The room where it happened

[Matthew J. Darklighter]

"Selvfølgelig ikke, min kære, det var aldrig planen at nogen skulle se dem," sagde han inden han drog et suk og hans fingre lukkede sig mere om hendes, om det var en form for omklamrende ejerskabstegn eller beroligende gestus var svært at vide. I sine tanker var han allerede ved at dirigere Rex imod rummet for at kaste besværgelsen. Han vendte istedet sin opmærksomhed mod hende og med et lille træk i hendes hånd bød han hende at rejse sig og komme nærmere for at han kunne have hende tættere på sig.
"Men hvorfor kom du her i aften, skat?" spurgte han og så undersøgende på hende. Regnens trommen på ruderne var nu så sagte at den blandede sig med ildens knitren i pejsen foran dem.

[Lucilla Locket]

Lucilla tog sig en dyb indånding. Der var så meget af verden hun ikke kunne forstå. Det gav hende følelsen af at hun havde siddet for længe isoleret på glade lille Hogwarts, når værelser som disse befandt sig lige uden for slottets trygge mure. Hun havde knap nok mærket hans træk, men hun mærkede det dog og rejste sig, som hun fik besked på. Hun stod tæt på ham og åndede nervøst, mens hun i starten gjorde alt for at undgå hans blik.
Thereza havde ret. Han skulle vide det.

”Jeg er gravid.” Hendes øjne fandt hans. Hun ville se hans reaktion og aflæse ham, hvis ikke hans svar skulle være nok. Regnen trommede stadigvæk dæmpet og dovent, mens ilden fra pejsen var med til at få hendes krop til at glemme det uvejr hun netop havde været ude i. Det engelske vejr var forræderisk. Hendes tone havde ikke været helt til at gennemskue, for den var hverken knækket eller glad. Hun var fyldt med forvirring og hun anede ikke hvad hun skulle føle. Alt hun kunne tænke på var værelset. Hun nævnte ikke at det var hans, for hvorfor skulle hun? Han var den eneste mand, der havde fået lov til at gøre krav på hendes krop, som han havde.

[Matthew J. Darklighter]

Hendes ord blandede sig som en behagelig summen med vandet og ilden, to modsætninger, præcis som hun og ham, lyset og mørket, præcis som den han var, som det hele hans familie stod for. Måske også den selvsamme modsætning i form af den lykkelige besked hun nu overbragte ham blandet med den grusomme kendsgerning hun netop havde været en form for vidne til og fået uddybet nu.
Han holdt hende stadig i hånden som hun stod dér, farvet af det orange lys på den ene side, og de kolde hvide glimt der af og til dansede ind igennem panoramavinduerne. Guirlander af lyn svang sig over den stormfulde, koksgrå himmel. Hans ansigt var til at starte ganske udtryksløst, og hans blik vandrede over hendes ansigt inden han atter trak hende nærmere så han kunne tage hende ned og sidde over sine knæ og lægge en arm om hendes slanke liv. Et smil fandt endelig vej til hans læber, oprigtigt og velment.
"Min kære..." han hævede en hånd for at ligge den imod hendes mave, stor og bred over hendes tøj. "Vil du... have det?" spurgte han. En uimodståelig fryd forplantede sig en smile djævelsk i hans krop men han formåede at undertrykke det. Det ville være hendes valg om det skulle blive en realitet imellem dem, og hvis hun ikke ønskede det ville han med glæde hjælpe hende så ingen skulle stille spørgsmål.

[Lucilla Locket]

Det kom bag på hende at hun ikke var begyndt at græde endnu. Følelserne var høje, og når følelserne var høje, så græd hun normalt. Men hun sad i stilheden og lod manden trække hende ind til sig, så hun sad over hans knæ. Hun klemte kort om hans hånd, for at mærke ham. Det her var virkeligheden, hun var gravid og han lavede noget modbydeligt med børn inde på et værelse i den mørkeste krog af palæet. Lucilla så at et smil havde fundet vej til hans læber, og det beroligede hende nok til at finde det svar hun ledte efter, ”Jeg vil gerne beholde det. Jeg troede ikke jeg ville... jeg er så ung, men..” hun tog sig en dyb indånding. ”Det er vores barn. Vi var skabt et barn, og det er smukt. Alt for smukt til bare at smide ud.” hun rystede på hovedet. Hun vidste det lød naivt, og hun vidste ikke længere hvor smukt det var at få et barn med en mand, der gjorde som han. Men hun elskede ham, også selvom det var beskidt at gøre. Det kunne hun ikke bare fjerne, selvom han havde gjort noget grimt. Det der var imellem dem var ægte, og hun kunne hjælpe ham. Hans hånd på hendes mave bredte en varme indeni hende, og hun lænede sig frem for at plante et trofast kys mod hans kæbe.

[Matthew J. Darklighter]

Han lukkede øjnene lidt i mens hun lænede sig ind og kyssede ham. Hans arme omfavnede hende beskyttende og tog hende helt ind til sig i den trygge favn hun kendte. Hans ene hånd hvilede på hendes lår så han kunne trække hendes ben helt tæt op til sig og den anden arm var snoet om hendes smalle skuldre og hånden hvilede på toppen af hendes hoved mens han sad med hende, fredfyldt og stille og kunne mærke sit hjerte slå og høre hendes åndedræt.
"Så bliver det sådan, min pige," sagde han stille og kyssede hendes pande mens han strøg hende over håret. "Måske kan du hjælpe mig, og en dag, gøre en ægtemand ud af mig?" de sidste ord var en tilføjelse men han vidste den var reel. Hun skulle dog have mere at vide om familien, eller ihvertfald opleve den mere når Hogwarts var overstået og hun kunne komme og bo fast og se hvad der skete.

[Lucilla Locket]

Det lettede hende umådeligt at han ikke gjorde nogen indvendinger. Hun kunne ikke overskue at møde mere modgang i dag og hun lagde lettet sin pande mod hans skulder, indtil han vækkede hende med hans... var det et frieri? Lucilla vendte blikket op mod ham og mærkede hvordan hendes hjerte bankede hurtigere. ”En ægtemand?” et oprigtigt smil bredte sig over hendes lyserøde læber, mens hun begyndte at glemme alt om værelser og polaroid billeder. Hun rettede sig op og kiggede opmærksomt på ham, mens hun prøvede ikke at virke al for ivrig... men det var hun. ”Matthew, er du sikker? Jeg er glad for at du støtter mig, men jeg ved at du har haft dine egne børn og... sikkert en kone før...” hun havde ikke overvejet dybere at han før havde været gift. ”Der er ikke noget jeg hellere vil, men... er det det du vil?” hendes blå øjne hvilede i hans. Hun lod sine fingre kærtegne hans bryst blidt, mens hun begyndte at overveje hvad en fremtid sammen med Matthew ville se ud. En overvejelse hun havde haft mange gange før, men som pludselig synes virkelig. Hun hadede at hun stillede spørgsmålstegn til det, for hun ville ikke have at han trak i land nu. De skulle giftes! Og Angelique ville hade hende for det.

[Matthew J. Darklighter]

Han tog en dyb indånding mens han lyttede til hendes ord. I realiteten var det ligeså meget for at beskytte sig selv og kontrollere hende, som det var for at få en ny livsledsager og se sit barn vokse op med hans prægning og indflydelse.
"Flyt hertil når du graduerer fra Hogwarts, min pige, og så kan du bo her og se hvordan livet er som Darklighter, og når du har vænnet dig til det, kan vi beslutte os for at smede båndet helt sammen, ikke?" foreslog han mens han strøg hende lidt over kinden og nød at se hendes reaktion på hans ord. Det varmede ham at se at hans arbejde med hende havde båret frugt og hendes sind var så godt som i hans vold. Hvorfor skulle det ikke være sådan her? Hvorfor ville det være forkert? Hun var jo myndig, og hendes forældre var stort set ude af billedet allerede, var de ikke??

[Lucilla Locket]

Lucilla nikkede. Hun ville gerne bo hos ham efter Hogwarts - der var intet hun hellere ville. Hun forstod hvorfor han ikke bare kunne ægte sig med hende lige på stedet. Det ville også se helt forkert ud - han skulle først spørge hendes forældre om hendes hånd og ægteskabet skulle arrangeres. Det ville alt være meget nemmere, når hun var færdig med Hogwarts. Det at være en Darklighter, Lucilla Darklighter, kom også med sine egne udfordringer. Hun prøvede at presse de friske minder væk i et håb om at nogen af de ældre ville komme frem i stedet. Hun vidste ikke hvad det indebar, og hun anede ikke hvordan hun skulle spørge hvordan det kom til at spille en rolle i deres ægteskab.
“Matthew, kommer det til at være et problem? Det jeg opdagede i dag?” hun holdte sit blik rettet mod ham og lod en hånd glide kærtegnende op ad hans bryst. Hun lod blikket glide ned til sin hånd, “Ikke for os, nødvendigvis, men… Hvad hvis du bliver opdaget?” hun havde jo haft opdaget det, så ville det ikke være muligt at andre kunne opdage det en dag.

[Matthew J. Darklighter]

Han lod sine hænder flugte ned langs hendes sider og til hendes hofter hvor fingerspidserne cirkulerede over hendes bagdel som en måde at berolige hende på og sende nogle andre tanker afsted til hende for at aflede hendes spørgsmål, som han alligevel måtte give svar på.
"Jeg forsegler det så ingen kan opdage det," sagde han mens han overvejede hvorfor han egentlig aldrig havde gjort det før. Måske fordi han ikke havde regnet med at en pige han knaldede ville fare vild i palæet mens hun ledte efter ham for at fortælle at hun var gravid med deres barn. "Du får det aldrig at se igen, min pige, det lover jeg," han rettede sig mere op i stolen og greb lidt om hende som han rejste sig og løftede hende op i armene, som en far der skulle til at bære sin datter i seng, inden han satte hende ned fra sig på gulvet igen. "Vil du blive og overnatte eller tager du hjem til dine forældre? Måske de ikke skal vide noget før du har slået dig ned her i palæet," foreslog han.

[Lucilla Locket]

Lucilla sukkede taknemmeligt og lettet over at han nok skulle gemme mareridtet væk for hende. Det havde været meget tæt på at ødelægge alt - hun havde kunne mærke hvordan bygningen langsomt var begyndt at vugge og var tæt på at kollapse, da hun havde fundet det forfærdelige billede. Matthew fandt altid en løsning, og hun lod ham tage hende op i hans arme, ligesom han havde gjort så mange gange før. “Og din hemmelighed er sikker hos mig. Det lover jeg.” hun smilede til ham og tog hans hånd op til hendes læber, så hun kunne kysse den blidt. Hun holdt ham fortsat i hans hånd, mens han talte så fornuftigt om at hun burde fortælle hendes forældre det. Det var aldrig noget hun så frem til, at skulle tale med hendes forældre om noget. Især hendes far. “Jeg overnatter hos dem,” hun ville ikke nævne at hun til dem havde skrevet at grunden til hun kom på besøg, havde været fordi Angelique skræmte hende, og hun gerne ville have et par dage væk fra at dele kollegie med hende, der fik hendes mund til at forsvinde forleden. “...Og så fortæller jeg dem om det i morgen,” hun vidste ikke om hun kunne få sig selv til det. Men hun ville gøre et forsøg, hvis det virkede som om der var en passende åbning.

[Matthew J. Darklighter]

"Det varmer mit hjerte at vide," sagde Matthew, om det var til at hun skjulte hans grusomme handlinger for omverdenen eller om det var fordi hun ville fortælle sine forældre om sagernes tilstand var op til hende at vurdere. Han tog hendes hånd og kyssede den inden han bøjede sig ned for at udligne højdeforskellen mellem hans fuldvoksne højde og hende, og kyssede hende inderligt med en hånd bag hendes nakke for at få et lidt mere kontrolleret kys. Hans tunge legede over hendes og han frigjorde sig selv til sidst, trist over at hun måtte forlade ham, men det var måske det bedste lige i dette øjeblik så han kunne komme tilbage og hænge billedet tilbage på plads i værelset.
"Skynd dig inden det bliver for sent," sagde han og slap hende langsomt som tegn til at hun var fri til at gå.

[Lucilla Locket]

Lucilla mødte villigt hans lidenskablige kys, og hun mærkede hvor stort et savn hun følte til Matthew i det øjeblik. Hun havde været virkelig bange for at miste ham i dag. Nu virkede det som om at sommerferien var evigheder væk, selvom den faktisk nærmede sig med hastige skridt. Hun var snart færdig på Hogwarts og hendes fremtid ventede hende allerede, tålmodig og charmerende.
Hun forlod ham og palæet. Først som hun forlod palæet græd hun en smule. Regnen var heldigvis et godt dække for hende, så hendes forældre ikke fattede mistanke da de så hende, våd fra regnen og klar til en seng.

//Out

[Matthew J. Darklighter]

//out