Begyndelsen til enden

[Héloïse Beaumont]

Formiddag, solskin.
Tilegnet @drlur2

Solen skinnede og det var overraskende nok næsten tyve grader på denne forårsdag i London, ved Syon Park.
Héloïse havde været så nervøs for hendes jobsamtale i dag, at hun havde valgt at vandre gennem den kongelige botaniske have. Forbi springvandet og den smukke bygning, fortabt til sine egne tanker om hvad der havde ledt hende hertil i dag.
Inden denne jobansøgning havde hun haft taget et job som en piges guvernante - hun var tæt på at være myndig, og hun havde bestemt ikke brudt sig om at Héloïse ikke havde været ligeså god en guvernante, som hendes tidligere. Derfor var hun blevet fyret… Og hun var kortvarigt flyttet hen til sin bror, trods hun ikke ønskede at bo under samme tag, som sine søskende igen.
Nu var hun her. En fransk kvinde i London med håb og ambitioner om at finde et liv der gav mening for hende. Hun havde altid ønsket at undervise, men Hogwarts havde ikke noget de kunne tilbyde hende - og hun var desuden også så ung at hun også burde samle noget mere erfaring, før hun gav sig i kast med en professorstilling

Efter lang tids vandring stod hun ved porten til Syon palæet, hvor Lord Quintrell og hans to børn boede. Det var formiddag, og hun var ikke sikker på om hun ville komme til at møde børnene i dag - det var ikke alle forældre, der lod en møde børnene som det første… Især de lidt rige og forsigtige. Hun vandrede ned af grusstien og hen til hoveddøren, hvor hun bankede på.
Hun rettede på sin kjole og på håret. Det mørke hår sad i en fletning, der hvilede over hendes skulder. Héloïse trak vejret dybt gennem næsen og pustede ud.

[Deleted]

Det var ikke fordi at Richard ikke ville, men han havde slet ikke tiden til også at være en fuldtids far. Der var simpelthen så mange arbejdsopgaver, som krævede hans tid. Derfor havde han følt at han havde haft behov, for at hjælpe børnene med at finde en som kunne være en klippe i deres liv. En som ville dem det bedste.
Lyden af en ringeklokke kunne høres, og to hunde gøede højlydt. ”Howard og Edgar, kurv.” lød det autoritært fra en mand, som gik igennem palæets gange. Han rettede let på manchetknappen ved hans side, inden han rettede på jakken. Hans mørke hår sad perfekt og alt skægget var for nyligt fjernet. Han gik i et nålestribet jakkesæt, hvor han tog et ur ud af vestens lomme og så på det. Hun var her til tiden, perfekt. Han vendte blikket mod to børn i baggrunden. ”Edward og Augusta kom her.” sagde han med en varme i stemmen. En mørkhåret dreng med blå øjne så op på sin far, han sendte ham et smil, og tog sin søster i hånden. Augusta var mindre end sin storebror, hun havde en hvid kjole på og sat håret pænt op. Hendes hår var nærmest platin blond og i glødende kontrast til sin bror. Dog kunne man sagtens se de var søskende på deres træk. Som de løb hen til ham, løftede Richard sin datter op, imens at Edward åbnede døren og så ud på kvinden som var der.
”Hej frøken Beaumont!!” lød det i kor fra børnene, som han sendte hende et smil. ”Kom endelig inden for.” lød det høfligt fra Richard, som han trådte til siden for at gøre plads.
Edward så på hende med et par nysgerrige øjne, inden han så over på sin far som rømmede sig. ”Er det rigtig at de er fransk?” lød det fra den lille lord.

”Så i to, jeg skal tale med frøken Beaumont, kan i ikke løbe ud til Melissa.” sagde han og gav hans datter et kys på kinden, inden han rodede i Edwards hår. ”Jeg er sikker på at hun kan finde noget lækkert til jer.”
Edward og Augusta nikkede og grinte, som de løb om benene på de to voksne. De forsvandt hurtigt ud af en korridor. ”Melissa, er min husholdske. Dertil er hjælper hun midlertidigt med børnene.” sagde han og pegede en finger i retning af det, imens han lod den anden glide ned i lommen.
”Te? Kaffe? Vand?” spurgte Richard, som han snurrede rundt om sig selv i entrehallen, og fangede hendes blik.

[Héloïse Beaumont]

Da hun endelig fik lov til at møde familien Quintrell gennem den nu åbne dør, føles det som om en vægt var fjernet fra hendes skuldre og nervøsiteten dæmpede sig. De var en smuk familie - en mand, yngre og mere attraktiv end hun havde forventet og hans to børn, der trods deres forskellige hårfarver, ikke kunne forveksles med at være andet end en bror og en søster.

Deres spørgsmål fik hende til at grine let, mens hun bøjede sig ned, tættere på øjenhøjde med børnene. Hun så på Edward, der havde stillet hende et spørgsmål. Med et legesygt glimt i øjnene så hun den lille lord i øjnene og svarede: “Oui”
Men børnene var snart væk igen - de var væltet af sted for at finde Melissa, som viste sig at være hans husholderske.
“Åh, hvor venligt af hende. Jeg er sikker på hun må have travlt i et hjem som dette,” børn elskede at holde en beskæftiget. Så meget vidste hun. En husholderske havde normalt mange andre opgaver at se til, så hun forstod hvorfor der var et behov for en guvernante.

Héloïse smilte bredt, men lukket til manden, da han spurgte om hun ville have noget at drikke. I det samme sekund vendte han sig om og fangede hendes blik. Hun var betaget af hans blik, og der var noget så rart og trygt ved dem. “Te lyder rart.” I et øjeblik stod hun og kiggede på ham, før hun gik nogle skridt mod ham, “Héloïse. Eller Miss Beaumont, hvis De foretrækker det. Jeg tror børnene tog min opmærksomhed lidt, da du åbnede døren,” hun rystede beklagende på hovedet.

[Deleted]

”Det er et stort hjem, med meget land til. Så der kræves en del af det personale som hører til.” sagde han roligt, som han lukkede døren bag hende. Han betragtede den unge kvinde gå ind, og sendte hende et venligt smil. Det var en mundfuld at skulle passe hans børn, ikke fordi de var besværlige – men fordi der var høje krav til hvordan de skulle ende ud. Derfor måtte denne screening også være fejlfri. Hvis hun skulle passe hans børn, kom hun også til at stå for en del af opdragelsen. ”Te skal det være.” sagde han med et smil.

”De må forstå, som royal i dette land. Kan jeg ikke bruge magi i hjemmet. Nogle af mine ansatte er ansatte muggler. Muggler går rundt i parken. Dette kan ikke ligne et magisk hjem, derfor er alt primitivt.” sagde han og begyndte at gå hen af hallen. Lyden af hans sko gav ekko, som de bevægede sig frem. ”Hvordan er de endt i England Miss Beaumont?” spurgte han roligt, som han gik ud i køkkenet og trykkede på elkedlen.

[Héloïse Beaumont]

Héloïse nikkede opmærksomt, som han introducerede hende for hans hjem og for hans standard for at leve i hans hjem. Hun fulgte hans side, ”Det er selvfølgelig noget jeg ville respektere, hvis De ansætter mig, lord Quintrell.” Hun kiggede sig opmærksomt rundt i hans hjem, mens de gik igennem det. Det var stort - ja, massivt. Vingården, hun var vokset op på var også af en pæn størrelse, men den kunne ikke måle sig med dette hjem.
Hans spørgsmål kom ikke bag på hende, så hun trak ganske let på skuldrene og kiggede op på ham igen, ”Jeg har lige færdiggjort min uddannelse på DMU i London, men jeg har ikke kunne finde en beskæftigelse jeg brænder for. Jeg havde længe overvejet at blive underviser, men... jeg er ikke engang 22 år endnu, så jeg tror næppe de ville ansætte mig et sted som Hogwarts. Så jeg ved ikke præcist hvad jeg laver i England. Måske er der bare mere her, der kalder på mig, end der er i Frankrig, hun strøg en løssluppen mørk lok om bag sit ene øre, før hun alligevel besluttede sig for at hive elastikket ud af håret og løsne den nu bølgede frisure. Hun prøvede at gøre det en anelse diskret. Igen kiggede hun over på ham, ”Jeg ville elske at passe dine børn og undervise dem. Jeg er gået ud af Beauxbatons og DMU med nogen af de bedste karakterer... og jeg ved at jeg kan sørge for at dine børn vil gøre det samme.” et skævt smil landede på hendes lyserøde læber.

[Deleted]

”Dertil så har vi også et sommer residens oppe i Northumbria. Det er Alnwick slottet.” lød det roligt, som han gik hen til en reol og tog to kopper ned. En ældre kvinde stak hovedet ud og så over på ham. ”Lord Quintrell, de skal da ikke selv lave te.” lød det nærmest opdragende fra kvinden. ”Betty, jeg er gammel nok til at kunne lave min egen te.” sagde han med en varme i stemmen. Nærmest som han talte med et familie medlem. En let fnysen, som en mor ville gøre af sin søn kom fra damen. ”Deres eventyr som forfatter gjorde intet godt.” sagde hun og gik hen og tog kopperne ud af hånden på ham. Hvorefter hun overtog hele processen han var i gang med.

”Betty har været her hele mit liv. Hun har opdraget mere på mig, end min egen mor.” sagde han med et smil til Heloise, imens han nikkede i retning af Betty. En opdragende stemme kunne høres igen. ”Ja, og de har intet hørt lille lord.”
Betty vendte sig om og rakte dem hver især en kop te. Hvorefter han hun gik ud ad døren igen.
”Nå, de nævnte DMU i London. Top karakter. Godt godt.” sagde han med et smil, som han satte sig på køkkenbordet. Han lagde armene over kors, med den varme kop i hånden. ”Som min tættest ansatte, så kommer de til at have residens her. Dertil vil de også flytte med, når vi er på Alnwick.” sagde han med en rolig stemme.
”Hvad vil du ellers fortælle om dig selv?” spurgte han med et smil.

[Héloïse Beaumont]

“Javel,” hun stoppede et stykke bag ham, da han hentede to kopper til dem. Normalt hentede hun stort set alt hun havde brug for, ved hjælp af accio besværgelsen. Hun havde været for travl og ambitiøs på universitetet til at gå hele vejen hen til skabet og hente madrester, så accio havde ikke fået for lidt, mens hun havde været begravet i sine afleveringer og eksaminer. Hun smilede venligt mod den ældre dame, Betty, som fluks gik i gang med at lave teen for dem.
Hun kunne ikke lade være med at grine lydløst, når hun hørte dem tale sammen og så hvordan de opførte sig som mor og søn. Det var hjertevarmende og det gav hende en let rødmen over kinderne at overvære deres tætte bånd. “Det kræver en tålmodig kvinde at opdrage andres uartige børn. Jeg har stor respekt for Betty,” prikkede hun til ham. Det var ikke professionelt sagt, men Héloïse vidste også at hvis de skulle arbejde tæts sammen, så måtte de også bryde lidt af den professionelle barriere imellem dem.
“Ainwick? Det har jeg altid ønsket at opleve,” måske ikke altid, men strejfen havde tanket hende, dengang hun hørte om det. Det var et smukt område og et endnu smukkere slot.

Hun tog sig en dyb indånding og lænede sig op ad et køkkenbord, mens hun observerede ham siddende på køkkenbordet et stykke fra hende. “Jeg er en simpel kvinde, Lord Quintrell. Jeg elsker at lære og jeg elsker at være beskæftiget. Indtil forleden har jeg været i uddannelse på DMU og nu mangler jeg bare at komme ud og få noget livserfaring. At være guvernante er noget der kan tage mange år, og jeg føler det er vigtigt at man kan være afslappet omkring dem man arbejder for og med. Efter mit arbejde her, har jeg planer om at lede efter en stilling som underviser, og jeg tror jeg kunne gøre et fantastisk arbejde med dine børn. De virker høflige og meget kære,” et oprigtigt smil bredte sig over hendes læber. Hun tog sig en tår af sin te, for at give ham en chance for at tale.

[Deleted]

Richard havde altid været enormt glad for Betty, men det skyldtes også at han aldrig havde været enormt tæt med sine forældre. Jovist han elskede da dem begge, og ville ikke havde været foruden dem – men dog havde de været der mindre end Betty. Med Betty havde han følt et tæt bånd, som nok var det tætteste på et ægte mor-søn forhold. Det var heller ingen hemmelighed i familien mellem hans søskende.
”Hun forsøger i hvert fald, hun beder mig stadigvæk om at gøre rent efter mig selv.” sagde han, som han så på koppen med te og smilte ved tanken.
”Alnwick, men ja.” rettede han, hun skulle jo kunne sige det korrekt – selvom det var Gaelisk. ”Det er ekstrem smukt, og der er masser at lave, og børnene løber meget rundt i området. Så du skal være vaks.” grinte han lidt.

”Lyder fornuftigt, begge børnene får undervisning i muggler skoler, men jeg ser dem gerne blive hjemmeundervist i magi. Begge har i en tidlig alder vist magisk kunden.” sagde han roligt, som han så på Heloise med et smil.
”Dog skal du være på vagt, de vil teste dig. Ikke ondt, men de vil gemme, drille og udfordrer dig.” informerede han roligt, som han tog en tår af sin te. ”Dertil så savner de begge deres mor, så de er nok lidt svære at nå ind til.” han bed sig let i læben, som han talte om eks hertuginden.

[Héloïse Beaumont]

Hun åndede ud i en blanding af et grin og et fnys, da han rettede på hende. Det ville nok have irriteret mange at blive rettet på, men Héloïse elskede det. Det var charmerende at han så direkte rettede på hende, for at sørge for at hun ikke dummede sig igen. Hun rettede tit på sin søster, som snakkede forfærdeligt engelsk. “Alnwick,” gentog hun efter ham og smilte underholdt mod ham, “Åh, jeg kan heldigvis løbe hurtigt, Lord Quintrell.” beroligede hun ham, også med et grin.

“Åh, muggle skole? Hvor fascinerende” hun havde ikke fordomme omkring det. Hun hørte bare sjældent om magiker børn, der fik lov til det. Det var dejligt at de fik lov til at opleve begge verdener. Hun nikkede til hans advarsel - hun vidste godt at de nok ville prøve hende af i starten. Hendes erfaring med børn var dog at de bare skulle holdes beskæftiget og have en god rutine. Hendes blik gled op i hans, som han fortalte om deres mor. “Det er forståeligt. Skilsmisse?” spurgte hun, nærmest håbefuld, fordi alternativet ville være endnu mere tragisk.

[Deleted]

Richard sendte hende et beroligende smil, det var fair hun sagde det forkert. Man kunne ikke forvente alt af en franskmand.
”Jamen jeg mener at mine børn skal undervises som jeg gjorde, med muggler baggrund og så blevet indsluset i den magiske verden. Så når de bliver ældre kan de selv vælge, hvordan de vil tilgå verden.” sagde han faderligt. Han var selv enormt glad for hans mor havde stået ved den beslutning, at han skulle have en normal skolegang, men når han så blev 11 – så var det Hogwarts. Dette havde også givet ham en masse viden omkring mugglernes verden, samt have en grundforståelse for den magiske.

”Ja, hun syntes livet som hertuginde og mor var lige hårdt nok. Så hun forlod os for et års tid siden.” lød det afslappet fra den jakkesætklædte mand. Det havde været hårdt for børnene, og han havde måtte været meget hjemme i starten, men derefter havde han så småt også begyndt at overlade dem til Melissa, hvilket ikke var særlig sundt. Flere folk havde anbefalet at han enten fik en kone eller en til at passe dem. Den sidste virkede klart mest realistisk.
"Hvad med dem? Gift?" spurgte han roligt og foldede hænderne om tekoppen.

[Héloïse Beaumont]

Hendes øjne hvilede opmærksomt på manden foran hende og hendes læber skillede sig langsomt i et let tandsmil, da han forklarede hans tanke bag at lade hans børn gå på muggleskole i deres første par år af livet, “Det synes jeg er en smuk tanke, Lord Quintrell. Det vil jeg overveje for mine egne børn, hvis jeg en dag skulle være så heldig at få mine egne.” Hun blinkede og smilte lidt bredere. Héloïse var for ung til at have sine egne børn lige nu, men alligevel nød hun tanken om at passe en andens.

“Åh, jeg frygtede faktisk noget værre. Ser børnene stadigvæk deres mor?” Hun vidste ikke om det ville give problemer, hvis børnenes mor ikke brød sig om at en anden kvinde opdrog hendes børn.
“Og nej, jeg er stadigvæk bare en Miss. Jeg tror heller ikke det her er jobbet for en gift kvinde, med mindre hun var gift med Dem,” svarede hun ham i en let latter. En kone ville jo godt kunne passe hans børn, men at have en mand ved siden af det her job, som befandt sig under et andet tag? Det virkede urealistisk for Héloïse. Hun skulle heller ikke giftes de næste mange år. Hun tog endnu en blid tår af teen, mens hun kiggede nysgerrigt over mod ham.

[Deleted]

Det havde altid været hans ambition, at hans børn skulle forstå begge sider af verdens todelte mønt. Der var en helt vidunderlig verden hos troldmændene og heksene. Der var det kun fantasien som satte grænser – men samtidig skulle man ikke glemme mugglernes, der også var magisk. Der var helt andre ting, som gjorde livet smukt.
Richard så på hende og nikkede, som han anerkendte den idé, om at give det videre til hendes børn. ”Hvis de forstår den idé, så er de allerede nået langt.”

”Nej, hun gad ikke at have kontakt til os. Hun mente at det pludselig liv, som lady i en lords hjem var overvældende og forsvandt.” sagde han roligt, som han så ned på gulvet. Hans blik gled op på hnde, som hun sagde hun stadigvæk var miss og han trak på skuldrene.
”Var ikke et passende spørgsmål, må de beklage Miss Beaumont.” undskyldte han, som han samlede hænderne foldede i skødet. ”De kan være ganske roligt, livet som gift er ikke kun let.” lød det, som han tog teen op og tog en tår af den.

[Héloïse Beaumont]

Hun krydsede det ene ben ganske let over det andet, mens hun stod lænet op ad bordet og lyttede til Lord Quintrell. Det var forfærdeligt at hans sidste hustru bare havde forladt ham og børnene, og hun kunne kun forestille sig at børnene også havde det hårdt med at være forladt af deres ene halvdel. Héloïse nikkede ganske langsomt, før hun så slog over i en let latter, da han beklagede sig. “Det var ikke upassende, Lord Quintrell. Jeg er sikker på at jeg nok skal finde en med tiden, men indtil da har jeg en masse kærlighed at give af, og det vil jeg godt give dig og dine børn, hvis De tillader det,” hendes øjne var rettet mod ham, og smilet var venligt. Hun kunne kun forestille sig, hvor meget hendes bror ville hade at se hende arbejde for en anden mand og hans børn. Det var jo ikke fordi hun gjorde det her for lønnen - det var erfaringen der betød alt for hende. Hun sippede til sin te igen.

[Deleted]

”De har overbevist mig.” lød det roligt fra husets lord. Han satte koppen fra sig, hvorefter han lagde armene over kors. Han sendte hende et roligt smil. ”Hvornår ville de kunne starte?” spurgte han roligt. Det kunne være rart, hvis hun hurtigt kunne tage over for de andre – så de kunne fokusere på deres opgaver i stedet.

Det var rart at få en kvinde i huset, som kunne fokuser på at børnene. Dette gjorde også at Richard kunne fokuser lidt på job, det havde været et hårdt år, hvor han have måtte flytte alt sin tid tilbage på børnene. Dette var i sig selv også helt fint, men det gjorde også at en del af hans andre pligter blev forsømt. Det var dog noget de fleste var forstående over for, at have børn var også et kæmpe ansvar - dog var det lidt hårdt, når man også var anerkendt forfatter.

[Héloïse Beaumont]

Héloïse stillede tekoppen fra sig og et taknemmeligt smil bredte sig over hendes læber. Hun trådte et par skridt tættere på ham, så hun kunne række ham hånden i et blødt håndtryk, ”Tak, fordi De vil lade mig passe Deres børn, Lord Quintrell. De aner ikke hvad det betyder for mig...” hun prøvede på at undertrykke den energi, der truede med at bryde gennem hende. Hun ville have kysset hans kinder, fordi den franske kvinde i hende fortalte hende at hun burde - men Héloïse måtte minde sig selv om at hun var engelsk nu. ”Jeg kan starte så snart De har plads til mig. Jeg har alle mine ting på et kroværelse.” Hun havde nægtet at bo hos sin bror, med mindre højst nødvendigt.