Locked in

[Quinten Andromedius]

Det nydelige stenhus lå blot et stenkast fra skoven som omkransede Godric Dalen. Det var ikke mange måneder de havde boet der, men det lod til st de efterhånden var flyttet godt ind i det gamle hjem. Quinten, som ofte stadig duftede lidt af jord efter de mange år i underjorden, missede med øjnene idet han betragtede bedet med nøje. Det var egentlig Freyas sysselsætning, for ikke at tale om husalferne som lugede dag ind og dag ud. Men måske Quinten egentlig bare ledte efter en undskyldning for at give alfen en røvfuld. Det var da, at han hørte havelågen knirke og han drejede om på hælen med et påklistret smil. “Mrs Hazelton”, hilste han imens han gik mod hende med velovervejede skridt. “Jeg håber de havde en god rejse? Freya er på arbejde, så de må nøjes med mig”, han strakte hånden frem for at lade deres hænder mødes i et kort sekund. Det var ikke hver dag at man skulle gifte sin søn bort.

[Phersefone Hazelton]

OUTFIT (jakke)

---

Phersefone sad på bagsædet af bilen og så ud af vinduet, mens chaufføren tog sig at kørslen. Hun lod sig ikke nedlade til den slags småsysler, når hun kunne betale sig fra det. For råd? Ja, det havde hun i hvert fald! Hun havde røven fuld af penge, skulle hun være helt ærlig. Eller i hvert fald mere end rigeligt. Hun havde trods alt en dyr penthouselejlighed i den bedste del af London. Så penge var der nok af, måtte hun sige. Det var tit sådan, at hun lod sig køre. Hun blev luftsyg af susepulver, så hun holdt sig til det, som hun vidste fungerede for hende.

Endelig kom de frem til det lille stenhus, som lå i Godric Dalen ikke langt fra skoven. Det var et behageligt område, selvom hun da syntes, at det var lidt langt fra byen, hvor hun selv altid havde boet. Men i det mindste var det da et pænt hus, ikke? Hun steg ud af bilen, som chaufføren holdt døren åben, og børste hænderne over pelsfrakken, som hun bar udover et pantsuit tydeligvis lavet til en kvinde. Jakken under frakken var ikke lukket og lod enhver se, at hun havde en hvid skjorte indenunder, som gav et pænt tit til kavalergang og så videre.

Hun løftede et øjenbryn, da hun så havelågen, og endnu mere da hun åbnede den og den knirkede. Ja, det var vel meget hjemmeligt, men det var også lidt 'slidt' at høre på, skulle hun være helt ærlig. Men hun nåede ikke ret meget længere i sin egen tankerække, før nogen talte til hende.

"Goddag Mr. Andromedius," svarede hun høfligt, og rakte hånden frem mod ham til hilsen, men så at hans hånd allerede var fremme, så hun gav ham et fast håndtryk, og trak så hånden til sig igen.

"Jo tak. Vejene er lidt... ja, du ved, men ellers var det fint nok," kom det fra hende med et let nik til chaufføren, som stadigvæk stod udenfor bilen.

"Kør bare lidt rundt Burt. Dette burde ikke tage alt for lang tid," meddelte hun ham, før hun viftede ham bort. Burt, Chaufføren, steg da ind i bilen, og kørte væk. Så vendte hun opmærksomheden mod Quinten, og nikkede i retning af huset, "Skal vi?"

[Quinten Andromedius]

“‘Men det er vel charmen ved landet, ikke?”, spurgte han med et forceret smil inden han med et nik vendte sig mod huset for at føre hende ind.
Indeni var huset meget større end udenpå. Det var hjemmeligt og fyldt med gamle magiske artefakter, for ikke at sige stopfyldt med diverse bøger som var trykket ind i enhver befindtlig plads. “Vi flyttede ind for nogle måneder siden, da vi forlod vores bibliotek”, forklarede Quinten som han førte den nydelige dame gennem landsbyhuset som med sine udskårne mahognivægge udgjorde et solidt håndværk. “Både Freya og jeg ønskede noget mindre, specielt nu hvor det bare bliver hun og jeg når den yngste snart bliver færdig”, det var småsnak, intet som Quinten brød sig om, men det var vel underholdende og en forklaring på den lette dampe jordlugt som kom fra bøgerne, og sandet der lå under enhver reol. En husalf strøg forbi dem med en bakke med kaffe og andre fornødenheder, og åbnede døren til kontoret for dem begge. Quinten gjorde en gestik mod stolen fremfor skrivebordet inden han selv satte sig på sin vante plads. “Lad mig forstå dig ret nu. Ønsker du en husbond til begge døtre eller bare den ene? Jeg har tre udemærkede sønner. Intelligente, fuldblods og med en heftig medgift”.

[Phersefone Hazelton]

Phersefone lagde hovedet let på skrå, som hun lyttede til hans ord om charme og landliv. Ikke om hun forstod sig på det, skulle hun være ærlig. Faktisk havde hun aldrig været den landlige type.

"I suppose," svarede hun blot med et nik, og fulgte ham ind i huset. Hvilket bestemt ikke var let i stilethæle og sådan en havegang. Det var altså ikke det nemmeste.

Indersiden af huset var da i det mindste større end ydersiden havde set ud. Det var vel en fordel, af en art. Hun lyttede dog blot til hans ordgejl. Ikke at hun rent faktisk lyttede, men hun nikkede høfligt, og sagde 'hmm'. Ikke meget andet. Det var lidt den slags information, som røg ind af det ene øre og ud af det andet. Selvom hun da ikke kunne stoppe sig selv i at tænke over grunden til, at de ville flytte i noget mindre. Havde der været et tab i galleoner? Eller hvad?

"Ja, lad os endelig komme til sagen," svarede hun med endnu et nik, måske lidt utålmodigt - hun kunne nok godt have været foruden den lange introduktion -, og satte sig stille og roligt ned i en nogenlunde blød stol. Hun tog frakken af, hang den over stoleryggen, og så eftertænksomt på Quinten med det ene ben over det andet.

"Du kan måske tilbyde en husbond til dem begge? En til hver? Mine døtre har trods alt høje standarder, og ligeledes har jeg," spurgte hun interesseret, uden at virke for interesseret, og lod hænderne hvile på armlænene. Hun sad udemærket, og hun følte sig hverken magtesløs eller noget. Faktisk følte hun sig nogenlunde lige så magtfuld, som hun altid gjorde. Intet nyt der.

[Quinten Andromedius]

Et fornøjet smil brusede frem på Quintens læber da kvinden førte sig frem. Det morede ham uendeligt at hun sad der og lod sig være mægtig i både positur og tone. Quinten lænede sig indover bordet og hvilede begge albuer på bordpladen imens han foldede sine hænder foran sig. “Jo det kan jeg”, svarede han eftertænksomt med den forretningsgange som havde hjulpet ham til tops i mugglernes ministerie indenfor ganske kort tid. “Men i såfald skal vi overveje konsekvenserne hvis deres børn gifter sig. Kusiner er intet problem men når fædrene er børn af kusiner og mødrene tvillinger kunne jeg frygte et problem. Men vi kan skrive det i klausulet at deres børn ikke må gifte sig i første generation?”, Quinten hævede et bryn imens han forklarede situationen. Det var alment kendt at han og Freya var 1 generations kusiner, noget som blot blev gjort i de rige fuldblodsslægter for at beholde det rene blod og kapital. Quinten klikkede blidt med tungen imens han betragtede kvinden tænke over informationen inden han fortsatte. “Jeg kan tilbyde dem Arthur, han er assistent ved Departementet for uautoriseret brug af magi, han dimmiterede fra DMU sidste år med strålende karakterer og flere ærespladser - og 2 år tidligere. Han er nyligt single”, han undlod at nævne bekymringerne omkring hans søn som Matthew havde forsøgt at diskutere med ham - i sidste ende var det vel hans søn og ikke Matthews. “Og så er der Elliott... han læser til healer på DMU”.

[Phersefone Hazelton]

Phersefone så på ham, og tog da sine solbriller af. Dem var der ingen grund til at bære indendørs trods alt, selvom det gav hende en følelse af magt. Men af kom de altså, og hun lagde dem i skødet. Det kunne vel næppe tage lang tid at komme til en enighed i dette emne. Hun var trods alt først og fremmest en forretningskvinde. Og en af slagsen som ikke gav sig. Hun ønskede det bedste for sine døtre, det var der ingen tvivl om. Også selvom de måske ikke ville billige dette arrangement.

"Så?" sagde hun eftertænksomt, som han fremlagde en problematik, som hun sjældent skænkede mange tanker. Så Quinten og hans kone var kusine og fætter. Okay så. Det var ikke ligefrem ønskeligt. Hun så gerne, at de ikke var så nært beslægtede, selvom hun selvfølgelig satte pris på blodet. Ellers var hun aldrig gået til en type som Quinten med denne problematik. Nej, det var hun godt nok ikke. Dog kneb hun øjnene sammen, da han foreslog en klausul. Den var hun, ud fra ansigtsudtrykket af dømme, bestemt ikke tilfreds med. Hun ønskede den længere ude, så det var det hun fortalte ham.

"Anden generation, og vi har en aftale Mr. Andromedius," svarede hun på sin sædvanlige no-nonsens måde, mens hun så ned på ham.

Og så lyttede hun ellers. Han præsenterede to af sine sønner, men nævnte ikke den mest væsentlige detalje ud over blodet, som selvfølgelig også var vigtigt, men allerede garanteret: Deres alder. Den ville hun gerne kende, for hun ønskede ikke at forlove sine døtre med gamle mænd. Det var ikke indenfor hverken hendes eller døtrenes interesse. Uanset hvor fin en uddannelse de to herrer så måtte have. Selvom det selvfølgelig også interesserede hende. Men hendes døtre var nu engang knap 16 år gamle, og så vidt hun kunne se, så var begge de unge mænd han havde præsenteret for hende i hvert fald over 20.

"Jeg er en simpel kvinde," startede hun derfor sin tale med, "Jeg ønsker det bedste for mine døtre, og det skal de også nok få. Er jeg streng? Måske? Er jeg for hård ved dem? Næppe. De ved hvad der forventes af dem, hvad jeg forventer af dem. Men si' mig, Mr. Andromedius, havde De ikke tre sønner? Hvad med den sidste? Fortæl mig om ham. Og tilføj meget gerne hvor gamle Deres sønner er også. Mine døtre er jo knap 16."

For den tredje søn var nu engang den af dem, som interesserede hende mest lige nu. Han måtte være den yngste, så vidt hun kunne regne ud. Og interesserede alderen hende? Helt sikkert! Hun ønskede ikke at gifte dem væk til mænd, som var dobbelt så gamle som dem selv. Det var ikke planen.

[Quinten Andromedius]

Et øjenbryn fløj i vejret. ''Så at de først får lov til at gifte sig ved 3 generation?'', spurgte han med sin normale kølige tone. Hans fingre dansede over bordpladens mahogniflade indtil at de nåede skuffen. Med en ældre nøgle, åbnede han den gamle skuffe, og kastede en fjer i i luften med et pergament så at de kunne begynde at notere deres samtale. Han forventede ikke, at han behøvede at forklare Phersefone nødvendigheden af at notere samtalen for forhandlingens kontrakt. Enhver respektabel magiker gjorde sådan. ''Har De tænkt på fuldblodssamfundets gradvise indskrænken? Det kan bekymre mig at hvis ikke vi tillader muligheden, at 2 generationer ville stå uden partnere'', han foldede sine hænder på bordpladen, imens han betragtede kvinden. Hans egen generation havde set mangel på kvinder, hvorfor at familien havde giftet sig indbyrdes. Heldigvis var deres slægt velkendt som tryllestavsmagere, så der blev knapt løftet et bryn for deres traditionalisme. ''Jamen dog'', svarede han med en fornøjet tone over kvindens monolog. Med et glimt i øjet vendte han et billede på sit skrivebord så at Persephone kunne få syn på de tre unge herre af hans blod. ''Den ældste er Arthur, han er 22 år gammel. Skarpsindig som sagt. Her er Elliott'', han pegede væk fra den blonde unge mand, til den næste unge mand med mørkebrunt hår og blå øjne. ''Han er 20, og så har vi efternøleren, Felix. Han er 17, Slytherin. Men han er...'', hans stemme døde hen, imens han pegede på den yngste krølhårede dreng med det store smil. ''Han behøver at blive klippet. Freya synes at han skal have lov til at udtrykke sig'', han lænede sig tilbage i stolen lod et venligt forretningssmil brede sig på sine læber, det ville være skønt at få solgt den yngste så at han kunne lære at tage ansvar. ''Felix er en dygtig kunstner i sin fritid. Vi regner med at sende ham direkte til DMU efter Hogwarts''. 

[Phersefone Hazelton]

Phersefone løftede et øjenbryn selv, som udfordring til Quintens løftede øjenbryn. Hun lod sig ikke kue. Slet ikke af en fuldblodsmagiker, som mente at blod var vigtigere end chancen for sygdom ved indavl. Det havde hun ærlig talt ikke meget tilovers for. Men hun vidste også, at hun måtte forsøge at virke bare lidt medgørlig. For når alt kom til alt, så ville hun gerne have sine døtre godt gift. Og for at det skulle ske, så var hun nødt til at få dem ind i Andromedius-slægten. Det ville garantere deres velstand og høje status resten af livet.

Selvom navnet Hazelton heller ej var til at kimse med. Det var trods alt også en fin slægt, selvom der ikke var så mange tilbage af dem. Ellers havde hun trods alt aldrig kunne få sine døtre til at komme i betragtning til ægteskab med Quintens sønner. Og hvis Quinten vidste, hvad der var bedst for ham og hans slægt, så behandlede han Phersefone med respekt!

Hun så noget eftertænksom ud, som hun lyttede til hans ord, og lod som om, at hun tænkte over det. Dog havde hun allerede besluttet sig. Men det behøvede han altså ikke få at vide lige nu. Det kunne komme senere.

"Vi kan måske-" sagde hun med ekstra tryk på det sidste ord, "-aftale noget. Måske en aftale om ved mangel på fund af en passende ægteskabelig partner i tredje generation, så vil anden generation være acceptabelt."

Hun tappede sig på underlæben på en eftertænksom måde, og placerede armene over kors. Normalt var hun ikke typen, som lod sig tvinge i et retning, som hun ikke ønskede. Men dette var et specielt tilfælde. Det var hendes døtres fremtid, der var tale om her! Hun måtte forsøge to play nice here. Også selvom hun ikke nødvendigvis havde ret meget lyst til det - skulle hun være helt ærlig. Dog kunne hun ikke lade være med at ryste på hovedet af ham, da han sagde 'jamen dog', som hendes læber krølledes til et alt andet end fornøjet smil. Det var nærmest en snerren.

"Din yngste trænger bestemt til at blive klippet," svarede hun noget kritisk, og gjorde et svirp med håndleddet. Det fik billedet til at give billed-Felix en mere passende frisure, dog blot for et par sekunder. Så hun kunne vurdere, om han kunne være et passende emne for en af sine tvillinge døtre.

"En kunstner dog," tilføjede hun så, og tappede sig eftertænksomt på underlæben. Der var godt nok ikke meget værdi i en kunstner, medmindre denne kunstner altså voksede op og blev kendt. I hendes øjne lignede Felix lidt en utilpasset teenager, men de måtte se, hvad det blev til. Han var umiddelbart det bedste bud lige nu. Mest fordi hun ikke ønskede at gifte sine døtre med mænd, som var alt for meget ældre end de selv var. Men alligevel ønskede hun det bedste for dem. Så hun kunne gå på kompromi!

"I mine øjne virker Arthur og unge Felix, som de bedste kandidater," kom det så ærligt fra hende, som hun nikkede først mod det ene billede, og så det andet.

[Quinten Andromedius]

''Naturligvis bør slægten altid være sidste valg'', svarede han med et venligt smil og et tungeklik som bare en Andromedius formåede. Det var jo ikke fordi at der var mange unge frøkener ledige i hans alder, og Freya havde derfor været et naturligt valg. At de så også elskede hinanden og havde formået at skabe et liv der var bedre end forventet, det var et plus. Han så kort mod sin kontordør. Hun ville vide, at når døren var lukket betød det møde. Men han vidste også at hun først skulle komme hjem senere, for Phersefone virkede ikke som en kvinde der vil hue hende.

Quinten betragtede med et suk hvordan billedet af den yngste ændrede sig og hvordan hans hår blev ligeså fint som Elliotts. Det var lettere, da drengen ikke boede på Hogwarts. ''Tro mig, vi har ingen intention om at lade ham læse kunst på DMU'', svarede han straks med sin kølige tone og en let fure i panden. ''Det ville være spild af mandfolk. Nej, drengen skal læse jura'', han rettede sig op og så mod den bestemte kvinde på ny. Det morede ham, at hun ligeså fandt drengen luset, og det bekræftede ham i hans tanker. Et kort øjeblik ønskede han næsten at Freya var hjemme så at han kunne smøre Phersefone i ansigtet på hende, så hun kunne forstå at han havde haft ret hele tiden. ''Må jeg spørge hvorfor du ikke anser Elliott som at være en god kandidat? Han er jo nærmer pigerne i alder, og snart uddannet Healer'', spørgsmålet var nysgerrigt, ikke at han havde noget imod at få den ældste frigivet, men der var bedre at komme af med den mellemste så hurtigt som muligt.

[Phersefone Hazelton]

Phersefone nikkede enigt. Her var der da noget, som de kunne være enige om. Det var da altid noget. Især fordi hun som hovedregel ikke brød sig specielt meget om Quinten. Eller det havde hun i hvert fald opdaget, at hun ikke gjorde. Der var noget ved ham, som hun altså ikke kunne snuppet. Set i bakspejlet, så var det nok de dele af Quinten, som mindede om hende selv - eller i hvert fald om hendes offentlige persona - som hun ikke kunne lide.

"Godt, så er vi enige om den del," svarede hun med et nik, og skævede til det flyvende stykke papir, som en kvikskribler lige nu skrev ned på. Det kunne hun leve med, hvis altså den var ærlig nok.

"Godt," sagde hun igen, og nikkede endnu en gang, "Man bør ikke smide hele sit liv og sin fremtid væk på at studere kunst." Der var en tydelig distaste smurt på ordet 'kunst'. Yep. Sådan var det. Hun var ingen større kunsttype. Mode? Helt sikkert, for det var der penge i. Men malerier og skulpturer? Nope. Det var der sjældent penge i, medmindre man var virkelig heldig! Som i virkelig, virkelig heldig! Og det var de færreste altså.

"Elliott? Han ser-" Hun samlede billedet af knægten op, og så indgående, "-ikke specielt skarp ud. Og måden du beskrev ham på... ja, du beskrev ham dårligt nok. Så enten er der noget at skjule, eller også er han bare ikke noget særligt. Og mindre døtre fortjener det bedste. Hvilket vil være ham du beskrev som skarpsindig samt din yngste, som du da bekymrede dig nok om til at beskrive, selvom det ikke var den mest positive beskrivelse."