Perfect in Law

[Arthur Q. Andromedius]

Et fast håndtryk, et lille smil og et klap på skulderen. Hans nye svigerforældre var ekstatiske over den unge lovende bachelor som præcis havde bedt om deres datters hånd. Han var fuldblod, rig, havde et godt job. Var velklædt og velanset i deres omgangskreds, - og så var han en Andromedius. Arthur rettede sig op og strøg med nøje enhver fold i sit lyseblå jakkesæt. Han var et spejlbillede af en prins med sit lange lyse hår, det blå øjne og det skræddersyede tøj. Og nu skulle han hente sin prinsesse. Med hårdt og kontrolleret håndled bankede han på den fine kalkmalede dør, og imens han ventede på at hun skulle svare, gled hans pegefingers spids over de indgraverede mønstre. Bag ryggen hvilede hans andre hånd med den lille ringboks skjult fra hendes første blik. ’’Lucilla’’, hilste han med sin charme og let hæse stemme. Hans blå øjne faldt på hendes inden han så hende over skulderen og ind på hendes værelse for at forsøge at forstå hende. De havde mødtes før, på Hogwarts og til bal, men selv Arthur var klar over at det blot var en facade. ’’Hvor er du på vej hen?’’, spurgte han imens han tog et beslutsomt skridt ind på hendes værelse og ignorerede hvert forsøg på at holde ham tilbage.

[Lucilla Locket]

Det havde ikke været meningen at Lucilla skulle blive natten over i England i hendes barndomshjem. Hun havde fået lov til at tage hjem for hendes overhoved, på grund af et nødstilfælde i familien, men hun havde i sandheden været forbi Matthew for at fortælle ham at hun var gravid. Bagefter var hun alligevel taget hjem og havde overnattet, så ingen fattede mistanke om at hun løb om hjørner med både professorer og hendes forældre.

En nat i sin egen seng havde været rar, og hun havde sørget for at nyde badet, morgenmaden og hun havde endda haft noget tid tilovers til at lede efter en bamse, hun gerne ville give Thereza. Men hun blev afbrudt af en uventet banken. Hun havde set ud af vinduet at Arthur Andromedius var kommet forbi, men det havde ikke strejfet hende en særlig stor tanke. Både hende og hendes far arbejdede hos ministeriet, så det virkede ganske normalt.
Da han alligevel stod i hendes private sovekammer, rettede hun et forvirret blåøjet blik mod ham, “Arthur… Godmorgen,” hun stod med en kanin bamse i sine hænder og forstod ikke ud eller ind. “Toilettet er nede af gangen og til højre,” prøvede hun at hjælpe efter en akavet tavshed, inden hun trådte lidt væk fra ham og åbnede gardinerne i hendes værelse op, så der kunne komme noget lys ind. “Jeg er ved at pakke, så jeg kan komme tilbage til Hogwarts. Mine forældre havde en nødsituation de ville diskutere med mig,” hun turde godt at lyve om det igen, nu hvor hun ikke stod i samme lokale som dem.

[Arthur Q. Andromedius]

“Jaså? Ja jeg havde jo skrevet lidt frem og tilbage med Mr. Locket, men jeg troede vinhandel bestemt at holde det hemmeligt”, svarede han med sot venlige forcerede smil imens hans blik faldt på tøjkaninen i hendes hænder. Hun var stadig ung, men der ville være tid til at vokse inden brylluppet. Arthur betragtede hende nu med et underfundigt smil inden han rettede sig op i son fulde højde. “Mr og Mrs Locket overvejede endda selv at bringe dig de gode nyheder men de insisterede på at jeg skulle gøre det, på god gammeldags manér, det er vel også det som alle piger ønsker, eller?”, spurgte han som han nu fulgte hende ved vinduet. Her gik han på knæ og åbnede den lille boks han rakte frem mod hende. “Lucilla Locket, vil du blive min hustru?”, med disse ord rejste han sig alligevel igen og stak hende æsken. “Det er alligevel aftalt, vi har præcis skrevet kontrakten”.

[Lucilla Locket]

“Gode nyheder?” lød det i en påtaget underholdt tone fra hende, for høflighedens skyld, indtil han gik. Det var indtil hun vendte sig om og så Arthur gå ned på knæ foran hende. Lucilla trådte et skridt væk fra Arthur, da han gik ned på knæ, fordi hun blev så forskrækket, og hun overvejede om hun skulle hjælpe ham op, indtil han begyndte at frie til hende, hvorpå hun i stedet fik lyst til at skubbe ham længere ned på gulvet, så hun kunne flygte. Han skulle ikke komme imellem hendes planer mellem hende og Matthew!

Lucilla ville ikke have taget imod ringen, men æsken landede alligevel i hendes hænder, mens hun stod med en let åben mund. “I har skrevet kontrakten?” lød det bekymret for hende, mens hun kunne mærke hendes hjerte der bankede hurtigt. Hun lænede sig svimmelt op ad vindueskarmen. “Arthur, du er…” alt for gammel? Det var ikke en undskyldning hun kunne bruge lige nu. “Du er min fætter?” hun prøvede at le, for at fortælle at de umuligt kunne gifte sig med hinanden.

[Arthur Q. Andromedius]

Arthur udstødte en mild latter som grænsede sig til noget mørkt. “Mine forældre er fætter og kusine. Det er vel intet problem?”, spurgte han med et smil og en stemme som var ført st mildhed. Han rakte hånden frem og klappede hende pænt på håret. “Tag din ring på, den var ikke billig”, med disse ord gav han sig til at gå rundt i hendes værelse. Nærstuderede enhver genstand og pillede ved lampen på hendes sengebord. Det overraskede ham at hun havde fået et så lille værelse når resten af huset var så stort. “Dine forældre og jeg har været i en længerevarende korrespondance og vi er enige om at dette match vil gavne vores familiers bånd. Locket Andromedius er efterhånden et par generationer bort. Hvorfor ser du sådan ud? Er du ikke glad? Du kan få lov til at vælge vores hus, jeg har taget kataloger med”, han så overrasket på hende da følelser spredte sig i hendes ansigt og han fremdrog i al hast et boligmagasin fra inderlommen i sin habit jakke.

[Lucilla Locket]

“Vores forældre er også gamle,” svang hun tilbage efter ham, dog mere i en skuffet hvisken. Det kunne virkelig ikke passe at hendes forældre ikke følte at hun var mere værd end blot at gifte sig med sin egen fætter! Alle på Hogwarts ville grine af hende, fordi det var så gammeldags. De ville ikke grine, hvis hun kunne få lov at fortælle dem at hun skulle giftes med selveste Lord Matthew Darklighter.
Og det havde været en længerevarende korrespondance! Hvor kunne de gå bag om ryggen på hende, på den her måde! “Kunne i ikke have talt med mig om mine ønsker?” hun begyndte at blive en smule rød i hovedet, nu hvor vreden begyndte at boble frem indeni hende.
“Jeg mener… nej. Absolut nej,” hun rystede på hovedet og på kroppen, mens hun prøvede at holde sit raseri inde. Hun var klar til at smide samtlige besværgelser efter Arthur, fordi han stod og pillede ved hendes ting og bad hende om at tage hans dyre ring på. En enkelt dyb indånding, og hun tog ringen i sine hænder. Hun drejede den et par omgange i sine fingre, og vendte sig så om og åbnede vinduet, så hun kunne smide den ud i haven, hvor den landede på græsset. Ringen kunne nemt findes ved hjælp af en accio besværgelse, men hun kunne lide den dramatiske effekt.
“Jeg tager ikke imod dit frieri, Arthur, og vi skal ikke have et hus sammen. Du skal ikke komme her, så arrogant og vimse rundt på mit værelse, og pille ved mine ting! Min lampe! Det her er mit værelse, og du skal gå ud nu!” hun stod og så vred ud, en smule mørkere og dyrisk om øjnene fra sin willie-natur, med en kanin bamse i hænderne endnu. Hun valgte så at kaste den efter ham, så den blødt ramte hans arm og derefter trillede videre ned på gulvet, “Forsvind… Forsvind!” skreg hun af ham.

[Arthur Q. Andromedius]

Arthurs øjenbryn føg sammen da hun begyndte at tale om sine egne ønsker. Han så næsten overbærende på hende med et lille smil og nåede at sige: ''Men du er en kvinde, Lucilla, det er bedre at vi-'', men længere kom han ikke før end han så hende kaste den kostbare ring ud i haven. I alt stilhed betragtede han hendes raserianfald: hvordan hendes øjne mørknede og et katteagtigt udtryk manifesterede som et rovdyr der forsvarede sine unger. Dét var et problem som de måtte tage hånd om, for hun blev godt nok grim når hun var vred. Bamsen ramte ham med et blødt bump og han observerede hvordan den trillede ned for hans skosnuder. Langsomt hævede han sit lyseblå blik fra bamsen og til hendes forvredne ansigt. Hun kunne skrige, græde og kaste et tantrum så hårdt at jorden under dem skælvede, men Arthur forholdt sin helt tyste og stille positur. Med ét, satte han igang og med en hurtigt bevægelse greb han hende om halsen og smækkede hende op mod nærmeste væg, så hårdt at en porcelænsfigur faldt fra en hylde, og smadrede i tusind bidder. ''Jeg ved ikke hvem du tror du er, Lucilla Locket. Men jeg ved hvem du skal være, og den dér forkælede attitude huer mig ikke. Hent din ring'', hvislede han med et udtryk som langsomt mildnedes fra sin ondskabsfuldhed til et rart smil da han gav hende kommandoen. Det var dog ikke nok for Arthur, der efter en kort overvejelse, slog en knyttet næve i hendes mellemgulv inden han med et dansende sving fra foden væltede hende ned på gulvet. ''Hent din ring'', gentog han imens han tårnede over hende med begge hænder i siden og en fod der blidt puffede drillende til hende. 

[Lucilla Locket]

I et øjeblik, troede hun at hun havde skræmt ham væk og at hun havde forsvaret sin egen frihed grundigt nok til at han måtte kunne forstå, at han ikke var hendes kommende mand, som først antaget.

Men da hans blik løftede sig fra den kastede bamse og placerede sig på hende, kunne hun mærke hvordan hendes mave slog en knude. På ingen tid havde han grebet hende om halsen og presset hende op mod en væg, så hun måtte gispe over slaget mod hendes ryg. Det lød som om noget gik i stykker, men Lucillas blik var lukkede, af frygten for at se Arthur i øjnene. Hun ville ikke se hans ondskabsfulde blik. Hun var for bange.

“O-okay…” skælvede hun, meget mere underkastet end hun havde været for et par minutter siden. Hendes krop spændte, og stødet i hendes mave kom ganske uforudset og som en grim overraskelse for Lucilla, der fik hende til at skære ansigt. Hun blev skubbet på gulvet, hvor hun snappede efter vejret og ømmede sig over slaget. Før hun havde genvundet pusten, var hun allerede vaklet op på benene for at hente sin stav og åbne vinduet. “Ac-Accio vielsesring!” hendes frie hånd røg ned på hendes mave, mens hun bøjede let i overkroppen. Det gjorde ondt, og hendes tanker faldt også på fosteret, som hun nu frygtede for. “Accio vielsesring!” kaldte hun igen, nu hun havde genvundet pusten. I et øjeblik var hun bange for at der intet ville komme, og at han ville slå hende igen, men så kom den flyvende lige rundt om spidsen på hendes stav. Hun fjernede den fra rundt om staven og rakte ham forsigtigt ringen, uden at se på ham.

[Arthur Q. Andromedius]

Arthurs isblå blik fulgte hver eneste bevægelse hun gjorde. Han måtte dy sig for ikke at skubbe til hende for at se hende vakle rundt på gulvet på ny, for hun mindede ham så herligt om en snurretop. Istedet fulgte han hende til vinduet og stillede sig ved hendes side for at betragte hendes forsøg. ''Du bliver nødt til at hæve staven lidt, er du en heks eller hvad?'', spurgte han efter hendes mislykkede forsøg på besværgelsen. Hvis ikke han havde i årtanke at give hende en lærestreg, så havde han måske hjulpet. Idet vielsesringen kom susende, smældede hans tunge i det kendte Andromedius' tungeklik. ''Nej, nej, Darling. Det er din'', svarede hans på ny venlige stemme, samtidig som at han greb fast om hendes håndled og gled ringen om hendes finger. ''Kom så, lad os se på dig'', stemmen var kærlig og berørelserne var milde idet han vendte pigen mod sig for at undersøge hende for fysiske mén. ''Sådan går det når du er dramatisk. Men så ved du det til næste gang ikke? Vi skal jo også lære hinanden at kende'', han klappede hende kærligt på kinden og rettede sig op på ny. 

[Lucilla Locket]

Lucilla forstod ikke hvorfor hendes forældre ikke havde hørt spektaklet fra værelset, og hun kunne ikke forstå at de kunne tillade at han behandlede hende på denne måde, indtil hun huskede at hun selv tilbage i juleferien, hvor hun endelig var blevet myndig, havde lagt en besværgelse over hendes værelse, så man ikke kunne høre lyde her indefra, så hun kunne få lov at høre høj musik og synge med, uden hendes forældre blev forstyrrede. Det vidste Arthur til hendes fordel ikke, så han ville nok ikke gøre hende noget, han ville mene ville indblande hendes forældre.

Han var ydmygende at være omkring. Han rettede på hendes besværgelse og han tvang ringen på hende. Men værst af alt, var da han klikkede med tungen, og begyndte at berøre hende for at se hvilke skader han havde givet hende. Klappet var ubehagelig og gjorde hendes øjne varme påny. Lucilla ønskede bestemt ikke at lære hendes fætter bedre at kende. “Tak for ringen. Den er smuk,” var det eneste hun kunne bringe sig selv til at sige, mens hun kort kastede et blik på den hæslige modbydelige ring, der kvalte tungt om hendes ringefinger. Hun prøvede at lyde taknemmelig, men hun var også på kanten til gråd. Hun ville dog ikke vise følelser foran ham - hun turde ikke at være følsom over for ham.

[Arthur Q. Andromedius]

Et genuint smil omkransede hans læber idet hun takkede for ringen. Han kunne høre at det var forceret, men han bestemte sig for at hun havde haft nok palaver for en enkel dag. Han ønskede jo heller ikke at hun skulle stikke af. Derfor flyttede han sin hånd til hendes hår og aede det blidt, som for at fortælle hende hun var dygtig. Hun mindede ham om Angelique, både i væremåde og udseende. Men det var nok bare udseendet som spillede ham et pus. Endnu et tungeklik faldt fra ham, ''Sådan skal det lyde'', svarede han inden han med ejerskab på ny klappede hende på hovedet og gik hen for at lukke vinduet. ''Jamen så er vi jo færdige her. Jeg tænker ikke at vi har en lang forlovelse, det er spild af tid. Jeg anordner ægteskabet med din far, og så kan du jo bestemme hvilket hus du vil bo i imens'', han vendte sig mod hende efter at have haspet vinduet. Var hun ked af det? Han havde lyst til at fnyse, men greb istedet fat i hendes ansigt og tvang det tilbage så han kunne se hende i øjnene. ''Jeg håber kraftedme du er det værd'', mumlede han for sig selv inden han trykte et varmt og blidt kys på hendes læber, inden han gik mod døren uden at se sig over skulderen.

//Out