Udviklende bekendtskaber

[Deleted]

Sen eftermiddag, arbejdsværelset.
Let regn, overskydet og gråt vejr.
Dette emne er dedikeret til @coram

Lyden fra en grammofonplade kunne høres igennem kontoret. Det var lyden af jazz, en musikstil som Joshua fandt yderste behagelig imens man arbejdede. Den unge minister sad i et stort læder polstret arbejdsstol, som han læste en bunke med papirer igennem. De mørke møbler dæmpede let rummet, som ellers godt kunne virke stort. De mørke møbler som gik igen i kontoret stod fuldt i kontrast til de to enorme panoramavinduer var for enden af rummet. Vinduerne lyste rummet fuldkommen op, og gav Joshua en skygge, som han sad og arbejdede der. Udsigften var ikke til at tage fejl af. En lille sø, og London i baggrunden. Det havde altid været vigtigt for Joshua at kunne se ud på Englands højborg af en hovedstad. Derfor var kontoret også nøje udvalgt til at skulle ligge i den her del af palæet.


Knock knock


Lyden fra døren afbrød Joshua arbejde. Bunken af papirer blev lagt på det store arbejdsbord. Var det mon tro hans kone? Måske noget personale? Kunne nogen af de andre fra ministeriet være så frække, at komme hjem til ham for at snakke arbejde? Nej så ville de have taget susenetværket. Desuden ville de også have meldt deres ankomst med en ugle.

Hans så op imod døren og sagde tydeligt ”Kom ind.”. De blålige øjne kiggede fra døren mod det knitrende ildsted, inden blikket gled tilbage mod døren, afventende. Hans arme var placeret langs armlænene, den ene bøjede dog let ind over kroppen, hvor den anden hvilke på armlænet og bordet.

Joshua havde i dagens anledning iklædt sig et gråt jakkesæt med tilhørende grå vest til. Han havde et lommeur hængende i vesten, samt en guldring med familiens våbenskjold på. Han følte sig godt tilpas i jakkesæt, og han måtte da også erkende at de komplimenterede hans udseende.

[Deleted]

33 sekunder var alt det havde taget hende, fra da Cora var stoppet ude foran døren til husets herres kontor til at hun havde banket på. En ting var at hun så op til fruen i huset, at Cora ønskede at hun var lige så smuk og klog som Rachel Darklighter Rothschild , en anden ting var at hun gik og dagdrømte om hendes mand i tide og utide. Det var ingen underdrivelse at hun blev nervøs når hun vidste at det kun var Joshua og hende i huset, ikke at han nogensinde havde gjort hende noget. Det var en pigefantasi og intet mere.
Hun levede på en fed hvid løgn og dag efter dag føltes det sværere og sværere at lyve overfor familien der blindt havde taget hende ind, givet hende tag over hovedet, et job og i det hele taget bare et nyt liv. Hun var hverken fransk, havde ikke studeret på Beauxbatons og ej fuldblods, men hendes papirer sagde noget andet.

,,Hr. Rothschild. Jeg håber ikke at jeg forstyrrer? Jeg har frokost med til Dem." Lød det lettere forsigtigt som hun trådte ind og samtidigt afslørede sig selv. Der hvilede et mindre smil på læberne. Bare synet af ham fik varmen til at stige hende til hovedet og maven til at snore. Hun havde brugt timer på at lære at mestre teknikken at gå stilrigt rundt med alverdens ting i hænderne og ikke tabe noget, selv ikke den mindste dråbe, for ikke at tale om alle de fancy retter familien havde en tendens til at hungre efter. ,,Deres yndlings. Østers med estragonmignonette" forklarede hun som nærmede sig hans kontorbord, for derefter placerede bakken lige hvor der var plads.

[Deleted]

Døren gik op og den unge husholdske, som kæreste Rachel Darklighter Rothschild og han selv var blevet enig om at ansatte, kom ind. Joshua havde aldrig været nem at imponerer, men hun havde dog hurtigt fanget hvordan han ville have sit personale omgik ham og hans kone. Hun havde været lærenem, fuldblod og ikke mindst intelligent. Alle kvaliteter som Joshua satte pris på. Samtidig kunne man ikke tage fra hende, at hun var en køn pige. Hun havde nu været her i et par år, og havde altid været fortrinlig i hendes arbejdsgang.

Var det allerede frokost, hans hånd tog det forgyldte lommeur og rigtig nok stod der 16.00, måske mere en sen frokost – end reel en frokost. Dog spiste han sjældent aftensmad til tiden, når Rachel ikke var hjemme.
”Arh frøken Montague” lød det formelt, som han lagde en lille mappe over papirerne han sad og læste. Hvorefter han lagde stakken ned i en skuffe i bordet. ”De forstyrrer bestemt ikke.” lød det roligt, inden han sendte hende et varmt smil. ”Jeg formoder deres dag er god?” han sendte hende et intenst blik, et blik som virkelig så efter alle hendes detaljer – hvordan hun bevægede sig, opførte og gik. Samtidig betragtede han også hendes former, hvilket han aldrig helt kunne undgå.

Øjne gled fra hende og ned på platten med østers og estragonmignonette. Et smil gled over hans læber, og han foldede hænderne på bordet og grinte let. ”Det har de fuldkommen ret i.” lød det, imens han så imponeret på hende. ”Frøken Montague, vil du ikke være en sol og stjerne og tage mig et glas?” sagde i en charmerende tone, som han pegede på bordet med glas og whisky. Selve frasen sol og stjerne var noget han typisk kaldte Rachel. Joshua bed ikke mærke i at han lige kaldte den unge husholdske det samme, som hans kone.

[Deleted]

Det var den samme proces hver gang; træk vejret og pust ud, tænkte den unge heks for sig selv som hun forsøgte og dertil formåede 9 ud af 10 gange at ligne en der rent faktisk havde styr på hvad hun lavede. Smilet blev hængende som hans så formelt imødekom hende, om end ikke det blev en tand større som hans rolige ord dertil lød om at hun ikke forstyrrede. Cora ønskede det ikke, ligesom hun ikke ønskede at se ham være sur eller være grunden til det.
,,Fortræffelig Hr., taget betragtning af vejret", lød det muntert fra hende, hvor hun derefter skævede hen mod vinduet og ud på det triste vejr. Der var noget beroligende over det, over lyden af regnen mod ruden og dråberne der dansede nedad glasset, måske endda noget længselsfuldt. Tankestrømmen blev brudt som hans latter lød og let som en leg fandt smilet tilbage på de bløde læber. ,,Sel-selvfølgelig Hr." Var det meningen? Var det en fejl? Alle vidste at dette kun var noget Rachel blev kaldt. Hurtigt drejede hun om på hælen og vendte snuden mod målet. Varmen tog til i kinderne og underlæben blev bidt i som hun grublede lidt for meget over det. ,,Arbejder De sent i aften?" Det var et tamt forsøg på at forsøge at distrahere tankerne, ikke at det hjalp spor. Glasset blev taget og whiskyen fulgte trop og på kort tid stod hun atter foran bordet og lod de blå øjne hvile på ham. Så langt så godt. Derefter begyndte hun at hælde op og ventede bare på hans tegn til at hun skulle stoppe, alt imens frygten for at spilde, tabe whiskyen eller noget helt tredje druknede hendes tanker.

[Deleted]

Øjne gled mod vinduet, som hun nævnet vejret. Det var bestemt ikke særlig imponerende vejr. Det var meget klassisk engelsk, og øv. Man kunne jo altid håbe lidt på at vejret blev bedre i de kommende dage. Han så på den unge kvinde foran sig og sendte hende et roligt smil. Han kendte Cora forholdsvis godt nu, men hun virkede altid så akavet når hun var i hans selskab.
”Ja vejret er ikke just imponerende.” sagde han med et grin. ”Men så er det godt, at vi kan blive inden for.” sagde han med et grin.

Joshuas øjne fulgte efter hende og betragtede hende måske lidt mere end nødvendigt. Hun var en ganske nydelig kvinde – det gik egentlig op for Joshua, som han betragtede hende. Hvorfor havde han aldrig rigtig tænkt på det? Hun var virkelig godt skruet sammen, og hun var umådelig pæn.
”De kan bare stoppe.” sagde han og løftede hånden let. Han så ned på de østers, inden han tog en ske og dryssede en smule af estragonmignonette over det. Han sendte hende et smil og pegede på den ene øster. ”Vil du smage en?” spurgte han med et varmt smil.

[Deleted]

Joshuas grin fik automatisk Cora til at søge hans blik for der at gengælde og sende et varmt lille smil samt grin i hans retning. ,,Sandt." Øjeblikket var dog kortvarigt som hun samtidigt gjorde klar til at fylde hans glas op. Hun måtte ikke spilde, ikke det mindste, og havde hun kikket bare et sekund længere på ham så havde hun med garanti hældt den dyre whisky udover hans vigtige papirer og ødelagt det hele.
Flasken blev løftet op i en hurtig men lille bevægelse som hun blev bedt om at stoppe. Det gik denne gang og med den mindre tilfredstillende følelse blev flasken placeret på bordet igen, skulle han få lyst til mere senere.
,,Smage?" Gentog hun, en kende overrasket, både over tilbuddet men også over hendes uprofessionelle måde at reagere på. ,,Jeg… Emh.. Det..", det lille smil der prydede hendes læber blev erstattet af et lille fnis. Der var flere ting i det: hun kunne måske kokkerere retten, men med hånden på hjertet havde Cora aldrig prøvet at smage østers og vidste dermed ikke om hun overhovedet kunne lide det. ,,..Gerne." Hun var nysgerrig på det, og følte samtidigt at det var uhøfligt at sige nej tak. ,,Jeg har aldrig smagt østers før", indrømmede hun og ende med at kikke en kende pinligt ned på den ellers så fine anrettet tallerken.