Be true

[Seneca Adrenal]

Matthew J. Darklighter
Darklighter palæet,
En forårs morgen med solskind og blå himmel. Kølig, frisk vind.

Senecas afstand til blodklanen blev større og større. Han var begyndt at advare dem han holdte af om at klanen ikke ville vare for evigt, og at de nok skulle skynde sig at søge et andet dække, et andet hjem eller også forsøge sig ved Matthews kursus. Han havde ikke dirigeret folk mod Matthew, som han ikke stolede på - aldrig.
Ministeriet var ikke langt fra at snuppe dem, som kunne købe Senecas frihed tilbage. For det ville Seneca altid føle sig bundet og i gæld til Matthew, og han så det ikke som et tab.

Han traskede gennem indkørslen til palæet, og han kom indenfor i lokalerne, som nu synes mere bekendte end de havde gjort for blot en måned siden. Han var en del af det her, og han følte sig hjemme. Det skulle snart være slut med at gemme sig i en nusset lejlighed, når han kunne få sit palæ tilbage og give Ana det værelse hun havde fortjent.
Seneca vandrede op ad trapperne i en rask trav. Han kendte vejen til Matthews kontor, og han nåede hurtigt dertil og bankede på døren.

[Matthew J. Darklighter]

Matthew havde siddet med stolen drejet rundt så man kun kunne se ryggen af den, og kigget ud over palæets sirlige havesystemer. Der var nogle husalfer i færd med at skære topiraries, og ordne blomsterbedene og længere væk var skoven og efter den resten af verden. Han elskede palæet. Det var en lille klokke hvor alt kunne ske, en ekstra dimension i tilværelsen, og alle elskede at være her når de kom. Syndens hule, lykkens bestiarium.
Den lavmælte banken kom en smule bag på ham. Han havde ikke forventet besøg endnu af nogen, og han tænkte flygtigt på sidste gang han havde oplevet sådan en banken. Lucilla og hendes kridhvide ansigt. Heldigvis kunne det ikke gentage sig. Det var en frygtelig fejl fra hans side.
"Kom ind," bad han blot med en håndsbevægelse så man kunne se de slange fingre rejst til siden mens han hvilede albuen i armlænet men drejede stadig ikke stolen rundt.

[Seneca Adrenal]

Seneca blev budt indenfor og han trådte gennem døren og lukkede den høfligt efter sig. Matthew havde ryggen til ham, og så ud til at være i færd med at observere sin egen udsigt. Noget Seneca selv ville have gjort, havde han været i samme position, som manden foran ham. Han nærmede sig med lette skridt, “Matthew, godmorgen,” hilste han sin ven. Han stillede sig hen til vinduet for at kigge udenfor med ham, “Det er et nydeligt vejr, synes du ikke? Det er næsten en skam at sidde inde på kontoret en hel dag,” han kunne ikke mindes at have set Matthew uden for palæets mure, siden den gang han havde opsøgt ham. Han måtte have travlt.

[Matthew J. Darklighter]

Matthew smilede smalt ved lyden af Senecas stemme. Det huede ham at have manden med sig i sine forretningsforbindelser, og han vidste at det snart var på tide at rulle det store skyts ud og fortælle blandt andet om Hoghaven modulet. Seneca behøvede ikke vide hvor børnene kom fra, bare at de kunne udvælges derude og bruges til både håndlangere og optrænes i samme åndedrag til agent-aspiranter. Han drejede stolen lidt for at se på ham og lagde sine fingerspidser imod hinanden mens han så på ham.
"Ja det er næsten synd," svarede han og smilede til ham. "Desværre er mine øjne sarte overfor sollys, det går igen i familien, så indendørs er der vi færdes bedst," forklarede han, "med mindre du har lyst til at tage en tur ud i haven? Jeg vil med glæde vise dig den hvis du har lyst," foreslog han og rejste sig. Han havde trods alt gæster, og Seneca var ikke hvem som helst. Han lagde en hånd på hans skulder og gav den et venskabeligt men også dybtfølt klem. Han mærkede forbindelsen til mande være blevet stærkere og han måtte tage sig selv i sine tanker af og til.

[Seneca Adrenal]

Det var uheldigt at være lyssky, når man havde så stort et udendørsareal at gøre god brug af. Seneca havde længe gerne ville udforske naturen rundt om Darklighter palæet, og selvom han følte sig egoistisk for at bede manden om at vise ham rundt, trods hans pinsler, så havde han bare været for nysgerrig alt for længe til at takke nej til tilbuddet. ”Hvis dine øjne kan holde til det, min ven. Ellers må vi gå indenfor igen.” han stod nu i øjenhøjde med Matthew og han sendte ham et venligt smil. ”Desuden var der noget jeg gerne ville tale med dig om. Det er intet alvorligt, men bare noget vi kan tale om, mens du viser mig rundt,” forklarede han henkastet og gik over til døren igen, så de kunne komme udenfor.

[Matthew J. Darklighter]

"Javel? Så lad os gå lidt så jeg kan høre hvad du har på sinde," sagde Matthew med et smalt smil til sin ven og førte ham med sig ud med en hånd på skulderen af ham. Et vift med fingrene fra den anden hånd fik dørene til at glide i bag dem og de fortsatte hen ad korridoren til trappen ned til entréen. Der var stille i palæet, nogle husalfer gik og gjorde lidt rent og Rex var i færd med at rette billeder og skifte de gamle ud som havde hængt der længst tid.

[Seneca Adrenal]

Seneca fulgte kammeratligt Matthew, side om side gik de gennem det betagende og pragtfulde Darklighter palæ, med sin stil og sin ynde. Alt her virkede gennemtænkt, selv dets beboere. Han ville være en del af denne familie.
“Jeg har tænkt mig at høre… Du har en søn, ikke sandt? Gabriel.” spurgte han ham med en klar interesse i stemmen. De kom snart udenfor, hvor solen skinnede smukt og kastede sit lys ned over palæets udendørsarealer. Seneca havde altid selv været meget udendørs - han elskede den friske luft og det faktum at man aldrig vidste hvad der ville ske eller hvem man kunne støde på.

[Matthew J. Darklighter]

"Mhmm?" Matthew hævede et slankt øjenbryn mens han kiggede til siden på Seneca. Han var som bekendt ikke en mand af mange ord når det ikke var nødvendigt, så en simpel bekendtgørelse af et faktum var nok for ham mens hans tanker kredsede om hvad Seneca ville med hans søn. Et lille stik skød op i hjertet på ham, selvom han vidste det var reelt at Gabriel snart skulle forloves, giftes og producere noget afkom for at familien kunne fortsætte.
De tog vejen ud gennem bagindgangen til hovedbygningen hvor de trådte ud i formiddagens blege forårsskær. Til højre for dem lå den kæmpemæssige kuppel og de to mindre som de kaldte "væksthuset", som indeholdt de mere sarte, tropiske planter der ikke kunne overleve i den engelske, frie natur. Foran dem strakte perlegrusgangen sig ud mod et enormt og overdådigt have-system af lave og høje hække, buske og bede og sirligt udskårne træer i forskellige former og farver, skulpturer og springvand, der næsten gjorde Versailles til skamme. Matthew fremdrog de tintede solbriller der kunne skåne hans øjne for solen mens de gik udenfor. De var fast inventar i hans inderlomme.

[Seneca Adrenal]

Seneca nikkede, mens han tænkte. “Jeg synes det ville være et spild, hvis ikke vi forsøgte at slå vores familier sammen, Matthew.” Han stoppede med at gå. Den smukke have gik næsten uset for Seneca, mens han stod og observerede Matthew. “Jeg har en kusine…” Han kløede sig ganske kort og overvejende på kinden, mens han nu fjernede blikket fra Matthew og kiggede ud på den store have. Han fortsatte “Hun er ung, ambitiøs og jeg tror Gabriel ville kunne lære at holde af hende med tiden,” det ville have været oplagt at tilbyde ham hans datter, men han ville ikke bryde Paris bejleri, fordi han var kommet på andre idéer. De to unge mennesker virkede til at komme godt ud ad det med hinanden, og det var vigtigt i et ægteskab. Hans kusine var yndefuld, og sidst han mødte hende for nogle år tilbage, virkede hun lige så ambitiøs, som han selv var. En ægte Adrenal. Det var tydeligt at Seneca havde et blødt punkt for romantik.

[Matthew J. Darklighter]

Matthew nikkede sigende for at vise at han forstod. "Tanken har også slået mig, min ven," sagde han mens han gjorde tegn til at fortsætte deres gang igennem haven. De kom til et smukt springvand med omkransende bænke og vandet skvulpede lystigt ud ad marmoret hist og her. Det var en ægte klassisk skulptur i midten, en stejlende thestral, smukt udskåret men med dens uhyggelige udseende bearbejdet af kyndige kunstnerhænder. Kun en kunstner der havde set døden kunne formå at gengive deres udseende.
"Hvad er hendes navn?" spurgte han som han tilbød at de gik til højre for springvandet og imod en lille gazebo der stod omkranset af vandt og med et lille bord og stole i. Rosenranker svang sig op ad dets bærende stolper til det lille buede tag. Der var skygge derinde og de kunne være ude uden at blive generet af solen.

[Seneca Adrenal]

“Det er jeg glad for at høre,” et smil landede på mandens læber. Det var længe siden han havde kunne ligge helt almindelige hverdags planer som disse.
Seneca gik med Matthew, indtil de kom til en Thestral-statue. Et smukt dyr, som mange ikke ville komme til at se i deres livstid… Dødsfald var normalt, men hvor ofte så man rent faktisk nogen dø foran en? Seneca var stolt af at kunne se dem - men for dem der ikke kunne, der var han stolt over at nogen havde lavet denne statue for at prøve at fange deres skrøblige og reserverede ynde. Han nikkede til Matthew tilbud og de slog sig ned i gazeboen, ved et bord. Han rømmede sig, “Hendes navn er Aileen Adrenal. Det sidste jeg hørte var at hun var bosiddende i mit barndomshjem. Det går jeg ud fra hun fortsat er,” forklarede han ham.

[Matthew J. Darklighter]

Bordet stod i midten af gazeboen, og langs kanten var en bænk bygget ind i selve konstruktionen. Matthew gled rundt om bordet fra den anden side og tog plads lidt mere ved siden af Seneca end egentlig overfor ham, men stadig på en armslængdes afstand. Han bredte armene ud på ryglænet til begge sider og så veltilfreds på sin ven igennem solbrillernes filter. Han måtte have ham med herud noget oftere. Han værdsatte hans selskab nok, og gazeboen var lidt hans og Gabriels sted hvor de ofte tilbragte en mere intim stund sammen.
"Aileen Adrenal," han tyggede lidt på navnet som om det virkede bekendt men han kunne ikke placere det helt. "Du kan jo besøge hende og foreslå hende alliancen," svarede han. En husalf kom op ad den lille trappe til gazeboens plateau og Matthew bad den hente nogle forfriskninger. Den forsvandt med et puf og dukkede op igen med et lille fad med glas og en karaffel tør og gylden hvidvin. Den forsvandt tilbage til sine formål i haven og Matthew skænkede op til dem begge inden han hævede sit glas til skål til sin ven. En blid vind trak hans lange, ravnsorte hår ud i tynde, sorte snore som blæk der siver ud på pergament. "Til alliancer," hilste han inden han tog en slurk af vinen.

[Seneca Adrenal]

“Det har været lidt svært at besøge hende, grundet min efterlysning. Det tilbud vil nok ikke virke interessant for en kvinde, der ved hun er arvetageren af palæet, med mindre min efterlysning forsvinder.” Det var også lidt Senecas hensigt at få hende til at flytte ud af palæet, så han kunne få det tilbage for sig selv, på en pæn måde, når nu han snart var en fri mand igen. “Men jeg forestiller mig at det er snart. Jeg kan næsten smage friheden,” og bedrageriet. Han anede ikke hvordan han skulle forklare sin datter den nye situation, de kom til at leve i. Husalfen bragte dem vinen og efter Matthew havde skænket, hævede de begge deres glas, for at skåle “Til alliancer,” gentog han og så sin ven i øjnene med et skævt smil plantet tilfredst over læberne.

//Out

[Matthew J. Darklighter]

//out