These Days

[Matthew J. Darklighter]

Et lille, saligt smil spillede på Matthews læber mens han så på Anthony, deres spil nu ganske glemt, og han sukkede tungt og drømmende. "Hun er som en engel, Tony," sagde han med en filosofisk overtone. "Blid, charmerende, leende, legende, let. Hun ligner næsten Maria," forklarede han og tog endnu en slurk vin mens han tænkte. "Yngre, jovist, men der er ligheder, det er der skam," han slog ud i en lille latter for sig selv og rystede opgivende på hovedet. "Jeg må vel have en type," sagde han lavmælt men højt nok til at Anthony også ville kunne høre det.

[Anthony Lither]

"Yngre?" spurgte Anthony skeptisk. Hans egen Eva var også en del yngre end ham, men når Matthew sagde 'yngre' så mente han det som regel. Det var aldrig en side af hans ven, han havde holdt af.
"Du lyder helt på en lyserød sky, Matt, det havde jeg alligevel ikke troet jeg skulle opleve,"
Anthony så ned på brættet i et kort øjeblik og lod så en let rystende hånd flytte en brik, lidt mere velovervejet end deres seneste træk. Han rystede ikke fordi han var nervøs, men fordi rystesygen havde sat sig i ham efter en ekstra hård forbandelse engang. Det kom og gik. Matthew kendte udmærket til det og ignorerede det som regel. Anthony håbede ikke manden havde ondt af ham, for det ønskede han ikke.

[Matthew J. Darklighter]

Matthew grinede bredt mens han så på sin ven. Tankerne om spillet var glemt en smule bort mens han i sit stille sind forestillede sig Lucilla komme ind ad døren og byde dem vin og varte dem lidt op, placere et kys på hans kind og forlade dem igen til deres forehavender.
"Jah yngre, du ved," han viftede ligegyldigt med hånden og rettede sig op i stolen inden han atter lavede et modtræk der fik mejet en del af Anthonys hær ned ret grusomt. De små brikker gav halvkvalte lyde og et enkelt Wilhelms skrig fra sig. "Hun gør noget godt ved mig, Tony, det er jeg sikker på. Jeg kan mærke det. Hun kender mig, helt inderst, og hun accepterer alt," han lagde en hånd mod brystet med et lille smil.

[Anthony Lither]

Anthony nikkede til ham. Det måtte være forelskelse. Han kendte det jo selv fra sin Eva, som han elskede så højt.
"Uanset hvad, er jeg glad på dine vegne," konkluderede han, "Men pas nu på dit hjerte, min ven," rådede han ham, selvom han godt vidste, at det var umuligt at værne hjertet mod indtrængen; lidt ligesom det var umuligt for Matthew at have forudset hans næste træk i Troldmands-Risk, som udløste endnu flere skrig og skrål fra brættet. Anthony tog sit vinglas og lod vinen hvirvle rundt i glasset eftertænksomt.
"Hvornår må jeg møde denne engel?" Den sidste sætning blev sagt med et glimt i øjet.

[Matthew J. Darklighter]

Matthew smilede smalt og overhørte rædslerne fra brættet imellem dem mens blodsudgydelserne stod på og de mørkerøde pøle langsomt sank ind i brættet og forsvandt.
"Engang når sommerferien er over os," svarede han blot og tog nogle forsvarsteknikker i brug for at beskytte sine lande lidt bedre inden Anthony tog næste træk. Han smilede op til ham og tog selv en slurk vin igen inden han strøg en lok af det lange, sorte hår bort fra ansigtet inden han foldede de slanke, blege hænder foran sig. "Hun skal lige gå ud af Hogwarts først," forklarede han henkastet som om det var en selvfølgelighed at pigen knap nok var gradueret endnu.