhug i hendes forsøg på at modsætte sig ham så snart han fik hende nedlagt.
"Hvorfor bakker du væk, min blomst? Jeg kan hjælpe dig hvorhen du end vil," sagde han og smilet blev blot bredere og bredere som han efterhånden kunne se sine planer folde sig ud for hans indre blik. Han vidste at han måske ville få lidt dårlige anmærkninger hvis han brugte magi, mens hun allerede var i problemer på Hogwarts og derfor næppe ville ty til det som en udvej fra ham. Han rakte ned efter sin tryllestav i kappens inderlomme men uden at trække den helt endnu.

[Angelique Darklighter]

''Du ved udemærket godt hvorfor'', bed hun af ham inden hun i alt hast bestemte sig for at kaste kufferten efter ham så at alt dens indhold faldt ud i en kaskade af skoleuniformer, sokker, bøger og hendes quidditch bat. Hun vendte ryggen til ham og sat straks i løb. Angelique var veltrænet og stærk fra Quidditch og hun fornemmede faren ved Moiran tydeligere end nogensinde før. Hun sprang ind mellem træerne i håb om at de skulle sænke ham alt imens hun zigzaggede det bedste hun havde lært mellem de tætte stammer. Hvis bare hun kunne se lyset fra palæet, så ville hun være sikker. Der fandtes patruljer i skoven som vagtede Darklighterne når de sov trygt om natten, og de ville uden tvivl få det skrækkelige monster bort fra hende - hvis hun nu kunne finde vej. 

[Moiran Snow]

Ja. Han vidste alt for godt hvorfor hun bakkede væk fra ham, og han satte i løb efter hende lige så snart hun havde forsøgt at gardere sig imod ham ved at kaste kufferten efter ham. Han sprang over den opslåede kuffert og indholdet endte sølle og efterladt i forårsmudderet ved landevejen.
Hans mørke, vilde latter klingede manisk imellem træerne da de nåede ind under deres mørke kroner. Skyggerne lå tætte i skoven på denne tid, og de små, gemte stier var længere væk, da der sjældent kom nogen til denne del af skoven alligevel. Han sprang afsted og masede sig gennem krat og var ligeglad med grenene der svirpede hans ansigt. Han så hende som en vision er brændte sig fast på hans nethinde, et blegt dådyr, skræmt fra vid og sans, og han skulle have hende. Han skulle sprætte hende op og han skulle vise hende hvem der bestemte i deres leg, den leg hun havde leget med ham fra starten af deres allerførste møde og til nu. Han gav efterhånden pokker i brugen af magi og svang sin tryllestav for at apparere fra sin nuværende position og ind foran hende så hun nærmest tumlede ind i hans brystkasse og han greb om hende med en arm for at låse hende fast ind til sig.
"Nu ingen sjove tricks, min pige, nu skal vi to på ferie!" hvislede han ind i hendes øre inden han slikkede det med en tunge. Hendes smag var som en brusende sanselig overvældelse for ham og han lo inden han atter svang tryllestaven så de kunne transferere bort fra skoven og nordpå til hans skjulested der var så åbenlyst at ingen nogensinde ville skænke det en tanke.
//out