The room where it happened

[Lucilla Locket]

Tilegnet: Matthew J. Darklighter
Aftentid, Darklighterpalæet

Mørket var faldet på. Hun havde faktisk ikke forventet at hun ville få lov til at gå af Professor Marche, Slytherins overhoved, men til hendes overraskelse havde professoren virket mere bekymret om alt andet end hvor Lucilla valgte at befinde sig i aften, uden sine forældres underskrift.
Hun havde sendt en ugle til Matthew, men da hun så var rejst kom hun til at overveje at det nok var højst usandsynligt at han ville få uglen, før hun selv nåede frem.

Da hun nåede frem havde hun lagt ud med at kigge igennem den mere beboelige del af det store Darklighter palæ. Det var weekend og hun havde ikke forventet at Matthew ville være på arbejde. Men han var ingen steder at finde. Hun var gået op og ned af så mange trapper at hun ikke længere helt kunne finde ud af hvilken etage hun befandt sig på og hvor hun var i forhold til de forskellige indgange hun kendte. Lucilla fandt en åben dør, som hun hurtigt smuttede ind af, i et håb om at den ville lede hende til et lokale med nogle mennesker hun kunne spørge om vej.
Men nej. Hun skar en let grimasse, da hun i stedet fandt et sølle børneværelse, som hun ikke helt kunne forestille sig at nogen af Darklighterne havde boet i, som barn. Det virkede slidt og ikke særlig varmt. Hun lagde en hånd mod den mave, der ikke engang var begyndt at vokse endnu, mens hun gik ind på værelset for at kigge rundt. Der hang nogle børnetegninger - de var grimme, men de fik hende til at smile. Børn kunne ikke finde ud af noget, men de prøvede. Hun ville have taget en af tegningerne til sig, for at kigge nærmere på den, men noget faldt på gulvet bagved en.
Hun kiggede forvirret og lænede sig ned for at samle det op i hænderne. Til først troede hun at det var endnu en tegning, men det viste sig at være et billede. Til først var hendes smil nysgerrigt, men nysgerrigheden blev til forvirring og forvirringen voksede sig til en kvalme. Hun ville have fundet sig et sted at sidde, men hun havde ikke den store lyst til at sidde i sengen længere, eller at være på dette værelse for den sags skyld. Hun gemte billedet i sin lille håndtaske, uden at tænke og kridhvid i ansigtet. Hun skyndte sig ud og hun blev ved med at gå, mens tankerne maste sig på.

Gangene begyndte at se mere bekendte ud, og pludselig fandt hun de rette trapper og den rette dør. Hun skulle til at banke på døren, men i stedet åbnede hun døren hastigt og insisterende. Hun var bleg, og trods hun var bange for at stille sig op imod Matthew, så var det hun havde set været forkert, så forkert, “Matthew!” kaldte hun i en tone uvant og vred, selv for hende, mens hun åbnede døren.

[Matthew J. Darklighter]

Lucilla var den sidste han havde forventet at se denne aften, specielt fordi hans planer ikke havde involveret mange andre personer denne aften. Isobel var på besøg hos en eller anden, Gabriel arbejdede, og Vladimir var hos Robyn. Det betød han havde kunnet få en levering. Det var længe siden og han havde i sandhed haft en god aften. Han var netop i færd med at underskrive et brev som han puttede i en forseglet konvolut som han stak i de rystende hænder på det skælvende offer, der stod ved siden af bordet, da Lucilla åbnede døren. Matthew så op og sænkede blækpennen langsomt.
“Du kan gå ud nu, Briar, Rex venter på dig i entréen,” sagde han med rolig, fattet stemme. Pigen skuttede sig og skyndte sig ud og forbi Lucilla og lukkede døren bag sig så de to var alene i kontoret. Stilheden var til at skære igennem, tyk og dirrende. Matthew rejste sig langsomt, stolen gled ubesværet over tæppet og han gik rundt om bordet med rolige skridt.
“Jeg havde ikke forventet dig her i aften, Lucilla,” sagde han og lænede sig mod bordkanten med foldede hænder foran sig mens han betragtede hende. I sit baghoved vidste han at han havde glemt døren, for første gang nogensinde havde han glemt den.

[Lucilla Locket]

Lucilla havde ikke forventet at se et lille barn stå på samme værelse, som Matthew. Det var ikke hans barn? Matthew havde ikke en datter på den alder, var hun ret sikker på! Hun lænede sig op ad væggen ved siden af døren, svimmel og muligvis rasende eller forvirret. Lucilla kunne ikke placere sine følelser, men hun følte for første gang i sit liv dette særlige hav af dem. Hun trak vejret, og hun overvejede hvad hun skulle gøre. Blikket fulgte først det lille pigebarn ud af lokalet, og derefter fik hun det rettet imod ham, og hun havde glemt sin egen graviditet for et øjeblik. ”Matthew, hvad laver det barn her?” hendes blik var stift og tomt. Hun håbede hun tog fejl. Selv midt i vreden formåede hun at ryste på hovedet og rømme sig, så hun kunne klare stemmen for at tilføje: ”Jeg tror jeg kom hertil hurtigere end min ugle...” hun kiggede ned igen, og fjernede sig ikke fra væggen.

[Matthew J. Darklighter]

Hans ansigt var glat, alle følelser vasket af som en tavle der var blevet renset for alle spor af hvad der var foregået, og kun et mildt Mona Lisa smil sad i mundvigen på ham, knap nok synligt for selv den skarpeste ørns blik. Han havde hørt hendes tonefald, set hendes ansigt så snart hun var trådt ind, og der var ingen måde han kunne løbe udenom hjørnerne nu. Han sænkede blikket bort fra hende og lod en hånd glide over nogle blækpenne der lå på bordet. Han rettede dem til så de lå sirligt lige.
“Jeg antager at du har været forbi værelset?” Spurgte han inden han endelig rettede sig op fra bordet og lod sit blik glide tilbage til hende, åbent, ærligt. Et glimt i hans øjne viste en eller anden fryd, som om han nød tanken om hvad hun havde været vidne til derinde. Billederne der bevægede sig takket være magien i det lille magiske polaroid han havde i skuffen i sengebordet ved siden af sengen i det forhutlede værelse. Hendes bemærkning om en ugle slog han hen. Det var jo nok ikke noget vigtigt.
“Kan du huske da jeg spurgte dig om du kunne klare de ting jeg kan lide, de lidt mere voldsomme ting?” Han trådte langsomt et par skridt nærmere, som truende slag fra en krigstromme i det fjerne. Udenfor var himlen mørk og regn trommede imod ruden. I samme sekund skar et hvidt glimt ind i det dæmpede skær der oplyste kontoret. Stilheden varede evigheder imellem dem inden en fjern rullen bebudede en forårsstorm var trukket op.

[Lucilla Locket]

Lucillas hjerte bankede hurtigt, mens hun stirrede over på Matthew. Hun kunne ikke forestille sig at han ville gøre noget så modbydeligt, og alligevel virkede det til at han allerede havde regnet det ud. Værelset var noget han kendte til, og det gav hende en klump i halsen. Regnen faldt hårdt ned fra himlen, ligesom den første dag hun havde mødt Matthew her på kontoret. “Jeg så et værelse. Det var…” hun kunne ikke finde ord til at beskrive værelset. Modbydeligt? Hun havde sikkert overset en hel masse detaljer på værelset, som kun ville gøre det værre.
Han kom hende nærmere og hun følte sig en smule mere anspændt. Hun korsede armene beskyttende under brystet. Hun nikkede blegt til hans spørgsmål. Lucilla havde ikke lyst til at se ham i øjnene, alligevel følte hun ikke at hun kunne kigge væk fra ham. “Hvad har det med værelset at gøre?” spurgte hun stille og forvirret.

[Matthew J. Darklighter]

Til trods for lyset fra lysekronen over midten af kontoret og det blide, knitrende, orange skær fra den tændte pejs, tvang endnu et hvidt lynglimt sig ind igennem rummets panoramavinduer og oplyste ham som en sort klippesilhuet over hende, et tårn af stål og sort granit, det lange, sorte hår og de brede skuldre omkranset af en hvid linje, og kun hans isblå øjne var i et kort øjeblik oplyst i mørket som var ham. Han stod stille, urokkelig foran hende i det øjeblik visionen varede og atter lod mørket fare for at lade det orange skær oplyse hans ansigt igen fra siden og fra oven.
“Du lovede, Lucilla,” han rakte en hånd ud, langsomt, som svævede den gennem tid og rum for at lande på hendes skulder, tung og insisterende, “du lovede du ikke ville lade det stå i vejen for dig, for os. Der er ting, det er en ting, du behøver bekymre dig om, Lucilla,” hans ansigt blødte op i et mildt smil og lod sine tanker møde hendes og så de små frø de havde delt de forgangne måneder. De gode minder de havde sammen, leende, i sengen efter hed elskov, ham der viste hende rundt i palæet og fortalte mere om familien, samværet med de andre kursister. Han rakte en hånd op og lagde den imod hendes kind. 
“Stoler du ikke på mig, Lucilla?” Hans stemme var blid, næsten mildt anklagende, over at hun kunne finde på at tro at han kunne være sådan en person. “Stoler du ikke på, at jeg ved hvad jeg gør og beskytter mig selv og min familie, hver dag? At vi her i min familie har så specielt et bånd, et bånd som du og jeg, og vi altid støtter hinanden - uanset hvad?”

[Lucilla Locket]

Han kom nærmere, og hun mærkede hvordan hendes vejrtrækning blev en smule hurtigere. “Jeg siger ikke at jeg lader det komme i vejen for os,” hun rystede på hovedet og førte kort sin hånd over sin mave. Hun kom igen i tanke om graviditeten og hun tog sig en dyb indånding. Måske burde hun ikke sige det alligevel.
Selvfølgelig havde de også alle de gode minder sammen, og Matthew havde aldrig givet hende grund til ikke at stole på ham. Han havde forsvaret hendes ære til festen, og han havde hjulpet hende med at finde selvsikkerheden frem. Hun lænede sin hånd mod hans kind, men hun følte sig lige nu ikke tryg, som hun normalt gjorde. “Jeg stoler på dig, Matthew. Hvis du fortæller mig hvad du bruger det værelse til.” lød det insisterende fra hende, før hun igen rettede blikket mod ham. Hun vidste hvad rummet blev brugt til, og hun havde et billede der kunne bevise det. Hun havde ikke besluttet sig for hvad hun ville gøre med det. Selvfølgelig skulle ens familie være der for en, men der måtte vel være grænser for hvor langt man kunne gå for dem man elskede.

[Matthew J. Darklighter]

Han stod lidt og så ned på hende. Hendes kortvarige overgivelse til hans kærtegn men uden at hun var helt med på noderne alligevel. Stormen udenfor begyndte langsomt at tvinge regnen hårdere mod ruderne og endnu et par lysglimt svang sig vej ind gennem lokalet.
“Jeg tror allerede du ved hvad det er til, ikke sandt? Kiggede du bag tegningerne? Så du billederne??” Spurgte han med et let hævet øjenbryn inden han slap hende og vendte hende ryggen lidt for at gå tilbage til skrivebordet. Det var ikke ofte at han vendte hende ryggen, han havde altid sin opmærksomhed på hende, altid sit blik rettet imod hende, omfavnende, altopædende. Det var derfor den første gang han viste hende tillid nok, et øjeblik som dette, til at vende hende ryggen og stole på at hun ikke stak en kniv i ryggen på ham eller trak tryllestaven imod ham. Han standsede ved det lille bord mellem de to lænestole og skænkede et glas whiskey til sig selv. Hans bevægelser var kalkulerede og rolige, og glasset klinkede som lysglimtene der kom ind udefra forårsstormen.

[Lucilla Locket]

Hun følte hvor tør hun blev i munden, da han nævnte billederne bag tegningerne. Det gav hende tårer i øjnene, for hun havde kun set det ene billede. Hun følte sig heldig, at det var det eneste hun havde set. Hun nikkede og prøvede at holde sig fra at græde. Hun ville ønske hun kunne be om et glas whiskey, for at berolige sig selv, men hun måtte ikke.
“Matthew, det er forkert. Det er ikke sådan her du er,” hun benægtede det. Hun kunne ikke forestille sig… Hun fik kvalme, og hun begyndte at sætte kursen mod lænestolene, ubevidst for også at følge efter Matthew der nu stod ved det lille bord. Hun fik placeret sig i den ene af stolene. Hun hørte hvordan stormen tog til udenfor, ligesom den der rasede indeni hende lige nu.

[Matthew J. Darklighter]

Han tog en slurk af sin drink og drejede ganske langsomt rundt for at se hende sidde dér, afvæbnet, opgivende, oprørt. Han sænkede langsomt glasset med et lille suk og lagde en arm over ryglænet mens han så ned på hende.
“Men hvad hvis det er sådan her jeg hele tiden har været? Og du har alligevel elsket mig, Lucilla, har du ikke? Og nu ved du det, den store hemmelighed!” Hans smil blev bredt, øjnene gnistrede næsten lidt af lykke. Det var en enorm sten der var faldet fra hans bryst, tanken om nogensinde at skulle fortælle hende sandheden havde egentlig aldrig lagt specielt tungt på ham, for han havde altid forestillet sig at holde det hemmeligt alligevel. Han rettede sig op og slog ud med armene og lo lidt i samme øjeblik som tordnenen rullede. “Det ændrer ikke mig fra at elske dig stadigvæk, det ændrer ikke mig fra at elske min familie,” fortsatte han inden han langsomt tog plads i stolen ved siden af, præcis som den første dag hun havde været til samtale hos ham. Han lagde benene over kors mens han sad og så mod hende, hagen lænet mod fingrene og den anden hånd cirkulerede whiskeyglasset lidt mod armlænet. “Vil du spørge ind til det? Jeg vil gerne svare hvis du har nogle spørgsmål,” sagde han. “Åbenhed er essentielt i et stærkt forhold, ikke sandt? Det er kimen i vores kursus. Og jeg er åben omkring det her nu. Hvilket billede fik du set? Skal jeg forklare mere? Uddybe? Fortælle om familiens konstellation?” Spurgte han bramfrit. Det var som en sluse der var åbnet ind til hans aller inderste, det sorte dyb der føltes som der hans hjerte burde høre hjemme.

[Lucilla Locket]

Hans optimisme virkede ikke beroligende på hende. Hun havde ikke fået lov til at prøve at acceptere den her side af ham. Hun vidste ikke engang om hun kunne. Han ville dog besvare hendes spørgsmål, hvis hun havde nogen, selvom hun ikke var sikker på at hun ønskede at høre svarene. ”Hvor unge er de?” hun pillede nervøst ved sin håndtaske, indtil hun kom til at ødelægge lynlåsen, så den ikke gad at lukke mere.
Hendes hånd gled til hendes mave og hun vidste at hun snart blev nødt til at fortælle ham det. Hun blev nødt til at komme ud med det.
”Jeg så et med en lille dreng,” hun var bleg igen, mens hun prøvede på ikke at huske billedet med drengen, som også lå og lurede i hendes ødelagte håndtaske.

[Matthew J. Darklighter]

Hans blik gled til hendes nervøse bevægelser ved håndtasken og så en kant af et af hans polaroid billeder dukke op over kanten. Han hævede et øjenbryn og så fra tasken til hende med det lille Mona Lisa smil plastret til mundvigen og øjnene glimtende.
"Hvor gammel vil du skyde ham der til at være?" spurgte han og nikkede sigende mod hendes taske hvor bevismaterialet lå gemt, og så alligevel ikke. Regnen var blevet mere til en stille trommen og susen, og tordenen var efterhånden rullet over palæet om end nogle glimt af og til skar sig vej ind i det orange skær som en lille knivspids.

[Lucilla Locket]

Lucilla så ham nikke i retningen mod hendes taske. Matthew vidste det. Hun tog en dyb indånding, før hun tog billedet ud af hendes åbne taske, uden at kigge på subjektet igen. Hun rakte det til Matthew og mødte hans blik igen. Han virkede ikke til at skamme sig, og hun forstod det ikke. ”Ni år... men jeg er ikke sikker.” hun strøg noget af sit blonde hår om bag sit øre. Usikker og oprørt over hvordan hele aftenen var forløbt. Hun ville bare gerne hve at han accepterede graviditeten og fortalte hende at han ville passe på hende, så hun kunne finde modet til også at fortælle hendes forældre, som måske ville udstøde hende, nu hvor hun var gravid uden for ægteskabet. ”Hvorfor så unge?” hendes egen alder strejfede hendes tanker.

[Matthew J. Darklighter]

Han rakte ud, de lange slanke fingre strøg kort hendes fingerspidser inden han tog det lille polaroidbillede og vendte det lidt mens han iagttog hvad der skete på det uden at fortrække en mine. Han smilede til hende og lagde det i brystlommen på sin jakke.
"Du ved... nogle gange kan man ikke forklare hvad man har lyst til, og det er svært at vide hvorfor," sagde han en smule henkastet og lænede sig tilbage i lænestolen lidt mere rolig nu han vidste at hvad end hun havde set var hos ham igen. Hun kunne nok næppe finde tilbage til værelset og han ville sørge for at det ikke kom til at ske igen med en besværgelse der gemte rummet for hende for altid. Han gled hænderne hen over hvert deres armlæn og strakte sine ben frem for sig mens han lukkede øjnene.
"Har du flere spørgsmål, min kære?" spurgte han med et skævt smil og drejede hovedet inden han atter så på hende og rakte en hånd fra sin side af de to lænestole imod hende, som Gud rækker sin hånd ned til Adam under skabelsen.

[Lucilla Locket]

Det pinte hende at hun ikke kunne få sig selv til at konfrontere ham ligeså modigt, som hun havde forestillet sig. Hun ville have han så lige så knust ud nu, som da han skændtes med sin datter, men det var som om dette ikke rørte ham spor. Hun vidste godt man ikke valgte hvem eller hvad man havde lyst til, men hun kunne ikke acceptere at han havde lyst til børn.
Uden billedet følte hun sig en smule mere nøgen, men samtidigt følte hun også at hun havde nemmere ved at lukke øjnene for hvad hun allerede havde set. Hun så hans hånd, der rækkede ud efter hende, og tøvende tog hun den. Hun følte om hans kraftige hånd, og hun sukkede, nu hun endelig havde fundet et øjeblik, hvor anspændtheden synes at forlade hendes krop. ”Jeg vil ikke se flere af sådan nogle billeder..” det var en advarsel fra hendes side. Hun vidste ikke om hun kunne acceptere det her, men hun vidste i hvert fald at hun ikke accepterede billederne. Hun forsøgte at se på ham igen, for at se hvad hans reaktion var på at hun havde placeret en grænse.